Politik: Så kom både Pia Kjærsgaard og Kristian Thulesen Dahl endelig på banen. Efter to grupper i Dansk Folkepartis hovedbestyrelse gennem flere måneder mere eller mindre offentligt har bekriget hinanden via medierne, fik partiets stifter og partiets nuværende formand nok. Vasketøjet skal tørres indenfor - og ikke udenfor, selv om det solrige sensommervejr ellers inviterer til det.

I mere end 25 år har Dansk Folkeparti været kendetegnet ved solid styring af partiet fra toppen. Kritik af partiets politiske linje blev yderst sjældent luftet - og skete det, blev der slået hårdt og hurtigt ned med kontante sanktioner.

Men efter seneste valg til partiets hovedbestyrelse er det væltet frem med interne uenigheder. Senest har partiets tidligere udlændingeordfører Martin Henriksen i en video på Facebook fra et besøg hos partifællerne i Hjørring talt om, at der er to fløje i Dansk Folkeparti og uenighed om, hvor partiet skal placere sig ”strategisk og politisk”.

Martin Henriksen vurderer, at ”vejen frem er, at vi skærper den politiske linje” på udlændingeområdet. Det kom frem i fredagens udgave af Jyllands-Posten. Og så blev der ellers krisestyret fra partitoppen. Først kom DF-formand Kristian Thulesen Dahl på banen:

- Vi har nogle få, der ikke kan finde ud af at holde tingene internt. Det skal de lære, for det tærer på et parti. Derfor appellerer jeg til, at man tager de her diskussioner internt og ikke i offentligheden. Det har jeg også påtalt, fortalte han til Ritzau.

Senere talte Pia Kjærsgaard med Berlingske:

- Der er ikke fløje i Dansk Folkeparti, og hvis der er fløje, så vil jeg sige, at Martin Henriksen repræsenterer en meget lille bitte fløj i Dansk Folkeparti, som jeg ikke kender noget til, understregede hun til avisen.

Mens flere DF’ere spekulerer i, om Martin Henriksens lyst til at dele ud af uenighederne i virkeligheden skyldes, at han gerne vil genvælges til hovedbestyrelsen, når Dansk Folkeparti holder årsmøde i Herning om en god uge tid, så formåede partitoppen at inddæmme konflikten - i denne omgang.

På overfladen ser den aktuelle DF-krise ud til at handle mere om personer end politik, men man skal ikke kradse ret meget i overfladen, før de reelle og substantielle uenigheder pibler frem i DF. Skal partiet rykke tættere på Nye Borgerlige i udlændingedebatten og skærpe tonen, eller skal partiet søge mod de øvrige borgerlige partier og den politiske midte? Det spørgsmål er store dele af partiets hovedbestyrelse meget optagede af.

Men én ting er personer og politisk strategi. En anden ting er, hvilken politik Dansk Folkeparti egentlig har på hylderne. Partiets største udfordring er næppe en udlændingestrategisk position. Det er snarere, at partiet ikke har mange andre varer, der kan sælges. Det er altså manglen på ny, relevant politik, der truer partiet mest lige nu - snarere end personintrigerne.

Desværre for DF har politikudvikling aldrig været partiets store styrke - eller haft ledelsens interesse. Gennem partiets snart 26-årige historie har der været borgerlige regeringer i langt de fleste år. I de år har Kristian Thulesen Dahl først som finansordfører og senere som partiformand gennemført finanslov efter finanslov, hvor han er pillet de lidt for liberale elementer ud og sat symbolske DF-aftryk.

Men aftrykkene er sjældent kommet fra store, gennemarbejdede DF-udspil. Bevares, besøger man i dag partiets hjemmeside findes der fire udspil fra i år, som også er trykt på glitterpapir, men det er nok de færreste danskere, der kan referere et eneste forslag fra for eksempel udspillene ”Fra hjælp til selvhjælp” om ulandsbistanden eller ”Forsvar dansk kultur - et modsvar til identitetspolitikken”.

Før Dansk Folkeparti finder ny, relevant politik, vil personerne og de interne stridigheder i partiet få mulighed for at fylde. Og så er Morten Messerschmidt i øvrigt slet ikke blevet nævnt i denne analyse. Hans genfærd vandrer stadig rundt i DF, indtil ankesagen i landsretten for svig og dokumentfalsk er afgjort.

Parkeret: Græsset er nyklippet, og gården og minkhallerne er omringet af træer. Udefra ser det hele pænt ud. Men indenfor i de mange minkhaller er der tomt. Ingen halm i burene. Ingen mink. Selv fuglene har forladt hallerne.

Peter Fleborg på 53 år er driftsleder på en stor minkfarm mellem Herning og Viborg og ejer halvdelen af en anden minkfarm. På grund af sit job som driftsleder har han bopælspligt på ejendommen, og den ophører ikke selvom minkfarmen ikke længere er en minkfarm, men blot en række haller uden dyr.

- Jeg synes, det er voldsomt frustrerende. Jeg skal gå op og ned ad en minkfarm, som er der, men ikke kan bruges. Selvom bygningerne ikke kan bruges til noget, skal de vedligeholdes, og vi skal bare gå og gå, siger Peter Fleborg.

Før coronavirussens indtog var Peter Fleborg stolt af sit arbejde. I 20 år arbejdede han med at fremavle de bedste dyr med den flotteste pels. Han passede 18.000 mink, og efter morgenkaffen var et kig til dem, det første han foretog sig alle ugens syv dage. Sidste efterår endte 20 års arbejde på forbrændingen.

- Det hele er jo tomt. Før var der liv, og mink som reagerede. Nu er der bare stille.

- Det er hele ens identitet, der bliver fjernet. Før var jeg minkavler, i dag er jeg.. Ja, det ved jeg ikke. Eksminkavler. Jeg er blevet Mister Nobody, siger Peter Fleborg.

Han har svært ved at se meningen med sit arbejde i dag. I stedet for at passe mink er hans arbejde reduceret til afvaskning af minkhaller og anden vedligehold af bygninger, som skal rives ned, så snart vurderingerne er færdige. Samtidig forhindrer usikkerheden om kompensationens størrelse ham i at opstarte en ny produktion.

- Problemstillingen er, at vi ikke ved, hvor mange penge vi får eller hvornår. Vi ved ingenting. Hvis min andel ender på 7-8 millioner kroner, kunne jeg lave en æbleplantage og bærproduktion. Det er der mangel på i Danmark. Men der kan gå tre år, inden vi er afklarede herude, siger han.

Før de tidligere minkavlere kan få deres kompensation, skal deres minkfarme besigtiges og vurderes af de såkaldte taksationskommissioner. Fødevareministeriet forventer, at der vil gå tre år, fra taksationskommissionerne begynder deres arbejde, indtil alle minkavlerne har fået deres penge udbetalt. Men 10 måneder efter alle danske mink blev beordret aflivet, er taksationskommissionerne fortsat kun i rekrutteringsfasen.

Peter Fleborg mener, at regeringen bør sørge for at få skruet gevaldigt op på tempoet i de kommissioner, der skal vurdere minkfarmenes værdi.

- De kunne godt skynde sig at få det gjort, så vi kan komme videre i livet. Vi minkavlere er foretagsomme folk, der gerne vil producere noget og bidrage til samfundet. Det er bare svært, når vi er tvunget til at vedligeholde de bygninger og farme, vi har, siger han.

Fødevareminister Rasmus Prehn (S) skrev i sidste uge til Avisen Danmark, at han vil se på sagen med stavnsbundne minkavlere og vedligehold af de tomme minkfarme.

- Jeg kan godt se problematikken i, at man går og vedligeholder noget alene for at få mest muligt ud af en taksatorvurdering. Ministeriet er i tæt dialog med Kopenhagen Fur og følgeerhvervene om de her udfordringer, og jeg forventer, at vi finder en løsning. Jeg synes eksempelvis, det lyder fornuftigt at tage billeder eller video af det materiel, det drejer sig om, og lave nogle øjebliksbilleder. Så snart fagligheden er klar med nogle muligheder, vil jeg vende det med aftalepartierne, skrev han i en skriftlig kommentar.

Imens ministeriet er i dialog med erhvervet, er flere af partierne i minkaftalen ved at løbe tør for tålmodighed. Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative udtalte i sidste uge massiv kritik af tempoet for vurderingerne, der kan stavnsbinde minkavlere i årevis.

Dyrevelfærd: En gennemsnitlig dansker spiser op mod 250 æg om året, og når du går i supermarkedet eller til købmanden og køber de ovale produkter, er du vant til at kunne få bakker med æg på rad og række i store og ens størrelser. Endda til en flad 20'er eller mindre.

Det hele kan lade sig gøre, fordi vi har en dansk fødevareindustri, og fordi internationale avlsprogrammer har sørget for, at en æglægningshøne leverer 320 æg om året. Hvilket immervæk er noget af en opgradering med tanke på, at en vild høne i det fri har en kadence på 20 lagte æg om året.

Når vi zoomer ud fra forbrugerens ønske om at kunne få alle de æg, som chokoladekagen eller brunchbordet kræver, og at producenterne i profitøjemed arbejder på at omsætte så mange æg per høne som muligt, så har forskere verden over holdt øje med, hvordan dyrene reagerer på det fuldtidsjob, de har fået.

Og det viser sig at være en barsk fornøjelse at være industrihøne, for 85 procent af alle æglæggende høner får brud på brystbenet i kampen for lægge mange og store æg. Det slår et nyt dansk studie fra Københavns Universitet fast. Bruddene sker sågar uanset, om hønerne er økologiske, fritgående, skrabehøner eller lever deres liv i bure.

- Man har været opmærksom på det internationalt længe, og nu kan vi så dokumentere, at det også er et problem herhjemme. Derfor kan du lige nu ikke købe danske æg, uden der er meget stor risiko for, at hønen har haft et eller flere brud. Det er meget voldsomt og et kæmpe globalt dyrevelfærdsproblem, siger Ida Thøfner, der adjunkt på Københavns Universitet og en af forskerne bag undersøgelsen.

Forskerne har forsøgt at finde ud af, hvorfor brystbenet bukker under for presset, og det er en kombination af, at hønerne gennem mange år er blevet avlet mindre, så de har behov for mindre foder, at æggene samtidig skal være større og at der skal lægges mange om året.

- Man kan sige, at avlsprogrammet har været meget succesfuldt for at få den mest effektive produktion, men at det har en pris. Og når hønerne er fremavlet i så mange generationer, er det ikke sådan, at de bare kan stoppe med at lægge mange æg, siger Ida Thøfner.

Det er få internationale spillere, som sætter teten for avlsprogrammerne, og Ida Thøfner vurderer, at det vil tage 10-20 år at fremavle en ny hønetype, som ikke brækker brystbenet.

- De danske producenter har ikke en chance for at vælge en anden type, fordi det genetiske materiale kommer udefra. Firmaerne holder kortene tæt til kroppen, så vi ved ikke, hvor langt de er, men vores fornemmelse er, at der er noget i gang, siger hun.

Carsten Møller fra Aabenraa har 15.000 økologiske høner, der tilsammen lægger 4,5 millioner æg om året, og han kender godt til problematikken med de brækkede brystben.

- Vi kan ikke se det på dyrene, men vi er godt klar over, at der er et problem, der skal løses. Men vi har længe troet, det var fordi, de fløj ind i ting i stalden, som inventar, en halmballe eller væggen, siger han.

Landmanden har selv lagt sin produktion om fra burhøner til økologiske høner i 2011 for at imødekomme en efterspørgsel på mere dyrevelfærd. Derfor huer det ham ikke, at selve genetikken spænder ben for den mission.

- Jeg vil gerne kunne stå til ansvar for det, jeg laver, og bevare min faglige stolthed, så det er ikke noget, jeg kan lide at høre. Det kan vi selvfølgelig ikke stå på mål for, siger Carsten Møller.

Han har dog svært ved at se, hvad han som producent kan gøre ved det.

- Det er en kliché, men vi producerer det, der bliver efterspurgt, derfor gik jeg også over til økologi. Men hvis jeg skal producere færre æg, så skal de også koste mere. Ellers kan det ikke løbe rundt. Vi skal have et helt andet syn på fødevarer, hvor pris og kvalitet hænger sammen, for æg bliver jo brugt til slagtilbud, og det kan vi ikke leve af, siger han.

Landmanden oplyser, at ægproducenterne allerede er på jagt efter en mere robust høne inden for økologien, men at det endnu ikke er lykkedes at finde en.

Fra Bengt Holst, der er formand for Det Dyreetiske Råd og tidligere videnskabelig direktør i Københavns Zoo, er beskeden, at arbejdet med at finde en anden type høne skal i gang med det samme.

- Avlsmålene er gået for vidt, når produktionsønskerne er så disproportionale med dyrevelfærden. Det er ikke ansvarligt, og det kan man ikke acceptere på nogen måde, derfor skal man skrue avlsmålene tilbage igen, siger Bengt Holst.

Han medgiver, at det kan tage mange år at nå i mål, men det giver kun mere grund til at speede processen op.

- Man skal gøre en kæmpe indsats for at finde nogle andre stammer, også selv om det kan betyde en lavere produktion i form af mindre æg. Vi skal samtidig være realistiske, for det er ikke noget, vi kan ændre fra dag til dag, men der må komme et forbrugerpres og et politisk pres, hvor man kigger på det lovgivningsmæssige, siger han.

Coop var en af de supermarkedskæder, der gik forrest i buræg-debatten i 2016, da kæden i dyrevelfærdens navn valgte at udfase ægtypen fra sine butikker trods det, at buræg udgjorde knap halvdelen af det samlede salg af æg. Dagligvaregiganten er igen på mærkerne, nu da den har hørt om de brækkede brystben.

- Det er meget nyt for os, vi har kun kendt til rapporten i et døgn. Men jeg kan sige, at vi tager det op og går i dialog med vores leverandører snarest, siger Lars Aarup, der er kommunikations- og analysechef hos Coop.

Forskerne på Københavns Universitet har sideløbende med obduceringen af de knap 4800 høner i undersøgelsen også kigget på, hvordan hønerne kan undgå brud uden et helt nyt avlsprogram.

- Hønerne får flest brud, når de er 25-50 uger, og vi ved, at skelettet ikke er helt færdigudviklet, når de er 25 uger. Derfor er vi ret overbeviste om, at problemet kan mindskes, hvis man udskyder æglægningen i nogle uger, til hønsene har vokset sig lidt mere robuste, siger Ida Thøfner.

Hun tilføjer at det endda ikke vil gå udover landmændenes bundlinje, fordi hønerne til gengæld vil kunne lægge æg i længere tid, hvis de starter ud senere.

Hvis du undrer dig over, at det har taget så mange år at opdage de forhutlede høner, så har det sin årsag.

- Der er ingen tvivl om, at et brud gør ondt i en eller anden rum tid, før det heler. Men det er meget svært at se på høner, da de er byttedyr og har et meget dybtliggende instinkt, hvor de skal være døden nær, før de viser svaghed. Selv i en privat hønsegård med få høner vil det være svært at observere, hvis de har smerter, siger Ida Thøfner.

Danske høner skyder i øvrigt æg ud som aldrig før. Danmarks Statistik kunne i denne uge fortælle, at produktionen af danske æg var på 20,4 millioner kilo i andet kvartal 2021, hvilket følger rekorden fra samme periode sidste år.

Mamma mia, hvor fik jeg hjertebanken, da naboen spredte nyheden fra sin altan over til min. "Der er nyt om ABBA", sagde han.

Det nye blev fortalt via en live-transmission på YouTube. Verden over i et kæmpe mediestunt var folk samlet på pladser og steder klar til modtage nyt, og det fik de selvfølgelig i en bundhysterisk stemning, passende til begivenheden: Agnetha Fältskog, Anni-Frid Lyngstad, Benny Andersson og Björn Ulvaeus har været i studiet - sammen! - og udgiver et nyt album, deres niende studiealbum. "Voyage", som ovenikøbet indeholder en julesang, udkommer 5. november. To af numrene er allerede frigivet.

- Kan du høre, hvem det er, brølede jeg i telefonen og holdt den hen til tv'et, mens det ene nummer blev præsenteret.

- Er det din datter? kvidrede veninden.

- Nej for h... Det er da ABBA.

- ABBA? Den sang kender jeg ikke.

- Nej, for den er helt ny. De er sammen igen.

Og så skreg vi begge to.

ABBA har været tavse i cirka 40 år. At gruppen nu er genopstået føles, som når man drømmer, at man møder en afdød og får det knus, man har savnet så uendelig meget. Forskellen er blot, at det her ikke er en drøm, man desværre vågner fra igen. Det her er lykkelig virkelighed.

Vi fans er hjemme i en tryg favn. Tilbage i en tid med ABBA-leg med hårbørste-mikrofoner og håndklædekjoler og videre til ungdommens sprøde energi og en åben verden. For yngre fans er det hjem til de film og teaterforestillinger og opsamlingsalbum, der har været med til at holde liv i og aktualisere musikken.  ABBA har formået at præge tre generationer med den musik, de skrev fra 1972 til 1982.

Derfor gør det også ondt, at sure smagsdommere på Facebook er gået i gang med at nedgøre de to numre, som er frigivet. De har ikke forstået, at ABBA også er følelser, stemninger og fællesskab. De har ikke blik for de tårer, der blev fældet torsdag af rørelse verden over. De har ikke forstået, at genopstandelsen er større end musikken.

Den ene af de frigivne numre "I still Have Faith In You" varer fem minutter og handler om gruppen selv. Der er skruet stort op for patos, og det passer ind i den rørstrømske stemning, genforeningen har medført. Det andet, "Don't shut me down", er et typisk ABBA-disko-danse-nummer om  en robot/avatar, der ikke vil slukkes for. 

En avatar er en virtuel repræsentation af en bruger på nettet, og det er præcis, hvordan ABBA har tænkt sig at give koncert. Som en slags hologrammer - straks døbt Abbatars - af sig selv, som de så ud i deres bedste år, i et halvandet time langt show med 22 sange og i en nybygget arena i London. Man kan købe billetter fra 7. september.

Den noget alternative koncertform hænger formentlig sammen med, at særligt Agnetha foretrækker en mere tilbagetrukket tilværelse. Som Benny og Bjørn, der blev liveinterviewet torsdag sagde: "Frida og Agnetha nyder ikke så meget det her (at optræde) som os.

Ellers lovpriste de modne "drenge" kvinderne, de engang var gift med. Forsikrede, at de alle fire elsker hinanden på kryds og tværs og er loyale og de bedste venner.  At være samlet igen i et studie var ifølge Benny som om, at tiden ikke var gået, mens Björn sagde, at han tror, at folk kan høre årene i numrene. Og det har han umiddelbart ret i, for stemmerne er modnet. Det kan ikke være anderledes.

Om den store succes, sagde både Björn og Benny, at den er svær at forstå på et følelsesmæssigt plan. Det er nemmere med tal. Som at de to skrev cirka 100 sange på 10 år. At 10 af dem måske burde have været udeladt - de ville ikke sige hvilke -  men at 10 andre til gengæld blev meget bedre, end de havde regnet med.

Og apropos tal. Hvad er det bedste ved at være ABBA? spurgte intervieweren.

- Ikke at skulle tænke på pengene, svarede Benny.

Money, Money, Money must be funny ...  Vi andre må nøjes med musikken og mange af os siger glade Thank You for the Music - igen.