Når Mette Frederiksen på torsdag kl. 9 sætter sig til rette i vidneskranken i Retten på Frederiksberg, er det kulminationen på næsten et halvt år, hvor hun er gået fra den ene dårlige sag til den anden.

Ganske ulig den statsminister, vi lærte at kende gennem den første tid som regeringsleder og i begyndelsen af coronakrisen, er Mette Frederiksen havnet i en perlerække af problemer, som hun endnu ikke har formået at arbejde sig ud af. De har klistret til hende, og hvor hun normalt har kunne rystet det af sig – nærmest i bogstaveligste forstand – så er det en stækket statsminister, der skal forklare sig over for minkkommissionens tre medlemmer.

Her vil de slettede sms’er naturligvis være et varmt emne, men minkkommissionen er nødt til at blive i sit juridiske spor, hvor der skal være konkrete beviser og håndfaste udsagn. Det er slettede sms’er ikke. De er til gengæld et enormt politisk problem for Mette Frederiksen, og selv stort anlagte pressemøder på to landsdækkende TV-kanaler i primetime har ikke fået emnet til at forsvinde fra den offentlige samtale. Tværtimod gav pressemødet anledning til flere spørgsmål, og sådan har det været nærmest hver gang, Mette Frederiksen har kommenteret, at hun har haft sin mobiltelefon indstillet til automatisk at slette sms-beskeder efter 30 dage: Der er kommet nye og flere spørgsmål end svar.

På torsdag skal statsministeren endnu en gang svare. Denne gang er det ikke journalister, der stiller spørgsmålene, men minkkommissionens udspørger, advokat Jakob Lund Poulsen. Statsministeren vil komme mindst lige så forberedt til afhøringen som Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, gjorde. Departementschefen satte barren – og det endda ganske højt – og det har alle regeringens repræsentanter i vidneskranken fået besked på, at de skal gøre efter. Derfor tælles forberedelsen af de ministre, som allerede har været i vidneskranken, i dage snarere end i timer. Det skal være en velforberedt regering, der drypvis dukker op i Retten på Frederiksberg, lyder ordren.

Al den elendige omtale af slettede sms’er har allerede haft omkostninger for regeringen. I de vægtede målinger, som professor Kasper Møller Hansen laver for Altinget, har Socialdemokratiet siden årets begyndelsen tabt mere end seks procentpoint – fra 32,8 til 26,5 procent af stemmerne. Det er stadig en smule bedre end de 25,9 procent, som partiet fik ved folketingsvalget i 2019, men langt fra dagene under den første coronabølge, hvor op mod hver tredje dansker var klar til at stemme socialdemokratisk, når de blev spurgt.

Tilbagegangen for Socialdemokratiet i målingerne betyder også, at der for første gang i denne regeringsperiode er reel spænding om, hvem der vinder næste folketingsvalg. De samme vægtede meningsmålinger spår dødt løb. Faktisk har de borgerlige partier et lille flertal på 88 mandater mod 87 mandater til rød blok. Her udelades de nordatlantiske medlemmer, som ved seneste valg fordelte sig med tre mandater til rød blok og ét til blå blok. Dermed når Mette Frederiksen lige nøjagtig op på de nødvendige 90 mandater.

En politikers vigtigste valuta er troværdighed. Tror vælgerne ikke på dig, stemmer de heller ikke på dig. Også her har statsministeren mærket konsekvensen af de slettede sms’er. I den seneste måling fra Megafon for Politiken og TV 2 daler Mette Frederiksen hele otte procentpoint, når danskerne bliver bedt om at vurdere, hvilken partileder der er mest troværdig. I troværdighedsmålinger har Konservatives Søren Pape Poulsen længe toppet, men i den nyeste novembermåling var den næsten lige så sikre andenplads til statsministeren skiftet ud med en tredjeplads. SFs Pia Olsen Dyhr snuppede andenpladsen. Det er en ildevarslende udvikling for Mette Frederiksen. Sagen om de slettede sms’er har uden tvivl brændt sig fast hos mange vælgere, og øgenavnet ”Slette-Mette” er så mundret, at det vil vandre fra revy til revy og skrive sig ind i portrætter af statsministeren i resten af hendes politiske karriere.

Til statsministerens held har den mest oplagte kandidat som hendes direkte modstander ved et folketingsvalg – Venstres Jakob Ellemann-Jensen – et endnu større arbejde med at vinde vælgernes tillid. Han er på femtepladsen i samme måling – kun lige over Nye Borgerliges Pernille Vermund og Enhedslistens Mai Villadsen.

Der er dog en faggruppe, hvor Mette Frederiksen må være den helt store nummer sjok: Sygeplejerskerne. Det begyndte med regeringsindgrebet i den 10 uger lange konflikt. Her fik de strejkende sygeplejersker en lang næse. Mæglingsforslaget blev nærmest en-til-en ophøjet til lov, og så blev en lønkomité nedsat for at se på lønstrukturerne i det offentlige. Den manøvre gavnede ikke forholdet mellem sygeplejerskerne og statsministeren. Helt skidt blev det, da Mette Frederiksen på et coronapressemøde sendte en direkte appel til sygeplejerskerne:

- Danmark har igen brug for jer. Jeg beder jer om, at I yder - ikke bare en indsats, for det gør I fuldt ud allerede - men også en ekstra indsats igen, lød det fra statsministeren.

Det var en rød klud i hovedet på sygeplejerskerne, og det har efterhånden udviklet sig til en direkte armlægning mellem regeringen og sygeplejerskerne. Nu forsøger regeringen at strikke en ”pakke” sammen til sundhedsvæsenet i forbindelse med finanslovsforhandlingerne, men der skal sandsynligvis mere til at hele såret.

I kommunalvalgskampen forsøgte regeringen og Mette Frederiksen sig også med målrettede gaver: Decentralisering har længe stået højt på regeringens prioriteringsliste, så både arbejdspladser og uddannelsespladser flytter fra de større byer til lidt mindre byer rundt om i hele landet. Det viste sig ikke at være den helt store sællert, da vælgerne blev bedt om at sammensætte nye kommunalbestyrelser og regionsråd for nogle uger siden. I hovedstaden bed vælgerne heller ikke på regeringens ”boligpakke” eller hjemløsestrategi. Vælgerne vendte Socialdemokratiet ryggen i de større byer, og den hovedpine knokles der stadig med at finde en kur mod i regeringspartiet.

Når alt kommer til alt, handler politik om at kunne tælle til 90 mandater. Indtil nu har det ikke været svært for Mette Frederiksens regering at lave skiftende flertal. Store aftaler er indgået med brede forlig, mens finanslovene er klappet af med støttepartierne. Men noget tyder på, at tiden med dage, hvor der blev spist af det serverede hvedebrød, når støttepartierne kom til forhandlingsbordet, er ovre. Samtlige tre støttepartier har skruet op for retorikken. SF, når det gælder de slettede sms’er, og Enhedslisten på sundhedsområdet. De Radikales Sofie Carsten Nielsen tog i Berlingske for nylig bladet fra munden:

- Der er alt for mange eksempler på, at regeringen lukker sig om sig selv. Den er modvillig mod samarbejde, og den forstår grundlæggende ikke, at åbenhed avler tillid, mens lukkethed – som følge af magtfuldkommenhed og egenrådighed – gør det stik modsatte, sagde hun til avisen, og understregede, at det ikke kan fortsætte:

- Jeg kan ikke se for mig, at vi bare fortsætter på samme måde som i de seneste år – som støtteparti for en etpartiregering, der kører i den rille, de gør nu. Det er ikke langtidsholdbart, sagde hun.

Det er heller ikke langtidsholdbart for statsministeren og regeringen, at det ikke er dem, der dikterer dagsordenen. Mette Frederiksen trives bedst, når hun svinger taktstokken, og her har hun i det seneste halve år mistet rytmen. Sagerne er kommet ud af hendes kontrol, og vælgerne har kvitteret.

Når Mette Frederiksen er færdig i vidneskranken, slipper hun ikke for at høre mere om slettede sms’er og døde mink. Men hun kan trække en streg i sandet og begynde genopretningsarbejdet af tilliden til hende – både hos vælgerne og støttepartierne.

Sundhedsvæsenet: Sygeplejerskekonflikten og uroen i branchen smitter af på de unge, der studerer til sygeplejersker og blot kan følge med fra sidelinjen. De frustrerede sygeplejersker, der strejker og varsler om kollektiv opsigelser i håbet om at få politikerne op af stolene, sætter sig som tvivl og modløshed i klasseværelserne.

På VIA University College i Aarhus fortæller flere studerende, at de har overvejet enten at bruge studiet som springbræt til noget andet eller helt droppe ud af uddannelsen, så de undgår at komme ud på det pressede arbejdsmarked.

- Situationen er ubehagelig og svær at forholde sig til. Det gør mig nervøs som sygeplejerskestuderende at skulle ud på et arbejdsmarked, som ikke giver mening i forhold til det, vi lærer i undervisningen, siger 23-årige Julie Petersen, som læser på 5. semester og er medlem af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning under Dansk Sygeplejeråd (DSR).

Hun er bekymret for, at hun ikke kommer til at kunne yde den rette omsorg for patienten.

- Vi lærer meget om omsorg, pleje, nærvær og kommunikation, og de seneste gange jeg har været i praktik, ser jeg en lille del af det, men jeg ser også, at det ikke bliver udført på samme måde, som vi bliver undervist i, fordi der ikke er nok tid til det, siger hun.

Samme bekymring gør sig gældende hos 21-årige Caroline Hjerrild Blom, der netop er begyndt på uddannelsen.

- Jeg frygter, at jeg ikke har tid til at sætte mig ned og berolige patienter, at det bliver overfladisk, og at jeg kommer til at løbe rundt, fordi jeg har så mange ting på én gang. Jeg frygter, at jeg kommer til at lave fejl, fordi jeg glemmer ting, som er vigtige, fordi jeg har travlt. Det gør mig da lidt bange, siger hun.

Selvom hun læser på første semester, har tanken om at droppe ud allerede strejfet hende - og denne tanke er heller ikke fremmed for 23-årige Sarah Zakhary, som er et par semestre længere på uddannelsen.

- Jeg tænker lidt for ofte på det, siger hun.

Sygeplejerskernes forsøg på at råbe politikerne op påvirker hende, og særligt praktikperioderne i sundhedsvæsenets virkelige verden har været en øjenåbner.

- Man bliver meget påvirket i praktikken, og der er sindssygt dårlig stemning, fordi sygeplejerskerne ikke bliver lyttet til. Mange af dem har været der i 30-40 år. De kan ikke mere, fortsætter hun.

Hun har blandede følelser om tiltag som denne uges "Kollektiv Opsigelse", hvor sundhedspersonale landet over blev opfordret til at sige jobbet op inden 1. december i protest over dårlige løn- og arbejdsforhold.

- Det ser ud, som om vi har tabt kampen, og det er ikke særlig motiverende, så jeg kan godt forstå, at man vil gå så vidt, men det er forfærdeligt, at det skal så langt ud. Det er ærgerligt, at man ikke føler, at man bliver taget seriøst, siger hun.

27-årige Sebastian Larsen læser på sidste semester og sidder i kredsbestyrelsen i DSR i Region Midtjylland. Han kan godt forstå, at sygeplejerskerne er så frustrerede, at de tyer til opsigelser, men han mener også, at man skal overholde de aftaler, der er indgået. Protesten ser på nuværende tidspunkt heller ikke ud til at have medført de 1.000 opsigelser, initiativtagerne i Facebookgruppen "Kollektiv Opsigelse" håbede på.

Sebastian Larsen frygter - ligesom de andre studerende - at han ikke får tid til at udføre det arbejde, de er undervist i. Til februar er han uddannet sygeplejerske og skal direkte ud på det arbejdsmarked, han har set kolleger kritisere.

- Det er med blandede følelser. Nu har jeg læst i 3,5 år, og jeg glæder mig til at skulle ud og bruge al den faglighed, jeg har lært på mit studie. Men noget af dét, der bekymrer mig allermest, er, om jeg overhovedet får lov til det.

Han er ikke enig i, at man blot skal acceptere vilkårene, som sygeplejerskerne arbejder under, selvom han hele tiden har været bekendt med dem.

- Jeg er helt afklaret med mig selv om, at hvis ikke det bliver forbedret, så skal jeg ikke være sygeplejerske i fremtiden. Grundlæggende har man gjort, hvad man kunne, for at presse citronen så meget som muligt. Hvis jeg skulle blive, skulle der være flere kollegaer. Når man øger aktiviteten i sundhedsvæsenet, skal man også sørge for, at der er folk til at løfte byrden.

Sebastian Larsen mener godt, at man kan tale om en holdningsændring hos den nye generation af sygeplejersker. De vil ikke længere slide sig selv ned. Derfor er det hans opfattelse, at mange søger væk fra jobs som klassisk sygeplejerske.

- Flere af mine medstuderende går væk fra at ville være den type sygeplejerske, som de fleste møder, når de kommer på sygehuset på grund af de rammer, der er. De vil hellere have et job, hvor man bruger fagligheden, men hvor rammer og vilkår er bedre.

Han er til hver en tid selv klar til at sige stop, hvis det går ud over hans helbred, eller hvis han ikke længere kan få tingene til at hænge sammen på hjemmefronten.

Hvad der skal til for at give de studerende ro i maven, er de studerende på VIA University College alle enige om: Mere tid og flere hænder.

Frem- og tilbageskridt: "TØSEDRENGE!" råber Kristen Poulsgaard fra talerstolen. Vi er til Fremskridtspartiets landsmøde i 1995, og Poulsgaard er ved at give to af partiets unge, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup, en verbal fiskerlussing.

Det er billedet på totalt kaos for åben skærm. Og det er billedet på, at Fremskridtspartiet er ved at blive sprængt i stumper og stykker. En af stumperne hedder stadig Fremskridtspartiet, for partiet findes endnu, og Avisen Danmark har fundet frem til Kristen Poulsgaard, Aage Brusgaard og Niels Højland i det nord- og vestjyske.

Hvad har det med Dansk Folkepartis aktuelle vanskeligheder at gøre? Ikke så meget måske. Men det er dog nogle af hovedpersonerne fra dengang, der har også har hovedroller i Dansk Folkeparti i dag. Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup gik fra Fremskridtspartiet, de skabte Dansk Folkeparti, og både Pia og Tulle har været formænd for partiet, mens Skaarup har været den tro væbner for begge.

Trioen har høstet triumfer sammen i mange år med Pia Kjærsgaard som formand. Og med Thulesen Dahl, han var formand, da DF overhalede Venstre og blev blå bloks største parti i 2015.

Og trioen er nu der, hvor Kristian Thulesen Dahl ikke vil mere, og hvor Pia Kjærsgaard ikke vil igen. Og hvor medlemmerne helst vil have Inger Støjberg, som er forhenværende næstformand i Venstre og lige nu løsgænger. Og hvor Morten Messerschmidt gerne vil, men er hovedperson i en svindelsag. Og hvor Marie Krarup og andre ikke vil have ham som formand. Og, og, og.

Derfor er det på sin plads at bede nogle af de gamle hovedpersoner fra dengang i Fremskridtspartiet om at kigge på sagen. Er DF i gang med noget, der ligner det, der skete i Fremskridtspartiet?

Vi begynder med manden, der er formand for resterne af Fremskridtspartiet, Niels Højland, i Videbæk.

- Jeg kan da godt se, at det ligner lidt. Men jeg har lidt svært ved at snakke om det uden at komme til at at genere nogen, siger han.

Højland sad i Folketinget for Fremskridtspartiet, dengang Glistrup stadig var i partiet - eller måske rettere var partiet.

I cirka ti år har Niels Højland været formand for det, som hedder Fremskridtspartiet, men som mest er en slags social forening for en samling ældre mennesker, der hygger sig til det årlige landsmøde og snakker om de gode gamle dage.

Stædige Glistrup 

De gode gamle dage, hvor Glistrup og Fremskridtspartiet kom i Folketinget med 28 mandater i 1973 ved det, der må være alle jordskredsvalgs moder. Fremskridtspartiet blev det næststørste parti, og derudover kom også Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti ind for første gang. De fire gamle partier mistede tilsammen 54 mandater, og mere end en tredjedel af folketingsmedlemmerne blev udskiftet ved det valg.

Der kom mange ind, som ikke lignede de gængse politikere. Flere af dem havde ikke interesseret sig for politik, før de blev grebet af Mogens Glistrups ideer om at afskaffe papirnusseri, skat og nedlægge forsvaret til fordel for en telefonsvarer.

En af de nye folketingspolitikere var Kristen Poulsgaard. Han havde været både sømand, arbejdet på et svineslagteri og været fodermester, da Glistrup trak ham med ind i folkestyret på Christiansborg.

Poulsgaard er i dag 86 år og bor på Vemb Plejehjem. Han er ikke så godt gående mere, men han har stadig skarpe holdninger - også når det gælder Dansk Folkepartis muligheder for at komme igennem krisen:

- Jeg tror, det parti er en saga blot. Ved næste valg er jeg ikke sikker på, at de er på stemmesedlen, og det får ikke mig til at sove dårligt om natten. DF bygger på Glistrups idéer, men de vil ikke kendes ved ham, siger han.

Faktisk vil han slet ikke anerkende, at Dansk Folkeparti har været en stor succes i mange år:

- Arh, succes og succes, det kommer han på, hvad man mener med succes. De har jo aldrig fået noget ud af det. Jeg har aldrig stemt på dem, siger han og tilføjer så alligevel:

- Kun én gang, men da blev jeg nærmest tvunget til det, siger han og vil hellere snakke om Glistrup.

Også da han skal give sit bud på, hvordan DF kan redde partiet:

- De skal finde én som Glistrup igen, men det kan de ikke, og derfor går partiet nedenom og hjem. En mand som Glistrup kommer kun én gang på 100 år, siger han, men anerkender, at også den politiske guru havde sine fejl:

- Han kunne have opnået meget mere, hvis han ikke var så stædig, men han ville ikke bøje sig. Det var alt eller intet, siger han.

Kristen Poulsgaard har også en politisk melding fra plejehjemmet, som på en måde diskvalificerer ham, men den vender vi tilbage til, for vi skal en tur til Mors.

Her bor Aage Brusgaard, som var en hovedperson dengang i 1995, da Poulsgaard bemægtigede sig talerstolen med ordene: "Det er nødret" og talte dunder.

Det var ikke, fordi Aage Brusgaard var uvenner med nogen. Tværtimod var det fordi han ikke længere ville være den gruppeformand, der skulle sørge for, at der ikke blev krig mellem hans partikammerater. Det var striden om, hvem der skulle være den ny gruppeformand, der fik det hele til at eksplodere.

Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup ville have Poul Nødgaard til posten, mens en anden gruppe ført an af Kirsten Jacobsen ville have Kim Behnke.

Den korte version af det opgør er, at Kirsten Jacobsen-fløjen vandt, og Pia, Kristian og Peter skabte DF.

Og nu går Aage Brusgaard rundt her på Mors, og ligesom Poulsgaard taler han varmt om Mogens Glistrup. Og selv om Fremskridtspartiets nedsmeltning var en anden tid, genkender en gammel politisk cirkushest alligevel det, der sker i DF.

- Det, der sker i partiet nu, kan man godt sammenligne med det, der skete i Fremskridtspartiet dengang. Der er en fløj, som ville beholde Kristian Thulesen Dahl, og der er én som vil af med ham, og nu er spørgsmålet så, hvem der skal afløse ham, siger han og ridser hele billedet op med Marin Henriksen, der er kørt ud på et sidespor, Messerschmidt der er god på skærmen, men afventer en dom, og Pia Kjærsgaard, der er meget tavs.

- Jeg husker jo Kristian Thulesen Dahl, der kom ind som sekretær hos os, mens han læste jura. Han var dygtig, men han var mere sådan en embedsmand, der var god til tal, end han var en talsmand, der slog igennem, siger han.

Men Brusgaard kan ikke anvise en vej ud af krisen for DF.

- Jeg er hverken konsulent, journalist eller klog mand, siger han.

Til gengæld er han fremskridtsmand, og det bliver han ved med at være resten af livet. Der er godt nok ikke nogen, han kan stemme på mere, men der er et landsmøde, som han nødigt går glip af, for der er stadig en lille formue i partiet, og det mærkes én gang om året:

- Vi giver kun 200 kroner i kontingent, og så mødes vi én gang om året på Aulum Kro og får kaffe og brød og en stor bøf med sovs og kartofler og øl og vand, og hvad man nu vil have, siger han.

- Sidste gang var vi 18, tilføjer han.

Tror du, partiet dør med jer?

- Hvis der kommer 15-20 unge mennesker ind, tror jeg godt, partiet kunne blomstre op igen.

Hidtil har partiets lille håb været formand Niels Højlands søn, Markus Højland. Men han er nu skiftet til Nye Borgerlige.

- Jeg tror stadig, der kan komme en opblomstring, men det bliver nok hverken i din eller min tid, siger Aage Brusgaard.

Den her tur rundt i historiens protestpartier og ekspolitikere slutter på Vemb Plejehjem, hvor Kristen Poulsgaard proklamerer, at han aldrig kommer til at stemme igen.

- Hvad fanden skal folk over 70 have stemmeret for? Giv da hellere dem på 16 år lov til at stemme, for det er dem, der kommer til at sidde med regningen. Så siger nogen, at det har de ikke forstand til, men har en på 86 det? Jeg er 86 år, og jeg er færdig med at stemme, siger Kristen Poulgaard.