Alle vil gerne gøre et godt indtryk, når man starter på et nyt arbejde. Derfor undrer det ikke, hvis Mads Nipper har en smule sved på panden efter de første fire måneder i spidsen for energikæmpen Ørsted.

Her handler det ikke om at finde kaffemaskinen eller huske navnene på de nærmeste kolleger. Nej, Mads Nipper har siden starten ved nytår set Ørsteds værdi på børsen falde med over 180 milliarder kroner.

Det svarer til fald på 30 procent, og dermed er Ørsted blandt de værst tænkelige investeringer i en tid, hvor massevis af store virksomheder jubler over et tiltagende opsving og udsigten til rekordresultater i 2020.

Øv. Det er især ærgerligt for mange af de småinvestorer, der med stor ildhu har kastet sig ud på aktiemarkedet for at undslippe negative renter i banken. Mange har købt en Ørsted-aktie, også da kursen toppede i starten af januar.

Ørsted er nemlig blevet en rigtig folkeaktie, som både skulle levere et godt afkast og en god smag i munden. Da Dansk Aktionærforening sidste sommer spurgte sine medlemmer, var Ørsted den femtemest populære aktie.

Det gamle olie- og kulbaserede energiselskab, der pludselig sadlede om og blev verdens største udvikler af havvindmølleparker, er bare en god historie, som mange kan forstå. Bare ikke for aktiemarkedet, der lige nu har et anstrengt forhold til de grønne aktier - inklusive den anden store grønne danske folkeaktie Vestas.

Mens Vestas kan forklare sig ud af, at et tilbageslag i første kvartal nok skal blive indhentet, er skepsissen større omkring Ørsted. For har det succesfulde selskab, der på rekordtid blev markedsleder, den samme tiltrækningskraft i fremtiden, nu da selv den amerikanske præsident har omfavnet kampen mod klimaforandringer?

Forleden fik nyhedsmediet Euroinvestor fingre i en analyse fra den schweiziske storbank Credit Suisse, der peger på, at Ørsteds succes ligger i fortiden. At konkurrencen om at lave havvindmølleprojekter bliver så stor, at priserne vil falde, og så er Ørsted-aktien alt for dyr.

Storbanken forventer, at aktien over de næste 12 måneder vil falde til blot 550 kroner pr. aktie. Det svarer til et yderligere fald på 37 procent, som vil ramme små og store aktionærer - og den danske stat, der er hovedaktionær.

Vestas er også ramt af hård konkurrence, men hvis selskabet gør sig umage med at udvikle de rigtige vindmøller, kan den danske virksomhed sagtens holde sig relevant.

Bekymringen er større for Ørsted, der på kort tid har fået nye konkurrenter som Shell, Equinor, BP og Total, som er gamle olieselskaber, der for enhver pris skal omstille sig til vedvarende energi. Der er allerede eksempler på udbud, hvor olieselskaber har budt langt over, hvad Ørsted nogensinde kan se en forretning i.

Mens der altid vil være brug for virksomheder, der har speciale i at udvikle og drive vindmølleparker, er det slet ingen selvfølge, at Ørsted kan beholde sin plads i verdenseliten. 

Skal man så følge advarslen fra Credit Suisse, sælge sine Ørsted-aktier og måske æde et tab?

Ikke nødvendigvis. Mange andre analytikere tror på, at Ørsted stadig har styrken til at vinde vigtige udbudsrunder om nye vindmølleparker, og at væksten i markedet i øvrigt er så stor, at der er rigeligt plads til de nye rivaler fra oliebranchen. Både Danske Bank og Sydbank anbefaler, at man køber Ørsted-aktier lige nu, fordi kursen ventes at stige igen.

Både Mads Nipper og tusindvis af aktionærer kan håbe på, at de har ret. Men mange har samtidig lært, at aktiemarkedet er en barsk verden, hvor en global klimabevidsthed og medvind til den grønne omstilling ikke betyder, at grønne aktier kun kan stige, stige, stige.

Arbejdskamp: - Selv om jeg gik ind i faget med åbne øjne, følte jeg alligevel, at jeg blev taget lidt med bukserne nede.

Sådan lyder det fra Marietta Petersen, sygeplejerske på intensivafsnittet på Regionshospital Silkeborg og bestyrelsesformand i Foreningen af Danske Sygeplejersker.

En forening, der startede som en gruppe på Facebook, ”Sygeplejersker er mere værd”, der hurtigt samlede tusindvis af sygeplejersker og nu er en toneangivende del af debatten om sygeplejerskernes vilkår og den overenskomst, de stemte nej til.

Marietta oprettede gruppen på Facebook i september 2020 på et tidspunkt, da hendes mand var blevet træt af at høre på, at hun brokkede sig over alt fra sine pensionsvilkår til de ringe muligheder for selv at bidrage med noget.

- Der var også meget brok internt i krogene. Sygeplejerskerne er så trætte af den der automatkritik, der er omkring offentligt ansatte og det der kontinuerlige krav om, at man skal yde mere uden at blive anerkendt eller belønnet for det, siger hun.

Samtidig anede hun en intern splid blandt sygeplejerskerne om, hvordan deres fagforening, Dansk Sygeplejeråd, gør tingene.

- Det havde jeg brug for at komme til livs, fordi det er med til at fragmentere os og splitte os indefra. Så min tanke var også, at jeg gerne ville forene os på tværs, da jeg startede Facebook-gruppen, siger Marietta Petersen.

Marietta Petersens formål med Facebook-gruppen var indledningsvis at skabe synlighed om sygeplejerskernes løn- og arbejdsvilkår. En form for demonstration, måske. Men da coronaepidemien blussede op i efteråret, blev det sværere at gå på gaden.

- Så gruppen blev meget hurtigt et lille debatforum, hvor vi spurgte, hvad kan vi så gøre? Vi måtte tænke ud af boksen. Vi måtte finde på nogle initiativer online, som kan være med til at løfte nogle af de udfordringer, vi står med, siger hun.

Der gik ikke lang tid, før tjenestemandsreformen kom på bordet. I gruppen, der i dag har mere end 20.000 medlemmer, var der bred enighed om, at et opgør med tjenestemandsreformen ville være vejen til at sikre en højere grundløn, et sundere og et stærkere sundhedsvæsen.

Det blev til borgerforslaget "Ophæv Tjenestemandsreformen fra 1969", der hurtigt samlede mere end de 50.000 støtter, det kræver at få Folketinget til at tage forslaget op.

Tjenestemandsreformen betyder ifølge Marietta Petersen, at sygeplejersker aflønnes lavt, fordi det er et traditionelt kvindefag, og velfærdsarbejdet blev ikke anset som værdiskabende, da man vedtog reformen.

- Man bliver jo sygeplejerske, fordi man vil. Og jeg kunne også mærke på mig selv, at jeg nok heller ikke ville blive hængende, hvis jeg skulle fortsætte med at arbejde på nogle vilkår, hvor investering og afkast ikke hænger sammen, siger hun.

Drømmen var, at foreningen ville kunne samle både kritikere og tilhængere af Dansk Sygeplejeråd.

- Men nogle ser det lidt som et alternativ eller noget, der kan true den etablerede fagbevægelse. Det har aldrig været hensigten. Den vej vil vi aldrig gå, for det er vi slet ikke interesserede i. Vi er en ganske enkel interesseforening, vi laver frivillige initativer ved siden af vores arbejde, fordi vi er passionerede om vores fag og vil være med til at skabe forandringer.

Målet om at skabe en form for sammenhold mener hun, at foreningen har nået i "bredt omfang". Der er 20.000 medlemmer af Facebook-gruppen, der startede det hele, og foreløbig omkring 1600 medlemmer i foreningen.

- De ting, vi har lavet tiltag på indtil videre, har jo i den grad gjort en forskel. Jeg synes, det er helt vildt, at vi står der, hvor vi står i dag, når foreningen ikke har mere end et halvt år på bagen. At vi har været med til at få tjenestemandsreformen på både det politiske og journalistiske landkort, synes jeg er en kæmpestort, siger Marietta Petersen.

Politiklager: - Nu får du én chance for at sige ”Undskyld, hr. betjent.”

Sådan sagde en politibetjent efter at have kastet en mand ned på jorden, sat sig oven på ham og presset sin underarm mod mandens hals.

Eller, som da en betjent pressede en anholdt op mod ruden i en patruljevogn: - Skal jeg brække næsen på dig? Skal jeg?

Eksemplerne er to blandt rekordmange borgerklager over politiet, som Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, beskriver i sin årsberetning for 2020.

Klagernes antal er vokset betragteligt i omfang, og klagerne beskriver en stigende voldsomhed, både fysisk og verbalt hos politiet. Hvis vel at mærke klagerne har ret. Det mener DUP imidlertid kun i meget få tilfælde, at de har.

Bundlinjen i årsberetningen fortæller om det største antal klager over politiet nogensinde: 2268 klager røg hen over DUPs skriveborde i 2020. Det er en stigning på 7,5 procent i forhold til året før, over 26 procent i forhold til for to år siden og næsten 54 procent flere klager i forhold til for fem år siden.

Klagerne fordeler sig over fire grupper, hvoraf klager i forbindelse med færdselslovsovertrædelser tegner sig for 41 procent af sagerne. Klager over politiets opførsel og adfærd fylder 35 procent, og klager over, at politiet begår straffelovsovertrædelser, for eksempel voldelig adfærd, udgør 23 procent.

Den sidste klagekategori på blot én procent handler om situationer, hvor personer dør eller kommer alvorligt til skade under politikontakt eller i politiets varetægt.

Direktør i DUP Charlotte Storgaard er ikke overrasket over udviklingen i retning af flere klager over politiet, da det er en tendens, der har aftegnet sig år for år.

- Især ser vi et voksende antal klager over politiets adfærd, altså den type sager, hvor man har mulighed for at klage over magtanvendelse eller sprogbrug, siger hun.

Ifølge Charlotte Storgaard kan der kun gisnes om forklaringen, da der ikke er lavet en analyse om baggrunden for stigningen i antallet af klager.

- Det kan være udtryk for,  at politiklagemyndigheden har fået fodfæste efter at have eksisteret i ni år. Borgerne er blevet bekendt med klagemuligheden og benytter den måske derfor i stigende omfang, siger hun.

- Kan det ikke også være udtryk for en ændret adfærd i politikorpset, en ændret tilgang til udførelsen af politiarbejdet?

- Det kan det være, men  det har jeg ikke noget belæg for at antage.

Årsberetningen fra DUP fortæller også, at det er sjældent, at klagerne fører til nogen sanktioner over for de politifolk, der klages over. I de 534 straffesager mod betjente, der blev anmeldt til DUP, endte de 18 sager med, at der blev rejst tiltale mod betjenten.

Tilsvarende hvad angår politiets adfærd, som blandt andet handler om tiltaleformer. Her blev 710 sager behandlet og afsluttet af politiklagemyndigheden i 2020. Der blev udtalt kritik af de involverede betjente i ni af sagerne.

Det skyldes ifølge Charlotte Storgaard, at det meget ofte viser sig at være påstand mod påstand, hvor klageren har én opfattelse, politiet har en anden, og der ikke er yderligere materiale, der går i den ene eller den anden retning.

Charlotte Storgaard mener heller ikke, at det er altafgørende for en myndighed som DUP, om sagerne ender med, at der sanktioneres eller udtales kritik.

- Det handler om at undersøge en sag og fastlægge et forløb. DUP er ikke sat i verden, fordi man skal have x antal sager, hvor man udtaler kritik eller ikke. Men for at der er en mulighed for at modtage og undersøge sager og træffe afgørelse på uafhængigt grundlag, siger hun.

Det har ikke været muligt for Avisen Danmark at få en kommentar fra Politiforbundets formand, Heino Kegel.  Men til  Berlingske siger han blandt andet om udviklingen i antallet af klager over politifolk, at en del klagesager rejses af kriminelle som en chikane mod de betjente, der jagter dem.

- Hvis man har haft fat i samme person fem, seks eller syv gange, så bliver de trætte af politiet, og vi ser de dér modklager. Det fylder nok mere, end man lige skulle tro, siger formanden for politiets fagforbund.

Avisen Danmark har pløjet årsrapporten igennem og bringer her et lille udsnit af klagerne - citeret som de er beskrevet af DUP, men i forkortet form:

Flygtninge: Over en million flygtninge og migranter søgte i 2015 til Europa. Det fik EU’s asylsystem til at bryde sammen og medlemslandene til at slå ring om sig selv.

I Danmark gik syrere, eritreanere og afghanere på motorvejen. Langs Europas grænser så det endnu mere dramatisk ud. Pigtrådshegn, tåregas og knipler blev taget i brug for at holde dem ude. Og EU indgik økonomiske aftaler med Tyrkiet, Libyen og andre afrikanske stater for at minimere flygtninge- og migrantstrømmen.

Fotojournalist Jacob Ehrbahn har taget billeder af det hele.

Mellem 2015 og 2020 har han været på 19 rejser i Grækenland, Ungarn og andre af Europas grænsepunkter. For nyligt udgav han en fotobog. Og fredag vandt han to priser ved Årets Pressefoto 2020: Årets nyhedsbillede fra udlandet og Årets Long Term Project-pris.

Bogen åbner med jublende flygtninge og migranter på Lesbos' stenede strande i 2015. Og lukker med et billede af en familie, der flygter over stok og sten ud af Moria-lejren i 2020.

- Hvilken historie fortæller din fotobog "Drømmen om Europa", Jacob Ehrbahn?

- Det er en rapport fra et parallelunivers. Jeg stikker hovedet ind i nogle verdener, som ikke er tilgængelige for folk. Og jeg viser, at der er rigtige mennesker bag tallene og statistikkerne; at der er skæbner for enden af de politiske beslutninger. På den måde er bogen også et dokument til eftertiden, som belyser, hvad der skete med flygtninge og migranter i Europa i disse år. Men samtidig også en beretning til nutiden. For dét, som du ser på billederne, det foregår stadigvæk.

- Hvis jeg var en lille Mars-mand, som lige var landet på jorden, hvordan ville du så forklare mig, hvad det er, du viser frem?

- Mennesker i frit fald. Det er folk, der har mistet alt. De har mistet deres ejendomme. Deres kære. Og nu er de i gang med at miste deres selvværd. De bliver stillet i situationer, som er sindssygt svære og bliver mødt med utrolig megen negativ opmærksomhed. Op mod 40 procent af flygtningene i lejrene er børn, som hele deres liv har været på flugt. De lever under umenneskelige forhold og ser deres forældre blive nedbrudt. De oplever ting, som ingen børn burde opleve.

- Hvad er det for et Europa, de har mødt?

- De møder i hvert fald ikke det der humanistiske Europa, som mange tror, at vi bor i. De møder lukkede døre. Og jeg er da selv overrasket over det, jeg har set. Kan det virkelig være rigtigt at tingene forholder sig, som de gør? Kan det være rigtigt, at folk ankommer til en ø, og så får de et liggeunderlag, en presenning og en besked om, at de skal gå ud på en eller anden skråning? Så kan de bo derude i 10-14 måneder, mens de venter på deres deres første interviewaftale. Slanger kravler rundt blandt små børn, det er sindssygt koldt om vinteren og forbandet varmt om sommeren. Kan vi ikke gøre det bedre? Det er for mig helt ubegribeligt.

- Hvad er styrken ved dine billeder?

- Jeg håber, at folk kan identificere sig med de her mennesker. At folk tænker, “hvad nu hvis det var mig, mit barn, min far eller min mor?”. For i virkeligheden tror jeg ikke, at ret mange danskere vil stå på mål for den her behandling - hvis bare de ser det med deres egne øjne. Der er nogen, der har travlt med at finde forskellene og gøre nogle mennesker farlige. I stedet for at undersøge, hvor meget vi egentlig har tilfælles. At dokumentere, at vi vi virkeligheden har de samme håb og drømme for vores liv og for vores børns liv. Det er den bro, jeg forsøger at bygge.

- Er det muligt for dig at være journalistisk objektiv?

- Findes journalistisk objektivitet? Vi er alle sammen mennesker, og det er klart, at det gør indtryk, når man ser folk drukne og selv hiver lig op af vandet. Når man ser børn parkeret i utryghed og uvished - det er hårdkogt. Jeg ville ikke kunne lave det, jeg laver, hvis jeg ikke fattede sympati for de her mennesker. Uden sympati ville jeg jo ikke gide bruge timer, dage og år på at gå rundt og fotografere dem. Men det er ikke min opgave at fortælle folk, hvordan de skal agere på det. Billederne er lavet ud fra en humanistisk fotografisk tradition, hvor du møder folk i øjenhøjde og sætter fokus på nogle menneskelige problematikker. Min journalistik kommer ikke med nogen politisk agenda - jeg rækker bare ud efter folks medmenneskelighed.

- Der er jo en del danskere, som mener, at de her mennesker aldrig burde have begivet sig ud på rejsen mod Europa.

- Ja. Og jeg kan jo ikke styre, hvad de tænker. Men mine billeder kan dokumentere ting. Rejse spørgsmål. Og minde folk om, at der er levende mennesker af kød og blod bag de kolde grafer og tal. For mig er det helt ubegribeligt, at vi kan lade så mange traumatiserede børn sidde i lejre på den måde. Men folk må selv finde ud af, hvad de tænker.

- Rent lavpraktisk - hvordan laver man sådan en bog?

- Helt lavpraktisk så handler det om at møde folk i øjenhøjde og med åben pande. Det nytter ikke noget, hvis man er bange. Man er nødt til bare at gå ind i folk. Og jeg bekender altid kulør. Derudover handler det om at bruge sindssygt lang tid. Typisk har jeg været af sted en 8-10 dage ad gangen, nogle gange endnu mere. Tid, tid, tid. Jo mere tid, du bruger, jo bedre forstår du også menneskene.