Atomkraft: Det svenske elhandelsselskab Kärnfull Energi er kommet til Danmark og tilbyder forbrugerne en vare, der er noget ud over det sædvanlige: atomkraft.

Virksomheden blev stiftet i 2018 som modstykke til de selskaber, der sælger strøm fra vindmøller, vandkraft eller solceller til kunder, der vil være med til at skubbe på den grønne omstilling. Det er da også først og fremmest hensynet til klimaet, der skal være med til at få danske kunder til at sige ja tak til strøm fra kernekraft på den anden side af Øresund, siger Kärnfull Energis landechef i Danmark, Theis Palm, til Berlingske Tidende:

- Vi ser os som en del af en voksende global bevægelse, som især breder sig blandt yngre mennesker, der forsøger at forholde sig rationelt til klimaudfordringerne, i stedet for at ligge under for tidligere tiders tabuer om atomkraft.

Kärnfull Energi er ikke ene om idéen. 20 etablerede selskaber tilbyder nu også atomstrøm, og tre helt nye selskaber er kommet til i Sverige, der ellers er i færd med at udfase landets kernekraftværker og netop har lukket den sjette af 12 reaktorer.

Helt modsat ser det ud i nabolandet Finland, der snart kan indvie Olkiluoto 3-reaktoren, der ligger ud mod Den Botniske Bugt omkring 240 kilometer nordvest for Helsinki. Når den er oppe at køre, vil den dække 15 procent af finnernes energiforbrug. På den anden side af Finske Bugt i Estland vedtog regeringen sidste år at indføre atomkraft og sætte gang i byggeriet af det første estiske kernekraftværk.

Endnu større beslutninger er truffet, hvis man følger kysten langs Østersøen og tager til Polen. Langt størstedelen af polakkernes strøm produceres på kulkraftværker, hvilket har gjort Warszawa, Lublin og Krakow til nogle af Europas mest forurenede byer. Flere steder er mængden af partikelforurening 700-900 gange over grænseværdierne, og indbyggerne advares med jævne mellemrum mod udendørs fysisk aktivitet, så de ikke ender i statistikken med de 40.000 medborgere, der hvert år dør som følge af luftforureningen.

Regeringen i Polen har lanceret en plan, der skal føre til, at kulkraftværkerne lukkes senest i 2049, mens den første af seks atomreaktorer åbner i 2033 og supplerer vedvarende energikilder som vind og sol.

- Hele energidagsordenen er oppe i luften i disse år, og i mange lande diskuterer man, hvad man bruger til at levere strøm, og om man skal skifte til andre kilder, siger Jens Hesselbjerg Christensen, som er professor ved Is-, Klima- og Geofysik på Niels Bohr Instituttet på Københavns Universitet.

Billedet er på ingen måde entydigt i Europa. Ligesom Sverige er Tyskland i gang med at udfase atomkraft som energikilde. Det skete, efter at et jordskælv og en efterfølgende tsunami i 2011 førte til en katastrofe på atomkraftværket Fukushima i Japan. Og så er der lande som Danmark, der aldrig har haft kernekraft - herhjemme vedtog et flertal i Folketinget i 1985 at forbyde opførelse af atomkraftværker.

Ser man på rapporter fra FN's klimapanel og Det Internationale Energiagentur, tyder noget på, at lande som Sverige og Tyskland kan få problemer med at opfylde deres mål for reduktion af CO2-udledning. I stort set alle deres beregninger forudsættes det, at produktionen af energi fra atomkraft i 2050 enten er den samme som nu eller øges markant, hvis det skal lykkes at holde temperaturstigninger som følge af klimaforandringer under to grader.

- Der er ingen tvivl om, at de lande, der har en aktiv energiforsyning med kernekraft, har en god case på klimasiden, eftersom der ikke er noget CO2-udslip fra atomkraftværker. Produktionen kan derfor bruges som en del af deres strategi for at opfylde Paris-aftalen, forklarer Jens Hesselbjerg Christensen, der har været med til at skrive rapporter fra FN's klimapanel.

Vil man se betydningen af kernekraft i forhold til udledningen af CO2, kan man tage en tur til Frankrig. I 1974 gik franskmændene i gang med en massiv udbygning af landets forsyning af kernekraft, så mere end 70 procent af landets behov for strøm i dag dækkes af atomreaktorer. I perioden 1979 til 1988 mindskedes det franske udslip af CO2 med 2,9 procent om året på trods af økonomisk vækst - en reduktion, som intet andet land i verden har kunnet gøre efter.

- På samme måde fjernede svenskerne stort set CO2 fra elproduktionen, da de indførte atomkraft i 1970'erne og 1980'erne, siger Bent Lauritzen, professor og sektionsleder ved DTU Fysik på Danmarks Tekniske Universitet.

I Sverige dækkes halvdelen af landets behov for elektricitet af vandkraft, og kan en forøgelse dække den mængde, atomkraftværkerne hidtil har produceret, går det ikke ud over klimaet. Problemet opstår, når kernekraft erstattes af fossile brændstoffer, som det til dels er sket i Tyskland.

Man har syd for grænsen investeret milliarder af euro i vind og sol, men de to kilder er ikke styrbare - man kan ikke producere nok strøm, når vinden ikke blæser, eller når det er overskyet, og i de perioder må tyskerne brænde enorme mængder af kul af. Sidste år viste en rapport fra den amerikanske tænketank National Bureau of Economic Research, at øget luftforurening som følge af lukningen af kernekraftværker koster 1100 tyskere livet hvert år.

- Når det gælder klimaforandringer, er vores handlefrihed begrænset, og det er ikke realistisk at komme bort fra de fossile brændsler uden også at bruge atomkraft, siger Bent Lauritzen.

Men hvad med sikkerheden? Har man en vis alder, vil man kunne huske atommarcherne, klistermærkerne med den røde sol, der siger nej tak til atomkraft, og slagordet: "Hvad skal væk? Barsebäck!". Så man TV Avisen eller hørte nyheder i radioen foråret og sommeren 1986, glemmer man ikke historierne om Tjernobyl, radioaktive skyer og samernes døde rensdyr. Og er man yngre, er det blot 10 år siden, Fukushima-katastrofen ryddede forsider.

- Mange i Danmark forbinder kernekraft med paddehatteskyer, men sådan hænger det jo ikke sammen, slår Jens Hesselbjerg Christensen fast.

Frygten har ifølge den amerikanske professor ved Massachusetts Institute of Technology Kerry Emanuel ført til, at især lande i Vesten har forsømt at forske i og udvikle atomkraft på samme måde som i vind og sol, hvilket kunne have gjort teknologien billigere og med bedre løsninger på problemerne med radioaktivt affald.

Til Dagbladet Information peger han på netop Fukushima som eksempel på, hvor meget angst for atomkraft fylder. Mens knap 19.000 døde i jordskælvet og tsunamien, er der indtil videre blot registeret ét dødsfald som følge af nedsmeltningen på værket - en mand, der i 2018 døde af lungekræft forårsaget af radioaktiv påvirkning. Kerry Emanuel medgiver over for avisen, at ulykker sker - og vil ske - men at vi hidtil kun har oplevet én alvorlig af slagsen: Tjernobyl.

- Men kigger man på dødsfald pr. kilowatttime energi, er atomkraft en ekstremt sikker energiform, tilføjer han.

Ser man på statistikkerne, er det svært ikke at sammenligne med mennesker, der er bange for at flyve, men ikke har problemer med at sætte sig bag rattet i deres bil. Our World in Data har regnet på tallene og tager udgangspunkt i produktionen af 1 terawatttime energi, hvilket svarer til 27.000 EU-borgeres forbrug på et år.

Beregningerne viser, at kernekraft er skyld i 0,07 dødsfald pr. terawatttime - og her er ulykkerne på Tjernobyl og Fukushima regnet med - mens kul og olie forårsager henholdsvis 24,6 og 18,4.

Således kom det for nylig frem, at 8,7 millioner mennesker døde i 2018 som følge af luftforurening - først og fremmest på grund af afbrænding af træ, kul og olie.

Alligevel er grønne organisationer med Greenpeace i spidsen modstandere af kernekraft og ønsker udelukkende at satse på vind, sol og vand. Ifølge Bent Lauritzen er det næppe muligt, hvis man lægger vægt på forsyningssikkerhed og befolkningernes helbred. Han peger på, at atomkraftværker er nået langt siden Tjernobyl-katastrofen. Ulykker vil også ske i fremtiden, men som man kan se i Fukushima, behøver tabet af liv ikke blive katastrofalt.

- Jeg kan sætte tingene lidt på spidsen og sige, at i dag sker der en Tjernobyl-ulykke hver eneste dag som følge af kulfyrede værker, siger han.

Han og mange andre forskere understreger, at diskussionen ikke bør handle om kernekraft versus vind, sol og vand. Tværtimod bør teknologierne supplere hinanden, og det skal ske så hurtigt som muligt for at nedbringe udslip af klimagasser.

- Skal vi gøre os forhåbninger om at fjerne de fossile brændsler, skal alle teknologier i spil, ellers kommer vi ikke i mål, siger Bent Lauritzen.

Coronakrise: Når man får taget en lyntest - også kendt som antigentest - er der høj risiko for et falsk negativt testsvar.

For nye tal fra Statens Serum Institut (SSI) viser, at hver anden af dem, der får påvist coronasmitte ved den mere pålidelige PCR-test, får et lyntestsvar om, at vedkommende ikke er smittet. Det skriver Politiken.

Ifølge Politiken viser tallene fra SSI, at der fra 1. februar til 23. marts var 117.670 borgere, som inden for 48 timer fik både en lyntest og en PCR-test.

4069 var positive ifølge PCR-testen. Men lyntesten fangede kun 2159 af dem.

1910 personer med coronavirus i kroppen fik således tilsendt et negativt testsvar. Det svarer til 47 procent falsk negative svar ved lyntest.

Tyra Grove Krause, der er afdelingschef for infektionsberedskab ved SSI, siger til avisen, at "vi må desværre konstatere, at antigentest er ret upræcise".

Hun siger, "det kan lyde vildt", men tallene passer med det, som SSI allerede ved fra andre undersøgelser.

- Vi skal betragte antigentesten som en hurtig, meget grovmasket si, der fanger de mest smitsomme, men ikke alle dem, der potentielt kan smitte. Men dem, der fanges, de smittekæder får vi brudt, og det er vigtigt, siger hun.

Tallene fra SSI kommer bag på Peter Kamp Busk, lektor i medicinalbiologi på Roskilde Universitet.

- Vi ved jo, at testene er bedre end det, så der må være noget galt et sted i systemet. Den bedste forklaring må være, at man ikke tager lyntesten godt nok.

På lyntestene er en kontrolstribe, som skal give en farve, hvis lyntesten kommer fra mennesker, oplyser Busk.

- Men hvis man foretager en prøve, der ikke er tilstrækkelig langt oppe i næsen, så vil den kun vise, at den kommer fra mennesker uden at kunne fange virusset.

- De, som står for testen, er måske ikke lige omhyggelige hver eneste gang. For hvis man skal lave tusindvis af rutinetest, så er det svært at være koncentreret om at gøre dem alle sammen lige godt, siger Peter Kamp Busk.

Carelink, der er en af leverandørerne af lyntest herhjemme, har rettet henvendelse til SSI for at høre, om der kan gøres noget anderledes. Det fortæller Brian Rosenberg, der er administrerende direktør hos Carelink.

- Det, vi selvfølgelig savner svar på, er, om der er nogle testtyper, der er bedre end andre. Det er det, vi har behov for at vide.

- Det er også derfor, vi har henvendt os til Statens Serum Institut for at få flere oplysninger fra dem.

Carelink står for at foretage lyntest på vegne af det offentlige i Region Syddanmark.

Siden begyndelsen af marts har Carelink anvendt en ny type test, hvor vatpinden ikke skal lige så langt op i næsen som den testtype, der oprindelig har været brugt. Den nye test skal blot 3-4 centimeter op i næsen.

Brian Rosenberg kan ikke forestille sig, at der er problemer med den måde, som Carelink foretager sine test på.

- Vi følger til punkt og prikke producentens anvisninger af, hvordan man skal teste. Så nej, jeg kan ikke forestille mig, at vi gør noget forkert i forhold til testningen, siger han.

Carelink driver fem faste teststeder, som ligger placeret i Odense, Svendborg, Kolding, Aabenraa og Esbjerg.

USA: En af USA's mest profilerede retssager længe er blevet indledt med opsigtsvækkende vidneudsagn og unikke videoklip.

Sagen drejer sig om den sorte amerikaner George Floyd, der døde i politiets varetægt i maj sidste år. Forinden havde den hvide politibetjent Derek Chauvin haft sit knæ placeret på Floyds hals i cirka ni minutter.

Chauvin er nu på anklagebænken - tiltalt for drab.

Retssalen er lukket for tilhørere, der til gengæld har mulighed for at livestreame hele sagen. Indtil videre har de blandt andet kunnet overvære udsagn fra øjenvidner, pårørende og andre politibetjente.

- At tvinge ham ned på jorden med ansigtet nedad og lægge sit knæ på en hals i så lang tid er helt uhørt, siger drabsefterforsker Robert Zimmerman.

Han har været en del af politistyrken i Minneapolis siden 1985 og var fredag i vidneskranken i byens topsikrede retssal.

- Totalt unødvendigt. Hvis dit knæ er på en persons hals, kan det dræbe dem, lyder det fra den rutinerede betjent.

Et andet vidne i sagen er 33-årige Donald Williams. Han overværede anholdelsen og følte, at han så en mand blive dræbt foran sig.

Derfor ringede han til politiet, mens anholdelsen stod på.

- Efter min opfattelse bevidnede jeg et drab. Jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle gøre, lyder det fra Donald Williams.

Williams, der underviser i brydning og forskellige former for kampsport, fortalte i retten, at han så Chauvin fastholde Floyd med et greb, der kan bruges til at gøre en modstander bevidstløs.

I retten blev en del af hans opkald til alarmcentralen afspillet.

- Han gik bare hen og slog denne fyr ihjel. De er mordere. De dræbte bare den mand foran forretningen, lyder det på optagelsen.

Da Williams tirsdag i retten blev spurgt, hvem han hentydede til i sit opkald, svarede han "den betjent, der sidder der" og pegede på Chauvin.

Retssagen mod den nu tidligere politibetjent Derek Chauvin gik i gang mandag og ventes at vare omkring en måned.

George Floyd blev anholdt den 25. maj for at betale med en falsk 20 dollarseddel i en kiosk. Videooptagelser viser, at Floyd siger, at han ikke kan trække vejret, mens Chauvins knæ er placeret på hans hals.

Anklagemyndigheden har ikke lagt skjul på, at netop videooptagelser fra hændelsen vil udgøre vigtigt bevismateriale i sagen.

- Tro på jeres øjne, sagde anklager Jerry Blackwell på sagens første dag.

I løbet af den første uge er der i retten blevet afspillet videoklip, som ikke før har været offentliggjort. De viser blandt andet, at Chauvin angiveligt har sit knæ placeret på Floyds hals i 9 minutter og 29 sekunder - og ikke 8 minutter og 46 sekunder, som anklagemyndigheden oprindeligt hævdede.

Et af de øvrige øjenvidner i sagen er 18-årige Darnella Frazier. Hun optog den video, der for første gang vakte opsigt for knap et år siden.

- Han led. Han var i smerte. Jeg vidste, at det var forkert.

- Der har været nætter, hvor jeg er blevet oppe og har undskyldt og undskyldt til George Floyd for ikke at gøre mere og for ikke fysisk at blande mig og redde hans liv, siger Darnella Frazier.

Der er langt til "Matador" og hygge-tv på DR de kommende søndag aftener. Med sin nye drama-serie "Sneengle" lukker DR os i stedet ind i en stivfrossen og nutidig storby, hvor vi følger en række fortvivlede skæbner.

Det er juleaftensdag. I en lejlighed i en trist og vindomsust boligblok vækker en døv pige sin pille-misbrugende mor, der har sovet længe og alt for tungt. Lillebror - et fem uger gammelt spædbarn - er forsvundet. Det er faren også - lige indtil han ikke er det mere, og det går op for den ressourcesvage familie, at lille Lucas er væk.

Det kan alt sammen lyde deprimerende. Og det er det også. Men det er deprimerende på den vedkommende måde, hvor man glemmer, at handlingen er en konstruktion, og at de medvirkende er skuespillere. I stedet mærker vi kulden, panikangsten, føler afmagten og stresser over babygråden i de tilbageblik, vi får lov at se.

Særligt moren, som spilles af Josefin Asplund, er sin rolles grimhed og smerte, men også skønhed i en sådan grad, at hun burde vinde priser for den.

DR kalder "Sneengle" for en drama-thriller, hvilket er en varedeklaration, der vil skuffe det action-elskende publikum, for gyset er mere indre, end det er ydre.

Det er et mareridt, der ikke vil gå væk. Vægten ligger på de involveredes følelsesliv, og spændingen holdes stramt i slow motion med en handling langt fra overhalingssporet.

I stedet kører vi i nødsporet sammen med den ulykkelige familie og også i stigende grad med en samvittighedsfuld sygeplejerske,  hvis vedholdenhed er så provokerende indædt, at hun irriterer chefer, kolleger og ikke mindst sin autistiske bror, og en politidame, der irriterer sin slagtilfælde-ramte mand, fordi hun uden videre talent kæmper for at være en omsorgsperson. Også familiens mormor er irriterende med sin særegne fortolkning af omsorg.

Fælles for alle hovedpersonerne er, at de føler sig mislykkede.

Det gør som bekendt afsindigt ondt ikke at slå til. Alle vil gerne lykkes - over for os selv, men også over for dem, vi elsker, og den altid doms-parate offentlighed. Særligt ondt gør det at være en mislykket forældre.

Hvem har taget Lucas? Og hvorfor?

Alle leder, alle forsøger at placere et ansvar - og gerne hos andre end sig selv. Efterhånden optrevles hændelsesforløbet, og muligheder for motiver åbner sig,  i takt med at seriens skæbner fletter sig sammen. Mange kan have fået lille Lucas til at forsvinde.

Storbyen er Stockholm, men skuespillerne er både danske og svenske. Det skyldes, at "Sneengle" er en co-produktion mellem DR og svenske SVT.  Serien er en del af det såkaldte Nordic 12-samarbejde, hvis formål er at understøtte nordisk fiktion mellem Nordens public service-stationer og give modspil til de internationale streaming-giganter.

"Sneengle" er udtaget til film- og tv-festivalen Berlinalen som den ene af kun seks serier på verdensplan.

"Sneengle".  Seks afsnit a 60 minutter. Hver søndag på DR 1 kl. 20. Kan også streames på DRTV. Manuskriptforfatter: Mette Heenos.

Medvirkende bl.a. Amanda Collin (hovedrolle i Ridley Scotts sci-fi-serie "Raised by Wolves"), Johanne Louise Schmidt (Rose i Afdeling Q-filmene), Maria Rossing ("Bedrag") og Ardalan Esmaili ("Alfa").

Denne anmeldelse baserer sig på de tre første afsnit.