Støvlespidserne stikker ud over kajen, og blikket flakker rundt, mens han lyner gylpen i sine stramme jeans op. Rislen, fra ham der lader vandet i Aarhus Havn, blander sig med lyden af små bølgeskvulp. Overkroppen svajer, han har svært ved at holde balancen. Fødderne skrider, og han falder forover. Men før han plasker ned i vandet, kommer en hånd til undsætning. Hans ven hiver ham tilbage og trækker ham væk fra havnekanten.

"PAS PÅ DINE GUTTER, NÅR FESTEN SLUTTER," står der med hvide bogstaver på skærmen, mens de går hjem arm i arm.

Mændene er skuespillere, og scenen stammer fra en kampagnevideo, som Aarhus Kommune har lavet i samarbejde med Østjyllands Brandvæsen. Det er fiktion, men temaet er dødsens alvorligt. Koldt vand dræber i den virkelige verden - specielt i juletiden.

- Folk falder i havnen eller åen hele året rundt, siger Søren Møller, som er beredskabsinspektør i Østjyllands Brandvæsen.

- Men kombinationen af mørke, koldt vand og julefrokoster gør, at det er nu, de drukner. Stort set hver jul har vi fisket mænd op de sidste mange, mange år, fortsætter han.

I denne artikel skal vi med hans dykkerhold på arbejde en lørdag nat i Aarhus. Vi skal tale med en kvinde, som seks gange indenfor de seneste fem år har ledt forgæves efter mænd, som er blevet taget af det mørke vand. Og vi skal mærke blæsten og promillen på Åboulevarden klokken 3:30 om natten, den aarhusianske festgade, hvor musikken banker i takt med strømmen i åen.

Men først må vi granske problemets omfang - og forstå, at de druknende bærer et grundlæggende fællestræk: De er stort set alle sammen mænd.

I 2020 druknede mindst 72 danskere. Foruden det tragiske ved at nogen mistede en far, en søn eller en bror, så kostede det også samfundet 2,1 milliarder kroner, viser beregninger fra De Økonomiske Råd.

Ifølge Erik Bech - som er formand for Rådet for Større Badesikkerhed - er det en skrøne, at de fleste ulykker sker med badetøj på kroppen.

- Når du siger "drukneulykker", tænker mange på en strand. Men langt de fleste er ikke i vandet i forvejen, når de drukner. De falder i, siger han.

Og lige nu - hvor der er snaps på bordene, juleøl i glassene og nissehuer i natten - er højsæson for mange af ulykkerne, bekræfter formanden.

Han sammenligner havets fare med en tiger. Når du ser den, passer du på. Du ved, at du skal være varsom, når bølgerne er høje, og du svømmer i Vesterhavet.

Men går du langs havnekanten med snotten nede i SnapChat på vej hjem fra byen, så ser du ikke "tigeren". Og når du i det næste splitsekund falder igennem vandet, er det livsfarligt, selv hvis du er den bedste svømmer.

- Vi ser det også ske i åer og søer, i vandhuller, hvor man tænker, at det ikke kan lade sig gøre at drukne. Men du skal forestille dig, hvordan du hyperventilerer bare af at stå under den kolde bruser. Du risikerer at sluge en masse vand. Og er du samtidig alene, midt om natten…

Erik Bech færdiggør ikke sin sætning. I stedet bygger han bro til en anden statistik, som Rådet for Større Badesikkerhed også fører: Otte ud af 10 druknede er mænd.

- Sådan er det hvert år. Og sådan er det i alle lande, der har data på det, siger han.

Teorierne er flere. Mænd drikker sig fuldere, mænd er mere dumdristige, mænd kan godt lide at pisse i vandet.

Erik Bech udtrykker sin teori således:

- Mænd er mere risikovillige.

Han begrunder det med, at mænd - modsat mange kvinder - sjældent er bange for at gå solo hjem fra byen. Og så er vi tilbage ved det med at være alene, midt om natten, i mørket.

Axel Yang Kornvig beskæftiger sig mindre med teorier og årsagsforklaringer. Til gengæld kan han blive vækket klokken to om natten og præstere at hoppe i dykkertøjet, tonse ned i brandbilen, teste alt sit udstyr og kaste sig ud i Aarhus Havn - alt sammen på under fem minutter.

Axel er en af redningsdykkerne i Østjyllands Brandvæsen, og jeg følger ham på en døgnvagt lørdag den 4. december.

Udenfor har det været mørkt i et par timer, og i Danmarks andenstørste by fester firmaer, idrætsforeninger, motorcykelklubber, familier og venner på en af årets travleste julefrokostaftener.

Men på brandvæsenets centrale station på Ny Munkegade er der roligt, på grænsen til det kedelige. I TV-stuen sidder muskuløse mænd i ens dragter i bløde lænestole af sort læder.

- Vi ser lige reklamer, svarer en af dem, da jeg spørger, hvad de ser.

Senere skal de have bland-selv-slik og se hvad end film, flow-tv’et tilbyder i aften. Og så tidligt i seng på deres små værelser på stationen - med enkeltmandssenge, et lille klædeskab og et skrivebord.

Men tag ikke fejl: Går alarmen i nat, er det sekunder som tæller. Især for Axel, der skal redde folk op ad vandet.

- Dykkerrutinerne sidder så meget på rygraden, at det er som at åbne et dørhåndtag, siger han.

33 år gammel, karseklippet og tætbygget. Med et blik, der konstant virker fokuseret, og sætninger, som er korte og præcise; Axel ligner og lyder som en mand, man tror på.

- Det er vanskelige arbejdsforhold. Det er koldt, det er mørkt, der er dårlig sigt. Folk er enten paniske eller bevidstløse, siger han.

Hvis redningsdykkerne rykker ud, er det fordi, at nogen ringer 112. Det har Axel prøvet fem-seks gange indenfor de seneste par år.

Desværre svømmer han oftere rundt med dykkerdragten på, fordi folk er blevet meldt savnede, efter at de ikke er kommet hjem om natten. Er de sidst set omkring åen eller havnen, går undervandseftersøgningen i gang. Og på det tidspunkt er det tit for sent.

En uhyggelig detalje ved drukneulykker i ly af mørket er, at ofrene ikke bare dør. De forsvinder. Nogle gange på ubestemt tid, andre gange i ugevis indtil gassen i kroppen får dem til at flyde ovenpå.

Men ligegyldigt om der er gået to timer, to dage eller to uger, er det alfa og omega for de pårørende, at jagten på deres kære ikke skrinlægges, før vedkommende er fundet.

Det fortæller Vivian Winther Eriksen, som er formand for Missing People. Med patruljeførere, hunde, heste, droner og ATV-køretøjer bistår hendes frivillige organisation eftersøgninger, når folk forsvinder. De agerer presserådgivere for de pårørende. Og står klar med samtaleterapi.

- Jeg har selv oplevet, hvor frustrerende det er, når eftersøgning stopper, og man stadig ikke har vished. Man er sur og bange. Ens krop går i overlevelsesmode. Man skal tænke klart, men kan ikke. Så længe vedkommende ikke er fundet, kan man hverken grine eller græde, siger Vivian.

Hun har stået på sidelinjen ved seks druknesager indenfor de seneste fem år. Og hun oplever også ting, der går igen:

- Der er ikke er en eneste af de tragiske drukneulykker, som jeg har været ude til, hvor det er kvinder, som er faldet i. Det er unge mænd og midaldrende familiefædre, og alle sagerne er fra november, december og januar, siger hun.

Ingen af de ovennævnte seks personer blev fundet i live.

Mens dykkeren Axel gumler på vingummier i TV-stuen i Ny Munkegade, sidder en skaldet operationschef på vagtcentralen fem kilometer derfra og kigger på overvågningsbilleder fra havnen. Kontoret med alle skærmene ligner noget fra en agentfilm.

Termiske kameraer registrerer, hvis folk bevæger sig tæt på havnekanten om natten - et nyt testforsøg i Aarhus Kommune, som skal gøre, at dykkerberedskabet oftere får chancen for at redde liv.

- Men det kører ikke endnu. Det er for følsomt. Alarmen går, hvis et stykke skrald blæser forbi, siger operationschefen, som hedder Johnny Damgaard.

I sin tid ved brandvæsnet har han oplevet lig, som er drevet 10 kilometer op ad bugten. Mænd med mos groende i nakken. Fiskere, som har fået lårbensknogler på krogen.

- Det har en stor psykisk påvirkning. Også for beredskabet, siger han, mens en af hans vagtcentralmedarbejdere nikker langsomt, og kigger ned i gulvet.

Kombinationen af druk og koldt vand er mere end et østjysk problem. Ulykkerne forekommer alle steder i landet, hvor mennesker opholder sig langs åløb, søer, havne og kyster.

Men Aarhus er alligevel særligt udsat. Åen løber som en åre gennem byens pulserende natteliv, og flere og flere mennesker bor med havet som nabo på Aarhus Ø.

- Hvor der tidligere har været hegn og industriområde, har vi nu åbnet havnefronten op for at skabe byliv langs vandet. Det skaber også nogle udfordringer, siger Bünyamin Simsek (V) i et telefoninterview.

Han er rådmand for Teknik & Miljø-udvalget i Aarhus Kommune og har været med til at søsætte flere initiativer for at komme problemet til livs. Foruden termiske kameraer og kampagner - der minder mænd mellem 18 og 29 år om at “huske deres gutter, når festen slutter” - har de opsat flere redningskranse, urinaler samt oplyste stier, hvorfra man kan kravle op af vandet.

Løsningen, siger han, er ikke at hegne byens lukrative havneområde af.

- Vi kan aldrig levere 100 procent tryghed, siger rådmanden og uddyber:

- For mig at se er der en klar sammenhæng mellem indtagelsen af alkohol, og hvordan man udsætter sig selv for fare. Så den enkelte må også gøre noget for at passe på sig selv - og hinanden.

Klokken 3:30 - natten mellem lørdag og søndag - blæser det i Aarhus. Nærmest stormer. En stor parasol på Åboulevarden skubbes omkuld af en usynlig hånd, tomme pizzabakker hinker langs asfalten og åen ulmer i mørket - som et vådt tæppe over indkøbsvogne, cykler og skateboards.

Temperaturen er lige under frysepunktet.

Men hverken kulden eller vinden virker til at genere de festglade aarhusianere synderligt. Kvinder i stilletter og bare ben, en fyr i et rødt julemandsjakkesæt, kammerater, som går arm i arm.

Jeg har efterladt dykkeren Axel i sin seng på brandstationen og bevæget mig ned på havnen, i risikoområdet, så jeg er nær, hvis alarmen går.

Tæt på Dokk1 klasker bølgerne mod molen, og det er svært at se, hvor kajen starter og ender. Det er også svært at høre musikken og den glade larm fra barerne i Åboulevarden, selvom det blot er et stenkast herfra.

Jeg slår en streg i en af kommunens opsatte grå urinaler ved siden af en ung mand i hvid jakke. Med åben mund og bøjet nakke glor han op mod stjernerne, mens han lader vandet løbe. Så lunter han over vejen og ind i armene på to venner, der ser lige så stive ud, som han gør. Det ligner til forveksling noget fra den kampagnevideo, som artiklen åbnede på - blot med en lykkelig slutning.

Ingen dykkeralarm vækker Axel, men det betyder desværre ikke, at natten forløber udramatisk.

I Holbæk - langt fra Østjyllands Brandvæsens beredskab - bliver en 27-årig mand reddet op af et havnebassin af to dørmænd omkring klokken 1.

Men der er også sket noget i Aarhus. Søndag den 5. december modtager politiet et opkald fra en bekymret 29-årig kvinde. Hendes tvillingebror er ikke kommet hjem til deres fælles lejlighed på Aarhus Ø efter sin bytur.

En uge senere - altså i dag - er han stadig ikke dukket op. Han er sidst set i krydset ved Bestseller-bygningen, hvor der er havnevand på begge sider af boulevarden, 800 meter fra sin adresse.

Ingen ved, hvor han er. Men politiet og familien frygter, at han er faldet i.

Maskefald: - Måske var jeg bare et røvhul. Men et dygtigt røvhul.

Sådan lød det i denne uge fra ansvarshavende chefredaktør på BT, Michael Dyrby, i et interview med Berlingske. Siden har debatten raset. Kan man være så dygtig en chef, at det ikke gør så meget, at man også er et røvhul over for ansatte?

Michael Dyrby fik nemlig job som chefredaktør for BT efter han var færdig hos TV2. Men det sluttede så i går efter han ellers havde lagt kortene på bordet og erkendt at have haft "upassende forhold", at have overskredet grænser og udvist "virkelig dårlig dømmekraft" i løbet af de 13 år, han var nyhedsdirektør på TV2.

Hans chef - koncernchef for Berlingske Media Anders Krab-Johansen - havde lige til det sidste stadig tillid til Michael Dyrbys evner som chefredaktør for B.T.

Men det er ikke kun i de højt profilerede medier, at mænd udnytter magten i deres topstillinger til at træde langt over grænsen for anstændighed og acceptabel adfærd over for ansatte.

Hvad har vi lært af alle de højt profilerede sager? Avisen Danmark taler med tre organisationer, der alle har prøvet at stå i orkanens øje på grund af krænkelses og sexismesager

Sagen kort: Tre kvinder fik godtgørelser i omegnen af 25.000-50.000 kroner, imens en fjerde fik udbetalt cirka 700.000 kroner, fordi de i løbet af deres ansættelser i DanBred blev udsat for sexchikane af tidligere direktør Thomas Muurmann Henriksen. I september beskrev Finans, hvordan direktøren i flere år var grænseoverskridende over for yngre, kvindelige ansatte. Efter afsløringerne oplyste Landbrug & Fødevarer, der er hovedaktionær i DanBred, at hele bestyrelsen blev skiftet ud, fordi den på trods af kendskab til sagerne lod Thomas Muurmann Henriksen fortsætte i jobbet. De har siden undskyldt for forløbet. Ifølge Thomas Muurmann Henriksen valgte han selv at gå, da sagen blev offentligt kendt. Bestyrelsesformand Andreas Lundby har udtalt, at direktøren blev opsagt. Også DanBreds finansdirektør, chefjurist samt flere krænkede kvinder har de seneste måneder forladt virksomheden.

Som følge af sagen har DanBreds renommé lidt et knæk, og ansøgere har sagt nej til stillinger i virksomheden. Det oplyser HR-direktør Anne Rohde, der blev ansat måneden før sagen rullede i medierne:

- Vi forsøger ikke at skjule noget, vi vil gerne åbent sige: Ja, det har haft en betydning for vores image, at vi har haft den sag.

Hvordan mærker I, at det har haft betydning for jeres image?

- Når vi er ude på messer eller i netværk. Det kan vi mærke, og det er ikke rart. Men vi har ren samvittighed, fordi vi ved, at problemet er ude, og det var vores tidligere direktør.

Anne Rohde oplyser, at man efter sagen har indført en antikrænkelsespolitik og en anonym whistleblowerordning. Desuden er to nye medarbejdervalgte ansatte valgt ind i bestyrelsen.

Hvad har DanBred lært af sagen?

- Vi har lært, at vi skal holde fast i den ordentlighed, som altid har gennemsyret virksomheden. Vi har lært, at dét, vi ser og tror på, skal vi agere og handle på. Vi skal være meget opmærksomme på, at forskellige mennesker har forskellige grænser.

Er der grænser for, hvor meget man må træde forkert hos jer?

- Hvis en enkelt person føler sig krænket, så er det en krænkelse. Det kan ikke gradbøjes. Ledelsens holdning er nu, at vi ikke tolerer, at nogen bliver chikaneret. Det gælder ikke kun seksuelle krænkelser men også mobning. Magtmisbrug er noget af det værste, man kan komme ud for.

Kan man i dag få et direktørjob hos DanBred, hvis man har haft upassende adfærd ved personalefester eller tidligere arbejdspladser?

- Hvis det er mig som HR-chef, der indkalder referencer på dem, vil svaret være: Nej, det kan man ikke, hvis referencerne siger, at der har været upassende adfærd. Det vil ikke være hos DanBred, man skal gøre sin fremtidige karriere.

Kan man beholde det, hvis man er ansat nu?

- Der er ikke nogen, der kommer til at gøre det her igen.

Det ved du med 100 procent sikkerhed?

- De kommer i hvert fald ikke til at blive her. Hvis noget kommer frem, er der nultolerance. Vi har indført næsten alt, hvad der findes af forebyggende foranstaltninger. Vi kan ikke tåle sådan en sag igen, og vi vil heller ikke tåle det.

Sagen kort: Kommunernes Landsforening (KL) fyrede i januar 2019 direktør Arne Eggert, fordi han efter ledelsens vurdering havde haft en adfærd, som ikke var  i orden. Detaljerne kom ikke frem, men det drejede sig om upassende klamme beskeder fra direktøren til en ansat. KL fyrede Eggert i fuld offentlighed, hvor den administrerende direktør, Kristian Wendelboe, begrundede det i en pressemeddelelse : ” Vi er nået frem til, at den adfærd, der er blevet udvist, ikke er forenelig med det direktøransvar, der ligger i KL.

Avisen Danmark har spurgt KL's administrerende direktør, Kristian Wendelboe, hvorfor han valgte at handle så konsekvent?

- Det er vigtigt at melde hurtigt og klar ud, nå det gælder sexismesager. Der skal være et klart signal til medarbejderne om, at der bliver handlet på den slag sager, og at der er nul tolerance. Det andet hensyn er, at det ikke nytter noget at pakke en problemsag ned og forsøge at skjule den for at undgå en masse medieståhej. Så vil alle arbejde for at få det frem, og så bliver eksplosionen større, når det endelig kommer frem.

I var åbne, siger du, men I undlod detaljerne i hvad der skete.

- Ja det er jo en personalesag, som vi hverken kan eller vil trampe rundt i. Men vi sagde alligevel nok til, at man ikke kunne være i tvivl om, hvad det handlede om.

Det er jo lidt det modsatte man har set i sagen om TV-2 og Michael Dyrby. Hvad tænker du om det forløb?

- Nu ved jeg ikke, om det tilkommer mig at vurdere, men jeg må sige, at jeg virkelig undrer mig. Det virker mærkeligt. Hvis alle i en organisation ved et eller andet, så nytter det ikke at pynte på historien, for den kommer frem. Særligt i medievirksomheder med journalister. Man bliver nødt til at være ærlige.

Man hører tit argumentet ”Det var en anden tid”. Er det ikke et godt argument?

- Nej jeg synes det er et misbrugt argument. Der har selvfølgelig været en anden tid, hvis man går tilstrækkeligt langt tilbage, men den holder jo ikke rigtigt. Selv om der ikke var noget, der hed Metoo for ti år siden, så var synet på magtmisbrug og sexisme generelt nogenlunde det samme.

Hvad bør vi lære af de her sexismesager?

- Vi skal overveje, om vi er i sync med virkeligheden. Vi skal huske at de fleste af dem, der sidder i bestyrelserne og direktionerne, de er boomere (babyboomere  - de store årgange født før 1964, red.) ligesom mig. Den generation, som er inde på arbejdsmarkedet nu, har en fortælling om deres virkelighed, som er rigtig. Hvis de opfatter noget som krænkende, så skal vi tage det alvorligt.

Sagen kort: I maj i år klager flere ansatte på det aarhusianske kunstmuseum ARoS over daværende direktør Erlend Høyersten. Ifølge de ansatte var den tidligere direktørs opførsel til en jubilæumsfest for kunstværket "Your Rainbow Panorama" både "skammelig" og "barnlig". I juni fratræder Erlend Høyersten sin stilling med øjeblikkelig virkning, efter en undersøgelse af arbejdsmiljøet foretaget af konsulentfirmaet Crecea konkluderede, at der var udfordringer med ledelses- og organisationskulturen og foregået krænkende handlinger på museet.

Bestyrelsesformand Carsten Fode vil ikke udtale sig om den konkrete sag på ARoS, men overordnet mener han ikke, at dårlig dømmekraft harmonerer med at kunne fortsætte i et chefjob.

- Svaret er nej. Uomtvisteligt nej. Der er en optræden og ledelsesfacon, hvorpå man omgås, som er ufravigelig. Man kan ikke få syndsforladelse for uacceptabel optræden, fordi man er dygtig.

Kan man ikke skille de to ting ad?

- En direktør eller en leder skal passe sit arbejde, ellers bliver han afskediget, fordi han ikke er dygtig nok. Men dygtig nok betyder, at du skal være dygtig nok; ikke bare til at skabe et resultat, men også til at styre en organisation og skabe et trygt arbejdsmiljø. Hvis man ikke udviser den etik og moral, som er gældende for den virksomhed, man er leder af, kan man ikke fortsætte. Det kan et økonomisk resultat ikke kompensere for.

Ifølge Carsten Fode havde ARoS' tidligere tilfredshedsundersøgelser ikke vist tegn på krænkende adfærd i organisationen. Han opfordrer derfor medarbejdere på tværs af brancher til at stå frem:

- Det er vigtigt, at alle medarbejdere er ærlige, når vi laver medarbejderundersøgelser. Ellers kommer vi det ikke til livs. Bestyrelsen vil gerne tage fat, det er vores opgave at reagere. Min børn er: Brug whistleblowerordningerne, brug alle metoder, der er, til at fortælle, hvis der er noget, I ikke er tilfredse med, så vi kan komme til bunds i det.

Lykke Pedersen er erhvervspsykolog, har arbejdet med rekruttering af blandt andet ledere i over 30 år, og er direktør i Basico, Human Capital Services. Og når hun skal finde den rigtige chef til en post, så hører det med, om kandidaten har været et "røvhul" ved at misbruge sin magt eller været krænkende.

- Sådan noget klæber til folk. Ud over kvalifikationer, så vurderer man også folks omdømme og ry. Som chef kan man ikke forbryde sig mod skrevne og uskrevne regler. Hvis det var en mand som Michael Dyrby, så vil det være en del af hans cv, siger hun.

Hun understreger dog, at det i sidste ende, er den ansættende virksomhed, der afgør, om de synes en kandidats ry og rygte er vigtigt.

- Jeg undrer mig over, hvordan mænd blive ved med at lave så mange fejl, uden det får konsekvenser, mens kvinder ikke skal gøre meget forkert, før de ryger ud. Det er min erfaring, at der er stor forskel på, hvordan kønnene vurderes. Kvinder bliver hurtigt stemplet som rappenskralder, mens mændene betragtes som handlekraftige, siger erhvervspsykologen.

I går fik det dog konsekvenser for Michael Dyrby. Han er færdig som chefredaktør på BT og som topfigur i mediebranchen.

Min dør står altid åben. Den slags har de fleste hørt fra chefen, men nogle gange rækker den åbne dørs politik ikke. Alle gode intentioner, nedskrevne værdier og skåltaler om virksomhedskulturen forhindrer ikke svindel, sexisme, hvidvask og uetisk adfærd ude i virksomhederne og den offentlige sektor.

Derfor er den 17. december - altså næste fredag - en vigtig dag for alle danske virksomheder med over 250 ansatte. Da skal de have en whistleblower-ordning på plads, så ansatte og alle mulige andre anonymt kan indberette, hvis der foregår noget forkert. Virksomheder med 50-250 ansatte har et helt år ekstra til at strikke en ordning sammen.

Ordet whistleblower har været umuligt at oversætte til dansk. Det blev allerede brugt i en artikel i dagbladet Information tilbage i 1972, og siden har det hængt ved. Sladrehank eller fløjteblæser har en forkert klang. Men alle ved åbenbart, hvad en whistleblower er: En person, der har kendskab til alvorlige forhold, men som risikerer repressalier, hvis han eller hun bare går ind og letter sit hjerte på chefens kontor.

Selv uden en lovpligtig ordning skal man ikke lede længe for at finde eksempler på whistleblowere, der har sat verden i brand ved at dele deres viden.

Det var en whistleblower, der tilbage i februar sidste år advarede Københavns Kommune om alvorligt byggesjusk på et højhusbyggeri på Amager. Viborg-virksomheden Bach Gruppen blev mistænkt for at snyde med betonen, så hele højhusets stabilitet blev bragt i fare. Byggeriet har siden ligget stille.

Og oven på en nylig - og meget omtalt - sexchikanesag i landbrugsvirksomheden Danbred blev der opfundet en whistleblower-ordning, som ikke fik lov at samle støv. Vi ved ikke nøjagtigt, hvad der blev sladret om, men pludselig blev finansdirektøren i Danbred-hovedaktionæren, Landbrug & Fødevarer, smidt på porten. Årsagen var adfærd, "der er i strid med Landbrug & Fødevarers værdier og forventninger til ledende medarbejdere", som det hed.

Den nye lovpligtige whistleblower-ordning, der blev stemt igennem af et bredt folketingsflertal i sommer, udspringer af et EU-direktiv. Virksomhederne har pligt til at sikre, at man kan indberette oplysninger fortroligt, og at der er et system til at håndtere henvendelserne.

Det er både godt og skidt. Med en tydelig whistleblower-ordning synes det trygt for medarbejdere at indberette, hvis de har fået færden af urent trav. Men ordningen fungerer jo kun, hvis indberetningen reelt tages alvorligt. Det sker ikke nødvendigvis, hvis sagen handler om svigt i den øverste ledelse eller bestyrelsen, som måske bare har lyst til at lægge låg på sagen.

Juraprofessor Michael Gøtze, Københavns Universitet, var også skeptisk, da loven var vedtaget.

- Det kan på grund af de strenge regler om tavshedspligt og sikring af whistleblowers anonymitet risikere at blive en mørklægningsøvelse og blindgyde snarere end et reelt klagesystem. Udadtil vil det se godt ud, at du har en whistleblowerordning. Men i mange af sagerne vil du ikke kunne komme ret langt, når du ikke må høre den anklagede part, og sagerne vil i hvert fald ikke kunne nå ud i offentligheden, sagde han til Berlingske i sommer.

En anden løsning er at gå til medierne. Det er selvfølgelig en belejlig konklusion for denne skribent, men den understøttes af historien: I de mest alvorlige sager har det vist sig mest slagkraftigt at kontakte en journalist.

Tænk på it-medarbejderen Edward Snowden, der arbejdede for den amerikanske sikkerhedstjeneste, NSA, og afslørede massiv overvågning af amerikanske statsborgere. Han sladrede ikke internt, men lækkede tophemmelige dokumenter til udvalgte journalister.

I 1974 kostede Watergate-skandalen præsidentposten for Richard Nixon, fordi en whistleblower - ”Deep Throat” - havde bragt Washington Post-journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein på sporet af sagen om aflytning af politiske modstandere og andet magtmisbrug tæt på præsidenten.

Herhjemme bøvler de større virksomheder med at få de sidste whistleblower-ordninger på plads inden næste weekend. Effekten må siges at være ukendt. Udover at revisorer og advokater, der i hobetal tilbyder grydeklare whistleblower-løsninger, er sikre vindere.

Det følgende kommer til at indeholde såkaldte spoilers, så stop med at læse nu, hvis du ikke vil vide, hvad der sker i de første to afsnit af Sex and the City-efterfølgeren "And just like that".

Jeg har glædet mig, det har jeg virkelig, for Sex and the City-serien, der blev sendt fra 1998 til 2004, var for mig, som den var for millioner af kvinder verden over i min generation, både skelsættende og definerende. Den kom i halen på Spice Girls og girlpower og var på mange måder med til at dekonstruere det stereotype kvindebillede. I 1998 var de fire kvinder og hovedpersoner i 30'erne og havde alle sammen en karriere. Første afsnit handlede om at have sex som en mand (underforstået uden følelser). Ingen af dem lavede nogensinde selv mad, og Carrie brugte sin ovn til opbevaring af sko. Og selvom de nok jagtede kærligheden, blev mænd tit brugt som en slags tilbehør, en, der var fin nok lige nu og her. Og der var mange mænd, og der var meget sex. Med 2021-briller ser intet af det her særligt skelsættende ud, men det var det dengang.

I aller første afsnit tilbage i 1998 møder vi Mr. Big, der bliver omdrejningspunktet for hovedpersonen Carrie, og seks sæsoner senere slutter det hele med, at de to får hinanden lækkert pakket ind med en fin sløjfe på toppen. Så kom der to film, dem snakker vi ikke om, og nu altså efterfølgeren "And just like that".

Og nu siger jeg det altså. Mr. Big dør. Mr. Big dør! Det hele starter med, at Mr. Big dør! Det var ikke, fordi man ikke vidste det, det var verdens dårligst holdte hemmelighed, som skulle have været plottet i den tredje Sex and the City-film, der (og tak for det) aldrig blev til noget. Jeg kan udmærket godt se, at der skal være en grund til, at vi skal genbesøge universet, der skal være en motor, der får det hele i gang. Men helt ærligt, kunne de ikke have taget en af de andre?

Man kunne f.eks. have valgt Samantha, en af de fire veninder, for hun er slet ikke med i serien, og det er hun ikke, fordi skuespilleren Kim Cattrall nægter at have noget med det at gøre mere. Ingen ved helt, hvad der skete i den virkelige verden, men hun er så skide sur på de andre skuespillerinder, at helvede skal fryse over, før vi ser hende igen.

Bortset fra det, så mangler hun altså, Samantha Jones, pr-agenten med et sex drive uden lige. Hun var tit krydderiet, der løftede det hele, hende, der lavede alle de skøre ting, og jeg kan godt frygte, at det hele bliver sådan lidt leverpostej nu, for ja, hun var en karikatur, men der er også en grund til, at figurer tit er karikerede. Det virker. Det er godt tv.

Så nu står vi her med tre kvinder, ingen Mr. Big, og jeg er ked af at sige det, men vi mister snart en til. En af de allermest elskede figurer i den oprindelige tv-serie var Carries bedste bøsseven Stanford Blatch. Altid klædt i pang og stereotyp som bare pokker. Han er også med nu, og jeg elsker hvert et sekund, han er på skærmen, men det bliver kort, for skuespilleren døde af kræft i september. Sådan er det, når virkeligheden banker på, men helt ærligt verden, hvad fanden sker der?

Og på den måde giver det måske alligevel mening, at Mr. Big skal dø. Det er uforståeligt, det er ubegribeligt, jeg vil ikke tro det! Sådan som det også er i den virkelige verden.

Så de første to afsnit er egentlig en slags afvikling af den "gamle verden". Carrie mister sin mand, han bliver bisat, og hans urne bliver leveret med posten, som havde det været en helt almindelig pakke. Carrie skriver naturligvis ikke længere sin papiravisklumme; nu er hun instagrammer og med i en podcast. Charlotte er stadig gift med Harry, og hun har så meget fyld i læberne, at hun snakker mærkeligt. Miranda har kvittet jobbet som advokat og er tilbage på uni for at tage en master i menneskerettigheder og prøver at navigere i en verden, hvor en privilegeret, hvid, cis heteronormativ kvinde som hende skal vægte hver en stavelse. Stadig gift med bartender Steve, og sønnen Brady er nu blevet 17 år med et sex drive derefter.

Når den oprindelige serie var bedst, handlede den om det at være kvinde på sine egne præmisser og ikke på andres eller verdens forestillinger om, hvad en kvinde er. Som f.eks. at være 40, single og barnløs fordi man selv har valgt det. At være kvinde og den i parforholdet, der tjener suverænt mest, fordi man har taget den gode, lange uddannelse. At være en kvinde, der er jurist fra Harvard, men går i spåner, når man forsøger at kokkerere en simpel spaghettiret.

Mit håb for den nye serie er, at den ikke fortaber sig i tøj og latterligheder (som i filmene vi ikke taler om), men at den tager det bedste fra den oprindelige serie og dykker ned i det at være en kvinde - nu i 50'erne - i en postmoderne verden, hvor man kan vælge køn og seksualitet, som Carrie engang valgte sko fra hylden. En verden, hvor det ikke er commes il faut at være en privilegeret, hvid kvinde og slet ikke en med rynker og grå hår.

Og så er der de ubesvarede spørgsmål her efter de første to afsnit: Har Miranda, som det antydes, virkelig et alkoholproblem? Kan Carrie beholde sit liv, som det er, eller skal hun for første gang ud og tjene penge og klare sig selv? Og hvad er det egentlig, der foregår med Charlottes læber?

Uanset hvad der sker, er en ting helt sikker: Jeg kommer fandme til at savne Mr. Big. Æv!

10 afsnit á cirka 30 minutter. Medvirkende: Sarah Jessica Parker, Cynthia Nixon, Kristin Davis, Sara Ramirez, Karen Pittman, Nicole Ari Parker. Serien er skabt af Michael Patrick King, der også har skrevet og instrueret de to første afsnit. Produceret af Warner Media.