Det går godt i Danmark. Ja, det går faktisk ufattelig godt. Slide for slide kunne finansminister Nicolai Wammen præsentere det ene stærke nøgletal for dansk økonomi efter det andet, da han mandag havde inviteret til præsentation af regeringens udspil til en finanslov for 2022. Finansministeren dvælede også ved, hvordan landets økonomi var kommet gennem coronakrisen i forhold til andre lande. Også her var Danmark duksen, måtte man forstå.

Væksten i bruttonationalproduktet ventes at lande på 3,8 procent i 2021 mod forventet 2,4 procent. Huspriserne stiger også mere end ventet. Nu regner Finansministeriet med stigning på 13,1 procent i 2021 mod en tidligere forventning på 11,2 procent. Og så køber vi danskere meget mere, end finansminister Nicolai Wammens embedsmænd havde regnet med for blot tre måneder siden. Privatforbruget stiger nemlig også. 3,2 procent i år og 4,1 procent til næste år.

Men selv om dansk økonomi er i topform, havde Nicolai Wammen ingen løftede arme over hovedet eller knyttede næver. Intet stort smil fra øre til øre. Ingen ekstraordinære superlativer.

Den kommende finanslov skal helst være så kedelig som overhovedet muligt. Det er lige før, at maling, der tørrer, er mere spændende at se på end regeringens finanslovsudspil. For kassen skal stemme efter et corona-år, hvor store dræn i statskassen til kompensationsordninger betød, at svimlende milliardbeløb fløj rundt på Christiansborg. Nu er der kun 1,2 milliarder kroner til de partier, der vil være med i aftalen.

Velkommen tilbage til hverdagen. Regeringens udspil var også – som finansministeren gjorde en selvstændig pointe ud af – nærmest blottet for offensive forslag fra regeringen. Livremmen skal strammes ind, og hvis støttepartierne ikke kan få mange mærkesager igennem, så skal regeringspartiet heller ikke, lød konklusionen fra Wammen.

Mens det må forventes, at forhandlingerne hos Nicolai Wammen kommer til at skride stille og roligt fremad i god ro og orden, er det i stedet hos andre af regeringens ministre, at den store armlægning skal stå – og det er her, at partierne fra blå blok får mulighed for at få indflydelse på den førte politik.

For selv om det ifølge finansministeren går fremragende for dansk økonomi, tordner udfordringerne sig op. Vigtigst for landets økonomi er den stigende mangel på arbejdskraft – især på det private arbejdsmarked. Flere og flere brancher melder om store udfordringer med at rekruttere kvalificeret arbejdskraft, og det kan i yderste konsekvens komme til at hæmme væksten i økonomien.

Derfor skal der skaffes flere arbejdsduelige hænder i Danmark. Og straks bliver det hele mere politisk kompliceret. For skal det gøres lettere for udenlandsk arbejdskraft at komme til Danmark, eller skal ydelserne eksempelvis sættes ned, så det gøres mere attraktivt at skifte offentlig forsørgelse ud med fast arbejde? De spørgsmål splitter partierne på Borgen – og det splitter endda partierne indbyrdes i blokkene.

På finansministeren måtte man mandag forstå, at det er lige op over, at regeringen spiller ud med et nyt reformforslag. Uanset hvilket forslag regeringen kommer til at spille ud med, bliver det langt mere sprængfarligt end forslaget til finanslov, fordi der er særligt ét ord, som vil gå igen i de første reformudspil: Arbejdsudbud. Og hvis der er ét ord i dansk politik, som kan få Enhedslisten til at se rødt, så er det netop arbejdsudbud. Hos Enhedslisten hører de i stedet ”pisk samfundets svageste hårdere”, når der tales om udbuddet af arbejdshænder.

Efter sidste års finanslov og aftalen om den såkaldte ”Arne”-pension lovede Nicolai Wammen Det Radikale Venstre, at der i løbet af 2021 skulle laves aftaler, som øger arbejdsudbuddet med næsten 11.000 personer. Indtil videre har 2021 budt på 0 aftaler, der giver et øget arbejdsudbud, så presset på regeringens ministre vokser, mens vi nærmer os 31. december 2021.

Derfor skal alle forhandlinger om antallet af hænder, der er til rådighed på arbejdsmarkedet, føres andre steder end i regi af finansloven. For finansloven skal laves med regeringens støttepartier, men reformerne håber regeringen, at den kan overtale de borgerlige partier til at lægge stemmer til. Selv om det absolut heller ikke bliver let, er det nemmere at se for sig, at borgerlige partier kan støtte en lavere dagpengesats for dimittender eller en lavere kontanthjælpsydelse. Trods alt.

Hvad sker der så nu med regeringens finanslovsforslag? Det kommer til at kigge på Nicolai Wammens kontor og samle støv de næste måneder, indtil en gang i midten af november, når vi er på den anden side af kommunalvalget den 16. november. Ingen af partierne skal nyde noget af at diskutere velfærdsydelser, så længe der er borgmesterkæder på spil.

Sundhed: Det bidrager til ”falske forventninger” og giver ”falsk tryghed”, når regeringen varsler, at den vil åbne en række nærhospitaler. Sådan lyder kritikken fra landets største patientorganisation og en af landets førende sundhedseksperter.

Regeringen skriver i sit nye finanslovsudspil, at den over fire år vil afsætte to milliarder kroner til at skabe mere sammenhæng mellem land og by. Og en del af de penge skal bruges til blandt andet at oprette såkaldte nærhospitaler.

Gennem flere år har supersygehuse erstattet en række sygehuse uden for de største byer. Det betyder, at mange danskere i dag har længere vej til behandling, og det skal de nye nærhospitaler være med til at dæmme op for. Men de nye nærhospitaler kommer slet ikke til at kunne tilbyde det samme som de lukkede sygehus, vurderer Danske Patienter og professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard.

- Et hospital er typisk et sted med senge, og hvor man kan blive behandlet, hvis man er akut syg. Og det vil man ikke kunne på de her nærhospitaler.

- Det skaber falsk tryghed, når folk tror, de har et nærhospital i baggården, men folk alligevel skal på et specialiseret hospital, hvis de bliver akut syge. Der er ikke tale om et hospital, og derfor er det misvisende at kalde det et nærhospital, siger direktør for Danske Patienter Morten Freil, der savner helt klare svar på, hvilke sundhedstilbud regeringen vil oprette i nærhospitalerne.

Avisen Danmark har forsøgt at finde ud af, hvor mange nærhospitaler, regeringen vil oprette, og hvad der præcist skal laves på hospitalerne. Sundhedsministeriet oplyser, at der først senere i efteråret vil komme flere detaljer om planerne. Og hverken Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) eller Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff, ønsker at stille op til et interview.

Allerede i 2018 præsenterede Socialdemokratiet planerne om nye nærhospitaler. Dengang fortalte Mette Frederiksen, at hun forestillede sig, at der ville blive tale om mindst 10 nye nærhospitaler, der blandt andet skal etableres i de nuværende sundhedshuse eller nedlagte sygehusbygninger, og som skulle overtage mindre komplicerede sygehusbehandlinger såsom knæoperationer, jordemoderkonsultationer, behandling af diabetes, gigtbehandlinger og scanning af patienter.

Nærhospitalerne blev beskrevet som ”et slags udvidet kommunalt sundhedshus med regionale sygehusfunktioner, som skulle drives i fællesskab mellem kommuner og regioner.”

Professor i Sundhedsøkonomi Jes Søgaard fra Syddansk Universitet kritiserer ligesom patienterne regeringen for at bruge begrevet ”nærhospitaler”. Heller ikke han mener, at der er lagt op til noget, som danskerne normalt vil forbinde med et hospital, og regeringen er dermed med til at opbygge ”falske forventninger”, siger han.

Han vurderer ikke, at det er realistisk at forvente, at der eksempelvis vil være indlæggelser og akutfunktioner på de kommende nærhospitaler. For går noget eksempelvis galt under en operation, er der brug for, at specialiseret sundhedspersonale står klar til at gribe ind.

- Måske kan nærhospitalerne lave nogle mindre operationer, men det vil være planlagte operationer.

- Skal du have akutte operationer, skal du også have et lægefagligt beredskab, hvis noget går galt. Der skal være anæstesi-personale og andre specialister til at kunne rykke hurtigt til. Og det er der slet ikke læger nok til i det danske sundhedsvæsen. Derfor kan jeg ikke lide, at regeringen bruger ordet ”hospital”, siger Jes Søgaard.

Trods kritikken bakker Danske Patienter og sundhedsøkonomen grundlæggende op om ideen med at flytte behandling af særligt kronikere tættere på borgere uden for de større byer. Og de peger på, at det generelt har været en gevinst at erstatte de mange mindre sygehuse med større sygehuse. De mener derfor også, at det giver god mening kun at flytte mere simple behandlinger ud til lokalområderne, som regeringen oprindeligt foreslog, så man fortsat sikrer den højere kvalitet, man har skabt ved at samle flere ting på større sygehuse.

Jes Søgaard peger på, at der derudover de kommende år kommer flere ældre borgere, der kræver mere behandling, og som nærhospitalerne kan hjælpe med.

- Derudover har borgere fået længere til sygehusene. Er du en borger i Region Sjælland med tre kroniske sygdomme kan du bruge rigtig lang tid på vejene. Den ene dag skal du til Ringsted, den anden dag Næstved og den tredje dag til Køge. Så af hensyn til borgerne kan det her være en rigtig god ting, siger Jes Søgaard.

Ventetid: Tre år. Så længe forventer Fødevareministeriet det vil tage, før minkfarmenes værdi er vurderet, og minkavlerne har fået udbetalt deres penge. Men nedtællingen er ikke begyndt endnu. Den begynder først fra den dag, de såkaldte taksationskommissioner begynder deres arbejde, og indtil videre er de kun nået til rekrutteringsfasen.

Imens er minkavlere som 58-årige Bjarne Sørensen i klemme. Minkavleren, som Avisen Danmark fortalte om i gårsdagens avis, vil gerne sælge sin landejendom, og han har endda fundet en køber. Alligevel kan han ikke sælge sin grund. Både hans advokat og revisor fraråder det, så længe minkfarmen ikke er vurderet.

Men det er helt urimeligt, at minkavlere risikerer at være stavnsbundne i årevis på grund af langsommelige vurderinger, lyder det nu fra tre af partierne i minkaftalen.

- Det er helt grotesk. Man har udraderet et erhverv, og så siger man, at der kan gå tre-fire år, før de får deres penge. Det hører ingen steder hjemme. Man kan ikke stavnsbinde folk på den måde. Det er mennesker, der skal videre i deres liv, fordi de ikke kan være minkavlere mere. Jeg er lidt rasende over det, for jeg synes ikke, det er en måde at behandle folk på, siger Lise Bech, fødevareordfører for Dansk Folkeparti.

Podcast: Det er ingen hemmelighed, at der var kold luft mellem Özlem Cekic og den øvrige SF-gruppe i 2012, da hun mistede alle sine ordførerskaber, fordi hun nægtede at stemme for regeringens skatteaftale. I podcasten Gangbar fortæller hun detaljeret om, hvor hårdt  partikammeraterne pressede hende. For eksempel på det afgørende gruppemøde, hvor hun ville blive strippet for al indflydelse, hvis hun ikke ombestemte sig.

- Da jeg kom ind til gruppemødet var de fleste kommet. Der var tre ledige stole på række, og jeg satte mig på den midterste og ventede, at de to sidste ville sætte sig på hver siden af mig. Men da de kom ind, tog de stolene med for at sætte sig andre steder, fortæller Özlem Cekic i podcasten.

Hun var på det tidspunkt fysisk syg af stress, og havde været indlagt på sygehuset tre gange. Men hun ville ikke vise svaghed. Det havde hun lært af CD's markante formand Mimi Jakobsen, der gav hende følgende råd til, hvad hun skulle gøre, når der var øretæver i luften: "Husk at se ud som en vinder, hver gang du taber en kamp. Stå op en time tidligere , end du plejer. Læg en god makeup. Tag din flotteste kjole på. Og hav altid tyggegummi i munden, så du ikke kommer til at græde"

Men den dag var tyggegummiet ikke nok. Hun måtte bide sin kind til blods for at holde tårerne tilbage, fortæller hun i Gangbar.

Özlem Cekic er ikke længere medlem af SF, og hun har de seneste mange år arbejdet med det, hun kalder brobygning. Hun opfandt begrebet dialogkaffe som et nyt våben mod de mange mennesker, der sendte had og trusler i hendes retning på de sociale medier.

Siden har hun vidt og bredt fortalt om at sætte sig ned med sine fjender og lytte til hinanden i stedet for at råbe ad hinanden fra hver sin skyttegrav.

I Gangbar tager hun hul på en endnu sværere samtale - nemlig den snak man bør tage, når noget er gået skævt med de mennesker, der ellers burde være aller tættest på én. Det er omdrejningspunktet i hendes nye bog Tak For Kaffe, og det er noget, hun ikke altid selv har været ret god til, når det gjaldt dem, der ellers burde være de tætteste:

- Jeg rejste rundt alle mulige steder, holdt foredrag og fortalte om dialogkaffe og om, hvorfor det var så vigtigt at insistere på den svære samtale. Men samtidigt var jeg nærmest i krig med min egen far, siger Özlem Cekic.

I Gangbar fortæller hun også om, hvordan hun iskoldt ydmygede sin tidligere bedste veninde, da hun ringede for at ønske Özlem tillykke med valget til Folketinget.

Med eksemplerne fra hendes eget liv, beskriver Özlem Cekic, hvordan der kan opstå en slags fjendskab, og hvordan man kan tage hul på den svære samtale og få genetableret en kontakt med et vigtigt menneske. Og det er vigtigere at lytte, end det er at snakke og finde nye argumenter, siger hun.

Avisen Danmark har kontaktet SF's presseafdeling. Ingen har behov for at give deres udlægning af den mobning, som Özlem Cekic har oplevet af partifæller i Folketinget.