I 27 år gemte Martin på en mørk hemmelighed. En tavs skam. Hverken forældrene, vennerne eller konen vidste, hvad der var hændt ham. Hvad nogen, havde gjort ham.

Men en sensommerdag i 2018, da Martin gik derhjemme og lavede aftensmad, gik der hul på et eller andet inde i ham. En præst fra Tømmerup havde misbrugt børn igennem 10 år, sagde de i TV-Avisen, som flimrede i dagligstuen. Et af ofrene, en 13-årig dreng, hed det samme som ham.

- Lige præcis der. Dér væltede hele lortet bare ud, siger Martin.

På begge arme snor tatoveringer sig fra håndryggen til skulderbladet, og en manke af gråsort skæg dækker den nederste del af ansigtet. Rent ud sagt ligner han en hård negl. Men dengang, for fire år siden, fandt hans kone ham stortudende. Og for første gang i sit liv sagde han ordene højt:

- Jeg er blevet seksuelt misbrugt.

Martin - som har levet flere år af sit liv på gaden, været narkoman og misbruger, er blevet fyret fra alle sine jobs og har smadret utallige relationer på grund af sin udadregerende adfærd - hørte sig selv fortælle en ny livshistorie. En, hvor det ikke kun var stedfaren - ham der slog, når han drak og drak hver dag - som var roden til Martins problemer. Der var også en anden mand, en fremmed, som havde manipuleret, ydmyget, forulempet og voldtaget ham, da han var 13 år. Igen og igen.

Nu fortæller Martin for første gang hele sin historie til et medie.

- Jeg vil gøre det lettere for andre som mig at bryde tabuet, siger han.

Men før vi lader ham hudflette sig selv, skal vi slå et kedeligt faktum på plads:

Martin er langtfra alene.

To procent af Danmarks befolkning er blevet udsat for seksuelle overgreb i barndommen eller ungdommen, hvilket svarer til cirka 120.000 mennesker.

Det viser den forskning på området, som Socialstyrelsen læner sig op ad.

- Nogle undersøgelser kommer frem til et højere tal, men så tæller de alle enkeltstående krænkelser med som overgreb. For eksempel hvis en 14-årig er blevet taget på røven af en 19-årig til et halbal. Det kan helt sikkert være ubehageligt, men det er ikke den kategori, vi taler om her.

Ordene kommer fra Ask Elklit, en 75-årig professor i klinisk psykologi, som sidder bag bunker af ark og chartekker på sit kontor på Syddansk Universitet. Det er ham, som har været med til at finde frem til de to procent.

- Det er en repræsentativ undersøgelse af en årgang, hvor vi med en ny analysemetode ser på hvad den enkelte unge har været udsat for i barndommen. Tre overgreb definerer gruppen: seksuel berøring, voldtægtsforsøg og voldtægt, siger Ask Elklit.

Den gråhårede professor i den kortærmede sommerskjorte er ingen hvem-som-helst. Han har været med til at reformere dansk krisepsykologi. Han var en af initiativtagerne til det første danske center for voldtægtsofre i slutningen af 1990’erne. Og han har udgivet 20 internationale undersøgelser om senfølgerne af overgreb i barndommen.

- Jeg mener, at det er Danmarks største folkesundhedsmæssige problem, fordi det har så mange afledte konsekvenser. Selvværd og selvfølelse smadres, relationen til andre vanskeliggøres. Nogle bliver udadreagerende, andre brænder inde med deres følelser.

Han fortsætter:

- Vi ville se færre i fængslerne, færre på stoffer og færre på psykiatrisk afdeling, hvis vi traumebehandlede misbrugte børn bedre og hurtigere, siger Ask Elklit.

Men det er svært. Blandt andet fordi det er så tabubelagt og skambetonet. Typisk går der mange år, før en, der er blevet seksuelt skamferet, åbner op om sine overgreb.

- Hvis de overhovedet søger om hjælp, er de i gennemsnit i midt-30’erne, når det sker. Det vil sige, at de gemmer deres traumer i årtier.

Tavshed og skam fik Martin indprentet af sin egen gerningsmand. Fortalte han nogen om “deres hemmelighed”, ville verden se, hvad han i virkeligheden var: En lille trækkerdreng.

- Det tog mig 27 år at indse, at jeg var blevet udsat for pædofili, siger Martin, der i dag er 44 år og bor i et lille hus på Sydfyn.

Vi sidder i en stue, der ligner og lugter lidt af zoologisk have. Uffe, en grå jaco-papegøje af afrikansk slægt, og Asta en rødøret ara-papegøje stammende fra Bolivia, skratter og fløjter fra hvert deres bur. To franske bulldogs, Ludvig og Alma, ligger under spisebordet.

Martin er placeret i en sort læderstol ved vinduet. Her bliver han siddende i fire timer, mens han fortæller det, han i så mange år fortiede.

Det var i foråret 1991, og det startede som uskyldigt telefonfis. Mor og papfar var ikke hjemme, så Martin og nogle af vennerne sad i en rundkreds på gulvet i lejligheden på Brøndby Strand og ringede 0059 til “Træfpunktet", en telefontjeneste, som gjorde det muligt for op til seks personer ad gangen at tale sammen på en fælles linje. Det var fortidens Chat-roulette, kan man sige.

De talte med liderlige mænd, foregav at være at være villige kvinder og kørte joken helt ud ved at tilbyde mændene et privat opkald.

Vennerne var gået, og Martin sad alene i lejligheden, da den telefonen begyndte at ringe. Først var manden venlig. Simon, som han kaldte sig, spurgte Martin, hvor han boede, hvad hans forældre hed, og hvilken skole, han gik i. Den 13-årige dreng svarede pligtskyldigt den voksne, men smækkede røret på, da det blev ved. Øjeblikkeligt ringede telefonen igen, og nu var Simon gal.

- Jeg ved, hvor du bor, og dine forældre finder ud af, hvad I har gang i, hvis du ikke gør, som jeg siger.

Skræmt fra vid og sans rev Martin telefonstikket ud af væggen. Tænkte på de prygl, som papfaren ville give ham, hvis han fandt ud af drengenes narrestreger.

15-20 minutter senere satte han stikket i igen og hørte en mands åndedrag. Simon var stadig på linjen.

Det blev startskuddet til et syv måneder langt mareridt, der deler tekstur med plottet i en gyserfilm.

Simon ringede, når forældrene var på arbejde, og så tvang han ord i munden på drengen. “Jeg er en beskidt trækkerdreng”, “en luderknægt” og “en bøssekarl”, skulle Martin sige.

Når den 13-årige dreng ikke lystrede, truede Simon med at hente ham efter skole. Eller fortælle forældrene om telefonopkaldene.

- Det var som et bombefly, der hver dag kom og smed missiler over mig. Det gik altid så stærkt, og jeg var pisse bange for ham. Han fuckede mig op. Og efterhånden fik han mig overbevist om, at skældsordene var sandfærdige, siger Martin i dag.

Simon manipulerede ham også til at tro, at der kun var én måde, Martin kunne stoppe telefonopkaldene på: Ved at mødes.

Så en søndag eftermiddag troppede den 13-årige dreng op på Valby Station og blev mødt af en fremmed, voksen mand, der var mere end tre gange så gammel, som ham selv.

- Hej Martin. Godt at du kunne komme, sagde Simon, som det første.

Han havde en ruskindsjakke på, fodformede Ecco-sko, kommunefarvet hår, briller og opsmøgede bukser. Med et fast klem om Martins arm førte han ham ind i et tog og videre til en anden station. Puffede ham ind på et toilet og låste døren bag dem. Simon forgreb sig. Tilfredsstillede sig selv og efterlod drengen - med voksen-Martins egne ord - “som en brugt gokke-sok”.

Efter det stoppede telefonen ikke med at ringe. Simon ville have mere, og nu havde han også mere mentalt arsenal til at nedbryde drengens barrierer. De mødtes igen. Og igen. Og igen. Seks, syv eller otte gange, Martin husker det ikke præcist.

Mønstret var altid det samme: Manipulation, trusler, togstationer og offentlige toiletter. Men voldtægterne blev voldsommere og voldsommere, og til sidst var det ikke nok, at kun Simon fik en udløsning. Drengen skulle også komme, og som han stod der - låst inde på toilettet - var det til sidst den eneste måde, at få overgrebet til at stoppe på. At give slip.

Sådan mistede Martin sin mødom. Og sådan fik Martin ødelagt sit liv.

For selvom han selv, som bare 13-årig, fandt modet til at låne sin vens dykkerkniv og true Simon ud af sit liv, har han siden dén dag for evigt været hjemsøgt af fem ord og et spørgsmålstegn:

“Hvorfor sagde jeg ikke fra?”

Præcis dén sætning er kernen i tabuet. Det er dén forfejlede selvbebrejdelse, der gør, at pædofii er så svært at tale om. At ofrene går så meget under radaren. Og at de er så svære at behandle.

Det fortæller Helle Cleo Borrowman, som er forperson i Landsforeningen Spor - en forening, der arbejder for bedre vilkår for voksne med senfølger efter overgreb i barndommen.

Hun kalder Martins historie for “illustrativ og aktuel”.

- Det er den type overgreb, som vi ser om og om igen i dag. Dengang var det “Træfpunktet”. Nu foregår det online, men hændelsesforløbet er det samme. Man starter med tale eller chatte, så begynder afpresningen for at få fysisk kontakt. Til sidst følger voldtægten.

Helle Cleo Borrowman, 55 år, har selv været udsat for seksuelle overgreb i sin barndom. Hun var mange år om at indse det, men da hun endelig råbte om hjælp, forventede hun alarmberedskab og et væld af åbne behandlingsdøre. Virkeligheden var en anden.

- Jeg blev mødt af en labyrint af mærkelige ordninger. Tilfældigvis landede jeg et sted, hvor jeg fik hjælp, men min mand - og min datters far - var ikke ligeså heldig som mig. Han var også blevet misbrugt som barn, og han fik ikke behandling. Min mand døde som narkoman for 25 år siden.

Med den personlige tragedie som drivkraft var hun med til at starte Spor i 2008. Foreningen har 550 medlemmer og 1100 brugere i en lukket Facebook-gruppe. Skal man tro undersøgelserne, der peger på at op mod to procent af befolkningen er blevet udsat for overgreb i barndommen, er der altså titusindevis af danskere, som ikke får deres traumer behandlet.

Men Helle Cleo Borrowman tror ikke på de to procent. Hun tror, at det reelle tal er meget højere.

- I Norge og Sverige har man lavet undersøgelser, hvor man ikke bare har målt på én generation, men på et repræsentativt udsnit af befolkningen. I begge vores nabolande skønnes det, at mere end 10 procent er blevet misbrugt som børn, siger hun.

Hun savner mere viden på området. Og forståelse for, at dynamikkerne i eksempelvis Martins historie er mere typiske, end man måske tror.

- Hele det her med at tro, at man selv er medskyldig. “Jeg tog selv derhen”. “Jeg gik selv derind”. “Jeg gjorde det syv gange”. Det er meget genkendeligt for ofre for pædofili, siger Helle Cleo Borrowman og gentager de fem ord, der har hængt som en skygge over Martins tilværelse.

- “Hvorfor sagde jeg ikke fra?”. Det er en virkelighedsforvrængning, som er så invaliderende at bearbejde. Og det munder ofte ud i skizofreni, angst, misbrug og en lang række andre problemer, fordi man ikke tør at tale om det.

Martin kan sætte flueben ved de fleste lidelser. Efter at have viftet med dykkerkniven, så han aldrig Simon, sin overgrebsmand, igen. Men sporene fra de syv måneder med terrorkald og voldtægter har sat sig i ham permanent.

- Jeg har korttidshukommelse. Jeg har fået konstateret PTSD, og lider af mareridt om natten. Angst har jeg døjet med. Jeg har været hjemløs i fem år. Og bortset fra heroin har jeg misbrugt alle stoffer, der findes, siger Martin, mens hans mørkebrune øjne er fikseret mod bordet imellem os.

- Jeg har seksuelle problemer. Og jeg har aldrig kunne fastholde et arbejde, fordi jeg hurtigt bliver ekstremt aggressiv og opfarende. På jobcentret ville de ikke se mig, hvis ikke der var to betjente til stede.

Midt i remsen af elendighed, afbrydes han af Uffe, den grå jaco-papegøje, der uden forvarsel fløjter “Tequila”-sangen af The Champs. Et bizart øjeblik. Alvorstunge suk bliver til grin, og Martin mindes om, hvad han har i dag.

- Uffe har lært seks sange, siger Martin, og straks går papegøjen igang med “Imperial March” fra Star Wars - krigsmelodien der dundrer i sci-fi-filmene, når Darth Vader træder ind i scenen.

Martin lyser op i et smil. At han har det liv, som han har nu - at han kan bo i et hus, være i et ægteskab og passe sine elskede dyr - anser han selv som lidt af et mirakel.

Det første lille vendepunkt kom for 16 år siden. Hun hedder Camilla, hendes navn står på den guldring, han har om sin finger, og hun sidder ude i baghaven og læser en krimi.

- Havde hun vidst, hvad hun skulle igennem med mig, var hun løbet skrigende væk, siger Martin, mens Uffe stadig fløjter lidt “Imperial March”.

Det andet - og afgørende vendepunkt - var sensommerdagen i 2018. Den berygtede præstesag i Tømmerup, som foranledigede Martin til at fatte, hvad der var hændt ham for så mange år siden.

Han sygemeldte sig fra sit daværende job som ufaglært stilladsmontør. Lå på sofaen i en uge, ude af stand til at gøre andet end at græde, indtil Camilla overtalte ham til at søge om hjælp. Og blev reddet af et behandlingstilbud, der lige nu kæmper for at redde sig selv.

Martin gennemgik halvandet års terapi hos CSM Syd - Center for Seksuelt Misbrugte i Region Syddanmark. Det er et af tre Senfølgecentre i Danmark, der finansieres ved hjælp af finanslovsbevillinger og satspuljemidler, og som er sat i verden for at hjælpe voksne, som har oplevet seksuelle overgreb i barndommen.

- Vores borgere kan sammenlignes lidt med krigsveteraner, som hele tiden genoplever de ting, som de har oplevet i krigen, siger Conny Stohlberg-Roh, som er bestyrelsesformand for CSM Syd, og giver et konkret eksempel:

- Vi har mennesker hos os, som ikke kan sove i deres seng om natten og er nødt til at gå ud i skoven. Det at have en dør, som de kan huske, at far engang kom ind af, kan de ikke klare.

CSM’s behandling omfatter psykologbehandling, socialrådgivning og støtte. Det tager lang tid at få nogen, som har gemt på et traume i det meste af deres liv, til at åbne op. Og det er dyrt.

Et gennemsnitligt behandlingsforløb koster 72.000 kroner. Skulle centrene behandle de mere end 800 danskere, der i øjeblikket står på en venteliste, ville det koste 60 millioner kroner.

Så mange penge er de ikke i nærheden af at have. Opskrevne borgere venter i øjeblikket op mod 2,5 år på behandlingen, og fra år 2024 står de til at miste en stor del af deres midler.

Som det ser ud nu, bliver konsekvensen, at CSM-centrene allerede i 2023 år skal varsle opsigelser til halvdelen af deres psykologer.

- Og på landsplan er der en stor mangel på psykologer, så er svært for os at fastholde vores, når de ser en fare for at miste deres job til næste år, siger Conny Stohlberg-Roh og sukker:

- Det er rasende utrygt. Især fordi forskningen viser, at vores behandlingsform virker.

Noget af den forskning har Ask Elklit, den 75-årige kliniske psykolog fra Syddansk Universitet, stået for. Og han ryster også på hovedet over centrenes usikre finansieringstilstand.

- Når vores kære statminister snakker om, at hun vil være børnenes statsminister, så tænker jeg: Så gør dog noget ved det her, siger han.

For Martin på Sydfyn gjorde de 18 måneder hos CSM en forskel. Selvom han i dag lever en tilværelse som førtidspensionist med PTSD - og stadig ikke kan overskue særlig meget - er han ikke i tvivl om, at han ville have været et dårligere sted uden hjælpen.

- Så var jeg blevet skilt. Og jeg havde fået det værre både psykisk og fysisk. Mit liv havde været lort, siger han.

Simon har han ikke set siden år 1991. Martin aner ikke, om han overhovedet hedder Simon, eller hvor han bor, og det er nok også bedst sådan.

- Hvis jeg mødte ham, ville jeg køre ham ud i en skov, og så ville jeg trampe ham i hovedet med store støvler på, siger Martin og knytter begge sine hænder.

Bebrejdelsen slipper ham aldrig. Hverken af Simon eller sig selv.

- Jeg kan stadig godt pine mig selv med, at jeg var svag, og at jeg lod mig udnytte. Men hvis jeg skal give mit yngre jeg - og andre der er blevet misbrugt som børn - ét godt råd, så er det: Tal. Hvis flere turde tale højt om det, så ville det være nemmere for os alle sammen.

Det har tidligere fremgået, at Peter og Britta Ottesen sidder i bestyrelsen for PKO Transport ApS. Det er ikke korrekt. De er udtrådt Avisen beklager fejlen.

Tirsdag væltede en lastbil, der kørte rundt med omtrent 700 smågrise, og hundredvis af dyrene døde, da en grisetransport var på vej fra Hesselager på Sydøstfyn mod Polen via et samlingssted i Kolding.

Både på lastbilen, som forulykkede, og på lastbilen, der hentede de overlevende svin, stod der "Peter Ottesen".

Der er tale om den odenseanske vognmand Peter Ottesen, som har flere domme på sin straffeattest, der beskriver tilfælde af grov og uforsvarlig transport af svin. Senest i april i år modtog han en bøde på en kvart million kroner. Sammen med bøden fulgte et forbud mod nogensinde at eje, bruge, passe, slagte, transportere eller på anden måde beskæftige sig med dyr.

Men er Peter Ottesen trods sin dom fortsat i gang med at transportere svin?

Enhedschef i Fødevarestyrelsen, Carl Christian Lange, bekræfter over for avisen, at PKO Transport og Logistik ApS ejer den væltede lastvogn. En firma, hvortil Peter Ottesen har bånd.

PKO Transport og Logistik ApS er et ud af to selskaber under holdingselskabet Kent Ottesen Holding ApS. Det andet selskab er PKO Transport ApS. Begge selskaber beskæftiger sig med transport af dyr.

På nøjagtig samme adresse som enkeltmandsvirksomheden Vognmand Peter Ottesen residerer PKO Transport ApS. En virksomhed, der beskæftiger sig med transport af dyr, akkurat ligesom Vognmand Peter Ottesen gjorde.

Virksomheden PKO Transport har Kent Ottesen, som formodes at være Peter Ottesens søn, som direktør. Tidligere har Peter Ottesen og hustruen Britt Ottesen været i firmaets bestyrelse. De er dog udtrådt.

Det ligner, at den forretning, der førhen kørte gennem enkeltmandsvirksomheden Vognmand Peter Ottesen, er rykket over til virksomheden PKO Transport:

Det fremgår af PKO Transports seneste regnskab, at virksomheden er vokset voldsomt fra regnskabsåret 2020 til 2021:

PKO Transport gik fra at have en bruttofortjeneste på to millioner til at stige til 20 millioner kroner, og ligeledes er aktiverne i virksomheden steget fra to til 21 millioner kroner. Antallet af ansatte er gået fra to til 48 personer.

Stigningen i bruttofortjenesten peger i retning af, at det er alle Peter Ottesens gamle kunder, der er rykket over til PKO Transport. På den store stigning i aktiver, herunder især en stor stigning i materielle aktiver, ser det ud til, at lastbilerne fra det gamle vognmandsfirma er rykket over til PKO Transport.

Den store stigning i ansatte tegner et billede af, at også de gamle chauffører fra Vognmand Peter Ottesen er rykket med videre.

Avisen har forsøgt at få en kommentar fra Kent Ottesen og bedt om en forklaring om PKO Transport, Peter Ottesens rolle i firmaet og en eventuel videreførelse af vognmandsforretningen Peter Ottesen under PKO Transport. Men Kent Ottesen smækkede røret på og ønskede ikke at kommentere yderligere på sagen.

Avisen har ligeledes kontaktet Peter Ottesen i håb om, at han ville redegøre for sin rolle i PKO Transport. Men Peter Ottesen har ingen kommentar, ud over at han har solgt sin lastbil.

Ifølge enhedschef Carl Christian Lange fra Fødevarestyrelsen, kan den dømte Peter Ottesen i realiteten godt starte et nyt selskab og fortsat arbejde med dyr.

- Dommen (forbud mod nogensinde at eje, bruge, passe, slagte, transportere eller på anden måde, red.) går på, at det er et CVR-nummer, der har mistet rettigheden til at transportere levende dyr. Det er ikke Peter Ottesen personligt, forklarer han.

Fødevarestyrelsen udfører kontroller på mange af dyretransportturene for at se, om chaufførerne er autoriserede til at køre med dyr.

Styrelsen bekræfter, at den har kontrolleret transportøren, der i tirsdags væltede. Ud fra kontrollen konkluderer de, at hverken nummerplade eller chauffør er tilknyttet vognmand Peter Ottesens CVR-nummer. Altså CVR-nummeret, der fik forbud mod at transportere levende dyr.

Det forklarer Carl Christian Lange.

Han fremhæver også, at kun de lange ture skal forhåndsvalideres:

- Når vi forhåndsvaliderer, kigger vi på, om han (chaufføren, red.) har en autorisation. Hvis han er frakendt sin autorisation, vil han bone ud derfra (i Fødevarestyrelsens system, red).

På de lange ture, der defineres som ture til udlandet eller ture med en transporttid på mere end otte timer, kontrollerer Fødevarestyrelsen både før og efter, lastbilen kører afsted med dyrene. Det skyldes, at de vurderer, at dyret her kan lide størst overlast.

Senest to dage inden turen begynder, sender chaufføren en logbog ind til dem.

- Her ser vi, om dyrene får de hvil, de skal have, og om det er realistisk at overholde Transportforordningens bestemmelser. Hvis den ikke gør det, sender vi den retur, og de må planlægge den om, uddyber Carl Christian Lange.

Næste etape af kontrollen går på den fysiske kontrol, hvor dyrlægerne tjekker dyrene, når turen er afsluttet.

Carl Christian Lange fremhæver, at vognmændene har et stort ansvar, selvom Fødevarestyrelsen udfører kontroller:

- Der er et enormt stort ansvar hos vognmændene, men det er også det, de lever af, så det er et naturligt ansvar. Vi kan desværre ikke være til stede hele tiden.

Efterforskningen af tirsdagens ulykke, der kostede omkring 400 smågrise livet, er fortsat i gang. Fyns Politi har ikke draget nogen konklusioner omkring ulykken.

Ifølge Ditte Erichsen, der er dyrlæge hos Dyrenes Beskyttelse, vælter svine- og grisetransporter jævnligt:

- Det er bekymrende, hvor ofte vi hører om grisetransporter, der vælter. Jeg kan ikke huske, jeg har hørt om, at andre dyretransporter end svinetransporter vælter.

Hun forklarer også, at der ikke skal meget til, før grisetransporten vælter.

Grisene står i flere lag oven på hinanden, og på den måde forskydes tyngdepunktet i lastbilen.

- Jeg formoder, at det hænger sammen med, at man transporterer grise i så mange lag, som man gør, så tyngdepunktet bliver forskudt op ad. Dermed er der større risiko for, at de kan vælte, hvis de kommer ud på lidt skråt underlag, hvis de kører for hurtigt eller kommer for hurtigt rundt i en rundkørsel. Hvis bilen hælder lidt, så tipper den nemt, når tyngdepunktet er forskudt op ad. Det siger noget om, hvor vigtigt det er, at man tager hensyn til, at man kører med levende dyr, uddyber hun.

Privatøkonomi: Det er den perfekte storm på elprismarkedet, der lige nu udspiller sig. Krigen i Ukraine, alvorlig tørke i Europa og vindstille vejr presser de danske elpriser op.

Første rekord i elpriserne blev sat tirsdag aften, men den rekord blev toppet onsdag, hvor den gennemsnitlige pris for én kilowatt-time (kWh) lå på 4,1 kroner i hele landet. Det viser data fra den nordiske elbørs Nord Pool.

I dag, torsdag, sætter vi endnu engang rekord. Her rammer gennemsnitsprisen for én kilowatt-time 4,19 kroner, når man ser på den rene elpris uden afgifter, nettarif og moms. Når de ting kommer oven i, ender prisen på mellem 8-9 kr for en kilowatt-time.

Ugens priser rammer dermed det højeste niveau nogensinde målt i de 12 år, det danske statslige selskab Energinet har data for. Det fortæller Jim Vilsson, der er seniorøkonom hos Energinet.

- Den her udvikling er ekstrem. Det er priser, vi ikke har set tidligere, siger han i podcasten Erhvervsklubben.

Jim Vilsson forklarer, at prisernes himmelflugt skyldes, at vi i øjeblikket er ramt af en lang række af uheldige hændelser samtidigt. En ting er krigen i Ukraine, som blandt andet har resulteret i, at gasledningen Nordstream 2 ikke bliver sat i drift. Det betyder, at vi mangler gas, og gas bliver brug til elproduktion. I Frankrig mangler de store dele af deres kernekraft, og det smitter af på elpriserne i resten af Europa. Men det er langt fra den eneste udfordring.

- Vi plejer at kunne få en del billig strøm fra Norge, men der har de tørke i mange af deres hydra-reservoir, og det betyder, at vi ikke kan importere billig strøm derfra, siger han.

Der er så mange forskellige faktorer, som presser priserne op, at der skal en hel del til, før markedet kan ændre sig, så vi igen får priserne ned i et niveau, der gør knap så ondt.

- Enten skal der ske noget helt andet med gasleverancen til Europa, eller også skal der et meget stort vejrskifte til, hvis vi skal have elprisen ned på markant lavere niveau. Hvis der eksempelvis kommer meget regn i central og Sydeuropa, kan det presse priserne lidt ned. Men der er ikke noget i vejrprognoserne der tyder på det, siger Jim Vilsson.

Den analyse deler privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, der forudser han en dyr vinter.

- Hvis priserne forbliver på det nuværende niveau, vil en helt almindelig gennemsnitsfamilie med en variabel aftale betale 15.000 kroner mere i år end sidste år til deres elregning, siger han til DR.

Med andre ord ser det ud til, at de høje priser fortsætter i lang tid endnu. Og der er skidt nyt både for de danske forbrugere, men også for erhvervslivet. Det siger Jens Bertelsen, der er erhvervsredaktør på Avisen Danmark.

- Vi begynder at høre historier nu om alt fra slagterbutikker til industrivirksomheder, der har mere end fordoblet deres elregninger i sommermånederne. Så store stigninger kan normalt ikke væltes over på kunderne, og det tvinger virksomhederne til at takke nej til ordrer, fordi det simpelthen ikke kan betale sig at producere dem, siger Jens Bertelsen.

Mens priserne er skyhøje i Danmark, så er priserne i resten af Europa langt højere. Det gælder især for de baltiske lande. I Litauen ramte prisen for en kilowatttime for et par dage siden 29 kroner.

- Det rammer Baltikum særligt hårdt, fordi landene i Baltikum ikke er særligt godt forbundne med resten af Europa. Og når de ikke har produktion fra deres vindmøller på grund af manglende vind, og de heller ikke har gang i deres hydra-anlæg på grund af tørke, så kan de ikke producere alt det strøm, de skal bruge, siger Jim Vilsson.

Ligesom i Danmark er der heller ikke noget, der tyder på at priserne ændrer sig for de andre europæiske lande.

- Det er samme tendens vi ser i hele Europa. Vejrprognoserne er ikke med os, der er intet lige umiddelbart intet der tyder på, at gasleverancerne kommer til at stige, så det ser rigtig slemt ud, understreger Jim Vilsson.

De høje priser på el har ikke så overraskende også ramt de mange nyslåede elbilsejere. Priserne er nemlig lige nu så høje, at benzinbilen overhaler elbilen på brændstoføkonomi, hvis ikke man oplader på de billige tidspunkter. Det viser en beregning fra FDM, som Berlingske har bragt i dag.

På de dyreste tidspunkter af døgnet kan det lige nu være dobbelt så dyrt at oplade sin elbil som at fylde benzinbilen, medmindre du har et favorabelt strøm-abonnement, som sikrer dig en fast pris på strøm.

Men hvis du følger godt med i elprisernes udvikling time for time, er der så store besparelser at hente, at det stadig kan betale sig at skaffe en elbil. Så vil den årlige udgift ligge på omkring en tredjedel af den årlige udgift til en almindelig benzinbil, skriver Berlingske.

Hvis man vil vide, hvad vi danskere går op i, er en af måderne at holde øje med, hvad vi helst vil se i fjernsynet - direkte eller streamet. Forleden kastede jeg mig over den nye sæson af "Spise med Price", for jeg kan godt lide de runde brødres pjattede onkelvittigheder og overskudsagtige måde at lære mig nogle nye køkkentricks på. Også selv om Dagli'Brugsen på ingen måde er leveringsdygtig, når det kommer til flere af brødrenes eksotiske ingredienser.

Jeg er ikke den eneste fan. "Spise med Price" er i gang med sin 14. sæson. Sin 14! Første gang, de to brødre sovsede os ind i rigeligt smør og andre usunde nydelser var i 2008.

Hvis ingen gad se dem, ville DR næppe lade programmet leve år efter år, men Price'rne er langtfra stationens ældste og mest levedygtige opfindelse.

Der findes ingen formelle opgørelser hos DR over, hvilke "nulevende" programserier, der har flest år på bagen. Men ser man bort fra "TV Avisen" og andre de-skal-bare-være-der-udødeligheder er bedste mands bud fra stationens presseafdeling programmet "Hammerslag", som gik i luften første gang i 1994. Vi har med andre ord set ejendomsmæglere have forbavsende svært ved at prissætte danske boliger korrekt i snart 30 år.

I 1997 stødte vi første gang på "Kender du typen", som dengang hed "Må vi se". Dengang var det ikke kendte mennesker, der som nu afslørede deres sjæl ved at vise os indholdet i deres køleskab. Og i 1999 blev vi introduceret for den evige flod af tårer i "Sporløs" .

I 2008 kom vi også i selskab med "Bonderøven", som efter et langt stykke tid hellere ville hedde "Frank & Kastanjegården", mens "Nak og Æd" begyndte at nedlægge dyr og spise dem i 2010.

Vi må selvfølgelig heller ikke glemme succesen "Gift ved første blik", hvis ottende sæson snart kommer. Eller X Faktor,  der blev sendt første gang i 2008, men siden er flyttet over på TV 2.

Hos TV 2 er de langvarige programserier bygget af noget af det samme materiale som hos DR, og vi nærmer os så småt en konklusion.

TV 2 har heller ingen formelle opgørelser, men også en presseafdeling, der har været i gang med at indsamle data til Avisen Danmark.

Vi kan indlede med kendisserne. I september begynder 19. sæson af "Vild med dans". Kendis-dans er sagen, selv om de medvirkende efterhånden føles noget ukendte.

Også hos TV 2 går boligprogrammerne deres sejrsgang. Ottende sæson af de altid overtrætte og overbelastede "Nybyggerne" begynder sidst på  måneden, og "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" kører på 13. sæson.

Blandt de sejlivede finder vi også "Badehotellet", hvis tiende sæson er på vej, men det er ikke imponerende, når man sammenligner med "Spørg Charlie", hvis kendte gæster har løst problemer og dilemmaer lige så længe, som nationen har været vild med dans.

TV 2 har også kroget sine seere med morsomheder. "Klovn" har nået ni sæsoner, "Dybvaaad" 10 sæsoner, mens "Natholdet" har langet ud til højre og venstre i en sølvbryllupsalder. Den kommende sæson er den 24. i rækken.

Og hvad kan vi udlede af alle disse tal? At vi tilsyneladende går stærkt op i mad og boliger. Vi kan også godt lide at se noget med kendte og at more os. Kærlighed - også den fiktive - og manglen på samme - det sidste synes at ramme landmænd igen og igen (ottende sæson af "Landmand søger kærlighed" er i gang), er også populært.

Måske er vi en nation af tryghedsnarkomaner, der er gladest for "plejer" og "vi ved, hvad vi har, men ikke hvad vi får".

Eller måske handler det om, at tv-stationerne er uopfindsomme og forsigtige og ikke tør satse nok på nyt, men falder tilbage på det gamle, for også de ved, hvad de har af succeser, men ikke, hvad de kan få ...

I øvrigt: Det mest sete tv-program i uge 32 var "Landmand søger kærlighed" med over en halv million seere - stærkt forfulgt af "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed".