Integration og beskæftigelse: En nærmest fastgroet migræne i dansk politik gennem årtier har været, hvordan man sikrer en højere beskæftigelse af flygtninge og indvandrere.

Og det lader til, at Danmarks nabolande Sverige og Norge i højere grad har fundet kuren.

Særligt i Norge er flygtninges beskæftigelse markant højere, og derfor har Rasmus Brygger, stifter af Videnscenter For Integration, lavet et tankeeksperiment:

"Hvordan ville situationen i Danmark se ud, hvis flygtninge i Danmark havde et beskæftigelsesniveau svarende til det norske?"

Det er ikke et helt uvæsentligt tal – det er nemlig ca. 10.000 flere flygtninge i beskæftigelse pr. 1. januar 2021, hvis danskerne havde samme succes som nordmændene med integrationsindsatsen. Eller knap alle de mennesker, der er blevet tildelt regerings "Arne"-pension.

- Det er vigtigt, at vi også i den danske integrationsdebat taler om, at der er et potentiale til forbedring. Der sker også systemfejl i den danske integrationsindsats, og med det mener jeg, at myndighedsindsatsen er en af årsagerne til, at der er opstået integrationsproblemer, forklarer Rasmus Brygger

Og noget kan tyde på, at Norge har fat i den lange ende. Kurverne viser nemlig, at selvom Danmark kommer bedre fra start og hurtigere får flygtninge ud i arbejde, så overhaler Norge os i sidste ende.

Tallet skal dog tages med en række forbehold.

Rasmus Brygger kalder det et tankeeksperiment, fordi det ikke er et regnestykke, som viser, at hvis Danmark adopterede den norske integrationspolitik, så ville man få 10.000 ekstra i beskæftigelse. Men den kan sige noget om størrelsesordenen af potentialet, påpeger han.

Ligesom det er usikkert, at man kan få de flygtninge, der har været i landet i 15 år i beskæftigelse ved en øget integrationsindsats, fordi gruppen er sværere end nytilkomne, der får en intensiv aktivering fra begyndelsen.

Men selv med de forbehold mener to forskere på området, at analysen ikke er uden betydning.

- Det belyser et beskæftigelsespotentiale, noget der i princippet er realistisk, fordi det norske arbejdsmarked minder om det danske og fordi forskelle mellem flygtninge i Danmark og Norge ikke forklarer forskellen i deres beskæftigelse, siger Jacob Arendt, forskningsprofessor med speciale i indvandring og arbejdsmarked ved Rockwool Fonden.

Og nogenlunde samme konklusion kommer arbejdsmarkedsforsker Rasmus Lind Ravn, der er postdoc. på Institut for Politik og Samfund ved Aalborg Universitet, frem til.

- Man kan benytte den til at sige, at der er et vist forbedringspotentiale i Danmark på trods af, at det faktisk er gået frem med den arbejdsrettede integration af flygtninge, siger han.

Men hvad er det så, at nordmændene gør så godt? Det kan være svært at isolere effekterne og udpege præcist hvilke indsatser, der gør forskellen.

- Norge adskiller sig fra Danmark i investering i uddannelse til nytilkomne flygtninge. I Danmark har vi siden 2016 haft et stort fokus på, at flygtninge skulle ud i virksomhedspraktik og ufaglærte jobs. Det virker nogenlunde på mændene, men ikke særligt godt for kvinderne, forklarer Rasmus Brygger.

Samme indsatser hiver Jacob Arendt frem fra det norske.

- Man kan se, at de bruger nogle uddannelsesindsatser i højere grad og man kan se, at opkvalificering er med til at øge beskæftigelsen, siger Jacob Arendt.

At klæde flygtninge på til arbejdsmarkedet med uddannelse og opkvalificering er én faktor. Noget andet er, hvordan arbejdsmarkedet tager imod gruppen.

- Man skal også appellere til arbejdsgiverne og deres sociale ansvar i forhold til at integrere personer med flygtningebaggrund, understreger Rasmus Lind Ravn.

Rasmus Brygger peger på, at flere danske studier viser udfordringer med etnisk diskrimination på arbejdsmarkedet. Der findes ikke forskning, der sammenligner Danmark og Norge specifikt på det punkt, men Norge har i hvert fald mindre grad af etnisk diskrimination end Sverige.

Danmark er dog ikke helt af sporet, og Rasmus Lind Ravn siger, at vi ”dybest set på rette vej.”

Alligevel mener Rasmus Brygger, at Danmark kan lære af Norge på en række punkter:

- Man bør investere i uddannelse, hvor der er behov. Det kunne f.eks. være erhvervsuddannelserne. Hvis man ser på de ledige indvandrere, der har været længe i Danmark, viser forskningen, at udfordringerne er sproget og faglige kundskaber. Det skal man turde investere i, siger Rasmus Brygger.

- Det koster penge, men det er vigtigt, at vi også tør bruge penge på bedre integration, hvis vi vil have nogle resultater. Fordi det kan betale sig i det lange løb.

Efter langvarige forhandlinger har EU's medlemslande tirsdag landet en aftale om fiskekvoter i Østersøen næste år.

Det oplyser Slovenien, som har EU-formandskabet, på Twitter.

Aftalen indebærer, at der må fanges markant færre fisk i Østersøen i 2022.

Det fortæller fiskeriminister Rasmus Prehn (S), som har repræsenteret Danmark under forhandlingerne i Luxembourg.

- Vi er blevet enige om, at vi tager de helt nødvendige skridt for at passe på vores fiskebestande. Så der bliver markant lavere kvoter for torsk og for sild. Dog ikke helt så lave, som Kommissionen havde lagt op til.

- Der er blevet taget en lille smule hensyn. Ikke noget jeg tror, fiskerne bliver glade for, men dog et skridt i den rigtige retning set fra deres perspektiv, mens man stadigvæk tager de nødvendige hensyn, siger han.

I den vestlige Østersø må der ifølge aftalen næste år fanges 489 ton torsk. Det er en reduktion på 88 procent sammenlignet med i år, hvor kvoten er 4000 ton.

Kvoten for sild i den vestlige Østersø bliver sænket med 50 procent. Det betyder, at kvoten går fra 1575 ton til 788 ton.

Derudover er det aftalt, at kvoten for laks i det meste af Østersøen bliver sænket med 32 procent. Dermed går kvoten fra 94.496 ton til 63.811 ton.

I Den Finske Bugt - i den østligste del af Østersøen - bliver kvoten dog hævet med seks procent.

EU's medlemslande har forhandlet om kvoterne på baggrund af et udspil fra EU-Kommissionen.

EU-Kommissionens forslag lagde op til endnu lavere kvoter for torsk. Den mente, at kvoten skulle reduceres med 92 procent til 324 ton torsk i 2022.

Udspillet blev fremlagt på baggrund af videnskabelig rådgivning fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (Ices), som har fremhævet, at flere bestande i Østersøen er alvorligt pressede.

EU-landenes fiskeriministre er blevet enige om en aftale, der sikrer bedre balance, end der var i EU-Kommissionens forslag, mener Prehn.

Han fremhæver, at fiskerne får bedre mulighed for at fange fisk som rødspætte og brisling, som der er gode bestande af.

Det kræver imidlertid, at fiskerne bruger redskaber, så de undgår at få for eksempel den alvorligt pressede torsk med i nettet.

Rasmus Prehn er på de danske fiskeres vegne ærgerlig over, at det har været nødvendigt at reducere kvoterne så markant. Og regeringen er klar med hjælp, lover han.

For eksempel skal fiskere, der nu vil forlade erhvervet, have hjælp til at komme ud af det "tørskoet økonomisk". Det skal en ordning, hvor en fisker kan få ophugget sin kutter og få penge for den, bidrage til.

- Når vi tager de - desværre - helt nødvendige skridt for at passe på vores fiskebestande, så er vi også nødt til at gøre en ihærdig indsats for at passe på og hjælpe vores fiskere, siger ministeren.

Der er flere grunde til, at fiskesituationen er så alvorlig i Østersøen.

Som årsager peger eksperter på klimaforandringer, højere temperaturer i havene, udledning af kvælstof og flere skarver og sæler i Østersøen, der spiser fiskene.

/ritzau/

Sagen om sexisme i en af landbrugets milliardvirksomheder, avlskoncernen Danbred, vil bare ikke stoppe.

Mandag aften tog den endnu en drejning, da Anne Arhnung med omgående virkning trak sig som øverste direktør i lobbyorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Sagen kunne være indkapslet som sexchikane, udført af Danbreds topchef, Thomas Muurmann Henriksen, men er nu eksploderet i toppen af dansk landbrug.

Anne Arhnung siger selv, at hun stopper efter uenighed med sin politiske ledelse om håndteringen af Danbred-sagen. Hun har tilsyneladende anbefalet en langt mere kontant reaktion på, at Danbred-direktøren systematisk og langvarigt har udøvet sexchikane mod sine kvindelige medarbejdere.

Opsigelsen må have været en smertefuld beslutning for en kvinde, der lige har fejret 25-års jubilæum i landbrugets tjeneste, heraf tre år på den prestigefulde post i spidsen for Landbrug & Fødevarer. Det kan måske forklare, at hun ikke traf den nødvendige beslutning langt tidligere. En direktør, som bestyrelsen ikke gider at lytte til, skal se at komme videre.

I mellemtiden måtte hun se bestyrelserne i Landbrug & Fødevarer - der er største aktionær i Danbred - og Danbreds egen bestyrelse holde hånden over Thomas Muurmann Henriksen.

Det er mange mennesker, der nu er berørt af sagen - ud over de kvinder, som hele sagen begyndte med. I første omgang afslørede erhvervsmediet Finans, hvordan samtlige mellemledere i Danbred havde klaget til bestyrelsen over direktørens gentagne chikane af specielt yngre kvindelige medarbejdere.

Klagen var også gået til Anne Ahrnung i Landbrug & Fødevarer, men organisationen valgte at lade Danbred håndtere sine egne personalesager. Det har vist sig at være en stor fejl, og den udstiller, at landbruget muligvis ikke forstår alvoren i det, der nu hedder Danbred-skandalen.

For ganske vist lød det, at Thomas Muurmann Henriksen selv sagde op fra Danbred. Det har siden vist sig, at han blev fyret, men bestyrelsen ville tilsyneladende skåne hans eftermæle mest muligt.

Så røg hele bestyrelsen ud, inklusive den magtfulde formand Christian Junker, der er et stort navn i landbrugets virksomheder. Men bestyrelsen blev erstattet af andre folk fra landbruget. Det er som om, at det ikke er muligt at sammensætte professionelle bestyrelser udefra, der kan se på landbrugets virksomheder med friske øjne. Det skyldes forhistorien med andelsselskaber og ejerskaber på kryds og tværs, der skaber en vis automatik i sammensætningen af bestyrelser.

Den nye formand, Andreas Lundby, var endda formand for Danbred indtil for tre år siden. Thomas Muurmann Henriksens afløser på direktørposten, Claus Fertin, er tidligere direktør i Landbrug & Fødevarer.

Det er utroligt at se på, hvor forkert denne sag kunne håndteres. Hvad nu hvis Christian Junker omgående - da Finans udkom med historien i september - havde losset Thomas Muurmann Henriksens ud i kulden? Så havde bestyrelsen stadig fået kritik for at handle for sent, og forløbet ville være uskønt. Sagen ville stadig være alvorlig, ingen tvivl om det.

Men det ville være svært at forlange flere konsekvenser, for nu var årsagen til alle problemerne - direktøren - væk. Bestyrelsesformanden kunne rømme sig og sige, at nu havde Danbred brug for arbejdsro til at genskabe trygheden hos medarbejderne.

I stedet valgte Christian Junker at frede sin direktør, da alle andre kunne se, at han umuligt kunne fortsætte. Dygtig eller ej, så var al tillid hos medarbejderne fuldstændigt væk i forhold til direktøren og bestyrelsen. Flere nøglemedarbejdere havde allerede sagt op af samme grund.

Anne Arhnung havde muligvis også den erkendelse, men var altså for svag til at overbevise de tunge drenge i bestyrelserne. Det må bekymre de landmænd, der har lagt forhandlingerne om erhvervets fremtid i hænderne på Landbrug & Fødevarer.

Dansk landbrug vil gerne se sig selv som verdens mest moderne af sin slags, fuldstændigt omstillingsparat i forhold til den grønne dagsorden og samfundets forventninger.

Lige nu kan man spørge sig selv, om landbruget har en profil, der overhovedet kan tiltrække de dygtigste og mest lysende talenter, der bliver nødvendige for at bringe erhvervet igennem klimaomstillingen. Det kommer de til at tale om, når landbruget i næste måned samles til det  årlige delegeretmøde.

Her plejer landmændene at sige deres ærlige mening om deres valgte tillidsfolk og højtbetalte lobbyister.

Torsdag i sidste uge var en af demokratiets højtidsdage. Klokken 9 om morgenen satte Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen, gang i årets åbningsdebat.

15 timer, 40 minutter og 10 sekunder senere, da dagens navn var blevet fredag, ringede han mødet af.

Begivenheder, som fulgte, fik mine tanker til at glide nogle få år tilbage. Jeg husker ikke årstallet, men sammen med nogle kolleger fra den avis, jeg var ansat på dengang, indtog jeg en aften i oktober et københavnsk udskænkningssted.

Det første jeg så og hørte var fire mænd om et bord. De lignede nogen, der ikke helt vidste, om de var mest til fest eller til bægerklang og derfor havde kastet sig over begge dele.

Jeg gik hen til dem og sagde: - Skål, drenge!

De vidste, hvem vi var, især hvad vi var, og vi vidste, hvem de var, og hvad de var. Deres blikke og bevægelser stivnede. De frøs fast i øjeblikket med glasset på vej op til munden eller ned på bordet igen, med ølskum der forblev hvilende på ubevægelige overlæber og store smil, som satte sig i deres åbne munde, ud af hvilke de ganske tabte deres mæle.

Hurtigt kom de dog fri af fastfrysningen og iklædte sig et højtideligt og seriøst antræk i tone og udtryk: "Nå, men tak for mødet, så må vi også se at komme videre," sagde de til hinanden.

Og væk var de.

Der var en grund til, nej, der var tre grunde i kombination med hinanden til, at de straks forføjede sig:

For det første var de toppolitikere. Jeg husker ikke, om de var regeringsmedlemmer dengang, eller om de var rambukke i oppositionen; men det er det niveau, vi taler om.

For det andet var mine kolleger og jeg journalister på en uopdragen avis, der slår sig op på, at den tør, hvor andre tier.

For det tredje var der i denne værtshustime fuld gang i det pågældende års åbningsdebat i Folketinget; den var flere timer fra sin afslutning. Ret beset havde de pjækket fra arbejdet for at bælle bajere.

Mine kolleger og jeg diskuterede, om det var noget, vi burde lave en historie ud af, men vi lod nåde gå for ret. Vi valgte - lidt uvant - at tie.

End ikke på den bistreste avis, faktisk slet ikke dér, skal man opføre sig småligt, blev vi enige om. Teoretisk set kunne der også være saglige grunde til at drøfte vigtige sager et andet sted end på Christiansborg. Hvis altså man skal anskue sagen gennem overdrevent venligtsindede briller.

I forbindelse med debatten i torsdags så jeg i fjernsynet noget lignende ske.

Her sad en minister, en ordfører svarende til en partileder og en partigruppeformand i tv-programmet ”Det Politiske Talkshow” med Johannes Langkilde som vært.

Snakken gik, og der var øl på bordet - ret beset så det ikke ud, som om de drak dem. Øl eller ej, som på værtshuset for få år siden var udgangspunktet det samme:

Åbningsdebatten, med rigets tilstand og fremtid som sin motor, var i fuld gang og langt fra sin afslutning.

Ligesom jeg og min kolleger ikke gjorde nogen historie ud af det dengang, er der heller ingen, som i år har hæftet sig ved, at tre toppolitikere hoppede ud af åbningsdebatten til fordel for opholdet i et tv-program, hvis navn indeholder ordet show.

Til gengæld optog en anden politiker sindene på dagen og i dagene derefter. Det var Pernille Skipper fra Enhedslisten.

På et tidspunkt stod hun ude i siden af folketingssalen med sin nyfødte datter på armen. Det er ikke tilladt for medlemmerne at have børn med i folketingssalen, så det medførte en udvisning og efterfølgende en heftig offentlig debat.

Mit ærinde her er hverken at forsvare eller kritisere Pernille Skipper. Jeg skal heller ikke gøre mig til dommer over mødedisciplinen hos tingets medlemmer eller til talsmand for, at alle 179 folketingsmedlemmer skal sidde på deres pladser i over 15 stive debattimer.

I bund og grund har jeg kun en undren:

Hvad er det, som får såvel rigets ledere som det store dybe folkehav til at hidse sig op over et folketingsmedlem, som bryder en regel ved at medbringe et tavst spædbarn – samtidig med at folketingsmedlemmer helt og aldeles uantastet kan forlade en af årets største debatter for at få serveret øl på et værtshus eller i et tv-studie?

Det er et spørgsmål af den slags, der ikke findes noget indiskutabelt svar på. Det minder bare mig selv om, at der kan være god grund til en gang imellem at stoppe op og reflektere over, hvad det er, man bliver så hidsig over i det daglige. Måske ilterheden kan doseres lidt anderledes.

Bare en tanke.

Ha’ det godt derude - med eller uden spædbørn på armen. Eller øl på bordet.