Klokken var 18.03 i aftes, da Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, lagde et billede ud på Instagram fra forhandlingslokalet i Finansministeriet med teksten: "Tålmodighed er en dyd". En god time senere - kl. 19.05 - var tålmodigheden til gengæld sluppet op. På Twitter annoncerede hun, at de fire borgerlige partier, som har forhandlet samlet - Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige - havde forladt forhandlingerne.
Da klokken nærmede sig 20, kunne finansminister Nicolai Wammen (S) åbne glasdøren til Finansministeriet og præsentere to aftaler:
* En aftale, som indeholder ændringer i blandt andet dimittend-satsen, dagpengesatsen og modregningen i pensionen for ældre. Der er flertal for aftalen, og det vurderes, at ændringerne øger arbejdsudbuddet - altså antallet af personer, som kan tage et job - med op mod 12.000 personer.
* En aftale, som skal forbedre mulighederne for at rekruttere international arbejdskraft. Den aftale er der ikke på nuværende tidspunkt flertal for.
Det er Dansk Folkeparti, som leverer de nødvendige mandater til den første aftale, mens partiet ikke vil stemme for øget brug af udenlandsk arbejdskraft. Det håber regeringen, Radikale Venstre, SF og Kristendemokraterne dog, at flere af de borgerlige partier vil stemme for, når forslaget bliver fremlagt i Folketingssalen.
For regeringen har det været altafgørende, at den fik indgået en aftale. Udspillet kom i september sidste år, men virksomhederne og de store arbejdsgiverorganisationer har i meget længere tid råbt og skreget på mere arbejdskraft til at besætte de mange ledige stillinger, der er i øjeblikket. Og så "skyldte" regeringen også De Radikale at levere en aftale, som råder bod på de personer, som den såkaldte "Arne-pension" fjerner fra arbejdsmarkedet.
Det var indholdet. På det strategiske niveau kan Nicolai Wammen sætte endnu flere flueben. Selv om finansministeren ganske givet gerne havde set flere borgerlige partier være en del af aftalekredsen, lykkedes det ham at udstille De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.
Hun har gennem længere tid luftet muligheden for at pege på en statsministerkandidat fra den borgerlige lejr og ønsket sig brede forlig hen over midten, men allerede ved den førstkommende lejlighed kunne De Radikale ikke finde fælles fodslag med Konservative og Venstre. Det gør naturligvis, at De Radikales "trusler" klinger noget hult, og det er stadig svært at se for sig, at Det Radikale Venstre efter et folketingsvalg kan pege på en anden statsminister end Mette Frederiksen (S).
For Nicolai Wammen var det også afgørende at få de to borgerlige partier Kristendemokraterne og især Dansk Folkeparti med i den økonomiske aftale. Derfor skulle aftalen indgås inden søndag, når Dansk Folkeparti vælger en ny formand. I slutspurten er frygten for, hvor mange mandater Dansk Folkeparti repræsenterer på mandag, blevet større og større, i takt med at formandsvalgkampen i DF er blevet mere og mere beskidt og personlig.
Casper Dall, politisk redaktørI slutspurten er frygten for, hvor mange mandater Dansk Folkeparti repræsenterer på mandag, blevet større og større, i takt med at formandsvalgkampen i DF er blevet mere og mere beskidt og personlig.
På Wammens observationsliste bør Enhedslistens navn dog stå. Det var på forhånd ikke ventet, at partiet kunne være en del af disse reformaftaler, men Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, leverede alligevel denne huskekage i Børsen, da aftalen var offentliggjort:
- Men der er ingen tvivl om, at der er elementer i den her aftale, som står i min lille, sorte bog, og som jeg kommer til at tage med til kommende forhandlinger, sagde hun.
De forhandlinger, hun sigter mod, er sandsynligvis de igangværende forhandlinger om et nyt kontanthjælpssystem. De forhandlinger kan være blevet noget dyrere for regeringen efter fredagens reformer. For aftalerne øger ifølge Finansministeriets beregninger uligheden i samfundet og gør kontanthjælpsmodtagerne fattigere. Et nyt kontanthjælpssystem, som skal reducere fattigdommen i Danmark, er Enhedslistens blodrøde linje over for regeringen.
For Venstre, Konservative, Liberal Alliance og Nye Borgerlige var det uspiseligt at være med til initiativer, som hæver dagpengene og øger fradraget for kontingentet til fagforeningerne. Men en ting er indholdet. En anden ting er signalværdien. Allerede ved forhandlingerne om en ny klimaaftale for landbruget i efteråret gjorde de fire borgerlige partier (og Dansk Folkeparti, som dengang blev i den borgerlige blok) fælles front i forhandlingerne. Nu var de fire partier tilbage - døren er dog stadig på klem for Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti - og de fire partier vil gøre alt for at holde sammen i de kommende forhandlingsforløb frem mod folketingsvalget.
Hvad enten en borgerlig statsminister efter et valg kommer til at hedde Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen, er den samstemmende konklusion, at partierne i blå blok er nødt til at gå mere i takt. Det lykkedes ikke ved de store aftaler om et nyt politiforlig og aftalen om Kriminalforsorgen, men sammenholdet holdt denne gang - i hvert fald indtil, at regeringen fremlægger sit forslag om international arbejdskraft.
Her vil de store erhvervsorganisationer - Dansk Industri og Dansk Erhverv - uden tvivl forsøge at lægge pres på Venstre og Konservative, og så er spørgsmålet, om de kan stå for presset. Kan de ikke det, kan Nicolai Wammen skrive en splittet borgerlig lejr på resultatlisten efter endnu et succesfuldt forhandlingsforløb for regeringen.
Casper Dall, politisk redaktørDe Radikales "trusler" klinger noget hult, og det er stadig svært at se for sig, at Radikale Venstre efter et folketingsvalg kan pege på en anden statsminister end Mette Frederiksen (S).
