Når unge deltager første gang i demokratiske valg, er de fleste optimistiske og idealistiske. Ved folketingsvalget 2019 var 18-årige en af de grupper, der stemte mest i Danmark. Og sådan vil det sikkert også være til det kommende kommunal- og regionsvalg til november. Unge elsker demokratiet.
I hvert fald første gang de stemmer. For desværre risikerer de at blive gevaldigt skuffede, når de møder virkeligheden og med egne øjne oplever, hvordan pølser og politik bliver produceret. Og derfor er 21-årige i statistikkerne til gengæld nogle af dem, som stemmer allermindst. De reagerer som denne unge tømrerlærling:
”De repræsenterer mig jo ikke. Og det er jo det, demokratiet er. Hvis jeg ligesom føler, at de går væk fra det, de sagde, da jeg stemte på dem, jamen så har de jo brudt min tillid til dem.”
Citatet er fra mine studier af det moderne demokrati, hvor jeg har interviewet 81 unge mellem 17 og 28 år fra hele Danmark og bl.a. har fulgt en gruppe førstegangsvælgere tæt under valgkampen i 2019 via såkaldte mobiletnografiske studier: Hvad påvirker dem, hvilke medier bruger de, og hvordan bliver de demokratisk engagerede?
Klimaområdet er godt til at illustrere, hvorfor de unge stemmer - og hvorfor de holder op igen. Den yngste generation er vel den mest aktive og engagerede længe. De taler dunder til de voksne i FN og skaber på ingen tid globale bevægelser og arrangerer verdensomspændende demonstrationer via de sociale medier.
Men de har også nogle krav og forventninger med sig fra deres opvækst i en digital verden: De kræver handling og synlig konsekvens her og nu, og er vant til en konstant, høj hastighed. De forventer let adgang til information og dyrker det uforpligtende og overfladiske engagement på de sociale medier. Og når dette ikke nødvendigvis bliver opfyldt via det langsomme, repræsentative system, bliver de frustrerede og forsøger at finde andre veje til demokratisk indflydelse.
”Vi gider ikke demokratiet, vi vil hellere udrette noget”, som en sygeplejerskestuderende formulerer det.
Efter det såkaldte klimavalg har de unge næppe oplevet det, som om der er udrettet meget: langsigtede 2030-planer og en generel klimalov med et løfte om 70% uspecificeret reduktion af CO2. Til gengæld oplevede de på egen krop en rekordvarm vinter 2020 og oversvømmelser i Århus' og Holstebros gader. Det konservative folketingsmedlem Nikolaj Bøgh fik i maj 2020 i en direkte debat på DR P1 med unge miljøaktivister et spørgsmål om, hvad der sker på den politiske klimafront. Han svarede følgende:
”Jamen altså, der sker jo en hel masse. Nu er klimaforhandlingerne gået i gang på Christiansborg.”
Svaret indfanger på smukkeste vis, hvad de unge synes, de hører fra en hel generation af voksne, realistiske politikere: De siger, at der sker en hel masse, men det eneste, der sker, er en hel masse snak og diskussion.
Det er ikke for at hænge Nikolaj Bøgh eller for den sags skyld vores statsminister særligt ud, for ordene kunne lige så godt have været næsten hvilken som helst anden politikers, som betragter klimaet med en voksen ansvarlighed, der tager hensyn til samfundsøkonomien, risikoen for social slagside og senest selvfølgelig corona. De unge hører derimod et andet, alt for tydeligt mønster i kampen for klimaet: De efterspørger handlinger, men får FORhandlinger. Endnu engang.
Deres første indtryk af det arbejdende demokrati er, at politikere snarere har holdning end handling. Det er der sikkert en masse årsager til i virkelighedens verden, men det motiverer bare ikke de aktivistiske unge, og det modsvarer slet ikke deres krav om, at det skal være nu og her. Hvorfor sker der tilsyneladende ikke noget, når det er så klart, at den er helt gal, spørger de. Her en ung hjemmehjælper:
”Bliver der overhovedet gjort noget ved miljøet. Hvis der ikke gør det, så er vi nødt til at finde en anden vej, en anden løsning. Og så er det ikke at stemme på det rigtige, for det kan jo være lige meget.”
At høre på, hvad de unge siger, er ikke det samme som at gøre, hvad de siger. Men hvis man ønsker at inddrage dem i demokratiet og den politiske debat, er det vigtigt at vide, hvordan de bliver engageret, og hvornår de ikke gør.
Det er vigtigt at forstå, at demokratiet for de unge ikke er noget abstrakt og fjernt. De medvirkende i mine studier fortæller, at for dem er den demokratiske klimadebat meget personlig. De bekymrer sig i høj grad om klimaforandringerne pga. konsekvenserne for dem selv og deres fremtid. Klimaet er noget nært og konkret, og det er det, de unge bruger som forklaringen på deres engagement. Eller omvendt som forklaring på, at de mister både interessen og tilliden til de gamle politikere, når de oplever, at intet sker.
Hvis vi skal sætte begreber på, handler det om at have en deduktiv eller induktiv tilgang til politik. De voksne politikere har en deduktiv tilgang, hvor helheden bestemmer enkeltdelene, hvor holdninger dikterer handlinger, og hvor statsminister Mette Frederiksen fx påberåber sig retten til at være ”rød før hun er grøn” og begrunder den manglende handling med en holdning om at være socialdemokratisk af hjertet, og til først og fremmest at tage hensyn til samfundets svageste som et ideologisk argument for regeringens tiltag også på klimaområdet.
De unge har i højere grad en induktiv tilgang, hvor enkeltsagen klima eksisterer i sig selv, og måske ovenikøbet bestemmer over andre emner og over helheden. Hvor man dyrker situationsbestemte meninger, ikke én mening eller ideologi som en overordnet rettesnor.
At høre på, hvad de unge siger, er ikke det samme som at gøre, hvad de siger. Men hvis man ønsker at inddrage dem i demokratiet og den politiske debat, er det vigtigt at vide, hvordan de bliver engageret, og hvornår de ikke gør. For forskellene er gode at kende til, hvis vi vil have flere unge til at stemme den 16. november.
Søren Schultz Hansen er ekstern lektor (CBS) og forfatter til bogen ”Unge stemmer i det digitale demokrati” (183 sider), som er udkommet på Djøf Forlag i april.