KV21: Hector Husum og Albert Middelfart Christensen er begge 22 år, venner og fra Odder. Dér boede de hjemme hos deres forældre, da de som 18-årige førstegangsvælgere gik ind i  kommunalvalgets stemmebokse for fire år siden.

-  Wauw, er jeg nu kommet dertil, tænkte jeg. Jeg har altid interesseret mig for politik, så det var et slags klimaks at få lov, husker Hector Husum om sin første personlige omgang med demokratiet.

- Iveren efter at stemme var enorm. Det var stort at få muligheden, lyder det fra Albert Middelfart Christensen.

Snart buldrer valgtrommerne igen. Der er kommunal- og regionalvalg 16. november med mulighed for brevafstemning fra tirsdag d. 5. oktober. Men denne gang er deres udgangspunkt et andet. De er begge flyttet hjemmefra langt væk fra Odder, familien og det velkendte.

De bor i København, hvor Hector Husum læser dansk på universitetet, og Albert Middelfart Christensen læser til bygningsingeniør på DTU.

De er gået i gang med at stå på egne ben, være voksne, sådan rigtigt, med ansvar for alting, især dem selv. Deri ligger også ansvaret for at vide så meget om de nye lokale forhold, at de på ny kan deltage i et valg.

Ifølge valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har de to venner fra Odder indledt en rutsjebanetur. Det er nemlig, hvad  stemmeafgivning i relation til vælgernes alder ligner. Mellem ungdom og alderdom går valgdeltagelsen op og ned, op og ned.

Førstegangsvælgerne på 18 år er ivrige ved stemmeboksen, men allerede hos de 19-årige går det nedad igen, men stiger så fra midt og sidst i 20'erne op til de 70-årige, hvorefter det igen går nedad.

- Det er ret vildt. Faldet i valgdeltagelse falder med hele 12 procent fra de 18-årige til de 19-årige, siger Kasper Møller Hansen.

I den forbindelse påpeger han, med afsæt i en rapport, han har udgivet om kommunalvalget 2017, at det er de familiære og sociale påvirkninger, der får vælgerne til stemmeurnerne snarere end rent politiske forhold.

- Dels får de18-årige et boost ved at blive myndige og få adgang til den største myndighedsret, retten til at deltage i et valg. Dels er de netop i den situation udsat for en enorm påvirkning fra omgivelserne, venner, familie, især fra forældre, siger Kasper Møller Hansen.

Det store fald i valgdeltagelse på så kort tid hænger ifølge valgforskeren sammen med, at de unge flytter hjemmefra.

- Så har mor og far ikke samme hånd i hanke med dem mere, og de er måske kommet til en ny kommune, de kender ikke politikerne dér, og i det hele taget er der meget andet nyt og fremmed, der tager deres fokus, siger Kasper Møller Hansen.

Vælgere, der er kommet op i den alder, hvor partneren er faldet fra, mister også interessen for at stemme. Det gælder så især kvinder, fordi de lever længst.

-  Det gælder også, når folk blive enlige på grund af skilsmisse. Igen er det sociale aspekt centralt. Det er mere det end principper og holdninger, der får os til at stemme, siger Kasper Møller Hansen.

Hector Husum, der har boet i hovedstaden i to år nu, er på den ene side ikke med på billedet af unge, der holder op med at stemme. På den anden side er han et eksempel på betydningen af de nære omgivelsers påvirkninger.

- Jeg er politisk bevidst og engageret og medlem af et parti. Det har jeg med hjemmefra. Så langt jeg kan huske tilbage, har politiske emner ligget højt på dagsordenen derhjemme. Politik har været et dagligt samtaleemne, siger han.

Af den grund er han ikke i tvivl om, at han deltager i det snarlige valg.

- Ikke alle har retten til at stemme, sådan som vi har. Så jeg ser det som et  privilegium at have denne ret og dermed være med til at bestemme, hvem der skal styre vores land eller vores kommune. Det er respektløst over for demokratiet, hvis ikke man stemmer, uanset hvad og hvem man stemmer på, siger Hector Husum.

Det er hans ven hjemme fra Odder, Albert Middelfart Christensen, principielt enig med ham i, men anskuer det alligevel på en anden måde.

- Jeg har det ikke helt som for fire år siden, da jeg lige havde fået valgret. Det er ikke noget, jeg ser frem til på samme måde denne gang, siger han.

I hans familie har det politiske ikke på samme måde som i Hector Husums domineret samtalen over aftensmaden. Men det ligger i hans opdragelse, at man ikke snyder uden om et valg.

- Man stemmer, det gør man altså.

- Men jeg har kun boet København i et år, så der er meget nyt, man skal have styr på, også de politiske temaer og kandidater. Så jeg forstår godt, hvis nogle opgiver og lader være med at stemme, siger Albert Middelfart Christensen.

De to venner, og resten af deres generation, er direkte på sigtekornet hos de kommende ugers kampagnesnedkere i Danske Kommuner, Danske Regioner og Indenrigsministeriet, som vil lokke så mange til stemmeurnerne som muligt.

Det sker med kampagnen "Stem med," som ifølge Danske Regioners formand Stephanie Lose appellerer bredt til alle vælgergrupper, men en særlig tanke er rettet mod de yngste årgange og de ældste.

- Lokalt og regionalt demokrati er en væsentlig del af vores samfund, og her træffes beslutninger helt tæt på borgerne, også de enlige, hvad enten de er unge eller gamle. Derfor skal vi også have dem til at stemme, siger hun.

I talmaterialet fra valgforsker Kasper Møller Hansens rapport, fremgår det også, at valgdeltagelsen er markant mindre i de største kommuner end i de mindste. Det har også en del med alder at gøre.

I 2017 havde København med knap 444.000 stemmeberettigede eksempelvis en valgdeltagelse på 61,9 procent. På Fanø med omkring 3.700 stemmeberettigede, deltog 85,7 procent i valget.

- Den forskel er velkendt og har demografiske årsager og har også noget at gøre med følelsen af nærhed, altså om hvordan den daglige forbindelse til dem, man vælger, er.

-  Flere forhold kan spille ind, så vi ser også mindre kommuner med lav valgdeltagelse, Lolland for eksempel. Men generelt passer denne forskel i tallene til stemmernes aldersfordeling. Jo større byerne er, des mere er de domineret af unge indbyggere, så når de unge holder sig hjemme, falder selvsagt den samlede valgdeltagelse, siger Kasper Møller Hansen.

Han understreger, at hvad aldersfordelingen i stemmeafgivning angår, spiller geografien ingen rolle:

- Der kan være variationer fra sted til sted, men de er små. Problemet er det samme overalt.

Til gengæld er der noget at komme efter for kampagnefolket, viser erfaringerne. Direkte og målrettede henvendelser - sms'er, postkort, plakater i opgange og meget mere - har  fra 2009 til 2017 fået 18-åriges valgdeltagelse til at stige med 17 procentpoint.

- Det tyder i hvert fald på, at de unge er modtagelige for argumenter, siger Kasper Møller Hansen.

Ligestilling: Det er Helle Thorning-Schmidt, som selv kommer ind på emnet. Endda ganske hurtigt i interviewet. Efter kun fem minutter bringer hun nuværende udenrigsminister Jeppe Kofod på banen.

I 2008 var Jeppe Kofod menigt medlem af den socialdemokratiske folketingsgruppe, og Helle Thorning-Schmidt var partiets formand. Ved et seminar i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom havde Jeppe Kofod sex med en 15-årig pige. Da det kom frem, trak Jeppe Kofod sig fra posten som udenrigsordfører og alle sine udvalgsposter. Var 2008 skiftet ud med 2021, havde Helle Thorning-Schmidt nok reageret anderledes, end hun gjorde dengang, lyder hendes efterrationalisering:

- For det første er det interessant at se på i dag, hvor mange der kaldte mig snerpet og nypuritansk dengang. Der var sådan en fornemmelse af, at vi faktisk gik for langt i vores reaktion på Jeppes handlinger. Nu er tingene helt omvendt, fordi jeg i dag bliver kritiseret for slet ikke at være gået langt nok. Det understreger, hvordan tiden har ændret os, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun sidder i en sofa hos sit forlag – Forlaget 28B – i indre København. Mandag udkommer hendes seneste bog, ”Blondinens betragtninger”, hvor Helle Thorning-Schmidt forsøger at sætte ekstra gang i debatten om kønsroller, et opgør med krænkelseskulturer, og at ligestillingen mellem kønnene bliver bedre. Men før vi kommer så langt, virker det vigtigt for Helle Thorning-Schmidt at få slået fast, at hun har reflekteret over sin tid som formand for Socialdemokratiet og håndteringen af sagen med Jeppe Kofod.

- Jeg ville gerne have været mere klarsynet dengang. Vi skulle have kigget på hele Socialdemokratiets kultur. Havde vi et kulturproblem, eller var det enkeltstående tilfælde? Når jeg kigger tilbage, var der ingen, der stillede mig det spørgsmål i medierne, ingen læserbreve rejste emnet, ingen kvindesagsgrupper sagde noget. Det var fuldstændig fraværende i debatten. Derfor skriver jeg i bogen, at vi ikke vidste bedre. Når jeg skriver "vi", så er det mig selv, men også alle andre. For jeg blev virkelig aldrig opfordret eller gjort opmærksom på, at vi skulle undersøge kulturen. Det var slet ikke på vores nethinde, siger Helle Thorning-Schmidt.

Men du havde jo både sagerne med Jeppe Kofod, Carsten Hansen og Frank Jensen i din tid som formand. Det er tre eksempler. Er det ikke en kultur?

- Jo, man kan få den tanke, at det er det. Men det interessante er, at vi alligevel ikke undersøgte kulturen. Jeg anerkender, at havde vi vidst bedre, så havde vi undersøgt kulturen. Men det var ikke en bevidst beslutning at lade være – for der var ingen, der tænkte det. Det er en kollektiv læring, at ingen tænkte på den måde dengang, siger hun.

Nogle af disse mænd har jo netop forklaret sig med, at man ikke tænkte over deres krænkende adfærd dengang. Er du så ikke med dine egne refleksioner med til at blåstemple deres adfærd?

- Nej, det synes jeg ikke. Vi skal huske på alle de mange, mange, mange tusindvis af mænd, som sagtens - også i de år - kunne finde ud af at gå på arbejde uden at krænke andre mennesker. Det er jo flertallet af mænd og kvinder, der sagtens kan finde ud af at arbejde sammen i et totalt krænkelsesfrit miljø. Sådan var det også dengang. Jeg har haft de skønneste kollegaer og de skønneste arbejdsgivere og alle mulige mennesker omkring mig, hvor vi har arbejdet sammen fuldstændig krænkelsesfrit.

Efter fire år som statsminister og senere direktør for International Red Barnet har Helle Thorning-Schmidt i dag en række bestyrelsesposter, og hun pendler mellem hjemmet i London og København. At komme lidt væk fra Danmark har givet hende et nyt perspektiv på den danske debat om #metoo, feminisme og kønsroller, fortæller hun.

- Vi har en generation af yngre kvinder, som ikke gider at finde sig i mere, og som siger klart fra og ikke gider at finde sig med i tingenes tilstand længere. Det markerer et meget stort skifte, synes jeg i forhold til min egen generation og generationen, der kom før det, siger Helle Thorning-Schmidt.

Derfor forsøger hun i den nye bog at bygge bro mellem generationerne, fordi der ifølge Helle Thorning-Schmidt kan være rigtig stor forskel på, hvordan ældre og yngre kvinder i dag oplever de samme ting.

- Jeg kan måske få nogle i samtale på tværs af generationerne og bygge bro mellem dem, der er på min alder, ældre og de helt unge og prøver at få en ny samtale op at stå. Jeg vil være ked af, hvis det hele stoppede her, for jeg tror stadig, vi har en masse at snakke om i Danmark, siger hun.

Et af de emner, vi bør diskutere meget mere, er køn, mener Helle Thorning-Schmidt. Her har hun oplevet et nyt fænomen, ”gender reveal parties”, som er fester, hvor kønnet på ens kommende baby bliver afsløret.

- Jeg spørger tit mig selv, hvorfor er det så vigtigt, hvilket køn en baby har. Det er det mindste menneske. Det er ikke, fordi jeg ikke synes, man skal registrere kønnet eller være glad for sin lille pige eller sin lille dreng. Det er jeg slet ikke imod. Jeg er ude efter, vi spørger os selv om, hvorfor det egentlig er vigtigt, hvilket køn de har, og jeg ved, at forældrene, når de får barnet, er 100 procent ligeglade med, om det er en dreng eller en pige, siger Helle Thorning-Schmidt.

Hun mener, at køn, som samfundet i øjeblikket fokuserer på det, bliver det mest definerende for os mennesker. Og det er ifølge Helle Thorning-Schmidt til ugunst for drengene.

- Køn er en meget kraftig socialiserende faktor for vores børn. Og det begrænser drengene rigtig meget. Gennem de seneste år har pigerne fået bredere udfoldelsesmuligheder. Vi fejrer den lille pige, der står på skateboard, og man kan være en ”drengepige”, og piger kravler i træer og den slags. Vi har masser af begrebsapparat for at beskrive en mangfoldighed af at være pige på. Vores begrebsapparat er slet ikke så positivt og stort, når det gælder drengene. Hvis drengene ikke tør noget, er de tøsedrenge, som slet ikke er pænt ment, og vi har en holdning til, at de skal være ”raske drenge”. Så i dag er vores sprog pænere om piger end drenge. Det kan få uheldige konsekvenser på sigt, mener Helle Thorning-Schmidt.

I regeringsgrundlaget for Helle Thorning-Schmidt regering stod, at der skulle indføres øremærket barsel til fædre – og der var et politisk flertal for det. Alligevel valgte hun sammen med Det Radikale Venstre og SF at droppe det.

- Vi vurderede, at det simpelthen ville være for svært, fordi folk ikke ville have det. Jeg syntes ikke, at regeringen havde tilstrækkelig politisk kapital til at gennemføre det, fordi vi havde så mange andre ting, vi skulle. Vi var midt i en økonomisk krise, vi havde masser af reformer, vi gerne ville have gennemført, så vi havde så mange andre ting, vi skulle, og derfor droppede vi det, siger Helle Thorning-Schmidt.

I dag diskuterer vi stadig øremærket barsel til fædre. Nu er det, fordi et EU-direktiv pålægger medlemslandene at øremærke mere barsel til fædrene i forsøget på at skabe mere ligestilling.

Selv om Helle Thorning-Schmidt sætter sin lid til at debatten og dialogen om ligestilling og kønsroller med tiden vil flytte samfundet i en mere lige retning,

- Det er spøjst, at på alle andre områder har vi jo holdninger til, at når staten betaler noget, så kommer det også på nogle krav. Og det her handler jo om de statslige barselspenge, så jeg synes ikke, det er så forkert, at det kommer med nogle krav om, hvem der skal tage den. I det lange løb kommer det her til at gavne børnene, fædrene, familierne, mødrene, ligelønnen og forfremmelserne, siger Helle Thorning-Schmidt.

For Helle Thorning-Schmidt er samtalen om de svære emner det vigtigste. Hun tror på, at de nødvendige kulturforandringer kommer gennem samtalen. Det kan være dialogen i hjemmet, på arbejdspladsen eller blandt venner.

- Jeg er sikker på, der også er ting, man kan gøre med lovgivning. Jeg tror bare ikke, vi skal tro, at det er det hele. Det er faktisk en meget lille del af det, der skal ske i vores samfund. Det starter ofte med os selv. Jeg tjekker hele tiden min egne fordomme og min egne ubevidste bias, siger Helle Thorning-Schmidt.

Som regeringsleder hørte man sjældent Helle Thorning-Schmidt tale om ligestilling og kønsroller. Hvorfor egentlig ikke?

- Jeg var meget nervøs for at blive placeret i en rolle som en kvindelig politiker fremfor bare en almindelig partiformand, som også var optaget af alle mulige andre politiske spørgsmål - økonomisk politik, skattepolitik, integrationspolitik, socialpolitik og så videre. Der er en eller anden tendens til, at hvis man markerer sig meget kraftigt på feministiske paroler, så bliver man en feministisk politiker og bliver sat i bås, siger Helle Thorning-Schmidt om sine oplevelse i dansk politik fra 2005 til 2015.

- Jeg var feminist, før jeg blev socialdemokrat. Jeg tror, jeg er den eneste statsminister, som så åbent har sagt det. Jeg sagde det i interviews, da jeg var minister, men det var ikke noget, jeg snakkede om hele tiden. Det havde fjernet fokus, lyder hendes vurdering i dag.

Kunstig intelligens: Hos virksomheden Zoles er fremtidens teknologi allerede en fast del af hverdagen. Den er en værdsat medarbejder og en uundværlig del af både produktionen og kontakten til kunderne.

Den værdsatte medarbejder hedder Zola, og når Cecilie og de andre medarbejdere i Zoles snakker om robotten i butikken, henviser de til den som "hende".

- Vi har bygget Zola, som er vores kunstige intelligens, og hun skal simpelthen erstatte en ekspert, fortæller Cecilie Lisberg Holst, der sammen med sin far har grundlagt virksomheden, som producerer specialdesignede indlægssåler.

I den proces fungerer Zola som en såkaldt kunstig intelligens eller AI, artificial intelligence.

- For os var det vigtigt, at vi kunne automatisere processen fra start til slut. Det skulle ikke tage lang tid fra kunden kom ind, til der var en færdiglavet sål. Til det formål var kunstig intelligens ligetil, forklarer Cecilie Lisberg Holst.

Begrebet kunstig intelligens dækker over en maskine, som kan udføre opgaver, som ellers kun mennesker tidligere har kunnet udføre.

- Nu har vi udviklet noget, som tager 0,58 sekunder, fra kunden siger køb, til sålen er designet. Så skal den selvfølgelig lige 3D-printes, men det kræver jo stort set heller ikke noget mandskab, uddyber Cecilie om robotten.

Efter scanningen tager det cirka halvanden time, før 3D-printfarmen har produceret et par såler. Sålerne bliver printet i termoplastisk polyurethan, hvorefter de belægges med mikrofiber.

Ifølge Danmarks Statistik bliver brugen af kunstig intelligens mere og mere udbredt i virksomheder. I 2021 anvender næsten hver fjerde virksomhed kunstig intelligens i et eller andet omfang. Det er en stigning fra både 2019 og 2020, da henholdsvis seks procent og 11 procent af virksomheder benyttede sig af kunstig intelligens.

Én af grundene til, at brugen af 3D-printere og kunstig intelligens bliver mere og mere udbredt i virksomhederne, er ifølge Cecilie Lisberg Holst, at det tekniske udstyr bliver billigere.

- Printerne koster det halve i dag i forhold til for fem år siden og kan dobbelt så meget. De fleste ville kunne have råd til en 3D-printer i dag, så de er i et leje, hvor de kan blive allemandseje, fortæller Cecilie Lisberg Holst.

Martin Holm Jensen, der er ekstern lektor ved DTU Compute, ser også den lavere startpris som en væsentlig grund til at flere virksomheder benytter sig af kunstig intelligens.

Derudover er der sket meget inden for hardware og software gennem de sidste 10 år, mener Martin Holm Jensen.

- Når det kommer til AI, så rykker vi hele tiden til målbaren. Det, vi kaldte AI i 70’erne, er ikke det samme i dag. Vi har haft matematikken defineret til, hvordan det kan foregå i mange årtier, men inden for de sidste 10 år har vi haft en hardware- og softwarerevolution, som gør det muligt i dag, forklarer Martin Holm Jensen.

Når man taler om kunstig intelligens, kan det være softwarebaseret såsom chatbots på hjemmesider, som skal føre en samtale med kunderne, eller det kan være fysiske og håndgribelige robotter som en 3D-scanner eller 3D-printer.

En kunstig intelligens som Zola er afhængig af data. Hun skal oplæres og trænes, så hun bedst muligt kan udregne den perfekte indlægssål.

Heldigvis for Zola har hun muligheden for at lære mange forskellige fødder at kende, da virksomheden har et samarbejde med biomekanisk institut hos Valencia Universitet.

- De har jo en kæmpe database om fødder, så vi trækker på deres viden, siger Cecilie Lisberg Holst, før hendes far, Per Lisberg, supplerer.

- Du skal have data liggende, for at kunstig intelligens fungerer. I vores tilfælde skal vi have hundredtusinder af fødder liggende, for at den kan beregne, hvordan skelettet er. Det lyder åndssvagt, men man træner simpelthen computeren til at finde nogle mønstre - eksempelvis at finde en nedsunken forfod, forklarer Per Lisberg.

Og netop det store vidensgrundlag er én af de mange fordele ved kunstig intelligens, fremhæver Cecilie Lisberg Holst.

- Det gode ved kunstig intelligens er, at den ikke kun kan have én eksperts viden, du kan fyre mange eksperters viden ind i Zola, så den bliver endnu dygtigere.

Cecilie Lisberg Holst har en baggrund inden for digital konceptudvikling. Før hun grundlagde virksomheden, vidste hun intet om fødder eller såler.

I dag har virksomheden samarbejder med fodboldklubber som Brøndby IF, Lyngby BK og håndboldholdet Ajax København og ser optimistisk på fremtiden for virksomheden.

- Vi har en klar mission om at styrke vores 2.0-virksomhed, hvor vi vil gøre, at Zola ikke kun bliver en platform for at købe såler, men også en platform, hvor man kan screenes og få råd om biomekanik og valg af fodtøj, fortæller Cecilie Lisberg Holst.

På den lange bane ønsker virksomheden at kunne tilbyde såler til hele Europa og være på hylderne hos mere end 500 forhandlere inden udgangen af 2027.

Transport: Der er stor forskel på, hvilke former for brændstof der bliver hældt i tanken på de biler, der transporter hjemmehjælpere og andre kommunalt ansatte rundt i de danske kommuner.

Det viser en ny gennemgang fra De Danske Bilimportører, der har kortlagt de danske kommuners bilparker.

- Det er en politisk prioritet, at flest mulige kilometer på vejene skal køres elektrisk, og salget af elbiler til private stiger måned for måned. Vores nye undersøgelse viser, at der er stor forskel på kommunernes bilflåder, når det gælder CO2-udledning og sammensætningen af drivmidler, siger Mads Rørvig, der er administrerende direktør i De Danske Bilimportører, i en pressemeddelelse.

På toppen af listen over kommuner med den største andel elbiler er Samsø Kommune og Læsø Kommune med henholdsvis 57,5 og 54,1 procent elbiler i bilparken.

I den anden ende af listen finder man kommuner som Fanø og Vejen, der ifølge De Danske Bilimportørers opgørelse udelukkende kører i benzin- eller dieselbiler. Det er tilfældet i seks ud af 98 kommuner.

Samlet set består de danske kommuners bilflåder af 92,1 procent benzin- eller dieselbiler, mens 7,9 procent, ifølge De Danske Bilimportører, er grønne biler.

Det vil sige elbiler, plugin-hybridbiler eller biler, der tankes med gas eller brint.

- Vores undersøgelse viser, at ni ud af ti nyere kommunale biler kører på benzin eller diesel. På vej mod efterårets kommunalvalg ser vi det derfor som et oplagt tema at diskutere, hvilken bilpark man ønsker, og om man har tilstrækkelig med opladere til bilerne i kommunen, siger Mads Rørvig.

Af bilimportørernes opgørelse fremgår det også, hvilke kommuner der udleder mest CO2 per kørte kilometer.

Her er det Skive Kommune, der indtager toppen af listen, med 183,7 gram CO2 per kørte kilometer rundt i kommunens biler.