Mink: 58-årige Bjarne Sørensen er træt. Træt af at slå græs, male vinduer og udhæng og vedligeholde staldbygning, pelseri og lade på sin landejendom ved Hjerting nord for Esbjerg, som han ikke længere har brug for. Da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede minkerhvervet for snart ti måneder siden, besluttede han sig for at sælge stedet og finde noget mindre. Han fandt også en køber til sin landejendom.

Alligevel har han ikke kunnet komme videre med salget.

Årsagen er de mange haller med minkbure, der står nord for det rødstensmurede stuehus. Både hans advokat og revisor har frarådet ham at sælge, før et af ministeriets erstatningskommissioner har været ude at vurdere værdien af hans tomme minkfarm, og det kan tage flere år.

Enhver fan af et fodboldhold kender det:

Det kan gå ens hold så skidt så længe, at man ender med at blive afhængig af smerten. Man begynder at opfatte den smertefulde middelmådighed som en del af ens identitet og noget, man i det mindste føler sig hjemme i. Man kigger mere overbærende end misundeligt mod fans af hold med succes og tænker på dem som nogle, der lever overfladiske liv uden kendskab til den reelle dybde af eksistens.

Man bliver et med smerten. I selvforsvar bilder man sig ind, at man holder af den.

Der vil være folk i Venstre, der kender følelsen. Folk i Liberal Alliance. Og der vil i særdeleshed være politikere i Dansk Folkeparti, der kender den.

Op til retssagen, hvor Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel for svindel med EU-midler og dokumentfalsk, var følelsen blandet med håb. Igennem smertens tåger lignede det en skæringsdato. Dommens dag hvorefter man kunne begynde at arbejde sig frem mod potentialet for succes under det ene eller andet lederskab.

I stedet blev det en skæringsdato, der blot intensiverede knivens skær mod dem selv. Ført af dem selv.

Det havde været så nemt at sætte en svindeldømt næstformand på bænken og sige:

Lad os vente med at få dig på banen igen, til du måtte blive frikendt i næste instans - hvis du bliver frikendt.

Så ville banen måske blive fri til, at partiet igen kunne komme i gang med at bygge sig op på at præsentere politik, der er relevant for nogen.

Men formand Kristian Thulesen Dahl havde ikke styrken. Og han kender som intens og ægte Liverpool F.C.-fan - ellers netop - følelsen. Et hold hvis fans i årtier svømmede i smerten.

Og havde han før retssagen haft ambition om at lave det rene og for udenforstående nemme snit - som f.eks. Søren Pape Poulsen (K) formåede at give den alvorligt krænkelsesanklagede Naser Khader i endnu renere grad - så forvitrede den mulighed under retssagen. Thulesens og i særdeleshed hans tro løjtnant, gruppeformand Peter Skaarups vidneudsagn blev udlagt som regulær underløbning af Messerschmidt.

Det vigtige er ikke, om det rent faktisk var underløbning, eller om det blot var resultatet af at blive udspurgt af jurister, der har et noget mere køligt og nøgternt sigte mod at nå ind til kernen og fakta, end journalister har. Det vigtige - i hvert fald i forhold til det politiske spil - var netop hvordan, det blev udlagt. Og opfattet.

Og væsentlige dele af Dansk Folkepartis bagland opfattede partiledelsens vidneudsagn som underløbning med direkte kurs mod Messerschmidts politiske levedygtighed. Et uforudsigeligt kaos kunne have brudt ud, hvis Thulesen og Skaarup havde valgt at sige det til Messerschmidt, der udefra set ville have være så let: Gå i omklædningsrummet.

Et kaos, der kun ville blive forstærket af en lydfil, der dukkede op i Berlingske og underbygger fortællingen om gustent overlæg fra Thulesen og Skaarup.

Så nu står Thulesen tilbage med et parti, der har en spiller rendende rundt på banen, som mange mener at have set stå foran dommeren og modtage et rødt kort. I Dansk Folkeparti vælger man så at knibe øjnene sammen og stirre på kortet, indtil hjernen fortæller dem, at det blot er gult.

Fordi Thulesen ikke har styrken.

Fordi retssagen og fortællingen om ledelsens underløbning af Messerschmidt har skabt et gensidigt afhængighedsforhold mellem Messerschmidt og Thulesen.

Næsten uanset hvor meget formandsskadelig virksomhed Messerschmidt kunne tænke sig at lave, vil det være tæt på umuligt og i hvert fald højsrisikabelt for Thulesen at sanktionere ham - det vil splitte baglandet og folketingsgruppen fuldstændigt. Allerede nu ser vi EU-ordfører Alex Ahrendtsen have problemer med at holde sin sædvanlige stil: At nøjes med at servere sin utvetydigt kritiske holdning til den nuværende ledelse i interne fora.

Og Messerschmidt har kun interesse i at bevare Thulesen i formandsstolen, indtil hans lønlige håb om ikke længere at være en dømt mand eller måske bare en dømt, men dog genvalgt mand måtte blive indfriet.

Imens kan partiet leve videre i nederlagets smerte. Forlænge den med opstand over, at dommeren i Messerschmidt sag har liket nogle opslag på Facebook og fortællingen om utidig personlig antipati mod Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt og dermed inhabilitet.

Forlænge den med gnisten af håb og tro på, at landsretten så slet ikke kommer til at vurdere bevisets stilling på ny, men vil lade det hele begynde forfra i byretten.

En eventuel genstart i byretten - hvor sandsynlig eller usandsynlig den måtte forekomme - vil med lige så stor sikkerhed som i første omgang resultere i en ny anke, en ny landsretssag og måske højesteretssag. Og et fortsat og langt politisk liv tilbragt under trygge, kendte og smertefulde vilkår.

Sundhed: I 2019 fik Tonny Brantlov fra Silkeborg konstateret kræft. Først i den ene nyre, men siden fandt lægerne det spredt til flere andre organer.

Heldigvis var der masser af behandling, fortalte lægerne. Først prøvede de piller og kemoterapi. Så immunterapi.

Men intet virkede så godt som håbet. Et halvt år efter diagnosen gav lægerne op. Der var ikke mere behandling tilbage til Tonny.

- Jeg fik at vide, at de ikke kunne gøre mere. Men så var der en læge, der spurgte, om jeg var interesseret i at komme til Rigshospitalet, hvor de afprøver ny medicin, siger han og fortsætter:

- Det tog jeg selvfølgelig imod. Her måtte jeg også prøve lidt forskelligt, men så fandt de frem til de piller, jeg tager i dag. Det har haft en kolossal effekt - kræften er mere end halveret.

Det, som lægerne på Rigshospitalet havde gjort, var at analysere Tonnys DNA. Og herefter kunne de så finde medicin, der passede præcist til ham og hans unikke kræftsygdom.

DNA-analysen fra Tonny Brantlov og tusindvis af andre danskere bliver gemt i Danmarks største computer. Herfra kan læger over hele landet på sigt hente den ned, så de ved enhver relevant lejlighed kan skræddersy eksempelvis Tonnys behandling.

Tværs over landet fra Silkeborg, bag høje hegn udenfor Risø på Sjælland, ligger tre mørkeblå fyrrefodscontainere.

Med store bogstaver står der på siden ”Danish National Genome Center” – Det Nationale Genom Center.

Inde i containerne står en supercomputer, hvis lagerkapacitet og processorkraft er svær helt at begribe.

Og inde i den computer bliver den nøjagtige rækkefølge af Tonny Brantlovs seks milliarder bogstaver lange genom gemt - sammen med tusindvis af andre danskeres lige så lange genom.

Der er meget information i computeren allerede nu. Og hver dag kommer der nye genomer til.

Men supercomputeren kan mere end blot at gemme de enorme mængder information. Det fortæller Bettina Lundgren. Hun er læge og direktør for Det Nationale Genom Center.

- Den kan regne og analysere de her data. Forstå dem individuelt og på tværs, og holde øje med, hvem der ser på de forskellige data.

Så når en læge, for eksempel Tonnys, overvejer en ny behandling til ham, kan lægen i princippet bruge information fra supercomputeren til at evaluere, om det er et godt match.

Når lægen gør det, kaldes medicinen personlig – den er valgt nøjagtig til Tonny. Og personlig medicin trender og bliver af mange set som den næste store revolution i sundhedsvæsenet.

Når jeg skriver, at lægen ”i princippet” kan bruge informationen fra supercomputeren i forrige afsnit, er det, fordi mulighederne i personlig medicin stadig i altovervejende grad lander i den kategori, der hedder ”potentialer”.

Langt det meste af det, som læger og forskere ser for sig med personlig medicin, kan de altså ikke gøre i dag.

Der er undtagelser, som Tonny Brantlovs historie er et levende eksempel på. Men lige nu er muligheden for at få læst og analyseret genomet især interessant for mennesker, der lider af genetiske sygdomme.

- Har man for eksempel et barn med en sjælden sygdom, kan det være relevant at finde ud af, om den er genetisk, for blandt andet at fastslå, om fremtidige søskende også er i risiko, men også for at gøre udredningen langt hurtigere, forklarer Bettina Lundgren.

Derudover er Det Nationale Genom Center ren guf for forskere, der ønsker at undersøge, hvordan generne spiller ind i forskellige sygdomme. En forståelse, der er grundlæggende nødvendig for at udleve det store potentiale i netop personlig medicin.

Vi står altså, som samfund, efter sigende foran et bjerg af muligheder, og Det Nationale Genom Center er netop sat i verden for at sikre, at det hele går til på en ensartet, effektiv og sikker måde, siger Bettina Lundgren.

Og sikkerhed, det er vigtigt. For vores genom er spækket med informationer om os.

De seneste år er man blevet i stand til at se, om et menneske er i særlig risiko for at få en lang række sygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdomme og psykiske sygdomme, alene ud fra deres gener. I fremtiden vil man måske også kunne se, hvor stor en intelligens et barn for eksempel bliver født med.

Altså er der i DNA’et informationer, der er yderst personlige og sensitive. Så kan vi stole på, at informationerne i supercomputeren ikke ender i de forkerte hænder?

- Vi har designet supercomputeren ud fra et princip om, at vi ikke har tillid til nogen. Data kan tilgås af fagfolk med autorisation fra hele landet, men vi kan se, hvem der søger adgang til hvad, fortæller Bettina Lundgren og fortsætter:

- Og så har vi kunstige intelligenser, der hele tiden følger data. Hvis den ser et mærkeligt mønster i, hvem der for eksempel tilgår hvad, så slår de alarm.

Men trods indsatsen er kritikere ikke tilfredse. En af dem er debattør og teknologi-kritikker Anders Kjærulff.

Ud over risikoen for brådne kar blandt de mennesker, der har adgang til systemet, frygter han også hackerangreb, der i princippet kan betyde, at tusindvis af genomer pludseligt kan være frit tilgængelige på nettet. Og det er ikke det eneste.

Han peger på, at politikerne over flere omgange har gjort det klart, at de gerne ser de genetiske data solgt til udenlandske forskningsinstitutioner og medicinalvirksomheder, ligesom de ikke har afvist, at for eksempel politiet kan få adgang til dem.

- Jeg mener, det er meget sandsynligt, at man vil bruge de her data til alt, hvad man kan komme af sted med, siger han.

Anders Kjærulff forstår som sådan godt, at syge mennesker takker ja til at få analyseret deres data.

Han ville selv gøre det, hvis det var eneste mulighed i et alvorligt sygdomsforløb, tilføjer han. Men han mener ikke, det er rimelige vilkår, man bliver tilbudt i den situation.

- Jeg så gerne, at vores politikere var så fornuftige, at de havde sikret mine rettigheder. At de ikke sagde ”prisen for at reparere dig, er, at vi sælger dine data til hver-som-helst”, forklarer han.

Ved Det Nationale Genom Center anerkender direktør Bettina Lundgren, at der er risici og masser at etiske dilemmaer.

Men hun mener, at genomcenteret er den rigtige vej at gå, når vi både skal gribe mulighederne for bedre behandling ved hjælp af genetiske analyser, og samtidig prioritere sikkerhed, kontrol og rettigheder.

- Computeren er i dansk kontrol, på dansk jord og i offentlige hænder. Så det er os, der styrer, hvad der skal ske med de her data, og hvem der skal have adgang, siger hun.

Derudover peger hun på, at et flertal i befolkningen er positive over for, at staten skulle ligge inde med hele deres genetiske opskrift.

- Vi har lavet en undersøgelse blandt borgerne. 84 procent siger ”ja tak” til en genetisk undersøgelse i forbindelse med deres egen behandling, mens 75 procent siger ”ja” til forskningsbrug, fortæller Bettina Lundgren.

Tonny Brantlov fra Silkeborg er heller ikke i tvivl om, at det var det hele værd. For selv om han ikke er helbredt, har han fået det langt bedre, efter at han er kommet i den nye, personlige behandling.

- Jeg har tyve tønder land, en dejlig støttende familie og masser af projekter, så der er nok at se til. Og jeg føler faktisk, at jeg nu har de samme kræfter, som før jeg blev syg.

Generelt har han følt, at sygeplejersker, hjemmeplejen og lægerne har gjort et formidabelt arbejde med at behandle og passe ham under hele sygdomsforløbet. Og netop derfor har han også haft en stor tiltro til, at de har fundet den bedste behandling.

- Det er klart, at jeg gjorde mig nogle overvejelser, da jeg blev tilbudt de mere eksperimentelle behandlinger. Men jeg var ikke så skeptisk, tværtimod er jeg utrolig taknemmelig for at være kommet i den her behandling, siger han og slutter:

- Hvis jeg ikke var kommet i den behandling, ja – hvor havde jeg så været henne nu?

Hør mere om mulighederne og risiciene ved personlig medicin og genomsekventering i denne uges Adapter. Find den på www.avisendanmark.dk/podcastenadapter

Ni ud af ti patienter med livstruende diarré kan blive raske af at sluge afføring fra en donor med en sund mave.

Alligevel er det kun en ud af ti europæere, som får en såkaldt fæcestransplantation.

Det viser en kortlægning i 47 lande, som forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital står bag.

Den gode nyhed er, at Danmark er førende i Europa - både når det gælder behandling af og forskning i den livsfarlige tarminfektion clostridium difficile.

Den rammer typisk patienter, der forinden har fået voldsom antibiotikabehandling for eksempelvis for betændelse i urinveje eller lunger og dermed har fået den naturlige tarmflora smadret.

- Vi har fæcesbanker nu både i Aarhus, Odense og Hvidovre, hvor vi samler afføring fra raske donorer. Den laves om til kapsler, som af patienterne i dag er den foretrukne måde at indtage tarmbakterierne på i forhold til kikkertundersøgelse eller sonde, siger Christian Lodberg Hvas, som har været med til at opbygge den første danske fæcesbank.

Han er overlæge ved Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Indtagelsen af en andens raske tarmbakterier er så effektiv, at den ellers ofte dødeligt syge patient tit bliver rask allerede dagen efter.

Det er tidligere undersøgt, at indlæggelsestiden for de alvorligt syge tarmpatienter kan halveres. Det samme gælder hospitalsudgifterne, som faldt per patient i gennemsnit fra 420.000 til 243.000 kroner om året.

Derfor er det ifølge Christian Lodberg Hvas glædeligt, at Danmark på få år er rykket fra 100 til 600 årlige fæcestransplantationer. Også selv om der fortsat er et endnu større potentiale i Danmark.

- Vi er dem, der i Europa behandler flest på denne måde. Men det tager lang tid at indføre en ny behandling som standard. Vi har jo ikke et stort medicinalfirma med et kæmpe markedsføringsbudget i ryggen, som typisk ellers er måden at indføre nye behandlinger på, siger han.

- Men nu har alle danske patienter i hvert fald adgang til behandlingen, uanset hvor de bor i landet.

/ritzau/

Mandag taler Radio4 Morgen med Christian Lodberg Hvas, der forklarer, hvordan behandlingen af sygdommen foregår. Det interview kan du høre herunder.