Finanslov: Bøger, lærere, skoletavler, klasseværelser, undervisning, lektier - ufff, hrmfff, føj. Den slags er aldrig rigtigt slået an hos Anders Paulsen.

- Jeg har altid kun set bøger som noget, der er velegnet til at tænde op med i et bål med, siger han.

Han er 19 år, bor på Læsø og er en af dem, der godt kunne være disponeret for at lande blandt de tusinder af unge, der dribler uden om både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er dem, regeringen har udtalte ambitioner om at få omfavnet.

Dér er han dog ikke havnet, og han kan sætte navn på årsagen: Georg Stage, verdens ældste skoleskib.

- 20 ugers på togt på Georg Stage ændrede alt for mig, siger Anders Paulsen.

Han var egentlig i gang som tømrerlærling i Rødovre, men så gik firmaet ned. Grundskoleforløbet på en erhvervsskole var noget jammerværk, syntes han, så lærdommens og uddannelsens veje var ikke værd at betræde yderligere.

- Så kom min mormor og viste mig nogle pjecer om Georg Stage. Jeg har altid elsket havet, så jeg tænkte: ja, hvorfor ikke prøve det?

Sådan er der så mange, der har tænkt, så umiddelbart er det ikke noget særligt. Det er det bare alligevel, især lige i denne tid, da regeringens finanslovsforslag er til forhandling

Her lægges op til, at kun halvt så mange som nu får mulighed for at påmønstre Georg Stage - og Skoleskibet Danmark - og dér få en grunduddannelse til et liv i søfart. I øvrigt med øjeblikkelig stormende succes hvad angår efterfølgende beskæftigelse.

Georg Stage er en selvejende uddannelsesinstitution, hvor al undervisning foregår til havs. På Skoleskibet Danmark, som er statsejet, foregår cirka en tredjedel af undervisningstiden på land. I år har de optaget henholdsvis 126 og 80 unge.

Anders Paulsen blev optaget på sit forløb på Georg Stage for et år siden. Det gjorde ham til ubefaren skibsassistent - tidligere kendt som letmatros. Straks efter fik han hyre hos rederiet Esvagt.

- Det er et vildt godt og spændende job, siger han.

Esvagt har en flåde på 44 skibe, der dels har sejlende vagtfunktioner for boreplatforme i Nordsøen, dels sejler mandskab til og fra havvindmøller.

Men her stopper det ikke for Anders Paulsen. Han vil videreuddanne sig.

- Jeg drømmer om en dag at blive kaptajn, måske på et cruiseskib, der sejler mange mennesker rundt fra det ene spændende sted til det andet, siger han.

De tre seneste tre år har uddannelsen omfattet to planlagte uddannelsesforløb om året - som resultat af politiske finanslovsforhandlinger. Sådan en forhandlingsomgang er nødvendig igen, hvis ikke de skal vende tilbage til ét årligt togt, som det var før 2019.

Det er noget juks, helt umuligt at planlægge efter og i strid med alt det, man siger, man vil med de tusinder af unge, der ikke passer ind i de traditionelle kasser. Med danske farvande og havne som primært togtområde, opfylder skoleskibene i øvrigt også alle ambitioner om at rykke uddannelserne ud i alle dele af landet.

Sådan lyder det fra en politisk ellers ret usædvanlig alliance mellem Enhedslisten, Venstre og Danske Rederier, herunder også rederiet Esvagt.

De to partier er enige om at bære sagen ind på det aktuelle forhandlingsbord. De ønsker, at de to årlige togter bør sikres med en permanent bevilling, så disse unges fremtid ikke skal være genstand for konstant usikkerhed og afhænge af årligt tilbagevendende forhandlinger.

Den årlige statslige ekstraudgift ved at gøre ordningen permanent vil være på omkring 20 millioner kroner fordelt på de to skoleskibe, påpeger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.

- Det er helt tudetosset at spare de håndører, som det er i en finanslov på mange, mange milliarder kroner, siger han.

Venstres søfartsordfører, Thomas Danielsen, hæfter sig ved resultatet af skoleskibsuddannelserne:

- Deres succesrate er så stor, at man tror, det er løgn. Man kan diskutere, om der skal sikres bevillinger i al evighed, men i hvert fald flerårige bevillinger er yderst rimelige, så de ved, hvad de har at rette sig efter i en længere periode, siger han.

Den succesrate er Anders Paulsen et godt udtryk for, mener Henning Hyllested og peger som Thomas Danielsen på beskæftigelsesmulighederne for de unge søfarende fra skoleskibene:

-  De bliver jo flået ned af landgangen og bliver tilbudt arbejde, så snart de kommer hjem fra togterne, siger han.

Det har han ret i, bekræfter HR-chef i rederiet Esvagt Nick Ørskov.

- Håbløst, lyder hans kontante vurdering af den risikable udsigt i regeringens finanslovsudspil.

- Og så har jeg udtrykt mig meget diplomatisk, siger han.

Rederiet, der har over 1000 medarbejdere, har brug for flere, end skoleskibene kan levere, fortæller han. Af den grund har det lige nu ansat 50 unge fra Polen.

- Dem er der ikke noget i vejen med, men som dansk rederi deltager vi gerne i uddannelse af unge danskere. For os er det en gåde at gå ned i ét årligt togt, når der i stedet er behov for at gå op i tre. Men hvis ambitionen er at flytte arbejdet til udlandet, er det den rigtige måde, siger Nick Ørskov.

Ifølge Georg Stages direktør, Asser Amdisen,  er det 99 procent af besætningen, der kommer i arbejde efter uddannelsestogterne. Han afviser privat finansiering af uddannelsen som alternativ til en tilpas stor og permanent finanslovsbevilling.

- Hvis vi skal halvere antallet af de unge, der kan komme med, vil det være et voldsomt brud med velfærdsstatens principper, for det er en mærkelig tanke, at fordi man sejler på skibe, skal private betale. Georg Stage er ikke et udstillingsskib eller et museumsskib, det er et uddannelsesskib, siger Asser Amdisen.

Direktør i interesseorganisationen Danske Rederier Anne H. Steffensen afviser tilsvarende, at branchen bare selv kan hælde de nødvendige ekstra millioner i kassen.

- Der er intet argument for, at driften af netop denne uddannelse - i modsætning til alle andre uddannelser - skal privatfinansieres. I forvejen er mange og store private donationer med til at sikre vedligeholdelsen af de gamle skibe. Men det er noget helt andet og ikke en finansiering af selve uddannelsesdriften, som er det, vi taler om i finanslovssammenhæng, siger Anne H. Steffensen.

Tværtimod, mener hun, giver skoleskibene langt mere igen end størrelsen på finansieringen:

- I vores meget strømlinede uddannelsessystem er der nogen, der har brug for en lille omvej, før de beslutter sig for, hvordan de skal uddanne sig eller arbejde. Her er skoleskibene en klar samfundsgevinst, siger hun.

Anders Paulsen har næppe nogensinde tænkt sig selv som et anliggende for en finanslov. Det gjorde han heller ikke den dag i foråret sidste år, da han påmønstrede Georg Stage. Men han husker tydeligt dagen og griner lidt ved sig selv, når han tænker på den.

- De stak mig en hel masse bøger. Shit, det bliver en lang tur, tænkte jeg.

- Men her var det noget andet. Først forklarede lærerne tingene, og man rodede selv med det i praksis, og så brugte jeg bøgerne til at underbygge det, jeg lærte. Det afgørende var ikke, hvor meget man læste, men hvad man forstod. Det var en helt ny oplevelse for mig - jeg blev grebet af undervisning, siger Anders Paulsen.

Alt i alt kipper han med flaget for togtet med Georg Stage og siger ship ohøj til fremtiden på de syv verdenshave:

- Det lyder måske som noget mærkeligt noget at sige, men jeg føler, at jeg siden den dag, jeg gik om bord på Georg Stage, har haft succes i livet.

Aldrig tidligere har en dansk virksomhed været i nærheden af at tjene over 100 milliarder kroner på et år. Men milepælen ser ud til at blive nået i 2021 af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk.

Det står fast, efter at selskabet i sidste uge opjusterede forventningerne til årets resultat for tredje gang. Mærsk var for få år siden en underskudsforretning og har selv ikke i de bedste år ligget i nærheden af det overskud, som tegner sig i år.

- A.P. Møller-Mærsk sprænger altså den danske rekord for resultat efter skat, og der går formentlig mange år, før vi igen kan snakke om, at et dansk selskab tjener et 12-cifret beløb på ét enkelt år, konstaterer Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen i en aktiekommentar.

Han forklarer, at opturen stort set kan forklares med fragtraternes himmelflugt, altså prisen for at få sejlet en container med et af Mærsks lyseblå skibe. Der er kaos i den globale forsyningskæde af en stribe årsager. Høj efterspørgsel kombineret med mangel på kapacitet og arbejdskraft, blokaden i Suez-kanalen i foråret og coronanedlukninger af store kinesiske havne er blot nogle af komponenterne, der forgylder Mærsk-aktionærerne i år.

Men som altid er der nogle, der skal betale regningen. I dette tilfælde er det virksomheder, der er afhængige af at transportere gods på verdenshavene, og de er forståeligt nok utilfredse med det nye niveau for fragtrater.

Juliana Drivhuse har sin fabrik i Odense, men fragter glas - som af gode grunde er en uundværlig komponent i et drivhus - fra Kina. I et usædvanlig bramfrit læserbrev i Børsen påpeger Juliana-direktør Nikolaj Stærmose, at ”de store containerrederier fylder deres skatkamre i en uhørt grad”, og prisstigningerne rammer direkte hans drivhuse. Alene i år bruger han 14 millioner kroner mere på søfragt end normalt.

"Til vores billigste drivhus på 10 kvadratmeter kan der være 83 sæt glas i én container. Det er en merpris pr. drivhus på ca. 1000 kroner eller 20 procent for den private forbruger. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at fragtprisen nu overstiger værdien af det glas, der er i containeren", skrev Nikolaj Stærmose.

Masser af virksomheder deler Nikolaj Stærmoses oplevelse. Ikke alene er fragten dyr. Skibene er også forsinkede, fordi der er trængsel i verdens største containerhavne. Derfor arbejder virksomhederne på at blive mindre afhængige af leverancer fra - især - Fjernøsten. Det er slet ikke slut med at handle med Kina, men det er fornuftigt at have flere heste at spille på, lyder logikken.

Og det er især godt nyt for underleverandører i Europa, der pludselig har fået et stærkt kort på hånden - nemlig nærhed til markedet - efter en svær tid med stadigt hårdere konkurrence fra lande, der både er skarpe på prisen og kvaliteten.

Men Mærsk har ingen problemer. Torsdag steg kursen på Mærsks B-aktie 2,3 procent på børsen, og har man købt en aktie for et år siden, er investeringen mere end fordoblet siden da.

Mærsk har i øvrigt aldrig besvaret læserbrevet fra Nikolaj Stærmose i Odense, som derfor får det sidste ord:

"Det er jo ikke uetisk at tjene penge, og heller ikke at tjene mange penge, men man bør vel passe på ikke at blive grådig", advarede direktøren.

Tyskland: Klokken er 20.15, og mørket har sænket sig over Tysklands fattigste by, Gelsenkirchen. Jeg sidder på en overoplyst café med galopperende techno-musik i højttalerne. For at nasse internet. Udenfor fanger min telefonen intet signal i miles omkreds, og jeg kan ikke få fat på min Airbnb-vært. Jeg ved altså ikke, om jeg har et sted at sove i nat.

Det er den barske analoge virkelighed. Og det er den verden, store dele af vores naboland mod syd lever i. Hvor vi i Danmark for længst er blevet vant til at have ubegrænset internet overalt, at kunne registrere vores nye bil med et par klik eller have al borgerservice online, befinder Tyskland sig et sted, hvor ordet edb virker mere retvisende end it.

I disciplinen “online-serviceydelser til borgerne” dumper Europas mest folkerige nation ind på 21. pladsen ud af 27 EU-lande i en nylig rapport. Sådan har det været i en del år, uden at tyskerne for alvor har ligget søvnløse over det. Angela Merkel - landets kansler igennem 16 år - udtalte i 2014, at “internettet var ukendt territorium for hende".

Men så kom corona. Og da eleverne på nogle skoler fik afleveret daglige hjemmeopgaver ud gennem vinduerne, ministerieansatte blev sendt hjem uden bærbare arbejdscomputere, og myndighedernes smittetal blev indberettet via faxmaskiner, åbenbarede det sig for alle, hvor meget Tyskland trænger til en opdatering.

Digitalisering er derfor et centralt tema i den verserende tyske valgkamp.

Men hvorfor er Europas største og verdens fjerdestørste økonomi så dårligt kørende digitalt? På vej til Gelsenkirchen stiller jeg det spørgsmål til professor Gerhard Hammerschmid, centerleder på Berlin-universitetet Hertie School’s Centre of Digital Governance. Og telefonsamtalen starter med en beklagelse: Jeg er er forsinket, fordi jeg ikke kan finde mobildækning.

- Velkommen til Tyskland, siger Hammerschmid og griner.

Universitetsprofessoren har flere forklaringer på, hvorfor Tyskland halter bagefter. Den første handler om det tyske bureaukrati. Der er 16 delstater og 12.000 kommuner i Forbundsrepublikken. Infrastruktur kan ikke bare implementeres fra centralt hold i Berlin.

- Vores regering har været stabilt kørende i en del år, men når det kommer til innovation og internet, er den meget traditionelt tænkende. Og det hænger måske sammen med, at embedsværket hovedsagligt består af jurauddannede, siger Hammerschmid.

Den anden forklaring, man tit hører i den offentlige debat i Tyskland, handler om datasikkerhed. Hvor vi i Danmark betror myndighederne vores allermest personfølsomme informationer uden at blinke, hersker der blandt tyskerne en helt anden skepsis.

- Bekymringen har rødder helt tilbage i nazitiden i 1940’erne, da Tyskland oplevede, at det kan være farligt, hvis magthaverne ved for meget om én. Det er på en eller anden måde blevet nedarvet kulturelt i de kommende generationer, siger Hammerschmid.

Det gør, at it-sikkerheden ofte er så overdreven, at det smadrer funktionaliteten. For eksempel var tyskernes bud på Nem-ID for et par år siden et personligt kort, der krævede en tilkøbt kortlæser, der skulle tilsluttes en computer. Og den selv skulle man i øvrigt selv erhverve for 50 euro.

Måske er det derfor, forklarer Hammerschmid, at 40 procent af de 5000 tyskere som Centre for Digital Governanvce spurgte i en undersøgelse sidste år, svarede, at de stadig foretrak fysiske møder med myndighederne og brevpapirskorrespondance.

Seks timer efter interviewet med eksperten, om aftenen i Gelsenkirchen, fortsætter mine analoge problemer. Det er efterhånden blevet så sent, at jeg må skyde en hvid pil efter min komfortable Airbnb-lejlighed. I stedet står Hotel Dubrovnik i hjertet af byen og ligner det indtørrede pølsehorn fra 7-Eleven, som man tager om natten, hvis der ikke er andet.

Røde tæpper på gulvet, tunge lysekroner i loftet, en indgroet lugt at røg og en lille, gammel mand, som ryster vredt på hovedet, da jeg vifter med mit plastic-kreditkort. Jeg må ud i byens mulm og mørke og finde en hæveautomat.

Indrømmet: Det er first world problem, jeg oplever. Men for mange tyskere er det hverdagsproblemer, der koster tid og kræfter.

38-årige Mayram Badakhshan ser dagligt bølgen af støj vokse i sit klasselokale, når teknikken ikke dur. På hendes skole i Ludwigshafen - en by i den vesttyske delstat Rheinland-Pfalz - har bestyrelsen investeret i dyre smartboards til alle lokaler, så undervisningen kan foregå med levende lyd og billeder og interaktiv deltagelse. Der er bare et problem: Den generelle internetdækning i området er så dårlig, at det dyre smartboard ofte taber forbindelsen.

I München oplever sygeplejersken Maria Scharrer nærmest at skulle starte fra scratch, når gamle patienter kommer ind igen- fordi hun i den digitale patientdokumentation ikke har tilgang til tidligere forløb og ikke kan trække informationer fra et centralt register.

I Berlin fik universitetsprofessoren Keegan McBride en tyvstart på sin forskning, da han flyttede til Tyskland. Før han kunne starte på sit projekt på Centre for Digital Governance på Hertie School, måtte han indregistrere sig i sit nye land. Modsat Estland, som han kom fra, hvor den slags kunne ordnes med enkelte klik på computeren, krævede Tyskland fysisk fremmøde på et offentligt kontor, hvor alle tider var fuldt bookede. På grund af corona åbnede kontoret imidlertid op for, at man kunne sende sine dokumenter via e-mail.

- Og så gik der ikke ret lang tid, før nytilflyttede udlændinge fik en fejlbesked om, at deres mails ikke var blevet modtaget, fordi modtagerens indbakke var fuld, fortæller han.

Myndighederne havde altså ikke mere serverplads.

Det mest spektakulære eksempel stammer fra en by, der deler region med Gelsenkirchen, hvor jeg er nu - nemlig Nordrhein-Westfalen. Her satte et lokalt medie en computer i gang med at overføre 4,5 gigabites billeder via internettet, samtidig med at man sendte to ryttere på heste af sted med en dvd med billederne på. Strækningen var 10 kilometer. Hvem tror du vandt?

Hestene selvfølgelig.

Og nu er alle partier i Tyskland faktisk enige om, at noget må gøres. Deres valgprogrammer for it-delen ligner hinanden til forveksling.

Jeg forsøger at finde hoved og hale i det, da jeg omsider er checket ind på Hotel Dubrovnik. Herr Marko, den gamle ejer, har vist mig, hvordan jeg låser frontdøren, sagt godnat, smækket og efterladt mig mutters alene på tre etagers hotel. Wifi-forbindelsen rækker naturligvis ikke til værelse 302, så jeg sidder i lobbyen og forsøger at renskrive denne artikel. Hvis ellers forbindel...

Nu sætter du altså foden i jorden, mand! Åbner munden og markerer en grænse. Du behøver ikke billige, at der skal synges godnat-sang for en jaloux hund, der æder dine sko, suger al opmærksomhed, og tydeligvis har en større plads i din kvindes hjerte, end du har.

"Min hund kommer i første række", siger din ellers så søde kone til en ekspert i hundeadfærd, mens du sidder og hører på det. Måske mener hun det ikke så hårdt, men hallo, hvad gør du? Ingenting. I stedet konstaterer du, at hun har hund på hundens præmisser, og erklærer: "Jeg indretter mig efter, hvordan Jonna gør her i huset".

Kære Carsten, du er ikke den eneste mand i "Gift ved første blik", der trænger til at stramme op og kræve noget mere respekt her i sjette afsnit.

Også hos Christina og Michael er den gal. Christina har igen og igen - tilsyneladende i bedste mening - taget styringen og indirekte kritiseret den rare Michael. Denne gang da han knokler med at overtage hendes sundere livsstil og har tabt sig: "Det ender med, at du kommer til at ligne det billede, du har på Facebook. Det ender med, at du bliver helt vildt lækker", siger hun, mens tilpasningsdygtige Michael - det er imponerende, så elastisk han er - grinende spørger, om han ikke er det i forvejen.

Gad vide, hvordan hun havde reageret, hvis han havde sagt til hende, at det ender med, at hun bliver helt vildt lækker ...

Der er ikke meget godt at sige om skænderier i det virkelige liv. De er både udmattende at deltage i og høre på. Det kan selvfølgelig være rart at få luftet irritationerne, men bedst er det, når der ikke er behov for det. 

Men mens manglende skænderier er godt herude i virkeligheden, er det et stigende problem for "Gift ved første blik" på skærmen. Det bliver for kedeligt at se på.

Mænd, der lægger sig fladt ned, er gabende fjernsyn, og det bliver næppe heller Samantha og Daniel, der kommer til at sætte gang i en underholdningsfest. Selv om de er uenige - det store spørgsmål er, hvordan opvasketabs skal placeres i opvaskemaskinen - foregår uenigheden mest i tavshed med nedadvendte mundvige. Samatha ligner en kvinde, der snart gerne vil mærke, at hun har en mand med saft og kraft indeni, men Daniel holder helst poterne og score-smilene for selv - i hvert fald når kameraet er på. Åh, så tag hende dog! Tålmodigheden brister.

Denne gang er farven også hverdagsgrå hos Pernille og Michael, der ellers lagde så muntert og kødeligt ud. Her er der lagt op til at udskyde problemerne, for de to er ikke kun kun langt fra hinanden politisk. Også geografisk er afstanden fra Horsens til Langeland ved at gå særligt Pernille på. Så nu er parret installeret i et hus nogenlunde i midten, og Pernille håber, at hun kan åbne mere for sit "følelsesmæssige jeg - nu da Michael har givet sig".

Det er kun takket være Morten og Mette, at det er muligt at holde sig vågen i dette sjette afsnit, hvor heller ikke eksperterne brillerer med erindringsværdige pointer. Morten vil have systematisk styr på samlivet - og det fra samtykkeerklæringer om sex til det ucharmerende og højst overraskende spørgsmål om, hvad han skal gøre med sine prutter! Han får ondt i maven af at holde dem inde.

Mette derimod vil have styr på Mortens hjem og insisterer på oprydning og rengøring. "Du overskrider mine grænser", siger Morten. "Du har skidt og møg på gulvet", siger Mette. "Er du sød at tale pænt om mit hjem. Jeg synes faktisk ikke, det der er o.k.," svarer Morten.

Man kan holde med den ene eller den anden, men befriende er det med en sekvens, der ikke kun går ud på at bøje og føje.

Det vil pynte på underholdningsværdien med et skænderi eller to næste gang - også selv om vi selvfølgelig ønsker de modige par alt det bedste.

DR: "Gift ved første blik", sjette afsnit. Kan streames på DRTV