Annonce
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S), justitsminister Nick Hækkerup (S) og forsvarsminister Trine Bramsen (S) foran pressen efter det ekstraordinært møde i Det Udenrigspolitiske Nævn  i Fællessalen på Christiansborg i fredags. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Danmark

Analyse: Jeppe Kofod sidder på en gren - spørgsmålet er, om han kan stoppe med at save


Der sidder 19 danske børn og seks mødre i en lejr i Syrien og er ved at gøre stolen usikker under en udenrigsminister i Danmark. Man skal nemlig bemærke, at regeringen meget omhyggeligt deler sagen op i to spor:

Et udlændingepolitisk spor, hvor statsminister Mette Frederiksen ret komfortabelt kan agere standhaftig, når hun kategorisk afviser, at hun vil gøre noget som helst, der indebærer en risiko for, at mødrene får den mindste smule hjælp til at finde tilbage til Danmark efter at have tilsluttet sig Islamisk Stat.

Her er situationen ret ufarlig for regeringen, fordi den kan male et billedet af, at alle sådan set gerne vil tage børnene hjem, men at det stadigt mere højtlydende kor i Enhedslisten, Radikale og SF også vil tage forbryderiske, landsforræderiske, fundamentalistiske terroristmødre hjem.

Et udenrigs- og sikkerhedspolitisk spor. Det er til gengæld giftigt  - ikke for regeringen som sådan, men for regeringens sammensætning. Efter Ekstra Bladet har afsløret en sikkerhedsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste, der kan udlægges på den måde, at det faktisk udgør en større sikkerhedsrisiko for Danmark at lade børnene og mødrene blive i Syrien end at tage dem hjem, har støttepartierne fået et våben med skarptslebne kanter.

Fordi hvad er egentlig meningen med, at Ekstra Bladet kan lykkes med at liste oplysninger ud af efterretningsvæsenet, som Folketingets partier ikke er blevet tilbudt adgang til? Og hvordan kan partierne leve med, at de ikke engang kan få regeringen til at oplyse, om Ekstra Bladets oplysninger overhovedet er rigtige - ikke engang i det fortrolige rum som Folketingets Udenrigspolitiske Nævn er?

Her peger pilen på udenrigsminister Jeppe Kofod. Den kunne sådan set også godt pege på justitsminister Nick Hækkerup eller forsvarsminister Trine Bramsen, men de er allerede i gang med at lægge så stor afstand til Kofod, at de ikke risikerer at blive ramt af samme pil.

Og det var i den grad Jeppe Kofod, der mødte partiernes vrede på et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn fredag eftermiddag, som var sat til maks at vare en time, men gik tre kvarter over tid, fordi kampen blev så intens.


Konklusionen efter mødet var, at Jeppe Kofod havde placeret sig på en gren i et træ, og da han blev præsenteret for valget mellem en sav og en stige, valgte han saven, som han straks begyndte at køre frem og tilbage i grenen.


Partierne oplevede en Jeppe Kofod, der efter deres mening talte sort og udenom - selv de partier der egentlig ikke var opslugt af at dyrke konfrontationen.

Konklusionen efter mødet var, at Jeppe Kofod havde placeret sig på en gren i et træ, og da han blev præsenteret for valget mellem en sav og en stige, valgte han saven, som han straks begyndte at køre frem og tilbage i grenen.

Og nede på jorden stod så udenrigspolitikerne i nævnet og kiggede op på en minister ude at stand til at hjælpe sig selv, mens de gennemlevede alle følelser i grænselandet mellem måben, fryd og vrede.

Jeppe Kofod er sårbar. Han er aldrig lykkes med at blive en populær minister uden for regeringen. Billedet af en sortsnakkende, underinformerende og nærmest selvskadende minister har bygget sig op blandt udenrigsordførerne og medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn gennem længere tid og er nu blot ved at kulminere.

Og internt i regeringen er spørgsmålet, om der overhovedet er nogen, der har hans ryg. Efter det katastrofale møde fredag kunne man observere både en forsvarsminister og en justitsminister, der rent fysisk lagde en afstand til udenrigsministeren, som i den grad var coronasikker. Man har heller ikke hørt noget fra statsministeren, der kan tolkes som støtte, og held og lykke med at finde nogle af de sædvanlige socialdemokratiske fronttropper på sociale medier, der forsvarer Kofod og råber op om kalkunjagt og underlødig ministerstorm. Ingen skal smittes.

Med til det billede hører også, at selv om alt er fred og harmoni i den socialdemokratiske folketingsgruppe, er der stadig en ting, der har potentiale til at skabe regulær ballade: Fremtidige ministerrokader. Her hersker en udbredt oplevelse af, at statsministeren ikke skal tænke på at overse dem mere, end hun allerede har gjort ved at hive en kulturminister ind fra Roskilde, en udenrigsminister ind fra Bruxelles og belønne tre overløbere fra SF med to ministerposter og en tjans som politisk ordfører.

Altså: Tanken om en Jeppe Kofod ude af spillet er allerede i gang med at tænde ministerdrømme i gruppen.

At Jeppe Kofod så også lige slæber rundt på en bagage med en af de rigtigt grimme sager, efter han i 2008 dyrkede sex med en 15-årig pige til et DSU-arrangement, giver ikke ligefrem bedre bæreevne til den gren, han sidder på.

Lige nu bliver våbnene dog blot slebet i støttepartierne. Man afventer et kommende samråd med Jeppe Kofod.

Her skal udenrigsministeren vise evne til at træffe de rette valg. Og bede til at der stadig er en stige blandt valgmulighederne. Eller at statsministeren beslutter sig for at stå eller falde med Kofod - det signal er dog endnu ikke udsendt.