KV21: Kommunevalget banker på døren, og netop dette valg i det herrens år 2021 er blevet kaldt det første kommunale klimavalg i danmarkshistorien.

Hver tredje dansker vurderer, at netop klima- og miljøspørgsmål er blandt de mest afgørende områder i forhold til, hvor krydset ender. Det viser en undersøgelse lavet for Momentum af Voxmeter.

Og det er markant flere end ved de forrige kommunevalg i 2017 og 2013. Med andre ord: Miljø og klima er rykket ind i kommunevalgkampen.

Men selv om klima og miljø er vigtigt for manges kryds 16. november, kan det måske være svært helt at gennemskue, hvem der reelt brænder for den grønne dagsorden.

På overfladen er der ikke mange politikere, der åbent er imod at passe på naturen, være klima-bevidst og spare på ressourcerne. Alligevel er der forskel på kandidaterne.

Det vurderer Jens Villiam Hoff. Han er professor i statskundskab på Københavns Universitet og har skrevet bogen "Klimaets kommunale tilstand".

- Blandt økonomer skildrer man ofte mellem stærk bæredygtighed og svag bæredygtighed. De stærkt bæredygtige politikere mener ikke, at man kan substituere inden for miljø og klima. Altså man kan for eksempel ikke betale sig fra ødelagt natur, forklarer han.

Sammen med Tobias Johan Sørensen, der er klimaanalytiker ved den grønne tænketank Concito, har han her formuleret fire centrale spørgsmål, der kan hjælpe dig med at gennemskue, hvilke af dine lokale kandidater, der virkelig brænder for den grønne dagsorden.

Dyrevelfærd: Det vækker harme hos dyrevelfærdsordførere på Christiansborg, at over 26.500 pattegrise dør hver dag i danske grisestalde, selvom branchen skulle rette op på problemet med en handleplan for bedre dyrevelfærd i 2020.

- Det peger alt sammen i en retning af, at kuldene er blevet for store, og at produktionen er alt for intensiv. Det er modbydeligt over for de stakkels dyr og viser tydeligt, at landbruget ikke tager problemet seriøst, og at der er brug for politisk indgriben nu. Hvis det var hundehvalpe, der døde mere end 26.500 af om dagen i Danmark, var folks hoveder jo sprunget i luften af forargelse, siger Carl Valentin, dyrevelfærdsordfører i SF.

Den holdning bakkes op af dyrevelfærdsordførere hos Enhedslisten og Dansk Folkeparti.

- Det kan simpelthen ikke passe, at så mange pattegrise dør hver evigt eneste år. Det er fuldstændig uholdbart, at der ikke er kommet bedre styr på det. Ministeren må komme på banen, siger DF's Pia Kjærsgaard.

- Det er katastrofalt og en fuldstændig forfejlet avlsstrategi at gå efter flere og flere smågrise per so. Det kan vi ikke acceptere, siger Søren Egge Rasmussen fra Enhedslisten.

Hos Venstre er ordlyden noget mere rolig:

- Dødeligheden skal længere ned, og det skal landbruget arbejde på. Men jeg har stor tillid til, at de i erhvervet arbejder grundigt med problemet vel vidende, at det er en vanskelig opgave. Det handler om at lære fra de bedste producenter, som har en lav dødelighed, og lytte til forskningen, siger dyrevelfærdsordfører Erling Bonnesen.

Landbruget har afvist, at den høje dødelighed kan overføres en-til-en til et fremherskende avlsmål om flere grise og større kuld. Og at man over årene har sat en kæp i hjulet for flere unger og i stedet har avlet mod flere levende grise fra femte levedag. Lige nu arbejder man på at finde årsagen til, at den høje dødelighed ikke er stagneret.

Alligevel er der ikke andet for at avle mod mindre kuldstørrelser igen, hvis man spørger Bengt Holst, formand for Det Dyreetiske Råd.

- Grundlæggende er der ingen tvivl om, at der avles for mange grise per kuld, så der ikke er patter nok til smågrisene, og flere af dem derfor dør, når de ikke får mælk nok. Det eneste, der kan løse det, er at sætte avlsmålene tilbage, hvor man prioriterer de søer, som får færre grise per kuld fremadrettet.

I det hele taget har landbrugets higen efter vækst taget overhånd.

- Det nytter ikke noget blindt at gå efter vækst og vækst og så kalkulere med en vis procent dødelighed ved hvert kuld, så er man gået for langt. Det handler om levende væsener, og alt har en grænse. Vi kan ikke altid bøje og tilpasse velfærden i kampen for mere vækst. Når resultaterne viser, at vi er gået for langt, bliver vi nødt til at ændre på avlsmålene, så der kommer balance mellem produktion og velfærd, siger Bengt Holst.

Peter Sandøe, der er professor i bioetik på Københavns Universitet og tidligere formand for Det Dyreetiske Råd, giver landbruget ret i, at kuldstørrelsen næppe bærer hele skylden for, at knap hver fjerde pattegris aldrig lever længe nok til at komme videre fra stalden.

- Der er ingen tvivl om, at den store og voksende pattegrisedødelighed både skyldes pasning og genetik. Genetikerne hos Landbrug & Fødevarer mener selv, der er sket en genetisk fejl, som de prøver at rette op på, men det vil tage mange år, før en genetisk korrektion slår igennem. Jeg har ingen grund til at betvivle deres arbejde, men erhvervet er også økonomisk hårdt presset lige nu, hvilket heller ikke fremmer noget som helst, der har med dyrevelfærd at gøre. Så det er en kombination af genetik, omhu og økonomi, der skaber problemerne, siger Peter Sandøe.

Professoren hæfter sig ved, at landbruget i perioden fra 2013 til 2016 formåede at få udviklingen til at gå en anelse den anden vej.

- I en lang periode gik det bedre med dødeligheden, selv om søerne fik store kuld. Så jeg tror ikke på, at den procentvise pattegrisedødelighed nødvendigvis vokser, fordi man får flere grise per kuld. Men det er åbenlyst, at den måde, man har gjort det på, ikke har virket, og at den har haft negative konsekvenser for dyrevelfærden.

Peter Sandøe påpeger, at der ikke findes et quickfix, og at det derfor ser ud til, at politikerne må væbne sig med tålmodighed.

- Landmændene kan ændre pasningen nu, men genetikken kan ikke ændres fra den ene dag til den anden. Det vil tage en årrække, siger han.

Avisen Danmark har forsøgt at få en kommentar fra landbrugsminister Rasmus Prehn (S), men han er ikke vendt tilbage.

"Sikken en start. Vi er totalt på Herrens mark. Vi har allesammen en idé om, hvad der skal gøres," konstaterer sognepræst Charlotte fra Køge, da hun sammen med de seks andre i sin gruppe er nået i land på en ellers så øde ø i Stillehavet. En af Herrens frodige og smukke "marker", hvis det ikke var for alt det menneskeskabte skrald, der er skyllet op på kysten.

De kan ikke enes i præstens gruppe. Der går ikke mange minutter, fra deltagerne har fortøjet deres gummibåd, til irritationerne i Gruppe 1 bider så flittigt som junglens aggressive bier, hvis stik udløser det ene smertensbrøl efter det andet.

DR er i gang med anden sæson af "Øen", hvor såkaldt almindelige danskere efterlades på en øde Stillehavsø for at klare sig selv i 30 dage. Deltagerne, som filmer alt selv, er delt op i to grupper, der er blevet sat af hvert sit sted på øen. Måske mødes grupperne - måske ikke. Det vil de kommende afsnit vise. Ingen kan blive stemt hjem, for der er ikke tale om en konkurrence. Det handler udelukkende om at overleve bedst muligt og i samarbejde med andre.

"Øen II" er øjeblikkeligt blevet et yndlingsprogram. Sæson 1 var på det jævne, men her i anden sæson er der kommet mere dynamik, i og med at deltagerne er delt op i to sammenlignelige grupper, og en god speak uden overflødigheder og dramatisering binder programmet godt sammen.

Hvor svært kan det være? Tænker vi, mens vi ryster på hovedet over vores artsfæller på skærmen, der indimellem græder, klager og diskuterer.

Modsat dem ville vi i samme situation naturligvis være den bedste udgave af os selv i alle situationer. Også når insekterne bider, sulten gnaver, varmen og regnen skiftevis plager, og der ikke er ferskvand nok til at slukke tørsten eller en seng at sove i. Men der er mere i "Øen II" end sådanne dagdrømme om egen urmenneskelig formåen og underholdning over andres manglende. Der er lærdom.

Serien demonstrerer tydeligt, hvor godt det kan gå, når mennesker samarbejder - og det stik modsatte. Hvordan ævl og kævl altid og alle steder er ødelæggende, og hvordan opmuntringer og anerkendelser modsat er opbyggende.

I gruppe 1 er det særligt 27-årige Oliver fra Aarhus, man hører. Han er kunstner og akademiker med hang til at stable sten oven på hinanden, og han tager gerne føringen og lægger op til demokrati, men møder modsigelser og andres irritationer med "pædagogiske" minikurser i kommunikation. Problemet er, at ikke alle i gruppen kan få øje på Olivers viden, gode hensigter og lederpotentiale.

Så går det bedre for gruppe 2, der også består af syv personer. De bliver godt nok presset af tæt mangrove, som de vandrer i ring i, men er så heldige at have læreren Nikolaj fra Risskov, og han ligner en stor og stærk vildmand og har færdigheder, der passer til både udseendet og livet på øen.

Det er Nikolaj, der kan hugge vej gennem junglen, og det er Nikolaj, der kan lave ild. En af kvinderne fletter hans lange hår og indrømmer, at hun gør det, fordi han kan lave ild. Det er et naturligt træk, for som enhver abe ved, er det bedst at stå sig på god fod med en stærk alfahan og sørge for, at han har det godt.

Det behøver ikke at have noget med køn at gøre. Hos elefanterne bestemmer en førerhun, og hun kan godt være bedstemor.

Mere end et stk. homo sapiens vil altid være lig med et hierarki. "Øen II" er to flokke voksne, fremmede for hinanden, der begynder i hver sin børnehaveklasse en gang til. Der er blot ikke nogen lærer til at definere spillereglerne og ingen medbragt madpakke til frikvarteret. Derimod er der stegt snegl til aftensmad, for det er trods alt lykkedes at få gang i bålet i begge grupper. Velbekomme!

DR 1: "Øen II". Tredje afsnit af i alt otte sendes torsdag 4. november kl. 20. De to første afsnit kan streames på DRTV.

Drømmen om at bygge sit eget "tiny house" på Grobund ved Ebeltoft brast. Nu har Pernille Krogh ændret retning i livet og indrettet sit nye hjem, med enkle, gode møbler og på en måde skabt en ny version af "tiny living" i et byhus på 50 kvadratmeter.

Pernille Krogh har ventet i næsten fem år på at få tilladelse til at bygge sit eget "tiny house" ved Ebeltoft.

Et "tiny house" er et lille hus, som typisk er mellem 10 og 40 kvadratmeter. Under devisen "det er hot at bo småt" lægger den lille plads op til, at man skiller sig af med alt overflødigt, og funktionalitet er tænkt ind i hver en kvadratcentimer.

Men Pernille Krogh har nu valgt en anden vej.

- Jeg bliver jo ikke yngre, fortæller hun med fast stemme fra sit byhus i Ebeltoft.

Du kan høre hele hendes historie ved at trykke på playeren herover.

I en serie på fem afsnit af podcasten "Danmark fortæller", kan du høre om fem forskellige personer, som bor i alternative og inspirerende boliger.

I "Danmark fortæller" læser vi nogle af de bedste artikler fra avisen op.

Du kan lytte til flere afsnit ved at klikke her, og du kan også læse artiklen fra dette afsnit ved at klikke her.