Syrien: Da Avisen Danmark besøgte Nevien Asrahal for tre uger siden, ville hun ikke købe sin studenterhue. Hun bliver færdig med sin HF-uddannelse til sommer, men et brev fra Udlændingestyrelsen i oktober havde knust hendes danske drømme: Den midlertidige opholdstilladelse ophører. Damaskus er sikker til hjemrejse, lød beskeden.

- Jeg bliver slået ihjel, hvis jeg rejser hjem. Og jeg har gjort alt for at blive en del af Danmark, sagde en harmdirrende Nevien dengang til avisen.

Det samme sagde hun til Flygtningenævnet. Og de lyttede.

Fredag i sidste uge græd vennerne af glæde på Adelgade i Indre By i København, da Nevien kom ud fra Flygtningenævnet med en ny opholdstilladelse.

- Jeg er i chok. Jeg er lykkelig. Og jeg havde altså en klar sag, siger Nevien, der nu har planer om at iføre sig den blå hue til sommer.

Hun er langtfra den eneste hjemsendte syrer, der har fået sit liv vendt på hovedet af Udlændingestyrelsen - før Flygtningenævnet har plantet vedkommendes fødder på dansk jord igen: Tæt på halvdelen af de flygtningene, der under stor mediebevågenhed har fået besked om at rejse hjem til Damaskus-området, får deres sager omgjort, når de klager.

Tærsklen er lav for, hvornår en syrisk statsborger opfylder betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse i forhold til afviste afghanere, irakere og andre flygtninge. Det skyldes situationen i Syrien, forklarer advokaten Hannah Krog. Hun repræsenterede Nevien Asrahal og har mange andre syriske sager i skuffen.

- Den normale omgørelsesprocent i Flygtningenævnet ligger typisk på mellem 15 og 17 procent. Men den er op mod 50 procent i sager vedrørende syriske statsborgere. Det vil sige, at syrerne har reelle muligheder for at få omgjort Udlændingestyrelsens afslag og dermed få lov at blive i Danmark.

Det samme siger professor i flygtningeret på Københavns Universitet Thomas Gammeltoft-Hansen.

- Det er et bemærkelsesværdigt højt antal sager, der bliver omgjort, siger han.

Hvorfor, det forholder sig sådan, forsøger vi at opklare i denne artikel.

I Neviens konkrete sag handler det om, at hun har været i tydelig opposition til Syriens diktator Bashar al-Assad.

Mens bomberne fløj om ørene på hende og familien i Yarmouk-distriktet i Damaskus, skrev hun kritisk om regimet på Facebook. Som skolelærer luftede hun også sin holdning. Hun boede i et oprørskontrolleret område, men nogle af kollegaerne var alawitter - en særlig shia-muslimsk sekt, som 12-15 procent af den syriske befolkning tilhører. Herunder også landets diktator. Kollegaerne truede Nevien på livet. Og da den syriske efterretningstjeneste begyndte at opsøge hendes far, flygtede familien ud af landet.

I slutningen af 2014 kom Nevien til Sandholmlejren, og i januar 2015 fik hun en midlertidig opholdstilladelse. Hun har skabt et liv i Danmark. Hun lærte dansk på en højskole, gennemførte 10. klasse og er nu igang med en HF-eksamen. Ved siden af studierne arbejder hun i et krydderifirma.

Men sideløbende med det hele fortsatte hun sin politiske aktivisme: Som medlem af Finjan, en dansk/syrisk venskabsforening, har hun holdt dundrende taler mod Assad under demonstrationer i Danmark. Og hun har givet kritiske interviews til syriske eksilmedier.

Alle de forhold lagt sammen gør, at Flygtningenævnet er kommet frem til, at Nevien “risikerer forfølgelse som følge af sine regimekritiske aktiviteter”. Og derfor har hun fået en såkaldt paragraf 7, stk. 1-opholdstilladelse.

- Flygtningenævnets praksis er, at det ikke længere er tilstrækkeligt at henvise til den generelle situation i Damaskus. Det kræver nu, at man er i en individuel risiko for eksempelvis at myndighederne ønsker at afhøre en omkring ens egne eller ens families forhold, siger advokaten Hannah Krog.

I Damaskus-området regner klor, gas og sarin i kemiske angreb ikke længere mod befolkningen, og fysiske kamphandlinger er ophørt. Men systematiske kidnapninger og indespærringer af regimekritikere er fortsat et af Bashar al-Assads magtgreb. Og derfor operer Flygtningenævnet ifølge Hannah Krog også ud fra et forsigtighedsprincip.

- Hvis man ikke kan udelukke, at myndighederne er interesserede i en person, er det helt klare udgangspunkt, at pågældende får en opholdstilladelse, siger hun.

Asylsagsbehandlingen er baseret på flere interview med ansøgerne. Og Flygtningenævnet ser også på, hvad asylansøgeren forklarede, da de indrejste i Danmark for måske 6-7 år siden.

- Der foregår en vurdering af ansøgernes troværdighed. Men man inddrager også de forhold, der er sket i løbet af årene i Danmark, som gør, at deres situation muligvis vurderes mere usikker. Hvis de for eksempel har familie hjemme i Syrien, hvilket mange af dem har, der kan berette, at regimet leder efter dem. Eller de - som Nevien - har været politisk aktive.

Alligevel er der stadivæk nogle - cirka halvdelen - der bliver afvist af både Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet. Det kan typisk være et lidt ældre ægtepar eller en ældre mand, som på grund af sin alder ikke længere risikerer at blive genindkaldt til militærtjeneste i Syrien. Eller yngre syriske kvinder, som aldrig har været politisk aktive eller haft problemer med myndighederne.

- Danmark giver afslag til ansøgere fra flere forskellige nationaliteter, der kommer fra diktatoriske lande. Og der er mange - også syrere - som aldrig har haft et personligt udestående med regimet. De har aldrig stukket næsen frem, men er flygtet fra krigen. Det er denne gruppe, der får afslag, siger Hannah Krog.

Medierne fokuserer, ifølge Hannah Krog, alt for meget på, at de velintegrerede flygtninge skal have lov at blive, uden at sætte sig ind i, om en person er i risiko for forfølgelse i sit hjemland. Dette er uafhængigt af om man er velintegreret eller ej.

- Vi hører heller ikke så meget om, hvor gode chancer de har for at få omstødt deres sager ved Flygtningenævnet.

Flygtningenævnet behandler cirka 10 sager om hjemsendte syrere om ugen i øjeblikket og bekræfter, at de omstøder knap 50 procent af Udlændingestyrelsens afgørelser.

Et faktum, som er kommet flygtninge som Nevien Asrahal til gode. Men som også undrer eksperter som professor i flygtningeret på Københavns Universitet Thomas Gammeltoft-Hansen - der tidligere har været en del af Flygtningenævnet.

- Det får mig til at spekulere på, om det gik så stærkt med at behandle de syriske sager omkring år 2015 og 2016, at man endte med at tildele mange ansøgere en lavere status, end de egentlig var berettiget til. Det så vi allerede enkelte eksempler på, da jeg selv sad i Flygtningenævnet.

Det skulle simpelthen tages med tang, regeringens udspil for hvordan den vil få landbruget til at bidrage til den store klimamålsætning i 2030.

Efter tidligere fødevareminister Mogens Jensen var millimeter fra at fyre et udspil af, inden han gled i minkene, tog den nye fødevareminister Rasmus Prehn det ellers færdige udspil og lempede det resolut op i makulatoren.

Herefter kørte Prehn nærmest en udmattelsesstrategi på partierne ved at trække dem gennem 31 møder med tekniske gennemgange (særligt interesserede kan finde powerpointpræsentationerne fra møderne på ministeriets hjemmeside). Den egentlige taktik i den fremgangsmåde var dog i lige så høj grad at skrue forventninger til regeringens grønhed ned hos støttepartierne og ikke mindst departementets egne medarbejdere, der ikke nødvendigvis har let ved at finde til rette i regeringens primære fokus på arbejdspladser i landbruget og følgeindustrien som f.eks. slagterierne.

Derefter havde Rasmus Prehn håbet på, at han bare kunne liste forhandlingerne lige så stille i gang uden at skulle vise hele sin hånd, hele sit forhandlingsudspil med det samme, men presset af især Venstre endte det så med et stort anlagt pressemøde onsdag på en mark i Tåstrup.

Her stod en fuldt antændt og ivrigt kommunikerende Rasmus Prehn så flankeret af tre ministre - miljø-, erhvervs- og klimaministrene - der ikke i nær samme grad havde fået sprøjtet æter ind i deres motorer. Prehn, der er ved at cementere sig som en af regeringens stærkest kommunikerende ministre, trådte gaspedalen i bund i forhold til, hvor langt teknologisk udvikling kan bringe landbruget i forhold til klimamålet, samtidig med at han fandt en balance med sætninger som "vi er så ambitiøse, som vi kan være, og så må vi kigge på det hen ad vejen".

Med mindre man er klimaaktivist og ivrig Greta Thunberg-følger og derfor bare gerne vil piskes, fordi man ikke tror på, at det kan blive godt, uden at det gør ondt, er det lige sådan noget, en almindelige dansker elsker at høre. At teknologiske landvindinger i klimaets tjeneste skal blive det nye vindmølleeventyr - lille Danmarks afgørende bidrag til klodens fremtid, som alle de andre lande vil tage ved lære af.

Den gode udlægning af regeringens klimastrategi er, at den er baseret på optimisme, vækst og tryghed fra pisken. Den onde er, at det er som den naive, dumdristige mus, der tror den gungrer.

Kommer det så til at blive svært at nå frem til et forhandlingsresultat om klimaet og landbruget? Ikke meget tyder på det. Faktisk tyder meget på, at regeringen nok skal kunne finde bredt flertal.

Landbruget repræsenteret ved Landbrug & Fødevarer har taget mildt imod udspillet.

Venstrefløjspartierne synes selvklart, at regeringen kommer med alt for lidt, men selv Enhedslisten, der ellers er ret tæt på at sætte sig selv på bænken i de kommende forhandlinger, svinger sig ikke for alvor op. "Rent blændværk" siger de nok, men i Enhedsliste-retorik ligger det forholdsvist lavt på skalaen.

Der er dog en bøf. En alvorligt stor bøf. Den handler bare ikke om klima, men om miljø - vandmiljø (selv om der også er klimaeffekter i den).

Nemlig landbrugets brug af gødning på markerne, kvælstofudledning.

Her er forhandlingsklimaet på forhånd blevet forpestet af, at ministeriets indkøbte fagkundskab på området, Aarhus Universitet, har skruet så voldsomt op for, hvor meget de mener, kvælstofudledningen skal nedbringes, at især Venstre og Landbrug & Fødevarer har vanskeligt ved at styre deres hidsighed.

Det er primært det område, Venstre tænker på, når de røde i hovederne står og hopper, mens de beskylder alt fra midten og ud til venstrefløjen for at ville begå lystmord på landbruget.

Og det er primært her, det gør ondt på regeringen, fordi den godt ved, hvor hårdt det vil ramme landbruget at skulle tage hensyn til vandløb og ilt og fiskeliv i så høj grad, som Aarhus Universitet vil have det til. Og fordi regeringen faktisk ikke selv er interesseret i at gå så hårdt til landbruget og dets kvælstofudledning.

Regeringen har den oplevelse, at det i virkeligheden ikke så meget handler om en kamp mod oppositionen og vidt forskellige politiske udgangspunkter, som om en drænende og frustrerende kamp mod sine egne embedsmænd.

Venstre ved det. Udnytter det. Stikker lige der, hvor det gør allermest ondt: Der, hvor det ikke bare koster penge og fremtid for bønder, der alligevel aldrig ville have stemt socialdemokratisk, men også penge og fremtid for slagteriarbejderen.

Da Venstres chefforhandler Troels Lund Poulsen stod på TV 2 News inden pressemødet og sagde: "Vi står vagt om den lokale NNF'ers arbejdsplads, den lokale landmands arbejdsplads", var det 100 procent bevidst, at han sagde NNF'er (slagteriarbejderen), før han sagde landmand.

Nu skal Prehn så vise, at han ikke bare kan håndtere et pressemøde bedre end de fleste, men at han også kan lave resultater sammen med et for tiden ret uforudsigeligt Venstre og ikke mindst et embedsværk i ikke bare hans eget ministerium for fødevarer, men også Miljøministeriet.

Renter: Engang kunne man tjene penge på at have en god opsparing i banken. Sådan er det ikke længere.

I dag skal de fleste af os nemlig betale renter af de penge, vi har stående i banken, hvis de overstiger et vist beløb på alt mellem 100.000 og 250.000 kroner, alt efter hvilken bank vi er kunde i.

Men hvordan kan det egentlig være, at tingene bare lige sådan er vendt på hovedet? Avisen Danmark har spurgt to økonomieksperter.

Rettelse: I denne artikel fremgik det, at Bach Gruppens Finn Bach i 2013 vandt Betonprisen. Det er ikke korrekt. Det er en anden Finn Bach, som er lektor, der vandt prisen. Desuden fremgår det af nyhedsbrevet Dagens Danmark den 28. april, at Finn Bach blev politianmeldt for svindel af Københavns Kommune. Det er ikke korrekt. Et selskab, som Bach Gruppen ejer, blev politianmeldt for ikke at overholde en svarfrist i sagen. Avisen Danmark beklager fejlen.

Portræt: Finn Bach vil ikke selv være med i denne artikel. Han skyer pressen, og forklaringen virker indlysende: Siden marts sidste år er byggematadoren fra Viborg blevet kimet ned af journalister, der vil vide, hvorfor fundamentet vakler under det 86 meter høje etagebyggeri, Njals Tårn på Amager i København, som han har det øverste ansvar for, men som han bebrejder en afdød mand. Det er en byggeskandale, der er blevet kaldt en af Danmarkshistoriens største, og en byge andre sager om sjusk og fusk er dukket op i dens kølvand.

Men det er ikke (kun) derfor, Finn Bach ikke vil tale med pressen. Det har han aldrig villet - heller ikke når historien har været god og eksempelvis handlet om et af hans mange sponsorater i viborgensisk håndbold og fodbold.

Nej. Finn Bach er ordblind og har gennem hele sit liv kæmpet med at formulere sig sprogligt, og det er ifølge hans forretningspartner og fortrolige gennem 35 år, Lene Christensen, den reelle grund til, at han altid lader hende svare for sig. Han ville helt sikkert selv blive misforstået, forklarer hun. Andre peger på, at Finn Bach blot har en "den, der lever stille, lever godt"-tilgang til tingene.

Gennem en række venner, kritikere og iagttagere af Finn Bach tegner Avisen Danmark her et portræt af manden, som alle viborgensere har en holdning til, men som først blev kendt i den brede offentlighed, da en whistleblower og siden Ekstra Bladet og Operation X afslørede revner og sprækker i den beton, der har gjort ham til en af Danmarks rigeste mænd.

Lars Norup har som chefredaktør på Viborg Stifts Folkeblad fulgt Finn Bach gennem mange år, og ifølge ham er netop ordblindheden central for at forstå erhvervsmanden. På grund af sine udfordringer udi det sproglige fik han mange nederlag i skolen, og når nogen påstår, at Finn Bach i dag hverken kan læse eller skrive, er Lars Norup ikke i tvivl om, at det er rigtigt.

- Det har været en drivkraft. Hans forretning er bygget på stædighed og handelstalent. Finn Bach har haft et behov for at vise omverdenen, at han godt kan noget, siger chefredaktøren og peger på, at Finn Bach altid har kunnet lugte et forretningseventyr på lang afstand.

Eksempelvis købte han for mange år siden grundene, hvor Femern-forbindelsen skal gå i land, fordi han forudså, at området en dag ville summe af aktivitet. I sin tid købte også den nedlagte mobiltelefonfabrik Flextronics-bygningen i Pandrup i Nordjylland.

- Jeg ville ikke turde købe noget deroppe, hvor det er tyndt befolket og der er høj arbejdsløshed, men det er kendetegnende for Finn Bach, at han køber sådan nogle ting og ser, om han kan lave en god forretning, siger Lars Norup.

Ungdomskammeraten Viggo Hansen bekræfter Finn Bachs evne til at spotte en god forretning. De to har det til fælles, at det var en sejr at komme ud af folkeskolen, og at de efterfølgende stod i lære på samme tid. Finn Bach som mekaniker, Viggo Hansen som pladesmed. Siden har de gjort adskillige handler med især biler, idet Finn Bach forhandlede Volvo og BMW, før han kastede sig over byggeri og ejendomme.

Viggo Hansen fortæller, at en handel med Finn Bach sker "hurtigt, effektivt og uden 17 advokatmøder" før det endelige håndtryk. Man mødes og bliver enige, og papirerne bliver ikke nødvendigvis lavet med det samme, siger Viggo Hansen. Men han forsikrer, at Finn Bach "husker som en hest" og altid er knivskarp i forhold til, hvad der er aftalt, omend det står på bagsiden af en bortkommen serviet.

I et portræt af Finn Bach, som TV Midtvest bragte for nyligt, er Viggo Hansen citeret for, at sige, at "hans moral er sgu ikke særlig god". Men det vil han ikke længere stå på mål for. Han gentager gerne, at Finn Bach er risikovillig og går lige til grænsen, men i Avisen Danmark vil Viggo Hansen kun bidrage til den positive historie om erhvervsmanden, der "har gjort så meget godt for Viborg". Alt det andet må retten afgøre, mener han.

For at få øje på alt det gode, Finn Bach har gjort for sin hjemby, kan man eksempelvis vende blikket mod byens fodboldstadion, der efter fleres mening aldrig var blevet rejst uden ham. Morten Jensen har som direktør for Viborg F.F siden 1999 sin daglige gang på stedet, og ifølge ham har klubben meget at takke Finn Bach for. Både sponsorater, investeringer og godt samarbejde.

- Han er en entreprenør af Guds nåde og brænder for området. Derfor er det en naturligt for ham at være en del af sport og kultur, siger han.

Morten Jensen ønsker ikke at forholde sig til de sager, der lige nu belaster Finn Bach.

- Finn trives med mange mennesker omkring sig, og han har uvirkeligt mange relationer og et meget stort netværk. En forudsætning for at have et stort netværk, er at man er i stand til at behandle det netværk ordentligt, konstaterer fodbold-direktøren.

Foruden støtten til lokalsamfundets sports- og kulturliv har Finn Bach ifølge chefredaktør Lars Norup taget et socialt ansvar. Han har uden at tøve ansat folk, der ikke passer ind andre steder, som aldrig har fået en uddannelse, eller som har været på kant med loven. Ikke desto mindre er Viborgs befolkning mildest talt splittede i spørgsmålet om byggematadoren, påpeger han.

Blandt kritikerne er Kai O. Andersen, der sidder i byrådet for SF, og han repræsenterer holdninger, som angiveligt deles af mange i byen. For det første køber han ikke præmissen om, at mange byggerier og initiativer aldrig var blevet til noget uden Finn Bach, for byggebranchen er attraktiv, påpeger Kai O. Andersen, og uden Finn Bach ville andre have stået på spring. For det andet mener han, at kvaliteten af Finn Bachs byggerier er for dårlig, at han bruger for meget udenlandsk arbejdskraft, og at han har et stort problem med at få tingene gjort færdige.

Et eksempel er et byggeri lige over for chefredaktør Lars Norups kontor, der skal rives ned, men som har stået efterladt som en ruin i flere år.

- Jeg tror, det er en jysk handelsmands mentalitet. Finn Bach er ikke så vild med planlægning, men tager det dag for dag, siger Kai O. Andersen og henviser til, at Finn Bach er kendt for tage rundt på sine byggepladser ordne tingene direkte med sine folk. Det værste, han ved, er lange processer og papirarbejde, der forhindrer ham i at komme videre med sine ting, hvorfor han  har taget sine kampe med kommunen.

Det kommer langt fra bag på Kai O. Andersen, at Finn Bach er endt i den aktuelle shitstorm. Tværtimod fristes han til at sige "hvad sagde jeg", fordi han mistænker Finn Bach for ofte at springe over, hvor gærdet er lavest. Det overrasker ham dog, at et så storstilet byggeri som Njals Tårn på Amager ikke har været styret mere professionelt, og han kalder det dumhed snarere end kriminalitet.

Kai O. Andersen har ingen skrupler ved at udtale sig kritisk om Finn Bach, for ifølge byrådspolitikeren er han ikke typen, der forsøger at gøre livet surt for sine modstandere.

- Når vi mødes i byen, efter jeg har været ude og kritisere ham, får vi en snak om det. Så giver han en øl, og jeg giver en øl, og så plejer han at fortælle mig, at han engang har stemt på Aksel Larsen (stifteren af SF, red.). Han bryder sig ikke om at være uvenner med nogen lokalt, siger han.

Ligesom samtlige af Avisen Danmarks andre kilder fortæller Kai O. Andersen, at Finn Bach trods sine mange millioner på bankbogen hellere tager ned på den lokale bodega Børsen (hvor Låsby Svendsen kom før ham) for at rafle og drikke håndbajere med byens borgere end til fornemme arrangementer med hvide duge og rødvin.

Og der på bodegaen kan selv en splittet viborgensisk befolkning formentlig blive enige om, at Finn Bach på godt og ondt er en skarp forretningsmand, der vil blive husket for at nytænke betonindustrien snarere end at have bygget fantastiske ting.