Politik: Valgaftenen blev en gyser. Kort før klokken 1 natten til onsdag var danskernes stemmer talt op, og det stod klart, at rød blok løb med flertallet. Inden da fulgte en dramatisk ventetid hos partierne - læs her, hvordan valgaftenen forløb time for time.

Der er få timer, til valgstederne lukker. Lars Løkke Rasmussen er omringet af journalister på citatjagt og teenagere på udkig efter en selfie.

- Hvis man vil have retten til at brokke sig i morgen, skal man stemme i dag, lyder et sidste budskab fra Moderaternes leder.

Europarlamentariker Peter Kofod har det seneste halve år været Dansk Folkepartis udenrigsordfører, selv om han ikke er medlem af Folketinget. Det håber han lykkes nu:

- Det skal nok gå. Jeg føler mig i topform efter at have løbet 11 kilometer i Haderslev i formiddag, siger han.

Første tale hos Konservative finder sted. Sekretariatschefen deler roser ud til de frivillige.

- Uden jer, intet Konservativt Folkeparti, siger han.

Stemningen er intens og larmende i Danmarksdemokraternes valglokale. Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl ligger kort før klokken 20 vejen forbi.

Hele lokalet trækker sig sammen om midten, da de sidste minutter tæller ned til aftenens exitpolls fra DR og TV 2. I hvirvlens midte står sundhedsminister Magnus Heunicke (S), som har fået kommentartjansen.

Ingen hører, hvad han siger, men alle hører jublen, da S scorer 25,1 procent hos TV 2.

Moderaterne jubler over den første exitpoll fra DR, der viser 17 mandater. Især da kugleregningen viser, at ingen af blokkene kan danne flertal uden at ringe til Lars Løkke Rasmussen først.

Stemningen er blandet hos Dansk Folkeparti. Smukke er de første prognoser ikke. Men de er på den rigtige side stregen trods alt.

Første exitpoll når Konservative og bliver modtaget lydløst. Tre fra ungdomspartiet siger til hinanden:

– Det er kun en exitpoll, ingen af stemmerne er talt. Bare vent at se.

De socialdemokratiske topfolk og særlige rådgivere ser masser af muligheder i det resultat, de to exitpolls peger mod.

Et potentielt resultat begynder dog først at dæmre:

Løkkes muligheder for at blive kongemager kan hurtigt svinde ind. Socialdemokraterne har stadig brug for ham til at nå 90 mandater, men der tegner sig et billede, hvor Løkke ikke kan vælge side efter forgodtbefindende.

Der er en sitrende, men ængstelig fornemmelse hos Moderaterne. De venter på stemmeoptællingerne, der afgør, om de bliver kongemagere eller hofleverandører til et rødt flertal.

De holder ikke kun vinglas og fadbamser tæt til kroppen. Selv nu er det ikke lykkedes avisens reporter at få nogen til at røbe, hvem de helst ser som kommende statsminister.

Der er blevet sat scene op, som statsminister Mette Frederiksen skal tale fra, når hun senere på aftenen dukker op for at tale.

Hun kommer dog næppe til at fortælle, hvilken regering danskerne kan se frem til. Det kan ingen overskue endnu, og bedre bliver det ikke af, at de to skærme i salen indtil nu har kørt med forskellige prognosetal fra de to tv-stationer. Stemningen er diffus.

Scenen er sat til Lars Løkke Rasmussen og forvirringen er den samme som hos socialdemokraterne.

Her håber de på DR’s prognose, som viser tættere løb mellem rød og blå blok - og altså en sikret kongemagerrolle til Moderaterne.

De råber og skriger hos Danmarksdemokraterne.

- Inger er glad, fortæller Peter Skaarup.

Hos Dansk Folkeparti i Snapstinget ved siden af Danmarksdemokraterne fortættes stemningen. Her forlyder det nu, at formand Morten Messerschmidt snart ankommer.

Spændingen i lokalet stiger. Det forventes, at Søren Pape Poulsen ankommer til valgfesten 23.10. Det store spørgsmål er, hvordan partiformanden tackler det dårlige valgresultat.

Mens Lars Løkke Rasmussen taler til valgfest ude i byen, sidder Claus Jensen, formand for Dansk Metal, og nyder en fadøl og lytter.

- Jeg håber på en regering, der bliver så bred som muligt. Helst en flertalsregering, siger han.

Der er blevet fyret op for cubanerne, efter at Lars Løkke Rasmussen har holdt tale.

Der er stor dramatik, da Søren Pape Poulsen ankommer. Journalisterne vælter helt bogstaveligt over hinanden for at komme frem til formanden.

Konfronteret med det dårlige resultat svarer han tydeligt frustreret:

– Slap af, jeg har tabt én procent.

Formanden skynder sig på scenen. Med hån i stemmen svarer han pressen:

– Jeg går ikke af som formand. Det er useriøst.

Måske blev cigarerne tændt for tidligt. Måske bliver Moderaterne ikke kongemagere, som det ellers har set ud hele aftenen.

Socialdemokratiet og rød blok mangler ét mandat, før de kan danne flertal.

Mange stirrer på stemmeoptællingen i venstre hjørne af skærmen. 96,7 procent af stemmerne er optalte.

Mogens Lykketoft står tavs i mængden med øjnene klinet til skærmen og tallene og tager med jævne mellemrum billeder af skærmen.

– Det er helt afgørende, at vi får et rødt flertal. Det bliver meget kompliceret og langvarigt, hvis det er Løkke, som skal afgøre det hele, siger han.

Flere moderater stormer ud af døren. Andre råber 'nej, nej, nej!'. Mange sidder med granitansigter og kigger ned i gulvet.

- Jamen, det er jo sindssygt, spytter nogen ud.

100% af stemmerne er talt op. Rød blok kan med de nordatlantiske mandater sandsynligvis danne flertal helt uden Lars Løkke Rasmussen.

Klokken 23:00 lokal grønlandsk tid meddeler KNR med 98 procent af de grønlandske stemmer talt op, at to grønlandske mandater definitivt sikrer rødt flertal.

Fire ugers intens valgkamp er slut, og der er blevet tegnet nye streger på det politiske danmarkskort.

Lars Løkke Rasmussen og Moderaterne samt Inger Støjberg og hendes Danmarksdemokraterne er nye partier i Folketinget, og det borgerlige Danmark er bombet år tilbage. Vælgerne har valgt hele 12 partier ind i Folketinget, og den politiske midte med Moderaterne er blevet etableret.

Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, giver dig her et overblik over de vigtigste konklusioner oven på valgresultatet:

Moderaterne: Er du fodboldfan, kender du til VAR. Video Assistant Referee, som det står for, er et af sportens moderne påfund, der forvandler jubelbrøl til jammer, når scoringer kigges igennem for oversete offsides, frispark eller hånd på bolden - og nogle gange annulleres.

Til Moderaternes valgfest i Mogens Dahl Koncertsal på Islands Brygge var det som om, at der foregik en timelang VAR-gennemgang af deres valgsejr. For det lignede længe en sejr. En sand sensation. Lars Løkke Rasmussens mørkelilla parti, der formelt blev stiftet for fem måneder siden, fik 9,3 procent af stemmerne og 16 mandater. "Vi-stemmer-på-noget-ikke-på-nogen"-taktikken lykkedes, Løkke stod med de afgørende mandater, og grå cigarrøg steg op i novembernatten.

Men så kom der VAR på exitprognoserne - eller det vil sige, stemmerne blev talt op - og jubelbrøl blev til jammer. Klokken lidt i 1 om natten hed det sig, at Socialdemokratiet og de røde partier kunne tælle til 90 - uden Moderaterne.

- Det er helt forfærdeligt, lød den dugfriske reaktion fra Jeppe Søe, medstifter af partiet, efter at han i halvanden time havde stirret på storskærmen, mens han skiftevis bed sine negle, tog hænderne om bag hovedet eller gemte sit ansigt i håndfladerne.

- Nu er det Mette Frederiksen, der sidder med bolden, og det bliver et helt andet samarbejde hen over midten, end vi havde troet. Fordi hun har magten. Hun kan trække stikket på os, hvis der opstår uenigheder, sagde han, før han igen kom i tanke om at glæde sig over, at Moderaterne blev landets tredjestørste parti.

I sig selv er det en bemærkelsesværdig præstation. For halvanden måned siden lå Moderaterne omkring spærregrænsen. Den 1. november stemte danskerne dem så større end partier som SF og Konservative. Valgforskerne talte om store skvulp i vælgerhavet, men Moderaterne lignede en regulær tsunami.

Og Lars Løkke Rasmussen lignede en sejrherre, da han trådte op på talerstolen et par timer før, at alle stemmerne var talt op. Tilhørerne trampede i gulvet, så de lilla balloner vibrerede, journalister asede og masede for at komme frem, og partilederen lovede forandring.

- Når statsministeren vil have en bred regering, så tænker jeg, at det først og fremmest er fordi, hun gerne vil være statsminister igen. Om hun bliver det, det kan jeg ikke vide, men én ting er sikkert: Danmark skal have en ny regering, sagde Lars Løkke og høstede stribevis af "ja-tak"-udbrud, da han slog om sig med  snusfornuftige punchlines.

- Vi vil samarbejde med dem, der taler op og ikke ned. Dem, der vægter substans højere end hurtige overskrifter.

Fra andre moderater lød nogenlunde samme paroler.

- Vi har insisteret på at tale om politik frem for personer. Om fremtiden fremfor fortiden, blev der blandt andet sagt.

Og alle - selv på det tidspunkt da prognoserne smilte til Moderaterne - nægtede at røbe over for avisens reporter, hvem de helst så som statsminister. Det lykkedes ikke at få en eneste til at svare klart og tydeligt på, hvem de helst så som statsminister efter valget.

- Jeg siger ikke, hvad ønskescenariet er. Men du ved det godt, sagde Jesper Julian Møller, som er Lars Løkkes ven fra Græsted, og som var manden med cigaren i kæften.

Søren Fauli - filminstruktør, radiovært og skuespiller, som blev kendt for sin rolle som den talende skildpadde i de populære Toms Chokolade-reklamer - forsikrede, at han ville "give alle Moderaternes mandater i bytte for de rigtige reformer."

- Jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem der bliver statsminister, sagde Fauli, der er frivillig i partiet.

Flere fik enslignende ansigtsreaktioner, når de blev spurgt ind til statsminister- og regeringsambitionerne. Sådan lidt let hævede øjenbryn, sammenknebne læber og flakkende blikke, mens de fremstammede, at det altså ikke var noget, de gik op i.

Og på samme vis var Moderaterne som spejle af hinanden, mens hele Danmark ventede i en halv time på at de sidste fire procent af stemmerne blev talt op. Det var noget, som de gik op i.

Kongemager det ene øjeblik, hofleverandør til Mette Frederiksen det næste, hvis du, kære læser, tænker, at sådan en transformation kunne dræbe en god fest, så har du fuldstændig ret.

Enkelte råbte "nej, nej, nej", andre kiggede forstenet ned i gulvet, mens nogen ved et cafébord tæt på mig stod og bandede og svovlede. På storskærmen jublede socialdemokraterne, hos Moderaterne havde folk lige så vanskeligt ved at sætte ord på, hvad det betød for deres politiske ambitioner, som de havde haft ved at skulle beskrive deres ønsker for statsministerposten.

Lars Løkke Rasmussen fik ingen rigtig at se igen. Højskolemanden Jeppe Søe - som i den seneste uges tid har befundet sig i lidt af en mediestorm, efter at Berlingske har gravet sexistiske ytringer ud af hans fortid som klummeskribent - gevandt fatningen.

- Det er drønærgerligt, at rød blok kan klare sig uden os. Men for mig er det også sindssygt, at vi har skabt landets tredjestørste parti, sagde han.

Samme toner lød fra andre moderater, da de klokken lidt over 1 bevægede sig slukørede, men stolte ud i natten.

På bunden af en flaske portvin blev to unge fyre, Mads og Jacob, enige om, at de burde drikke 16 shots. Et for hver af de mandater, som Moderaterne har fået. Hvordan de får det af den omgang, og hvordan Lars Løkke Rasmussen får den ønskede grad af indflydelse, når Socialdemokratiet har den røde blok at falde tilbage på, blafrer i efterårsvinden.

Med mindre - som nogle af Moderaternes kandidater også talte om - at en finoptælling skubber et mandat fra rød til blå og magten tilbage i favnen på deres parti. En VAR på en VAR, kan man sige.

Dansk Folkeparti: Hvis man holder af at lade sig snyde, skulle man være til stede i Snapstinget, hvor Dansk Folkeparti traditionen tro havde hovedsæde på valgaftenen.

For så kunne man godt få opfattelsen af et parti i svulmende selvbegejstring.

- MORTEN, MORTEN, MORTEN, MORTEN, MORTEN, MORTEN .... lød det brølende og taktfast, næsten ustoppeligt, da formanden Morten Messerschmidt ankom med hustruen Dot i hånden, en kamerahær i ryggen og et bredt smil i ansigtet.

Men stemningen, grundstemningen bag al euforisk, formandstilbedende råberi? Sprudlende? Nixenbixen. Nedtrykt? Njahtjah, heller ikke.

Der var heller ingen grund til hverken det ene eller det andet i Dansk Folkeparti. Det var mere sådan lidt pyha-så-fik-vi-den-storm-redet-af.

For syv år siden blev Dansk Folkeparti landets største borgerlige parti. Tirsdag aften blev det reddet på målstregen, eller lige lidt over stregen, hvis man definerer den som de to procent af stemmerne, det kræver for, at et parti kan få mandater i Folketinget.

Nedtur, javel, men som Peter Kofod - som har indtaget den særdeles særprægede rolle som partiets udenrigsordfører, selv om han ikke er medlem af Folketinget - ser på det, er det også udtryk for en succes.

- Ja, det vil jeg godt kalde det. Når vi i meningsmålingerne har ligget på 1,9 procent af stemmerne, så er det en succes, når det lykkes. Altså når man tænker på alternativet ..., sagde han, inden han tog imod partimoderen Pia Kjærsgaard.

Partiets tilbagegang tog for alvor sin begyndelse ved EU-parlamentsvalget i maj 2019 og blev forværret ved folketingsvalget i juni 2019 og igen ved kommunalvalget i november 2021. Ved de tre valg fik partiet så mange klø, at det havde mere til fælles med en fladtrampet kebabpita end et stykke velstegt flæsk.

På EU-valgaftenen for godt tre år siden, gjorde netop Pia Kjærsgaard det sædvanlige. Hun holdt en tale.

Det var så også ved den lejlighed, hun gjorde noget, der ikke var spor sædvanligt. For første gang viste hun i stor skala, at den politiske tæft, den ellers så knivskarpe fornemmelse for strømmene i folkehavet, var gledet hende af hænde.

I sin opremsning at det, der var skyld i, at partiet havde mistet tre af sine fire mandater i Europaparlamentet, sagde hun nemlig:

- Måske er det alle de, hvad er det nu, man kalder dem, klimatosser.

Hun overså i dette lille øjeblik, at klimaet var steget helt til vejrs i vælgernes bevidsthed, var blevet folkeeje. Og så skulle alle disse vælgere sidde ude i fjernsynsstuerne og se og høre på, at Pia Kjærsgaard kaldte dem tosser.

Siden har Dansk Folkeparti i raskt trav bevæget sig fra skidt til værre.

På det tidspunkt, Pia Kjærsgaard tirsdag aften ankom til Snapstinget og hilste på Peter Kofod, var hendes skæbne ukendt - og usikker.

Hendes mandat var i fare - og var det stadig, da disse linjer blev skrevet. Hun har også måttet trækkes med de meningsmålinger, som længe har set dystre ud for hendes politiske livsværk. Og hun har været midt i den orkan, som i det forløbne år har medført et mandefald i folketingsgruppen - fra 16 til 6, da dette valg blev udskrevet for fire uger siden.

Alligevel iklædte hun sig optimismen, da hun ankom til Christiansborg i et valgnederlags kulisse.

- Når man tænker på, hvad vi har været igennem. Nu er jeg afslappet i forhold til, at nu skal det gå fremad. Nu er der ro på, sagde hun.

Det var der ikke i et mindre sidegemak til Snapstinget. Her havde den nye Christiansborg-raket, Danmarksdemokraterne, sat affyringsrampen for partiets folketingsfremtid.

Alene partiets eksistens var så rigeligt til at gøre stemningen tårnhøj. Lokalet udgør ikke engang en fjerdedel af Snapstinget.

Her dukkede pludselig et spøgelse op: Dansk Folkepartis tidligere formand Kristian Thulesen Dahl. Han er en af de mange, der forlod Dansk Folkeparti og politik i det hele taget i den borgerkrig, der det seneste år har hærget i partiet. I dag er han havnedirektør i Aalborg.

Hos Danmarksdemokraterne vakte hans ankomst jubel, som var det John Lennon, der var genopstået. Men inde hos hans gamle parti ... puha, her var der megen misnøje. Men ikke officielt, når man spurgte dem.

- Nej, jeg har ingen kommentar til, at en havnedirektør fra Aalborg af en eller anden grund dukker op her på valgaftenen, sagde Peter Kofod.

Han fik ikke noget besøg. Thulesen Dahl holdt sig væk fra sit gamle partis valgaften.

- Det ville ikke være passende. Jeg har jo meldt mig ud af partiet, fordi jeg kunne mærke, at nogen ikke ønskede mig. Så jeg vil ikke spolere nogen stemning eller genskabe nogen konflikt, sagde Kristian Thulesen Dahl.

Hans afløser på formandsposten, Morten Messerschmidt, lignede en mand, som netop havde ladet et solidt tryk på skuldrene fare. Så lettet var han, at han tog de tungeste vendinger i sin mund, da han forklarede, hvorfor det også i modgang er værd at være DF'er:

- Man gør det, fordi det er en fædrelandsgerning, sagde han.

Presset på den partioverlevelsesglade formand vil dog snart tage til igen. 16. november genoptages Meld og Feld-svindelsagen mod ham. Men han har været tilpas mange år i toppolitik til at lade som om, at det skænker han ikke en tanke.

Han vil ikke forholde sig til sit formandskab og sin politiske fremtid, hvis han skulle blive dømt skyldig og sendt i kachotten:

- Jeg tror på, jeg vinder sagen, men det må vi tage til den tid.

Der, hvor han befandt sig, i Snapstinget kunne man i øvrigt høre brølet inde ved siden af, da Inger Støjberg ankom. Stop, stop, stop, alle skal ud herfra, ville Arbejdstilsynet have sagt, hvis man var kommet på kontrolbesøg i Støjberg-infernoet.

Og selv om Peter Kofod taler om en succes, Pia Kjærsgaard siger, at nu er der ro på og Morten Messerschmidt taler om en fædrelandsgerning, så venter den største ydmygelse af alle ved næste folketingsvalg: Da er Danmarksdemokraterne de store og Dansk Folkeparti de små. De må nok bytte lokaler.

Folketingsvalg: En fest er bygget på de forventninger, man har til den. Og det var fra begyndelsen klart, at den her nok ville blive lidt af en fuser.

Flere af de konservative medlemmer sagde allerede inden de første exitpolls klokken 20, at de havde håbet på mere. Klart stod det i hukommelse, at Konservative for ganske kort tid siden lå markant bedre i målingerne, som det største parti i blå blok.

Og da klokken slog 20, blev det klart, at det skulle forblive en bristet konservativ drøm. Her lød der et nærmest afgrundsdybt suk igennem hele lokalet, og for første og eneste gang i løbet af aftenen blev der helt stille. Målingen viste det, som senere skulle blive bekræftet. Et valgresultat, der ikke er set dårligere siden 1975. Konservative fik kun 5,5 procent af stemmerne.

I centrum for Konservatives dårlige resultat står Søren Pape Poulsen, der har tiltrukket sig en del negativ opmærksomhed igennem valgkampen. Det er nemlig kommet frem, at han har givet forkerte oplysninger om sin ægtefælle og taget på diplomatrejser uden at orientere udenrigsministeriet. Og ifølge Rasmus Jarlov (K) er det netop formandens personsager, der har overskygget for politikken.

- Vores valgkamp har kørt dårligt. Der har været nogle sager, som har overskygget for vores politik. Og det har været det, som man har hørt mest om i løbet af den her valgkamp. Det er vel derfor, at valgkampen er gået så dårligt, lød det fra Rasmus Jarlov til valgfesten.

Har Søren Pape været problemet?

- De sager, der har været, det har været problemet. Jeg bakker hundrede procent op om Søren, men vi er alle sammen ærgerlige over, at de sager har fyldt så meget.

Gennem aftenen forsøgte især Konservativ Ungdom at holde liv i festen. Lyden af Thomas Helmigs Stupid Man og Bee Gees Stayin Alive blæste ud af højtalerne, og fadøllene blev serveret i et hastigt tempo. Men en god fest blev det aldrig.

Da stemmerne efterhånden blev optalt, stod det klart for flere af deltagerne, at Konservative så ind i et dårligt valg. Langt fra det, som var ambitionen, da valgkampen begyndte. Stemningen i lokalet var derfor en smule anspændt i tiden op til Søren Pape Poulsens ankomst.

Klokken 23.35 ankom partiformanden i kampagnebussen, og så blev dramaet skruet up. En kameramand røg i asfalten, da journalisterne væltede over hinanden for at komme frem til Søren Pape Poulsen og konfrontere ham med det dårlige resultat. Her svarede han, mens han rystede på hovedet og klemte øjnene sammen: ”Slap af, jeg har tabt én procent”. Og da han blev spurgt til, om han kan forsætte som formand, lød det resolut: “Er du seriøs med det spørgsmål?”

Men med kampråb og flag blev Søren Pape Poulsen båret det sidste stykke ind på scenen. Her gentog han det budskab, han netop havde givet til journalisterne. Han har ingen intentioner om at trække sig. ”Det er et useriøst spørgsmål”, lød det fra scenen.

Bemærkelsesværdigt var det dog, hvem der fulgte med Søren Pape Poulsen, da han forlod scenen med hastige skridt ud mod baglokalet. Den politiske ordfører i partiet, Mette Abildgaard, skubbede sig igennem folkemassen sammen med diverse rådgivere for at komme ind til formanden. Alt imens tilbage i folkemængden forblev den politiske profil Rasmus Jarlov, der forinden havde givet Søren Pape Poulsens personsager skylden for det dårlige valgresultat.