Ældre- og finanslov: Energipriserne er på himmelflugt som følge af corona, mindre vind og Ruslands gas-grådighed, og derfor mener Dansk Folkeparti, at ældre skal kompenseres for varmeregningen denne vinter. Det stiller partiet som krav til finansminister Nicolai Wammen (S), når Finansloven for 2022 skal forhandles endeligt på plads lige om lidt.

- Vi, der er på arbejdsmarkedet, skal nok klare den midlertidige ekstraregning på varme. Men der er masser af pensionister i vores land, som ikke har råd til det, og som i forvejen kun lige får tingene til at hænge sammen, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl.

- Vi synes ikke, det er rimeligt livskvalitetsmæssigt, at de ældre skal begynde at skrue ned for varmen i løbet af vinteren og undgå at få besøg, fordi det er koldt i deres hjem, eller her op mod jul skal bekymre sig om ikke at have råd til børnebørnenes gaver.

Ældresagen, der har over 900.000 medlemmer, deler bekymringen.

- Der skal noget politisk handling til på området, for vi oplever, at flere medlemmer henvender sig, fordi priserne stiger voldsomt. Det er en ekstraordinær situation med stigninger på 25-50 procent, som endda kan tage til over vinteren, og de ældre kan ikke gøre så meget, fordi de har en fastlåst økonomi og kun folkepensionen at læne sig op ad, siger vicedirektør i Ældresagen Michael Teit Nielsen.

Ifølge Ældresagen har knap hver tredje folkepensionist en så lav årlig indkomst ved siden af folkepensionen, at de allerede nu har ret til et maksimalt varmetillæg fra staten på 9.524 kroner for en enlig i 2021 og 7.499 kroner for et par. Foreningen mener, at en ændring af varmetillægget er et godt sted at starte.

Og en udvidelse af varmetillægget kunne også været et bud på en løsning, siger Thulesen Dahl, men han vil ikke lægge sig fast på en bestemt metode. Det kan være alt fra at kigge på pensionstillægget, ældrechecken eller varmetillægget, påpeger DF-formanden.

- Vi har i forvejen en ordning med varmetillæg til de dårligst stillede, men der taler vi om en forholdsvis lille gruppe, så jeg kunne godt unde en bredere gruppe af pensionister at få hjælp til de her udgifter. Men foreløbigt handler det om at sparke døren ind til regeringen og gå i dialog med alle partier, og så må vi se, hvor langt pengene rækker, siger Kristian Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti vurderer, at den rette hjælp til de ældre vil koste omtrent 2-3 milliarder kroner. Partiformanden forklarer, at kompensationen ifølge DF skal være en del af  coronaberedskabet og altså bør betales via coronakrigskassen, fordi virussen har været med til at skabe de ekstra omkostninger.

Imidlertid er de ældres varmeregning allerede kommet regeringen for øre.

- Vi anerkender i høj grad den udfordring, mange mennesker står i, heriblandt også de ældre og andre udsatte grupper i forhold til de stigende energipriser. Men jeg kommer ikke til at lægge mig fast på det ene eller det andet bud forud for forhandlingerne, det er noget, vi tager ved bordet, siger Christian Rabjerg Madsen, finansordfører i Socialdemokratiet.

Et af de andre forslag, som skal hjælpe de ældre, kommer fra regeringens støtteparti SF.

- Vi ønsker også, at borgere med de laveste indtægter skal kompenseres for de stigende priser. Men det mener vi helt generelt skal ske via den grønne check, som vi til gengæld ønsker udvidet, siger Lisbeth Bech-Nielsen, der er finansordfører i SF.

Den grønne check er et fradrag til borgere med lavest indkomst, der sker helt automatisk på forskudsopgørelsen. Tiltaget blev indført i 2010 som følge af højere energi- og miljøafgifter, men er siden 2014 blevet kraftigt beskåret.

Hos Venstre går man heller ikke efter et udvidet varmetillæg, siger finansordfører Troels Lund Poulsen i et mailsvar.

- Venstre er enig i, at vi skal gøre mere for vores ældre medborgere, og at vi generelt skal gøre det billigere at være dansker. Et udvidet varmetillæg er dog ikke en prioritet for Venstre, men vi har særligt fokus på at give vores ældre frihed til at vælge den mad, den rengøring og den pleje, de selv ønsker. Det handler om at tage udgangspunkt i den enkelte, så du får netop det, du foretrækker, skriver han.

Ifølge tal fra Danmarks Statistik findes der godt en million folkepensionister i Danmark. Grundbeløbet for folkepension lyder i 2021 på 78.216 kroner, hvilket giver folkepensionisterne 6.518 kroner til rådighed om måneden.

Hænder: Vi har alle hørt det før. Der mangler hænder. I byggebranchen, på sygehusene, på caféerne og i industrien.

Lige nu hjælpes tendensen på vej af en højkonjunktur, fordi vi pludselig bruger penge som gale igen efter et par langvarige nedlukninger på grund af corona. Men i fremtiden er stort forbrug ikke det eneste problem.

Vi bliver nemlig ældre og ældre, og i langt de fleste kommuner i landet bliver der færre og færre personer i den arbejdsdygtige alder. Flere skal plejes, og færre kan tage jobsene og spytte penge i kommunekasserne rundt omkring.

Selvom "fremtiden" kan lyde som langt væk, er der faktisk temmelig store udfordringer i sigte inden for kun 10 år. Det fortæller Tore Stramer, der er cheføkonom i Dansk Erhverv:

- Det er en tendens, der har en kraft, som nok bliver svær at gøre helt op med. I visse kommuner kigger man ind i en fremtid, hvor man nok skal forberede sig på, at det bliver en større udfordring end tidligere at holde gang i den økonomiske aktivitet, siger han.

En ny analyse fra Dansk Erhverv, der er dykket ned i Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, viser, at hele 64 ud af landets 98 kommuner vil stå med en mindre arbejdsstyrke i 2030. 27 af kommunerne kommer til at stå med mindst fem procent færre borgere i alderen 20-65 år. I Lemvig Kommune står det allerværst til: Her står man til at miste 12,5 procent af arbejdsstyrken og det på altså kun 10 år.

Avisen Danmark har talt med borgmestrene i tre af de kommuner, der ifølge Danmarks Statistik og Dansk Erhvervs beregninger står til at miste den største andel af borgere i den arbejdsdygtige alder.

Ingen steder kommer tallene som nogen nyhed. Faktisk er det noget, man har arbejdet med i årevis for at undgå for store konsekvenser.

Det er dog svært at ændre på, at danskerne bliver ældre. Derfor har kommunerne også været nødt til at tænke kreativt.

Tønder Kommune er en af de kommuner, der ser ud til at blive hårdest ramt. I 2030 regner man med, at der vil være 9,4 procent færre borgere i alderen 20-65 år. Næsten hver tiende i den arbejdsdygtige alder forsvinder på under 10 år.

- Der er to elementer i det. Dels den demografiske udvikling i kommunen, og så har vi også en fraflytning, der er større end tilflytningen, siger borgmester Henrik Frandsen (løsg.) og kalder udsigterne "meget bekymrende".

Heldigvis for den lokale situation ligger Tønder Kommune, hvor den gør, grænsende op til Tyskland. Allerede i dag har kommunen nemlig mange tyskere, der pendler dertil for at arbejde. For dem er det danske arbejdsmarked nemlig langt mere attraktivt og med bedre vilkår end det tyske arbejdsmarked. Derfor pendler heller ikke nær så mange den anden vej.

Udenlandsk arbejdskraft er da også et af de allervigtigste værktøjer i flere kommuner, når man skal undgå store konsekvenser af den skrumpende arbejdsstyrke.

Også på Lolland, hvor man står til at miste hele 11 procent af befolkningen i den arbejdsdygtige alder, har man et godt øje til udlændinge, der vil komme for at arbejde. En stor hjælp for kommunen har været at etablere landets første internationale folkeskole, som i høj grad er med til at tiltrække højtuddannede fra udlandet.

- Vi håber selvfølgelig også, at danske familier flytter hertil. Men det er klart, at hvis virksomhederne ikke kan skaffe dem, så henter vi dem ganske enkelt i Europa, siger Holger Schou Rasmussen (S),  borgmester i Lolland Kommune.

I den anden ende af landet står man med samme udfordring. Frederikshavn Kommune spås en nedgang i antallet af 20-65-årige på 8,9 procent i 2030. Også her er udenlandsk arbejdskraft en stor gevinst.

- De bidrager med deres arbejdskraft, deres børn spiller fodbold og håndbold og er en del af foreningslivet og de handler i vores butikker. De er med til at styrke vores lokalsamfund, siger borgmester Birgit S. Hansen (S).

I alt har Frederikshavn Kommune i omegnen af 800 arbejdende østeuropæere - primært i fiskeriet, men også på værfterne rundt omkring i kommunen.

- Vi går ikke og skoser af, at vi har østeuropæere. Vi siger velkommen til - hvad kan kommunen gøre for, at I ikke tager pengene med til Rumænien, men at I bliver her, bosætter jer her, betaler skat her og er en del af vores samfund?

Men i de udfordrede kommuner ved man godt, at udenlandsk arbejdskraft hverken kan eller skal løse hele udfordringen.

I Tønder Kommune har man eksempelvis også selv smidt penge i andre initiativer, og et andet vigtigt område at fokusere på er ifølge borgmester Henrik Frandsen uddannelser. Derfor har byrådet blandt andet investeret millioner i sosu-praktikpladser.

Generelt er unge fraflyttere et problem i yderkommunerne. Når de unge skal tage en uddannelse, rykker de til storbyerne, fordi det er der, mange uddannelser er placeret - og så kommer de ikke altid tilbage til, hvor de kom fra.

Derfor lyder bønnen fra både Tønder og Frederikshavn også til politikerne i Folketinget ganske enslydende.

- Det smukkeste, man kunne gøre for os, var at lade en videregående uddannelsesinstitution sænke sig ned her. Det giver så meget synergi, så ja tak til det, siger Birgit S. Hansen, borgmester i Frederikshavn Kommune.

Andreas Steenberg, politisk ordfører for Radikale Venstre, kalder udfordringen, der står klart i Dansk Erhvervs analyse, for dansk økonomis allerstørste problem.

- Det viser jo, hvorfor der er brug for at få flere mennesker i økonomien. Blandt andet ved at få lavet en skattereform, der fjerner rentefradraget, som jo typisk er til gavn for de mennesker, der har købt bolig i de allerstørste kommuner, og så give det på skattelettelser på arbejde, så vi kan få flere mennesker i økonomien, siger han.

Derudover vil partiet give virksomhederne nemmere adgang til international arbejdskraft.

- I mange af landdistriktskommunerne er det noget, man bruger allerede til at få noget arbejdskraft. I mange kommuner er det jo faktisk udlændinge, der udgør befolkningstilvæksten i nogle aldersgrupper, siger Andreas Steenberg.

I sommer indgik et bredt flertal i Folketinget en aftale om udflytning af videregående uddannelser i Danmark. Men Radikale Venstre stod udenfor aftalen. Ifølge Andreas Steenberg vil partiet gerne være med til at etablere flere ungdoms- og erhvervsuddannelser i yderområderne.

- Men det er jo sådan noget, der koster penge, og det skal man være villig til at prioritere i modsætning til den seneste aftale, siger han.

Ifølge formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl ligger der større udfordringer bag end bare lige adgangen til arbejdskraft i yderområderne.

- I det omfang det skyldes, at flere søger ind til de større byer, viser det jo en udfordring for os som samfund. Så er det ikke kun et spørgsmål om, at man ikke kan skaffe arbejdskraft. Så er det også et spørgsmål om, at vi får en skævhed i vores land, som påvirker alt andet, siger han.

Dansk Folkeparti har i tidligere udspil blandt andet set mod Norge, hvor man afskriver en del af studiegælden, hvis man flytter til en provinskommune efter endt uddannelse.

Kristian Thulesen Dahl kalder det en falliterklæring, når andre peger på at skaffe mere udenlandsk arbejdskraft til provinskommunerne, mens danskerne flytter til de store byer.

Det gør ikke op med skævheden i Danmark, lyder det.

- Hvis vi bare fordoblede antallet af videregående uddannelsespladser udenfor de fire største byer, ville 90 procent af uddannelsespladserne stadig ligge i de store byer. Det illustrerer, at der er meget snak om udflytning af uddannelser, men i praksis sker der ikke ret meget, siger Kristian Thulesen Dahl.

Turisthuse: Lindknud. Bække. Bare navnene! Hvis man er storbymenneske og i øvrigt har fordommene i orden, behøver man ikke andet for at rulle med øjnene og bruge ord som udkant, rådden banan og vorherrebevares.

Men der bor mennesker dér; godt 400 i Lindknud og 1100 i Bække. De hører hjemme i Vejen Kommune og ligger et dusin kilometer nord for E20, sådan cirka på halvdistancen mellem Kolding og Esbjerg. Værre er det heller ikke.

Faktisk er det ikke slemt overhovedet. Der er rart at bo, og beboerne dér har et godt og aktivt landsbyliv, der er værd at vise frem til mennesker udefra, synes de selv. Men der er en slange i paradiset: Tomme, grimme, forladte huse.

Den slags kendes viden om. I Lindknud er tre af dem helt aktuelt blevet godkendt til nedrivning på statens regning.

- De to af dem er færdige, de kan ikke bruges til noget. Men det tredje kunne måske godt anvendes, hvis det blev fikset lidt op, siger Niels Erik Storm Nielsen, der er lokalrådsformand i Lindknud.

Dette synspunkt har fået sin egen aktualitet i forbindelse med den kommende tids finanslovsforhandlinger.

Her har Venstres Anni Matthiesen, der er er valgt til folketinget i nabokommunen Billund, fået et forslag med i sit partis finanslovsudspil. Det går ud på at skyde statslige midler i en renovering af et mindre antal af disse bygninger og i stedet omdanne dem til turisthuse, som det kaldes i forslaget.

- Det er langt fra alle steder, det kan lade sig gøre. Det kræver lokale ildsjæle i for eksempel et lokalråd og økonomisk offervilje hos en lokalbefolkning, siger Anni Matthiesen.

Helt konkret foreslår hun, at staten på årlig basis sætter 15 millioner kroner af til at renovere og møblere nogle af de slidte og forladte huse i stedet for at rive dem ned. Til gengæld skal de lokale så overtage dem ved at købe anparter i dem og drive dem som overnatnings- eller feriesteder for turister.

- Det er samme princip, som man ser i mindre byer, hvor beboerne med anparter opkøber den lokale købmandsbutik for at undgå butiksdød, siger Anni Mathiesen.

I udformningen af det konkrete forslag til finanslovsudspillet beregnes den pågældende sum at række til 10-15 huse om året.

Inde i ørerne på Niels Erik Storm Nielsen i Lindnud lyder det som sød musik, men her hører det med til varedeklarationen af ham, at han er lokalpolitisk engageret for samme parti som Anni Matthiesen.

Det er nu ikke derfor, han bakker hendes ide op, hævder han, men fordi den kan bruges i Lindknud.

- I småbyerne vil vi alle gerne have liv i gaderne og omsætning i de butikker, der er tilbage, også i form af tilrejsende, for eksempel turister. Ingen af os har attraktioner, der kan optage turisterne længe ad gangen, men så kan vi henvise til de andre ting i nabobyerne, siger Niels Erik Storm Nielsen.

I Bække, ikke så langt fra Lindknud, er hans kollega som lokalrådsformand ikke politisk inficeret. Hun hedder Gitte Jakobsen og synes også, ideen har vinger at flyve med.

- Det er supergodt at tænke i muligheder i stedet for at rive ned, siger Gitte Jakobsen, inden hun har fået at vide hvorfra, forslaget kommer.

På grund af mange hærvejsvandrere er der etableret flere shelterpladser i Bække, lige som der også er flere bed and breakfast muligheder.

- Alligevel må mange gå videre, fordi alt er besat, så vi kan sagtens bruge flere overnatningsmuligheder. Vi vil gerne have liv og turisme i byen, og vi har faktisk et par forladte bygninger, som måske kan anvendes, siger Gitte Jakobsen.

Charlotte Hammer, der er turismekoordinator i Vejen Kommune, tror også på ideens levedygtighed.

- Overnattende gæster giver indtjeningsmuligheder, i forretningerne og i nogle af lokalrådene. Det vil især være realistisk i de landsbyer, der i forvejen ligger tæt på turismemæssige fyrtårne, siger hun.

I Landdistrikternes Fællesråd mener formanden Steffen Damsgaard også, at ideen har potentiale, men kun i lokalsamfund med en strategi om, at man gerne vil have gæster og turister til, og at man vil gøre et stykke dagligt praktiske arbejde.

- Ikke alle landsbysamfund har de ressourcer eller den kapacitet, der skal til, men de, der har, tror jeg, vil gribe muligheden, siger han.

Forslagsstilleren Anni Matthiesen sammenligner et sådan turisthus med et sommerhus, her er det bare et byhus i en landsby. Det er tænkt som en imødekommelse af tendensen med mikroturisme med autentiske oplevelser, små lokale attraktioner, lokale mad- og kulturoplevelser.

- Under coronaen har vi set, at mange gerne vil ud på landet, opleve livet dér, besøge bondegårdene, komme ud at klappe køerne, siger Anni Matthiesen.

Dét kræver så også, mener hun, at der i sådan et hus skal være tilgængelige informationer om lokale attraktioner og aktiviteter.

- Desuden kræver det lysten og evnen til at lægge et beløb, så et lokalråd eller en forening kan overtage og drive et forladt hus, siger Anni Matthiesen.

Den ene del af disse forudsætninger kan de sagtens klare, er de enige om i både Lindknud og Bække.

- Vi har nogle gode fortællere, der kan bruge en times tid på lokalhistorien og fortælle, hvad man skal besøge og hvad man skal se, siger Niels Erik Storm Nielsen.

I Bække er der ifølge Gitte Jakobsen i forvejen mange frivillige, der gør en stor indsats.

- Så selve driften af sådan et turisthus, kan jeg ikke forestille mig skulle være problematisk, siger Gitte Jakobsen.

Med den anden del, den finansielle del, ser det lidt tungere ud.

- Man skal som borger have et skarpt blik for de fordele, turister giver én selv, hvis man skal op med de nødvendige beløb i et anpartskøb, siger Niels Erik Storm Nielsen.

- Der skal sælges en del anparter, og det har vi ingen erfaring med. Men ideen er værd at undersøge nærmere, siger Gitte Jakobsen.

Sådan lyder det også på Christiansborg, ikke bare hos Anni Matthiesens traditionelle meningsfæller, men også hos landdistriktsordførerne fra Socialdemokratiet og fra SF. De  bruger begge ordet "spændende" om hendes idé.

- Det er fornuftigt at gøre sig nogle tanker om, hvad man skal rive ned, og hvad man skal bevare. Hvis der er lokale muligheder, er de værd at tage med. Det er i hvert fald noget, vi kan  tale videre om, siger Lennart Damsbo-Andersen (S).

Det synes også Karina Lorentzen fra SF.

- Umiddelbart ville jeg hellere bruge pengene på initiativer, der er mere målrettet tilflytning og bosætning, men jeg afviser bestemt ikke Anni Matthiesens ide. Hun har ret i, at det gælder om at udvikle lokalsamfundene, og her kan turisme være en del af løsningen, siger hun.

Disse udmeldinger sætter næring under de muligheder, som Niels Erik Storm Nielsen i Lindknud ser for sig:

- Vi har brug for gode positive projekter, turisthuse kunne være et af dem. Vi vil gerne engageres og fortælle alle udefrakommende, hvad vi har at byde på, siger han.

Helt jammerligt er det altså ikke i Lindknud. Eller i Bække.

Man ved, at man er middelklasse, når man tænker over at skifte indkøbssted. Men de seneste måneder har jeg forsøgt at finde et bedre supermarked, end der hvor jeg indtil nu har lagt mine rigsdalere. Jeg blev træt af, at der var halvtomt på hylderne, og at man altid havnede i en udsigtsløs kassekø, der førte til en ekspedient på 16, der var blevet ansat samme eftermiddag.

Men når jeg går forbi butikken med demonstrativt stiv nakke, kan jeg notere mig, at andre mennesker stadig shopper derinde med stor fornøjelse. Men jeg kan handle et andet sted.
Så heldige er det jo ikke alle, der er. Når det gælder vores kontakt med myndighederne, er det straks sværere at shoppe rundt. På gode dage griner jeg af, at jeg kan blive så småborgerligt sur, at jeg demonstrativt marcherer til et andet indkøbssted. På de bedre dage tænker jeg på de mennesker, der har haft langt hårdere kampe mod ”systemet”, end jeg har udkæmpet mod Kvicklys tomme hylder.

Mennesker får tvangsfjernet deres børn. Mennesker må kæmpe mod et system, der kræver dem raske, selvom enten deres krop eller sind er kronisk forkrøblede: Ikke som et forsøg på at hjælpe de syge, men for at leve op til kommunens måltal eller fastholde nogle udslidte stakler på den billigste ydelse. Mennesker bliver behandlet horribelt, og de kan ikke bare vælge behandleren fra, som vi i middelklassen kan skifte supermarked. Vi har skubbet de mennesker ud i mistillid.

Vi har skabt systemer, hvor psykisk syge, der selvmedicinerer med stoffer, ikke kan få behandling, før de enten holder op med at være psykisk syge eller holder op med at selvmedicinere. Vi har skabt systemer, hvor vi middelklassemennesker holder udsatte mennesker oppe på ”måltal”, som kun betyder noget for os og vores excel-ark.

Vi har sørget for, at vi selv får sublim behandling i det offentlige, fordi folk, der ligner os, sidder på den anden side af bordet og taler vores sprog, men rynker brynene og indfører sanktioner, hvis Underdanmark hæver stemmen eller ”taler grimt”. Vi har skubbet underklassen ud på et sidespor og forstår ikke, at de reagerer ved at afvise vores system og vores fakta og skabe en fortælling om, at velfærdsstaten ikke vil dem det godt. For det vil den jo ikke. Ikke nær så godt som systemet vil os, der taler sproget bandeordsfrit. Der er grunde til, at de mennesker, som mener, at corona er fup og en sammensværgelse, både afholder demonstrationer mod restriktionerne og mod tvangsfjernelse af børn: De har mistet troen på samfundet, og de prøver at gå længere ned ad gaden til et konkurrerende samfund.

Vi er nødt til at skabe et system, hvor man kan starte forfra. Ikke i et andet supermarked, men med en uvildig sagsbehandler. Det ville garanteret koste en formue, men jeg synes, at alle udsatte burde have et ”Tilbage til start”-kort, hvor de kunne få en helt ny vurdering af deres sag. Af en sagsbehandler, der var DJØF-fri! En sagsbehandler, der havde det sidste ord, uden at kommunens måltal eller systemtænkningen kunne overtrumfe beslutningen. Hver kommune sin Socialombudsmand!

Der er masser af sager, hvor det er helt indlysende, at der skal gribes ind. Systemet gør gode ting. Man må bare vise de mistillidsfulde, at systemet udgøres af mennesker, og at de sagtens kan møde et, som vil dem det bedste, og ikke er den dér kassemedarbejder med ”ny i job”-badget, som forveksler en økologisk agurk med to poser mellemfine ærter, bare fordi begge dele er grønne.