Historisk dom i den kun anden rigsret i hundrede år. Og en sejr for det danske demokrati. Sådan kan man vel meget overordnet sammenfatte broderparten af reaktionerne på dommens dag i Rigsretten.
Jeg er enig i, at dommen i sig selv er en sejr for det danske demokrati, og det er stærkt og positivt, at den er næsten enstemmig. Så juridisk klar, at man skal være halsstarrigt politisk orienteret for at sætte spørgsmålstegn ved dens lovmæssige legitimitet.
Alligevel mener jeg, at vi skal benytte sagens juridiske afslutning og afklaring til at stille tre spørgsmål, som illustrerer nogle mindre sejrrige perspektiver for demokratiet og retsstaten. Som jeg ikke forstår, og som jeg derfor håber, klogere mennesker kan svare på og forklare mig.
Kort tid før den endelige domsafsigelse skrev Folketingets absolutte nestor, Bertel Haarder (V), i Berlingske, at bare Inger Støjberg havde ”lagt sig ned og sagt undskyld, da ombudsmanden kaldte hendes administration 'særdeles' kritisabel. Det havde sparet samfundet for et måske trecifret millionbeløb".
På mange måder har Haarder fat i noget, mange vil være enige i, ikke mindst blandt hans politiske kolleger. Tænk, hvor meget vi kunne have undgået og sparet, hvis sagen var blevet håndteret politisk, og tænk hvor uretfærdigt det egentlig er, at Inger Støjberg bliver straffet, fordi hun nægter at bøje nakken.
Men set i bagklogskaben både ulidelige og klare lys, er den danske retsstat og det danske demokrati så virkelig bedre tjent med, at Inger Støjberg - som næsten enstemmigt blev dømt for en så alvorlig forbrydelse, at den er takseret til 60 dages ubetinget fængsel - var sluppet med at lægge sig ned, rulle rundt og give en undskyldning? Vi havde sparet et måske trecifret millionbeløb i omkostninger, ja, men er det principielt en retsstat værdigt, at en forbryder kan slippe for straf ved at fortryde og sige undskyld og på den måde undgå, at anklagemyndigheden rejser tiltale, så staten kan spare penge? Nej, vel?
Alligevel mener jeg, vi skal benytte sagens juridiske afslutning og afklaring til at stille tre spørgsmål, som illustrerer nogle mindre sejrrige perspektiver for demokratiet og retsstaten.
Men hvis ja, så forklar mig gerne, hvad det er, jeg ikke forstår, og som er begrundelsen for, at dette princip skal gælde i de øverste, demokratiske kredse modsat alle andre steder?
En række af Inger Støjbergs mest loyale støtter og argeste modstandere af overhovedet at rejse en rigsretssag mod hende har vist en vis klædelig erkendelse: ”Jeg har taget grueligt fejl”, sagde Venstres Preben Bang Henriksen (V) kort tid efter dommen, og Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, stemte næsten enstemmigt i: ”Jeg tog åbenlyst fejl”. Preben Bang Henriksen er faktisk jurist, mangeårig retsordfører og tidligere formand for Retsudvalget, mens Pernille Vermund er arkitekt af fag. Men hvor de muligvis ikke er helt ens jurafagligt kvalificerede, er de i hvert fald begge lige inhabile til at foretage en vurdering af, om der skal rejses tiltale. Som de selv peger på, var deres forhåndsvurderinger da også forkerte.
Alligevel er det ikke for at pege fingre ad Preben Bang Henriksen og Pernille Vermund, som egentlig har ære af deres uforbeholdne erkendelse af fejlvurderingerne. Det er tværtimod for at pege på, at det samme gælder for de øvrige medlemmer af Folketinget: Langt de fleste er fagligt ukvalificerede til at vurdere, om der var det tilstrækkeligt juridisk grundlag for at rejse tiltale, og alle er i hvert fald næsten pr. definition inhabile enten grundet personlige relationer eller politiske intentioner. Som et yderligere - næsten kuriøst - aspekt er Rigsretten det eneste sted i retsstaten Danmark, hvor den potentielt anklagede er med til at bestemme, om hun skal anklages eller ej. I hvert fald hvis hun stadig sidder på tinge, og det var jo som bekendt tilfældet med Inger Støjberg (og det gjaldt i øvrigt også Erik Ninn-Hansen).
Mit næste spørgsmål er: Hvorfor skal anklagemyndigheden ikke være juridisk kvalificeret, og hvorfor accepterer vi en så tydelig inhabilitet, når det handler om Rigsretten?
Som juridiske eksperter og professorer i forvaltningsret har understreget, er der ikke megen præcedens at vurdere ud fra. Der er ikke megen historisk empiri og data at basere analysen på. Men med dette solide forbehold er det dog substantielt interessant, at fælles for begge de domfældte er, at de netop ikke længere var ministre, da de blev anklaget. Inger Støjberg blev ikke anklaget - jeg fristes til at skrive selvfølgelig ikke - mens hun stadig havde et flertal bag sig og stadig sad i regering. Så hvis man kun ser på den meget sparsomme præcedens og empiri, kan vi faktisk foreløbigt konstatere, at man ikke bliver anklaget som siddende minister. Det er der i hvert fald aldrig nogen, der er blevet.
Der er ellers mange eksempler, som nogle mener, er lige så alvorlige som at skille unge udenlandske par ad uden undtagelse: Eksempelvis justitsminister Morten Bødskovs (S) nødløgn, forsvarsminister Søren Gades (V) oplysninger til Folketinget om irakiske fanger, udviklingsminister Christian Friis Bachs (R) rolle i GGGI-sagen og forbrugerminister Lars Barfoeds (K) manglende fødevarekontrol.
Fire meget forskellige eksempler på tværs af de seneste regeringer, som har de tre ting tilfælles, at de var profilerede i medierne, at de alle fik politiske konsekvenser, og at de drejede sig om paragraf 5, stykke 2 i ministeransvarlighedsloven, som handler om, at ministeren ikke må give urigtige eller vildledende oplysninger til Folketinget. Inger Støjberg blev i øvrigt dømt efter stykke 1.
Hvis forløbet og dommen i mandags er retfærdig, hvis den er et udtryk for, at retsstaten virker, og hvis den beviser, at ministre er lige for loven, så må Inger Støjberg som konsekvens heraf altså være den eneste - ud over Erik Ninn-Hansen - som de seneste 100 år ”forsætligt eller af grov uagtsomhed tilsidesætter de pligter, der påhviler ham efter Grundloven eller lovgivningen”, som ministeransvarlighedsloven siger. For ellers skulle andre ministre være idømt en juridisk og ikke kun en politisk dom.
Mit sidste spørgsmål: Er Støjbergs forbrydelse (eller igen Erik Ninn-Hansens) den eneste og eller bare den værste, som er blevet begået af ministre de seneste 100 år? Eller er der bedre forklaringer på, at ingen andre er blevet straffet for at overtræde loven?
