Forsvundet: I øjeblikket græder Katie Burnes sig selv i søvn. Hun græder, når hun står op. På gåture rundt i Aarhus er det også svært at holde tårerne tilbage, men hun foretrækker at græde alene. Hun vil nødigt gøre nogen ukomfortable.

Den 29-årige irer er ulykkelig, fordi hendes tvillingebror har været meldt savnet i en uge. Han - som hun bor sammen med i et fremmed land, krammer farvel hver morgen og sender SMS-beskeder til, hvis han er længe ude - er sporløst forsvundet.

- Han er min bedste ven, siger Katie Burnes på engelsk med irsk accent og klump i halsen.

Blikket er betuttet, men panden er oprejst. Vi sidder på en café overfor Banegården i Aarhus, og hun fremstår stærk som den sorte kaffe, der er skænket i kruset foran hende. Hun ønsker, at så mange som muligt hører, at hendes bror er væk - og hjælper med at kigge efter ham.

- Lige nu er jeg pakket ind i en skal af chok. Jeg forsøger på at lade være med at tænke for meget over, hvad der kan være sket. Det handler bare om at finde ham.

Lørdag den 4. december forsvandt Peter Burnes i nattens mulm og mørke. Med tunge, berusede skridt havde han retning mod søskendeparrets lejlighed på Aarhus Ø. Det viser videooptagelser fra et overvågningskamera på Navitas-bygningen - den store og kantede betonkolos af en bygning - som ligger 800 meter fra deres adresse.

Men hjem kom han aldrig, og nu er den råkolde frygt, at han er faldet i et af havnebassinerne, som skæbnen også har budt andre unge mænd, der for år tilbage er forsvundet mellem de selvsamme kassebygninger. Politiets vandhunde - der kan få færten af lig under vandoverfladen - har været i gang hele ugen. Det samme har dykkere fra både brandvæsnet og Søværnet. Ingenting har de fundet.

- Aarhus-bugten er stor, og han kan potentielt være drevet mange kilometer væk, siger vicepolitiinspektør i Østjyllands Politi, Martin Frank Rasmussen.

Han understreger, at politiet ikke ved med sikkerhed, om Peter Burnes er faldet i vandet, og at de også leder efter ham på landjorden.

- Men det er klart, at eftersom at han ikke er dukket op endnu, så er vi nødt til at betragte det som en mulighed, at han befinder sig i vandet. Det har vi også talt med familien om.

Tilbage på caféen er Katie klar over situationens tragiske alvor. Forældrene fløj fra Dublin til Danmark tirsdag aften og befinder sig nu i Aarhus, hvor de traver byen tynd for at finde deres forsvundne søn.

De er ved at gå op i limningen, fortæller hun. Faren, som er pensionist, smalltalker uafbrudt om japanske togskinner, cybersecurity og andre ligegyldige ting. Moren, som arbejder på et universitet, dratter udmattet omkuld på hotelværelset om aftenen.

De forlader ikke byen, før Peter er fundet.

- De veksler mellem at være sønderknuste og fulde af håb og energi. De vil gøre noget, men kan ikke rigtig gøre noget, siger Katie.

Hun tager en dyb indånding.

- Vi er selvfølgelig godt klar over, at Peter har været væk i mange dage nu. Selv hvis han ikke er i vandet, så er han ikke OK.

Hendes fokus flakker mellem mig og mobiltelefonen, som ligger på bordet. Selvom den er sat på lyd, skal hun hele tiden sikre sig, at politiet ikke har ringet.

Hun fortæller, at minutter føles som timer, og at dage føles som uger. Hun glemmer at spise. Og selvom hun prøver at tvinge sig selv på bedre tanker, er hun begyndt at stille praktiske spørgsmål til skrækscenariet. Hvordan fixer man en begravelse i Danmark?

Katie og Peter Burnes flyttede til Danmark for et par måneder siden. Det var hendes drøm.

Lederen af Happiness Research Institute - en tænketank med base i København - havde med et oplæg i Dublin i 2016 fortryllet Katie med historien om verdens lykkeligste folk. To år senere besøgte hun Danmark og fandt ud af, at det var det eneste land, hun havde lyst til at bo i.

- Alt er så roligt, praktisk og effektivt her. Jeg elsker det, forklarer hun.

Katie arbejder for en lille irsk start-up-virksomhed med et mobilt job, og hendes chef gav tommel op til udlandseventyret. Men hun turde ikke alene, så hun overtalte sin tvillingebror til at tage med. Han er kok og kunne garanteret få et job.

Den 1. oktober flyttede hun ind i lejligheden på Aarhus Ø. Dagen efter kom Peter.

- Min bror var meget begejstret. Det var første gang, han sådan rigtigt skulle flytte hjemmefra, hvilket ikke er unormalt i hans alder i Irland. Selvom han har en del angst, så var han tryg, fordi det skete sammen med mig, siger hun.

Peter begynde at søge job i starten af november, kom til interviews et par uger senere og havde første arbejdsdag på Bistro 65 i Jægergårdsgade den 23. november.

Livet i Danmark kørte på skinner. Indtil lørdag den 4. december.

Med hænderne i jakkens røde lommer og munden pakket væk bag et stort halstørklæde viser Katie mig en del af den rute, som hendes bror formentlig gik, den nat han forsvandt. Igennem Strøget, ned af trapperne på Sankt Clemens Bro, et lille stykke langs åen, tværs over letbaneskinnerne og så forbi Pakhus77 og Navitas på Aarhus Havn. Imens rekonstruerer hun deres sidste weekend sammen.

Fredag den 3. december spiste de McDonalds sammen i lejligheden om natten. Han havde været ude at få et par øl, hun havde været på date og brokkede sig over, at hun ikke forstår, hvornår og hvordan man kan kysse danske piger.

- Og min bror tog pis på mig. Han sagde, at det sikkert var mig, den var helt gal med, og at de nok hader mig alle sammen, siger hun og tilføjer.

- Han får mig altid til at grine.

Næste morgen gav hun ham et kram. Peter skulle arbejde fra klokken 11 til 23.

Hun cyklede i Marselisborg Dyrehave og brugte et par timer af sin lørdag eftermiddag der. Hun skrev til sin bror, at hun havde fundet en fed rute, som han skulle prøve.

Om aftenen, mens han var på arbejde, læste hun i sin bog, "Stolthed og fordom" af Jane Austin, og så tv-serien "Star Trek Next Generation".

Klokken 01:15 skrev hun og spurgte, hvor han var. Peter svarede. Han var ude at få nogle drinks med sine nye kollegaer. Det ville blive sent, varslede han. Katie faldt til ro.

Da hun vågnede op søndag den 5. december, skrev hun som det første til ham, om han var kommet hjem. Deres værelser ligger lige ved siden af hinanden, så normalt hører hun ham rode med døren om natten.

Intet svar.

De havde aftalt, at de skulle lave et videokald med deres forældre klokken 11, og juleshoppe bagefter. Peter havde også lovet, at han ville gøre rent i lejligheden.

- Jeg sagde til mig selv, at han sov på en sofa hos en ven et sted. Samme forklaring brugte jeg overfor vores forældre.

Men som timerne gik, voksede panikken. Og da Bistro 65 åbnede om aftenen, og ej heller ingen på restauranten vidste, hvor Peter var, blev politiet kontaktet.

- Men stadigvæk klyngede jeg mig til håbet om, at han ville møde ind på job mandag, hvor han skulle arbejde klokken 11. Peter er typen der altid passer sit arbejde, om så han skal gå fra København til Aarhus, siger Katie.

Men Peter mødte ikke op. Heller ikke dagen efter det. Og nu har han snart været væk i over en uge.

I dag ved Katie og politiet, at han var på Pub’en i Jægergårdsgade med venner, og at han var stiv, da han forlod værtshuset. Det sidste spor er overvågningsvideoen fra Navitas klokken 03, søndag den 5. december.

Politiet har stillet Katie alle tænkelige spørgsmål, og hun har selv grublet over de mest usandsynlige scenarier: Er han rejst til en anden by? Har han mødt nogen? Havde han fjender? Var han på stoffer?

Ingen af delene giver mening i Katies hoved. Og vicepolitiinspektør Martin Frank Rasmussen understreger også, at de ikke mistænker, at der er tale om hverken en forbrydelse, et selvmord eller en flugt.

Den mest nærliggende forklaring på brorens forsvinden, er også den mindst spektakulære. Peter har slået en streg ned i vandet, har fået overbalance i blæsten og er faldet i.

- Men det forstår jeg heller ikke. Som jeg også sagde til politiet: Min bror er klam. Han ville bare pisse på fortovet. Og ham og jeg tænker ens: Vi ved, at vandet er farligt, siger Katie.

Katie og jeg nærmer os deres lejlighed på Aarhus Ø.

På de sidse 800 meter - på Bernhardt Jensens Boulevard - er der vand på begge sider. Tre dykkere i en orange gummibåd er i gang med afsøge havnebassinet.

I de små tre timer vi tilbringer sammen, taler og bevæger hun sig med en stoisk ro, og bruger solide portioner sarkasme til at udtrykke sine følelser.

Men hun kan ikke holde tårerne tilbage, da jeg spørger hende, om hun gerne vil blive boende i Aarhus.

- Jeg er ikke religiøs, starter hun.

- Men jeg ved, at hvis Peter kigger på mig fra et eller andet sted… Så ville han blive rigtig ked af det, hvis jeg rejste hjem på grund af ham. Jeg tog hertil, fordi jeg gerne ville bo i Danmark, og det vil jeg gerne fortsætte med. Han ville ikke ønske det anderledes.

EU-kvoter: 12.000 ton makrel - eller12 millioner kilo - lander søndag på EU-bordet i Bruxelles. Her gør Irland krav på de danske makrelfiskeres kvoter i den nordlige del af Nordsøen. Ifølge makrelfiskernes organisation, Danmarks Pelagiske Producentorganisation, er det samlede årlige fangstindtægter på op mod 200 millioner kroner, der i fare.

Det er fiskeriminister Rasmus Prehn (S), der skal slås for de danske kvoter, når EU's ministerråd for landbrug og fiskeri mødes fra søndag klokken 10.

Han er overrumplet over irernes krav, gal i skralden og vil bede irerne klappe gællerne i.

- Det er et bagholdsangreb, irerne udsætter danske makrelfiskere for og et helt horribelt krav, de fremsætter. Jeg har forståelse for, at de er trængte som følge af brexitaftaler. Men det berettiger ikke et frontalangreb på selve grundpillerne i EU-fiskeripolitik, som har været gældende siden begyndelsen af 1980'erne, siger Rasmus Prehn.

Dermed sigter han til princippet om "relativ stabilitet," som blev vedtaget 25. januar 1983 som en grundprincip for fordelingsnøglen i EU's fiskeripolitik.

Det betyder, at når der sker ændringer i fiskekvoterne af for eksempel marinebiologiske grunde, skal de forskellige landes kvoter reguleres op eller ned, så de bevarer de gældende størrelsesforhold mellem hinanden. Det vil sige: Har ét land for eksempel 40 procent af kvoterne på en bestemt fiskeart, skal det stadig have 40 procent, hvis den samlede kvote reguleres.

- Kvoterne har ændret sig efter brexit, men forholdet i kvotefordelingen mellem de enkelte lande i EU skal være den samme. Det er dét princip, Irland laver et angreb på med sit krav. Hvis det lykkes, har vi ikke et fælles grundlag at gå ud fra længere, og så vil alle fremtidige fiskeriforhandlinger gå op i hat og briller med sære krav fra alle, som ingen nogen sinde kan blive enige om, siger Rasmus Prehn.

Når irerne nu forsøger at bryde med det princip hører det med til historien, at de dengang for snart 39 år siden protesterede, fordi de følte, at de ikke fik de tildelinger, de burde have haft. De følte sig unfair behandlet dengang.

Det gør de så stadig, og Rasmus Prehn er bange for, at EU's øjeblikkelige slovenske formandskab set med danske øjne er lidt for forstående over for det irske krav.

Slovenerne kan af naturlige grunde ikke have den store indsigt i forudsætningerne for det, der skete i 1983. Slovenien var ikke et selvstændigt land dengang og ikke medlem af EU.

- I Slovenien er de gode til landbrug og skovbrug, men er ikke i den allerbedste træning til fiskeri. Jeg er bange for, det er et nyt område for det slovenske formandskab. Så det er ikke bare noget, der lige klares med et par sætninger. Det bliver en hård kamp, siger Rasmus Prehn.

Også direktøren for Danmarks Pelagiske Producentorganisation, Esben Sverdrup-Jensen, er i Bruxelles, hvor han følger den dansk-irske makrelkrig tæt. Han er bekymret for udfaldet.

- Der er to ting i det. Dels selve spørgsmålet om fordelingsnøglen, som er den lim, der binder EU's fiskeri sammen. Det er kritisk, hvis man i efterskælvet fra brexit kan komme og flå hele den grundlæggende fiskeripolitik fra hinanden. Dels er det omkring 10 procent af al dansk fiskeriindtjening, vi her risikerer at miste, siger Esben Sverdrup-Jensen.

Han forudser et sammenbrud i EU's overordnede fiskeripolitik, hvis irernes krav bliver imødekommet. Det vil blive at mærke ude på hver en kutter, mener han

- Hvis det sker, ved ingen fiskere eller redere mere, hvad de har at gøre godt med. Man kan ikke planlægge, udvikle og investere, hvis ikke man kan stole på de helt grundlæggende strukturer.

Han vurderer, at omkring 250 personer har job i det direkte makrelfiskeri i Danmark. Dertil kommer en stor følge- og forarbejdningsindustri.

Det er også Rasmus Prehn opmærksom på. Han kalder de forskellige danske makrelprodukter for nogle af verdens bedste.

- Det er meget på spil i disse dage, meget mere end de fleste nok forestiller sig. Det er grundprincipperne for EU's fiskeripolitik, og det er vitale danske interesser i økonomisk stor skala, siger Rasmus Prehn.

Rådsmødet for EU-landenes fiskeriministre ventes afsluttet mandag aften eller i løbet af natten til tirsdag.

Når de andre partiledere i Folketinget – helt fra Nye Borgerliges Pernille Vermund til Frie Grønnes Sikandar Siddique – henter deres post i dueslaget på Christiansborg i løbet af den næste uges tid, så finder de et håndskrevet julekort fra Kristendemokraternes formand, Isabella Arendt.

Travle partiformænd har sikkert ikke altid tid til at prioritere håndskrevne julekort, men pludselig i år fik Isabella Arendt uventet ventetid – midt i en pludselig travl periode. Det lyder underligt, men der er en god forklaring. For i sidste weekend havde Isabella Arendt egentlig ikke tænkt sig hverken at skulle skrive julekort eller forhandle finanslov. Men en invitation fra finansminister Nicolai Wammen gav pludselig mulighed for, at Kristendemokraterne kunne komme med i næste års finanslov – og at partiformanden kunne bruge ventetiden i forhandlingerne på at sende julehilsner til formandskollegerne på Christiansborg.

Når man er erklæret midterparti i dansk politik, er det en god ide at holde sig gode venner med flest mulige. Derfor stod Kristendemokraternes formand sammen med Enhedslisten, Alternativet, SF og Radikale Venstre sammen med finansminister Nicolai Wammen og præsenterede aftalerne om næste års finanslov - og derfor var kuglepennen rødglødende af at skrive så mange julekort.

Det er 11 år siden, at Kristendemokraterne sidst var en del af en aftale om det kommende års finanslov. Dengang hed partiets medlem Per Ørum, en tidligere konservativ. Han havde det afgørende 90. mandat, fordi Liberal Alliance ikke kunne støtte en finanslov uden lettelser i topskatten. Et af aftrykkene, som Per Ørum fik sat, var nedsættelsen af en ”Værdikommission”. Den nåede aldrig rigtig at komme i gang, for den blev nedlagt, da Helle Thorning-Schmidt blev statsminister et års tid senere. Næppe mange husker det i dag. Kristendemokraternes aftryk på finansloven for 2022 kommer vi heller ikke til at huske om ganske få år, hvis ikke partiet formår at skrabe mindst 2,0 procent af stemmerne hjem, så de kommer over spærregrænsen.

For det er nødvendigt at finde luppen frem for at finde Kristendemokraternes store indflydelse på finanslovsaftalen, men partiet kan se sig selv i indsatsen for at øge tempoet på den grønne omstilling, give en saltvandsindsprøjtning til sundhedssektoren, og så vil Isabella Arendt rykke endnu tættere på finansministeren og understrege, at Kristendemokraterne var med til at sørge for, at det ikke løb helt løbsk med dansk økonomi, når nu venstrefløjen skulle være med til at fordele midlerne.

Men Kristendemokraterne fik noget ud af forhandlingerne, som næsten er vigtigere end politiske resultater: TV-tid og omtale. Kun repræsenteret med det ene mandat, som Jens Rohde tog med sig, da han tidligere på året meldte sig ind i partiet, har Kristendemokraterne behov for at gribe alle de muligheder, de har for at komme ind i vælgernes bevidsthed. En økonomisk stram finanslov med et stort fokus på klimaet blev springbrættet for Isabella Arendt ind i fjernsynene denne gang. Hver gang, Isabella Arendt fik ordet, lød det samme budskab: ”Kristendemokraterne er et borgerligt midterparti, som tager ansvar og søger indflydelse,” og så tilføjede hun et par relevante bemærkninger til den aktuelle aftale.

Da Isabella Arendt pludselig tonede frem foran glasdøren sammen med regeringen, støttepartierne og Alternativet, gik det ikke mange sekunder, før øjenbrynene løftede sig hos de øvrige borgerlige partier. Som fuldgyldigt medlem, når de borgerlige partiledere mødes, havde ingen af de andre partier i blå blok forventet, at Kristendemokraterne ville lave finanslov med regeringen – og dermed blive Wammens alibi for at kunne kalde finansloven for 2022 for ”bred”. Men Kristendemokraterne ønsker at være det borgerlige parti, der kan indgå forlig med regeringen. Og der findes kun en måde at vise det på: Ved at indgå forlig med regeringen.

Da regeringen tidligere på året forhandlede om en ny klimaaftale for landbruget, var Kristendemokraterne heller ikke en del af det fælles borgerlige forslag til en aftale. Der manglede en ambition om et bindende reduktionsmål. Nu endte aftalen for landbrugets grønne omstilling med at blive endog meget bred, men det bliver tydeligere og tydeligere, at Kristendemokraterne forsøger at være bindeleddet mellem blokkene.

Det er bare ikke et bindeled, der er synderlig efterspurgt blandt de øvrige borgerlige partier. Og slet ikke i takt med, at vi nærmer os et folketingsvalg. Når de borgerlige partiledere mødes igen i 2022 til et nyt fællesmøde, vil de andres blikke være stift rettet mod Isabella Arendt, og de vil have en forklaring: Hvad skete der lige der? Her er et venligt julekort næppe nok til at formilde blikkene.

Podcast: Mette Frederiksen, Dansk Folkepartis nye formandskandidat Merete Dea Larsen og Frk. Klokken har det tilfælles, at de alle er blevet meget omtalt inden for den sidste uges tid. Og så er der masser af anekdoter om dem i de podcasts, som jeg anbefaler til dig i denne uge. Husk at alle podcastene er med i dit abonnement på din lokale avis.