Svindel: Birthe Andersen husker det tydeligt: Hun havde en fremmed mand i telefonen. Han var fra betalings- og kreditkortvirksomheden Nets og ringede, forklarede han, fordi nogle kedelige typer havde forsøgt at hacke hendes bankkonto.

- Manden var utrolig sød og veltalende, fortæller den nu 81-årige Birthe Andersen om opkaldet, der fandt sted for to år siden.

Men manden var ikke fra Nets, og hans ærinde var ikke at redde hende fra fæle kontohackere, tværtimod. Han havde ikke andet formål med opringningen end at få fingre i de 265.000 kroner, der stod på hendes konto.

- Nu har jeg lagt det bag mig, men det var frygteligt, da det skete, siger Birthe Andersen.

Hun er langt fra ene om den slags oplevelser. I gennemsnit seks gange om dagen bliver der begået forsøg på netbanksvindel i Danmark. Det viser en helt ny opgørelse fra Finans Danmark, der er interesseorganisation for pengeinstitutterne.

I de sidste seks måneder af 2020  var der ifølge opgørelsen 996 forsøg på netbanksvindel i Danmark. Det er vokset til 1084 tilfælde i første halvår af 2021, en stigning på ni  procent.

Samtidig er svindlernes samlede udbytte imidlertid faldet - fra 22,5 millioner kroner i de  seks sidste måneder af 2020 til 21,6 millioner kroner i dette års første seks måneder.

- Det er ikke så meget i sig selv, men bekræfter en markant tendens, vi så i udviklingen gennem hele 2020. Her faldt svindlernes udbytte fra det første til det andet halvår faldt med omkring 10 millioner kroner, fortæller Michael Busk‑Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finans Danmark.

Men for dem, svindlerne får has på, er et sådant samlet fald i de kriminelles udbytte ligegyldigt, for de risikerer at blive lænset. Tidligere skete det mest via emails og sms. I dag er telefoniske henvendelser den foretrukne fremgangsmåde.

Det sker oftest ved, at svindlerne udgiver sig for at være en eller anden autoritet - f. eks. bank, Nets, politi.

- Så fortæller de en løgnehistorie om, at nogen er ved at flytte penge ud af ofrenes  konto, men at de kan forhindre det. På den måde lykkes dem i stort omfang at franarre deres ofre koder og oplysninger, der giver kontoadgang, siger Michael Busk‑Jepsen

Birthe Andersens oplyste imidlertid ingen koder til den falske Nets-mand, fortæller hun, men hun bekræftede et nummer og to firecifrede tal fra sit NemID nøglekort.

- Jeg ved ikke, hvor han havde de numre fra, men fordi han havde dem, virkede det endnu mere troværdigt, at han var den, han sagde, han var, siger Birthe Andersen.

Havde hun bare været en smule fodboldnørdet, var hun blevet advaret allerede, da manden præsenterede sig: Dennis Bergkamp, kaldte han sig. Det er navnet på en tidligere hollandsk international fodboldstjerne.

Et stykke inde i samtalen blev hendes mistanke vakt af en anden grund: Manden bad hende om at flytte sine penge til en anden konto i en bank med et andet registreringsnummer.

- Jeg sagde, jeg ikke ville flytte nogen penge og åbnede min Ipad og gik ind på min konto. På skærmen så jeg min konto gå i nul. Jeg sad og så det. Han stjal alle mine penge for øjnene af mig. Det var frygteligt at overvære, siger Birthe Andersen.

Ikke kun pengene, også mandens venlighed var væk: Uden at sige pænt farvel, smed han røret på.

- Han havde fået, hvad han ville, konstaterer Birthe Andersen, der på dette korte øjeblik mistede sine 265.000 kroner.

Den afslutning kommer ikke bag på Michael Busk‑Jepsen.

- Disse folk er kyniske, de er fuldstændig skruppelløse og helt ligeglade med deres ofre og disses skæbner, siger han.

På nær 300 kroner fik Birthe Andersen alle pengene igen, fordi hun resolut kontaktede sin bank og meldte det til politiet. Pengenes efterfølgende kontovandring var af en karakter, så hendes egen bank kunne føre dem tilbage.

Ifølge Michael Busk‑Jepsen er ikke alene fremgangsmåden i Birthe Andersens tilfælde typisk, det er hun også som offer for netbankssvindel

- Svindlerne er meget målrettede. De udser sig nogen, som de vurderer kan overtales til at udlevere koder. Meget ofte er det ældre kvinder, de har succes med, men ikke kun dem - der er også andre, der går i fælden, siger Michael Busk‑Jepsen.

Det gælder eksempelvis 41-årige Martin Bjorholm Pedersen fra Sjølund ved Kolding. Så sent som for tre uger siden blev han en del af statistikken.

Han blev ringet op fra et telefonnummer, der havde 1448 som de sidste fire cifre. Det er politiets nummer. Det svarede til, hvad manden i telefonen oplyste.

- Han var meget fast og pæredansk i stemmen, snorlige og ingen vaklen i talen, fortæller Martin Bjorholm Pedersen, som fik at vide, at en trojansk hest havde inficeret hans telefon og lige nu var ved at optage et lån på 56.000 kroner i en mellemamerikansk bank.

Han undrede sig over, at det ikke var hans bank, der ringede, men stemmen i telefonen gjorde opmærksom på 1448-endetallet. En af Martin Bjorholm Pedersen kolleger, der kunne lytte med, tjekkede også nummeret, og jo, det var politiets.

Han faldt i, da manden i telefonen som del af en slags redningsaktion bad ham overføre 99.0000 kroner til en anden konto og med et andet registreringsnummer end hans egen banks.

- Jeg ved godt, at den slags må man ikke gøre, og det beder hverken politi eller banker om i en telefon. Men dels var jeg blevet overbevist om, at det var politiet, dels var jeg rystet over, at jeg åbenbart var ved at optage et lån ovre i Mellemamerika, som jeg ikke anede noget om, siger Martin Bjorhom Pedersen.

Men som Birthe Andersen reddede sine penge, gjorde han det også. Midt under det hele ringede hans bank.

Martin Bjorhom Pedersen sagde til manden, at han lige var nødt til til besvare et andet opkald. Så skiftede han over og fik at vide, at banken øjeblikkeligt havde spærret alle hans konti.

- Man kunne se, jeg var i gang med at overføre penge til en lumsk bankkonto i udlandet, fortæller han.

Da han forklarede, at han tilsyneladende havde svindleren på den anden linje, sagde bankmanden: "Hils ham og sig, at han er elendig til sit arbejde." Det gjorde han, og svindleren udbrød: "What?"

- Han var højlydt overrasket over, at han var blevet afsløret, inden svindelnummeret var helt udført, siger Martin Bjorholm Pedersen.

Umiddelbart er det modsætningsfyldt, at antallet af forsøg på netbanksvindel på den ene side er stigende, og at det samlede udbytte er faldende. Men ifølge Finans Danmark er der to mulige forklaringer på fænomenet.

- Jeg kender ikke sagen, hvor banken ringer midt under svindelnummeret. Men det kan være udtryk for at, bankerne de seneste år har strammet og forbedret deres sikkerhedsprocedurer og kontoovervågninger, så alarmer automatisk går, når noget sker noget, der afviger fra sædvanen på en konto,  siger Michael Busk‑Jepsen.

Den anden forklaring har navne, for eksempel Birthe Andersen og Martin Bjorholm Pedersen. Folk, der er blevet bøffet, men står frem og fortæller om det til skræk og advarsel for andre:

- Jo flere fortællinger, der er kommet frem om denne form for svindel, des mere er folk blevet bevidste om, at banker og myndigheder aldrig beder om at udlevere personlige oplysninger i en telefon eller på en mail, og at man derfor aldrig må give den slags oplysninger.

Michael Busk‑Jepsen gør sig imidlertid ingen illusioner om at komme denne form for kriminalitet helt til livs.

- Disse svindlere er dygtige og meget overbevisende. Samtidig lever vi i et tillidsbaseret samfund, hvor det ikke ligger i dna'et, at vi skal være mistænksomme, når andre henvender sig til os. Så vi har ikke paraderne oppe, når vi udsættes for en kriminel. Derfor vil selv de fornuftigste og mest rationelle mennesker også i fremtiden falde i, siger han.

Det var med et ordentligt ”gisp”, at danske småsparere og aktieinvestorer mandag aften åbnede deres depoter for at følge dagens udvikling.

Et totalt ukendt ejendomsselskab i Kina, Evergrande, er i voldsomt uføre, og det belaster det globale aktiemarked, herunder de store aktieindeks i Storbritannien, Tyskland og Frankrig samt kernesunde virksomheder på den danske fondsbørs. Det danske C25-indeks, listen med de 25 mest handlede danske aktier, faldt mandag med 1,4 procent.

Dermed var indekset faldet med fem procent, siden det ramte en historisk top i slutningen af august. Det er et stort fald og ligner starten på den såkaldte korrektion, som aktiemarkedet nervøst har holdt øje med i månedsvis. Når aktiemarkederne over kort tid falder med mere end 10 procent, betegnes det som en korrektion.

Coronatiden har ellers været en fest for aktionærerne, både i Danmark og internationalt, men enhver fest får en ende. Derfor har investorerne og analytikere - belært af dystre erfaringer - forsøgt at gætte på, hvad der ville udløse det næste kursfald.

Det blev så verdens mest gældsatte ejendomsselskab, Evergrande, med hovedsæde i storbyen Shenzhen. Ligesom at de færreste kan sætte navne på mange kinesiske millionbyer, er der også imponerende megavirksomheder i Kina, vi aldrig har hørt om.

Evergrande snupper overskrifterne, fordi virksomheden har opbygget et gældsbjerg på 1.900 milliarder kroner. Det svarer til godt 80 procent af hele Danmarks produktion, altså bruttonationalproduktet, i 2020. Problemet er, at Evergrande torsdag skal betale renter for over 500 millioner kroner, og de penge findes ikke i pengekassen, fordi det svulmende kinesiske boligmarked pludseligt er ramt af en opbremsning.

Det er ærgerligt for långiverne, men også for over en million kinesiske husbyggere, der har betalt Evergrande et forskud på 1.300 milliarder kroner for huse, der endnu ikke er bygget færdig, skriver tidsskriftet The Economist.

Men hvorfor skubber et truende kollaps i et kinesisk ejendomsfirma til danske aktiedepoter? Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet, er ikke i tvivl.

- Evergrande er helt tilfældig. For en måned siden havde jeg ikke hørt om Evergrande, og det samme gælder 99,9 procent af de globale investorer. Så når det bliver Evergrande, der får skylden, så er det helt tilfældigt, for lige nu er risikoen ved at være inde i markedet bare større end risikoen for at gå glip af noget ved at være ude, siger Per Hansen og tilføjer:

- Det er en kunstart at forudse en korrektion, for lige pludselig kommer den, og det er altid ubelejligt, og så smider folk de aktier, de har.

Det spiller også en rolle, at Evergrande-sagen giver mindelser til 2008, hvor et krak i USA’s fjerde største investeringsbank, Lehman Brothers, sendte chokbølger ud over hele jordkloden og udløste startskuddet til finanskrisen.

Dengang afviste den amerikanske stat at gribe ind, og derfor holdes der nu øje med, om den kinesiske regering i sidste øjeblik - senest torsdag - forbarmer sig og redder Evergrande, selvom en konkurs vil have en opdragende effekt på andre ejendomsmatadorer, der glemmer at holde styr på gælden.

Efter den blodige mandag endte tirsdagen i øvrigt som en god dag på aktiemarkedet, hvor C25-aktierne steg 1,9 procent. Nu må vi se, om nattesøvnen er reddet, og om stormen mod Evergrande går over af sig selv. Næste bekymring er et møde i den amerikanske centralbank, der onsdag vil varsle en mulig neddrosling af sit corona-stimuliprogram.

Småsparerne kan i mellemtiden overveje, om aktiemarkedet blot styres af ”hysteriske kællinger”, som socialdemokraternes Mogens Lykketoft engang vrissede i frustration over verdens finansielle købmænd.

Og uanset hvad kan investorerne lune sig ved, at aktiekurserne historisk set altid har rettet sig efter en korrektion. Det så vi også efter finanskrisen og - lynhurtigt - efter første bølge af coronakrisen.

Eftervirkning: Femårige Nellie er tilbage i børnehaven igen, men kun på halv tid. Hun kan klare nogle timer med de andre børn, men så er kræfterne brugt og energien rækker ikke længere end at tegne eller en film på iPad'en.

Nellie blev ramt af en sjælden men meget voldsom eftervirkning af covid-19. Så selv om det er over to måneder side, at hun og hendes tre mindre søskende og begge forældre blev ramt af corona, så er hun langtfra frisk.

Nellie fik som den eneste af familiens fire børn lidelsen MIS-C, som børnelægerne verden over har døbt eftervirkningen af covid-19. Et ud af flere tusinde børn rammes. Hvorfor det lige blev Nellie har hverken læger eller eksperter kunnet svare på. Nellie har ingen andre sygdomme og er normalt helt rask.

- Jeg havde aldrig hørt om lidelsen før, men det har været meget voldsomt, siger Pernelle Jensen, som derfor gerne vil advare andre forældre om at være opmærksomme på symptomerne.

For hun slog det selv hen, da datteren begyndte at klage over ondt i maven, kvalme og ondt i foden. Det passede præcis ind i symptomkataloget for MIS-C, men det vidste hun ikke på det tidspunkt.

- Når man har børn, så ved man, at de ind imellem har det lidt skidt. Så lidt ondt i maven og smerter i foden, tog vi ikke alvorligt i første omgang, men gik alligevel til lægen da det blev ved, fortæller hun.

Men det billede vendte brat, da Nellie pludselig fra det ene øjeblik til det andet fik tårnhøj feber.

Som det typisk sker i en småbørnsfamilie, så ramte feberen efter lægernes konsultationstid. Lægevagten fik et kald og senere endnu et, for at de bekymrede forældre kunne få en vurdering af datteren.

- Vagtlægen kiggede på hende via en videokonsultation, og mente umiddelbart, at hun så fin ud. Men det blev ikke bedre, og vi måtte afsted til læge igen, og da var hendes infektionstal alt for høje. Vagtlægen spurgte om vi ville indlægges, og selvfølgelig ville vi det. Vi var simpelthen nødt til, at finde ud af, hvad Nellie fejlede, siger Pernelle Jensen.

På børneafdelingen på Kolding Sygehus blev hun og datteren mødt med alvorlige miner. Sammenhængen mellem Nellies corona og hendes tilstand var under mistanke fra første øjeblik.

- Vi blev indlagt, men en egentlig behandling fik Nellie først senere. Hun fik taget en masse blodprøver og feberen slog de ned med panodil. Det var nødvendigt at afvente, hvordan symptomerne udviklede sig, og om hendes krop selv kunne bekæmpe sygdommen, fortæller Pernelle Jensen.

Røde plamager på den lille piges hænder, røde læber og røde øjne indikerede for lægerne, at hun led af MIS-C, men helt sikre var de stadig ikke.

- Hun lå med meget høj feber i mange dage. Hun spiste og drak ikke og sov stort set hele tiden. Til sidst valgte de at overføre hende til Odense Universitetshospital, OUH, hvor man har behandlet flere børn med MIS-C, siger Pernelle Jensen.

Men overflytningen blev dramatisk. Nellies tilstand blev værre og værre, og netop som ambulancen var bestilt og hun blot skulle flyttes over til en ny seng, kom det til at gå stærkt.

- Jeg havde i løbet af dagen sagt, at hun havde ondt i nakken, og netop som hun skulle løftes, græd hun og sagde, at de ikke måtte røre hende, og at hun ikke kunne dreje sit hoved.

Det fik læger og sygeplejersker til at handle hurtigt. Ambulancen blev droppet og den lille pige fik taget flere rygmarvsprøver på stedet.

- De kunne ikke nå at lokalbedøve hende, så hun skreg selvfølgelig. Det var voldsomt at overvære, og jeg må indrømme, at jeg græd. Men jeg er taknemmelig for, at de handlede så konsekvent. Prøverne blev sendt med taxa til Vejle Sygehus, hvor de testede dem. Heldigvis viste det sig, at der ikke var tale om meningitis, siger Pernelle Jensen.

Men alternativet var heller ikke rart. Mor og datter blev i lyntempo overført til OUH. En læge fulgte med i ambulancen, for den lille krop var stærkt afkræftet af feber og sygdom.

Eksperterne på OUH satte straks behandling i gang. Drop med stærke binyrebarkhormoner og meget andet blev lagt, men situationen var kritisk. Blodtrykket faldt til 58, så hun måtte samtidig have tilført væske for at kroppen kunne klare det.

- Behandlingen var en stor belastning for hendes lille krop og det i forvejen lave blodtryk. Det var virkelig pest eller kolera hele tiden, siger Pernelle Jensen, som kun kunne trøste og forsøge at lindre.

Lægernes bekymring for den lille pige steg og de talte allerede om at flytte os op på intensiv om aftenen, men scannede hendes hjerte og vurderede, at hendes lille hjerte godt kunne klare behandlingen. Dagen efter var det så alligevel nødvendigt at flytte datter og mor til børneintensiv.

- Det var en uhyggelig tur gennem gangene i kælderen. Nellie var selvfølgelig bange, og jeg skulle holde masken, så hun ikke så hvor nervøs jeg var. Det var slemt. Og jeg nåede derud, hvor jeg var nødt til at spørge personalet direkte: Dør hun?

Svaret var både en trøst og en usikkerhedsfaktor. Beskeden var: Det forventer vi ikke, og det er ikke det vi arbejder på. Men det er en ny sygdom, som vi ikke har kendt særlig længe.

- Personalet var fantastiske, og jeg følte mig i den grad hørt. På intensivafdelingen havde vi vores egen sygeplejerske, som fulgte Nellie konstant. Det var meget betryggende midt i at det hele var så uvist, siger Pernelle Jensen.

For lige som hun ikke havde hørt noget om lidelsen MIS-C, så er lægernes erfaring også kort.

- De har haft 18 måneder til at blive klogere på covid-19 og alle bivirkningerne, og det er jo ingenting. De trækker på erfaringer fra udlandet, hvor der har været flere tilfælde end herhjemme, siger Pernelle Jensen.

Et døgn på intensivafdelingen gav ro på situationen. Nellie kom retur til børneafdelingen og langsomt begyndte det at gå frem, men hun skulle igennem en behandling mere inden det for alvor vendte. Det gik hele tiden op og ned. Et øjeblik sad hun og tegnede og fem minutter senere havde hun det meget dårligt og ville bare ligge ned.

Sådan fortsatte det i mange dage, mens far Jakob hjemme i Fredericia havde nok at se til for at få hverdagen til at fungere med de tre andre småbørn, oven i bekymringen over den ældste.

Efter 11 dages indlæggelse fik Nellie lov at komme hjem. Men det var en træt pige, som Pernelle Jensen kunne sætte i bilen.

- Hun havde glædet sig til at se sine søskende, men det blev hurtigt for meget med de tre små. Vi er i gang med at trappe hende ud af behandlingen med binyrebark, og vi skal løbende møde til kontrol på Kolding Sygehus, hvor de tager blodtryk, EKG, scanner hjertet og så videren. Om en måned skal vi tilbage til OUH, og vi har stadig en åben indlæggelse, hvis situationen ændrer sig, siger hun.

Mens Nellie stille og roligt kommer til kræfter, er familien på Umanaksvej ved at finde tilbage til hverdagen. Den har ikke været den samme siden coroanen gjorde sit indtog netop som deres sommerferie var startet.

Et uskyldigt besøg ved frisøren sendte en efter en familien ind i statistikken over coronaramte. I ugevis var de ramt og isoleret fra bedsteforældre og andre pårørende.

Nu er børnene retur i daginstitutionerne og forældrene på job.

- Jeg har været i tvivl om, jeg kunne fortælle om vores oplevelse, fordi den er meget personlig, men jeg mener, at det er et vigtigt budskab. Forældre skal virkelig være opmærksomme, hvis deres børn har haft covid-19. MIS-C viser sig først efter fire-seks uger fra de er blevet raske, siger Pernelle Jensen.

Og det understreger for hende, at covid-19 skal tages alvorligt, også når det gælder børn. At det er vigtigt fortsat at holde fast i gode vaner med håndsprit og at holde igen med store forsamlinger.

- Jeg er ok med, at man har stoppet restriktionerne, men så er det op til os selv at handle fornuftigt og forsøge at undgå smitten, siger Pernelle Jensen.

Lederhosen, 1 liters ølkrus og sjove hatte. Jeg er på antropologisk feltarbejde i Bayerns hovedstad München for at få svar på valgkampens vel nok vigtigste spørgsmål: Hvem af kanslerkandidaterne vil tyskerne helst drikke en øl med?

- Olaf SCHOLZ! udbryder Christopher Meier, før han har fattet, hvad jeg egentlig spørger om.

- Nej, vent lige et øjeblik, siger han og kigger på et udefinerbart punkt over min højre skuldre.

Den 54-årige restaurantejer er iført grøn hat med både fjer og blomster, en vest, der matcher i farven, og en nystrøget, hvid skjorte. Han ligner en velsoigneret leprechaun, der har skiftet guldkisten ud med fadøl. Og han ville være svær at tage seriøst, hvis ikke det var fordi, at alle andre var klædt i samme tema.

- Jeg STEMMER på Scholz. Men jeg vil hellere drikke en øl med Armin Laschet. Han er Köln og karneval. Jeg er sikker på, at man drikker fem Kölsch-øl med ham, og så sidder man arm i arm og synger.

Omkring os står mænd og kvinder i de traditionelle bayerske dragter og nikker samtykkende. Christopher Meier sætter trumf på.

- Armin Laschet er en klovn. Jeg vil gerne drikke øl med Armin Laschet, fordi han er en klovn.

Ølkrus klirrer mod hinanden, folk ler, og her får du allerede konklusionen på min forskning:

To mennesker er til grin her på Augustiner Klosterwirt i München - kanslerkandidaten Armin Laschet fra det kristendemokratiske parti CDU og jeres udsendte reporter fra Danmark.

Til gengæld er der mange, som gerne vil drikke øl med både mig og Laschet.

Det vender vi tilbage til.

Øltesten er et anerkendt politisk måleværktøj. Her ses bort fra politisk indhold, ledelseskompetencer og retoriske færdigheder - ting, som normalt udgør en god kansler, præsident eller statsminister. Slet og ret handler det om, hvem der er mest likeable eller sympatisk.

Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har været danskernes ukronede bodegafavorit i et årti. Og ifølge nogle amerikanske politiloger har George W. Bush præsteret at vinde to amerikanske præsidentvalg simpelthen fordi, at store dele af USA’s befolkning havde langt nemmere ved at forestille sig at drikke en øl med texaneren, end de kunne forestille sig ditto med Al Gore eller John Kerry.

Men tyskerne er ikke som amerikanerne. Med under en uge til valget ligner Armin Laschet - trods sin joviale fremtoning - mere en hofnar, end han ligner en kommende kansler.

Opgaven virkede ellers ligetil for den 60-årige politiker med hang til karneval i Köln. Ud af de seneste 72 år har der i 52 af dem været en tysk forbundskansler fra CDU/CSU. Da kalenderen skrev 1. januar 2021 havde Angela Merkels parti opbakning fra 36 procent af vælgerne. I dag står de til 21 procent - det dårligste resultat siden 1949.

Laschets nedtur fylder ikke meget i mit hoved, da jeg er på lederhosen-jagt i München. Ingen af læserne har bedt mig om at tage til Oktoberfest for at lodde valgstemningen, men nogle gange må man følge sin intuition. Og jeg akkompagneres på missionen af en overraskende makker.

Maria Scharrer kommer fra en lille landsby en times kørsel syd for München, og hun elsker Danmark. For over 10 år siden var hun au-pair i Vejen 10 måneder, og siden har hun været tilbage for at arbejde et år som lægesekretær på Herning sygehus. Nu bor hun i München, men taler stadig dansk, ser altid dronningens nytårstale og læser dagligt danske nyheder. Da hun læste om mit roadtrip igennem Tyskland, skrev hun, om hun måtte byde på en kop kaffe.

Og nu er jeg her, sammen med en tysk kvinde i starten af 30’erne, der virker begejstret for at bruge sin weekend på at hjælpe en dansk journalist.

- Jeg kender en genbrugsbutik, som vi skal besøge. For jeg tror ikke, du ved, hvad lederhosen koster, siger hun.

Det har hun ret i. Et par af de traditionelle læderbukser koster 1000 kroner - i genbrugsbutikken. Fra ny starter priserne fra 2000 kroner og løber op til det tidobbelte. Hvis den skal godkendes på rejsebudgettet, skal min redaktør fanges i et meget distræt øjeblik, så jeg lejer et sæt.

Det skal senere forfølge mig.

Noget der har forfulgt Armin Laschet igennem valgkampen er et upassende grin. Mange kender følelsen af ikke at kunne holde sin latter inde på tidspunkter, hvor det bare ikke duer - under forelæsninger, møder eller seriøse samtaler med sin partner.

Men at Laschets grinte, så hele hans krop skælvede, mens Tysklands forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier stod foran ham og talte til ofrene for sommerens oversvømmelser, var uheldigt. Særligt fordi det skete for rullende kameraer.

Laschet har undskyldt igen og igen og igen, senest da han i sidste uge blev krydsforhørt i et legetelt. På en lille børneskammel, blandt store tøjbamser, blev CDU-kandidaten sat stævne af to 11-årige i et tysk TV-format. Men børnene var som ulve i fåreklæder for bag deres uskyldige dådyrøjne og lyse stemmer sad et hold af journalister, som fodrede dem med kritiske spørgsmål igennem øresnegle. Laschet blev til grin - igen. Han endte med at hvæse af de 11-årige. Og på spørgsmålet - “hvad ville du helst hedde, hvis du var en drage” - var den joviale politiker forlængst forduftet. Han nægtede at svare.

På Augustiner Klosterwirt i München vil de fleste gerne svare på spørgsmålet om, hvem de helst vil drikke øl med. Iført lange uldne sokker, lysebrune lederhosen og en rød og hvid-ternet skjorte ligner jeg næppe den typiske journalist. Men mit gebrokne tyske krydret med Marias bayerske dialekt virker afvæbnende, på samme måde som de store mængder øl gør det.

- Jeg ville drikke en øl med Armin Laschet for at finde ud af, om han virkelig er så dum, som han fremstår i øjeblikket, siger 36-årige Sara Chariot, som er advokat.

Hun er iført lilla kjole og har et mere rosenrødt billede af CDU-kandidaten, end de fleste andre til ølfesten. Hun kender ham nemlig.

- Vi kommer fra det samme sted, og jeg har mødt ham et par gange. Han er sjov. Men han klarer det godt nok dårligt. Hans rådgivere er elendige.

En gråhåret mand ved navn Wolfgang Weinzierl er heller ikke stærk til pressehåndtering. Mens han står med sit ansigt få centimeter fra mit, forklarer han, at han gerne “vil drikke en, to, tre øl med Annalena Baerbock og så kysse hende.”

- Efter 16 år med Angela Merkel er hun vores bedste chance for at vise, at Tyskland har smukke kvinder, siger han og åbner sin mund på vidt gab i en lydløs grimasse.

I kroge af værtshuset bliver navnet Markus Söder hvisket. Han er ministerpræsident i Bayern og ville gerne have været kanslerkandidat for CDU og CSU. I meningsmålingerne var han mere populær end Laschet, men topledelsen var bange for at gøre den bayerske fløj for magtfuld. Det har de måske fortrudt nu.

At kristendemokraternes krise stikker dybere Armin Laschets fjogede grin og tvivlsomme tv-præstationer er de fleste enige om. En ny meningsmåling fra Tænketanken Europa viser, at EU’s største befolkning er ramt af mismod på flere niveauer. Næsten halvdelen af de tyske respondenter svarer, at de ikke føler sig fri til at leve deres liv. Og strategien med lede landet efter et status quo-mantra - som Angela Merkel har praktiseret i det meste af sin kanslertid, og som Laschet har forsøgt at kopiere - lader ikke til at slå igennem længere.

Eller også gør den. Ifølge det anerkendte tyske magasin Der Spiegel hersker der dybt inde i Laschets kampagnekontor en tro på, at valget nok skal ende lykkeligt for CDU. I kanslerkandidatens mange smøgpauser taler de om en “spiral af stilhed” i befolkningen. Teorien går på, at Laschet simpelthen er så meget til grin i offentligheden, at tyske vælgere ikke vil stå ved, at at de stemmer på ham. Men når de kommer til stemmeboksene den 26. september, vil de atter vise deres sande, konservative ansigter og sætte krydset ved Laschet.

“Laschet” betyder i øvrigt “lad” i Bayern.

Det, der ligner kristendemokratisk selvbedrag, får også mig til at krybe til korset: Jeg har løjet for dig, kære læser. I virkeligheden er jeg slet ikke til Oktober-fest.

Som konsekvens af corona er begivenheden - som hvert efterår tiltrækker seks millioner turister til München - aflyst. Men som et plaster på såret har byens beværtninger arrangeret en såkaldt Wirtshauswiesn, en form for mini-Oktoberfest, der foregår på byens værtshuse fremfor i øltelte.

Det er det, jeg er til. På grund af pandemien er her ingen dans på bordene og fællessang, men ellers er grundprincippet det samme. Det handler om at drikke sin vægt i øl.

Og tilsyneladende blender jeg ikke så godt ind, som jeg gerne vil have gjort. I hvert fald er der en halvstiv modeekspert, der påtager sig rollen som drengen fra Kejserens nye klæder, der råber, “han har jo ikke noget tøj på”.

- Du ligner et fjols, siger han til mig.

Omkring os hører jeg en mumlen af “jah”. Manden tager fat i kanten på mine lederhosen og hiver lidt i dem. Så peger han på sine egne.

- Mine lederhosen har kostet 1700 euros. Mine er lavet af hjort, dine er lavet af lort. Det er billigt læder.

Jeg er paf og stum, mens han ufortrødent forsætter med at sætte verbale jabs ind.

- Du må aldrig, aldrig, aldrig nogensinde tage en rød/hvid-ternet skjorte på. Man skal have en hvid skjorte på. Du ligner en turist, siger han.

Presset bliver så stort, at selv Maria falder mig i ryggen.

- Hvis du var min kæreste, ville jeg heller ikke bryde mig om, at du havde sådan noget der på.

Som en anden klovn deler jeg pludselig skæbne med Laschet. Men heldigvis vil de fleste gerne skåle og snakke med klovnen.

Aftenen slutter ved et lille brunt bord sammen med fire mænd i starten af 50’erne. De sidder i matchende lederhosen og har alle lyseblå skjorter med deres initialer på. Vores samvær er baseret på simple syntakser efterfulgt af brølende grin, der bliver trukket op helt nede fra maven.

Prost! (skål på tysk, red.)

- HAHAHAHAHA

Jeg er lige blevet gift.

- HAHAHAHAHA

Armin Laschet.

- HAHAHAHAHA.