Corona: Hvis du bliver ramt af alvorlige senfølger efter covid-19, er det på ingen måder ligegyldigt, hvor du bor.

Mens ventetiderne på at komme til hos landets senfølgeklinikker i flere regioner er under en måned, har borgere i Region Midtjylland i september i gennemsnit ventet mere end fire måneder på hjælp, når de endelig har fået tid hos en af regionens to senfølgeklinikker. Det viser de seneste opgørelser fra regionerne, som Avisen Danmark har fået udleveret.

Årsagen er blandt andet sygeplejestrejken, der har ramt klinikken i Aarhus, som behandler de fleste med senfølger i regionen. Det fortæller overlæge Berit Schiøttz-Christensen fra Aarhus Universitetshospital, der ikke lægger skjul på, at ventetiden kan have konsekvenser for patienterne.

- Vi formoder, at det forlænger forløbet. Men om det betyder, at nogen bliver kroniske, ved vi faktisk ikke, siger hun.

Landets regioner har siden slutningen af sidste år drevet en række senfølgeklinikker, som skal tage sig af de coronasmittede, der udvikler langvarige symptomer efter at have været smittet med Covid-19.

Patienter henvises typisk først til klinikkerne, når de har oplevet symptomer i mindst 12 uger, og mange er så syge, at de må sygemelde sig, fortæller Berit Schiøttz-Christensen.

Ifølge Sundhedsstyrelsen bliver omkring hver tiende coronasmittede ramt af langvarige senfølger såsom åndenød, træthed, koncentrationsbesvær og tab af lugte- og smagssans.

I Danmark tilsiger udredningsgarantien, at patienter skal henvises og tilses i løbet af en måned. Tidligere på året led flere regioner under lange ventetider på grund af høje smittetal fra foråret, men de seneste opgørelser viser, at mange regioner har fået bugt med de lange ventetider.

I Region Nordjylland er ventetiden i øjeblikket to-tre uger, i Syddanmark er den tre uger. I Region Hovedstaden viser de seneste tal fra juli en gennemsnitlig ventetid på lidt over to uger, mens det ikke har været muligt at få udleveret ventetiderne for senfølgeklinikkerne i Region Sjælland.

Men i Region Midtjyllands to klinikker i Aarhus og Herning har patienterne i september i gennemsnit ventet 134 dage på en tid. Mere end seks gange så lang tid som i de andre regioner. Regionens koncerndirektør, Ole Thomsen, erkender, at ventetiden er utilfredsstillende.

- Det er ikke hensigtsmæssigt, og det er ikke god service, siger han

Alligevel kalder han ventetiden ”faglig forsvarlig”, da ventetiden ifølge regionens fagfolk ikke truer patienternes liv eller førlighed, fortæller han.

- Patienterne kan godt tåle at vente. Deres livskvalitet er ikke så god, som den skulle være. Men det går ikke ud over deres førlighed eller udsigt til et langt liv. Det handler om deres livskvalitet, og det skal vi selvfølgelig også gøre noget ved, siger han.

Ole Thomsen mener, at det er et fokus på at overholde et for stramt budget, der er skyld i, at ventetiden er eksploderet og er meget længere end i andre regioner. Med andre ord har der været langt flere patienter med senfølger, end man havde budgetteret med. Alene i Region Midtjylland har man i år modtaget flere end 1000 patienter med covid-19-senfølger.

Men det er faktisk et helt andet problem, der er den primære årsag til, at ventetiderne er eksploderet. Senfølgeklinikken i Aarhus har været ramt af sygeplejestrejken, og da sygeplejerskerne strejkede modtog ikke nye patienter, fortæller overlæge Berit Schiøttz-Christensen fra Aarhus Universitetshospital.

Tal fra Region Midtjylland viser også, at ventetiden er steget markant siden strejkens start i juni. Ser man på hele 2021, har patienterne i gennemsnit ventet 80 dage på en tid, og i marts var ventetiden nede på 35 dage. Altså markant lavere end de 134 dage, som patienterne i denne måned har ventet.

- Ved første konsultation er sygeplejerskerne en stor del af undersøgelsen, udfyldelse af spørgeskema og andre ting, og derfor tog vi slet ikke nye patienter ind under strejken, siger Berit Schiøttz-Christensen.

Hos Dansk Sygeplejeråd afviser næstformand Anni Pilgaard at tage hele ansvaret for de lange ventetider i Region Midtjylland.

- Det er lidt snæversynet kun at give strejken ansvaret. Der var allerede venteliste i forvejen, og Region Midtjylland kører med et stramt budget, siger Anni Pilgaard, der dog erkender, at strejken har forværret situationen. Hun forsvarer beslutningen om at udtage senfølgeklinikken til konflikt.

- Vi vurderede ikke, at senfølgekomplikationer er livsfarlige eller uopsættelige, og derfor kunne vi godt konflikte der, siger hun.

Efter Avisen Danmarks henvendelse har Region Midtjyllands koncerndirektør, Ole Thomsen, besluttet at give Aarhus Universitetshospital grønt lys til at overskride budgettet for at sikre hurtigst muligt at få nedbragt ventetiden. Men han har endnu ikke et klart svar på, hvor mange penge ekstra der skal bruges på at nedbringe ventetiden, eller hvornår ventetiden vil overholde udredningsgarantien på fire uger.

- Jeg tør ikke sige, at vi hurtigt kommer ned på fire ugers ventetid, så borgerne i Region Midtjylland kan måske være nødt til at søge behandling i andre regioner. Men nu sætter vi aktiviteten op, og vi gør det meget hurtigt.

Burde du eller andre i regionen ikke have reageret tidligere på de her lange ventetider?

- Nogen har haft meget respekt for en økonomisk ramme, som vi har aftalt for et stykke tid siden, siger han.

Berit Schiøttz-Christensen glæder sig over de ekstra penge til at nedbringe ventetiden.  Medmindre smittetallene og antallet af senfølgeramte stiger drastisk over efteråret, forudser hun, at ventetiden i Region Midtjylland til jul vil være under fire uger.

Allerede nu, hvor sygeplejerskerne er tilbage fra strejke, falder ventetiden. De patienter, der i dag henvises til senfølgeklinikken i Aarhus, får en tid inden for cirka to måneder, fortæller hun.

Tyskland: Først en advarsel - denne artikel indeholder eksplicitte pornografiske elementer, der kan virke stødende for nogen. Du bliver fluen på vægge i Berlin, hvor solen aldrig skinner - bogstavelig talt - og hvor tændte videokameraer resulterer i bortvisning og livsvarig karantæne. Kære læser, vi skal på natklub.

I løbet af et døgns intensiv valgdækning skal vi også til kamp i en ikonisk fodboldklub, tilbringe tre timer i kø samt besøge et valgsted i en punklomme af Tysklands hovedstad. Målet er at give et gispende indblik i Berlins mangfoldige folk, smadre stereotyperne en gang for alle og samtidig spørge, hvorfor tyskerne stemmer, som de gør.

Missionen er selvsagt dømt til at fejle. For mens de første tyskere vågner op til valgdag søndag morgen, drikker deres kaffe og bevæger sig mod stemmeboksene, er jeg i trance på en af Berlins berømte og berygtede technoklubber. Nøgne kroppe - delvist plettet af læder, latex og metalkæder - danser til tung bas omkring mig. Scholz og Laschet er som fremmede planeter i fjerne galakser, men spørgsmålet, der fungerede som affyringsrampe for hele min rejse, er lige så nærværende, som den elektroniske musik: Hvem er tyskerne egentlig?

Lørdag kl. 17.19 starter dagbogen med et jubelbrøl. Fodboldklubben Union Berlins Kevin Behrens har netop hamret kuglen op i nettaget og bragt hjemmeholdet på sejrskurs to minutter før slutfløjtet. 1-0, og Stadion An der Alten Försterei går amok. Jeg mærker i mit hår, at det ikke kun er i Danmark, vi kaster med fadøl.

Jeg er her for at lodde valgstemning, men FC Union Berlin fortjener en kort introduktion, for klubben har en heroisk plads i den østtyske historie.

I DDR-tiden var fansene vokale i deres modstand mod Stasi og sang Die Mauer muss wegg, Die Mauer muss wegg - Muren må væk - når de havde et frispark. I 2001, da klubben lå i Tysklands fjerdebedste række og var ved at gå konkurs, gav fansene bogstavelig talt deres hjerteblod til klubben. De donerede blod til en blodbank, som betalte en del af klubbens gæld. Og i dag, hvor de rødklædte fra Union Berlin spiller Bundesliga og Europa League på deres stadion i skoven, er det nærmest umuligt at skaffe en billet til kampene, hvis man ikke er medlem.

Med andre ord er det en svært tilgængelig fæstning, jeg har begivet mig ind på.

Lørdag kl. 18.02 tager jeg et billede af Union Berlin-fanen Stefan Kries, mens han spiser en hotdog. Ligesom alle andre, jeg taler med på stadion, bruger han ordet “familie” om sin fodboldklub. Dét er det vigtigste i livet, landets førte politik er mindre afgørende. Stefan håber bare, at Tyskland bliver “normalt igen”.

- Altså efter corona. Jeg vil gerne have det sjovt, være sammen med mine venner og se Union Berlin på stadion. I den henseende tror jeg, at Olaf Scholz er den, der bedst får os ud på den anden side af pandemien, siger skolelæreren.

En anden fan, 35-årige Svend Krämer, er heller ikke just nogen Ché Guvera.

- De 16 år med Angela Merkel har været okay. Ikke de bedste, men okay.

Hvad bliver den vigtigste opgave for den kommende kansler?

Svend tænker sig om i 10 sekunder, før han svarer.

- Flere cykelstier i Berlin.

Lørdag kl. 22.04 har cyklerne svært ved at komme frem på Köpenicker Strasse for skoven af mennesker. Klos op af stationen Heinrich Heine Strasse står 500 personer i kø til at komme ind på natklubben KitKat, et af Berlins mest berømte og berygtede steder.

De fleste står med bar barm og nøgne ben, mange har en taske med festtøj på ryggen. Ser man ikke cool, stilet eller særlig nok ud, kommer man ikke ind, og regel nummer 1 er at have så lidt tøj på som muligt. Som Kirsten Krüger, kvinden der sammen med sin mand har stået i spidsen for KitKat siden begyndelsen i 1994, har udtrykt det:

- Hvis du lukker folk ind i normalt tøj, sker der kun normale ting.

Forbindelsen til det tyske valg er muligvis svær at få øje på. Men Berlins natklubsscene er i høj grad politisk - og historisk. De vilde dansefester har rødder i 1920’ernes og 1930’ernes røgfyldte kælderværtshuse og guldrandede kabaretter, som portrætteres i serien “Babylon Berlin”. Dengang, kort før nazismens ragnarok, blev der eksperimenteret med kønsidentitet, porno og stoffer. Ligesom der bliver det i dag.

- Vi er progressive, queer, feministiske, anti-racistiske, inkluderende, farvefulde og har enhjørninger, lød det i 2018 fra en sammenslutning af technoklubberne - herunder også KitKat.

Lørdag kl. 23.35 er jeg stadig så langt fra Kitkats forjættede land, at jeg ikke kan se døren - og jeg aner ikke, om jeg vil blive lukket ind. Jeg har vendt et par Nike-shorts på vrangen, så de neongule indershorts lyser op, og iført mig en brun lædervest fra en genbrugsforretning. Det ser farligt ud, men er ikke nær så vildt, som noget af det omkring mig. En 29-årige kvinde ved navn Marie Kleinbrod har et miks af sort lingeri og læderkorset på kroppen, en sølvmaske for ansigtet og en gennemsigtig glimmerkappe over skulderen. Hendes udklædning står i skarp kontrast til den politiker, som hun håber vinder valget: Olaf Scholz, socialdemokraten der i daglig tale kaldes for "Scholzomaten", fordi han har lige så meget karisma som en sodavandsautomat.

- Han er den, jeg tager mest seriøst. Hvis der er nogen person, som kan efterfølge Angela Merkel, så er det Scholz, siger Marie, der til dagligt arbejder som socialarbejder i en stofbrugsorganisation og har en fireårig datter.

- Det vigtigste emne for mig? Flere ressourcer til børnehaverne, siger hun.

Andre mennesker i den flamboyante kø - hvor køn, etnicitet, seksualitet og aldre synes at flyde sammen i et stort, forvirrende orgie af mangfoldighed - nævner den samme form for nære problemstillinger: corona-håndtering, den sociale ulighed i deres by og stigende huslejepriser.

Begejstring for nogen af kanslerkandidaterne er svært at finde.

- Scholz vil gøre det mindst dårligt. Han har allerede adopteret Merkels politiske stil. Hun har ikke regeret Tyskland med særlig mange visioner, men hun har stået for et stabilt land, siger Amadeus, der er i slutningen af 30’erne og iført en lyserød paryk.

Søndag kl. 00.35 står jeg ansigt til ansigt med selveste klubejeren, Kirsten Krüger, der fungerer som dørvagt og vrænger tydeligt på næsten af mine neongule shorts. Holder mit blik i fem lange sekunder, før hun vifter mig ind med en håndbevægelse.

KitKat er et tumultarisk univers af gange og rum, der vrider armen rundt på den politiske korrekthed - og knækker den arm. Der er to forskellige scener med DJ’s, podier, som folk danser på, stripperstænger i flittig brug og et lysshow, der ligner noget fra en sci-fi-film. En grøn metaldrage, som er monteret til væggen, spyr ild på en diskokugle, mens to fyre i tangatrusser kysser blidt på dansegulvet, og drenge og piger tager hinanden hårdt i alle kroge og hjørner af klubben.

I alt er her 2000 mennesker. Nogle af dem ligger i solsenge i et rum med en stor pool . Nogle piller ved hinanden, andre piller bare ved sig selv.

Søndag kl. 03.59 skriver jeg tre ord til min redaktør: “Jeg gik ind”. Det er en simpel oplysning, men efter tre timer i KitKats favn føles den tung af betydning.

Bassen pumper mit hjerte ud af lungerne, og jeg danser, som afhang mit liv af det. Ligesom alle andre hernede. Stereotypbilledet af tyskerne som kedelige, fantasiforladte og autoritetstro er endegyldigt smadret til plukfisk i mit hoved. Og jeg har svært ved at greje, hvordan dette vanvidsunivers, kan eksistere i det samme land, som foretrækker bankrådgivertyper som statsledere og partier, der vil regere henover midten af tysk politik. Nok udgør klubdyrene i Berlin en meget lille minoritet, men deres underverden føles ekstrem i det konservative Tyskland.

Måske er det netop på grund af den slags spændinger, at fænomenet findes netop her?

Søndag kl. 04.37 præsenterer jeg spørgsmålet for min ven Sebastian fra Berlin, der også har været på KitKat iført vest og shorts i nat. Nu sidder vi over en kebab og er ved at få hørelsen tilbage.

Sebastian er ikke gammel nok til at huske tiden før Murens fald, men han tror, at festfanatismen bunder i alt det, som Berlin har været igennem i sin historie.

- Vi har bare brug for at feste rigtig hårdt, siger han.

I dagslyset er han konsulent i en mindre virksomhed, stemmer på Die Grünen og kan egentlig godt lide Angela Merkel.

Søndag kl. 09.51 vågner jeg efter få timers søvn og mærker koldsveden løbe mig ned ad ryggen. Min plan hænger ikke sammen.

Søndag kl. 10.15 får jeg en besked fra min mor, der har hørt mig diskutere natklubsvinklen i vores seneste podcast:

"Var det voldsomt?" skriver hun og tilføjer:

"Måske skal du bare lade være med at dele oplevelsen i avisen".

Søndag kl. 13.47 ligner jeg enhver anden journalist igen, mens jeg prajer tyskere ind til diktafonen ved et valgsted på Frankfurter Allee. Det er i bydelen Friedrichshain i Østberlin, som er kendt for en punkagtig, alternativ stemning. Lige nu ligner det mest af alt et grønt hipsterparadis i en varm efterårssol. Unge mænd med tatoveringer ned ad begge ben på fixie-bikes, midaldrende mænd med Homer Simpsons normcore-look - blå jeans og hvid T-shirt - samt barnevognsskubbende unge mødre har alle kurs mod stemmeboksene.

Ingeniører fortæller mig om frygten for Berlins galopperende boligpriser, studerende taler om frustrationen ved Tysklands manglende digitalisering, og et ungt par er kede af landets uddannelsessystem. En mand med stort skæg og guldkæde har kun et enkelt ønske til den kommende kansler.

- Legaliser cannabis, siger han.

Selv om vi befinder os i det, der betragtes som De Grønnes og Die Linkes højborg, er det hverken klimaet eller verdensfreden, som de fleste nævner, når jeg spørger ind til deres stemmer. De er pragmatiske.

Søndag kl. 15.39 møder jeg en mand, der måske kan binde min historie sammen. 57-årige Christian Winther er direktør i en smalfilmsbiograf i Berlin og har ejet en natklub i 20 år. Og han har netop afleveret sin stemme på det borgerlige parti FDP med tænderskærende vrede.

- Intet fungerer i Tyskland, siger han.

- Hvis bare jeg skal ud i lufthavnen, kører jeg i 13 minutter uden internetdækning. Det tager syv måneder at få fornyet sit pas i det her land. Fem måneder at få registreret sin bil.

Rolex-uret sidder fast på håndleddet, mens han vifter med armene.

- Det vigtigste er, at vi får Angela Merkels parti, CDU, ud af regeringen, siger han.

Men tror du på reel forandring med SPD og Olaf Scholz, der har ført valgkamp på at ligne Angela Merkel så meget som muligt?

- Jeg vil ikke have forandring. Tyskerne vil ikke have forandring. De vil bare have, at landet fungerer. Og så spiller de smarte om natten.

I Radio4 Morgen fortæller Emil Jørgensen, journalist på Avisen Danmark, hvordan det var at være til fest med 2000 tyskere på den berømte natklub KitKat - alt imens de første tyskere var på vej mod valgstederne. Hør historien her:

Test: Hver uge skal vaccineret personale på plejehjem og i hjemmeplejen PCR-testes. For ikke-vaccineret personale hedder det to ugentlige tests.

Sådan lyder anbefalingen i en ny aftale, som Kommunernes Landsforening, regeringen og regionerne har indgået i den forløbne uge.

Udover plejepersonale bør også alle besøgende til beboere på plejehjem testes forud for besøget, uanset om de er vaccinerede eller ej, lyder det i aftalen.

- Vi skal fortsat passe godt på vores ældre borgere, selvom covid-19 er begyndt at slippe sit tag. Det vigtigste værktøj, vi har mod virussen, er vaccinen, og derfor har myndighederne også besluttet, at ældre og sårbare skal tilbydes et tredje stik, siger Kommunernes Landsforenings næstformand Martin Damm i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Men vi går snart et efterår og en vinter i møde, hvor tidligere erfaringer viser, at risikoen for smitte øges netop her. Derfor har vi nu indgået en aftale med regeringen og regionerne om, at der så vidt muligt også gennemføres test af medarbejdere på plejehjem og i hjemmeplejen.

I aftalen mellem parterne forklares det videre, at tests er et tilbud til medarbejdere med kontakt til sårbare borgere, og for medarbejdernes vedkommende kan testen foretages i forbindelse med arbejdstiden.

Ud over at ældre og sårbare får tilbud om et tredje vaccinestik, mens personalet fortsat skal testes, vil der også fortsat være særlig fokus på rengøring, udluftning og høj hygiejnestandard, står der i pressemeddelelsen.

Samtidig med den nye aftale om tests af plejepersonale og besøgende, er der praktisk talt ingen retningslinjer og restriktioner tilbage for os andre.

Der er ikke længere noget, der hedder coronapas herhjemme, og har du været i kontakt med en smittet, er der ingen krav om isolation, hvis ikke du har symptomer - du kan bare gå på arbejde og i supermarkedet, som du plejer.

Faktisk er coronavirus ikke længere kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Det ophørte allerede den 10. september. Kategoriseringen som samfundskritisk sygdom var det, der gjorde det muligt at indføre både nationale og lokale nedlukninger, stille krav til coronapas og mundbind og lave forsamlingsforbud.

Derfor ville Avisen Danmark gerne have spurgt Sundhedsstyrelsen om, hvordan den nye aftale om så jævnlige tests af plejepersonale og besøgende hænger sammen med, at virussen ikke længere er samfundskritisk. Sundhedsstyrelsen er dog ikke vendt tilbage på avisens henvendelser i løbet af weekenden.

Norge: Når en nordmand i dag sætter sig ind i sin nye bil og drejer startnøglen, hører han sjældent støjen fra en forurenende motor, der brænder benzin eller diesel.

I dag er ni ud af ti nye solgte biler i Norge enten helt elektriske eller hybridbiler. De gammeldags fossilbiler står nu kun for 10 procent af salget. Det viser tal fra den norske organisation Opplysningsrådet for Veitrafikken (OFV), der kan sammenlignes med danske FDM. En del af salget er dog såkaldte hybridbiler, der kører på en blanding af el og brændstof. Hybridbilerne står for 30 procent af de nye biler.

De er ikke altid særligt grønne, fordi de ofte kører på brændstof en stor del af tiden. De rent elektriske køretøjer udgør dog stadig 60 procent af salget i 2021 indtil videre.

For august måned lå andelen af solgte rene elbiler endda endnu højere - på knapt 72 procent.

- Registreringstakten på nye personbiler er klar og tydelig. Folk vil have elektriske biler, og det skal gerne være SUV-er eller andre typer, som opfylder folks krav til plads, udstyr, rækkevidde og pris. Mange af de nye elbiler opfylder disse krav, og de kommer i stadig større antal, siger direktør Øyvind Solberg Thorsen i OFV.

Norges klimamål er 40-45 procent reduktion i 2030 ift. 1990 og allerede fra 2025 skal alle nye personbiler og lette varebiler være nuludslipskøretøjer.

For at nå målene har den norske regering valgt guleroden frem for pisken: Elbiler er fritaget for registreringsafgift og moms, hvilket betyder, at en ny Tesla ligger på cirka samme pris som en ny Audi eller Mercedes.

Samtidig får elbiler lov at parkere gratis visse steder, og er fritaget for vejskat, kan sejle gratis med nogle færger, og elbilerne har endda lov til at bruge busbanen. Norge har omkring 17.100 ladestandere til elbiler rundt omkring i landet, og ifølge den norske regering kommer 98 procent af landets elektricitet fra vedvarende energikilder, med vandkraft som den helt store arbejdshest.

Det er ikke helt billigt for Norge at støtte elbiler så kraftigt. Hvert år koster det den norske stat over 19 milliarder norske kroner i tabte afgifter, men det bringer næppe landet til tiggerstaven lige foreløbig.

Norge har nemlig en statslig pengetank på 12.000 milliarder kroner, der kommer fra mange års salg af olie. Et salg, landet har fået kritik for at ville fortsætte trods de grønne ambitioner på transportområdet.