Annonce
Køen til KitKat tidlig søndag morgen, hvor andre tyskere så småt er begyndt at vågne op og tænke på at bevæge sig mod stemmeboksene. Foto: Emil Jørgensen
Danmark

Emils dagbog fra den tyske valgdag: Ølbad på fodboldtribunen, i technotrance på natklubben og klatøjet ved stemmeboksene

Avisen Danmarks udsendte reporter Emil Jørgensen droppede partiernes valgfester i Berlin og prøvede en alternativ model: At møde de vælgere, som findes på natklubberne, lever og dør med en ikonisk fodboldklub og stemmer på et valgsted i en punklomme i Tysklands hovedstad. Læs hans dagbogsnotater her.

Tyskland: Først en advarsel - denne artikel indeholder eksplicitte pornografiske elementer, der kan virke stødende for nogen. Du bliver fluen på vægge i Berlin, hvor solen aldrig skinner - bogstavelig talt - og hvor tændte videokameraer resulterer i bortvisning og livsvarig karantæne. Kære læser, vi skal på natklub.

I løbet af et døgns intensiv valgdækning skal vi også til kamp i en ikonisk fodboldklub, tilbringe tre timer i kø samt besøge et valgsted i en punklomme af Tysklands hovedstad. Målet er at give et gispende indblik i Berlins mangfoldige folk, smadre stereotyperne en gang for alle og samtidig spørge, hvorfor tyskerne stemmer, som de gør.

Missionen er selvsagt dømt til at fejle. For mens de første tyskere vågner op til valgdag søndag morgen, drikker deres kaffe og bevæger sig mod stemmeboksene, er jeg i trance på en af Berlins berømte og berygtede technoklubber. Nøgne kroppe - delvist plettet af læder, latex og metalkæder - danser til tung bas omkring mig. Scholz og Laschet er som fremmede planeter i fjerne galakser, men spørgsmålet, der fungerede som affyringsrampe for hele min rejse, er lige så nærværende, som den elektroniske musik: Hvem er tyskerne egentlig?

Lørdag kl. 17.19 starter dagbogen med et jubelbrøl. Fodboldklubben Union Berlins Kevin Behrens har netop hamret kuglen op i nettaget og bragt hjemmeholdet på sejrskurs to minutter før slutfløjtet. 1-0, og Stadion An der Alten Försterei går amok. Jeg mærker i mit hår, at det ikke kun er i Danmark, vi kaster med fadøl.

Jeg er her for at lodde valgstemning, men FC Union Berlin fortjener en kort introduktion, for klubben har en heroisk plads i den østtyske historie.

I DDR-tiden var fansene vokale i deres modstand mod Stasi og sang Die Mauer muss wegg, Die Mauer muss wegg - Muren må væk - når de havde et frispark. I 2001, da klubben lå i Tysklands fjerdebedste række og var ved at gå konkurs, gav fansene bogstavelig talt deres hjerteblod til klubben. De donerede blod til en blodbank, som betalte en del af klubbens gæld. Og i dag, hvor de rødklædte fra Union Berlin spiller Bundesliga og Europa League på deres stadion i skoven, er det nærmest umuligt at skaffe en billet til kampene, hvis man ikke er medlem.

Med andre ord er det en svært tilgængelig fæstning, jeg har begivet mig ind på.

Lørdag kl. 18.02 tager jeg et billede af Union Berlin-fanen Stefan Kries, mens han spiser en hotdog. Ligesom alle andre, jeg taler med på stadion, bruger han ordet “familie” om sin fodboldklub. Dét er det vigtigste i livet, landets førte politik er mindre afgørende. Stefan håber bare, at Tyskland bliver “normalt igen”.

Lørdag 18.02: Stefan Kries er lærer, Union Berlin-fan og pragmatisk: - Jeg vil bare gerne se mine venner, være social og kunne komme på stadion igen. Jeg ønsker, at Tyskland bliver normalt efter corona igen, siger han. Foto: Emil Jørgensen 

- Altså efter corona. Jeg vil gerne have det sjovt, være sammen med mine venner og se Union Berlin på stadion. I den henseende tror jeg, at Olaf Scholz er den, der bedst får os ud på den anden side af pandemien, siger skolelæreren.

En anden fan, 35-årige Svend Krämer, er heller ikke just nogen Ché Guvera.

- De 16 år med Angela Merkel har været okay. Ikke de bedste, men okay.

Hvad bliver den vigtigste opgave for den kommende kansler?

Svend tænker sig om i 10 sekunder, før han svarer.

- Flere cykelstier i Berlin.

Lørdag kl. 22.04 har cyklerne svært ved at komme frem på Köpenicker Strasse for skoven af mennesker. Klos op af stationen Heinrich Heine Strasse står 500 personer i kø til at komme ind på natklubben KitKat, et af Berlins mest berømte og berygtede steder.

De fleste står med bar barm og nøgne ben, mange har en taske med festtøj på ryggen. Ser man ikke cool, stilet eller særlig nok ud, kommer man ikke ind, og regel nummer 1 er at have så lidt tøj på som muligt. Som Kirsten Krüger, kvinden der sammen med sin mand har stået i spidsen for KitKat siden begyndelsen i 1994, har udtrykt det:

- Hvis du lukker folk ind i normalt tøj, sker der kun normale ting.

Forbindelsen til det tyske valg er muligvis svær at få øje på. Men Berlins natklubsscene er i høj grad politisk - og historisk. De vilde dansefester har rødder i 1920’ernes og 1930’ernes røgfyldte kælderværtshuse og guldrandede kabaretter, som portrætteres i serien “Babylon Berlin”. Dengang, kort før nazismens ragnarok, blev der eksperimenteret med kønsidentitet, porno og stoffer. Ligesom der bliver det i dag.

- Vi er progressive, queer, feministiske, anti-racistiske, inkluderende, farvefulde og har enhjørninger, lød det i 2018 fra en sammenslutning af technoklubberne - herunder også KitKat.

Lørdag kl. 23.35 er jeg stadig så langt fra Kitkats forjættede land, at jeg ikke kan se døren - og jeg aner ikke, om jeg vil blive lukket ind. Jeg har vendt et par Nike-shorts på vrangen, så de neongule indershorts lyser op, og iført mig en brun lædervest fra en genbrugsforretning. Det ser farligt ud, men er ikke nær så vildt, som noget af det omkring mig. En 29-årige kvinde ved navn Marie Kleinbrod har et miks af sort lingeri og læderkorset på kroppen, en sølvmaske for ansigtet og en gennemsigtig glimmerkappe over skulderen. Hendes udklædning står i skarp kontrast til den politiker, som hun håber vinder valget: Olaf Scholz, socialdemokraten der i daglig tale kaldes for "Scholzomaten", fordi han har lige så meget karisma som en sodavandsautomat.

Marie Kleinbrod på 29 danser på KitKat om natten, men håber på Olaf Scholz i dagslyset. I et alternativt valgdøgn afsøgte reporter Emil Jørgensen nogle af de kroge og kanter i Berlin, vi normalt ikke hører fra på en valgdag. Foto: Emil Jørgensen

- Han er den, jeg tager mest seriøst. Hvis der er nogen person, som kan efterfølge Angela Merkel, så er det Scholz, siger Marie, der til dagligt arbejder som socialarbejder i en stofbrugsorganisation og har en fireårig datter.

- Det vigtigste emne for mig? Flere ressourcer til børnehaverne, siger hun.

Mulige tyske regeringskoalitioner

Søndagens tætte valgresultat betyder, at en række tyske regeringskoalitioner er i spil. Her er et udpluk af nogle af mulighederne:

Trafiklys: En regering bestående af socialdemokratiske SPD (rød), det liberale FDP (gul) og miljøpartiet De Grønne (grøn).

Jamaica: En regering bestående af konservative CDU/CSU (sort), det liberale FDP (gul) og miljøpartiet De Grønne (grøn).

R2G: En regering bestående af socialdemokratiske SPD (rød), venstrefløjspartiet Die Linke (rød) og miljøpartiet De Grønne (grøn).

Andre mennesker i den flamboyante kø - hvor køn, etnicitet, seksualitet og aldre synes at flyde sammen i et stort, forvirrende orgie af mangfoldighed - nævner den samme form for nære problemstillinger: corona-håndtering, den sociale ulighed i deres by og stigende huslejepriser.

Begejstring for nogen af kanslerkandidaterne er svært at finde.

- Scholz vil gøre det mindst dårligt. Han har allerede adopteret Merkels politiske stil. Hun har ikke regeret Tyskland med særlig mange visioner, men hun har stået for et stabilt land, siger Amadeus, der er i slutningen af 30’erne og iført en lyserød paryk.

Søndag kl. 00.35 står jeg ansigt til ansigt med selveste klubejeren, Kirsten Krüger, der fungerer som dørvagt og vrænger tydeligt på næsten af mine neongule shorts. Holder mit blik i fem lange sekunder, før hun vifter mig ind med en håndbevægelse.

KitKat er et tumultarisk univers af gange og rum, der vrider armen rundt på den politiske korrekthed - og knækker den arm. Der er to forskellige scener med DJ’s, podier, som folk danser på, stripperstænger i flittig brug og et lysshow, der ligner noget fra en sci-fi-film. En grøn metaldrage, som er monteret til væggen, spyr ild på en diskokugle, mens to fyre i tangatrusser kysser blidt på dansegulvet, og drenge og piger tager hinanden hårdt i alle kroge og hjørner af klubben.

I alt er her 2000 mennesker. Nogle af dem ligger i solsenge i et rum med en stor pool . Nogle piller ved hinanden, andre piller bare ved sig selv.

Søndag kl. 03.59 skriver jeg tre ord til min redaktør: “Jeg gik ind”. Det er en simpel oplysning, men efter tre timer i KitKats favn føles den tung af betydning.

Bassen pumper mit hjerte ud af lungerne, og jeg danser, som afhang mit liv af det. Ligesom alle andre hernede. Stereotypbilledet af tyskerne som kedelige, fantasiforladte og autoritetstro er endegyldigt smadret til plukfisk i mit hoved. Og jeg har svært ved at greje, hvordan dette vanvidsunivers, kan eksistere i det samme land, som foretrækker bankrådgivertyper som statsledere og partier, der vil regere henover midten af tysk politik. Nok udgør klubdyrene i Berlin en meget lille minoritet, men deres underverden føles ekstrem i det konservative Tyskland.

Måske er det netop på grund af den slags spændinger, at fænomenet findes netop her?

Søndag kl. 04.37 præsenterer jeg spørgsmålet for min ven Sebastian fra Berlin, der også har været på KitKat iført vest og shorts i nat. Nu sidder vi over en kebab og er ved at få hørelsen tilbage.

Sebastian er ikke gammel nok til at huske tiden før Murens fald, men han tror, at festfanatismen bunder i alt det, som Berlin har været igennem i sin historie.

- Vi har bare brug for at feste rigtig hårdt, siger han.

I dagslyset er han konsulent i en mindre virksomhed, stemmer på Die Grünen og kan egentlig godt lide Angela Merkel.

Søndag kl. 09.51 vågner jeg efter få timers søvn og mærker koldsveden løbe mig ned ad ryggen. Min plan hænger ikke sammen.

Søndag kl. 10.15 får jeg en besked fra min mor, der har hørt mig diskutere natklubsvinklen i vores seneste podcast:

"Var det voldsomt?" skriver hun og tilføjer:

"Måske skal du bare lade være med at dele oplevelsen i avisen".

Søndag kl. 13.47 ligner jeg enhver anden journalist igen, mens jeg prajer tyskere ind til diktafonen ved et valgsted på Frankfurter Allee. Det er i bydelen Friedrichshain i Østberlin, som er kendt for en punkagtig, alternativ stemning. Lige nu ligner det mest af alt et grønt hipsterparadis i en varm efterårssol. Unge mænd med tatoveringer ned ad begge ben på fixie-bikes, midaldrende mænd med Homer Simpsons normcore-look - blå jeans og hvid T-shirt - samt barnevognsskubbende unge mødre har alle kurs mod stemmeboksene.

Ingeniører fortæller mig om frygten for Berlins galopperende boligpriser, studerende taler om frustrationen ved Tysklands manglende digitalisering, og et ungt par er kede af landets uddannelsessystem. En mand med stort skæg og guldkæde har kun et enkelt ønske til den kommende kansler.

- Legaliser cannabis, siger han.

Selv om vi befinder os i det, der betragtes som De Grønnes og Die Linkes højborg, er det hverken klimaet eller verdensfreden, som de fleste nævner, når jeg spørger ind til deres stemmer. De er pragmatiske.

Søndag kl. 15.39 møder jeg en mand, der måske kan binde min historie sammen. 57-årige Christian Winther er direktør i en smalfilmsbiograf i Berlin og har ejet en natklub i 20 år. Og han har netop afleveret sin stemme på det borgerlige parti FDP med tænderskærende vrede.

Jeg vil ikke have forandring. Tyskerne vil ikke have forandring. De vil bare have, at landet fungerer. Og så spiller de smarte om natten.

Christian Winther, direktør

- Intet fungerer i Tyskland, siger han.

- Hvis bare jeg skal ud i lufthavnen, kører jeg i 13 minutter uden internetdækning. Det tager syv måneder at få fornyet sit pas i det her land. Fem måneder at få registreret sin bil.

Rolex-uret sidder fast på håndleddet, mens han vifter med armene.

Christian Winther, 57-årig direktør, er skide træt af Tysklands tilstand. Men han ønsker sig ikke som sådan forandring - landet skal bare fungere, siger han. Foto: Emil Jørgensen

- Det vigtigste er, at vi får Angela Merkels parti, CDU, ud af regeringen, siger han.

Men tror du på reel forandring med SPD og Olaf Scholz, der har ført valgkamp på at ligne Angela Merkel så meget som muligt?

- Jeg vil ikke have forandring. Tyskerne vil ikke have forandring. De vil bare have, at landet fungerer. Og så spiller de smarte om natten.

I Radio4 Morgen fortæller Emil Jørgensen, journalist på Avisen Danmark, hvordan det var at være til fest med 2000 tyskere på den berømte natklub KitKat - alt imens de første tyskere var på vej mod valgstederne. Hør historien her:


Forsiden netop nu
Danmark

CO2-afgift koster tusindvis af job: Se, hvor i landet det rammer hårdest

Danmark

Nul mundbind og coronapas vækker glæde: "Jeg er fra England, og jeg har ikke været hjemme i 2,5 år."

Danmark

Topnazistens lillebror reddede mange fra de tyske kz-lejre: Men helten Albert endte selv som udstødt og glemt - fordi han hed Göring

Podcasts

Lyt: Messerschmidt vandt – og hvad sker der nu?

Danmark

Kommission skal hjælpe minoritetskvinder til frihed

Udland

USA anmoder om møde i FN og genbekræfter støtte til Ukraine

Udland

39 personer ventes døde efter bådulykke ved Floridas kyst

USA's kystvagt forventer ved solnedgang torsdag at indstille søgningen efter 34 personer, der har været savnet efter en bådulykke ved Floridas kyst.

Kultur For abonnenter

5 stjerner til finsk drama: Sovevogn mod verdens ende

Film: Unge, finske Laura ved ikke helt, hvor hun vil hen i livet. Hun ser helst sig selv som del af kæresten, russiske Irinas kulturelt elitære slæng, men føler sig langt mere som det kiksede og akavede påhæng, der konstant befinder sig uden for cirklen og drilles, fordi hun hverken kan holde rigtigt på et vinglas eller udtale forfatterikonernes navne rigtigt.

Kultur For abonnenter

Kunstfilm med vanvittig spændingskurve: Dansk dokumentar går tæt på Leonardo da Vincis mystiske værk

Dokumentarfilm: Den afsindige historie om Kristus-maleriet "Salvator Mundi" åbner i New Orleans, hvor kunstjægeren Robert Simon opdager et glemt værk af Leonardo da Vinci i et skummelt auktionshus og erhverver det for blot 1175 dollars.

Danmark

Forsker overrasket: Corona-utryghed har ikke sat sig i denne gruppe

Danmark

Mette kæmper for retten til at dø: Regeringen vil give ældre ret til at fravælge genoplivning

Danmark

Regeringen vil give check til danskere ramt af høje gaspriser

Kultur For abonnenter

Filmanmeldelse af 'Lamb': Kan de gamle islandske fortællinger lære det egocentriske, moderne menneske noget om sig selv?

Indland For abonnenter

Hvert tredje barn har oplevet at blive krænket på internettet

Erhverv

Trods chipmangel: Apple sætter rekord med milliardsalg

Kultur For abonnenter

Filmanmeldelse: 'Tag min hånd' med Mille Dinesen er enten halvsjov komedie eller et relativt morsomt drama

Debat

Tre ministre i debatindlæg: Antisemitisme skal ikke slå rødder i Danmark