Landbrug og dyrevelfærd: Dumpet.

Det må være karakteren til dansk landbrug, efter at erhvervet ikke er lykkedes med at nedbringe dødeligheden hos pattegrise. For 26.575 små grise mister livet hver eneste dag, og landbruget ved stadig ikke hvorfor, og de tør ikke sætte et nyt mål, før de kender årsagen.

Branchen indgik ellers i 2014 en politisk aftale med daværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) om at få den totale dødelighed ned på 16 procent i 2020. Men knap hver fjerde flæskesteg kommer aldrig i nærheden af køledisken. En dødelighed på 23,1 procent for alle danske pattegrise er et godt stykke forbi den målsætning.

- Vi har ikke bevist, at vi for alvor har knækket kurven og nedbragt dødeligheden, og den udvikling skal vi først og fremmest have vendt, før vi tør og vil diskutere en ny målsætning, siger Christian Fink Hansen, der er sektordirektør for griseproduktion hos landbrugets videnscenter Seges, der hører under Landbrug og Fødevarer.

Sidste uge var landets grisebønder og interessenter samlet til årets grisekongres i Herning, hvor landbrugsminister Rasmus Prehn (S) i en tilsendt video kaldte statistikken for "ikke godt nok".

- Vi har vendt problemstillingen 360 grader og kigget på alt fra avlen og avlsmål til, hvad man helt praktisk kan gøre anderledes i stalden med blandt andet bedre ernæring, bedre pasning og bedre sygdomsdiagnosticering. Men hvis jeg vidste, hvorfor det ikke går bedre, så havde vi udbedret det, siger Christian Fink Hansen.

Undervejs er der dukket en mulig årsag op i takt med en ændring i avlen.

- Vi ønsker ikke længere større kuld, men mere robuste grise, så vi har over årene ændret avlen, så vi i stedet fokuserer på at få slagtegrisene til at vokse hurtigere på mindre foder. Og der kan vi se, at der de sidste tre-fire år er opstået negative genetiske koalitioner mellem det at sikre pattegriseoverlevelse og andre vækstegenskaber.

Med andre ord har de opdaget, at de dyr, som er gode til at vokse hurtigt ikke samtidigt kan være lige så gode til at holde liv i deres unger.

- Det har vi sat et stort arbejde ind for at ændre, for der er ingen tvivl om, at det er noget af årsagen til udviklingen. Men det er næppe hele forklaringen, siger Christian Fink Hansen.

I dag er en so avlet, så den kan få over 20 unger, og det er en umulig opgave at håndtere som mor, når selvsamme so kun har typisk 14 patter med mælk.

Derfor har det været kutyme at flytte overskydende grise over til ammesøer, altså plejemødre, der har kunnet sikre højere overlevelse.

Spørger man Lene Juul Pedersen, der er professor i dyrevelfærd på Aarhus Universitet, så er det bare ikke nok.

- Producenter gør meget, men de kæmper mod naturen. Soen er ikke gjort til at die flere grise, end den har patter til. Mængden af råmælk soen producerer, er heller ikke proportionalt stigende med antallet af grise hun føder. Så alt andet lige får pattegrise i et stort kuld færre antistoffer gennem råmælken end pattegrise i et lille kuld. Desuden har de lavere fødselsvægt, og er mere udsatte for underafkøling, og dermed i større risiko for at dø, siger hun.

At søerne får færre unger, er ifølge professoren ikke partout ensbetydende med at produktionen bliver mindre bæredygtig:

- En oplagt løsning er at ændre avlsmålet, så søerne føder færre men mere robuste grise. Et ensidigt fokus på flere grise har konsekvenser både for dyrevelfærd og sundhed. På den lange bane kan det endda vise sig mere rentabelt, end at lægge en større og større arbejdsindsats i at passe de mange overskydende grise, som soen ikke selv kan tage sig af og som i stigende grad er undervægtige og umodne ved fødslen, siger Lene Juul Pedersen.

Men Christian Fink Hansen fra Seges påpeger, at nogle landmænd godt kan få det høje antal unger til at fungere.

- Det er lidt af en misforståelse, at en høj kuldstørrelse er lig med høj dødelighed. Når vi kigger på vores data, så er det faktisk dem med de største kuld, som har lavest dødelighed. Det betyder dog ikke, at vi ikke skal avle mod mere robuste grise, siger sektordirektøren.

Lene Juul Pedersen medgiver, at der er dygtige producenter, som kan holde dødeligheden i store kuld nede, men med en meget stor arbejdsindsats.

- De samme producenter er sandsynligvis også længst fremme i forhold til udskiftning af avlsdyr og ligger derfor også højt i antal fødte grise per kuld. Men de tal, vi snakker om her, er gennemsnittet, og der er konsensus i forskningen om, at store kuld og lav fødselsvægt alt andet lige er afgørende risikofaktorer for dødelighed.

En af de landmænd, som ligger i toppen, er landmand Knud Kjær Knudsen på 29 år, der også sidder i bestyrelsen hos Landsforeningen af Danske Svineproducenter. Han producerer hvert år 61.000 pattegrise på flere gårde ved Tølløse på Midtsjælland.

Landmanden vil helst tale om, at kun 10 procent af hans pattegrise dør på vejen fra fødsel til  fravænningen fra deres mor. Men når hans totale dødelighed lander på 16 procent, altså summen af både dødfødte og dem som dør før fravænning, er han faktisk en af de få, som nåede 2020-målet om at vende udviklingen.

-  Vi gør en stor indsats begge steder, men det forkludrer debatten kun at kigge på den totale dødelighed. For vi kan ikke gøre meget, når grisene først er døde ved faring. Der hvor vi virkelig kan sætte ind og gøre en forskel, er at arbejde for at få flest muligt levendefødte til at vokse sig så stærke som muligt, siger han.

Men hvad er det så, at Knud kan, som mange andre ikke kan?

- Vi sørger for at slagte de søer, som ikke kan klare en faring selv eller som får mange dødfødte. På den måde sigter vi hele tiden efter supersøer, der både er gode mødre, er gode til at fare og som er gode til at passe sine grisene, siger Knud Kjær Knudsen.

Men det er en dyr fremgangsmåde.

- Jeg kan proppe rigtig mange varme hænder i min farestald, hvor grisene fødes, opfostres og skal vokse sig stærke. Men i sidste ende, er det soen, der skal passe grisene, da hun er sammen med dem døgnet rundt. Derfor vælger vi de søer fra, som ikke er gode til at passe sine grise og erstatter dem med nye. Det er en prioritering, jeg tror, der betaler sig på sigt, siger landmanden.

Mens bønderne kæmper i stalden og avlsgenetikken er under lup, så har Seges og Landbrug & Fødevarer kastet flere millioner kroner efter forskning og søsat den ene informationskampagne efter den anden målrettet landmændene. Man håber, at ny viden kan holde flere grise i live, men forventer ikke mirakler:

- Vi var under et politisk pres med 2020-målet, som var meget ambitiøst, men spørger du mig som fagperson, var og er det også tæt på urealistisk at få hele populationen ned på 16 procent. Det er bare en naturlov, at dyr, der får mange unger, har en højere dødelighed. Det er ikke det samme som, at vi ikke bestræber os på at løse problemet. Vi har brug for mere data og viden, og det sætter vi alt ind på, siger Christian Fink Hansen.

Knud Kjær Knudsen efterspørger mere tillid til den enkelte landmand:

- Vi kæmper hver eneste dag for at minimere grisedødeligheden. Men i bund og grund skal vi prøve at avle mod søer, der er gode til at passe grise. Det kan vi godt, det er også i vores interesse, men det tager nogle år at komme dertil, så derfor beder vi om arbejdsro, slutter han.

I 2020 døde 9,7 millioner pattegrise. Det giver 26.575 døde grise om dagen. På landsplan er godt halvdelen af grisene døde ved fødslen.

Forurening: Mens det danske forsvar i fem år intet har gjort for at afværge de velkendte PFAS-forureninger, der har spredt sig til grundvandet, begyndte det norske forsvar allerede for ni år siden at rense op. Det viser en statusrapport fra det norske forsvars ejendomsstyrelse, Forsvarsbygg, som Avisen Danmark og Radio4 er i besiddelse af.

Siden 2012 har Forsvarsbygg oprenset overflade- og drænvand ved flyvestationen i Rygge. Senere benyttede styrelsen samme metode på flyvestationen i Ørland, og siden 2018 har det norske forsvar fjernet forurenet jord ved flyvestationerne Ørland, Værnes, Bardufoss, Evenes og Rygge.

Alt sammen for at fjerne forureningskilderne og bremse forureningerne i at sprede sig. Nordmændene vurderer selv, at effekten af tiltagene har været høj. Ifølge rapporterne blev 70-80 procent af PFAS-stofferne fjernet ved at masseopgrave og deponere forurenet jord, mens renseanlæggene ved brug af aktivt kul fjerner 75-90 procent af PFAS-stofferne.

I Danmark har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse siden 2016 overvåget sine forureninger og lavet store rapporter om, hvordan de breder sig til blandt andet en bæk, en å, en sø og grundvandet. Men indtil nu er der ikke iværksat et eneste tiltag for at bremse forureningerne.

Overfor Avisen Danmark og Radio4 har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse blandt andet henvist til "effekten af de kendte metoder”. Til Ritzau har Visti Salomonsen, chef for ledelsessekretariatet i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse udtalt:

- Vi kender ikke nogen teknologier, som vi umiddelbart kan sætte i gang.

Men den forureningsudfordring som Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse ikke mener, de har nogen teknologier til at løse, har det norske forsvar været i gang med at løse de seneste ni år.

Lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet Bjarne W. Strobel har gennemlæst de norske rapporter. Han undrer sig over det danske forsvars ageren. Han påpeger, at det danske forsvars undersøgelser er fuldstændig parallelle med dem, som nordmændene har lavet. Samtidig har de samme teknologiske løsninger været til rådighed for begge lande.

- Nordmændene er så bare gået videre med en løsning, det har danskerne ikke, de lagde tilsyneladende rapporten i skuffen, siger han.

At teknologierne har været til rådighed blev også fastslået, da rådgivningsvirksomheden Niras i 2020 i en rapport til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse konkluderede, at der var "en lang række metoder, der alene eller i kombination kan reducere indholdet af PFAS med mere end 90-99 procent".

Der er altså ikke hold i forklaring om, at der ikke findes teknologiske løsninger til at håndtere forureningerne, lyder det fra eksperten.

- Det danske forsvar hænger deres argument på, at hvis vi ikke kan fjerne det 100 procent, er det ikke godt nok, og så gør vi ingenting. Nordmændene bruger de bedste teknikker til at få niveauet så langt ned, de kan. Det er det eneste, man kan gøre. Forestil dig, at du ikke ville indføre sikkerhedsseler i bilerne, før airbags var udviklet. Det danske forsvar har bare ladet forureningerne blive værre og sprede sig mere, siger Bjarne W. Strobel.

Philippe Grandjean, professor i miljømedicin ved Syddansk Universitet vurderer også, at det danske forsvar burde have handlet som det norske.

- Jeg er helt sikker på, at den indsats som nordmændene har gjort, vil kunne betale sig i Danmark. Fordi jo længere tid, man venter desto mere spreder det sig, og desto dyrere bliver det, siger Philippe Grandjean.

Walter Brüsch, seniorrådgiver i geologi ved Danmarks Naturfredningsforening påpeger, at "det er en meget simpel teknologi", som nordmændene begyndte at bruge til at rense forureningen op med tilbage i 2012. Derfor burde det danske forsvar også være begyndt dengang, vurderer han.

Philippe Grandjean opfordrer forsvaret til at begynde at lave afværge og rense sine forureninger på de danske flyvestationer med det samme.

- Vi er allerede sent på den, så det gælder om at få det her startet, så vidt muligt i dag. Vi er godt på vej til at supplere den eksisterende forurening med meget store mængder af PFOS, som Forsvaret har liggende på deres arealer, siger han.

Bjarne W. Strobel er enig.

- Selvfølgelig ville det være rart med 100 procent, men hvis vi bare kunne få 75 procent væk, så er der mange af områderne, der måske slet ikke ville være så problematiske.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har ikke ønsket at stille op til interview eller svare på spørgsmål skriftligt. Styrelsen skriver dog til de to medier:

- Det er Ejendomsstyrelsens opfattelse, at man ikke kan sammenligne en forurening med en anden. Omfanget af forureningen, geologien og forureningstypen er afgørende for, hvor vigtigt det er med akutte tiltag, og for hvilke tekniske muligheder, der på nuværende tidspunkt, kan gøre en forskel i forhold til den akutte forureningstrussel.

Radio4 Morgen taler onsdag med Tore Svendsen, miljøingeniør og daglig leder af Aquarden. Han fortæller, at det ikke kun er i Norge, de har erfaringer med oprensning af PFAS-forurening. Det har man også herhjemme. Hør interviewet lige her. 

Julehjælp: Flere hjælpeorganisationer åbner mandag for, at familier kan søge om årets julehjælp.

Igen i år er forventningen, at antallet af ansøgere vil ligge på et rekordhøjt niveau.

Det fortæller Lars Lydholm, der er informationschef i Frelsens Hær. Han forventer, at omkring 11.000 familier vil ansøge hos dem.

- Vi forventer egentlig, at vi får et rekord antal ansøgere ved, at det stabiliseres på et rekordniveau. Vi forventer ikke store stigninger, men vi forventer heller ikke fald, siger han.

Samme toner lyder fra Dansk Folkehjælp, som er Danmarks største uddeler.

Her bistod man sidste år 14.000 familier med gavekort og tilskud til gaver for en værdi af 1800 kroner, fortæller generalsekretær Klaus Nørlem.

- Vi har støt set stigninger til julehjælp de senere år. Der har vi så samtidig oplevet, at coronaperioden i Danmark har været endnu en stigning oveni, siger han.

Hovedparten af dem, der søger om julehjælp er ifølge hjælpeorganisationerne borgere på overførselsindkomst, som har hjemmeboende børn.

Men i gruppen er også personer, som har indkomster i den lave ende.

Det kan være familier eller enlige forsørgere, som søger.

Sidste år var det ifølge organisationerne især coronakrisen, som fik flere til at ansøge om hjælp. Årsagen var for nogle, at de havde mistet deres arbejde, mens andre oplevede, at priser på el og varme steg, fordi de var mere hjemme.

Men efter at Danmark er blevet fri for coronarestriktioner, er det i år stigende priser generelt i samfundet, som ventes at få flere til at søge, siger Lars Lydholm.

- Vi har nok en forventning om, at folk er fattigere i år. Altså, at deres rådighedsbeløb er lavere. Ikke fordi de har fået færre penge udbetalt, men simpelthen fordi varme, elektricitet, mad og så videre er blevet dyrere, siger han.

Klaus Nørlem siger, at mange af familierne lever med et rådighedsbeløb, der er så lavt, at selv små stigninger i priserne har betydning.

- Vi møder rigtig mange enlige forsørgere, som har et rådighedsbeløb mellem 2500 og 3000 kroner om måneden. Det er til en hel husstand: mad på bordet, tøj på kroppen, tandlægeregninger og de oplevelser, ens børn også skal have adgang til.

- De prisstigninger, vi hører om, kommer derfor til at presse de her familier meget. For de har jo en rigtig stram økonomi, og der er ikke plads til ekstraomkostninger, siger han.

Men ikke alle får hjælp. Det afhænger nemlig af, hvor mange penge der bliver samlet ind.

Sidste år lykkedes det Frelsens Hær at give i gennemsnit 1000 kroner til cirka 8000 familier. Det kunne lade sig gøre, fordi organisationen havde indsamlet i omegnen af otte millioner kroner.

Samtidig uddelte Dansk Folkehjælp i 2020 14.401 julepakker for de 18,7 millioner kroner, som blev indsamlet. Det var organisationens hidtil højeste antal.

- Ofte er det bare sådan, at vi arbejder med en langt større ansøgerskare, end vores midler rækker til. Så igen i år vil det sandsynligvis være sådan, at vi skuffer nogle af dem, der vil ansøge om julehjælp, siger Klaus Nørlem.

Fristen for at ansøge om julehjælp er 30. november.

Tilbage i 2018 trak skuespiller Scarlett Johansson sig fra filmen Rub & Tug og rollen som den transkønnede Dante ’Tex’ Gill. Det skete efter intens kritik af Johansson, som gik på, at hun burde have overladt rollen til en transseksuel skuespiller i stedet. Kort efter kunne man i Informations lederspalte læse disse ord fra Rasmus Elmelund:

”En heteroseksuel ciskønnet skuespiller kan naturligvis sagtens spille transkønnet. Det kaldes skuespil. Hvis ikke vi frit lader skuespillere spille roller, afvikler vi selve skuespillerhvervet.”

I løbet af de forgangne år er der dog kun kommet tiltagende høje krav om, at roller, der skildrer eksempelvis seksuelle og etniske minoriteter, bliver udfyldt af personer, der tilhører de samme minoriteter. Da Holstebro Dansekompagni og Vejle Musikteater skulle finde hovedrollen til sin aktuelle danseforestilling The Danish Girl, var der et eksplicit ønske om at finde en danser, som havde et ”personligt og indgående kendskab til og erfaring med transkønnethed og queer-identitet”.

Valget faldt på Bjørk-Mynte Paulse til at spille rollen som virkelighedens Lili Elbe, der i 1882 startede sin tilværelse i Vejle som Einar Wegener.

Det er ikke svært at se, hvordan linjerne er trukket ganske hårdt op. På den ene side har vi folk som Rasmus Elmelund, der tilsyneladende ikke ønsker, at nogen minoriteter skal have særlig adgang til at spille roller, der skildrer de samme minoriteter.

På den anden side har vi en forestilling som The Danish Girl, hvor man i praksis ekskluderede alle hovedrollekandidater, der ikke selv var transkønnede. Ved første øjekast kan begge tilgange virke problematiske – den ene tilgang vil bevare status quo, mens den anden er ekskluderende.

Men det er vigtigt, at skelne imellem dem. For det er kun holdet bag The Danish Girl, der repræsenterer det, vi kan kalde kunstens væsen: Nemlig evnen til at stille spørgsmål og lysten til at gå nye veje. Til at bekæmpe status quo og prøve ting af, uanset om de fungerer eller ej. For i kunstens verden er processen lige så vigtig som det egentlige resultat.

Det altafgørende er, at vi ikke spænder kunsten og kulturen foran en politisk vogn og eksempelvis gør The Danish Girl og castingen af Bjørk-Mynte Paulse til et kønspolitisk statement. For det er det ikke. Tværtimod er det en spændende kunstnerisk undersøgelse af, hvad der ligger i at sikre denne form for overensstemmelse.

Danmark er i øvrigt både kendt for sin forkærlighed for dogmefilm og for at have været bannerfører for seksuelle minoriteters rettigheder. Er det at opstille castingmæssige dogmer omkring minoriteter ikke en helt naturlig kombination af disse to?

Så i stedet for at se det som en ekskluderende begrænsning, bør man derfor se det som et benspænd, der potentielt set åbner op for nye perspektiver, erkendelser og oplevelser, som man ikke kunne få, hvis man bare gjorde, sådan som man altid har gjort. Det værste, vi kan gøre, er netop at gøre kunsten til en unuanceret politisk fløjkrig, hvor man enten er for eller imod. I stedet bør vi omfavne den kunstneriske proces og se, hvad der kommer ud af den.

Måske skaber det uhensigtsmæssige kunstneriske begrænsninger, som vi kan lære noget af. Måske resulterer det i noget helt fantastisk, som vækker et ønske om mere. Det modige tiltag, som The Danish Girl repræsenterer, må man uanset hvad håbe inspirerer det øvrige kunst- og kulturliv. For det er af stor vigtighed, at man aktivt forsøger at gå nye veje – også når det kommer til præmisserne for, hvordan minoriteter portrætteres og formidles.