Handicap og beskæftigelse: For første gang i en årrække er gabet i beskæftigelsen vokset mellem mennesker med større handicap og mennesker uden handicap. Samtidig viser en ny rapport fra rådgivningsfirmaet Cowi, at den samfundsøkonomiske gevinst er i milliardklassen, hvis der bare kommer ét procentpoint flere med handicap i arbejde.

Men den store gevinst ser imidlertid ud til at forbigå den danske statskasse.

Hos gruppen af danskere med handicap faldt andelen, der er i normal beskæftigelse, nemlig fra 23 til 18 procent fra fjerde kvartal i 2019 til fjerde kvartal i 2020. Og selv om omfanget af personer i fleksjob i samme periode steg, kunne det ikke udfylde det voksende gab i beskæftigelsen.

Ligesom så mange af de andre økonomiske dårligdomme den seneste tid skal årsagen blandt andet findes i covid-19, forklarer Mona Larsen, der er seniorforsker og hovedforfatter til rapporten:

- I den gruppe indgår også folk med længerevarende sygdom, der var en del af den udsatte gruppe under covid-19. Måske har de derfor været mere tilbageholdende i deres jobsøgning, forklarer Mona Larsen.

Beskæftigelsen hos personer med handicap har generelt større udsving end for befolkningen som helhed. Når der er økonomisk krise, rammer det handicappede hårdere, men når økonomien ruller igen, plejer beskæftigelsen hurtigt at svinge op og tilbage til normalen. Men det er endnu for tidligt at konkludere, om personer med handicap er på vej tilbage i beskæftigelse efter dykket under pandemien, påpeger Mona Larsen.

Hvad der er den præcise årsag til, at personer med et handicap er hårdere ramt på arbejdsmarkedet, er svært at sige. Mona Larsen har heller ikke en forklaring, men hun har lavet en række hypoteser i forsøget på at forklare det:

- Der er krav om jobsøgning til folk uden arbejde, men de har været lempet under covid-19 for at tage hensyn til de særligt udsatte grupper. Så der er ikke blevet presset så meget på, for at de skulle søge arbejde, og det kan også have haft en effekt.

For gruppen af personer med et handicap gælder, at 40 procent står uden for arbejdsmarkedet. Blandt de danskere, der har et større handicap, er andelen hele 63 procent. Til sammenligning gælder det kun 11 procent af personer uden handicap.

Det faktum, at personer med et handicap i højere grad er blevet ledige under covid-19, er ikke kun et problem for den enkelte, det er i høj grad også et samfundsanliggende. Det bliver der sat to tykke streger under med den rapport, som Cowi har lavet på vegne af Det Centrale Handicapråd.

Pengene er nemlig store, hvis man blot formår at få hjulpet bare en lille gruppe af mennesker med handicap i beskæftigelse.

Kommer ét procentpoint flere personer med et handicap i arbejde i stedet for at være på førtidspension, er den samfundsøkonomiske gevinst hele 13,9 milliarder kroner over 10 år. Selv hvis de kommer i fleksjob, er der 3,9 milliarder at hente.

Alt det taget i betragtning og med den politiske diskussion in mente med regeringens fokus på højere beskæftigelse, mener Det Centrale Handicapråd, at man fra politisk side bør gøre langt mere for at få flere mennesker med handicap i arbejde.

- Vi taler om en stor gruppe, der har en lang række kompetencer, som samfundet kan få gavn af, siger formand for Det Centrale Handicapråd Liselotte Hyveled.

Ifølge Vive - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd - kan den manglede beskæftigelse for danskere med handicap også skyldes, at for få virksomheder kender til de handicapkompenserende ordninger, der gør det lettere og mere fordelagtigt for virksomheder at ansætte personer med et handicap.

Netop dette påpeger Liselotte Hyveled også og kritiserer, at uddannelsessystemet er for firkantet opbygget uden en god nok forbindelse til arbejdsmarkedet.

- De fleste unge har et i dag enten et studierelevant arbejde eller praktik, og der er der bare nogle benspænd for folk med et handicap, siger Liselotte Hyveled.

Samtidig mener hun, at der generelt mangler viden om det at have et handicap, hvor mange har en forudindtaget holdning, der ikke matcher virkeligheden.

- Vi må også kigge på jobcentrene. Man kunne med fordel styrke nøglepersonernes rolle i jobcentrene, så virksomheder, der har behov for at rekruttere, og de øvrige medarbejdere i jobcentrene får øget viden om handicap og støtteordningerne, siger Liselotte Hyveled.

Tyskland: - Hvad var det nu, resultatet blev?

- Om det bliver den ene eller den anden, gør ikke så stor forskel.

- Jeg har det sådan lidt whatever.

Det var nogle af svarene, Avisen Danmark fik på gaden i Berlin mandag, dagen efter det tyske valg. Analytikere og medier har kaldt det for “det vildeste valg”, men i landets hovedstad var entusiasmen svær at grave frem. Måske fordi det hele stadig er så mudret.

Olaf Scholz og socialdemokraterne i SPD gik frem, mens Armin Laschets kristenkonservative parti, CDU, fik sit dårligste valg nogensinde. Alligevel er intet afgjort.

Valget blev så tæt, at både Scholz og Laschet søndag aften bedyrede, at de ville forsøge at danne regering. Og selv om SPD har serveretten, bliver det på ingen måde let for socialdemokraterne.

Scholz vil gerne have både miljøforkæmperne fra De Grønne og det liberale parti FDP med i en SPD-ledet regering. Bortset fra at begge partier har unge spidskandidater, er det ikke meget, de har tilfælles. De Grønne vil redde planeten med reguleringer og restriktioner, FDP fæstner liden til teknologisk udvikling og markedskræfterne.

Nu vil de to partier så sætte sig sammen og se, hvad de kan blive enige om. I sidste ende er det dem, der bestemmer, om Scholz eller Laschet skal være kansler. Medmindre SPD og CDU tager fusen på hele landet og går sammen i en koalition. Igen.

Det er der imidlertid intet, som tyder på.

- Vælgerne har talt klart. De har sagt, hvem der skal danne den næste regering. De har styrket tre partier - socialdemokraterne, De Grønne og FDP - og derfor er det et klart mandat, som dette lands borgere har givet, om at de tre bør danne den næste regering, siger Scholz.

Men det kan komme til at tage tid. Efter Tysklands forrige forbundsvalg, 24. september 2017, måtte befolkningen vente helt til marts året efter, før en ny regering var på plads. Og hvor det i mange år har været sådan, at enten vinder Angela Merkel, eller også så vinder Angela Merkel, er situationen en anden og mere spændende i dag.

Til trods for alt det var det svært for Avisen Danmarks reporter på gaden i Berlin at finde stærke følelser omkring det spil, valget har udviklet sig til. Her er ni af de tilfældige tyskere, som vi talte med mandag:

Kost og klima: Squash-stængler har forgrenet sig til en lav busk, røde, runde tomater er plukkeklare, og grønkålen er gået i stok og har for længst vokset sig over 68-årige Gertrud Marks hoved.

Hun er kvinden med de grønne fingre, som står bag den frodige køkkenhave på matriklen ved Virring øst for Skanderborg. Gertrud Mark elsker at dyrke sine egne grøntsager og har helt styr på, hvornår de forskellige fødevarer er i sæson. Og dermed placerer hun sig blandt en aldrende og sjælden forbrugergruppe. I hvert fald hvis man skal tro en undersøgelse fra Dansk Gartneri, hvor det står klart, at evnen til at kende til dansk frugt og grønt i sæson er langt større hos ældre end yngre danskere.

Det betyder også, at kun 20 procent blandt de 18-29-årige prioriterer de grønne sæsonvarer, når de bliver spurgt.

Det er bare ikke så godt for klimadagsordenen, hvis fremtidens generationer ikke tænker over, om frugt og grønt har været ude på en lang klimabelastende rejse, før det når supermarkedet. Ligesom importerede fødevarer også ofte har været igennem en længere forarbejdningsproces for at holde sig friske på dansk grund.

Annemarie Olsen, der er lektor på Institut for Fødevarevidenskab på Københavns Universitet og ekspert i forbruger- og spiseadfærd, har tidligere forklaret over for Avisen Danmark, at tendensen hænger sammen med, at forbrugerne er blevet vant til et bredt udvalg af fødevarer.

Men hvis man ligesom Gertrud Mark er født før globaliseringen og det industrielle landbrugs opståen, har man en anden viden med sig i bagagen.

- Det stammer fra min barndom på en gård på Mors, hvor vi lavede alting selv lige fra kød og grønt til brød. Vi var selvforsynende og købte ikke noget selv, så der var ikke andre muligheder end at spise efter sæsonerne i køkkenhaven, så vi opdagede jo bare, hvornår de forskellige råvarer var der, siger Gertrud Mark.

Det betyder også, at den 68-årige bioanalytiker ikke kunne drømme om at købe tomater om vinteren.

- Jeg køber dansk, hvis jeg kan, og ellers undværer jeg gerne varen. Jeg kan ikke lide tanken om, at de bliver pakket, sprøjtet og transporteret, bare fordi jeg skal have det. Jeg tænker også meget over det, hvis jeg i sjældne tilfælde køber en banan eller især avocado, som jeg virkelig synes, smager godt, men det gør lidt ondt på mig, når de har rejst så langt, siger hun.

Med de vaner på rygraden er Gertrud Mark en klimabevidst fødevareforbruger. Og selv om hun er meget glad for den kulturelle gave, er det ikke noget, hun har lært videre til sine egne børn.

- De ved godt, at man ikke smider mad ud, og vi bruger det, vi har i køleskabet, men ellers har jeg ikke bevidst forsøgt at præge dem med mine vaner. Jeg har altid tænkt, at hvis de har lært at læse, så kan de også selv udforske området eller slå op i en kogebog, siger hun.

Det bliver især tydeligt for Gertrud Mark, at hendes børn er vokset op i en anden tid, når hun kigger på, hvad børnebørnene spiser. De små poder får eksempelvis hele året rundt jordbær, hvilket kun var ladsiggørligt om sommeren i Gertruds barndom.

- Men det er helt fint, for tiderne skifter jo, ligesom jeg også selv har fået øjnene op for færdigkøbt mad, når det skal gå stærkt. Faktisk synes jeg kun, at det er dejligt, at mine børn og børnebørn laver tingene på en anden måde, end jeg gør, for det lærer jeg også noget af.

Til gengæld kan Gertrud Mark godt tænke, at det kan være uoverskueligt som barn med alle de valgmuligheder.

- Jeg er egentlig meget glad for, det ikke er mig, der er vokset op med alle de valg, man i dag hele tiden skal sortere i. Det er jo både, om man selv vil, men også om det er godt eller skidt for verden. Dengang på gården fik vi jo bare det, der kom på bordet, og så var der aldrig snak om andet.

Og lige der har den 68-årige østjyde måske fat i en akilleshæl. Det kan være svært at navigere i, hvordan man forbruger rigtigt i dag i en verden af mange forskellige meldinger, holdninger, kulturer og ikke mindst pengepunge.

For måske er det generationerne før avocado og bananer, som har styr på sæsonerne, men modsat viser dansk forskning, at det er de unge, folk i byer og især kvinder, som går forrest i kampen for mindre kød på tallerkenen. Det er en anden forbrugerproblematik, som blandt andet nye officielle kostråd fra januar har fokus på.

Så hvad er egentlig mest rigtigt, hvis vi skal spise bedst muligt for både klimaet og sundheden, når forbrugergrupperne er så forskellige?

- Det er et hamrende svært spørgsmål. De unge er mere interesserede i det grønne og det nye, men de gamle kan sagtens have gode vaner i forvejen, som de så kan fortsætte med. Det er store krav at stille til ungdommen og andre, at de skal spise efter sæson, fordi det kan være en helt ny verden, siger Sisse Fagt, der er seniorrådgiver hos DTU Fødevareinstituttet, hvor hun forsker i danskernes kostvaner.

Sisse Fagt har i årevis været med til at lave de nationale undersøgelser af danskernes madvaner, som myndighederne bruger til at fremme folkesundheden og mindske kostens klimabelastning i Danmark. Og derfor har hun også et bud på, hvad vi midt i al fødevareforvirringen kan gøre:

- Det er kompleks viden at beregne CO2-forbruget for udenlandsk grønt eller vandforbruget ved avocado og mandler, det skal vi ikke til at sætte os ind i som normale forbrugere. Nej, hvis slaget skal stå for at redde klimaet, er det bedre at spise kødfrit end at droppe avokadoen. Vores balance på tallerkenen skal først tippes, så der er mindre kød og mere grønt, og når det er sket, kan vi begynde at raffinere, hvilke grøntsager vi spiser.

Her er Gertrud Mark også allerede i gang, fortæller hun:

- Vi spiser ikke så meget kød, som vi har gjort. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, jeg synes bare, det ligger lidt i tiden, hvor vi har lavet en stille og rolig ændring i forbruget, for vi kan sagtens nøjes med mindre kød og så spæde op med flere grøntsager.

Små skridt, om det så er på kød- eller sæsonvejen, kan altså føre os videre. Det er dog op til forbrugerne selv at gøre noget ved det. Og her kan det være, at sansen for sæsoner er på vej tilbage, anfører Sisse Fagt.

- Jeg tror, at den vender. Der er mange, som under corona har fået en større interesse for at lave mad fra bunden - lige fra surdej til at etablere egen køkkenhave. Men det har formentlig ikke været for at lære årstiderne at kende, men for at komme nærmere naturen. Og det kan da også godt være, at den tendens damper af igen, men det kan også være, at det gør folk mere bevidste om sæsoner, og det gavner klimaet, siger seniorrådgiveren.

Arne Mariager var som yngre på et kursus, der handlede om personlig udvikling.  Her skulle han skrive tre ting, som han gerne ville realisere i løbet af sit liv. Den yngre Arne, der på det tidspunkt var single, skrev følgende:

1. Jeg vil gerne fange en laks på over 10 kilo.

2. Jeg vil gerne have et kærlighedsforhold med en sort kvinde.

3. Jeg vil gerne lære at binde et slips.

- Og nej, jeg har ikke lært at binde et slips endnu, siger han og griner højt og hjerteligt.

Hvorfor en sort elskerinde endte på ønskesedlen, kan Psykologernes Fagmagasin få lov at interviewe ham om.

Og om laksen ved jeg, at det lykkedes i år i Skjern Å, fordi du sendte mig et billede. Men slipset, hvordan kan du have været chefredaktør i så mange år og ikke have lært at binde et slips?

- Jeg fik andre til det. Jeg hader slips!

Der er stadig "aldrig" og "altid" i hans ordforråd, men ellers synes den tidligere chefredaktør for Morsø Folkeblad, Fyns Amts Avis og til sidst Vejle Amts Folkeblad/Fredericia Dagblad rundere - på den mildere måde.

Tankerne er som altid skarpe, og tungen kan også stadig være det, men værdierne kredser i stigende grad om livet, som ikke varer ved. Om at vi netop derfor er forpligtet til at glæde os, have det sjovt og ikke mindst være ordentlige. At hver dag skal være værd at leve. At man skal se hver eneste dag som en gave.

- Jeg tænker meget over det, for jeg har været til alt for mange begravelser. Det bliver man ydmyg af,  siger Arne Mariager, der i år er fyldt 70 - og har debuteret som krimiforfatter.

Bogen hedder "Fuglemanden" og er en barsk historie, som begynder med et dødt ægtepar i et sommerhus ved Tannis Bugt. Både manden og kvinden er blevet skudt, og hun er blevet mishandlet forinden. Det er grufuldt, men midt i opklaringsarbejdet folder en kærlighedshistorie sig ud.

- Det kærlighedslort tog magten fra mig. Jeg er en håbløs romantiker, siger Arne Mariager og ser ærgerlig ud.

Sædvanligvis ser han dog sine romantiske tilbøjeligheder som en fordel.

- Vi romantikere har et bedre liv, for vi oplever mere. Vi går med det, vi kan lide, mens logisk tænkende er tilbøjelige til først at skulle tage bestik af det ene og det andet.

Men når man går med det, man kan lide, risikerer man også at blive skuffet og vred. Og Arne Mariager har temperament.

- Men jeg bliver ked af det, når folk opfatter mig som en spektakelmager, for det er jeg ikke. Jeg har et forfærdeligt godt humør, men mine kritikere hæfter sig kun ved, når jeg bliver gal.

Man bliver ikke chefredaktør uden at rende ind i ballade en gang imellem. Det er også sket for Arne Mariager, der forlod posten i Vejle efter stor uenighed med avisens journalister, og han  sagde farvel til mediebrancen med en afskedssalut i retning af, at han ikke "gad flere sparerunder". Han har dog siden takket ja til en bestyrelsespost i DR.

- Hvis man er blevet uvenner med nogen, kan man godt bagefter bebrejde sig selv, at man ikke holdt kæft eller spekulere på, hvad man skulle have sagt i stedet. Men fordelen ved at sige, hvad man mener, er, at man ikke bliver indebrændt. Det kan give fjender, men det giver også venner.

- Jeg kan råbe og skrige, og jeg er stor og tyk og har haft et meget stressende arbejde, og så skulle man tro, at jeg for længst var død af en blodprop. Men jeg tror, at det netop er, fordi jeg har afreageret, når jeg er blevet rasende, at jeg er blevet 70 og ikke blevet syg og stresset, siger Arne Mariager og tilføjer:

- Jeg kan også godt sige undskyld, og tage imod en undskyldning. Selvfølgelig skal man overordnet set tænke sig om og vise hensyn, men man skal huske at vedgå sig selv. Man bliver aldrig lykkelig, hvis man ikke er tro mod sig selv - i stedet vil man være lidt trykket.

Den, der går med hænderne i lommen, slår ingen huller i luften, og Mariagers hænder har sjældent flettet fingre med lommeulden.

- Selvfølgelig laver man fejl, men det skal man ikke lade sit liv gå i stykker af, siger han.

På et overordnet plan har han ikke noget tilbage at rydde op i, bedyrer han, men praktisk er der stadig et par flyttekasser, som står uåbnede og venter på sortering.

Sammen med sin hustru, Jytte, er Arne Mariager flyttet til Faaborg i et hus, hvor haven ender i en badebro, der fører direkte ud i Faaborg Fjord med udsigt til Horne Land, hvor parret boede i flere år. Her er idyllisk - romantisk om man vil - med bugnende æbletræ, et par katte og en halvtam måge. Men næsten ingen bøger, hvilket er mærkeligt, da Arne Mariager i årevis skrev sin "Bogkassen" i adskillige aviser og stadig anmelder og foredrager om litteratur.

- Her er ikke plads, siger han og slår ud med armene. Jeg har vel godt 15.000 bøger, og jeg vil ikke af med nogen af dem. Jeg har alt, jeg har læst. De står nu i et lokale et andet sted her i byen, som jeg også bruger som kontor, fortæller Arne Mariager.

Han går ikke op i, at nogle af bøgerne i hans bogsamling er førsteudgaver. Der er billige bøger, han er gladere for, for det er indholdet, der tæller for ham.

Han har været vild med litteratur siden sin otte-års fødselsdag. For da gav hans forældre ham "Skatteøen" af Robert Louis Stevenson.

- Jeg læste den i ét stræk. Den tog mig totalt.

50 år senere sagde han farvel til Vejle Amts Folkeblad efter næsten 25 år som journalistisk chef.

- Jeg har ikke fortrudt det et eneste minut. Det var hele mit liv, men jeg har ikke savnet det. Jeg er selv forbløffet over, hvor nemt det var at omstille sig, siger han.

Han kalder sig tilhænger af sjov og siger, at ledelse i sig selv ikke er særligt sjovt, og nyder livet med fiskeri, familie og hygge. Han skrev "Fuglemanden" under corona-nedlukning.

- Det har ikke været et "must" for mig at skrive en kriminalroman, men nu har jeg nået det, og det er dejligt, siger Arne Mariager, der fastslår, at journalistik er lige så fint som litteratur.

- Den eneste krimiforfatter, der for alvor har inspireret mig, er Jussi Adler-Olsen, fordi han tager genren alvorligt og taler til både højre og venstre hjernehalvdel.

I "Fuglemanden" er politiet fri af interne intriger. I stedet opfører de involverede kriminalbetjente sig ordentligt over for hinanden, for det er Arne Mariagers erfaring, at kammeratskabet i politiet er over middel, fordi de ansatte har et fælles mål.  En erfaring han høstede som blandt andet retsreporter i Helsingør.

Også hans hovedperson, efterforskningsleder Frank Skov-Nielsen, er delvist inspireret af virkeligheden: Nemlig Mariager selv. Frank, der er en yngre, ikke supermoderne mand, kan blandt andet lide at ryge pibe og er ikke plaget af politisk korrekthed.

- Det er jeg ikke gået så højt op i. Jeg har skrevet bogen for at underholde og digtet ud af fri fantasi.

Arne Mariager: "Fuglemanden". 396 sider. Udkommet på Hovedland.