I Statsministeriet kan det ikke gå hurtigt nok med at blive forår. Ikke kun fordi det plejer at være en fornøjelse at lægge de mørke måneder bag sig, og foråret varsler lavere coronasmittetal, nej, foråret vil også betyde enden på minkkommissionen. Omkring slutningen af april eller begyndelsen af maj forventes det, at minkkommissionen vil komme med sin afrapportering efter at have gennemført afhøringer i næsten tre måneder og gennemgået mange tusinde dokumenter.

Mens det stadig er svært - hvis ikke umuligt - at se den "rygende pistol", som kan få et flertal i Folketinget til at stemme for en rigsret, så har den nye granskningskommission, som minkkommissionen formelt hedder, allerede haft ødelæggende virkning på regeringen. I flere måneder skyggede debatten om de slettede sms'er mellem centrale topfolk i Statsministeriet og statsministeren, og det var umuligt for statsministeren at komme til at diskutere politik, fordi der hele tiden var nye elementer om de slettede sms'er, der skulle kommenteres.

Vælgernes hukommelse er det dog med at være ganske kortvarig, og det kan være Mette Frederiksens held, fordi hun kan give sig selv mere end et år til at genopbygge troværdigheden hos vælgerne, før hun er tvunget til at udskrive valg.

Dansk politik har siden marts 2019 haft en stor dark horse, som ingen politiske partier har fundet formlen på at kunne styre: Corona.

Bedst som Christiansborg-politikerne ruller alle restriktionerne tilbage og åbner landet helt, så rammes vi af en ny smittebølge. Denne uforudsigelige faktor i dansk politik kan få stor betydning for, hvornår Mette Frederiksen udskriver valg til Folketinget: Satser hun på, at danskerne vil genvælge hende, som stod i spidsen for landet, da pandemien ramte os? Tør hun vente til efteråret, hvor en ny bølge af smitte måske kan holde nogle ældre vælgere, der traditionelt vil stemme på Socialdemokratiet, fra at møde op for at stemme?

Og hvordan udvikler det politiske klima sig? Coronaens veje er uransagelige. Sikkert er det dog, at Mette Frederiksen og regeringen vil forsøge at bruge deres resolutte håndtering af krisen til at bygge et billede op af en statsminister, som tog hånd om samfundets svageste - de ældre - da det virkelig gjalt - og tør danskerne gamble med det ved at vælge en ny statsminister, når en ny coronabølge eller ny virus kan ramme os med lynets hast?

Der var lagt op til, at der skulle tænkes store tanker i messecenteret i Fredericia, da regeringen inviterede sig kick off på sit store reformprogram. Statsministeren havde varmet kraftigt op. Nu var hun klar til at tage favntag med nogle af samfundets sværeste opgaver: Ringe færdigheder hos eleverne i 9 klasse, for meget ikke-vestlige kvinder er uden for arbejdsmarkedet, og den generelle mangel på hænder i både den offentlige og den private sektor.

Siden er det ikke meget, vi har hørt til den stort anlagt reformdagsorden. Bevares, udspillet "Danmak kan mere I" kom, men den svære toer lader vente på sig. Der gik simpelthen slettede sms'er og kommunalvalg i dansk politiks andet halvår, og nu er det op til regeringen at levere tilstrækkeligt i det kommende år, så seancen i Fredericia ikke enten kommer til at fremstå som en af de største selviscenesættelser af et politisk projekt eller næsten endnu værre: Går over i glemslen.

Der var lagt op til, at debatten om et nyt kontanthjælpssystem skulle være et af de mest sprængfarlige i Folketingets efterårssæson, men det drama er nu blevet skudt ind i 2022, hvor det kan ende med det helt store brag.

For regeringens støttepartier var det i valgkampen for snart tre år siden afgørende, at der kom et opgør med det såkaldte kontanthjælpsloft. Via en kommission kom ønsket ind i forståelsespapiret mellem regeringen og støttepartierne, og efter beretningen fra Ydelseskommissionen har især Enhedslisten og SF et brændende ønske om, at der skal ske noget på dette område. Støttepartierne har store forventninger til, at beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) vil gå forrest i opgøret med det nuværende system.

Men det er ikke så nemt, som det måske lyder. For ydelser er ikke kun socialpolitik. Det er også udlændingepolitik. Og den socialdemokratiske regering ønsker ikke, at de borgerlige partier kan beskylde Socialdemokratiet for at forgylde arbejdsløse udlændinge med højere ydelser.

Politikerne har allerede lavet et væld af grønne klimaaftaler, men i 2022 har de planlagt, at de skal lave en af de allerstørste aftaler: En grønne skattereform. I 2020 blev en ekspertgruppe nedsat, og det er nu planen, at den skal komme med sin endelige afrapportering inden udgangen af det kommende år. Her skal der fremlægges modeller for, hvordan en ensartet CO2-afgift kan gennemføres, så den omfatter alle udledninger. Det er en ganske omfattende øvelse, og den er blandt andet blevet forsinket af, at det har været svært for myndighederne at opgøre, hvor meget CO2 hver enkelt bedrift i landbruget udleder.

Mens regeringen også på denne del af det grønne område har været fodslæbende, har en ensartet CO2-afgift længe så støttepartierne været set som Columbus-ægget i den grønne omstilling. Nu skal det være dyrere at være sort, mener de. Både Venstre og Konservative er en del af aftalen om at nedsætte ekspertgruppen, men om partierne er klar til at gøre alvor af deres grønne intentioner, bliver spændende at følge. Især Jakob Ellemann-Jensen har gennem sin formandstid forsøgt at iklæde sig et grønt look, og nu kan det begynde at blive ganske konkret og dermed ubehageligt. For hvor meget skal en pakke oksekød stige i pris? Benzinen?

Der er lagt op til en af de helt store armlægninger på klimaområdet - og så endda ganske tæt på et valg.

Egentlig burde sundhedsvæsenet slet ikke omtales som et relevant emne for 2022. For det burde være håndteret i 2021. Der var overenskomstforhandlinger, et regeringsudspil på området, og vi har efterhånden lært at håndtere dansen med coronaen, fordi vaccinerne ikke fører til masseindlæggelser. Men sådan er det ikke gået. Resultatet af overenskomstforhandlingerne blev en langvarig strejke, som godt nok officielt blev afsluttet med et lovindgreb, men som stadig trækker traktorstore spor efter sig og coronaen overrasker os stadig. Derfor kommer sundhedsvæsenet helt sikkert til at spille en rolle i det kommende år, for ingen ansvarlig regering, der håber på genvalg, kan holde til, at der kan opstå tvivl om vores sundhedssystem.

Med regeringens og støttepartiernes "coronavinterpakke" i finansloven for 2022 blev der sat et midlertidigt plaster på såret, men der er allerede blødt igennem. Forholdene på sundhedsområdet er en hovedpine, som regeringen er nødt til at gøre andet end symptombehandlinger ved. For når vælgerne bliver spurgt til, hvilke emner de vægter højeste, når de skal stemme, så har sundhedsområdet gennem de seneste mange, mange år været at finde i den absolutte top. Derfor vil vi også i 2022 se initiativer og udspil på området fra både regering og opposition. Det er vigtigt for vælgerne - og så er det vigtigt for politikerne.

Egentligt har Mette Frederiksen helt indtil den 4. juni 2023, men mon ikke hun udskriver valget til Folketinget før den absolut sidste dato? Spørgsmålet er, om det allerede bliver i 2022, at danskerne igen skal sammensætte et nyt Folketing. Det politiske klima kan naturligvis blive så fastfrosset, at hun mere eller mindre kan blive tvunget til at udskrive valget, fordi ingen af regeringens reformforslag kan finde det nødvendige flertal, og det giver en handlingslammet regering.

Men ellers er der nok mest, som taler for, at vi skal et godt stykke ind i 2022 eller måske helt frem til 2023, før valgkortet ligger i postkassen. Det er forventningen, at regeringen vil bruge det kommende år på at levere flere udspil til reformer, og så har Mette Frederiksen brug for tid. Tid, så vælgerne glemmer de slettede sms'er og det lukkede minkerhverv. Det kunne tale for, at vi skal endnu tættere på Grundlovens absolutte deadline.

Den 28. juli døde den tidligere overrabbiner Bent Melchior af en blodprop i hjertet. Han blev 92 år og ligger begravet på Vestre Kirkegårds mosaiske afsnit. For Özlem var han den bedstefar, hun aldrig havde haft.

Han havde sådan en rød lænestol, som jeg har fået lov at arve af familien. Nu står den på mit kontor, og når jeg kommer ind om morgenen, siger jeg godmorgen, Bent

Özlem Cekic

- At miste Bent er nok det største tab, jeg har lidt i de 12 år, vi nåede at kende hinanden. Der gik ikke en uge, hvor vi ikke var i kontakt med hinanden. Han var 92 år, men i mit hoved var han jo udødelig, så det var alt for tidligt at miste ham. Men det er utroligt, hvad den mand har nået i sit liv, og hvor mange mennesker han rørte. Der er ikke mange, der får et to sider langt håndskrevet kondolencebrev fra dronningen, men det fik Bent Melchiors sønner, siger Özlem Cekic.

Hvad nåede I ikke sammen?

- Mange ting. Vi nåede helt konkret ikke den tur til Bakken, hvor vi skulle have en rødspætte med det hele. Men det er mere hverdagskontakten, jeg tænker på. Han havde sådan en rød lænestol, han altid sad i, og den har jeg fået lov at arve af familien. Nu står den på mit kontor, og når jeg kommer ind om morgenen, siger jeg godmorgen Bent. Jeg føler nogle gange, jeg kan se ham sidde i stolen, når jeg tænker, hvad ville Bent sige eller tænke om det her? Jeg kan se ham knytte næven, som han gjorde, når han var begejstret. Eller lægge sit sin pande mod sin hånd, som han gjorde, når han var bekymret. Eller se ham smile med hovedet på skrå, som han gjorde, siger hun.

Var I aldrig uvenner?

- Der var dengang, jeg var blacklistet og ikke kunne rejse ind i Tyrkiet i fem år, fordi jeg havde kritiseret Erdogan. Bent havde advaret mig, men alligevel købte jeg en flybillet til Tyrkiet, for der var gået fire år, og jeg tænkte, at der nok ikke kunne ske noget. Da Bent endelig sagde noget var det: "Du får god tid til at skrive en bog, når du kommer i fængsel. Den skal nok blive en bestseller". Jeg endte med at afbestille billetten.

Tror du jeres venskab har betydet noget for andre?

- Ja det er jeg overbevist om, for det havde en voldsom effekt, at vi to var sammen. Han åbnede det jødiske samfund for mig, og sammen besøgte vi det muslimske samfund. Min familie tog imod ham med glæde, og mine børn kaldte ham oldefar, fordi vi havde en aftale om, at han var min bedstefar. 

- Når vi gik ud sammen, kunne vi se på folks reaktioner, at det betød noget. Nogle havde tårer i øjnene imens, for de kunne se, vores venskab var oprigtigt. Vi har blandt andet besøgt mange muslimske og ikke-muslimske friskoler sammen, og vi har besøgt Grimhøjmoskeen og set Pride-optog sammen.

I foråret 2021 opgav Özlem og hendes mand at købe et fritidshus i Tyrkiet, som de har haft planer om. I stedet købte de et sommerhus på Nordsjælland. 

- Det her er jo mit land, så nu købte vi huset her. Det er sådan et dejligt sommerhus, som et ældre ægtepar har haft før os. Der er en gammel have med frugtræer og buske, og børnene elsker at være her, siger Özlem Cekic.

Du siger, du har slået rødder som dansker med den have. Hvordan det?

- Jeg blev jo dansk statsborger, og det var første skridt. Men med sommerhuset er det som om, vi virkelig har slået rødder som danskere. Vi er her, børnene elsker at være her, og venner kommer og besøger os. Det er mit land. Jeg er ikke gæstearbejder som min mor og far. 

Hvad får du ud af at have sommerhus og have?

- Jeg elsker at være så tæt på naturen, som er større end én selv. Jeg kan bruge otte timer ude i haven uden at blive træt. Jeg har beskåret frugttræer, har flyttet 200 sten, vi har højbede og et drivhus. Det med at slå rødder som dansker er helt bogstaveligt, fordi jeg går og roder i jorden, og jeg planter træer, som skal stå i mange, mange år. 

I januar fik "Brobyggerne - Center for dialogkaffe" en håndsrækning på 2,8 millioner kroner af et stort flertal i Folketinget til at fortsætte arbejdet med at skabe dialog og modvirke ekstremisme, hadsk tale og negativ social kontrol. At få folk til at snakke med dem, de ikke kan lide og ikke forstår. Özlem Cekic er kvinden bag brobyggerne og dialogkaffen, og hun har nu titel af generalsekretær i organisationen. Det har været hendes altdominerende projekt efter den politiske karriere.

- Det er fantastisk. Da vi gik ind i 2021 var der 2.000 medlemmer af Brobyggerne, og nu ved årets udgang er vi næsten 6.000. Bent Melchior snakkede meget om, at det skulle være en folkebevægelse, og at det krævede 10.000 medlemmer, så vi er godt på vej. Målet for det nye år er 2.000 nye medlemmer.

Hvad skal alle pengene fra stat og fonde bruges til?

- Vi har lavet en ny uddannelse, hvor vi er i gang med at uddanne 200 nye brobyggere. Og vi har brobyggeruge, hvor vi skal have 500 elever igennem på folkeskolerne, og hvor vi klæder lærere på til opgaven. Vi laver uenighedsfællesskaber, hvor vi bringer uenigheder sammen med det mål at få en konstruktiv debat og samtale mellem dem. Parallelt med det prøver jeg også hele tiden at have en dialog med de grupper, der ikke ønsker demokrati. Bent Melchior sagde altid, at man ikke kan skabe fred ved kun at tale med sine venner. Man bliver nødt til også at tale med sine fjender.

Er der noget, der særligt bekymrer dig for tiden i forhold til, hvordan vi kommunikerer med hinanden?

- Ja, se for eksempel hvordan dem, der er vaccinerede, og dem, der ikke er vaccinerede, dæmoniserer og udstiller hinanden. Der sker noget i den offentlige debat for tiden, som gør, at polariseringen bliver trukket ekstremt hårdt op. Det er for eksempel både i klimadebatten, i minksagen, i udlændingedebatten og metoo. Der er så meget brug for, at vi også insisterer på nuancerne og dilemmaerne, for ting er jo ikke kun sorte eller hvide. 

Hvordan når I ud til dem, der ser jer og jeres dialogkaffe som fjender?

- Jamen, selv de ønsker også dialogen. De vil også gerne lyttes til og forstås. Jeg ønsker jo ikke at udstille eller udskamme nogen - heller ikke min fjende. Det handler om at skabe et trygt rum, hvor man kan tale uden tilskuere som for eksempel medierne.