Internet Explorer advarsel

Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Selv om Venstre plejer at gøre det, så vil Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen ikke udnævne sig selv som statsministerkandidat forud for næste folketingsvalg. Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Pape vil ikke være statsminister på forhånd

Godmorgen og velkommen til dagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark på 2. juledag.

Vi begynder dagens nyheder i politik, hvor julefreden nu forstyrres af et interview med Det Konservative Folkepartis Søren Pape Poulsen i Politiken. Den populære partiformand vil nemlig ikke på forhånd erklære sig som blå bloks statsministerkandidat forud for næste folketingsvalg.

I stedet mener han, at antallet af mandater skal afgøre, hvem pilen peger på som statsminister – alt andet vil ifølge formanden være "disrespektfuldt" overfor de andre blå partier. Men Søren Pape Poulsen vil til gengæld godt være forhandlingsleder.

- Det må give sig selv, at hvis jeg skulle vælge at melde mig som kandidat, så er det naturligt, at det er den kandidat, der har flest mandater bag sig, der selvfølgelig bliver forhandlingsleder, siger Søren Pape Poulsen til Politiken.

Siden 1998 har Venstre ellers troligt kommet med svaret på blå bloks statsministerkandidat før et valg, men fordi De Konservative puster Venstre i nakken, er det ikke givet, at Venstres Jakob Ellemann-Jensen står først i køen til posten per automatik.

I en nylig Voxmeter-måling ligger Venstre til 15,2 procent af stemmerne, mens De Konservative står til 14,5 procent. Venstre har til Politiken ikke ønsket at kommentere Papes melding.

Evakuerede afghanere forlader Danmark

Fra indenrigspolitik smutter vi videre til udenrigspolitik. For kun fire måneder efter, at Danmark evakuerede godt 1.000 afghanere efter Talebans magtovertagelse, har 47 af dem igen sagt farvel til os. Det skriver Jyllands-Posten, som har kigget nærmere på tal fra Udlændingestyrelsen.

Et bredt flertal i Folketinget vedtog den 11. november en særlov, der giver afghanere, som har hjulpet de danske myndigheder i Afghanistan, mulighed for at få en midlertidig opholdstilladelse i to år uden udsigt til forlængelse. Hvis opholdet i Danmark ønskes længere, skal der søges om asyl.

Og det er ifølge Jyllands-Posten netop de usikre vilkår om fremtiden, som giver afghanerne mismod og får dem til at rejse. Avisen har været på besøg i en Røde Kors-lejr i Thyregod og talt med flere evakuerede afghanere, og har også fået begrundelsen bekræftet af frivillige i lejren.

Englands nabolande opruster mod corona

Og så skal vi også lige forbi coronasituationen i udlandet. For mens England og Boris Johnson har nægtet at diskutere nye restriktioner før efter jul, så indfører nabolandene Wales, Skotland og Nordirland fra i dag striksere restriktioner for at bremse smitten. Det skriver Ritzau.

Således kan højst seks personer få lov at mødes på pubber, restauranter og i biografer i Wales. Der er krav om to meters afstand i offentligheden, og natklubber forbliver lukket i Wales. I Skotland bliver det også et krav at holde afstand ved større arrangementer, men op til tre forskellige husstande har lov at mødes på barer, teatre og biografer.

I Nordirland må man ikke længere holde indendørs arrangementer, hvor man står op, natklubberne lukker, og så skal nordirere begrænse deres sociale boble til tre husstande, mens op til seks personer kan mødes på pubber og restauranter.

Sydafrikansk fredshelt er død

Vi slutter dagens nyhedsbrev med en vemodig nyhed, men som måske også kan få os til at mindes en af verdens store fredshelte. For den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsforkæmper Desmond Tutu er død. Han blev 90 år gammel. Det oplyser den sydafrikanske præsident i en meddelelse, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Desmond Tutu var kendt som en stærk kritiker af apartheidstyret i Sydafrika og især for sin ikkevoldelige modstand. I 1984 modtog han Nobels fredspris for sin utrættelige kamp for menneskerettigheder. Biskoppen fortsatte sin mission med at forsone hvide og sorte gennem hele livet, de seneste år dog mere tilbagetrukket, da han kæmpede med prostatakræft i mere end to årtier.

Det var nyhedsoverblikket for i dag, men hvis du ruller videre, så får du fire gode historier fra Avisen Danmark.

Billede af Ditte Birkebæk Jensen
Billede af skribentens underskrift Ditte Birkebæk Jensen Landbrugs- og fødevarejournalist
De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, har ikke noget behov for at give Mette Frederiksen (S) tryghed i jobbet - nærmest tværtimod. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Sofie Carsten: - Det kan komme dertil, at vi peger på Ellemann eller Pape

2021 har for De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, handlet om at få partiet på ret kurs efter kaos, ledelsesskift og MeToo-sager. Nu er kursen stabil og konstant rettet mod at få regeringen til at ryste i bukserne over, hvor den har sit støtteparti.

Avisen Danmarks politiske makkerpar møder hende på kontoret i denne specialudgave af podcasten "Politik med Løvkvist & Dall". Du kan læse et uddrag ved at trykke "læs hele artiklen" og lytte til hele podcasten i appen Nyhedskiosken, på Avisendanmark.dk/podcast, eller hvor du normalt finder din podcast.

Avisen Danmarks politiske makkerpar Casper Dall og Kasper Løvkvist har været rundt på Christiansborgs kontorer for at finde politiske ledere, der ville drikke en øl med dem, mens de taler om politik. Læs et uddrag af interviewet med De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, her - og hør det hele på Avisendanmark.dk/podcasts, i appen Nyhedskiosken, eller hvor du normalt finder din podcast.

Sofie Carsten Nielsen gik ind i 2021 som grøn og nyudpeget leder for Radikale. Hun går ud af året som en partileder i rød blok, der konstant flirter med at hoppe over skyttegraven for at alliere sig med de blå.

Løvkvist & Dall møder hende på kontoret i den fjerne ende af Christiansborg, og vi kommer ind i samtalen, hvor der bliver kigget tilbage på et interview, Sofie Carsten Nielsen i november gav til Berlingske, hvor hun beskyldte regeringen for ringeagt for Folketinget og sagde, at den lukker sig om sig selv, er modvillig mod at samarbejde, egenrådig og magtfuldkommen. Og så sagde hun også:

"Mit håb er, at denne kritik vil føre til, at regeringen ændrer stil".

Lyt til podcasten og hør Sofie Carsten Nielsen fortælle om:

  1. Hvor fedt det er, at Radikale har fået en bastion på Fanø
  2. Følelsen af at stå alene i våd tåge
  3. At udlændingepolitikken ikke længere skal fylde alt i Radikales politik
  4. At midten i dansk politik ikke er et mål, men et middel
  5. At kommissioner er et krisetegn
  6. At den radikale identitet ikke er rød
  7. At hun er i risiko for at blive bims
  8. At hun har fået blod på tanden, så nu bliver hun i politik
  9. At hun ikke synes. det er irriterende, at den radikale borgmester på Fanø hedder Frank Jensen


Hvordan går med at få regeringen til at forstå, hvad du mener?

- Samtalen er i gang. Det er fair nok, at de ikke synes, det er særligt fedt, at jeg giver sådan et interview. Jeg tror godt, regeringen ved, at det er noget, jeg tager alvorligt. At jeg synes, det er problematisk for Danmark, hvis man ikke er mere optaget af, at Folketinget og borgerne bliver hørt noget mere, og at regeringen bliver mere inddragende. Og at man har behandlet minkkommissionen på en måde, som ikke virker respektfuld og lyttende. Men det er også mere grundlæggende - måden man præsenterer sig på, som ikke er forankret i noget, som måske kunne skabe bedre løsninger. At det er vigtigere at kommunikere og tage æren og så må vi finde løsninger bagefter.


Det er en etpartiregering, fordi S ikke ville have jer med. Du kalder det kommunikation, mens de nok vil sige, at det handler om, at man skal vide, hvad Socialdemokratiet mener, selv om det ikke altid kan skabe flertal for dets politik?

- Jo, det har jeg også prøvet at sætte mig ind i. Men jeg er optaget af, om det løser problemerne på den bedst mulige måde - klimakrisen, det vi kan kalde trivselskrisen hos børn og unge, den gedigne mangel på mennesker i velfærdsstaten. Jeg tror også, det handler om, at der ikke er nogen intern kritik, det er bare: Følg lederen.


Det er vel etpartiregeringens natur?

- Det kan I sige, men det ligner, der kommer noget usundt ud af det. At man ikke lige får stillet spørgsmål til hinanden på møderne - hvorfor er dette ikke blevet tjekket, skal vi ikke lige undersøge det?


Det kan ikke komme bag på dig, at intern kritik ikke lever godt i en etpartiregering. Skulle du så ikke have sagt, at I ikke ville acceptere den?

- Jo, det er en refleksion og eftertanke. Det ser ud til, at det får de konsekvenser, og det må jeg tage med mig videre i forhold til, hvad der skal ske fremadrettet.


Dummede I jer i konstitueringen?

- Ja, måske. Men det med at sige, at vi vil i regering skaber heller ikke tillid blandt mennesker. Vi kan så roligt sige nu, at vi har prøvet en etpartiregering, og hvis det ikke ændrer sig markant, synes jeg ikke modellen skal afprøves igen.


Hvorfor er du utilfreds med regeringens samarbejde med Minkkommissionen? Ministrene tropper op, Statsministeriet får afleveret mobiltelefonerne, hvad er problemet?

- Der gik mange dage, hvor den ikke svarede kommissionen og virkede oprigtigt irriteret på den. Jeg forstår godt, at det er irriterende at skulle så mange ting; kommissionen beder også om ting, det ikke har været kutyme at bede om. Og selvfølgelig møder man op - alt andet ville have været horribelt. Jeg havde fornemmelsen af, at de trak tiden og lod være. Bare det at have fornemmelsen ...


Siger du, at regeringen har modarbejdet kommissionen?

- Det kan jeg ikke sige noget om. Jeg er sikker på, at de vil sige, at det har de ikke gjort. Det er sikkert rigtigt, men de må gøre noget for at imødegå den grundfortælling. Det er bare et eksempel. De bør gøre noget for at forankre politikken i Folketinget, få bredden og åbenheden ind. De er jo ellers mørklagt.


Nu er der lys på i Minkkommissionen. Er der kommet noget frem, som faktisk bekymrer dig?

- Ja, men ikke på ulovlighedsmåden. Både Minkkommissionen - og Instrukskommissionen før den - viser et embedsværk under massivt pres - både fra toppen af embedsværket selv og fra politikerne, i særdeleshed fra Statsministeriet.


Tror du, at embedsmænd under eksempelvis Margrethe Vestager eller dig selv som minister ikke oplevede et pres?

- Det tror jeg, de gjorde. Det er en del af arbejdet, men jeg håber, at jeg selv stod noget mere på digerne, som jeg synes i meget høj grad er blevet brudt her. Vi kan se, at politik og embedsværk er blevet for sammensmeltet.


Hvor er digerne blevet brudt i minksagen?

- Der har været et ekstremt tryk fra toppen af Statsministeriet på embedsmændene - i forhold til hvordan de skal forholde sig til pressen, og hvordan de skal hjælpe statsministeren.


Er der noget i det pres, der ikke har været legitimt?

- Det er lige på grænsen for mig. Jeg anerkender, at der i en pandemi er helt andre vilkår, end da jeg var minister. Men jeg synes, det virkelig sætter spørgsmålstegn ved, om vi har den rette indretning - særligt når vi har en etpartiregering, hvor tingene smelter sammen. Jeg ved, hvor dødbesværlig en flerpartiregering er, fordi politikerne og embedsmænd så stiller spørgsmål til hinanden. På den måde blev beslutningerne udfordret. Det er ikke altid kønt, men det kompenserer for det pres, der politisk bliver lagt på embedsværket


Er det fair at koge din pointe ned til, at alt ville være bedre, hvis Radikale sad i regering?

- Det er klart, at det synes jeg personligt, det ville, men hvis det bare var pointen, ville den jo simpelthen være så billig. Der er mere på spil. Nogle af de samme træk gjorde sig gældende i Venstres etpartiregering.


Du er begyndt at tale offentligt med borgerlige partiledere. Er du på vej til at trække Radikale over i blå blok?

- Vi har været med i eller været støtteparti for socialdemokratiske regeringer i en lang årrække nu, men vi har lavet ret vigtige aftale hen over midten med de borgerlige partier.


Aftaler over midten er ikke noget særkende for Radikale - det afgørende må være, om man rent faktisk kan skifte position?

- Selvfølgelig. Og det er lang tid siden, at Radikale har været støtteparti for eller deltaget i en borgerlig regering. Det er jeg ikke så optaget af, men jeg har været grundfrusteret over, at Radikale har været mast og haft svært ved at finde plads. Måske er vi bare ikke særligt populære - alle vil vel gerne have, at vi ikke er der. Jeg er optaget af politiske resultater - klimakrise, massiv mangel på arbejdskraft, det brænder bare helt vildt på, og der er ingen langsigtede løsninger. Vi må trække regeringen til truget for bare at give bud på, hvordan man finder 10.000 flere til arbejdsmarkedet. Jeg kan finde mange flere bud - det var blandt andet derfor jeg gav et interview sammen med Søren Pape. Jeg er nødt til at se, hvor jeg finder de bedste løsninger.

Bloktænkningen ligger dybt i os alle, og når jeg gerne vil gøre op med det, er det selvfølgeligt risikabelt, og det kan godt koste.

Sofie Carsten Nielsen (R)


Så hvis Søren Pape kommer og siger, at han gerne vil lave aftaler om arbejdsudbud og klima, er du klar?

- Ja, jeg er ikke blå eller rød. Blokpolitik er dødssygt.


Virkelighedens verden er, at I er i rød blok og har været det i lang tid. Hvis du mener det alvorligt, bliver du så ikke nødt til at vise det?

- Jo, det gør vi også med de aftaler, vi søger at fremme på arbejdsudbudsdagsordenen. Det kommer ikke til at ske i rød blok.


Hvis man skal vise det og ikke bare snakke om det, bliver man så ikke nødt til at bringe regeringen i mindretal nogle gange eller tage den hårde beslutning at sige, at I foretrækker Ellemann eller Pape som statsminister næste gang?

- Det er klart, at det kan komme dertil. Det kræver så, at der er politik, der giver bedre løsninger.

- Bloktænkningen ligger dybt i os alle, og når jeg gerne vil gøre op med det, er det selvfølgelig risikabelt, og det kan godt koste.


Men dog mindre risikabelt bare at snakke om det end rent faktisk at gøre det?

- Klart. Det afgørende er bare for mig, hvad vi kan blive enige om, og hvis det er bedre, vil jeg gå efter det.


Vil du så ikke også komme over i et selskab, hvor der er endnu længere til at kunne blive enige om udlændingepolitikken?

- Helt klart. Det har været årsagen til, at vi mange år har befundet os godt med en socialdemokratisk regering. Men der er en grundfrustration nu. Udlændingepolitikken har flyttet sig meget, Socialdemokratiet går højre om i en lang række tilfælde. Det har været deres store ting, at de i hvert fald ikke bliver kaldt noget, der nærmer sig Radikale. Der har ikke måttet kunne komme et papir mellem S og DF og vel også Venstre, fordi det måtte ikke hedde sig. Nu har det sejret ad helvede til. Den lever ikke på samme måde længere.


Hører vi her en accept eller en anerkendelse af, at de andres udlændingepolitik har sejret?

- Det er en accept af, at jeg ikke har 90 mandater til at ændre alting. Der er stadig et hav af eksempler på hvor det er gennemgående åndssvagt og mangler sund fornuft. Det skal kunne ændres, og det tror jeg det kan - også med en Venstre-ledet regering, som også kan se, vi mangler udenlandsk arbejdskraft.

Smilene er hos Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti. Han vil dog ikke erklære sig som statsministerkandidat før flere af de andre borgerlige partier tydeligt har signaleret deres støtte til ham på bekostning af Venstres Jakob Ellemann-Jensen, vurderer Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall. Arkivfoto: Morten Pedersen

Dall: Pape skal presses frem som statsministerkandidat

Snakken går på Christiansborg: Hvem er egentlig blå bloks statsministerkandidat - Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen? De seneste 30 år har Venstres formand per definition været statsministerkandidat, men måske får Jakob Ellemann-Jensen konkurrence ved det valg til Folketinget, som skal finde sted inden for det næste halvandet år. Sandsynligheden er stor, vurderer Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, i denne analyse.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har gode meningsmålinger - både for sig selv og sit parti - og Konservative fik et godt kommunalvalg. Men Søren Pape Poulsen ved godt, at han er nødt til at have flere mandater bag sig end dem, vælgerne udstyrer Konservative med. Derfor venter han med at melde sit eventuelle kandidatur til, at de øvrige borgerlige partier har støttet ham klart og tydeligt i offentligheden, skriver Casper Dall.

Det var ganske underspillet. Ingen vilde armbevægelser. Ingen kække bemærkninger. Blot en nøgtern konstatering:

- Man kan ikke bare sige, at Kristendemokraterne, LA, Nye Borgerlige eller Dansk Folkepartis mening ikke betyder noget.

Ordene er Søren Pape Poulsen, formand for Det Konservative Folkeparti. Ordene faldt i Avisen Danmarks politiske podcast – ”Politik med Løvkvist & Dall”. Og Pape har jo ret. Mandater betyder alt i politik. Både Konservatives egne mandater og de andre i blå blok. Lige nu står Søren Pape Poulsen og Konservative til en fordobling i flere meningsmålinger. De er det parti, der pt. oplever den succes, som Radikale oplevede, da de var ”radi-cool”, som Villy Søvndal oplevede, da de sjoveste fester var hos SF, og 12 minutters mere arbejde var vejen frem mod en stærkere økonomi, og som Kristian Thulesen Dahl oplevede, da danmarkskortet pludselig ved valget i 2015 blev farvet gult.

Men Søren Pape Poulsen vil ikke begå sine forgængeres fejl. Han vil ikke lade succesen stige ham – og resten af partiet – til hovedet. Derfor underspiller han. Nogle vil sige ”fedtspiller”. Men han spiller. Og han spiller i øjeblikket et poker-spil, hvor han venter på, at de øvrige partiledere i blå blok melder tydeligere ud om deres kort. Kristendemokraterne har dog gjort det: De foretrækker Pape før Venstres Jakob Ellemann-Jensen. Men hvad mener Pernille Vermund, Alex Vanopslagh, Lars Løkke Rasmussen og den kommende formand for Dansk Folkeparti? Hælder de mod Søren Pape Poulsen eller Jakob Ellemann-Jensen? Deres svar bliver afgørende for, om Søren Pape Poulsen bryder med traditionen i nyere dansk politik og peger på sig selv som statsministerkandidat i stedet for Venstres formand.

For Pape ved godt, at når valgdagen kommer, skal han være virkelig heldig (eller dygtig) for at blive større end Venstre. Og så har han brug for de øvrige mandater i blå blok stiller sig bag. Det var præcis den samme metode, som konservative kandidater brugte ved kommunalvalget i november. Kun i meget få af de 14 konservative kommuner fik partiet absolut flertal. Faktisk blev de ikke i ret mange kommuner det største parti. Der skulle lave alliancer og bages rævekager – både med blå og røde partier. Tydeligst skete det i Kolding, hvor Venstres Eva Kjer Hansen stod med en lang næse, da Konservatives Knud Erik Langhoff havde konstitueret sig til borgmesterposten – uden om byrådets suverænt største parti – Venstre.

Vælgerne er ikke i tvivl. Måling efter måling placerer Søren Pape Poulsen over Jakob Ellemann-Jensen, når det gælder håndteringen af snart sagt ethvert politisk emne lige fra udlændinge over økonomi til klima. Alligevel har Jakob Ellemann-Jensen og Venstre en stor fordel. De kan trække vælgerne hen over midten i dansk politik. Under Dansk Folkepartis storhedstid var det Pia Kjærsgaard og senere Kristian Thulesen Dahl, der stod for store vælgervandringer på tværs af blokkene. Men med Dansk Folkepartis deroute de seneste år, skal de vist bare være glade for dem, der er blevet hos partiet. De trækker ganske enkelt ikke længere hen over midten. Venstre kan gøre det. Konservative ønsker ikke at gøre det – indtil videre.

For en del af Søren Pape Poulsens og Konservatives aktuelle succes bygger på, at partiet ikke mener noget om alt. Gennem det seneste halve års tid er partiet af både meningsdannere og politiske modstandere blevet skudt i skoene, at de ikke har nogen politik. Det er forkert. Partiet har masser af varer på hylderne. Man kan bare besøge deres hjemmeside, hvis man ønsker at dykke længere ned i de enkelte emner. Men det er ikke alle varerne, der bliver stillet frem i vinduet, så alle kan se dem. Der står kun to-tre forskellige varer. Den slags signalerer stabilitet, og hvis man også kan lide ekspedienten bag disken, er det jo godt, men det er heller ikke en butik, man lige dumper ind i for at ose. Dét kan blive Papes problem på sigt – især hvis han kommer til at vente forgæves på resten af blå blok.

Pape ved godt, at når valgdagen kommer, skal han være virkelig heldig (eller dygtig) for at blive større end Venstre.

Casper Dall, politisk redaktør
Af hjertet tak. Opbakningen under EM var gribende, mener Kasper Hjulmand. Billedet er taget efter kampen i Parken mod Belgien, hvor landsholdet følelsesmæssigt havde været ude i tovene i fem dage. Arkivfoto: Stuart Franklin/Reuters/Ritzau Scanpix

Hjulmand ser tilbage på 2021:  - Vi kunne have tabt 10-0 og der havde stadig været kærlighed i luften

Navnet Kasper Hjulmand var langt de fleste bekendt, længe inden EM i fodbold foldede sig ud i blandt andet Danmark i juni. På baggrund af Christian Eriksens hjertestop i Danmarks første kamp, 12. juni mod Finland, kom også de sidste med - og millioner af tv-seere rundt om i verden.

Kasper Hjulmand og landsholdsspillerne blev derefter mødt af en meget hjertevarm reaktion, der ifølge Hjulmand har sat sig fast og vil gøre indtryk for evigt. Det fortæller han om i Avisen Danmark, som har bedt ham tale om tre temaer eller begivenheder, der for ham fortæller noget væsentligt om året, der er gået.

De to andre emner handler om hans ønske om at få idrætsfællesskaberne til at hjælpe grønlandske børn og om hans bekymring for handicappedes rettigheder i Danmark.

Opbakningen til fodboldlandsholdet gør indtryk på landstræner Kasper Hjulmand, når han ser tilbage på 2021. Det samme gør gensynet med Grønland. Og så er han ærgerlig over, at handicappede menneskers retssikkerhed stadig er under pres.

2021: Kasper Hjulmand var som landstræner i fodbold kendt af de fleste danskere, allerede inden det coronaforsinkede EM blev indledt i København i juni 2021. De få, der ikke kendte ham, kom formentlig til det efter en tragisk hændelse for snurrende tv-kameraer, Christian Eriksens hjertestop i Danmarks første kamp, 12. juni mod Finland.

Tre ting jeg husker 2021 for

Året, der er gået, tager sig forskelligt ud, alt afhængigt af hvem der ser tilbage. Avisen Danmark har bedt en række personer, kendt i den bredere offentlighed, udpege tre højdepunkter, som efter deres mening er med til at give 2021 sin signatur. I dag er det fodboldlandstræner Kasper Hjulmand.

Det fik han og landsholdsspillerne straks at mærke. Den reaktion, de blev mødt med, især i forbindelse med den næste kamp mod Belgien, står for Kasper Hjulmand som noget af det mest bevægende og betydningsfulde i 2021.

Det fortæller han om i dette interview, der fandt sted 1. december. Her bad Avisen Danmark ham tale om tre temaer eller begivenheder, der for ham fortæller noget væsentligt om året, der er gået.

De to andre emner handler om hans ønske om at få idrætsfællesskaberne til at hjælpe grønlandske børn og om hans bekymring for handicappedes rettigheder i Danmark.

1 Kampen mod Belgien

Kasper Hjulmand følte sig noget nær magtesløs, da han og spillerne skulle samle sig selv op efter Christian Eriksens hjertestop med en kamp mod Belgien fem dage efter.

- Vi var helt nede at ligge, følelsesmæssigt helt ude i tovene. Helt til det allersidste vidste vi reelt ikke, om vi kunne gennemføre kampen, fortæller han.

Normalt, når spillere og sportsfolk på det niveau forbereder sig til kamp, gør de det med en koncentration, så intet andet spiller nogen rolle. Det er, med Hjulmands ord, som en kamp på liv og død.

Med det indre billede kørende af en livløs Christian Eriksen, var det pludselig en virkelig kamp på liv og død. Det gjorde fodbolden inderligt overflødig.

- Det var en kammerats liv, der betød noget. I den situation, i det øjeblik, var fodbolden fuldstændig uden betydning, siger Kasper Hjulmand.

Ikke desto mindre gennemførte spillerne kampen mod belgierne. Nok var de nede at ligge, men de fandt kraften til at rejse sig igen i den opbakning, en stort set samlet befolkning straks viste, mener Kasper Hjulmand.

Fra vugge til grav

Han husker sceneriet, da han og spillerne 17. juni forlod hotellet i Helsingør for at begive sig til kampen i Parken.

Tæt på hotellet var helt små vuggestuebørn klædt i rødt og hvidt, det samme var ældre mennesker i kørestol på et plejehjem lige ved siden af. Ved kirkegården stod graverne og svingede med deres skovle i rødt og hvidt, og brandfolk var ude at hilse med brandbilerne. Da spillerbussen ankom til København sydede hele Østerbro og Parken.

- Opbakningen kom fra alle slags mennesker, drenge og piger, mænd og kvinder, alle aldre ... ja, helt bogstaveligt fra vuggestuen til kirkegården.

- Der var en intensitet, en helt særlig stemning, jeg aldrig glemmer. Vi kunne have tabt 10-0, og der havde stadig været kærlighed i luften, siger Kasper Hjulmand.

Folket hjalp nogle, der lå ned. Det var i den rækkefølge: Først opbakningen, så præstationen. Pisseirriterende vi ikke vandt.

Kasper Hjulmand, landstræner i fodbold

Galt gik det, men ikke så galt: Belgierne vandt 2-1. Men det, der står tilbage, er, at i selvsamme kamp, som Kasper Hjulmand reelt tvivlede på, om spillerne kunne gennemføre, gik de på banen og leverede verdensklassespil. Det er i hvert fald sådan, han ser det:

- Det er noget af det bedste fodbold, jeg har set, og jeg har dog set en del. De dér gutter er eddermame stærke. Det skal man ikke måle, når tingene glider i olie, og man vinder kampe, det skal måles, når man kommer under et pres, der slet ikke er forventet.

- Læren for mig i alt dette er vigtigheden af befolkningens opbakning. Folket hjalp nogle, der lå ned. Det var i den rækkefølge: Først opbakningen, så præstationen. Pisseirriterende vi ikke vandt.

2 Unicefs indsats for grønlandske børn

Ud over sit landstrænerjob er Kasper Hjulmand engageret i Unicef, hvor han er medlem af den danske afdelings præsidium.

Som sådan besøgte han for kort tid siden Grønland, hvor Unicef Grønland sammen med Grønlands Idrætsforbund har sat et idrætsprojekt i verden. Det skal få børn, også børn, der ellers hænger ude på samfundets sociale bagtrappe, med i et fællesskab, med i det gode liv.

- Jeg tror på, at netop idrætsfællesskaber er velegnede for børn, der ellers har alle odds imod sig, siger han.

Samtidig var besøget et gensyn med en del af Rigsfællesskabet, hvor han boede de første par år af sit liv, da hans far og mor var udstationeret som folkeskolelærere i Grønland.

Kasper Hjulmand ser med en vis medfølelse på de vilkår, der er blevet grønlændernes. Det er samtidig et spejl på vores ageren, når vi diskuterer, hvordan andre i verden burde leve deres liv, mener han.

- Hvis det, Danmark gjorde i Grønland hele vejen op til 70'erne, skete andre steder i verden i dag, ville vi se på det med en vis fordømmelse. Så når vi med nutidens danske værdier og etik kigger ud i verden, skal vi huske vores egen historie.

Ungdommen vækker håb

På rejsen til Grønland oplevede delegationen i det hele taget Danmarks betydning for grønlandsk kultur, blandt andet med et besøg i den lille bygd Qoornoq. Nogle steder har grønlænderne oplevet, hvordan deres børn blev sendt til Danmark og bedt om ikke at tale grønlandsk. Andre steder er grønlænderne blevet flyttet fra de lokale bygder ind i boligblokke i Nuuk. Og Kasper Hjulmand har mødt fortidens sammenstød mellem Danmark og Grønland flere gange:

- Vi oplever ofte, at alt for mange lande og kulturer forsøger at presse hinanden til at ændre sig til andres værdier og kulturer. For mig er den bedste vej at lære at forstå hinanden i en kompleks verden og respektere hinandens forskelligheder. Og så selvfølgelig påvirke verden med det, vi er, i åben og respektfuld samvær og samtale.

Kasper Hjulmand tror på, at vejen til en bedre verden går gennem et bedre børneliv. Det er derfor, han vier lidt af sit liv til Unicefs arbejde.

Det er også dér, hos nutidens børn og unge, han ser fremtidens håb.

- Det, jeg oplever, er, at ungdommen og børnene er vant til at være i kontakt med verden, de ser ikke forskellighederne i seksualitet, race, religion eller alle de der ting, som ligger dybt i os andre. Det synes jeg er opløftende, det giver håb, siger Kasper Hjulmand.

3 Handicappedes retssikkerhed

Kasper Hjulmands lillebror, Simon, er psykisk udviklingshæmmet. Også dét har åbnet landstrænerens øjne for, at nogles livsvilkår ikke følger de vante standarder. Tværtimod.

- De handicappedes retssikkerhed er under pres, og sådan har det været længe, forstærket siden amterne blev nedlagt, siger Kasper Hjulmand.

Han mener, at specialistviden og mange års erfaring i at organisere hele handicapområdet gik tabt, da de 14 amter blev nedlagt, og opgaverne blev fordelt på 98 kommuner.

- Kommunerne både visiterer og drifter området. Det giver et strukturelt problem, som sætter de handicappedes og de pårørendes rettigheder under et kæmpestort pres.

- Hvis nogen  skulle være i tvivl, kan jeg henvise til de mange, mange vidnesbyrd, som juristen Monica Lylloff har samlet og gengivet gennem organisationen enmillionstemmer.dk

- Det er rystende læsning, og Monica Lylloff er min nationale helt. Jeg støtter hendes organisation, for det er desværre et nødvendigt arbejde at samle og udbrede kendskabet til alle disse eksempler.

Ofte ender det i opslidende retssager. Det er der minimum to grunde til at protestere mod, mener han.

- Det ikke alle, der har energi eller ressourcer til at føre retssag, og det kan ikke være rigtigt, at man overhovedet skal kæmpe for sine rettigheder og sågar køre retssager for at sikre noget, man har ret til, siger Kasper Hjulmand.

Problemstillingen er ikke specifik for 2021. Den er kendt gennem flere år. Så meget desto større grund er der til at råbe op, mener han.

- Vi kan ikke være det bekendt. Vi har et dejligt land, vi har midlerne. Men der er en gruppe mennesker, vi overser og ikke giver den retssikkerhed og den fair behandling, de fortjener, siger Kasper Hjulmand.

Kasper Hjulmand

Kasper Hjulmand er 49 år og har siden sommeren 2020 været træner for det danske herrelandshold i fodbold, der spillede sig frem til semifinalen ved EM i sommer.

Som aktiv spillede han i Randers, Herlev og B93. På grund af skader stoppede han som spiller, da han var 26 år. Som klubtræner opnåede han et dansk mesterskab med FC Nordsjælland i 2012. Han har også trænet Lyngby og den tyske Bundesliga-klub Mainz 05.

Han har desuden en bachelorgrad i idræt fra Københavns Universitet. Han er gift og har tre børn. Familien er bosat i Allerød.

Hør årets highlights: Rikke fortalte ikke Brian om sit handicap - nu er de gift

Der er cirka 50.000 udviklingshæmmede i Danmark, skønner
Socialstyrelsen. Det kan for eksempel både være folk med epilepsi, en psykisk
lidelse eller spastisk lammelse, som Rikke Pedersen Hansen fra Oksbøl.

Rikke oplevede, at det var svært at finde en kæreste, for som hun siger: ”Hver gang jeg nævnte, at jeg havde spastisk lammelse og sidder i kørestol, blop, så var de væk.”
I dag er hun dog gift med Brian, men det krævede snyd at få ham
på besøg, så de i sidste ende kunne blive kærester og gift. Hvad det snyd gik
ud på, kan du høre i podcasten ”Danmark fortæller”

I anledningen af julen og nytåret kan du høre og genlæse de
mest læste artikler fra Jysk Fynske Medier i 2021. Og artiklen om Rikke, der
lagde en fælde for Brian for at få ham på besøg, er en af de mest læste. Derfor
kan du finde oplæsningen af den ved at gå til appen ”Nyhedskiosken” eller på
avisendanmark.dk/podcasts.
Du kan også gå direkte til podcasten ved at trykke ”Læs hele artiklen ”herunder.

Rikke Pedersen Hansen fra Varde er født med spastisk lammelse. For 17 år siden fik hun både sin og Varde Kommunes første servicehund. Nogenlunde på samme tid kom hun også i kontakt med Brian fra Sjælland, som i dag er hendes mand.

I podcasten 'Danmark fortæller' læser vi de bedste historier fra avisen op. For at markere årets udgang har vi udvalgt de mest læste artikler fra Jysk Fynske Medier gennem det seneste 12 måneder og læst dem op.

Du kan finde flere afsnit af 'Danmark fortæller' ved at klikke her, og du kan læse artiklen fra dette afsnit om Rikke Pedersen ved at trykke her.