Boliglån: Da statsminister Mette Frederiksen var i opposition, var faste dage i hendes kalender blokeret. Her skulle der ikke plottes møder på Christiansborg eller i København ind. Det var dage, der skulle bruges på at komme rundt i landet. ”Danmarksdage” blev de kaldt.

Det var på disse ”danmarksdage”, at Mette Frederiksen for første gang mødte danskere, som havde fået afslag fra deres bank og realkreditinstitut. De kunne ikke få lov til at låne de nødvendige midler til at få opfyldt deres store drøm om et hus eller en gård uden for en af de større byer. Ikke på grund af at de var dårlige betalere. Alene fordi deres drømmebolig lå placeret i det forkerte postnummer.

- Sådan skal det selvfølgelig ikke være. Derfor har vi i regeringen længe arbejdet på at finde den rigtige model for, hvordan vi kan understøtte, at danskere, som gerne vil bo uden for byerne, også kan få mulighed for at finansiere deres huskøb. Jeg har mødt mange på mine ture rundt i landet, som har fortalt mig om, hvordan de ikke kan låne til deres boligdrøm, fordi huset ligger i et forkert postnummer. Men det kan også være familien, hvor mor og far skal skilles, eller hvor en ægtefælle dør, skal de så ikke kunne sælge deres hus, når ulykken rammer? Selvfølgelig skal de det, siger Mette Frederiksen.

Konkret vil regeringen nu fremlægge et lovforslag, som skal gøre det muligt at få en statsgaranti på langt størstedelen af den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 procent af boligens værdi for ejerboliger, hvis boligen vel at mærke har en kvadratmeterpris på under 8000 kroner eller ligger i et postnummer med en gennemsnitlig kvadratmeterpris under 8000 kroner. Ifølge Erhvervsministeriet betyder det, at omkring 200 postnumre omfattes af muligheden for at få statsgaranti til finansiering af boligkøb.

Ifølge bankernes og realkreditinstitutternes interesseorganisation, Finans Danmark, ydes der allerede rigtig mange lån til boligkøb i yderområderne. I land- og yderkommunerne blev der i 2020 ifølge Finans Danmark i alt givet 16.396 realkreditlån til køb af helårsbolig. Det er otte procent flere end i 2019.

- Det er svært at vurdere, hvor mange der vil gøre brug af den nye mulighed for statsgaranti. Vi ved ikke, hvor mange der får afslag på at låne fra realkreditinstitutterne. Men det skal bare ikke være sådan i Danmark, at et helt almindeligt, godt parcelhus ikke kan skifte hænder mellem sælger og køber på grund af et postnummer. Lige nu oplever vi en tydelig tendens, hvor flere ønsker at bosætte sig uden for byerne. Det er sikkert corona, der har skubbet på den udvikling, og det skal vi støtte, siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen understreger, at modellen med statsgaranti ikke er hverken første skridt mod en statsbank eller et system, hvor dårlige betalere kan få statsfinansieret deres boligkøb.

- Vi har et meget velfungerende realkreditsystem, som er en vigtig søjle i vores finanssystem i Danmark. Nu har vi en konkret model, som realkreditinstitutterne skal administrere, men hvor staten påtager sig en del af risikoen. Samtidig er det vigtigt at understrege, at man stadig skal godkendes af sin bank og sit realkreditinstitut til resten af lånet, så det er fortsat nødvendigt at have styr på sin privatøkonomi, siger Mette Frederiksen.

Ifølge en ny opgørelse fra Landdistrikternes Fællesråd er befolkningstallet siden 2010 i byområder eller områder tæt på de største byer steget cirka én procent årligt, mens der i samme periode er sket et fald i befolkningstallet på omtrent seks procent i landdistrikter længere væk fra de største byer. Med udspillet om statsgarantier håber Mette Frederiksen, at regeringen kan være med til at vende den udvikling.

- På landet er der ikke mange lejeboliger. Derfor er det afgørende, at man kan købe sin egen bolig. Vi ved, at det er vigtigt for en lille by, om der er en skole, daginstitution, et tilbud til de unge og en brugs eller købmand. Der skal kun ganske få nye børnefamilier til en lille by, før den blomstrer op, og der kommer nyt liv. Derfor er vigtigt, at man kan låne penge, så man kan bosætte sig, hvor man vil eller have råd til at blive boende, siger Mette Frederiksen.

I disse dage kører Mette Frederiksen rundt i Socialdemokratiets kampagnebus for at besøge partiets spidskandidater ved kommunalvalget på tirsdag. Det er nærliggende at tro, at regeringens udspil er timet til at lande i valgkampens slutspurt, men det afviser Mette Frederiksen.

- Det er lang tid siden, vi lagde frem, at vi ville se på dette område, og jeg er meget glad for, at vi nu har en model, der kan præsenteres. Nu har vi et konkret bud på, hvordan vi kan løse konkrete menneskers problemer med at få deres boligdrøm opfyldt. Det skulle vi have løst for lang tid siden, men det er først nu, det har kunne lade sig gøre. Men bosætning og det gode liv i hele Danmark er en naturlig del af valgkampen, og derfor diskuterer jeg selvfølgelig meget gerne emnet, siger Mette Frederiksen.

Regeringen foreslår, at modellen med statslån til huskøb tidsbegrænses, så den i første omgang løber i tre år og evalueres løbende i dialog med den finansielle sektor. Det vil sige, at institutterne forventes at kunne søge om at gøre brug af ordningen fra andet halvår 2022 frem til og med 2025.

Afgørelsens time nærmer sig til COP26-klimatopmødet i Skotland. Ifølge planen skal forhandlingerne slutte fredag, og verdens lande skal så præsentere et fælles slutdokument.

Der er dog tradition for, at forhandlingerne fortsætter ind i de sene nattetimer, eller ligefrem i et døgn eller to efter den planlagte dato. Så nu må vi se, hvornår der ses hvid røg fra forhandlingslokalerne.

For i løbet af den seneste uge har det ikke ligefrem emmet af enighed. Tværtimod har det mest været hårde beskyldninger og frustration, der er fløjet gennem luften i Glasgow. I hvert fald i offentligheden.

Men så, onsdag aften, blev et håb tændt for, at verdens lande alligevel når til enighed. Det kommer vi tilbage til, lad os først lige se på, hvad der skete i dagene op til.

I weekenden gik over 100.000 mennesker på gaden i Glasgow og forlangte mere klima-handling. Også i mange andre byer, blandt andet flere danske, blev der demonstreret. Den verdensberømte svenske klimaaktivist Greta Thunberg dømte COP26 til at være en fiasko, kun halvvejs gennem programmet.

Så blev det mandag, og forhandlingerne fortsatte. I første halvdel af ugen var det især en række nyheder om splid, der sivede ud fra de lukkede lokaler.

Man kunne blandt andet læse om en saboterende trio bestående af Saudi-Arabien, Brasilien og Australien. De tre lande beskyldtes for at spænde ben for ethvert fremskridt i forhandlingerne om at begrænse de fossile brændstoffer og afskovningen internationalt.

Det er måske ikke så mærkeligt, da alle tre har stærke økonomiske interesser i netop de sorte industrier. Og at trioen nok får hjælp fra den absolut største "delegation" til COP26, hjalp ikke på stemningen.

En optælling viste nemlig, at der er mere end 500 lobbyister fra olie-, gas- og kulindustrierne til stede i Glasgow i disse dage. De er naturligvis ikke en samlet delegation, men i antal er netop den lobbygruppe langt større end de delegationer, som medlemslandene har sendt af sted til klimatopmødet.

Trods splid blev et udkast til et slutdokument dog offentliggjort af FN onsdag morgen. Men hvis det er et pejlemærke for, hvordan det endelige slutdokument vil komme til at se ud, er det svært at komme uden om, at COP26 ikke er lykkedes med at nå de mål, som værtslandet Storbritannien satte forud for topmødet.

I udkastet er der nemlig først og fremmest en masse opfordringer. Opfordringer til, at landene styrker deres klimamål for 2030, og at disse mål skal være klar inden udgangen af 2022. Til at skrue op for finansieringen af den grønne omstilling og adaption i verdens fattigste egne. Til at udfase kul.

Det er ikke som sådan dårlige emner. Men opfordringer er svage juridiske aftaler, som ikke kan garantere handling. Nyeste tal fra Climate Action Tracker viser desuden, at den globale temperatur vil stige med hele 2,4 grader, sammenlignet med præindustrielt niveau, med de nuværende planer fra alle lande fuldt implementeret.

Det er foruroligende langt fra drømmen om en temperaturstigning på maksimalt 1,5 grader, som blev formuleret i Paris til COP21. Konklusion: Planerne er ikke nok - der skal mere til.

Og hvis det for alvor skal rykke, skal Kina med om bord.

Kina er ikke bare en af de største magter i verden. Det er også verdens absolut største udleder af CO2. Landet står for 28 procent af de årlige udledninger.

Så uden Kina går den ikke.

Men i starten af ugen forlød det, at de 60 mennesker, som kæmpenationen har begrænset sig til at sende til Glasgow, holdt sig i baggrunden og vred sig for ikke at give yderligere indrømmelser i forhandlingerne. Det var til stor ærgrelse for forhandlere fra en række lande i Vesten, blandt andre USA.

Når Kina og USA ikke kan blive enige, er det skidt. Det viser historien: Til COP15 i København spærrede de to landes uenigheder for stærkere resultater, mens deres parløb til COP21 i Paris gav forhandlingerne medvind.

Men parløb var der ikke mange analytikere, der fornemmede til COP26. Og mørke skyer syntes at samles over Glasgow onsdag.

Lige indtil det blev aften. For onsdag aften gik Xie Zhenhua fra Kinas delegation ganske overraskende ud og offentliggjorde, at USA og Kina vil samarbejde om at øge indsatsen i klimakampen.

Et godt eksempel på, at det er svært helt at vide, hvad der egentlig foregår bag lukkede døre for alverdens kloge analytikere.

- Begge sider erkender, at der er et hul mellem den nuværende indsats og målene i Paris-aftalen. Så vi vil sammen styrke klimahandlingen, fortalte Xie Zhenhua.

Det er absolut ikke ligegyldige områder, som de to lande vil fokusere på. De vil blandt andet diskutere øget drivhusgasreduktion i dette årti samt at begrænse brugen af kul, som har været et sandt smertensbarn til COP26.

Om de nye toner fra de to supermagter er nok til at styrke slutdokumenterne, må tiden vise. Men håbet kom tilbage i forhandlingerne.

Hvis man skulle tro, at Mogens Jensen (S) ikke føler, han skylder statsminister Mette Frederiksen (S) noget - eller at han måske ligefrem skulle have en impuls i retning af hævntørst - tager man i den grad fejl. Den tidligere fødevareminister påtog sig rollen som sonoffer, da han i efteråret 2020 trådte tilbage som fødevareminister, og den rolle har han tænkt sig at blive i.

Også selv om det i Minkkommissionen er kommet frem, at Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen - med Mette Frederiksens accept må man lægge til grund - i den grad sparkede og skubbede ham ind i offerrollen og allerede havde klippet snorene til ham, inden støttepartierne besluttede sig for at trække deres tillid til Mogens Jensen tilbage.

Mogens Jensen - der nu er forsvarsordfører og stadig næstformand i Socialdemokratiet - var torsdag den første politiker i afhøringsskranken i Minkkommissionen.

Han satte sig i sædet tre minutter før tid og startede med at tjekke sin telefon. Nobelt klædt i mørkt jakkesæt, sprød hvid skjorte, dueblåt slips og klassisk herrearmbåndsur med læderrem.

Med sig havde han et godt slidt chartek i pap indeholdende en stak papirer, som han lagde foran sig, inden han foldede hænderne under hagen og satte sig til at vente på det, der kom.

Man skulle tro, at papirerne var med for at hjælpe Mogens Jensens hukommelse på gled i forhold til hvem, der sagde og gjorde hvad i de dage, da regeringen traf beslutningen om, at alle mink skulle aflives - uden at tjekke, om lovgrundlaget var på plads.

I så fald kunne han lige så godt have taget et Anders And-blad med. For de dage er nemlig langt væk i Mogens Jensens hukommelse, og hverken papirerne eller papcharteket gjorde den mindste forskel. Han kunne ikke engang huske, hvem i regeringen der fremlagde sagen om at aflive alle mink på det afgørende møde i koordinationsudvalget en sen aftentime i starten af november 2020.

Man skulle mene, at en minister ville kunne huske det, når landets statsminister fremlægger en sprængfarlig sag på ens område, men nu er der jo også gået et år ... Det giver fornyet respekt for alt det, som vidnerne i rigsretssagen mod Inger Støjberg trods alt kan huske mere end fem år efter.

Allerede i de dage tilbage i november 2020 begyndte Mogens Jensens hukommelse at slå knuder. Det var nemlig allerede der, han glemte, hvornår han egentlig blev bibragt information om, at hvis beslutningen om at slå alle mink ned, skulle føres ud i livet, var det faktisk nødvendigt at vedtage en lov, der gjorde det muligt - og lovligt.

I afhøringsskranken torsdag kreerede han så et decideret comeback af de store. Nu kunne Mogens Jensen ikke bare huske, hvilken dag eller hvilken del af dagen, han fik det at vide. Han kunne proklamere det nøjagtige tidspunkt. Uden at kigge i sine papirer.

Og det gjorde han. Så mange gange at man fik lyst til at udbryde "rolig nu, Mogens".

- Lørdag den 7. november klokken 18.31!

Dengang kunne han kun strække sig til at sige "i slutningen af ugen".

Tidspunktet - lørdag den 7. november klokken 18.31! - fremgår nemlig af en mail fra hans ministersekretær, og det er så blevet besluttet, at det er tidspunktet. Dengang havde tre ansatte i ministeriet ellers tre andre bud, 4., 5. og 6. november blev nævnt. Men det var:

- Lørdag den 7. november klokken 18.31!

Ellers efterlod Mogens Jensen med sin afhøring et indtryk af, at det dybest set er uretfærdigt, at han ikke stadig er fødevareminister, men i stedet et omvandrende socialdemokratisk sonoffer.

For han har ikke gjort noget galt. Mogens Jensen vidste lige så lidt som sin regeringschef, at der var bøvl med loven, da han og Fødevareministeriet af Statsministeriet og Sundhedsministeriet lod sig presse til at være enige i, at folkesundheden var så meget vigtigere end minkerhvervet og dets mange eksportindtægter til Danmark, at alle mink måtte lade livet.

Faktisk mener Mogens Jensen stadig, at regeringen aldrig for alvor kom på kant med loven. For det er ikke ulovligt at træffe en beslutning, der ikke er lovgrundlag for. Det ulovlige er at føre den ud livet, inden man får lovgrundlaget på plads.

Og man fører ikke regeringsbeslutninger ud i livet ved at annoncere dem på et pressemøde. Eller i en pressemeddelelse i øvrigt - og her er rigsretsanklagede Inger Støjberg helt enig. De kan meget vel have ret.

Og da Mogens Jensen forlod Retten på Frederiksberg uden at ville tilføje nogen kommentarer til sin afhøring, var det med et stort smil, han hoppede på herrecyklen og trådte hårdt til i pedalerne, mens han lagde retsbygningen bag sig.

I "Erhvervsklubben" ser din vært, Anne-Marie Lindholm, nærmere på de store historier fra erhvervslivet og gør dig sammen med tre gæster klogere på erhverv og økonomi.

I denne uge handler podcasten om:

1.36 - Jens Bertelsen, erhvervsredaktør på Avisen Danmark: - Det kniber med de overbevisende argumenter fra Dan-Bunkering direktør Keld Demant.

14.52 - Louise Aggerstrøm, privatøkonom i Danske Bank: - Vi har set toppen af prisstigningerne, så nu vil coronapasset genopstandelse begynde at fede din pengepung op.

24.46 - Louis Funder, USA-direktør i Dansk Industri: - Danske virksomheder kan vinde på stor Joe Biden-sejr, der sikrer 100 milliarder dollar til infrastruktur i USA.