Døden mangler plads på køl

Denne artikel er sponsoreret af Bedemand H.J. Madsen

I Danmark skal døde på køl. De lave temperaturer bremser nedbrydningen og giver de pårørende tid til at planlægge begravelse eller bisættelse. Men ingen har det fulde overblik over, om der er køleplads nok. Kapaciteten ligger spredt på sygehuse, kirkegårde og krematorier, og selvom Kirkeministeriet har sektoransvaret, mangler der stadig et samlet overblik over kapaciteten. Det forklarer branchedirektør Tomas Legarth fra Danske Bedemænd.

- Vi kan forudsige dødstallene ret præcist. Alligevel ved vi stadig ikke, om der er kapacitet nok. Når et sygehus eller et krematorium skærer i pladserne, forsvinder behovet jo ikke – det lander bare et andet sted. Og med de store efterkrigsgenerationer på vej ind i de ældste aldersgrupper vil presset kun vokse i de kommende år, siger Tomas Legarth.

Når kølepladserne slipper op, lander opgaven hos bedemændene. De ringer rundt efter plads, lægger nye kørsler ind og forsøger at få dagene til at gå op. En kiste kan derfor nå at stå flere forskellige steder efter dødsfaldet, før ceremonien kan finde sted. Samtidig tikker uret. I Danmark skal en begravelse eller en bisættelse som udgangspunkt ske inden for otte dage.

Lukkede kapeller og koordinering
Hos H.J. Madsen i Aarhus mærker bedemand Peter Kingo konsekvenserne direkte. Det handler sjældent om dramatiske situationer, men om mange små udfordringer, der gør arbejdet mere krævende.

- Det bliver et puslespil. Tidligere kunne vi ofte køre direkte fra dødsstedet til kirken og stille kisten i kapellet. Hvis der ikke længere er køleplads dér, må vi først finde et andet sted og senere køre tilbage før ceremonien. Det giver flere transporter og mere planlægning, siger han og fortsætter:

- Tidligere kunne vi gennemføre en bisættelse eller begravelse inden for få dage. Nu ser vi oftere, at der går syv, otte eller ni dage, før vi kan holde ceremonien. Der er flere forhold, der spiller ind, men kapaciteten er helt klart en del af forklaringen.

Han peger på et konkret eksempel fra Aarhus, hvor en kirke lukkede sit kapel, da køleanlægget gik i stykker og ikke blev udskiftet. Det har ændret arbejdsgangen markant.

- Når en kirke ikke længere har plads, må vi finde andre løsninger. Det kan være et kommunalt kølerum eller et kapel i et andet sogn. Det kan godt lade sig gøre, men det gør processen mere besværlig og i nogle tilfælde også dyrere for de pårørende, siger han.

Kapløb uden overblik
Mange af udfordringerne bliver løst i det stille. I praksis finder bedemændene løsninger fra sag til sag i hverdagen, så håndteringen af de døde kan ske ordentligt og værdigt. Også når kølekapaciteten er under pres.

- Det er ret tankevækkende, at vi i 2026 kan forudsige dødstallene ganske præcist, men stadig mangler et samlet overblik over kølekapaciteten. Det er myndighedernes ansvar, og politikerne bør beslutte om det offentlige – og dermed skatteborgerne – skal sikre nok kølekapacitet, eller om det skal lægges ud i fri konkurrence, siger branchedirektør Tomas Legarth og tilføjer:

- Lige nu betyder blandingen af offentligt finansierede og private pladser, at myndighederne ikke lever fuldt op til deres ansvar, og at de pårørende ikke får en ens og fair pris.

Indtil problemet er løst samlet, må bedemændene altså stadig selv få systemet til at hænge sammen – fra kapel til kølerum, fra kommune til kommune. Og hver gang et menneske dør, starter kapløbet med tiden.