Partihop: Kommunalpolitikere har tradition for at være noget mere troløse over for deres partier end landspolitikerne er. Alligevel ommøblerer  kommunal- og valgforsker Roger Buch rynkerne i pandebrasken en ekstra gang, når talen falder på byrådene i Tønder og i Aarhus.

- Hvert tredje byrådsmedlem i Tønder har skiftet parti siden seneste valg. Jeg kan ikke mindes noget tilsvarende tidligere. Tønder må simpelthen have den danske rekord. Men også det, vi har set i Aarhus er omfattende, siger kommunalforsker Roger Buch, der er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Byrådet i Tønder har 31 medlemmer, men 10 af dem har forladt deres partier siden det seneste kommunalvalg. En enkelt er vendt tilbage, hvormed det samlede antal partihop er på 11.

Aarhus Byråd er af samme størrelse; her har syv medlemmer forladt deres partier.

Eksemplerne føjer sig til adskillige tilfælde af lokalpolitiske partibrud over hele landet. Disse registreres ikke centralt, men tidligere studier viser, at på landsplan forlader 150-160 kommunalpolitikere i løbet af en valgperiode det parti eller den liste, de er valgt ind på.

Ud fra de kendte tilfælde er det Roger Buchs vurdering, at antallet er på samme niveau i indeværende valgperiode.

I Tønder har flere skiftet parti hen over valgperioden, men den helt store partimæssige omkalfatring fandt sted 18. juni sidste år. Kiv og strid i partiet splittede Venstres byrådsgruppe.

Seks venstrefolk med den siddende borgmester, Henrik Frandsen, i spidsen sagde på én gang farvel og tak til partiet, da et flertal her ikke ville gøre ham til spidskandidat til valget i år.

Alle beholdt deres poster og dannede Tønder Listen, som de stiller op på ved det kommende valg.

- Det har skabt dønninger og ballade i byrådet, men en del er alligevel lykkedes, siger Henrik Frandsen.

Han henviser blandt andet til, at sidste år blev Tønder Kommunes budget vedtaget af samtlige 31 byrådsmedlemmer, budgettet i år blev vedtaget af 30.

- Andre mener det modsatte, men jeg synes, det er lykkedes at føre fornuftig politik på trods af balladen. Men med et væsentlig højere støjniveau end sædvanligt, siger Henrik Frandsen.

I Ishøj Kommune skete i øvrigt noget helt tilsvarende som i Tønder. Den socialdemokratiske borgmester, Ole Bjørstorp, blev undsagt af sine egne, brød ud og dannede sin egen liste, som tre andre socialdemokrater også sprang over til.

Ifølge Roger Buch er det i kommunalpolitik, at tilbøjeligheden til at skifte parti er størst, procentuelt cirka dobbelt så stor som i Folketinget.

- Folketingsmedlemmerne er i denne periode ganske vist kommet efter det, da flere end sædvanligt har forladt deres partier. Stadig fører kommunalpolitikerne dog stort, siger Roger Buch.

Det skyldes, mener han, at lokalpolitik baserer sig mindre på ideologi end landspolitik gør.

-  Det er ofte helt konkrete sager, som skaber uenigheder. De vokser gennem valgperioden og ender til sidst med brud. Nogle gange hjælpes det nok på vej af meningsmålinger, der ser ugunstige ud for det parti, man er valgt for, siger Roger Buch.

I Aarhus Kommune vakte det ikke mindst opsigt, da Ango Winther billedligt talt skiftede vennerne ud med fjenderne.

Det skete for et år siden, da han forlod Socialdemokratiet, som i klassisk forstand er arbejderpartiet, til fordel for Konservative, som i samme klassiske forstand er arbejdsgiverpartiet. Det skete efter 45 års medlemskab af Socialdemokratiet, heraf de 27 år som byrådsmedlem.

I flere sager, især kommunale byggesager, oplevede han ifølge eget udsagn at være uenig med sine partifæller. Udmeldelsen faldt kort efter, at han følte sig forbigået ved tildelingen af en  politisk post. I lige netop hans tilfælde spiller ideologiske forhold også ind.

- Jeg har altid tilhørt Socialdemokratiets højrefløj, og i Aarhus synes jeg, partiet har bevæget sig længere og længere ud på venstrefløjen. I mine mange år i byrådet har jeg arbejdet godt sammen med de konservative, som har tradition for at være med i de store aftaler i byrådet. Så for mig var det politiske spring ikke så stort igen, siger Ango Winther.

Han er klar til at indtage sin ottende byrådsperiode og er placeret som nummer seks på de konservatives kandidatliste. Valget i 2017 gav partiet ét mandat.

- Der kan være store politiske omkostninger ved at forlade sit parti. Man risikerer i høj grad at ryge ud ved det næste valg. Analyser viser, at chancen for genvalg halveres, hvis man bryder med sit parti. Så det er ikke en gratis omgang, siger Roger Buch.

Partihoppere kritiseres ofte for at have ladet sig vælge på falsk grundlag. Et krav om, at de bør overlade mandaterne til partiets suppleanter, fremføres ofte.

Dét er dybest set en udemokratisk kritik ud fra grundlovens målestok, mener Roger Buch.

- Alene ordet "partihoppere"  - nogle bruger sågar udtrykket"politiske afhoppere" - har en lidt negativ klang, men er blevet et gængs udtryk. Dermed er opstået en almengyldig sandhed om, at det er problematisk at skifte parti. Det er pudsigt, for det udspringer af vores grundlov, at folketingsmedlemmer skal følge deres egne overbevisninger. Det gælder selvsagt også i det lokale demokrati, siger Roger Buch.

Med andre ord er det politikerne, der ejer mandaterne og kan gøre med dem, hvad de vil. Det er ikke nogen andre -  foreninger, organisationer eller partier - der er mandatejerne.

- Sådan er det opbygget i alle demokratiske lande, så mon dog det er en fejl? Det vil skabe et helt andet demokrati, hvis andre end de valgte personer bestemmer over mandaterne,  siger Roger Buch og opridser en række dilemmalignende spørgsmål, hvis ikke det skal være sådan:

- Hvem skal så bestemme,  hvis vælgernes stemme ikke gælder mere?

- Er det partiet, bestyrelsen, byrådsgruppen?

- Hvad nu hvis der kun er to i en byrådsgruppe, skal det så være overladt til den sidste?

- Eller hvis det kun er én, som så er den, der melder sig ud? Hvem bestemmer så?

- Skal en lille partiforening, de få ude bagved, kunne bestemme over den mandatfordeling, vælgerne har lavet?

Disse problemer kan ikke elimineres med en model, der helt forbyder folk at skifte parti i en valgperiode, for det ville være umuligt at håndhæve, mener Roger Buch.

- Man kan jo samarbejde fuldt ud, mødes med og stemme som det parti, man ellers ville skifte til, siger Roger Buch.

Han minder i den forbindelse om, at hele vores demokratiske og politiske struktur langt hen ad vejen hviler på en udvikling med partibrud som en væsentlig energikilde.

- Partibrud skaber en ny politisk dynamik og udvikling. Hvis man ser det i det helt store perspektiv, er partierne Radikale Venstre, SF, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Alternativet, De Frie Grønne og senest Moderaterne resultatet af, at nogle har brudt med gamle partier. Det er over halvdelen af Folketingets partier.

Trods politisk tumult og lavere chancer for genvalg hos partihopperne ser han også den dynamik og udvikling i det kommunalpolitiske.

Om det i tilfældet Tønder Kommune overgår partihoppernes nedsatte chance for genvalg, er ifølge Roger Buch ikke umuligt. Hvad dét angår lyder Henrik Frandsen i Tønder lidt som en fodboldtræner, der har været på kursus og lært at sige, at så længe bolden er rund, kan alt ske:

- Jeg går efter at blive borgmester igen. Jeg har en god fornemmelse, men intet er sikkert, for der kan ske så meget.

Det sidste har han ret i. Han beviste det selv 18. juni sidste år.

Det er et usædvanligt portræt, som pryder bogen "Monark og menneske". Billedet er taget af pressefotograf Jan Grarup med et såkaldt wet-platekamera fra 1896 og derfor selvfølgelig ikke i farver. Det er ved første øjekast et hårdt og upyntet portræt af dronning Margrethe - af en stærk monark. Men sekundet efter fanges man af hendes øjne og et følsomt blik.

Der er skrevet mange bøger om dronning Margrethe, men i ånden af sit forsidebillede giver "Monark og menneske" nye blikke på hende. Nye nuancer og facetter af både monarken og mennesket.

Bogens forfatter, journalist og kommentator Thomas Larsen, har villet vise, hvilket "stof" hun er gjort af, i anledning af at hun har regeret i snart 50 år.

- Svimlende 50 år. Et halvt århundrede. Tænk lige over, hvor meget der sker i samfundet og i et menneskes liv i løbet af 50 år. Der er praktisk talt ingen andre, der har haft en så tung og byrdefuld funktion som hende og samtidig haft så stor succes med det, siger Thomas Larsen, der med egne ord har stor respekt for dronningen.

- Det er svært at finde et andet menneske, der er stærk på så mange felter som dronningen. Hun er en intellektuel kapacitet - meget skarp i hovedet - og har bevaret sin nysgerrighed. Det har gjort hende til et meget klogt menneske.

"Monark og menneske" består af interviews med dronningens livsvidner i form af samarbejdspartnere og nærmeste. Bogen zoomer ind på hendes viden og passion for historie, arkæologi, kunst, kultur og gudstro - de interviewede fagfolk ser hende ofte som en ligemand udi deres fag. Den fokuserer på hendes centrale arbejdsopgaver, der er interviews med næste generation af regenter, som hun inspirerer og rådgiver - blandt andre kronprinsesse Victoria af Sverige - og to af dronningens nærmeste veninder, Birgitta og Marianne, bringer os for første gang tættere på mennesket bag titlen. Fælles for dem alle er, at de både respekterer og holder af dronningen. Det gælder også færing og kunstner Tróndur Patursson, som ellers er modstander af kongehuset.

- Selv republikanere kan ikke lade være med at respektere hende, konstaterer Thomas Larsen.

Det var en kvinde i sorg og sort, der på en kold vinterdag i 1972 trådte ud på balkonen på Christiansborg Slotsplads for at overtage opgaven efter sin far. Og opgaven var ikke ligetil, for da dronningen blev dronning, var tiden til opgør med autoriteter.

- Det var et sårbart udgangspunkt og gør hendes præstation endnu større. For i dag kan folk dårligt forestille sig, at vi ikke har kongehuset. Hun har i alle årene haft en stor pligtfølelse og også haft styrken, vedholdenheden og selvdisciplinen. Hun er også fulgt med tiden og har formået at være et anker for befolkningen, siger Thomas Larsen.

Det var dronning Ingrid, der i sin tid med få ord forklarede, hvad der skal til:

”Hemmeligheden ved monarkiets bevarelse og popularitet vil altid være personen. Mennesket."

Og det er dronningen et bevis på.

- De fleste danskere er jo i udgangspunktet imod, at privilegier skal gå i arv, men så længe dronningen gør det så godt, står de bag kongehuset. Det hele hviler på respekt, veneration og kærlighed. Kongehuset er af samme grund et mere skrøbeligt hus, end de fleste er klar over. Det holder kun så holder så længe, folket synes om regenten, siger Thomas Larsen.

Dronning Margrethe har to kerneopgaver. Hun skal repræsentere Danmark udadtil  i den store verden, og herhjemme skal hun forene landet, "binde tingene sammen", i et samspil med det politiske system. Efter 50 års indsats kan ingen tvivle på, at hun er lykkedes. Til gengæld har vi undervurderet eller er uvidende om, hvor svært det var for hende at skulle arve tronen, mener Thomas Larsen.

I bogen kan man læse om noget af det pres og den sårbarhed, dronningen følte i de unge år. Om vejen til at komme overens med sin skæbne og "levere varen". Herunder at finde en mand.

- Prins Henrik blev hendes livs kærlighed, og han fik en kæmpe betydning for hende og var en stor hjælp. De havde et rigt samliv. Hun stod også bag ham i hans sidste svære tid, da han led af demens. Alle, der har været pårørende til en dement, ved hvor hårdt det slider og kender til det vanvittige pres, man bliver udsat for. Det skulle dronningen også igennem - samtidig med at hele befolkningen fulgte med, erindrer Thomas Larsen.

Trods tabet af sin mand viser dronningen i dag mere glæde end nogensinde, mener han.

- For hun er i en lykkelig situation. I dag tænker hun tilbage på de mange lykkelige år, de havde sammen. Hun befinder sig i det hele taget i en god situation i dag. Befolkningen holder af hende, hun er lykkedes med sin mission, og hun er rolig ved, at næste generation er klar. Havde hun ikke haft næste generation godt på plads, havde hun fejlet, siger Thomas Larsen.

Det betyder dog ikke, at kronprins Frederik snart bliver konge. Thomas Larsen forudser, at dronningen bliver på sin trone, til hun dør, men ikke fordi hun klamrer sig til den eller vil blokere vejen for sin søn.

- Man skal i stedet forstå, at dronningen er dronning. Hun har en livsopgave, som først slutter med døden. Hun har imidlertid også fortalt, at hun håber, at gode folk vil sige det til hende, hvis hun på grund af svær sygdom ikke længere vil være i stand til at varetage sin opgave, fortæller Thomas Larsen.

Da han i sin tid interviewede dronningen til en anden bog, "De dybeste rødder: Dronningen fortæller om Danmark og danskerne", vidste hun aldrig på forhånd, hvad de skulle tale om.

- Det kunne være vikingetiden, de store krige, alt muligt, men det var ikke noget problem, for dronningen ved alt om vores lands historie og har en ekstraordinært god hukommelse.

- Hun er en nørd. Det siger hun også selv, fortæller Thomas Lar-sen.

Og nørderiet omfatter næsten alle dronningens interesseområder. Thomas Larsen kalder "historietimerne" for den bedste historieundervisning om Danmark, han nogensinde har fået, for ikke nok med, at hun kan danmarkshistorien i detaljer - hun har også tænkt over, hvad der har formet os som land og folk.

- Få kender landet og danskerne så godt, som hun gør.  Det er også derfor, at så mange vil høre hendes årlige nytårstale. Det er ikke, fordi hun stryger os med hårene. Hun kan også være skrap. Da indvandringen begyndte, fik vi øretæver for ikke at tage ordentligt imod de fremmede. Men senere har hun også flere gange givet indvandrere et vink med en vognstang om, at de skal gøre mere for at forstå og acceptere spillereglerne i det danske samfund.

- Hun var chokeret, vred og forbitret efter terrorangrebet på den jødiske synagoge i København og trak en linje til krigens tid.  I det hele taget langer hun ud efter grupper af modborgerskab, siger Thomas Larsen.

Når hun har sagt noget, får det også lov at stå. I modsætning til de fleste af os trækker hun aldrig det tilbage, hun én gang har sagt.

Blandt bogens overraskelser er venindernes historier - særligt om den unge og skrøbelige prinsesse, der var lidt fysisk klodset, og som kunne lide at lave sjov. Og for en almindelig småstresset dansker er det ligefrem opbyggeligt at læse om, hvor vigtigt det er at holde fast i sine frirum - for dronningens vedkommende den kunstneriske side.

- Hun har bevaret legebarnet. For hende er det at arbejde med sin kunst næsten lige så vigtigt som at trække vejret, siger Thomas Larsen.

Han synes, det mest overraskende i arbejdet med bogen har været samtalerne med næste generation af regenter, der har fortalt, at de ser hende som forbillede og også søger hendes råd. For dronningen har vist dem en vej for det moderne monarki.

Derfor skruer vi tiden tilbage til den kolde vinterdag i 1972. Foran en stor forsamling af mennesker. Prinsesse Margrethe træder ud på balkonen og siger følgende:

Den kærlighed og den trofasthed, som det danske folk har vist min far, blev selve grundlaget for hans kongegerning. Måtte den tillid, der vistes min far, også blive mig til del. Det beder jeg om. Det er den støtte, som vil gøre mig det muligt at udføre mit hverv som Danmarks dronning. Det skal være mit livs mål og deri vil jeg lægge al min flid og al min kraft. Så hjælpe mig Gud. Guds hjælp, folkets kærlighed, Danmarks styrke. 

Da hun går ind igen, er hun Hendes Majestæt Dronningen.

15. januar er det 50 år siden.

På Avisen Danmark.dk kan du læse et uddrag af kapitlet med dronningens nære veninde Birgitta Hillingsø. Det handler bl.a. om bekymringer, kriser og humor.

Svar hurtigt: Hvordan er klimabelastningen på koldrøget laks sammenlignet med ost, leverpostej, kyllingebryst, færdiglavet hummus og en klase bananer?

Det er ikke nemt at rangordne de mest populære fødevarer. Det viser i hvert fald en undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk blandt 1607 forbrugere. Tre ud af fire har svært ved at gennemskue, hvilket klimaaftryk fødevarerne har.

Løsningen er endnu et mærke, der skal pryde vores fødevarer i køledisken. Det kan så stå ved siden af Ø-mærket, Nøglehulsmærket, Fairtrade-mærket og alle de andre. Forbrugerrådet Tænk ønsker et ekstra mærke, og fødevareminister Rasmus Prehn (S) er åbenbart på vej med en løsning.

Tidshorisonten er noget uklar, for det er svært at sætte to streger under madens klimaaftryk. Derfor ender det stensikkert i et rivegilde mellem fødevareindustrien, forbrugerorganisationer og politikere, inden man kan præsentere et statsligt autoriseret klimamærke, der reelt gør forbrugerne klogere.

Lige nu famler virksomhederne med deres egne mærker, der skal hjælpe forbrugerne på vej. Og det sker med varierende held. I sidste uge måtte slagterigiganten Danish Crown trække sit højtprofilerede mærke, ”klimakontrolleret gris”, væk fra bakkerne med koteletter og flæskesteg.

Supermarkederne ville ganske enkelt ikke se mærkerne på kødbakkerne fra Danish Crown, efter at Greenpeace havde anmeldt klimamærket til Forbrugerombudsmanden. Påstanden er, at slagteriet ikke kan dokumentere et mindsket klimaaftryk, og at ordningen består af frivillige, uforpligtende målsætninger ude hos landmændene.

Det hjalp heller ikke på stemningen ved køledisken, at organisationer som Klimabevægelsen i Danmark, Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Vegetarisk Forening stævnede Danish Crown for vildledende markedsføring.

Den sag vil nu trække ud - måske i årevis - imens landmændene forsøger at følge Danish Crowns strategi for at nedbringe klimabelastningen fra kødproduktionen.

- Vi mener, at der mangler en fælles standard for, hvordan vi kan tale om klima og kød, siger Astrid Gade Nielsen, kommunikationsdirektør i Danish Crown, til Finans.dk.

En anden aktuel sag viser, at det er svært at navigere i den voldsomme opmærksomhed, som i øjeblikket rettes mod vores fødevarer. Se blot de danske virksomheder, der lige nu hænges til tørre af WWF Verdensnaturfonden, fordi de slet ikke gør nok for at beskytte verdens regnskove, når de indkøber palmeolie.

Danske virksomheder importerer hvert år 250.000 ton palmeolie, især fra Indonesien og Malaysia, og det er ikke i sig selv en forbrydelse. Men det bliver det, hvis oliepalmerne er plantet efter afbrænding og rydning af regnskove, for det er ikke svært at købe certificeret bæredygtig palmeolie på verdensmarkedet.

En af bundskraberne i WWF’s internationale undersøgelser er danske Salling Group, der står bag Bilka, Føtex og Netto. Virksomheden skriver fyldigt om sine politikker for bæredygtig palmeolie på sin hjemmeside, men der mangler åbenbart handling bag ordene.

Salling Group må i sit tilbagetog anerkende, at man ikke har været tydelig nok i sine krav til underleverandørerne.

- Vi har haft en god dialog med WWF, og de har tilbudt at guide os, så det vil vi selvfølgelig tage imod, siger Carina Jensen, kvalitetschef hos Salling Group, til Børsen.

Men fører det nogen vegne med alle de knubbede ord og turen på skafottet for virksomheder, der bliver afsløret i at hoppe over, hvor gærdet er lavest?

Javist, se blot på mejerikæmpen Arla, der nu er klassens duks og får masser af roser med på vejen fra WWF. Arla har åbenbart helt styr på leverandørerne af palmeolie til blandt andet pizzatopping.

En mulig forklaring er, at den landmandsejede virksomhed tilbage i 2014 var skurken i en kampagne fra Greenpeace, der dengang var chokeret over Arlas afslappede holdning til regnskovsrydning i Indonesien.

Hvordan alle de nuancer kommer med i et lille klimamærke på din aftensmad, ja, det bliver nu Rasmus Prehns hovedpine.

Husker du Arno Holmsted Kruse? Det gør du næppe, medmindre du bor på Langeland, hvor han er medlem af kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet. Men ved kommunalvalget for fire år siden fik socialdemokraten en del opmærksomhed. Endda ganske uforvarende.

”Her er de tre kandidater, der er mest enige med dig”, stod der på skærmen, når borgerne i Langeland Kommune havde taget Jysk Fynske Mediers kandidattest. Men alle deltagerne var den pågældende aften altid mest enige med Arno Kruse. Ligegyldigt hvor de satte krydserne i de 13 spørgsmål, som da udgjorde kandidattesten, så poppede Arno Kruse op som kandidaten, der lå tættest på besvarelsen.

Den tekniske fejl blev hurtigt rettet, så mangfoldigheden på Langeland kom tættere på virkeligheden.

Kandidattest er uhyre populære, og derfor er det naturligvis meget vigtigt, at teknikken bag ikke fejler. Men kandidattest er også en af de mange ting, som kandidater til politiske valg husker at prioritere. Især fordi det er en unik måde for ukendte kandidater at bringe sig selv i spil til at modtage den vigtige personlige stemme.

Valgkampe - både til Folketinget, byrådet og regionsrådet - har tendens til at fokusere på de kendte politikernavne: partiformænd, borgmesteren, spidskandidaterne og så videre. Mens de, der er længere nede på listen, ikke får meget taletid i medierne og måske heller ikke inviteres til mange vælgermøder. Her er kandidattesten deres mulighed for at overbevise vælgeren om, at de skal have hans eller hendes stemme.

Og kandidattest virker. I en schweizisk undersøgelse svarede 15 procent af vælgerne, at de direkte havde stemt på den kandidat, som kandidattesten anbefalede, mens en hollandsk undersøgelse har vist, at tre-ni procent af partiernes vælgere i høj grad havde stemt på partiet på grund af et resultat i en kandidattest. Kandidattest flytter altså stemmer.

- Det er ofte de unge, som skal stemme for første gang, og unge, der er mere tvivlende over for deres partivalg. De er søgende og bruger testene for at få en indikation på, hvad de skal stemme, forklarede professor og valgforsker ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen til Dr.dk ved kommunalvalget i 2013.

Her endte DR’s kandidattest med at blive brugt 2,5 millioner gange. Ved folketingsvalget i 2011 viste undersøgelser, at cirka 30 procent af vælgerne havde taget en kandidattest.

Lørdag klokken 12 må de mange tusinde kandidater til kommunal- og regionsrådsvalget hænge valgplakater op på gader og stræder. Når friske og friserede ansigter kommer op i lygtepælene, får valgkampsstemningen et nøk opad. Ikke mindst når det gælder kommunalvalget, fordi de landsdækkende medier har så svært ved at dække dem.

Der er ingen store tv-debatter, og dykker en nyhedsudsendelse ned i en enkelt kommune, er det svært at gøre dens udfordringer relevant for indbyggerne i de 97 andre. Her har kandidattesten også en vigtig opgave: Den sørger for, at vi bliver mindet om, at der snart er et valg, og vi skal tage stilling til, om vi ønsker at bruge vores demokratiske ret til at stemme - eller om vi vælger at blive hjemme.

Analyser viser, at brugerne af kandidattest bruger dem til at søge ny information om de enkelte partier og kandidater. Kandidattestene gør os simpelthen mere interesserede i politik.

Som forskningen viser, har kandidattest en positiv betydning for vælgerne og valgdeltagelsen. Men der er naturligvis faldgruber, man bør være som opmærksom på: Kan testene manipuleres? Simplificerer kandidattest komplekse, politiske spørgsmål? Og fokuserer testene for meget på fremtiden - og for lidt på de politiske resultater, der er opnået i valgperioden?

I Danmark har vi ved vores valg i mere end 10 år haft kandidattest. De er kommet for at blive. Medier går sammen på kryds og tværs for hele tiden at gøre testene så gode, aktuelle og relevante som overhovedet muligt. Husk på: Det er kun en test. Den er kun vejledende.

Hvordan gik det så med Arno Holmsted Kruse? Støvsugede han Langeland for stemmer ved det seneste kommunalvalg på grund af den kortvarige tekniske fejl i kandidattesten? Han fik skam det tredje og sidste mandat hos Socialdemokratiet med 145 personlige stemmer - og han genopstiller 16. november.

Jysk Fynske Mediers valgtest kan du blandt andet finde på Avisendanmark.dk/kommunalvalg - der findes én for hver kommune. Her kan du også læse om, hvordan testen er lavet