Søndag morgen klokken syv var himlen over Herning dækket af grå skyer  - bortset fra i horisonten mod øst, hvor en lille sprække i skyerne åbnede for, at Solen kunne sende striber af stråler ned.

Da lå de fleste af de delegerede på Dansk Folkepartis årsmøde stadig og sov rundt om på byens hoteller efter en dramatisk dag, der var endt med stride strømme af vin, fadøl og dans. De skulle trods alt først være i kongrescenteret igen klokken 10, hvis de ville være med til fællesafsyngningen af "Den signede dag med fryd vi ser" akkompagneret af partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, på flygel.

Det ville de fleste, men trods alt ikke alle. Der var nogle flere af de cirka 700 delegerede i salen dagen før til at høre Kristian Thulesen Dahl takke for genvalg til formandsposten. Inden da havde ni kandidater til hovedbestyrelsesvalget præsenteret sig fra scenen, og de to af dem havde tændt ild i salen med voldsomme udbrud, der kunne høres som angreb på hvem som helst, men i virkeligheden havde meget tydelige adresser.

Thulesen Dahl valgte i sin tale at stå lige midt i ilden og påstå, at det bare var hyggelig refleksionsvarme fra nybagte boller, friskbrygget kaffe og familietryghed.

Udbruddene var tilsyneladende beviset på, at DF er et stærkt parti, når salen "tog godt imod og klappede af kandidater, der havde købt ind på at samarbejde, tale med og ikke om hinanden og holde tingene internt".

- Jeg ser, de har købt ind på de grundpræmisser og er med på, at vi trækker en streg i sandet nu, fortsatte Thulesen, mens man sad måbende og spurgte sig selv, hvor han mon havde været?

Det hele var startet med, at tidligere udlændingeordfører og nuværende organisationskonsulent Martin Henriksen med tyk selviscenesættelse gik på talerstolen med disse åbningsord:

- Det bliver spændende ...

Og det blev det. Henriksen svinede sin modkandidat, Anders Vistisen, til og mente, at Vistisen burde ekskluderes for partiskadelig virksomhed og læk af fortroligheder. Han sagde ikke "Anders Vistisen", men alle hørte "Anders Vistisen".

Så latterliggjorde Martin Henriksen partiets EU-parlamentsmedlem Peter Kofod og kaldte ham det værste skældsord, man kan bruge i DF: Halv-radikal. Han sagde ikke "Peter Kofod", men alle hørte "Peter Kofod".

Og han sluttede med at angribe Dansk Folkepartis nuværende og efter Henriksens mening slatne udlændingepolitiske linje. En linje, der bliver lagt af Pia Kjærsgaard. Han sagde ikke "Pia Kjærsgaard", men Pia Kjærsgaard hørte "Pia Kjærsgaard", mens hun sad på sin plads og vredt lod munden løbe og tommelfingeren vende demonstrativt nedad.

Da Anders Vistisen, tidligere EU-parlamentariker, gik på, gav han den med ølkasse-retorik og -attitude og beskyldte Martin Henriksen for barnagtighed og skolegårdsleg. Selvfølgelig uden at sige "Martin Henriksen".

Og rettede til sidst skytset mod partiformand Kristian Thulesen Dahl og gruppeformand Peter Skaarup ved at beskylde dem for at svigte deres ansvar i Meld- og Feld-sagen (selvfølgelig uden at sige "Kristian Thulesen Dahl" og "Peter Skaarup"): Havde de bare taget deres ansvar alvorligt, som han havde taget sit, ville næstformand Morten Messerschmidt aldrig være blevet dømt for svindel og dokumentfalsk i byretten.

Martin Henriksen blev valgt til hovedbestyrelsen med overbevisende flertal på en platform af kritik af partistifter Pia Kjærsgaard og makkerparret Anders Vistisen/Peter Kofod, der havde brugt ugen op til valget på at markedsføre sig på støtte til og fra Pia Kjærsgaard.

Anders Vistisen røg ud (men blev dog valgt som førstesuppleant) på en platform af kritik af Martin Henriksen og den nuværende politiske ledelse.

Kærlighed til Pia Kjærsgaard er ikke længere gangbar mønt i Dansk Folkeparti.

Søndag gik Peter Kofod på scenen med et langt forsvar. Den i Martin Henriksens øjne halv-radikale EU-parlamentariker trådte pedalen i bund med en anti-indvandringstale. Manden, der i et interview i Avisen Danmark har fortalt, at han mener, at Dansk Folkeparti skal være et parti, som pæne, almindelige danskere skal kunne se sig i, tordnede mod "gedehyrder og tæppebankere", der aldrig skal have lov at komme til Europa.

Peter Kofod holdt sig til forsvaret (med angreb på indvandring og islam) og undlod at slå tilbage mod Martin Henriksen. Måske efter at været nået frem til analysen, at når ikke engang Pia Kjærsgaard har styrke til at stække Henriksen, hvorfor skulle det så lykkes for Peter Kofod?

Til gengæld gik Peter Kofod fra scenen badet i salens begejstring og flere centimeter højere.

Pia Kjærsgaard selv var den sidste taler på årsmødet. Hun havde manuskript med og talte om Muhammed-tegninger, islam og noget med SF. Det var hakkende til at starte med, blev mere flydende, da hun droppede papiret.

Så forsvandt hun ned i papiret igen og fik problemer med at få de nedskrevne ord til at flyde fra tungebåndet. Frem og tilbage uden egentlig at komme nogen vegne. Pia Kjærsgaard adskilte sig i gennemslagskraft ikke væsentligt fra de menige delegerede, der kort forinden og dagen før havde haft ordet i fri debat.

Til gengæld adskilte hun sig væsentligt fra Peter Kofod, Morten Messerschmidt, der også lige havde været på talerstolen, Anders Vistisen og Martin Henriksen, der alle havde givet den gas drevet af ambitioner om at komme til at spille en større rolle i DF i fremtiden.

Til allersidst adresserede Pia Kjærsgaard selv elefanten i rummet: Martin Henriksens sejrsrige angreb på Dansk Folkepartis udlændingelinje, som den bliver defineret af Pia Kjærsgaard.

- Hvad skal vi gøre anderledes? Jeg har ikke lyst til at stå på Nørrebro og brænde koraner af. Hvorfor skal der sættes spørgsmålstegn ved vores allervigtigste politik?

- Kristian Thulesen Dahl har nu sagt, at fremover falder hammeren. Det vil jeg bakke op om til enhver tid.

Sagde Pia Kjærsgaard, fordi hun blev nødt til at sige det.

Fordi årsmødet blev en offentlig udstilling af, at partistifteren ikke bare er forhenværende på formandsposten, men også forhenværende som partiejer.

Denne søndag startede med "den signede dag med fryd vi ser/af havet til os opkomme/den lyse på himlen mer og mer".

Den sluttede med, at partiets frivillige defilerede ud i deres biler med fromme ønsker om, at Kristian Thulesen Dahl nu har genvundet så meget kontrol over sit parti, at han er i stand til ikke bare at hugge brænde derhjemme i Thyregod, men også at svinge en hammer på Christiansborg.

Og at det faktisk kommer til at holde stik, når han siger, at nu - NU! - er der trukket en streg i sandkassen.