Velfærd: Danmark har vokseværk, og det betyder, at flere mennesker bliver en del af velfærdssystemet. Særligt antallet af ældre over 80 år, der skal passes og plejes ude i landet, forventes at stige støt.

Derfor står velfærdssystemet over for store udfordringer, hvis det skal følge med befolkningsudviklingen.

Helt konkret skal kommunerne ud at finde 20 milliarder kroner frem mod 2030, hvis borgerne skal have adgang til det samme velfærdsniveau, som de har i dag.

Det viser en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

For kommuner som Svendborg, Hvidovre og Haderslev betyder det ifølge AE's beregninger, at de enten skal tilføres godt 200 millioner kroner eller spare sig frem til dem et andet sted, hvis der skal være råd til den samme velfærd.

- Det er ikke småbeløb, kommunerne skal finde i deres budgetter. Og derfor kan det blive en af de helt store diskussioner ved kommunalvalget: Hvordan sikrer man velfærden, når der bliver flere med behov for den? Spørger Jon Nielsen, senioranalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og forfatter på analysen.

Det er også en diskussion, der foregår inde på Christiansborg.

Velfærdsloven blev et centralt punkt i Socialdemokratiets valgkamp i 2019, hvor statsminister Mette Frederiksen (S) og finansminister Nicolai Wammen (S) omtalte den som et afgørende værn om velfærden og som et nyt kapitel i velfærdshistorien.

Ifølge regeringen skal velfærdsloven agere "bund" under velfærden. Det vil man gøre ved at lave en lovpligt for landets politikere og fremtidige regeringer til som minimum at tilføje det ekstra antal milliarder kroner hvert år, som svarer til det nye antal ældre og børn.

Eller 20 milliarder kroner til 2030, som Arbejderbevægelsen Erhvervsråd har regnet sig frem til.

Efter flere udsættelser blev lovforslaget for nylig endelig sendt i høring, og det forventes inden længe, at regeringen fremsætter det for Folketinget.

Hos den borgerlige tænketank CEPOS gyser man ved tanken om, at der skal postes yderligere 20 milliarder kroner i den offentlige velfærdskasse.

- Velfærdsloven er ganske farlig, fordi den risikerer at blive en lov imod øget produktivitet i den offentlige sektor. Hvis vi skal have bedre velfærd fremadrettet, må vi arbejde med, hvordan vi får mere ud af velfærdskronerne og skaber innovation i den offentlige sektor, siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i CEPOS.

Ifølge forskningschefen har CEPOS lavet en række analyser, der viser et såkaldt "produktivitetspotentiale" i den offentlige sektor.

For eksempel mener CEPOS, at der kan effektiviseres og frigøres 7,8 milliarder kroner alene på kommunernes ledelse og administration.

- Hvis man bevidstløst på alle måder giver den samme pris per borger, som der hele tiden har været brugt, så får man jo ikke mere for pengene, forklarer Karsten Bo Larsen.

I Tønder Kommune, hvor Henrik Frandsen fra Tønderlisten er borgmester, kommer man ifølge AE's analyse til at skulle have 139 millioner kroner mere i kassen frem mod 2030, hvis man vil holde serviceniveauet konstant.

Det løber op i 3742 kroner per borger, hvilket ifølge analysen gør Tønder til den 13. mest udgiftstunge kommune i Danmark. Den udsigt stiller kommunen i en lidt anden situation end for eksempel Gentofte, mener Henrik Frandsen.

- Man er nødt til at finde noget finansiering fra centralt hold, hvis vi skal opretholde det serviceniveau, vi har i dag. Så kan du sige, at Tønder er på støtten - og ja, det er vi, men det er jo egentlig retfærdigt nok, for vi håndterer også en samfundsopgave ved at have en lidt mere udfordret befolkning herovre, siger han.

Laver man et regnskab for Danmark A/S, som Henrik Frandsen kalder det, er det jo ”fantastisk” at koncentrere væksten i nogle bestemte områder, typisk i universitetsbyerne og opland, mener han.

Men den kategori forestiller han sig ikke, at Tønder Kommune nogensinde falder i.

- Man hører nogle gange folk sige, at vi bare kan sørge for at få skabt noget udvikling. Men sådan er samfundet bare ikke skruet sammen i dag. Her er vi udfordrede på det punkt. Hvis man vil have et nogenlunde lige samfund, så er Folketinget nødt til at kompensere, siger han.

Fiskeri: Den har været gal længe: Østersøen gisper efter vejret. De fisk, der ikke er fanget og endt på stegepanderne, bryder sig ikke om det, så de svømmer væk i lige lovlig stor stil.

Dét ved de begge, 59-årige Allan Buch fra Skrillinge Strand ved Middelfart og 52-årige Henrik Bode fra Mommark på Als. De blev begge fiskere, da de var 16 år.

Noget måtte gøres, men ingen af dem havde dog forestillet sig et skridt så voldsomt, som EU-forhandlinger mundede ud i tirsdag: En voldsom sænkning af fiskekvoterne i den vestlige del af Østersøen. Alene for torskens vedkommende sænkes kvotestørrelsen med 88 procent fra nytår.

- Kvoterne var beskåret godt i forvejen, nu er der ikke mere tilbage, i hvert fald ikke til et helt erhverv, siger Allan Buch.

Med den aftale er det samtidig besluttet, at nu skriver de sidste kapitel i historien om dansk fiskeri, mener han og kollegaen.

- Det er ved at være slut, hvis ikke det allerede er slut. Et erhverv dør, vi bliver de sidste, siger Henrik Bode.

Han er garnfisker og fanger konsumfisk som torsk, rødspætter, slethvar og pighvar.

- Næste år må jeg med de nye kvoter kun fange 400 kilo torsk. Det er hurtigt overstået, og så tør jeg ikke risikere at fange efter de andre arter. Jeg kan jo ikke sætte et skilt op ved garnene, hvor der står, at torsk ikke har adgang.

Allan Buch er bundgarnsfisker og har ål som den primære fangst.

- Jeg fanger også torsk, så det bliver svært. Det er er det for alle. Mange er langt ude, og kan næsten ikke være i sig selv længere, siger Allan Buch.

Han er ikke kun fisker og sin egen. Her er også formand for Bælternes Fiskeriforening.

I begge roller og med sine mange års erfaring har han set, hvordan erhvervet hen over årene er gået i forfald.

I den vestlige del af Østersøen, som det aktuelt handler om, er mellem 100 og 125 fiskere hjemmehørende. Med kvoteejere, der kommer sejlende andre steder fra, vurderer han antallet til lidt over 200 i alt.

Da han selv begyndte som fisker i 1978 var antallet et godt stykke over tusinde.

- Det summede jo af liv overalt i faget, det er noget andet i dag, siger han.

Med de nye kvoter forudser Allan Buch, at antallet af fiskere i løbet af det næste år kommer til at skrumpe lige så mange procent som kvoterne:

- Hvis det endda kan gøre det. Jeg har svært ved at se ret mange overleve.

Der er også noget andet, der er skrumpet ind, mener de to fiskere; den almindelige respekt for faget.

- Tidligere var alle bevidste om, at det var et hårdt job at være fisker, mange gange også farligt. Det affødte respekt. I dag bliver vi set ned på, ligesom dem i landbruget, siger Allan Buch.

Han husker to episoder, der beskriver udviklingen:

Helt tilbage som ung fisker overtog han et sted med ålefiskeri fra en afdød fiskers familie. De og beboerne omkring stedet stod parate og bød ham velkommen på det hjerteligste, da han kom sejlende for at satte sine ruser op. Mange år senere ankom han sammen med sin 15-årige søn for at skifte nogle ruser det samme sted.

- Da blev vi antastet af en mand, der råbte og skreg efter os. Helt balstyrisk og rasende var han over min ankomst. Min søn blev vildt forskrækket og troede, vi havde gjort noget ulovligt.

- Det er meget beskrivende for udviklingen, siger Allan Buch.

Både han og Henrik Bode er sikker på, det hænger sammen med en stigende generel bevidsthed hos alle om miljø og klima. I den udvikling har fiskerne stille og roligt indtaget rollerne som slynglerne, der fisker havene tomme.

Uretfærdigt, synes de. Henrik Bode kan blive tæt på hidsig over et bestemt ord i den udvikling:

- Overfiskeri. Overfiskeri, overfiskeri, overfiskeri. Det siger alle hele tiden, eksperter,  politikere, almindelige mennesker. Men jeg vil altså ikke have siddende på mig, at jeg overfisker noget som helst.

- Vi fisker det, vi får lov til, og så er det ikke overfiskeri. Hvis reglerne er forkerte, er det ikke min eller andre fiskeres skyld. Men det er jo ikke sådan snakken går, næh, det er, at vi, fiskerne, overfisker det hele, siger Henrik Bode.

Uanset hvem, der er skyld i hvad, er Allan Buch ikke sikker på, at løsningen er at trawle et helt erhverv op på land:

- Jeg er enig i, at noget skulle ske, men dette er for voldsomt. Ud fra de meldinger, vi får fra vores egne biologer, synes en 25 procents sænkning at være det rigtige.

Han erkender, at der er mange regnemetoder og kun få facitlister, men han tror, der er for langt mellem eksperterne, regnearksfunktionærerne og fiskeriets vejrbidte kæmper ude på havet.

- Jeg synes, der er gået matematiske modeller i det i EU, så faktiske erfaringer ikke rigtig tæller, siger han.

Dertil kommer nogle andre hensyn, der ikke ser ud til at gælde ret meget.

Man nedlægger ikke bare et erhverv med sådan en beslutning, man ødelægger også små lokale samfund, Mommark på Als og Spodsberg på Langeland, som er helt afhængige af fiskeriet, mener han.

-I mange mindre samfund er der en lang række følgeerhverv, som mister sin eksistensberettigelse, siger Allan Buch og nævner smeden, skibsbyggeren, isværket, produkthandleren, vognmanden og håndværkeren som eksempler.

Og når nu vi er i gang, gør han også lige opmærksom på, at de nye EU-kvoter drejer halsen om på et stykke dansk kulturhistorie.

- Ikke fordi jeg skal optræde som kustode, men jeg synes, det er skammeligt, hvis man lader et gammelt dansk erhverv gå helt ned.

Fiskeriet og dets historie rækker langt ud i samfundet og hverdagslivet, mener han:

- Når Henrik står på havnen i Mommark og redder garn for eksempel, flokkes turister og nysgerrige til. Han og fiskeriet er et plus for så meget andet. Vores havne vil blive til sterile, maritime centre. En kultur, et miljø, som alle holder af, vil forsvinde, siger Allan Buch.

Det er rigtigt nok, i hvert fald hvad angår ham Henrik, Henrik Bode. Selv om han kun er 52 år, kan han ikke meget andet end ... ja, forsvinde.

- Jeg ved ikke, hvad jeg skal, det gør jeg ikke, jeg er ikke herre over min egen situation fra 1. januar.

Derefter går der kun kort tid inden, han har fisket det, han må og kan sejle i havn og gå i land.

Som alle andre fiskere går han nu og afventer, hvad regeringen reelt mener med den positive indstilling til ophugningsstøtte, som fiskeriminister Rasmus Prehn (S) lovede i forbindelse med EU-forhandlingerne i Luxembourg tirsdag.

- Det er ikke en ny snak, men beløbet er afgørende. Det, man tidligere har talt om, kan ikke betale ret megen ophugning. Indtil vi ved mere om det, kan jeg stå og kigge på al mit grej, jeg har samlet ind gennem årene.

Der er for nogen millioner, men det er værdiløst, usælgeligt, påpeger han, for ligesom han ikke har noget at bruge det til længere, er der heller ikke andre, der har.

Alternativerne til fiskerlivet står i det hele taget ikke i kø.

- Jeg tog ingen anden uddannelse, da jeg var ung, desværre ... men, det er sådan set også lige meget, den havde jeg nok ikke kunnet bruge til noget nu, 30 år efter.

- Så ... for pokker altså, det har været en livsstil, det fiskeri. Jeg ved ikke sådan lige, hvad man gør, når der kommer nogen og stopper den, siger Henrik Bode.

Kunst: De skal have ovnhandskerne på i værkstedet hos Jens Galschiøt i disse dage, for telefonen gløder af opkald, der strømmer ind fra alle afkroge af kloden.

Årsagen til den hektiske aktivitet er monumentet Skamstøtten, der står på University of Hong Kong.

Det er det eneste mindesmærke i Kina over massakren på Den Himmelske Fredsplads i 1989, og det er kunstneren Jens Galschiøt, der har skabt og opstillet det.

- Jeg tror ikke, de kinesiske myndigheder havde regnet med, at det kunne skabe så meget postyr at ville destruere en skulptur i Hongkong, sagde kunstneren, da avisen snakkede med ham tirsdag.

På det tidspunkt havde han allerede ladet hundredvis af medier komme i audiens over mail eller på telefonen. Og den trend fortsatte onsdag, hvor fristen for at fjerne skulpturen blev overskredet.

- Status er, at skulpturen er der endnu, selvom myndighederne i deres krav havde angivet, at de ville tage sagen i egen hånd. Vi har folk på stedet, der fortæller, at monumentet står helt urørt, siger en medarbejder fra galleriet, da avisen ringer.

Kunstneren selv er så travlt optaget af interviews til langt ud på dagen, at der ikke var nogen umiddelbar horisont for at få et par eksklusive minutter i hans selskab.

Hele værkstedsslænget er dog synkront opdateret på situationen.

- Efter vores opfattelse fra medier og kilder omkring universitetet, er flytningen, eller i værste fald destruktionen, af skulpturen sat i bero, fordi advokaten, der fremlagde kravet om fjernelsen af skulpturen, er forsvundet fra jordens overflade og ikke er til at få fat i, lyder det videre fra værkstedet.

Advokatens forsvinden er sket i kølvandet på den meget negative opmærksomhed fra verdenspressen, efter kravet blev fremlagt fredag.

Derudover har en tyfon indtaget Hongkong, hvorfor det anses som umuligt at fjerne Skamstøtten under de forhold.

- Og torsdag er det helligdag, så der sker det muligvis heller ikke. Men vi tør ikke stole på noget. Man ved aldrig, hvad myndighederne kan finde på, lyder det fra værkstedet.

Universitetet krævede, at ejerne sørgede for at få det fjernet, inden tidsfristen udløb klokken 17 Hongkong-tid - altså klokken 11 onsdag formiddag i Danmark.

Kravet var stilet The Hong Kong Alliance - en demokratibevægelse, Jens Galschiøt samarbejder med og som i 1997 var med til at opstille Skamstøtten.

Problemet var bare, at demokratibevægelsen i september blev opløst af de kinesiske myndigheder, og at frontpersonerne i øjeblikket er fængslede - og derfor ikke kan fjerne den.

Den næste forvikling er, at demokratibevægelsen aldrig har ejet skulpturen. Den har blot fået brugsretten af Jens Galschiøt.

- Det er jo de rene mafiametoder. De beder, hvad de tror, er ejerne, om at fjerne skulpturen få dage efter, myndighederne selv har sat dem i fængsel. Først efter, vi (galleriet, red.) gør dem opmærksomme på misforståelsen, går det op for dem, at Jens Galschiøt er ejer.

Værkstedet håber, at den tilsyneladende udsatte frist og de mange ekstra interviews kan spæde til presset på myndighederne.

- Jo mere, den her historie bliver delt, jo mere håber vi jo, at magthaverne kan se, at det er en tabt kamp, og det kun stiller Kina i et dårligere lys, siger medarbejderen, der dog ikke tør skrue alt for højt op for optimismeblusset.

- Vi er bange for, at de er pisseligeglade og gør, som de vil uanset hvad. Men lige nu gør vi alt, hvad vi kan for at redde det monument.

Også en advokat er sat på sagen og forsøger i disse timer at forhale beslutningen yderligere.

Tech: Facebook har valgt at placere deres nye datacenter i Esbjerg og det planlagte datacenter bliver dermed det andet Facebook ejer i Danmark. De er dog ikke de eneste, der har bygget datacentre i Danmark. Avisen Danmark giver et overblik over, hvor tech-giganterne har placeret deres danske baser og serverhaller.