Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Genrefoto: Tobias Kobborg/Ritzau Scanpix

Konservative lovede fortrolighed, men udleverede kvindes beretning om krænkelser til den anklagede

Godmorgen og velkommen til denne uges sidste nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Vi lægger ud med dagens forsidehistorie fra Berlingske. Det viser sig nemlig, at Det Konservative Folkeparti har udleveret en kvindes fortrolige referat til den mand, hun beskyldte for krænkelser.

Partiet havde ellers lovet, at ingen ville få referatet at se, men på grund af GDPR-reglerne om databeskyttelse har manden alligevel fået det at se.

Flere eksperter fastslår nu over for Berlingske, at det er uhensigtsmæssigt, at loven om databeskyttelse kan bruges til, at kvinders beretninger om krænkelser kan deles med de anklagede. Det kan betyde, at nogle i fremtiden ikke tør stå frem med deres historier af frygt for, hvem der kan få indsigt i sagerne.

Partiet erkender, at andre kvinders beretninger på samme måde kan blive udleveret, men understreger, at man blot følger reglerne.

Kun syv udviste syrere er rejst tilbage

Fra udlevering til udvisning. Ingen andre lande er af samme opfattelse, som regeringen herhjemme er - at syriske flygtninge bare kan rejse hjem. Det har mødt kritik fra Vest til Øst.

I alt 34.000 syrere er kommet til Danmark siden borgerkrigens udbrud. De er kommet som flygtninge og familiesammenførte.

I halvandet år har den danske regering nu forsøgt at få en helt bestemt gruppe syrere fra Damaskus til at rejse ud af Danmark. Kun syv af dem er dog registreret som udrejst, skriver Jyllands-Posten i dag.

- Hjemsendelserne vil kun være en dråbe i havet i forhold til det samlede antal syrere, der ender med at blive. Det bliver den klart største indvandrergruppe fremover og kommer til at overhale tyrkerne, siger Peter Starup, lektor i udlændingeret på Syddansk Universitet, til avisen.

Ministeren på området, Mattias Tesfaye, afviser dog, at Syrien-hjemsendelserne er ved at kuldsejle. Han mener, at det er for tidligt at konkludere.

Fængselsansatte vil beskyttes mod corona fra indsatte

Vi runder dagens nyhedsoverblik af i de danske fængsler. Her savner fængselsbetjente nemlig mere sikkerhed - de vil beskyttes bedre mod coronavirus fra de indsatte, skriver DR.

De indsatte er nemlig ikke længere tvunget til at blive testet for coronavirus. Dermed kan fængselsbetjentene ikke vide, om nogle af de indsatte tager smitte med ind i fængslet.

Til gengæld har indsatte fortsat ret til ledsaget udgang, og her kan betjentene også risikere at komme i tæt kontakt med smittede. Derudover må fangerne ikke sættes i isolation, hvis de viser sig at være coronasmittede.

- Jeg er oprigtig harm over, at man nu, hvor vi står i den næste coronabølge, ikke er klar med et regelsæt, der gør, at vi kan håndtere de indsatte i vores fængsler på en måde, så det er sikkerhedsmæssigt forsvarligt for vores fængselsbetjente, siger Bo Yde Sørensen, formand for Fængselsforbundet, til DR.

Fængslerne er i forvejen pressede af for mange indsatte og for få betjente, og derfor advarer formanden om, at det kan få katastrofale konsekvenser, hvis der udbryder smitte blandt personalet.

Han opfordrer derfor Justitsministeriet til at indføre midlertidige regler, der kan lukke ned for både udgang og besøg i landets fængsler.

Det var nyhedsoverblikket for i dag. Men bliv hængende lidt endnu, for her får du fire gode historier fra Avisen Danmark.

Billede af Sarah Bech
Billede af skribentens underskrift Sarah Bech Journalist

Få Dagens Danmark læst op her

I hælene på advokaten, på udkig efter Walid. Foto: Emil Jørgensen

Vi skal finde Walid, før han dør i skovbunden: Natten er mørk og kold i hybridkrigs-zonen i urskoven på kanten af EU

Med et visum til ingenting har Hvideruslands diktator Lukasjenko lokket migranter til Minsk og sendt dem mod EU. Ved den polske grænse mødes de af en mur af soldater, der bruger tåregas og vandkanoner. 
Hele balladen er blevet kaldt både migrantkrise, hybridkrig og humanitær katastrofe. Men bag betegnelserne gemmer der sig en situation, hvor helt almindelige polakker nu lever i noget, der ligner en krigzone. Og familier fra Syrien, Irak og Afghanistan fryser ihjel i urskovene, der vokser fra Hviderusland til Polen. 
For at forstå de menneskelige konsekvenser af det storpolitiske spil, er Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen rejst til det polske grænseland.

Tusindvis af migranter står i bidende kulde og hamrer på Polens dør. Flere fryser ihjel. Hvideruslands diktator bruger dem som rambuk og blotlægger - ifølge dansk minister - at EU’s asylsystem er ødelagt. For at forstå krisen rejser avisens reporter Emil Jørgensen til grænselandet. Han møder en grædende borgmester og en flygtning med flere koner. Han deltager i sammenbidte redningsmissioner, farer vild i mørke skove og ender i polsk politis sorte bog.

Polen: Tynde grene svirper i ansigtet, smatvåde blade får støvlerne til at glide. Jeg løber igennem en kulsort skov i hælene på en advokat. I rygsækken har han dokumenter, der sikrer en syrisk mands ret til at søge asyl i Polen. Vi skal nå frem til ham, før de polske soldater gør det - og smider ham tilbage til Hviderusland. Vi skal finde Walid, før han dør i skovbunden.

Pludselig stopper advokaten op. Han vender sig om, så pandelampens røde lys rammer mig i ansigtet, og holder en finger for sine læber.

- Bisonokser, hvisker han.

Lyden af noget stort og tungt, som et tog der buldrer mellem egetræerne, bekræfter påstanden. De farer forbi, og vi farer videre.

Vi er i Polens og Europas sidste urskove, få kilometer fra Hviderusland. På en unaturlig flygtningerute, midt i en hybridkrig.

Advokaten er en del af Grupa Granica - et netværk af frivillige, der forsøger at redde vildfarne migranter fra at sulte eller fryse ihjel. Ved hjælp af Google Maps har Walid delt sin nøjagtige lokation i lukkede chatforum. Men vi er ikke alene. Hvide lyskegler fra store lommelygter kastes søgende rundt 30-40 meter fra os. Advokaten sætter sig på hug bag en træstamme, lukker øjnene og sukker, så lydløst han kan.

- Ikke godt, siger han

Lommelygterne og skridtene, der nærmer sig, tilhører den polske hær, tror han. Og er der nogen, han har mindre lyst til at møde end bisonokserne, så er det soldaterne.

Europas sidste urskove i Polen og Hviderusland danner dramatisk ramme om et storpolitisk spil involverede en diktator, der bruger tusindevis af migranter som menneskelige patroner. Emil Jørgensen kaster sig dybt ind i skoven - og forsøger at finde ud igen. Foto: Emil Jørgensen

Grænsekaos i Polen

30 timer tidligere - tirsdag eftermiddag - ankommer jeg i Chopin Lufthavn i Warszawa - intetanende om, at jeg i løbet af de næste døgn skal efterlades i en skov, se en mand i hypotermi og aflevere mit pas til politiet. At jeg skal møde en irakisk mand med to koner, som i 42 dage er blevet kastet frem og tilbage mellem Hviderusland og Polen. Se en polsk borgmester på randen af sammenbrud. Og høre udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye fortælle mig, at hele EU’s asylsystem er ødelagt, mens jeg holder på en mørk mark med havariblink på bilen.

Emil i Polen

I et storpolitisk magtspil bliver migranter brugt som levende ammunition. Det foregår i Polens østlige hjørne, på kanten af EU, få timers flyvetur fra København. For at forstå det, som europæiske ledere kalder for en hybridkrig, har Avisen Danmarks reporter Emil Jørgensen tilbragt fire dage i grænselandet.

Jeg er i Polen for at dække et grænsekaos. På den ene side står 15.000 polske soldater med tåregas og vandkanoner. På den anden side, i Hviderusland, står et par-og-tusinde migranter bevæbnet med sten, murbrokker og stigende desperation. De kommer fra Syrien, Irak og Afghanistan og vil ind i EU. Allerhelst til Tyskland.

Billederne virker tragisk velkendte. Gående på motorveje, om bord på gummibåde over Middelhavet eller presset mod pigtrådshegn i Baltikum - vi er for længst blevet vant til at se menneskers drømme om Europa briste.

Men noget stikker ud denne gang. Meget tyder på, at hele moradset er designet af en sneglskægget diktator på hævntogt: Aleksandr Lukasjenko.



Diktatorens spil

Før vi kaster os ud i grænselandet, er vi nødt til at forstå diktatorens spil. Så på vejen fra Warszawa til Polens østlige hjørne ringer jeg til en mand, der kender Lukasjenko bedre, end de fleste andre gør.

Fra 2014 til 2020 tjente Pavel Slunkin til brødet som diplomat i Hvideruslands udenrigsministerium. Men efter at han sidste år så sin chef, Lukasjenko, fuske sig til valgsejr, bøllebanke demonstranter og fængsle alt regimekritisk, der kunne kravle og gå, emigrerede Slunkin til Ukraine. Nu er han analytiker ved European Council for Foreign Relations.

- Lukasjenko har gjort migranter til våben, siger Slunkin, der ved, at ingen store beslutninger træffes i Minsk, uden at Kreml står bag.

Lukasjenkos planer er Putins planer, og de har set, hvilken magt det har givet Tyrkiets præsident Recep Erdogan, at han agerer dørmand for Europa. Så med turistvisum, charterfly og forsikringer om guld og grønne stier ind i EU importerede Lukasjenko sin egen menneskestrøm. Migranter fra Mellemøsten og Nordafrika betalte selv for rejsen, før hviderussiske soldater viste dem vejen til Litauen, Letland og Polen.

- Han ville opnå tre ting, forklarer Slunkin.

- Hævne EU’s økonomiske sanktioner. Fjerne fokus fra forbrydelserne mod sin egen befolkning. Og tvinge Europas ledere i dialog med ham.

Sidstnævnte er allerede sket. I denne uge har Angela Merkel talt i telefon med Lukasjenko to gange. Og hun har bedt Putin om hjælp til at håndtere migrantsituationen. Det er en ydmygelse af EU og en sejr for diktatoren og Rusland, mener Slunkin og kommer med en advarsel om sin gamle chef.

- Begynder du først at forhandle med en gangster, der bruger afpresningsmetoder, vil han vride armen rundt på dig igen og igen.

Tidslinje: Migrantkrise i Østeuropa

  • 23. maj kaprer Hvideruslands diktator Lukasjenko et Ryanair-passagerfly med en regimekritisk journalist ombord. Fra EU lyder kras kritik og trusler om sanktioner. Lukasjenko svarer igen, at han ikke længere vil bremse migranter.
  • I juli registreres der 2366 illegale migranter i Litauen, som også grænser op til Hviderusland. Til sammenligning blev der i hele 2020 kun registreret 81 ulovlige indtrædninger i Litauen.
  • 10. august erklærer Letland undtagelsestilstand langs grænsen til Hviderusland, og Litauen beslutter, at de vil bygge et højt metalhegn. Danmark har solgt pigtråd til formålet.
  • 2. september indfører Polen undtagelsestilstand i dele af deres grænseland.
  • 14. oktober vedtager Polen en nødlov, som gør det muligt for dem at skubbe migranter tilbage - uden at behandle deres asylsager.
  • 12. november beslutter Tyrkiet, at landet ikke længere vil lade statsborgere fra Irak, Syrien og Yemen flyve fra tyrkiske lufthavne til Hviderusland.
  • 15. november meddeler Lukasjenko via et statsligt nyhedsbureau, at Hviderusland "arbejder på at sende migranterne ved grænsen til EU tilbage, hvor de kommer fra”.
  • 16. november rapporteres der om de hidtil mest voldsomme kampe mellem migranter, som forsøger at komme ind i Polen, og de polske grænsesoldater.
  • 18. november flyver den irakiske regering 430 irakkere ud af Hviderusland. Samme dag rydder Hviderusland to store migrantlejre nær byen Bruzgi ved grænsen til Polen.
  • 19. november bliver Hviderusland af Polen beskyldt for at køre hundredvis af migranter tilbage til grænsen i et forsøg på at få dem til at krydse den illegalt.

Farlige piller og sex med dyr

Nogen, som man ikke kan forhandle med, er polske politibetjente. Jeg beordres ud af bilen og om til bagagerummet af en mand med elefanthue og gul sikkerhedsvest. Får lov at åbne, så de kan se, jeg ikke gemmer migranter.

Sådan er rutinen for alle bilister i alle døgnets timer her i landsbyen Werstok, 10 kilometer fra Hviderusland. Og det selvom, vi er udenfor undtagelseszonen. Hverken journalister, nødhjælpsorganisationer eller uvildige observatører kan komme helt tæt på grænsen, og hvis de prøver, får de bøder.

Ortodoks kirke i Werstok. Foto: Emil Jørgensen

Betjenten nikker mig videre. Jeg kører forbi en ortodoks kirke med lyseblå facade, der ligner en krydsning af Budapest Hotel og Guds hus. Hunde gør i skovene. Og en SMS-besked fra de polske myndigheder sætter stemningen for aftenen.

“Den polske grænse er forseglet. Hviderussiske myndigheder har løjet for jer. Gå tilbage til Minsk! Tag ikke imod piller fra de hviderussiske soldater.”

Polens påstand er, at migranterne opildnes med psykedeliske stoffer. Chokgranater og boltsakse får de også udleveret, men i tågen af polsk propaganda, er virkeligheden svær at verificere.

En video af en mand, der har sex med en ko, blev i slutningen af september brugt som evidens for, at migranterne opfører sig som dyr. Polens indenrigsminister viste klippet på stats-tv og sagde, at det stammede fra en migrants mobiltelefon.

Internationale medier tilbageviste anklagen med en smule research. Videoen er fra en bestialsk pornofilm fra 1970 - og nemt at finde på internettet.

I Polens østlige grænseland sender myndighederne ikke SMS'er om opkaldstakster og datapriser. De sender advarsler til migranter. Foto: Emil Jørgensen

Borgmesteren med røde øjne

Skræmmekampagner, undtagelseszoner og en nødlov - der gør det muligt at skubbe migranter tilbage til Hviderusland uden at behandle deres asylsager - giver Marek Nazarko ikke meget for. Han er borgmester i Michałowo, en 6000-indbygger stor by, 25 kilometer fra grænsen.

- Det er helt forkert, at Røde Kors ikke må komme ind i grænseområdet, siger han.

Vi sidder på hans kontor på rådhuset onsdag, mens italienske, polske og canadiske journalister sværmer rundt i receptionen. Marek Nazarko er blevet en mediesensation, fordi han hjælper migranterne.

- Ja, vi skal beskytte vores grænse. Ja, vi er måske nødt til at skubbe dem tilbage til Hviderusland. Men ingen fortjener at dø i skoven.

Borgmesteren har et tæt skæg og et bistert ansigtsudtryk. Han ligner ikke en mand, der kunne drømme om at græde foran en anden mand, men da jeg spørger, hvordan det har været, bryder han næsten sammen.

- Jeg har set og hørt nogle ting, som jeg aldrig kan slette fra hukommelsen igen. Børn bliver født ude i skoven. Børn dør ude i skoven, siger han og tørrer aggressivt sine øjne med tommel- og pegefinger.

Lyden af hans tunge vejrtrækning fylder rummet et par sekunder, før han tilføjer.

- Jeg har selv to børn.

Marek Nazarko, borgmester i Michałowo. Foto: Emil Jørgensen

Jeg har set og hørt nogle ting, som jeg aldrig kan slette fra hukommelsen igen. Børn bliver født ude i skoven. Børn dør ude i skoven.

- Marek Nazarko, borgmester i Michałowo

Soldater i migrantforklædning

Migranter fortæller til Human Rights Watch, at de tæskes af både hviderussiske og polske soldater. Det samme gør aktivister og journalister. Men hvor EU’s ledere normalt er dygtige til at skælde Polen ud over politisk udpegede dommere og abortlovgivning, er der påfaldende stille omkring det, der ligner brud på menneskerettighederne.

Den slags hykleri falder borgmesteren for brystet. Den får polske aktivister til at slå ud med armene og optager plads i lederspalterne i danske og internationale aviser, tusindvis af kilometer derfra. Men i gadebilledet i Michalowo er det noget andet, der fylder. Det er frygten for migranterne og Hviderusland.

- Vi hører skud ude i horisonten, og vi aner ikke, hvad Lukasjenko kan finde på. Måske giver han dem piller? siger en ældre kvinde ved navn Eugenia, som jeg møder i en genbrugsforretning.

Hun har en sort hue trukket godt ned over ørene og kigger en smule bebrejdende på mig:

- Ser du ikke TV?

Butikkens ejer, Genowefa, som står og sætter prismærke på en dametaske, bakker sin kunde op.

- Migranterne er voldelige, siger hun.

På den anden side af vejen har pizzamanden en teori. I sin lille restaurant med murstenstapet på væggene griner han ironisk, mens han forklarer den:

- Det er ikke migranter det der. Har du set dem? De slås som maskiner, de er atletiske. Det er hviderussiske tropper i forklædning, siger Karim, der kommer fra Algeriet, men har boet i Michalowo i 15 år.

På vej ud af døren stikker han mig en opfordring:

- Pas på. Det er ikke for sjov der her.

Karim, som bor i Michałowo, tror ikke på, at de mennesker, som forsøger at komme ind i Polen via Hviderusland, er migranter. - Det er soldater i forklædning, siger han. Foto: Emil Jørgensen

Advokaten med den grønne lampe

Om aftenen glammer køterne igen i skovene, og jeg tænker på hvad, en kvindelig aktivist fortalte mig. Det er ikke hunde, der gør. Det er polske militærkøretøjer, der brager de faretruende dyrelyde ud igennem højtalere for at skræmme migranter.

Jeg overnatter på en økologisk farm hos en mand i Werstok, der har en grøn lampe tændt over sin hoveddør. Det er et tegn: Her er migranter velkomne.

Manden er advokat og hedder Kamil Syller. Konen og hans tre piger flyttede til kanten af urskoven for seks år siden for at få fred. Nu føler han, at baghaven er ved at forvandle sig til en kirkegård for døde migranter.

Kamil sidder og spiser den middag, som hans kone har lavet, og kigger på en tegning, som hans seks-årige har kreeret, da en chatbesked vender op og ned på aftenens planer.

"Vi har en situation i skoven. Syrisk mand sendes måske tilbage til Hviderusland, hvis ikke vi får ham evakueret."

Beskeden ryger ind i en lukket chatgruppe med 262 journalister. De får af vide, at de skal stå standby. Men Kamil er ikke journalist. Han er mere eller mindre initiativtageren til Grupa Granica, der arrangerer redningsmissionen.

Vi drøner afsted i Kamils røde Toyota Yaris. 30 minutter med 80 kilometer i timen og hårrejsende anekdoter om det, der er blevet hverdagskost for advokaten. Forfrosne migranter med brækkede ribben. Familier med børn, der har levet af vand fra jorden i dagevis. Soldater, maskeret med elefanthuer med dødningehoveder på, der holdt en pistol for panden af hans kone og truede hans 19-årige datter på livet, da de var med i skoven.

- Vi skal helst undgå militæret, siger han.

Kamil Syller laver egentlig advokatarbejde for virksomheder. Men indenfor de seneste tre måneder er han også blevet en central figur i organisationen Grupa Granica, der forsøger at redde migranter fra at dø i skovene, hvor han bor. Foto: Emil Jørgensen

Fortabt i skoven

En, to, tre timer lunteløber vi mellem høje træer, snubler over grene og gemmer os for bisonokser. GPS’en i vores telefoner virker tilsyneladende som en lighter under vand herude i skoven. Og det er så koldt, at jeg kan se min egen ånde.

Vi er lost. Og nu er vi fucked, tænker jeg, da hvide lyskegler og taktfaste skridt nærmer sig. Soldater. Vi er tilbage ved fortællingens udgangspunkt.

Men den mareridtsagtige situation forvandler sig på et splitsekund til en scene fra Anchorman eller en anden absurd komediefilm, da et fransk TV-hold kommer til syne.

- Sluk det hvide lys, vrisser Kamil.

De spørger os enten, hvor lang tid vi har gået, eller hvor lang tid vi har arbejdet - en forpustet franskmands udtale af walking/working er svær at forstå.

I et kvarters tid går vi sammen, mens franskmændene hvisker med deres polske tolk om aftensmad. Kan de nå det? Den tykkeste på filmholdet oplister forbløffende mange retter, som han kan kreere, hvis bare der er æg i køleskabet, og Kamil virker lettet, da de omsider opgiver menneskejagten og tøffer mod skovens udgang.

Vi fortsætter.

Snart hører vi fløjten. Fløjter igen. Bevæger os i retning mod lyden og løber ind i tre personer. Det er ikke den syriske mand, men det er venner. To aktivister fra Grupa Granica, på samme opgave som Kamil, og en spansk journalist, med samme mission som mig.

- Der er sket en fejl. Vi har fået den forkerte lokation, siger den ene af aktivisterne, en ung, lyshåret mand med en ægte GPS hængende om halsen.

- Han ligger kun 20 meter fra vejen. Vi kan komme ud af brynet en halv times tid herfra, og så kommer der nogen og samler os op i bil, forklarer han.

Kamil Syller gennemgår de juridiske papirer, der skal sikre, at en syrisk mand i skovbunden kan søge asyl i Polen. Foto: Emil Jørgensen

Forladt i skoven

Planen virker skudsikker, men det viser sig, at den ikke inkluderer journalister. Aktivisterne vil sikre syrerens helbred, før de lader medierne storme stedet. Den spanske journalist og jeg bliver efterladt i skovkanten.

- I’m sorry, siger Kamil.

Uden stor overbevisning i stemmen tilføjer han:

- Nogen skal fra gruppen skal nok komme og hente jer.

Med tanker på vilde ulve, losser og dødningehovedmaskerede soldater ser jeg baglygterne af en bil forsvinde. Spanieren, som har dækket migration i 10 år, er så rødglødende af raseri, at han nærmest kan tænde sine hjemmerullede cigaretter med ansigtet.

- De fatter ikke mediernes kraft, siger han, mens han går i cirkler om sig selv.

Flere politibiler patruljerer forbi på vejen, men det er ikke dem, vi har lyst til at praje. 20 minutter går, min Iphone har syv procent strøm tilbage.

Spanieren ringer til sin kontakt i Grupa Granica og skælder vedkommende ud, da en bil med påsat papskilt for nummerpladen pludselig holder ind. Vi er reddet. Der er grønt lys til journalister.

Walid

Med løftede kameraer står vi et kvarter senere i en halvcirkel af 10 pressefolk, der knipser mod en syrisk mand, der ligger under et varmetæppe på den kolde jord. Rystende af kulde. En menneskeskæbne af kød og blod i "migrantstrømmen" og "hybridkrigen", som svæver mellem liv og død.

Midt i urskoven er Walid omgivet af en mindre skov af journalister, der er med til at sikre, at de polske soldater ikke smider den nedfrosne migrant på et militærkøretøj og sender ham tilbage til Hviderusland. Foto: Emil Jørgensen

Walid, hedder han, og han ligner en mand i granatchok. Jeg forstår ikke arabisk, men jeg forstår ordene "Mannheim" og "Frankfurt", som den frivillige tolk bruger til at berolige ham med, mens hun stryger ham blidt over panden. Der kommer han formentlig aldrig hen.

Blå blink lyser skoven op, og pressens kameraer følger ham hele vejen ind i ambulancen. Flere journalister kører også efter ambulancen.

Journalister fra Frankrig, Spanien, Canada og Polen forsøger at komme så tæt på som muligt, da Walid bliver kørt væk af en ambulance. Foto: Emil Jørgensen

Jeg bliver på scenen og hjælper aktivisterne med at rydde op, og det ligner slutningen på en dramatisk aften.

Men alle sukker højlydt, da politibiler og militærkøretøjer holder ind. Advokaten Kamil sender indtrængende blikke mod mit kamera, og jeg forstår, at det ikke handler om, at jeg skal gemme det væk. Jeg skal bruge det.

Betjentene tager vores pas og ID og skriver navnene op i en lille sort læderbog.

- Hvad gør I det for? spørger jeg, mens jeg fotograferer.

En betjent lader sit skarpe, hvide lys pege mig i ansigtet.

- Vi registrerer jer bare.

Avisens udsendte Emil Jørgensen ender natten i politiets sorte bog. Foto: Emil Jørgensen

Tesfaye og kejserens nye klæder

Jeg hører ikke mere til politiet og får aldrig interviewet Walid, der overlever og nu har søgt om asyl i Polen.

Det efterlader et hul i reportagen. Vi mangler at tale med en af dem, der bedre end nogen andre kan berette om, hvad der foregår i skovene, og om hviderusserne giver dem piller. Om bevæggrundene for deres farefulde rejse mod EU. Vi mangler at lade en migrant komme til orde.

Mustafa Al Chemi fra Irak er i 42 dage blevet skubbet frem og tilbage mellem Hviderusland og Polen. Nu befinder han, hans to koner, to børn og fætter sig på et halvåbent polsk migrationscenter tæt på byen Grudziadz, seks timers kørsel fra grænsen.

Han vil gerne fortælle deres historie.

Mustafa har to koner og et ønske om at komme ind i EU. I 42 dage ar han og familien fra Irak blevet kastet mellem Hviderusland og Polen. Nu venter de på, at deres ansøgning om asyl bliver behandlet i Polen. Foto: Emil Jørgensen

Ad snørklede landeveje - gennem små landsbyer med navne som Rozan, Szydlowo og Niechłonin, der alle gemmer på kirker, rundkørsler og stråtagshuse - kører jeg mod Mustafa, da Danmarks integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye ringer. Ikke for at sludre, men fordi jeg har danset for hans presserådgiver for at få ham til gøre det.

Med havariblinke tændt holder jeg i en markkant og hører hans udlægning af Polens grænsekaos, der lyder lidt som en gammel sang i radioen. Det er noget med hjælp i nærområderne og sikring af grænserne.

- Det europæiske asylsystem er reelt ødelagt, siger ministeren som det allerførste.

- Og nogen er nødt til at være drengen fra kejserens nye klæder, der siger, at vi ikke kan være det bekendt - hverken overfor de europæiske borgere eller flygtningene, fortsætter han.

Den dreng vil Mattias Tesfaye gerne være. Til gengæld vil han nødigt kritisere Polen for deres metoder til at sikre grænsen.

- I sidste ende er det jo en domstol, som skal afgøre det. Jeg vil ikke gøre mig til politibetjent over, hvordan grækerne, bulgarerne, spanierne, litauerne og polakkerne håndhæver de fælles ydre grænser, siger ministeren.

“Ingen vil til Danmark”

Ifølge Mustafa Al Chemi er polakkerne mere aggressive, end hviderusserne er.

- Min ene kone er gravid, og selvom hun kollapsede og dårligt nok kunne stå, smed de os alle op i militærbiler og kørte os til grænsen. Igen og igen,

Jeg møder ham ude foran et boligkompleks i et gråt og forladt industriområde, der matcher situationens trøstesløshed. Her bor han, mens asylsagen behandles.

Sådan ser det åbne migrationscenter ud udefra - her bor Mustafa, hans to koner, to børn og fætter. Foto: Emil Jørgensen

Det regner og er koldt, men cafémutter råber “UD” på polsk, da vi træder ind ad døren. Ingen migranter her. Vi sætter os ind i min bil.

- Jeg ejede et IT-firma, havde mange ansatte og levede et godt liv i Bagdad.

Men Mustafa ragede uklar med en højtstående politiker i den irakiske regering og havde ingen anden mulighed end at flygte ud af landet. Han forsøgte at søge om asyl på forskellige ambassader, men tiden var knap. Så da muligheden bød sig for at købe charterrejser for cirka 12.000 kroner per person til Hviderusland, evakuerede han sin familie.

Ruderne i bilen dugger til, mens Mustafa fortæller. Han er en bred mand i en stor dunjakke med meget parfume på kroppen. Velartikuleret. Men beretningerne fra Irak kan jeg ikke faktatjekke.

Til gengæld har han billeder fra 42 dage i skoven, der dokumenterer mange rygter og påstande. Hviderussiske soldater fulgte dem til grænsen og klippede huller i pigtrådshegnet. Migranterne blev tilbudt piller.

Han fortryder, at de rejste til Minsk. Han er rasende over, at de er blevet brugt som Lukasjenkos menneskelige patroner, og han er skuffet over Polen - et EU-land - behandler mennesker så brutalt.

Men han fortryder ikke, at de flygtede ud af Bagdad. For de havde intet andet valg, siger han.

Jeg fortæller om min samtale med Danmarks integrations- og udlændingeminister. At flygtninge skal hjælpes i nærområderne.

Ordet "Danmark" trigger ham. Han tager armene over kors og smiler lidt forlegent.

- I kan være helt rolige, siger han.

- Der er ikke nogen flygtninge, som vil til Danmark længere. På alle Facebook-gruppernes lister for lande, som man ikke skal søge mod, er Danmark nummer 1.

I kan være helt rolige. Der er ikke nogen flygtninge, som vil til Danmark længere.

- Mustafa Al Chemi, irakisk asylansøger i Polen
Kristian Thulesen Dahl på vej til hovedbestyrelsesmøde i Dansk Folkeparti lørdag eftermiddag. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Selv mens Thulesen er på flugt, kan han slå alle omkring sig

Kristian Thulesen Dahl er i skarp konkurrence med Lars Løkke Rasmussen om at være den politiker i dansk politik, der præsterer bedst, hvor alle andre ville være kørt galt. Selv som afgående formand efter endnu et spektakulært valgnederlag kan Thulesen Dahl udmanøvrere alle omkring sig. Han tog sine modstandere på sengen, da han trak sig, og han er indtil videre lykkedes med at slå dem af banen i processen frem mod det kommende formandsvalg i januar. Avisen Danmarks Kasper Løvkvist rapporterer fra de seneste slag i borgerkrigen i Dansk Folkeparti.

Først en opsummering:

Dansk Folkepartis hovedbestyrelse besluttede lørdag eftermiddag i Fredericia at afholde formandsvalg 23. januar i Herning - før Morten Messerschmidts landsretssag er afgjort, efter Inger Støjbergs rigsretssag er afgjort. Formandskandidater skal melde sig senest den 7. januar.

Så analysen:

Inden tirsdagens overståede valg kunne man læse adskillige historier om, hvordan Kerteminde er Balkan i dansk kommunalpolitik – bl.a. med det lokale Dansk Folkeparti i en af hovedrollerne.

Det er ikke så vanskeligt at få øje på hvilket parti, der er Balkan i dansk landspolitik lige nu.

Er man bare den mindste smule overfladisk i sin iagttagelse af bevægelserne på de indre fronter i Dansk Folkeparti, har man ikke jordisk chance for at fatte en smule af, hvad der foregår, og selv dem, der befinder sig midt i det hele og er spillere i borgerkrigen, er med jævne mellemrum rundforvirrede på et højere plan.

Indtil videre er der kun én i partiet, der konstant har haft et klart hoved og evnen til at forstå alle træk:

Partiformand lidt endnu, Kristian Thulesen Dahl.

Thulesen har ikke været i stand til at tage de rette strategiske beslutninger for partiet, men han har stort set aldrig svigtet i sin evne til at træffe taktiske beslutninger i de interne spil.

Morten Messerschmidt sagde det næsten selv, da han ankom til lørdagens hovedbestyrelsesmøde i Fredericia: "Når nu vi alle sammen er blevet taget på sengen af Kristian ..."

Messerschmidt sagde ikke "igen", men det kunne han lige så godt have gjort.

Rundt om Kristian Thulesen Dahl har vi at gøre med spillere, der har det med at skyde fuldstændig ved siden af, når det gælder. Tilsyneladende har det været rent held, at de har skudt op i loftet og ikke hovederne af hinanden.

Vi så det på årsmødet i Herning i september, hvor Messerschmidt og Pia Kjærsgaard forsøgte at lancere Pia Kjærsgaard som genkommen partiformand, men måtte trække sig tilbage til hullerne igen.

Vi så det, da Pia Kjærsgaard aktivt modarbejdede Martin Henriksen i valget til hovedbestyrelsen, og Martin Henriksen tørrede gulv med hende, fordi han havde Kristian Thulesen Dahl på sin side til at påvirke de delegeredes stemmeafgivning.

Siden har Martin Henriksen så givet fanden i vold og er gået solo. Et koldt hoved i er hvert fald ikke noget, der plager ham.

Vi så det, da Peter Kofod og Anders Vistisen op til årsmødet kastede sig ud i et åbent slagsmål med Martin Henriksen, der blev offentligt, fordi en del af kampudvekslingerne foregik på mails, som blev lækket til Politiken.

Vistisen blev i partiet udpeget som syndebuk for lækket, mens det var Martin Henriksen, der høstede gevinsten af lækket - det var Henriksen, der efter årsmødet stadig var hovedbestyrelsesmedlem, og Vistisen, der blev reduceret til menigt medlem i partiet.

Klokkeklare nederlag til Messerschmidt/Kjærsgaard og Kofod/Vistisen i et slagsmål på mange fronter mod Martin Henriksen, som de i virkeligheden bare havde regnet for en lille, ubetydelig fisk med en irriterende evne til at provokere de store hajer.

Nu har i hvert fald Kofod allieret sig med Messerchmidt og Kjærsgaard i ræset mod den snart ledige formandspost i partiet. Første signal om det kom, da Dansk Folkepartis Ungdom gik ud og bakkede Messerschmidt op som formandskandidat - DFU's formand Tobias Weische har hidtil været sikker støtte til Kofod/Vistisen.

Helt klart stod det, da Kofod blev den første til offentligt at tale om at udskyde formandsvalget, så det kan blive afholdt efter, Messerschmidt har fået afklaret sit mellemværende med retssystemet (han er dømt seks måneders betinget fængsel i byretten for svindel og dokumentfalsk, men har anket til landsretten, der først fælder dom i februar).

Her skal man dog ikke overse, at Kofod ikke selv har meldt sig ud af formandsræset, selv om han med stor sikkerhed ikke ville komme til at stille op mod Messerschmidt - men Messerschmidt kan jo køre i grøften ...

Og at Kofod argumenterer for at udskyde årsmødet for både at give Messerschmidt og Inger Støjberg bedre chancer. Kofod er ellers ikke kendt for at skilte med varme følelser i forhold til Støjberg, men signalerne er på det seneste blevet mere utydelige.

Imens tyder alt på, at Kristian Thulesen Dahl med det kolde hoved og det klare blik har sat alle sine støtter - der ikke har forladt hans side, endnu i hvert fald - ind på spar es:

At Inger Støjberg ikke kan lade være med at sluge den lækkerbisken, de har placeret foran hende - som var hun en logrende labrador uden impulskontrol: En formandspost i et parti, hvor den naive vil tænke, at bunden er nået, så det bør være overkommeligt at sætte kursen på fremad.

Her skal man så bare huske, at det altid - ALTID - er sådan, at når man siger til sig selv, at nu kan det ikke blive værre, så er virkeligheden, at det altid kan blive værre.

Støjberg har ikke taget maddingen endnu - lige som som mange andre forsøger hun stadig at holde sine muligheder åbne.

Alle døre holdes åbne alle vegne med det resultat, at Balkans kolde vinde trækker lystigt gennem hele Dansk Folkeparti, og alle konstant lever med en latent risiko for at få røven i klemme i en smækkende dør.

Undtagen Kristian Thulesen Dahl, der med et lettet smil og en gadedrengs strithår er flygtet i ly i et lunt hjørne, hvor de kolde vinde ikke kan nå, og man ikke er i fare for at få bagdelen i klemme i en smækdør. Han fik sin vilje på hovedbestyrelsesmødet i Fredericia. Igen.

Alle døre holdes åbne alle vegne med det resultat, at Balkans kolde vinde trækker lystigt gennem hele Dansk Folkeparti, og alle konstant lever med en latent risiko for at få røven i klemme i en smækkende dør.

Alice Weidel fra det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland (AfD) taler i Schwerin under valgkampen. Hendes skarpe tunge og provokerende adfærd giver mange fjender. Foto: Fabian Bimmer/Ritzau-Scanpix

Stærk kvinde med kant

Der er langt mellem kvinderne i tysk toppolitik. Kansler Angela Merkel stopper efter 16 år på posten, og nu overtager en mand - Olaf Scholz fra SPD- posten som Tysklands forbundskansler. Forbundspræsidenten er også en mand, men i det mindste er beklædes posten som præsident for Forbundsdagen af en kvinde, Bärbel Bas fra SPD.
En yderfløj i tysk politik styres dog også af en kvinde, nemlig Alice Weidel fra partiet Alternative für Deutschland. Hun tror ikke på den globale opvarmning, Europa skal være et fort mod flygtninge og Tyskland skal ud af EU. Alice Weidels holdninger og skarpe tunge har givet hende mange fjender, men det forhindrer hende ikke i at ytre sig.

Tysk politik er godt på vej til at sende Angela Merkel på pension efter 16 år som forbundskansler. Senest 6. december ventes en ny trafiklysregering med socialdemokrater, grønne og liberale klar - anført af socialdemokraten Olaf Scholz som ny kansler.

Altkanzlerin Merkel - det bliver hendes titel, når hun går af - får sit eget kontor med ni statsansatte medarbejdere, og det er så slut med den politiske karriere for verdens mest magtfulde kvinde, som hun på internationalt plan både er blevet kaldt og kåret som adskillige gange gennem årene.

Det vrimler ikke ligefrem med stærke kvinder i tysk politik, selv om socialdemokraten Bärbel Bas som den blot tredje kvinde i historien er blevet valgt som præsident for Forbundsdagen, det næsthøjeste embede i landet efter præsident Frank-Walter Steinmeier.

Carsten Grubach. Foto: Ludvig Dittmann

Mens tre mænd igen skal i kamp om formandsposten i det vragede konservative regeringsparti CDU, og den nye regering er ved at finde fodfæste oven på et massivt konsensussøgende gruppearbejde, er det nok værd at fokusere på en stærk kvinde med politisk kant. Desværre tilhører hun en yderfløj uden realpolitisk indflydelse.

Men med sine klare holdninger og skarpe tunge er hun langtfra en ligegyldig debattør i sit diskussionslystne hjemland, hvor der er flere talkshows på tv-kanalerne, end der er boligprogrammer på danske skærme. Så det er mange!

Alice Weidel er en af to formænd for Alternative für Deutschland (AfD), det højrepopulistiske parti, som ingen af de andre partier vil lege med. Den 42-årige selvstændige finansrådgiver har tidligere blandt andet arbejdet som analytiker hos Goldman Sachs i Frankfurt am Main og har et fornemt cv inden for sit fag.

Hun har gjort en dyd ud af den dæmonisering, hendes parti er udsat for, og tager gerne de slagsmål, der skal til for at få på opmærksomhed. Kritikken af hendes bopæl i Schweiz, hvor hun lever sammen med sin kvindelige kæreste i et registreret partnerskab og to sønner, ville hun dog godt have undværet. Hendes skattebopæl er dog i Tyskland.

Alice Weidel, der af venner og partifæller kaldes Lille, har blandt andet vakt opsigt som modstander af corona-vaccination, men er selv ramt af virussen, så hun i denne måned har måttet gå i karantæne. Det ændrer ikke ved hendes holdning, som er, at man selv skal bestemme, hvad man vil med sin krop.

Hun har angiveligt flirtet med den ekstremt højreorienterede del af sit parti, ”Der Flügel”, som har nazistiske synspunkter, og er med sine klare holdninger altid en velkommen gæst i diverse debatfora.

Den stridslystne kvinde er tilhænger af Europa som et fort mod flygtninge. Hun mener, at den liberale tyske asylpolitik er et brud med internationale aftaler, og at asylansøgere ikke skal have sygeforsikring. Ja, kort og godt, at de øvrige partier har mistet forstanden, fordi alle vigtige spørgsmål har noget med indvandring at gøre. Hun tror ikke på den globale opvarmning. Og så vil hun i øvrigt som sine partifæller have Tyskland ud af EU.

Hendes skarpe tunge og provokerende adfærd giver mange fjender, og hun er ikke få gange blevet kaldt til orden i Forbundsdagen. Hun skal selv lægge ører til skudsmål som ”AfD’s fremtid. Karismatisk, køn, intelligent, retorisk begavet og tilsyneladende klar til at ofre principper for at komme til magten”, som en mandlig journalist har skrevet. Den lader vi lige stå et øjeblik.

Alice Weidel, der af venner og partifæller kaldes Lille, har blandt andet vakt opsigt som modstander af corona-vaccination, men er selv ramt at virussen, så hun i denne måned har måttet gå i karantæne.

Sart kan man ikke kalde Alice Weidel, der dog belært af erfaring altid har paraderne oppe. Hun vakte opsigt, da hun forlod en tv-debat op til valget i 2017, fordi hun blev opfordret til at tage afstand fra højrevendte partifæller. Nogle mente, det var et planlagt mediestunt, andre at hun bare ikke skulle finde sig i hvad som helst.

Det gør den kantede kvinde så heller ikke. Efter valget i september beskyldte hun medierne for konkurrenceforvridning. Man havde forkælet De Grønne og lavet en valgkamp med tre partier, mente hun.

AfD har blot 10 procent af stemmerne i Forbundsdagen og er totalt marginaliseret. Det skal dog ikke forhindre Alice Weidel i fortsat at ytre sig og skabe opmærksomhed.


Kilder: Wikipedia, ARD, Welt og Der Spiegel


Carsten B. Grubach

Carsten B. Grubach er en alsidigt orienteret journalist i Jysk Fynske Medier og en erfaren tysklandskender og -iagttager efter hundredvis af ophold og rejser i landet - med base i blandt andet Hamborg og Berlin.

Lars Høgh udkom med en bog i mandags. Den hedder "Der er antal på alt", og den handler om livet og kærligheden og det helt særlige livssyn, som præger "Høghen". Det kan du høre om i "Danmark fortæller". Foto: Birgitte Carol Heiberg

Hør artiklen, som alle taler om - og så er der hjælp til forældre og sejrshungrende partier

Podcast: Uden at have lavet en officiel afstemning, tør vi godt sige, at journalist Tommy Byrnes artikel om Lars Høgh fra sidste weekend er ugens mest omtalte.

Både den og oplæsningen af den er fantastisk. Derfor er den med i ugens anbefalinger, hvor du også får opskriften på en valgsejr og hjælp til børneforældre.

Podcast: Uden at have lavet en officiel afstemning, tør jeg godt sige, at journalist Tommy Byrnes artikel om Lars Høgh fra sidste weekend er ugens mest omtalte.

Både den og oplæsningen af den er fantastisk. Derfor er den med i ugens anbefalinger, hvor du også får opskriften på en valgsejr og hjælp til børneforældre.

1 Den vildeste kærlighedserklæring

 Lars Høgh (i midten) var med ved landsholdets træning i Helsingør i juni 2021 under EM. I dag handler det mere om at sætte sig kortsigtede mål. Foto: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

I "Danmark fortæller" hører du om den vildeste kærlighedserklæring fra Lars Høghs kone, Tine Høgh, til hendes kræftsyge mand. Og om meget store tanker om livet, og hvad vi skal have ud af det.

Journalist Tommy Byrne læser sin fantastiske interviewartikel med Lars Høgh og Tine Høgh op. Den handler om livet, kærligheden og døden, og den får mine varmeste anbefalinger.

Avisendanmark.dk/podcasts Danmark fortæller

2 Opskriften på en sejr

Penille Vermunds Nye Borgerlige er et af de partier, som gik sejrsrigt ud af kommunalvalget. I "Ugens vigtigste" får du opskriften på en sejr. Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

I podcasten "Ugens vigtigste" fokuserer vi på vinderne af kommunalvalget, og politisk redaktør Casper Dall giver opskriften på en kommunal valgsejr.

- Det kræver træning og screening af kandidater. Og så skal man være god til at sortere de brodne kar fra, siger han. 

I podcasten går vi bag om kommunalvalget og ser også på en overset sejr. Derfor anbefaler jeg den.

Avisendanmark.dk/podcasts Ugens vigtigste

3 Der er hjælp på vej!

Vært Marie Sloma Qvortrup har fire børn og to bonusbørn. Og i podcasten "Hjælp - jeg er forælder!" åbner hun op for en befriende ærlig snak om forældreskabet. Foto: Radio4

Det er ikke rart, når man er kommet til at råbe for højt af sine børn. Eller bare ikke føler, at man slår til. Men i podcasten "Hjælp - Jeg er forælder!" bliver de svære overvejelser, man har som forælder, taget op. Både når det handler om stoffer, lommepenge og for meget skærmtid.

Vært Marie Sloma Qvortrup har seks børn - og gæster i studiet, som hjælper os forældre.

Radio4.dk/program "Hjælp - jeg er forælder!"