Den danske regering barsler med at behandle asylansøgere til Danmark langt uden for landets grænser.
Danmark laver aftaler med Rwanda - men hvad er det egentlig for et land?
To danske ministre var tirsdag fløjet til republikken Rwanda i Østafrika. Formålet med rejsen var at underskrive aftaler om et tættere samarbejde mellem Danmark og Rwanda. Og MÅSKE er aftalen et skridt på vejen mod at opfylde regeringens ønske om at få etableret et modtagecenter for asylansøgere – som altså skal ligge i et andet land end Danmark.
Men hvad er det egentlig for et land, Danmark nu vil til at samarbejde mere med? Det er først og fremmest et land, hvis navn minder de fleste danskere om et grufuldt folkedrab i 1994. Det er også et land, der siden har opnået demokrati - i hvert fald i en vis form - og som har formået at opbygge en sundere økonomi.
Rwanda er også et land, hvor etniske grupper gennem mange år har bekriget hinanden og forsøgt at nå til enighed. Selvom menneskerettigheder nu er skrevet ind i landets forfatning, er det ikke noget, man går synderligt op i.
Rwandas præsident Paul Kagame, som har siddet på magten i 21 år, beskyldes for i højere grad for at være en diktatorisk fremfor en demokratisk leder.
torsdag 29. apr. 2021 kl. 16:50
De fleste danskere tænker formentlig på folkedrabet i 1994, når de hører om Rwanda. Nu har to danske ministre skrevet under på to aftaler med Rwanda. De skal danne ramme om et nyt samarbejde mellem de to lande om asyl og migration. Bliv klogere på her, hvad det egentlig er for et land, Danmark nu vil samarbejde mere med.
Aftaler: Under et besøg i Rwanda har både udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) tirsdag underskrevet to aftaler. Aftalerne går ud på, at Danmark og Rwanda skal have et tættere samarbejde om asyl og migration.
Ifølge Udenrigsministeriet er aftalerne ikke forpligtende, men de skal danne ramme for et fremtidigt samarbejde mellem de to lande.
Fra artiklenDet er endnu uvist, om samarbejdet kan være et skridt på vejen mod at opfylde et dansk ønske om at få etableret et modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland.
Det er endnu uvist, om samarbejdet kan være et skridt på vejen mod at opfylde et dansk ønske om at få etableret et modtagecenter for asylansøgere i et tredjeland. Rwanda er dog indtil videre det eneste land, der har udtrykt, at det vil indgå den type samarbejder med andre lande.
Men hvad er Rwanda egentlig for et land? De fleste danskere tænker formentlig på folkedrab som noget af de første, når de hører om Rwanda. Og selv om det er en vigtig del af landets historie i nyere tid, er der også meget andet at dykke ned i. Bliv klogere på det østafrikanske land her.
Dansk asylsamarbejde med Rwanda
Det afrikanske land Rwanda har fået besøg af to danske ministre. Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) og udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) har tirsdag underskrevet to aftaler. Heri lægger Danmark og Rwanda op til et asyl- og migrationssamarbejde.
- Vi er i Rwanda for at styrke det gode forhold, som vi har opbygget i løbet af de seneste år. Ikke mindst om kvoteflygtninge og støtte til de flygtninge, der opholder sig i landet, siger udlændingeminister Mattias Tesfaye (S).
Det har tidligere været fremme, at Rwanda som det første land er åbent for at huse et dansk modtagecenter uden for Europa. Mennesker, der søger asyl i Danmark, skal kunne flyttes til et sådant center i eksempelvis Rwanda, mens deres sag behandles, ønsker regeringen.
Næstformand i Udenrigspolitisk Nævn Michael Aastrup Jensen (V) har undret sig over, at der er indgået en aftale, uden at nævnet er blevet orienteret.
1 Et selvstændigt land
Rwandas nationaldag er 1. juli. Denne dag i 1962 opnåede landet nemlig selvstændighed.
Inden da var Rwanda først anerkendt som provins i Tysk Østafrika fra 1899. Da Belgien underlagde sig området i 1916 og efter første verdenskrig fik det tildelt som mandatområde under Folkenes Forbund, skiftede Rwanda hænder. Under navnet Ruanda-Urundi blev det nu administreret som en del af Belgisk Congo.
Indtil Rwanda opnåede selvstændighed i 1962 under en hutu-regering, var det konger, der var landets øverste. Efter 1962 har præsidenter ledet landet.
2 Hutuer, tutsier og twa
Skal man tegne et billede af Rwanda, er det ikke til at komme uden om de forskellige befolkningsgrupper, som lever der.
Det menes, at twa-folket, som var pygmæer, var de første mennesker, der levede i området. De var jægere og samlere. Senere kom hutuerne, som dyrkede agerjord, til. Omkring 1300-tallet indvandrede tutsierne nordfra. De var kvægavlere, og de grundlagde senere et mindre kongedømme.
Gennem hele Rwandas kendte historie har hutuerne været i overtal. Alligevel udgjorde de det nedre lag i et feudallignende socialt system, hvor tutsierne tvang dem til at arbejde for sig.
I 1935 begyndte de belgiske kolonimyndigheder at udstede identitetskort, så det nemt kunne ses, om en person tilhørte den ene, anden eller tredje etniske gruppe. Kolonimyndighederne og missionærerne betragtede tutsierne som en velegnet elite, som man kunne styre kolonien igennem. Det gjorde dog kun opdelingen mellem de etniske grupper stærkere - tutsi-monarkiet blev styrket, og hutuerne blev diskrimineret ved eksempelvis at blive nægtet adgang til uddannelse. Gennem historien har der siden været op- og nedture mellem grupperingerne.
Folkedrabet i 1994 indledtes, da Rwandas præsident blev dræbt i april det år. Tilsyneladende var folkedrabet velforberedt af ledende grupper i regeringen. I løbet af de 100 dage, det stod på, blev i alt mellem 800.000 og en million tutsier og moderate hutuer dræbt, har FN anslået. Imens forholdt FN og verdens andre lande sig passivt.
3 Demokrati
Efter folkedrabet i 1994 indledte den nye regering i Rwanda en plan, der skulle sørge for at genetablere demokrati i landet. I begyndelsen fik planen fem år til at falde på plads. Den blev dog udsat med yderligere fem år, da der gennem 1990'erne fortsat var interne magtkampe.
I 2003 lykkedes det landet at holde sit første demokratiske valg. Det tutsi-dominerede parti FPR og dets formand, Paul Kagame, som havde overtaget præsidentposten i 2000, vandt valget med 95 procent af stemmerne. Samtidig vandt partiet og dets allierede 40 ud af 53 pladser i parlamentet.
Både i Rwanda og i det internationale samfund bliver regeringen dog fortsat kritiseret for ikke at leve op til egne demokratiske målsætninger, og der sås tvivl om valgresultaterne.
Kagame har siddet på posten lige siden. I 2010 fik han igen over 90 procent af stemmerne, og i 2013 vandt han med 76 procent af stemmerne. Han bliver fortsat anklaget for at undertrykke oppositionen.
4 Økonomi
Under Paul Kagames ledelse har landet oplevet økonomisk fremgang, og den økonomiske udvikling roses også af FN.
- Jeg roser Rwanda for dets bemærkelsesværdige proces i at udvikle infrastruktur, opbygge institutioner og sikre stabilitet og sikkerhed i løbet af de sidste 20 år, sagde FN's specialoperatør, Maina Kiai, i slutningen af sit første officielle besøg i landet i 2014.
Regeringen roses særligt for at fastholde stabilitet og sikre hurtig økonomisk vækst.
Det er blandt andet nemt at registrere og drive nye virksomheder i landet, og det nævnes som en af årsagerne til landets økonomiske forandring siden 1990'erne.
5 Menneskerettigheder
Imens økonomien kører mere eller mindre på skinner, halter det dog med menneskerettighederne i landet.
Den rwandiske forfatning, som er fra 2003, garanterer egentlig friheden til fredelig forsamling. Ifølge FN er sagen dog en anden i praksis. Fredelige protester, der kritiserer regeringens politik, er nemlig ikke tilladt.
Forfatningen garanterer også foreningsfrihed, men ifølge FN's specialoperatør, Maina Kiai, er det besværligt at blive registreret som forening i landet, og der er grænser for civilsamfundets frihed til at operere inden for visse områder, ligesom regeringen blander sig i de indre anliggender i de grupper, der betragtes som kritiske over for den officielle politik.
Præsident Paul Kagames tropper beskyldes desuden for plyndring og massakrer i nabolandet Congo, og politiske rivaler fængsles og dør under mystiske omstændigheder hjemme og i udlandet.
Senest har Europa-Parlamentet i februar i år fordømt "den tvungne forsvinding, ulovlige overførsel og isolationsfængsling af Paul Rusesabagina", der var leder af en koalition af oppositionsgrupper. Ifølge den rwandiske regering en terrororganisation - ifølge Rusesabagina selv en gruppe, der ønsker forandring i landet gennem diplomati.
