Afghanistan: Forestil dig en 11-årig pige med rødbedefarvet pas, der sammen med sin mor og far bliver afvist af bevæbnede fuldskæggede Talibankrigere. De vil ikke vil lade familien passere kontrolposten, så de kan komme ind på lufthavnen og hjem til Danmark.

Det er virkeligheden for en familie fra Randers, der lige nu er en af de mange skæbnesvangre dramaer, der udspiller sig, efter Taleban har overtaget magten i Afghanistan.

Mens dramaet udspiller sig i Kabul, går resten af familien - 24-årige Rozeta Yousefi og hendes 26-årige storesøster Mursal Yoursefi - hvileløst rundt hjemme i Randers.

De er den 11-årige piges storesøstre, og hele deres opmærksomhed går mod det, der sker godt 5000 kilometer fra Randers.

De følger med på facebook og andre sociale medier, på tv og de har løbende forbindelse til de danske myndigheder. Og så har de sporadisk kontakt med deres mor, far og lillesøster på skrattende forbindelser, og det er ikke rart at høre dem fortælle om den panik og angst, der er i Kabul.

- Det er en forfærdelig situation, de er i, siger Rozeta Yousefi og fortæller, hvordan det, der ellers ligner gode nyheder, ender med at blive dårlige:

- De var kommet med på et fly, som fløj til Tyrkiet, men der var så mange, der havde maset sig ind i kabinen og sad oven i hinanden, så de blev sat af igen, siger Rozeta Yosefi.

Siden har de holdt sig klar i nærheden af lufthavnen, uden at det er lykkedes at komme ind på anlægget, der er under beskyttelse af USA's militær.

- Jeg tror slet ikke, man kan forestille sig, hvor bekymrede min mor og far er. Især fordi, de har vores 11-årige lillesøster med.

Faktisk var det slet ikke planen, at de skulle have været i Afghanistan, for de var taget på sommerferie i Dubai.

- Men så fik de en mail om, at min mormor var alvorligt syg, og så afbrød de ferien og fløj til Afghanistan. Efter planen skulle de have rejst hjem den 15. august, og de nåede at få boardingpas og det hele, men så blev flyet aflyst, siger Rozeta Yosefi.

Siden har alt være et panisk scenarie af afghanere, der forsøger at komme med et fly ud af landet og væk fra de bevæbnede talibanerne, der nu styrer Kabul, og bestemmer, hvem der kommer ind, og hvem der ikke gør.

- I onsdag var min familie inde i nærheden af lufthavnen i 8-9 timer, uden det lykkedes. Og i går var de der kun i tre timer, for det var meget kaotisk, og de så, at folk blev beskudt og pisket, siger Rozeta Yosefi.

Da Avisen fredag eftermiddag senest havde kontakt med Rozeta Yosefi, var situationen stadig den samme: Mor, far og lillesøster er stadig fanget i Kabul, og de har ikke fået at vide, hvornår og hvordan de kommer hjem til Randers.

Her forsøger de to storesøstre at holde håbet oppe og passe deres arbejde som sygeplejerske og i en klinik, selv om det er svært.

De håber snart at få deres mor og far hjem. Og lillesøster, som er savnet af sine klassekammerater, der er godt i gang med det nye skoleår, mens deres klassekammerat befinder sig i et land, der styres af Taliban.

Familien har boet i Danmark i 20 år, siden de flygtede fra Afghanistan. Kun moren er endnu ikke dansk statsborger, men hun har ubegrænset arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, oplyser Rozeta Yousefi.

Arbejdskraft: I Tønder står afdelingsleder Tage Stork i byggevirksomheden Bo Michelsen A/S med lidt af en hovedpine. Han mangler 12 faglærte alene for at kunne klare de opgaver, som virksomheden har sagt ja til i efteråret.

Dertil kommer alle de opgaver, som virksomheden kunne have budt ind på, men har undladt på grund af manglen på arbejdskraft.

- Vi ville gerne være 150 ansatte, men det er ikke muligt. For år tilbage var vi 100 ansatte. Men nu kan vi ikke komme derop, fordi vi slet ikke kan rekruttere det antal medarbejdere, siger Tage Stork, der har opgaven med at rekruttere til den knap 75 mand store virksomhed.

I den anden ende af landet står Kim Frimann, indehaver af Frimann Biler på Lolland-Falster, med samme udfordring. For første gang i hans 17 år i branchen kan han ikke ansætte det antal mekanikere, han har behov for.

- Vi føler, det er et stort problem. Vi har for lang ventetid på vores værksted, og det koster kunder. Det gør sgu ondt. Vi ved, at mange har samme udfordring lige nu, og vi kan se på sociale medier, hvor mange der slår jobs op, siger han.

De to virksomheder er langt fra den eneste, der lige nu oplever store rekrutteringsproblemer.

Ifølge den seneste undersøgelse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering i juni, er  særligt bygge- og anlægsbranchen, hotel- og restaurationsbranchen samt rejsebranchen og landbruget plaget af rekrutteringsproblemer i øjeblikket. Men en lang række andre brancher som eksempelvis transport og handel er også ramt.

Det på trods af at fredagens nye beskæftigelsestal viser, at der i øjeblikket er gang i en regulær jobfest. Ikke siden Anden Verdenskrig har vi været i så dyb en økonomisk krise som coronakrisen. Men vi er heller aldrig kommet så hurtigt ud af en krise før. Efter blot fem måneder med fremgang, er beskæftigelsen nu 46.000 personer højere, end før coronakrisen ramte.

Det viser de nye tal fra Danmarks Statistik, der også slår fast, at juni måned ligesom maj måned har slået rekord i antallet af lønmodtagere.

Det er tal, der i den grad vækker opsigt hos landets økonomer. En af dem er Jes Asmussen, cheføkonom i Handelsbanken.

- Vi befinder os i en meget usædvanlig og ekstrem situation. Virksomhederne skriger allerede på arbejdskraft. Efter finanskrisen tog det mere end seks år at nå niveauet før krisen. Stigningen i beskæftigelsen er helt uhørt og understreger, at det er en meget speciel krise, vi er igennem, siger han.

Allerede i maj måned advarede han om, at opsvinget risikerede at skabe et pres på lønningerne, der i sidste ende kan føre landet ud i en ny økonomisk krise.

- Vi har aldrig set noget lignende før. Derfor skal vi også være tilbageholdende med at sige, at det er et stort problem på længere sigt. Men der er ikke tvivl om, at advarselslamperne blinker stadig, og de blinker ikke mindre efter beskæftigelsestallene for juni, siger han.

Cheføkonomen i Sydbank, Søren Kristensen, ser ligesom Jes Asmussen en risiko for overophedning som følge af virksomhedernes problemer med at tiltrække nok arbejdskraft.

- Heldigvis er der en ketchupeffekt på grund af genåbningen, som gør, at manglen på arbejdskraft er meget stor lige nu. Vi forventer det aftage lidt, men vi tror, at manglen på arbejdskraft vil vare ved henover efteråret. Det er en udfordring, der er kommet for at blive, og det er en ret stor trussel mod opsvinget, siger han.

Søren Kristensen understreger, at der i øjeblikket ikke er noget, der tyder på en lønspiral, hvor lønningerne bare stiger og stiger i kampen om arbejdskraften. Men sker det, har vi for alvor problemer, lyder det.

- Der er en risiko for, at økonomien bliver overophedet. Lige nu siger virksomhederne, at de taber ordrer, fordi de ikke kan få den arbejdskraft, de skal bruge. I et længere perspektiv er lønningerne den store trussel. Det er noget af det, vi holder meget øje med, så genopretning ikke ender med store tømmermænd til dansk økonomi, siger han.

I byggevirksomheden Bo Michelsen forsøger de selv at afhjælpe problemet med den manglende arbejdskraft gennem lærlinge. Men de hænger heller ikke på træerne.

- Vi forsøger at uddanne flere. Men det er svært at finde unge, der vil uddannes i de her fag. Vi har altid et opslag stående om, at vi søger murer og struktørlærlinge, men vi bliver ikke ligefrem overrendt. Vi er nødt til at fortsætte med at knokle på, for det skal jo lykkes. Det her fag kan ikke bare gå i stå, siger Tage Stork.

Hvad går de egentlig og laver i toppen af vores pensionsselskaber? Knokler de for vores pensioner, eller bruger de tiden på deres egne nebengeschäfter, mens kunderne alligevel ikke interesserer sig for pension?

De fleste er enige om, at vores arbejdsmarkedspensioner er en helt afgørende komponent i velfærdssamfundet, der sikrer masser af danskere en god opsparing til alderdommen.

Men pensionsselskaberne møder også kritik, fordi de tager sig fyrsteligt betalt for opgaven med at passe på kundernes penge. En dygtig amatørinvestor vil snildt kunne få sine pensionsmidler til at yngle langt mere, hvis man placerede dem i nogle billige investeringsfonde med lav risiko og en lang tidshorisont.

Nu har nichemediet Økonomisk Ugebrev afsløret, at pensionsbosserne er dybt engageret i private ejendomsinvesteringer, som må kræve en masse tid og opmærksomhed.

I PFA Pension sidder ejendomsdirektøren, Michael Bruhn, på sit eget ejendomsimperium med værdier for op mod 100 millioner kroner. Men han får samtidig løn for at administrere PFA-opsparernes ejendomsportefølje på over 100 milliarder kroner. Der er intet bevis for, at der skulle ske noget fordækt, men risikoen for interessekonflikter er nærliggende.

AP Pensions topchef Bo Normann Rasmussen ejer ligeledes ejendomme i udlandet for tocifrede millionbeløb gennem kommanditselskaber. Det gør han sammen med sin direktionskollega, Thomas Møller, så man kan med rette spørge, hvad de egentlig taler om på direktionsmøderne? Deres egne investeringer, som tilsyneladende ikke altid går godt, eller dine og mine pensionspenge?

Økonomisk Ugebrev viser også, hvordan topledelsen i Danmarks største pensionsselskab, ATP, har deres egne investeringsselskaber med formuer for millioner af kroner, der placeres i ejendomme - akkurat lige som ATP investerer i ejendomme for medlemmernes penge.

Der er mange kasketter at holde styr på. Der findes kun et vist antal banker, realkreditinstitutter, ejendomsudviklere- og mæglere og entreprenørvirksomheder, så det må hænde, at direktørerne taler med de samme forretningspartnere både privat og på vegne af deres arbejdsplads, nemlig pensionsselskabet.

- Der er ingen ende på de situationer, hvor en sådan medarbejder ender i en uløselig interessekonflikt, siger økonomiprofessor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet til ugebrevet.

Der er ikke megen kontrol med området. Det er helt anderledes i bankerne, hvor der nidkært føres kontrol med direktørernes private investeringer. Men pensionssparere er typisk simple lønmodtagere, der tillidsfuldt overlader pensionsopsparingen til pensionsselskabet og sjældent spørger, hvordan pengene egentlig forvaltes.

Derfor er det bestyrelserne, der skal holde med ledelsen og de interessekonflikter, der kan opstå. Som nævnt er der intet, der tyder på, at der foregår noget i strid med lovgivning eller regler. Men mistanken kan være slem nok.

De velhavende direktører kunne i stedet overlade arbejdet med et investere den personlige formue til deres bank eller de mange andre kapitalforvaltere, der med glæde løser den type opgaver.

Så kunne pensionsbosserne bruge deres tid på at sikre kunderne et højere afkast, der kan retfærdiggøre de solide omkostninger ved en pensionsopsparing. Det vil være godt for kundernes alderdom, og så slipper direktørerne samtidig for omverdenens undren, som forhåbentlig er helt grundløs.

Da regeringens længe ventede landbrugsudspil blev præsenteret i foråret, stod det klart, at kravet om en hård kvælstofregulering var kommet for at blive. Og efter fødevareminister Rasmus Prehn(S) torsdag aften afslog at give bønderne dispensation til fristen for at så efterafgrøder, kan man næppe længere være i tvivl om, at han mener det.

Landbruget skal betale prisen for, at der hvert år fosser kvælstof ud i vores vandmiljø, som resulterer i den algevækst, der nupper ilten til vigtigt dyreliv. Egentligt passer det fint sammen med, at Aarhus Universitet har vurderet, at erhvervet står for 70 procent af miljøballaden med kvælstof.

Problemet er imidlertid, at landbruget ikke bare kan stoppe med at bruge kvælstof, som stammer fra gødningen. For hvad end der skal laves byg til øl, raps til madolie, rug til brødet eller korn til dyrenes maver, så skal planterne fodres med kvælstofrig gødning, ellers vokser de ikke, som de skal.

For at løse den gordiske knude, så både dyr og mennesker kan få mad, uden at vandløb og hav samtidig skal lide, er erhvervet pålagt at så efterafgrøder. De skal sås, så snart markernes planter er høstet. Efterafgrøder kan nemlig opsuge overskydende kvælstof og dermed forhindre skidtet i at tage turen videre mod undergrunden.

Desværre har efterafgrøder kun effekt i en vis periode, og derfor har man fastsat datokravet om, at de skal være i jorden til midnat den 20. august. Men bønderne er bagud med årets høst. Der har været langt mellem solrige høstdage på det seneste. Og når det ikke er tørt, så kan der hverken høstes eller sås.

Det er ikke bare i Vestjylland, hvor vi vanligt skal langt hen i august, før kornet er bjærget. Selv bønder på Sjælland har ikke parkeret mejetærskeren. Normalt venter landmænd ellers gerne på vejret, men ministeren venter altså ikke på dem.

Efter fredag må tusinde af landmænd derfor se ind i at få et træk i deres gødningskvote, hvilket betyder, at næste års udbytter bliver mindre. Det koster på kistebunden, ligesom erhvervet bliver tvunget til at gå på kompromis med kvaliteten af afgrøderne.

Det mærkværdige er, at dispensationen, som ministeren har afvist at give, netop skulle fungere som en kattelem, hvis vejret driller. Og dertil kommer, at den af samme årsag, tidligere er givet i 2015 af daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Man må derfor konstatere, at den velvillighed, som Rasmus Prehn har vist erhvervet ved først at skrotte en færdig plan i januar og siden invitere alle parter til dialog om det nuværende udspil, klinger hult. For hvis man ikke gør brug af en dispensation, der er skabt til de forhold, som bønderne møder lige nu, hvorfor så overhovedet have den?

Der er ikke andet for, end at landbruget må knuge sig til håbet om, at en helt ny model for regulering af kvælstof er på vej. Lige med ét ser det jo ikke ud til, at vejret har tænkt sig at drille mindre i fremtiden. Dermed står det vel også klart for de fleste, at efterafgrøderne ikke bare i år, men også fremover får mere end svært ved at leve op til formålet om at redde vandmiljøet.

Aarhus Universitet har allerede udarbejdet et helt katalog med andre muligheder. Det peger mod, at man måske godt både kan dyrke marker og bevare miljøet. Men hvis de ikke kommer i spil, så må landbruget se dette som et signal om, at Danmark nok alligevel ikke skal være det landbrugsland, som statsminister Mette Frederiksen ellers har forsvoret.