Tre dage efter Jacob Mark har trukket stikket fra dansk politik, sidder han placeret i en rundkreds på et lederkursus.

Her skal han ”tjekke ind” følelsesmæssigt sammen med de andre deltagere.

- Jeg kan ikke mærke mine følelser - kun at intet betyder noget, siger Jacob Mark.

Han havde overtalt sig selv til at tage af sted. Fortalt sig selv, at det ville være godt at færdiggøre det, inden han for alvor sygemeldte sig.

Da John, hans underviser, til sidst kiggede over på ham og spurgte, om han ville sige noget, rystede han bare på hovedet.

- Jeg føler ikke så meget. Jeg har kvalme. Jeg har ikke rigtig sovet. Jeg har det, som om intet betyder noget.

Det var fuldstændig stille i lokalet. De andre kiggede på ham. Var jeg ved at få en depression? Er det sådan, det føles? Tankerne fløj afsted i hovedet på ham.

- Jeg tror, jeg er ved at glide ned i en meget, meget dyb afgrund og alle spørgsmålene om, hvordan jeg har det, skubber mig bare tættere og tættere på kanten.

Det var dagen, hvor minimumsnormeringerne skulle vedtages - en stor sejr for SF. Og Jacob Mark skulle have holdt talen i folketingssalen. Noget overraskende spurgte underviseren, om han ikke ville holde talen for gruppen.

Alle øjnene i rummet var rettet på ham. Han indvilgede i at holde talen.

Og det lykkedes faktisk at få nogle ord ud. Men han stoppede op. Og så brød hans verden sammen.

- Min mave vender sig. Luften bliver tyndere. Blodet strømmer, og vandet kommer op til overfladen. Jeg er druknet i stress. Gået ned med stress. Og lige der vender jeg tilbage til overfladen.

Det blev starten på den genoprettelse, der endnu ikke er færdiggjort.

Interviewet foregår på Jacob Marks og hans forlovedes gård. Aftalen er klokken 12, og da Avisen Danmark tropper op 10 minutter før tid, står Jacob Mark stadig iført joggingtøj, morgenhår og med en hundesnor med hunden Ebba for enden.

Han er kommet lidt sent op -  weekenden blev brugt på en druktur i Estland med vennerne som tak for hjælp i valgkampen.

Normalt ville han ellers ikke længere gøre sig i den slags. Sådan tage på druk dagen inden arbejde.

Den livsstil var forbeholdt hans tidlige folketingsdage, hvor han kunne møde op i sminken på TV 2 klokken otte, selvom byturen endte klokken seks.

Den livsstil var på mange måder også essensen af det, der gik galt. Jacob Mark kunne ikke sig nej til hverken vennerne eller journalisterne.

Det er blandt andet det, den bogaktuelle stemmesluger fra SF skriver om i bogen ”Fartblind.”

I bogen beskriver han vejen fra de første forsigtige trin på Christiansborg til pludseligt at være den folkevalgte, uden status af partileder, der fik flest stemmer.

Hvordan man tilvælger det hele, uden begrænsninger?

Vennerne, konferencer, taler og forhandlinger. Alting hele tiden. Populariteten og meningsmålingerne vokser. Interviews på landsdækkende tv klares med svedperler og svigtende syn.

Fordi det går jo fint, så hvorfor stoppe op?

Der er nærmest et umenneskeligt power house, der møder Christiansborg. Selv de politiske modstandere letter på hatten over arbejdsindsatsen fra den dengang blot 23-årige Jacob Mark.

Men det er også historien om, hvordan det hele braser sammen. At livsstilen ikke kan lade sig gøre.

Det flår hans krop og psyke itu, så han til sidst sidder tilbage med resterne i sofaen og spiller PlayStation og samler LEGO.

- Min mor sagde, jeg skulle huske at være ung samtidig med, at jeg var i politik. Den sætning blev grundfæstet i mig. Men den gjorde også, at jeg ville alting, siger Jacob Mark.

Første gang Jacob Mark blev valgt ind i Folketinget, var SF netop blevet halveret. Og der var ingen trøst at hente i de efterfølgende meningsmålinger. SF lå fortsat på to-tre procent af stemmerne, og det var derfor ren overlevelseskamp for det gamle parti.

Og den lille folketingsgruppe på syv personer blev yderligere sat på prøve, da gruppeformand Jonas Dahl valgte at trække sig.

Partiet ønskede, at Jacob Mark skulle påtage sig ansvaret som den næste gruppeformand. Til trods for at der var flere ældre medlemmer med politisk erfaring i gruppen.

- Det er et af de momenter, hvor jeg siger ja, fordi jeg ikke vil gå glip af noget. Jeg kan simpelthen ikke tillade mig at sige nej, fordi det er for stor en mulighed.

- Men jeg kunne ikke matche gruppen på erfaring, så jeg måtte matche dem på substans. Det betød, at jeg læste op på det hele, så jeg vidste alt om alle sager. På alle områder, siger Jacob Mark.

Presset voksede på den unge SF’er. Hele tiden lurede sammenbruddet for partiet, der konstant balancerede på spærregrænsen i meningsmålingerne.

- Jeg var bange for, at det skulle gå helt galt for SF. Og så på min vagt. Derfor var jeg opmærksom på alt, for hvad nu hvis jeg overså noget? Og så var det min måde at føle mig værdig til opgaven på.

Selv siger han, at arbejdspresset tydeligvis var for stort. Han mener dog ikke, at skylden kan tillægges folketingsgruppen. Eller at de burde have opdaget det.

- På den ene side kunne jeg forhandle fuldstændigt vildt, så blodet drev ned af væggene. Og på den anden side var jeg ved at brænde sammen. Men det kunne man ikke se på mig.

Men de kunne vel se antallet af arbejdsopgaver, og ligegyldigt om du i deres øjne var det største politiske talent, var det vel for meget?

- Måske burde de have vidst det. Men som vores pressechef sagde, plejede hun at fortælle sine venner, at hun ikke forstod, hvordan jeg kunne alt det, jeg kunne. At det var ubegribeligt. Men det kunne jeg så heller ikke. Men jeg troede også selv, at jeg kunne, derfor kørte jeg bare videre, siger Jacob Mark.

Selv trækker Jacob Mark tråde til filmen "Yes Man" med Jim Carrey i hovedrollen. Den handler om en mand i trediverne, der for at komme ud af sin livskrise siger ja til alt.

Det samme gjorde Jacob Mark. Ja til at stille op til byrådet som 17-årig, ja til at gå på universitetet, ja til at blive folketingskandidat og studerende på samme tid, ja til at være gruppeformand, og ja til otte ordførerskaber.

Men det kan ikke lade sig gøre at sige ja til alt. Ifølge Jacob Mark medfører det, at man aldrig tager kontrollen over livet, men i stedet ser passivt til, mens livet former sig foran en.

- Til sidst ender man med at sidde og reflektere over tilværelsen og tænke: Hvordan fanden endte jeg her?

Men det skulle næsten gå galt, før Jacob Mark satte handling bag ordene.

Under kommunalvalgkampen i 2021 sad han derhjemme og ventede på sin kæreste, Christina Krzyrosiak Hansen, der var borgmesterkandidat i Holbæk for Socialdemokratiet.

Døren gik op, og Christina var i fortrinligt humør. Jacob Mark gav hende et kys, og gik derefter mod komfuret, hvor menuen stod på pasta bolognese. Men da han forsøgte at finde markørerne, der viser, hvor man tænder for kogepladerne, blev alting sløret.

Han kneb øjnene helt sammen og sænkede hovedet mod komfuret. Han undrede sig over, hvorfor det var så svært at se dem?

Under middagen var det umuligt for ham at samle sig om den ellers gavmilde strøm af ord, der kom fra Christina. I stedet fokuserede han stift på hendes øjne. Han vidste, hvordan de så ud, han kunne skimte dem. Men han kunne ikke se dem.

Frygten begyndte at sprede sig i Jacob Marks krop. Hvad foregik der? Han blinkede med øjnene i vildskab i et desperat forsøg på at få synet tilbage. Lige lidt hjalp det.

- Christina, jeg tror, jeg ved at miste synet, lød det fra ham.

Senere viste det sig, at Jacob Mark havde under tredive procent af synet tilbage, og han risikerede fuldstændig at miste det, hvis han fortsatte i samme tempo.

Det er ikke sådan, at Jacob Mark i dag er tilbage som før. Eller som klichéerne lyder ”tilbage stærkere end nogensinde før.” Det tager tid at komme sig over en alvorlig sygdom, og den proces er stadig i gang.

Pointen med bogen virker til at være, at man skal turde at sige nej. Men spørgsmålet er, om Jacob Mark virkelig har lært det.

SF kom ikke i regering, men hvis de gjorde, var du med al sandsynlighed blevet minister. Ville det have været fornuftigt af dig?

- Jeg tror egentlig, der er brug for folk, der kan tage noget tempo ud af jobs med meget fart i. Helt bund ærligt, så ville jeg have godt af nogle måneder, hvor jeg lige skruede lidt ned. Men jeg er meget inspireret af den måde Søren Pind gjorde det som minister, hvor det var ingen mails efter arbejdstid og fri om søndagen.

Men er det muligt for en minister, fordi jeg tror ikke, at justitsministeren kan nægte at arbejde om aftenen, når der kommer en Lars Findsen-sag på bordet?

- Nej, det er rigtigt. Men der ville nok være færre af de slags sager, hvis man tog noget tempo ud af politik. Jeg forestiller mig ikke et liv uden stress. Jeg forestiller mig et liv uden den langvarige usunde stress.

Så du er ikke blevet skræmt af den verden og har lagt ministerdrømmen på hylden?

- Nej, det har jeg på ingen måde. Efter jeg har fået det godt igen, har jeg nærmest fået blod på tanden i forhold til, om man kan lave noget om og være minister på andre måder, end der hvor man sender materiale ud to timer før møderne. Alt skal gå så stærkt, men det tror jeg, at man kan lave om på.

Der er to grader varmt på en grusplads langt uden for Aabenraa. Skyerne er mørke, og betingelserne for at producere solenergi er vel de værst tænkelige.

Men her står vi altså. Den 80 hektar store Solcellepark Bjerndrup skal indvies, og der skal holdes taler i den bidende kulde. Et cateringfirma fra Rinkenæs står klar med tapas og bobler, men det er kaffe og varm suppe på termokander, folk vil have.

- Jeg skulle have taget varme underbukser på i dag, konstaterer Danmarks nye klima-, energi- og forsyningsminister, Lars Aagaard (M). Han skærer en grimasse, imens en journalist monterer en mikrofon på ministerens Fjällräven-jakke.

Talerne er heldigvis korte. Lars Aagaard lægger vægt på, at lodsejere har stillet noget af det dyrebareste, vi har - jord - til rådighed for den grønne omstilling. Solcelleparken kan levere strøm svarende til 19.000 husstandes årlige forbrug.

Det er første gang, han drager ud i landet for at klippe snore og holde taler i det samfund, han skal tjene som minister. Men det er slet ikke første gang, han møder de mennesker, der udgør den danske energisektor.

Lars Aagaard nåede at melde sig ind i Lars Løkke Rasmussens parti, Moderaterne, i starten af efterårets valgkamp. Udnævnelsen til klimaminister var en overraskelse. Ikke mindst fordi det virkede oplagt, at posten ville gå til De Radikales Martin Lidegaard, lige indtil partiet forlod regeringsforhandlingerne.

Men selvom Aagaard kom ind på et afbud, kommer han ikke uforberedt. Forud havde han 13 år som toplobbyist i spidsen for energibranchens interesseorganisation, Dansk Energi. Derfor kender han alle dagsordenerne på forhånd. Det nye er, at han faktisk kan træffe beslutninger. Eksekvere. Føre tanker ud i livet.

Mærker du, at det er en fordel at vide en masse om energiområdet på forhånd?

- Det er ikke nogen ulempe. Jeg tror i hvert fald, at nogle i ministeriet er glade for, at der er noget af teknikken, som jeg fanger med det samme. Historien må dømme, om det er en fordel, siger Lars Aagaard.

Han har inviteret Avisen Danmark med i ministerbilen videre til den næste indvielse. Han kører i en elektrisk Mercedes EQS, som han har arvet fra sin forgænger på posten, Dan Jørgensen (S).

Lars Aagaard taler om den opgave, han skal løfte. Han skynder sig at sige, at man er et ”mærkeligt menneske”, hvis man ikke er ydmyg over for jobbet.

- Som minister udøver man magt og skaber rammer for menneskers liv gennem lovgivning. Det er hammeralvorligt. Det er rigtige menneskers liv. Det gælder udviklingsvilkårene for vores erhvervsliv, siger han.

Klimaet fylder meget i regeringsgrundlaget, der skruer op for ambitionerne. Målet for klimaneutralitet i Danmark er fremrykket fra 2050 til 2045. Det bliver Lars Aagaards opgave at skabe klarhed, så ”den virkelige forandring kan begynde,” som han siger.

- Klimaet er ikke et one-man-show. Det er en holdsport. Nu er vi i Sønderjylland i dag, og det har krævet masser af folk at få den solcellepark til at blive til noget. Man skal være meget bevidst om, at det ikke er en minister, der skaber den grønne omstilling, siger han.

Imens ministerchaufføren triller i retning mod Gråsten, udsender Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet nyheden om, at Lars Aagaard har afsat 773 millioner kroner til en opgradering af det danske gasnet. Det er hans første store investeringsbeslutning som minister. En såkaldt paragraf 4-bevilling, som ministeren kan godkende på egen hånd uden at inddrage Folketinget.

Pengene skal gøre det muligt at udnytte gassen fra de mange nye biogasanlæg, der blomstrer op i landskabet. I dag er gasnettet indrettet efter, at hovedparten af gassen kommer fra Nordsøen. Nu skal vi kunne sende gas den modsatte vej: Fra lokale producenter af biogas og ud i det store transmissionssystem.

Ministeriet tilføjer i en fodnote, at den samfundsmæssige gevinst ved investeringen kan ligge på 10-19 milliarder kroner.

- Det var en af de første ting, der kom ind på mit bord. Det er supervigtigt, og jeg er helt vild med infrastruktur. Det er ikke ret meget af gassystemet, du kan se, fordi det ligger under jorden, og derfor glemmer folk, hvor vigtigt det er, hvis vores samfund skal fungere, siger Lars Aagaard.

Pengene, som går til det statsejede selskab Energinet, skal række til at bygge syv nye anlæg rundt i landet, der skal stå klar frem mod 2026. Det hele er fremrykket på grund af de historisk høje gaspriser og ønsket om at udfase den sorte naturgas, ikke mindst den russiske.

- Jeg kaster ikke penge ud til højre og venstre, men at være med til at træffe beslutninger, der virkelig betyder noget i den konkrete hverdag, det kan jeg godt lide, siger Lars Aagaard.

I maj 2020 stillede han også op til interview i Avisen Danmark. Dengang var han direktør for Dansk Energi og var netop blevet fast leverandør af klummer til avisen.

Du sagde dengang, at fordi du ikke stillede op til valg, så behøvede du ikke at øve sig i at være populær eller tage let på udfordringerne. Skal du nu være populær som minister?

- Desværre tror jeg ikke, at hverken lokalpolitikerne eller jeg kan sikre, at der ikke er nogen, der føler sig ramt af de beslutninger, der bliver truffet. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at hvis vi skal lykkes med den grønne omstilling, så kommer vil til at bygge nogle ting i vores land, som ikke har været der før, siger Lars Aagaard og tilføjer:

- Jeg har den dybeste respekt for, at for nogle er det flot, og for andre er det generende.

Ministeren bor selv i Dragør, hvor han er nabo til Kastrup Lufthavn, som han tydeligt kan høre støjen fra. Når han går en tur til vandet, kan han øjne Øresundsbroen mod nord, og hvis han kigger til højre, kan han se vindmøllerne i Sverige.

- Så jeg lever selv et sted, hvor man kan se, at hvis mennesker skal trives, så kommer vi også til at bygge noget, som kan ses. Det er en nødvendighed, siger Lars Aagaard.

Hvad bliver sværest for dig?

- At styre min utålmodighed. Hvis jeg skulle bestemme, så havde vi nået klimamålsætningerne i morgen. Så havde vi bygget al havvinden ude i Nordsøen, og vi havde lavet brint-infrastrukturen til at bruge vores energiressourcer til at åbne det næste industrikapitel. Derfor er det sværeste ved at sige ja til dette her job, at det er en opgave, hvor man føler, at man aldrig bliver færdig, siger Lars Aagaard.

Du har skrevet i en af dine klummer til Avisen Danmark, at politikerne har haft nemt ved at tale om mål, men at det kniber med at tage de konkrete skridt for at nå målet. At der er brug for politikere, der tør stå ved målet og prioritere også upopulære beslutninger. Tør du det?

- Regeringsgrundlaget er meget tydeligt på, at vi endda har skærpet klimamålene. Som person er jeg ikke så glad for de lange diskussioner om målsætninger, hvor man ikke snakker om midlerne. Det nedtoner kompleksiteten i forandringen, men der er altså nogle handlinger, der er nødvendige, siger Lars Aagaard og fastslår, at han elsker at eksekvere - altså føre beslutninger ud i livet.

Du har også tidligere talt varmt for at nedsætte elafgiften, så danskerne får lyst til at omstille sig og bruge mere grøn strøm. Elafgiften er fjernet i et halvt år nu, men vil du arbejde for, at den skal aflyses permanent?

- Vi må se, om der er mod til det fremadrettet. Det kommer til at koste nogle penge, så derfor må det ind i en samlet prioritering. Men jeg tænker, at skatteministeren er bedre til at lave skattepolitik, end jeg er, siger Lars Aagaard og virker pludselig noget tøvende.

Han vil hellere tale om, at hans forgænger, Dan Jørgensen, indgik mange politiske aftaler, men at der også er mange, som blev efterladt med løse tråde, som ”jeg skal have knyttet færdig”.

- Det vigtige er, at når det politiske arbejde fører til nye regler, tilskud eller afgifter, så er det først der, at det egentlige arbejde begynder. Det er det arbejde, der begynder, når danske virksomheder vælger at drive deres virksomhed på en anden måde, når danskerne forbruger nogle andre typer produkter, og når de selv investerer i deres boligs energieffektivitet, siger Lars Aagaard.

Det bliver vel farligere og farligere at være klimaminiser, jo mere vi nærmer os 2030. Tænker du på risikoen for at fejle og blive gjort ansvarlig for, at vi ikke når i mål?

- 2030-målet (om at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030, red.) er ikke bare regeringens mål. Det er forankret i en klimalov, hvor et endog meget bredt flertal af Folketingets partier er med. Jeg tror, at når man som politisk parti - også uden for regeringen - har sagt ja til målet, så er man også medansvarlig for at finde vejen derhen. Jeg anser ikke fiasko som en option, siger Lars Aagaard.

Sikkert inspireret af amerikanske astronauters vanlige motto, når de omtaler de mest ambitiøse rumprogrammer: Failure is not an option.

Ministerbilen er nået til Kværs, hvor biogasselskabet Nature Energy netop har nået at lægge asfalt på en lang indkørsel til et 300 millioner kroner dyrt biogasanlæg.

Det er Nature Energys 13. anlæg i Danmark som skal producere 20 millioner kubikmeter biogas om året. Gassen udvindes af organisk affald fra svine- og kostalde, madaffald fra de grønne poser under vasken og andre affaldsprodukter. Anlægget har haft en tumultarisk fødsel med masser af naboklager over luftgener og lastbiltrafik, men det er ikke temaet i dag, hvor ministeren kommer på besøg.

Mercedes’en bliver straks genkendt af biogasselskabets ansatte, der iklædt hjelme og gule refleksveste er klar til at modtage Lars Aagaard.

Din modtagelseskomité er vist klar. Men det du sikker på, at det er værd at bruge en dag i kalenderen på at klippe snore ude i landet?

- Hvad er det, de siger i reklamen? Det skal bygges væk! Der skal ny teknologi til, og der er virksomheder og lokalsamfund, der griber mulighederne, Det har jeg stor respekt for. Hvis jeg kan være med til at hylde hverdagens helte, så hører det også med til jobbet som minister, siger Lars Aagaard og stiger ud.

- Jeg kunne have været død, reflekterer Nis Sørensen fra en telefonforbindelse til Holbæk Sygehus, hvor han er indlagt.

I forrige uge svulmede hans højre langfinger op og gav ham lidt smerter, men han følte sig klar nok i sit hoved til at køre bil.

Sidst på eftermiddagen lørdag den 14. januar kørte han på E20-motorvejen, hvor kursen var sat mod hjemmet i Osted på Sjælland efter en reception i det jyske. Da han nåede til Nørre Aaby stoppede han ved afkørslen for gå på toilettet. Herefter husker han ikke noget tydeligt. Kun de blå blink.

For en halv time senere blev han stoppet ved afkørsel 48, Tietgenbyen. Blinkene havde han registreret i sit bakspejl, men han var overbevist om, at de sikkert kom fra en ambulance, der var på vej til Odense Universitetshospital.

Men blinkene kom fra en politibil, der bevægede sig tættere og tættere hen mod ham. Politibilen havde placeret sig, sådan så ingen kunne overhale Nis Sørensens sorte topersoners BMW-sportsvogn. Han besluttede at stoppe bilen, og færdselsbetjenten forklarede, at politiet havde fået henvendelser fra bekymrede trafikanter, der havde bemærket en slingrende BMW, som gjorde brug af nødsporet og begge vejbaner.

Den 69-årige Nis Sørensen var i første omgang mistænkt for at være påvirket af spiritus eller narkotika, men virkeligheden var en anden: Han var blevet angrebet af nekrotiserende fasciitis - også kendt som en kødædende bakterie. Det blev konstateret, da han senere i forløbet blev undersøgt af læger.

På motorvejen fik han straks kørselsforbud, og betjenten satte ham af på banegården i Odense, hvor han kom på toget hjem til sin kone.

Nis Sørensen følte sig fortsat omtumlet og konfus. Højre langfinger var nu vokset til mere end dobbelt tykkelse, og dens farve skiftede til mørkeblå og sort.

Hjemme i Osted gik han i seng og tænkte, at han nok burde kigge forbi lægen den efterfølgende mandag - men det endte med at blive før.

Da klokken slog 23 lørdag aften, kom han til Roskilde Sygehus og blev sendt videre til Holbæk Sygehus, hvor to kirurger stod klar og ventede på ham - og så gik det stærkt. Infektionen voksede med en sort streg på to centimeter i løbet af blot en halv time.

Natten til søndag blev han hasteopereret, hvor kirurgerne skar fingeren op fra spidsen og ned til knoerne i et zigzag-mønster og fjernede dødt væv og puds.

Fingeren blev efterfølgende opereret og åbnet op flere gange for at blive tjekket.

Fire dage forinden episoden på motorvejen stak han sig på et trykimprægneret gulvbræt, da han skulle hente en flaske vin i sit skur. Han har før prøvet at have splinter uden de store problemer til følge.

- Så venter man bare, til der kommer lidt betændelse, og så forsvinder den, slår han fast i telefonen et par timer op til sin tredje operation.

I begyndelsen var smerten også til at holde ud:

- Jeg er jo en mand, griner Nis Sørensen, der oprindeligt kommer fra Assens og som til daglig arbejder med optimering af søgemaskiner til computere og som healingmassør i egen klinik.

Den kødædende bakterie, der angreb, og som i sidste ende kunne have kostet ham en amputation af fingeren eller i værste fald livet, stammer ifølge lægernes vurdering højest sandsynligt fra hændelsen med gulvbrættet.

En hændelse, der blev startskuddet til nogle mindeværdige dage i Nis Sørensens liv, som satte både fysiske og mentale spor.

I sin taknemmelighed valgte han at skrive et opslag på Facebook, fordi han drømte om at finde frem til de personer, der kontaktede politiet og reddede ham.

Opslaget er delt mere end 6500 gange og har fået omkring 1000 kommentarer, og Nis Sørensen beskriver det som overvældende.

Det viste sig at bære frugt, for gennem opslaget fandt han frem til kvinden, der var den første til at kontakte politiet. De to fik sig en telefonisk snak, hvor de talte episoden igennem. Også politibetjenten fra Fyns Politi kom han i kontakt med for at give en tak i røret.

Selvom følelsen af taknemmelighed og glæde fyldte hans krop, var han også bekymret, fordi han var følelsesløs i fingeren - indtil han den anden dag kom til at støde den hårdt ind i sengebordet på sin stue. Dét gjorde ondt:

- Jeg sagde ikke av, jeg sagde yes, jeg kan mærke min finger. Man kan blive glad for at mærke smerte. Med lidt held får jeg måske 50 eller 75 procent førlighed i min finger, og det vil jeg være dybt taknemmelig for, for så kan jeg stadig fortsætte med mit job som healingmassør.

I hospitalssengen sidder Nis Sørensen med en lykke, der overstiger smerten og hændelsen, som han måtte igennem:

- Det er lidt underligt, fordi jeg har det smaddergodt. Jeg er i en lykkerus og er dybt taknemmelig, over at jeg er i live og ikke har forvoldt andre skade, glædes han og beskriver også sin glæde over hele forløbet fra start til slut.

Nis Sørensen har udelukkende roser til overs:

- Selvom vi har et overbelastet sundhedsvæsen, har jeg kun haft en særdeles god og positiv oplevelse, lyder det fra ham.

Han regner med at skulle igennem flere operationer og muligvis en transplantation af den ødelagte hud i det yderste led.

Oprustning: Snart sendes 14 tyske såkaldte Leopard 2-kampvogne til fronten i Ukraine. Det besluttede vores naboer mod syd onsdag. Efterfølgende har manøvren også fået USA, Polen, Storbritannien og senest Norge til at melde sig under fanerne af lande, der bidrager med nye kampvogne i krigen mod Rusland.

Men hvad betyder Vestens rullende våbenbidrag i denne omgang for krigens videre færd? Ifølge Flemming Splidsboel, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), betyder nogle af disse kampvogne - navnlig Leopard 2 -  at der nu er grej fra "den øverste hylde" involveret i krigen i Ukraine.

- Vi er i løbet af 2022 nået et punkt, hvor nogen har tænkt, at nu er det nu, vi kan få sat en stopper for det. Det er måske det, vi ser nu som en foreløbig kulmination med de her våbenleverancer, siger Flemming Splidsboel til Berlingske.

Flere eksperter peger i dagens mediebillede på, at de nye leverancer kan være med til at rykke ved de ellers relativt låste fronter i krigen lige nu. Den analyse får medvind hos major og militærforsker ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, Kristian Lindhardt.

Han siger til TV 2, at kampvognenes egenskaber netop kan bane vejen for, at andre enheder kan begynde at bevæge sig. Og hvis der kommer nok af dem, kan Ukraine igen gøre fremskridt i krigen.

- De nye kampvognes ildkraft, beskyttelse og systemer gør, at selvom de bevæger sig – og modstanderen bevæger sig – er de i stand til at ramme 90 procent af tilfældene, første gang de skyder, siger Kristian Lindhardt.

Mikkel Storm Jensen, der også er major og militæranalytiker ved Forsvarsakademiet, forklarer til Berlingske, at ukrainerne får mere moderne artilleri end russerne ved få fingre i de nye kampvogne.

- Uanset om ukrainerne skal forsvare sig eller decideret smide russerne ud, så er det her meget vigtigt for dem at få, siger han til Berlingske.

Hos DR vurderer forsvarskorrespondent, Mads Korsager, at "Leoparderne er den sidste brik", som Ukrainerne skal bruge for at slå hul på de russiske linjer. Dermed kan de måske ifølge journalisten endda befri nogle af de besatte områder i landet.

- De er designet til specifikt at gå i krig med sovjetiske kampvogne. Så de ukrainske soldater vil opleve det som en heftig opgradering, siger Mads Korsager til dr.dk.

Danmarks Forsvarsminister, Jakob Ellemann-Jensen (V), har tidligere afvist at sende nogle af Danmarks 44 Leopard 2-kampvogne afsted til Ukraine.

- Antallet af danske kampvogne er stærkt begrænset, og de er sådan set i brug lige i øjeblikket, sagde han til TV 2 fredag.