Ledelse: Der er fyret godt op i pejsen i "den fine stouw", som Poul Due Jensen kalder dagligstuen i sit barndomshjem. Huset fra 1970’erne ligger lige over for Grundfos’ hovedsæde i Bjerringbro, og i dag bruges det til VIP-middage med storkunder og ambassadører og til møder i topledelsen.

- Mit gamle værelse ligger lige derovre og er i dag et mødelokale. Det er specielt at tænke på, og jeg har både haft gode og svære samtaler på mit eget drengeværelse, siger Poul Due Jensen.

Han kan i disse uger se tilbage på sit første år som topchef for Grundfos-koncernen. En af Danmarks største virksomheder og arbejdsgivere, der sælger 17-18 millioner pumper om året over hele verden.

Grundfos blev grundlagt af Poul Due Jensens farfar, der også hed Poul Due Jensen, tilbage i 1945. Adressen er Poul Due Jensens Vej, og man skal ikke tage fejl af Due Jensens-familiens aftryk på både Grundfos og Bjerringbro.

Den nulevende Poul Due Jensen fylder 50 i næste måned og har efter eget udsagn drømt om at blive topchef i virksomheden altid. Undervejs har han haft en stribe job, især i Grundfos’ mange afdelinger rundt i verden, inden han i 2014 flyttede hjem til Danmark med familien. Dengang afviste Grundfos, at dette var indflyvningen til at erobre jobbet som topchef i pumpekoncernen.

I de næste seks år sad han i koncernledelsen lige under Mads Nipper, Grundfos’ daværende skarpt profilerede topchef.

Men nogle gange udvikler tingene sig uventet hurtigt, og sådan gik det også med Poul Due Jensens karriereplaner. Den store omvæltning skete, da Mads Nipper for et år siden pludselig sagde op for at blive direktør i energigiganten Ørsted.

Poul Due Jensen fik besked under et ophold i København, da Mads Nipper pludselig ringede.

Var det en overraskelse, at han stoppede?

- Ja, det var det. Det var en underlig melding at få. Han sagde, at han holdt meget af Grundfos, men nu havde han fået en anden mulighed. Det var vist ordene, siger Poul Due Jensen.

Sagde du så bare "tillykke"?

- Øh, jeg tror ikke, jeg sagde tillykke med det samme. Jeg sagde noget med, at det kunne han sgu ikke være bekendt. Jeg var lidt i chok. Men det er et stort job, og det er en kæmpe forskel, han skal være med til at gøre både for Ørsted og hele bæredygtigheds-agendaen. Det har jeg stor respekt for, siger Poul Due Jensen, som samtidig vidste, at nu ville projektørlyset straks lede efter ham.

Hvad tænkte du dengang?

- Jeg tænkte, at jeg jo havde ambitionen (om at blive topchef i Grundfos, red.), og den havde jeg sådan set altid haft. Men jeg skulle overveje, hvordan jeg skulle angribe muligheden, for den kom lidt pludseligt, husker Poul Due Jensen, der skyndte sig at vende næsen mod Bjerringbro.

- Jeg skulle lige gøre mig nogle tanker. Hvad ville det betyde for min familie og for mig selv? Hvad ville det betyde for mig, hvis jeg ikke fik jobbet? Men efter en kort stund ringede jeg til min formand og sagde, at jeg gerne ville lægge mit navn i hans kasse og blive en del af processen, siger Poul Due Jensen.

Selv om man hedder Poul Due Jensen, bliver man ikke bare udnævnt til topchef i familiens livsværk. Dels ejer familien i dag ikke mere end knap 10 procent af Grundfos. Langt hovedparten af ejerskabet ligger i en fond. Dels har Grundfos en professionel bestyrelse, som nu havde til opgave at finde den bedst egnede kandidat til Mads Nippers gamle job.

Grundfos’ bestyrelsesformand hedder Jens Moberg og har en international karriere i it-branchen, ikke mindst hos Microsoft, i bagagen.

- Efter en god dialog med Jens om jobbet fortalte han, hvordan processen ville blive. Det kørte med en professionel headhunter og alt muligt internt og eksternt. Det kunne ikke være anderledes, for det handler om, hvad der er bedst for Grundfos. Alt andet ville være uansvarligt. Der er 19.000 medarbejdere omkring en, så man har et stort ansvar, når man står op hver morgen, siger Poul Due Jensen.

27. oktober 2020 udsendte Jens Moberg en pressemeddelelse om, at Poul Due Jensen med omgående virkning var udnævnt til ny administrerende direktør for Grundfos.

- Jeg ringede hjem, både til min kone og til min mor og far. De var glade og lykkelige, siger Poul Due Jensen.

Hans far, Niels Due Jensen, var selv topchef i Grundfos igennem 26 år og overtog allerede jobbet som 34-årig. Det var under hans ledelse, at Grundfos blev en international spiller på pumpemarkedet, men stadig holdt fast i basen i Bjerringbro. Nu er han 78 år og tænker meget på det pres, der hviler på sønnens skuldre.

- Far er meget omsorgsfuld, så han sagde, at jeg skulle passe på mig selv. Hvis der er nogen, der har erfaring med det, så er det ham. Vi havde en fin samtale, siger Poul Due Jensen, som samtidig fik en helt særlig gave af sine forældre: Sin farfars Certina-guldur fra 1960’erne, da den første Poul Due Jensen var på sit højeste.

- Når jeg tager det på, så føler jeg mig pavestolt. Det har en stor symbolsk værdi, siger Poul Due Jensen.

Har du slet ikke hørt nogen sige, at nu er det bare tredje generation, der tager over, og at du har arvet jobbet?

- Jeg oplever, at der har været stor respekt om den proces, der har været. Det har mest været i medierne, hvor jeg bliver omtalt som arvingen, siger Poul Due Jensen.

Hvad er det, at du ikke kan lide ved at blive kaldt arvingen?

- Jeg føler, at jeg er Poul, og jeg er CEO (administrerende direktør, red.) i Grundfos. I vælger at kalde det arvingen, og så kan jeg somme tider sige: Har jeg så ikke helt den anerkendelse fra jer, som jeg gerne vil have? Det er min refleksion, siger Poul Due Jensen.

Han tilføjer, at i hans øjne hænger ordet ”arvingen” tæt sammen med DR’s tv-serie "Krøniken" om radiofabrikken Bella, den enerådende direktør, Kaj Holger, og hans ivrige søn, Erik.

- Når man er arving, så er der noget, der er givet. Men der er altså ikke noget, der er blevet givet til mig. Jeg slider og slæber og er blevet valgt for de erfaringer og kompetencer, som jeg har, siger Poul Due Jensen.

- Men jeg lever med det, hvis I tænker, at det sælger lidt aviser. Det er jeg helt okay med. Det giver mig bare energi til at gøre det endnu bedre, tilføjer han.

Således var det på alle måder en god dag, da han tilbage i august kunne fremlægge det første halvårsregnskab for en periode, hvor han selv havde haft vagten. Grundfos endte - på trods af coronakrisen - med det bedste resultat i virksomhedens historie. Overskuddet lød på 1,5 milliarder kroner.

Poul Due Jensen skynder sig at sige, at regnskabet ikke blot er hans fortjeneste, men skyldes hele ledergruppen foruden de mange medarbejdere.

- Men det er den slags milepæle, der er vigtige, og jeg ved jo godt, at det er den slags resultater, jeg bliver målt og vejet efter. Den er ikke længere, konstaterer Poul Due Jensen.

Og det lange seje træk er nu i gang. De store corona-skvulp i verdensøkonomien varer ikke evigt. Til gengæld har Grundfos alverdens muligheder for at udvide forretningen med de store dagsordener, som klimakrisen og FN’s verdensmål - der blandt andet handler om at sikre forsyningen af rent vand - har sat i gang.

Inden for det seneste år har Poul Due Jensen netop købt to virksomheder med speciale inden for spildevand, selv om det ikke direkte hænger sammen med Grundfos’ pumpevirksomhed. Men Grundfos ser i dag sig selv som en vandteknologivirksomhed, og så kan man pludselig udvide paletten af produkter betydeligt.

- Det bliver vejen frem for Grundfos, at vi styrker os på de områder, hvor vi mangler noget, siger Poul Due Jensen.

Hans forgænger, Mads Nipper, lykkedes med at tegne Grundfos som en virksomhed, der ikke blot samler pumper, men bidrager til at løse verdens vandproblemer. Poul Due Jensen fortsætter ad samme vej.

- Det er blevet en god måde at profilere Grundfos på. Men det vigtige er, at det jo faktisk er det, vi laver, der gør forskellen. Det er ikke sådan, at vi laver noget helt andet, og så skal vi opfinde noget nyt for at opfylde FN’s verdensmål. Vi kan virkelig være med til at spare vand og energi i verden, hver gang vi sælger en enkelt pumpe, og det er da fedt, siger Poul Due Jensen.

Han når lige at nævne Grundfos’ målsætning om, at virksomheden inden 2030 får skaffet rent vand til 300 millioner mennesker, der ikke har rent vand i dag.

Poul Due Jensens egen karriereplan rækker en del længere frem.

- Jeg har en ambition om at være i Grundfos i resten af mit liv. Det er det, jeg gerne vil, siger han.

For 10 år siden fandtes der en særlig metier for politiske journalister på Christiansborg: At gå en tur ud i Proviantgården på Christiansborg, stikke hovedet ind til Enhedslistens daværende politiske leder, Johanne Schmidt-Nielsen, og fornemme, hvor sur hun var på regeringen. Hvis hun var lidt sur, var der ikke rigtigt en historie. Var hun meget sur, var der helt sikkert en historie. Ofte var det sidste tilfældet.

I dag kræver det mere research og kildepleje at finde frem til et troværdigt pejlemærke for forholdet mellem regeringen og et af partierne i dens parlamentariske grundlag. Dels er Johanne Schmidt-Nielsen for længst fortid på Christiansborg, dels er forholdet mellem den nuværende leder af Enhedslisten, Mai Villadsen, og Mette Frederiksen langt bedre end forholdet mellem Johanne Schmidt-Nielsen og Helle Thorning-Schmidt nogensinde blev. Der er simpelthen færre krisemøder og flere orienteringsmøder end for 10 år siden.

Men under Mette Frederiksens etpartiregering har Enhedslisten også fået smag for magtens sødme. For mens partiet for 10 år siden havde endog meget svært ved at indgå store aftaler med SRSF-regeringen, har partiet i denne valgperiode haft en langt mere pragmatisk tilgang til det parlamentariske arbejde på Christiansborg. Selv når det bliver svært, som det eksempelvis blev under forhandlingerne om en ny klimaaftale for landbruget. Enhedslisten var langtfra tilfreds med landbrugsaftalen. Men den var et skridt i den rigtige retning, mente partiet.

- Vi vil være den grønne vagthund, som sørger for, at vi lever op til de mål, der er blevet sat. Vi vil sidde inde i hvert eneste forhandlingslokale for at levere nogle klima- og naturresultater. Det kommer vi til at slås benhårdt for, sagde Mai Villadsen til TV2, da landbrugsaftalen var indgået.

Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund, beskrev det også ganske præcist sidste år i venstrefløjsmediet Solidaritet.dk, da hun beskrev partiets nye position, efter at Enhedslisten for første gang nogensinde var med i et politiforlig:

- Vi er et parti, der forhandler - og at vi er et parti, som bider sig fast i forhandlingsbordet, mere end vi har været før. Enhedslisten er i mange år blevet opfattet som et parti, der ikke var til at forhandle med, og det er vi færdige med.

Da Helle Thorning-Schmidt forlod Statsministeriet og overlod posten til Lars Løkke Rasmussen, spurgte Enhedslisten sig selv: Hvad fik vi egentlig ud af de fire år med en socialdemokratisk statsminister? Svaret var nemt: alt for lidt. Det førte til en selvransagelse i partiet. Og i efteråret 2017 kunne partiets hovedbestyrelse stemme for en vedtagelse, hvor det tydeligt fremgår, at Enhedslisten ”arbejder for at sikre os størst mulig politisk indflydelse”. 

Det burde være indlysende, at politiske partier arbejder for at sikre sig størst mulig politisk indflydelse, men sådan var det ikke tidligere hos Enhedslisten. Her var viljen til at indgå kompromiser mindre før i tiden. Nu spørges der jævnligt på Christiansborgs gange om, hvor længe Enhedslisten kan holde til at indgå så mange kompromiser.

For den stille revolution er sat i gang. Den sker bare ikke med høtyve eller store demonstrationer. Den foregår i forhandlingslokalerne rundt om i ministerierne på Slotsholmen i disse år. På den måde er Enhedslisten gået fra at være protestparti, der råbte højt og brokkede sig i medierne, til at være et traditionelt magtparti, som pragmatisk går til de politiske forhandlinger for at søge maksimal indflydelse. Og Mette Frederiksens regering takker Enhedslisten for den tilgang ved at give dem både indrømmelser og indflydelse.

For regeringen har Enhedslistens nye stil enorm værdi. Det er alt andet lige lettere at regere, når man har ro på bagsmækken. Uden månedlige trusler om mistillidsvotum eller ugentlige historier i medierne om dårlige forhandlingsklima rundet om i ministerierne, har Mette Frederiksens ministre sikret sig arbejdsro. 

Der er dog to ministre, som Enhedslisten holder et særligt vågent øje på: Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard og klimaminister Dan Jørgensen. Begge er ministre på områder, hvor regeringen tidligst vil nærme sig støttepartiets såkaldte ”røde linjer”. Men så længe, der efter Enhedslistens vurdering sker forbedringer af det eksisterende, er partiet i forhandlingslokalet.

Og foreløbig skal der rigtig meget til, før de rød-grønne selv vælger at forlade lokalet.

Libanon: 4. august 2020 gik der ild i næsten 2800 ton ammoniumnitrat på et depot på havnen i Beirut.

Branden forårsagede hurtigt en kæmpe-eksplosion, der jævnede det omkringliggende havneområde med jorden, raserede store dele af hovedstaden i Libanon, dræbte over 200 mennesker og sårede mange flere.

Hvordan gik det så galt?

Ingen har indtil videre fået en god forklaring på, hvorfor mange tusinde ton af det sprængfarlige kemikalie endte med at stå opbevaret på havnen - tilsyneladende uden sikkerhedshensyn - i mere end seks år.

Og torsdag i denne uge blev en undersøgelse, der skal til nå til bunds i eksplosionen, så omdrejningspunktet for ildkampe, der dræbte mindst seks, sårede flere og udløste fordømmelse i Frankrig, USA og FN.

Avisen Danmark ridser forløbet op - fra eksplosionen, over adskillige mislykkede forsøg på at stable en ny regering på benene, til denne uges blodige uro.

Vejrudsigten lover regn i efterårsferien, så hvis en hviledag med en god serie kan friste, er her fem vidt forskellige og fængende serier fra det store udland.

Søger man også noget dansk, kan den spændende og velspillede "Kastanjemanden" på Netflix anbefales og den nye sæson af "Den som dræber" på Viaplay.

Her kan du i øvrigt roligt springe over både "Forhøret" sæson 2, som er alt for stiv i sin opbygning, og den langtrukne "Close to me" - nævnt her, fordi den har et strejf af Danmark i sig med den halvt danske Connie Nielsen i hovedrollen.