Medier: I Dansk Folkeparti er man enige om - og man fortæller også om det - at partiets krise især bunder i, at DF ikke turde gå i regering, da det blev forventet, og at det gnubbede sig for meget op af Socialdemokratiet, mens S samtidig var lystigt optaget af at stjæle DF's kernedagsordener: Den stramme udlændingepolitik og provins/hovedstads-diskussionen.

Nu går Dansk Folkeparti ind i forhandlingerne om et nyt medieforlig med en stor pose penge til landets lokale og regionale medier - penge, der skal komme fra en rundbarbering af det DR, som DF har et evigt problematisk forhold til.

Det fremgår af det udspil, medieordfører Dennis Flydtkjær vil have med til forhandlingerne.

Hvad er det i jeres mediepolitik, som har været medvirkende til at placere jer i en krise?

- I bagklogskabens klare lyse var der nogle beslutninger, der var dumme. Sagen om Radio 24Syv endte åbenlyst forkert. Det var rigtigt at vise, at man kan lave god radio andre steder end i København. Det endte bare et skævt sted, siger Dennis Flydtkjær.

Det endte med Radio4, som er baseret i provinsen. Var det ikke det, I ville?

- Ingen sagde, at det skulle være en ny kanal - det måtte godt være 24Syv, der bare ikke var så fokuseret på København.

Blev det en dårlig sag for jer?

- I hvert fald mediemæssigt. Mange var glade for 24Syv - inklusiv mig selv.

For de færre penge skal DR så blive bedre og bredere, men også have et smallere fokus - først og fremmest på nyheder, oplysning og dansk kultur - de ting, hvor markedskræfterne alene ikke kan løfte opgaven. Underholdningsprogrammer og især amerikanske og britiske film og tv-serier må så holde for.

Hvorfor skal DR så stadig satse på nyheder - leverer de private medier ikke et nuanceret nyhedsbillede til danskerne?

- Der er også nyheder, som der ikke er et kommercielt marked for. F.eks. mener jeg, at DR skal dække sport bredt og ikke bare fodbold og håndbold. De skal også dække, hvad der sker i en surferkonkurrence i Thy, en anden sportsgren i Skagen eller et petanquemesterskab på Fyn. DR skal dække ting, andre ikke vil dække.

Hvorfor er det underholdning og udenlandsk fiktion, DR skal skære ned?

- Alle kan finde ud af at købe en amerikansk film. De skal have fokus på fortællinger om Danmark og vores kultur.

DR vil sige, at de ikke kan nå ud til alle danskere uden underholdning og amerikanske film, og at det så bliver et nichemedie, som folk vil vælge fra. Er det en relevant problemstilling?

- Måske hvis de slet ikke skulle lave underholdning. Der skal stadig være noget, men når et offentligt medie får 3,5 mia. kr. kan man godt forlange, at det dækker, hvad andre ikke dækker. Lav noget godt indhold for børn og unge, så de ikke er fanget af Netflix, som jeg synes er fordummende.

Hvordan skal DR vide, hvornår de lever op til forventningen - vil I indføre procentsatser for, hvor meget underholdning eller udenlandsk fiktion, de må sende?

- Jeg er lægmand, så det er svært for mig at sige. Jeg kan sætte en retning. Der er ting, DR ikke kan slå streamingtjenesterne på, men de kan, når de fortæller historier om danskerne og laver sportsudsendelser f.eks.

Hvordan vil du definere underholdning?

- Det er svært. Der er også underholdning, man bliver klogere af.

Er "Den store bagedyst" underholdning?

- Man kan ikke lige lave en skillelinje. DR rubricerer selv, hvad der er underholdning og sådan nogle ting.

Er det f.eks. "Den store bagedyst", DR skal droppe?

- Den ligger nok ikke lige for, men det kunne være sådan et program. Det er ikke min opgave at pege på programmer. DR skal sørge for, at vi har en fælles fortælling i Danmark. At man i kantinen kan tale om at have set de samme nyheder, den samme fodboldkamp eller bagedyst. Som man har kunnet under corona, hvor folk har set det samme pressemøde f.eks.

DF vil også pålægge DR en mangfoldighedsklausul, "der sikrer en alsidighed og mangfoldighed i indhold og medarbejdere."

Skal minoriteter være bedre repræsenteret i DR?

- Nej, men vi vil gerne sikre, at DR repræsenterer os alle. At de f.eks. optager programmer i Aalborg og Esbjerg - hvorfor skal det hele laves i DR-Byen? Og når man laver debatprogrammer skal man sikre, at begge fløje er repræsenteret.

Så mangfoldighed i denne sammenhæng handler om geografi i Danmark og politiske holdninger?

- Det handler om, at folk skal føle sig repræsenteret. I årtier har det været sådan, at nogle synes, det er for rødt, andre at det er for blåt. Det er ofte for vinklet og for meget København, men det handler mest om, at folk synes, det er for rødt. Det er bare svært at komme med eksempler, for det handler ikke kun om, hvad jeg synes.

Men DU synes, det er for rødt?

- Ja, jeg er jo fra borgerlig blok. Der er sikkert folk i den røde lejr, der mener det modsatte.

DF vil tage penge fra DR, der samtidig skal blive bedre til at samle nationen og levere historier om danskernes liv. Og give penge til lokale og regionale medier, der leverer nyheder og information til borgere, der bor i afgrænsede områder.

Når I vil have et DR, der gør alt det, er det så smart at give dem færre penge?

- De kan godt gøre det for færre penge. Mediestøtten til aviserne er på 358 mio. kr. DR får 3,5 mia. kr.

Så DR skal være bedre for færre penge?

- Det skal være mere fokuseret og også bedre. Det vil give en mere fair konkurrence mellem medierne. Jeg vil hellere bruge flere penge på regionale og lokale medier - det er jo ikke DR, der er presset af Google og Facebooks indhug i annoncekronerne. DR får deres penge lige meget hvad.

Er der et paradoks i at flytte pengene til medier for folk, der bor et bestemt sted, samtidig med at ville skabe et fællesskab for alle?

- Nej, jeg foreslår jo ikke at lukke DR. Der skal være plads til begge dele, så vi også får programmer, der samler os om det så er en dramaserie eller en håndboldkamp. Det er ikke hinandens modsætninger.

Beskæftigelse: Der er tryk på arbejdsmarkedet i øjeblikket. Måned efter måned viser de nyeste tal på beskæftigelsesområdet, at flere og flere kommer i arbejde. I oktober måned var der på landsplan 87.900 ledige – det laveste antal i knap 13 år.

Men den statistik står 28-årige Signe Vestergaard Borup på den kedelige side af. Hun er nemlig stadig ledig.

Siden hun blev færdiguddannet cand.mag i idéhistorie i sommeren 2020, har hun søgt i omegnen af 100 forskellige jobs. Det eneste, det indtil videre er blevet til, er tre måneder i en stilling med løntilskud og en kortere periode i virksomhedspraktik.

- Når jeg hører i medierne, at der er rigtig godt gang i beskæftigelsen, at der er færre ledige og mangel på arbejdskraft, får jeg ondt i maven. Ofte skruer jeg ned, for det er hårdt at blive konfronteret med, at det går så godt. For det tærer bare i min egen kamp for at komme i arbejde, siger hun.

Signe har cerebral parese i benene. Det betyder, at hun er stivbenet og har dårligere balance end andre. Normalt kan hun gå uden hjælpemidler, men lige nu støtter hun sig til en rollator, fordi angsten fra en faldulykke stadig sidder i hende.

Og Signe er ikke den eneste med et handicap, der både kan og vil arbejde, men har svært ved at få en fod indenfor. Beregninger, som Danske Handicaporganisationer har lavet, viser, at godt 49.000 mennesker med et handicap ønsker et job og kan starte i arbejde inden for 14 dage.

- Jeg synes, det viser, at der er nogle mennesker derude, som arbejdsmarkedet har mulighed for at få i beskæftigelse. Mennesker med handicap er generelt underrepræsenterede på arbejdsmarkedet, og hvis vi ikke udnytter den her situation til at få flere af os i beskæftigelse, så har vi virkelig forpasset en stor chance, siger Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer.

I Dansk Arbejdsgiverforening er man optaget af at udnytte enhver potentiel ressource i arbejdsstyrken.

- Vi skal finde en vej til, at menneskerne i den her gruppe kommer i gang på arbejdsmarkedet. Det er helt forkert for både dem, virksomhederne og samfundet generelt, hvis ikke vi udnytter de ressourcer, vi har, siger Erik E. Simonsen, der er vicedirektør på beskæftigelses- og arbejdskraftsområdet i Dansk Arbejdsgiverforening.

Han hæfter sig dog også ved, at det reelt er cirka 33.000 mennesker med et handicap, der er klar til at tage et arbejde. De resterende godt 16.000 borgere søger ikke jobs selv.

- Og det forklarer jo i hvert fald, hvorfor man ikke kommer i job, siger Erik E. Simonsen.

Spørger man Thorkild Olesen fra Danske Handicaporganisationer om, hvorfor en stor del af gruppen ikke aktivt søger job, hvis de både kan og vil arbejde, lyder det, at nogle holder sig fra at søge arbejde, fordi de er blevet vant til at få afvisninger.

- Andre er måske på førtidspension, men vil gerne arbejde den smule, de nu kan, men det behøver de jo sådan set ikke, fordi de har en førtidspension at lave af.

- Man har jo kun pligt til at søge arbejde, hvis man skal have arbejdsløshedsunderstøttelse eller kontanthjælp. De her mennesker stiller sig til rådighed uden at være nødt til at gøre det, fordi de gerne vil hjælpe, siger Thorkild Olesen.

Signe Vestergaard Borup modtog handicaptillæg til sin SU, da hun studerede, så hun samlet fik udbetalt godt 10.000 kroner om måneden. Men handicaptillægget betyder også, at man ikke må arbejde ved siden af studiet. Kun i særlige tilfælde, hvis man vil afprøve sin erhvervsevne.

Og det har sat Signe bagud på erfaringspoint, at hun ikke har haft et studiejob, mener hun.

-Det er rigtig fint, fordi man så kan koncentrere sig om sine studier uden at presse sig selv med at have et job ved siden af, men nu kan jeg fornemme, at alle de andre har en masse erfaring, som jeg ikke har. Det er lidt vanskeligt, når man skal skrive ansøgninger, at man føler, man har et hul, siger hun.

Derfor prøver Signe også at opkvalificere sig selv. For nylig har hun været på et treugers kursusforløb i digital markedsføring, noget der ligger langt fra idéhistorien, hun læste, men jobcentret siger, at virksomhederne efterspørger det, så det ser godt ud på cv’et.

- Når man har læst noget humanistisk, er det svært for mange virksomheder at se, hvad de skal bruge én til. Det er ikke så indlysende som med folk, der for eksempel har læst en professionsbachelor, siger hun.

Men det er vel ikke den store overraskelse for dig?

- Nej, det ved man godt, når man starter på uddannelsen. Men man er jo nødt til at læse noget, man ved, man kan finde ud af, som man er motiveret af, så man kan gennemføre uddannelsen. Det var idéhistorie for mig, for jeg ved også, at jeg skal leve af mit hoved og ikke min krop. Med mit handicap kunne jeg ikke have læst hvad som helst, siger Signe Vestergaard Borup.

Ifølge Thorkild Olesen er det et spørgsmål om mangel på viden om handicap, bekymring for hvem og hvad man får med at gøre og en forestilling om, at mennesker med handicap ikke kan udfylde et arbejde ligesom alle andre, der gør, at så mange mennesker med handicap står uden arbejde.

- Arbejdsgiverne har faktisk rigtig mange muligheder for at få hjælp fra jobcentrene i forhold til kompensation, hvis de har et menneske med handicap ansat. Hvis noget skal tilpasses på kontoret, hvis der skal indkøbes en særlig stol, der er dyrere end de normale, kan man få en masse støtte til det. Det er der bare ikke så mange, der ved. Men det er værd at undersøge, inden man siger, at en ansættelse ikke kan lade sig gøre, siger han.

I Dansk Arbejdsgiverforening ønsker man sig en form for rådgivningsfunktion, hvor man kan få hurtig viden om, hvad det for eksempel kan give af udfordringer og begrænsninger, hvis man ansætter en person med en angstdiagnose.

Og så er foreningen fortaler for, at eventuelle hjælpemidler ikke skal bevilliges på bagkant af en ansættelse.

I stedet skal personen, der har behov for et hjælpemiddel på arbejdspladsen, på forkant være garanteret, at der følger et hjælpemiddel med, så virksomhederne ikke skal være usikre på, om arbejdspladsen kan indrettes den enkeltes behov.

- Og myndighederne skal arbejde bedre sammen. Et hjælpemiddel, man for eksempel har brugt på en uddannelse, skal da bare gå videre, for det skal vedkommende jo også bruge i næste uge, når man skal til at søge job. Det dur ikke, man skal aflevere det og vente et antal uger på at få noget nyt, siger Erik E. Simonsen.

Signe mener selv, hun søger bredt i sin jobsøgning. Primært jobs indenfor litteratur- og kulturbranchen, forlagsarbejde, biblioteksarbejde, kulturformidling, men også forskellige stillinger som akademisk eller administrativ medarbejder på universiteterne eller i kommunale forvaltninger.

- Jeg synes egentlig, at jeg søger bredt, men jeg skal også tage højde for mit handicap. Så jeg søger også primært jobs, der er i relativ nærhed af, hvor jeg bor. Hvor jeg ved, jeg ville kunne komme derind og hjem igen hver dag. Og også jobs, hvor jeg har en eller anden grad af motivation, siger hun.

Men faktisk blev Signe tilbudt et vikariat på Ribe Katedralskole, hvor hun ville skulle undervise en klasse i idéhistorie.

Hun så sig nødsaget til at takke nej. Hun har ingen bil, og offentlig transport frem og tilbage ville blive for bøvlet, fordi den slags kræver væsentligt mere tid og energi for hende, end det gør for så mange andre mennesker.

Signe mener heller ikke, det ville give mening for hende at flytte til Ribe. Det er bedst at bo i en storby, synes hun, fordi der alt andet lige må være flere arbejdspladser at tage af. Og netop i Aarhus er der et miljø for det, hun interesserer sig for.

Men nu var der jo et konkret tilbud i Ribe?

- Det var der. Men det er bare ikke så enkelt, når man har et handicap. Så udløber vikariatet, og hvad så? Så skal jeg flytte igen. Det kræver mere energi, både fysisk og psykisk, siger Signe Vestergaard Borup.

Det er ikke Thorkild Olesens fornemmelse, at der er tale om en gruppe mennesker, som er kræsne i forhold til at få et job.

- Jeg kender yngre mennesker med handicap, som har søgt op mod 300 stillinger uden at få det mindste. Men man skal også kunne se sig ind i, at man kan være på en arbejdsplads, om man kan komme dertil og derind. Det kan der være steder, man ikke kan, og så skal man jo heller ikke søge arbejde der, siger han.

Frygten for at ende permanent på passiv overførselsindkomst er dog ved at sætte sig i Signe Vestergaard Borup.

Hver gang hun får afslag i sin jobsøgning, kan hun ikke lade være med at tænke på, om hun er blevet fravalgt på grund af sit handicap.

- Man bliver mere og mere desillusioneret, som dagene går, siger hun.

Jeg har skrevet klummer i over 20 år. Alvorlige klummer, fjollede klummer, indignerede klummer og nogle decideret sure. Den eneste slags klumme, jeg altid har holdt mig fra, var den forkælede klumme: Den, hvor skribenten klynker over at han eller hun nu skal mene noget – igen!

Jeg tænkte, det var en hån overfor mennesker uden medieadgang, at man sad fastansat i sin hæve/sænke-borg og beklagede sig over muligheden for at komme til orde. Den tilgang vil jeg gerne undskylde i dag, for tiden er stukket fra den med fibernetfart: I dag ville det være en forfriskende undtagelse at møde et menneske, der udviste den form for tvivl, i stedet for en uendelig række af stålsatte holdninger.

Jeg har Facebook-venner, der mener noget – kategorisk og stejlt – mindst tre gange om dagen. Der er jo en grund til, at Sociale Medier forkortes ”SoMe” og ikke ”Så, Men”. Dels stavemåden, må jeg medgive, men der er generelt meget lidt plads til nuancer, når man bevæger sig fra virkeligheden til elektroland.

Det er, som om det er blevet en besættelse for folk at fortælle, hvad de mener, uafbrudt og om alle emner: Hver gang, et medie lægger en artikel på Facebook, så sidder brugerne klar til at mene noget. Typisk kun om overskriften, for de har ikke tid til at læse hele artiklen, før de taster løs med versaler og manglende tegnsætning. Og de har da slet ikke tid til at konstatere, at deres mening er blevet ment utallige gange i kommentarsporet af alle mulige andre. Ud skal den!

Optimister taler om en demokratisering: At alle nu kan give deres mening til kende, og at verden er blevet mindre, men er det ubetinget godt? Jeg synes meget hurtigt, ”den globale landsby” blev til ”den globale bodega”.

Men når vi hele tiden drukner i tilfældige menneskers meninger og andres forargede reaktioner på dem, skyldes det jo ikke kun at der findes et internet. Det skyldes også, at medierne dyrker det: At seriøse, mediestøttede aviser er vilde med historier, hvor folk er fløjet i hinandens elektroniske totter, over en eller anden holdning. Det er nemt og hurtigt stof, og det skaber reaktioner, der genererer reklame. Lad klimakrisen vente: Mads Christensen og Mascha Vang er uenige.

Som skrevet har jeg selv ment utroligt meget gennem tyve år, baseret på den utrolige livsindsigt og viden, man får at af underholde fulde folk som stand-up komiker, og her ligger måske en del af problemet: Forskere udtrykker sig kompliceret og med forbehold, og der kommer meget mere ramasjang i spalterne, når aviserne låner dem ud til gøglere og mennesker på jagt efter et ledigt, opmærksomhedsskabende synspunkt.

For det er svært at drive en sund gesjæft alene baseret på kloge, veloplyste mennesker, og det er ikke bare noget, jeg påstår. Man kan se på den skihopbakke, som de seriøse avisers oplagstalskurve ligner.

Jeg elsker klummer, der, når de er bedst, kan skabe eftertanke og måske endda more en læser eller to, men en gang imellem kunne det være dejligt, hvis skribenterne var mindre kategoriske og ikke kun søgte en konflikt.

Så i dag mener jeg ikke noget. Jeg vil bare citere Tom Kristensen (forfatteren, ikke racerkøreren): Jeg er så lykkelig i dag - jeg går i glædesdille - For himlen er så stor og blå - At verden bliver lille - I dag er jeg så herligt fri - For refleksionens tandbid - er kun en lille delirist - en purpurprik af vanvid.