Den pleje og omsorg, vi ansatte burde kunne give i ældreplejen, har vi ikke tid til at levere

Jeg hører de her ord hele tiden. Desværre er det ofte mig selv, der siger dem. Og jeg ville ønske, at det ikke var nødvendigt:

- Lige et øjeblik, jeg kommer snart. Jeg skal nok komme!

Jeg arbejder som social- og sundhedshjælper i ældreplejen, og jeg er glad for mit job, som jeg har haft i mange år. Jeg er normalt meget optaget af at være positiv, når jeg fortæller om det, vi laver. Jeg prøver altid at tale mit job op, når jeg taler om det, men jeg føler desværre, at det efterhånden er nødvendigt at sige fra og fortælle, hvordan det faktisk ser ud derude i virkeligheden.

Ikke kun for min egen skyld, men for mine kolleger og for de borgere, hvis pleje og omsorg vi står for til dagligt.

Sandheden er, at den pleje og omsorg, vi burde kunne give i ældreplejen, har vi ikke længere tid til at levere. Jeg oplever dagligt, at jeg ikke kan yde den omsorg, jeg helst skulle kunne gøre.

Jeg ved, at jeg gør mit allerbedste, og det samme gør mine kolleger, men det er slet ikke nok.

Især i denne sommer, hvor det har det været helt forfærdeligt med personalemangel. Vi mangler afløsere. Vi får at vide, at de mulige kandidater har fået job som podere, og at de der får en bedre løn. Jeg ved ikke, om det er årsagen, men virkeligheden er, at vi mangler ansatte både på aften- og dagvagter. Og det slår igennem i den hjælp, vi kan give.

Jeg kan jo mærke, hvis en ældre er utryg og ensom og trænger til bare 15 minutter, hvor et andet menneske kan lytte og tale og være nær. Og der er intet, jeg hellere vil, end at give den tid og den lindring. Men jeg ved også, at hvis jeg bruger de 15 minutter, kommer jeg bagefter, og det går ud over en anden, som også ligger og venter. 

Vi bruger oceaner af tid på at krydse ting af på vores kørelister - hvis vi overhovedet kan komme ind på dem - og dokumentere alt, vi laver og oplever; ting, der sikkert giver god mening, men er svære at få tid til, når der er så mange opgaver.

Beboerne ser os gå rundt med iPad og rapportere og oplever os som ikke særlig nærværende, for det er vi ikke, når vi skal læse og skrive om opgaverne, samtidig med at vi skal udføre dem.

Sandheden er, at vi bare ikke er nok folk. Hvad gør man på en aftenvagt, når der er over 90 borgere til kun et par social- og sundhedsansatte? 

Det betyder, at der er så mange kald, at man bare må tage dem én for én og løse det bedst muligt og ikke med den tid og omsorg, man gerne ville give, men så man hurtigt kan komme videre til den næste på listen.

Vi har pårørende, der ringer og siger, at deres familiemedlemmer har kontaktet dem; de ligger på stuen og har brug for hjælp, vi er måske på vej derind, men havde lige en endnu vigtigere opgave ved en borger, der var nødt til at blive færdig.

Det er ikke i orden. Hverken for os eller borgeren.

Mange af mine kollegaer har taget ekstravagter denne sommer. Jeg oplever kolleger, der siger op på grund af presset; de siger det ikke nødvendigvis højt, for man vil jo gerne lukke døren forsigtigt, hvis nu man skal ind igen. Men vi ved det alle sammen. 

Det store arbejdspres og manglen på kolleger giver en dagligdag med frustrationer, forglemmelser, træthed, mistrivsel, og det er trist at opleve.

Jeg har ikke skrevet dette for at komme med en klagesang. Som sagt er jeg glad for mit arbejde og mener, at det er et vigtigt arbejde. Men jeg ved også, at hvis der ikke er nogen, der snart, meget snart, gør noget for at rette op på de forhold, vi oplever i ældreplejen, så vil endnu flere af mine kolleger kaste håndklædet i ringen og finde job andre steder, hvor forholdene er bedre. 

Det vil gøre forholdene for de ældre og de tilbageværende ansatte endnu værre. Tag det som et opråb. Kom nu i gang! Gør det bedre.