Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Præsidenten for COP26-mødet, Storbritanniens Alok Sharma, undskyldte for forløbet i de afgørende minutter, efter at en formulering om udfasning af kulenergi blev fjernet fra aftaleteksten i sidste øjeblik, fordi Indien fandt formulering for skarp. Foto: Paul Ellis/AFP/Ritzau Scanpix

Klimatopmødet i Glasgow var dramatisk til det sidste

Godmorgen og velkommen til søndagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Dagens nyhedsbrev står i klimaets tegn, fordi FN-landene i går aftes indgik en aftale på COP26-mødet i Glasgow i Skotland.

Landene har blandt andet aftalt, at de 200 lande, som underskrev Parisaftalen, skal intensivere deres klimamål inden udgangen af 2022, så temperaturstigningerne i verden kan holdes på mellem 1,5 og 2 grader.

Derudover opfordres landene til at satse mere på ren energi frem for kulenergi.

Og lige netop spørgsmålet om kulenergi var ved at få hele læsset til at vælte, kort inden aftalen blev vedtaget. Indien stejlede over en formulering i aftaleteksten, der lagde op til en udfasning af kul, men det lykkedes landene at nå frem til et kompromis, hvor de fossile brændsler nævnes i teksten.

Danmarks udsendte på topmødet, klimaminister Dan Jørgensen (S), var umiddelbart skuffet over, at spørgsmålet om fossile brændsler endte med at blive udvandet i teksten.

- Vi ville gerne have haft stærkere sprog på det med at udfase kul, altså stærkere forpligtelser på kul og det fossile, siger han til Ritzau.

Spørger man Sebastian Mernild, der er klimaforsker og prorektor ved Syddansk Universitet, er det bindende mål og ambitiøse reduktionsplaner med tidsfrister, der kan gøre en rigtig forskel.

- Og det ser vi ikke i den her plan. Den kører mere på, hvad man gerne vil. Men det er et skridt i den rigtige retning, siger han til Ritzau.

Borgmestre kritiserer regeringen for at forhaste sig

Vi springer videre til dagens forside af Jyllands-Posten, der i dag kan fortælle, at både borgmestre og styrelser kritiserer, at regeringen haster planerne om 15 naturnationalparker i Danmark igennem.

Blandt andet Hanstholm Vildtreservat i Thisted Kommune er sammen med 20 andre områder udpeget som mulig placering for en naturnationalpark – et område, hvor naturen får mere eller mindre frit spil, og hvor store dyr skal græsse bag en indhegning.

Men planerne skrider lidt for hastigt frem, lyder det fra borgmesteren i Thisted Kommune, Ulla Vestergaard (S).

- Vi ville gerne have haft en helt anden proces. Jeg forstår ikke, hvor idéen til naturnationalpark kommer fra. I hvert fald ikke fra os, siger hun til Jyllands-Posten.

Ifølge avisen bad Miljøministeriet kommunerne, der figurerer på bruttolisten, om at afgive et høringssvar om planerne inden august. Til det svarede Leon Sebbelin (RV), borgmester i Rebild Kommune, at han følte sig ”en lille smule til grin.”

- Jeg er bekymret for, at man får truffet en forhastet beslutning, siger han til Jyllands-Posten.

Regeringen vil begrænse salget af alkohol i nattelivet

Vi runder dagens nyhedsoverblik af med et nyt udspil fra regeringen, der blandt andet vil begrænse salget af alkohol i detailhandlen i de såkaldte nattelivszoner, så det kan blive en mere tryg oplevelse at opholde sig i byerne om aftenen.

Det skriver Politiken i dagens avis. 

Konkret foreslår regeringen, at kiosker og butikker som 7-Eleven ikke må sælge alkohol i tidsrummet mellem midnat og klokken 05, hvis de ligger i en nattelivszone som for eksempel Jomfru Ane Gade i Aalborg.

Desuden skal politiet have mulighed for at bortvise utryghedsskabende personer i området, selvom de ikke gør noget decideret ulovligt.

- Grundlæggende har vi vel alle sammen en interesse i, at der bliver drukket mindre, og at der ikke er den her meget heftige drukkultur, hvor folk kommer helt uden for sans og samling, siger statsminister Mette Frederiksen (S) til Politiken.

Det var dagens nyhedsoverblik, men bliv endelig hos os lidt endnu. Så får du nemlig fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Formanden for COP26, den britiske minister Alok Sharma, kunne lørdag meddele, at der er enighed om en klimaaftale efter to ugers forhandlinger i den skotske by Glasgow. Aftalen nævner for første fossile brændsler, hvilket flere lande har kæmpet imod. Foto: Yves Herman/Reuters

COP26-analyse: Verdens lande er enige om at redde kloden - så længe det ikke bliver for konkret

Så blev der slået med hammeren for allersidste gang til COP26 i Glasgow, og alle FN's knap 200 medlemslande er blevet enige om et slutdokument.

Det er et dokument, der bløder op for en del af de uenigheder, som har fyldt i den internationale klima-diskussion siden Parisaftalen fra 2015. For eksempel er der nu enighed om, hvordan man kan handle med CO2-reduktioner landene imellem, ligesom der er enighed om, at landene allerede inden udgangen af 2022 skal præsentere mere ambitiøse klimaplaner.

Alt i alt er COP26 således lykkedes, selv om diskussionerne om finansiel klimastøtte til ulandene ikke er kommet meget længere de seneste par uger. Men i sidste ende er alt, hvad der er sagt på Glasgow, kun ord, og følges de ikke op af handling, ja - så er vi lige vidt. Læs Avisen Danmarks klimareporter Emilie Bonde Aagaards analyse.

Så blev der slået med hammeren for sidste gang i Glasgow.

Godt et døgn efter, at COP26 officielt skulle være sluttet, blev FN’s knap 200 medlemslande enige om en sluttekst sent lørdag aften.

Fra det britiske formandskab har det været meldt klart ud, længe før alverdens politikere, aktivister, lobbyister og pressefolk landede i Glasgow, at et af hovedmålene for COP26 var at holde liv i og konkretisere de ambitioner, der blev sat i Parisaftalen fra 2015. Særligt at holde liv i drømmen om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader sammenlignet med det præ-industrielle niveau.

I aftaleteksten fra denne COP er der historiske nedslag, der tilsyneladende kan rykke os tættere på at virkeliggøre den drøm. For eksempel anerkendes det, at konsekvenserne af 1,5 graders opvarmning er mildere end dem, der vil ses ved 2,0 graders opvarmning.

Én ting er sikkert: Alt, hvad der er sagt i Glasgow, er blot ord, og følges det ikke op af handling, er vi lige vidt.

Fra analysen

Vigtigt er det også at nævne, at alle landene forpligter sig til at præsentere mere ambitiøse nationale klimamål inden udgangen af 2022. En vigtig pointe, fordi det sætter fut i omstillingen her og nu i stedet for at skubbe al handling til 2030, eller minimum 2025, som man tidligere har haft for vane.

Yderligere erkender landene, at CO2-udledningen skal begrænses med 45 procent inden 2030, og at verden ikke skal udlede CO2 i 2050.

Men hvordan skal det så gøres? Se, her begynder tingene at blive så konkrete, at det er svært at blive enige. Det har været hårdt at sluge for rigtig mange lande, blandt andre Kina, Australien, Indien og USA, at de fossile brændslers tid ikke varer evigt. Trods det er det lykkedes - for første gang i en tekst fra et FN-klimatopmøde siden Kyoto-protokollen i 1997 - at nævne fossile brændsler.

Formanden for COP26, den britiske minister Alok Sharma, kunne lørdag meddele, at der er enighed om en klimaaftale efter to ugers forhandlinger i den skotske by Glasgow. Aftalen nævner for første fossile brændsler, hvilket flere lande har kæmpet imod. Foto: Yves Herman/Reuters

Det kan måske virke banalt, eller endda dumt, at sammenhængen mellem CO2-udledning og de fossile brændsler er så svær at sluge for visse nationer, men det illustrerer glimrende, hvor meget økonomi, der er på spil for de nationer, som enten forbruger eller producerer fossile brændstoffer i stor stil.

Men nu er det altså sket. Det er godt nok formuleret forsigtigt i slutdokumentet, nogle vil sige vagt, især sammenlignet med et udkast, som blev offentliggjort i løbet af fredag og lørdag. I dem stod der, at kul skulle udfases. Nu står der blot, at man skal "skrue ned" for brugen af kul, og op for brugen af grøn energi. Det skulle være Indien, der i sidste øjeblik fik kolde fødder og forlangte at få svækket netop den formulering.

Derudover blev landene sådan nogenlunde enige om en model for, hvordan der kan handles med CO2-reduktioner landene imellem i fremtiden. Det har ellers været en øm tå lige siden COP21 i Paris.

Alt i alt er det positivt for de kommende års samarbejde, at man er lykkedes med at få formuleret sætninger om så mange centrale områder. Der er godt nok en del, der forbliver ukonkret, men det er ikke et helt skidt slutdokument.

Og det er især imponerende, når man sætter det op imod de finansielle forhandlinger, der i den grad har trukket tænder ud og fået verdens fattigste lande til at sætte hælene i flere gange under forhandlingerne.

I forhold til de 100 milliarder dollar, som verdens rigeste lange har lovet verdens fattigste lande årligt i klimabistand, er det med "dyb ærgrelse", at målet ikke er nået de seneste år, står der. Og til stor ærgrelse for ulandene er det ikke lykkedes at lande en klar plan om yderligere finansiering til at dække "tab og skader" som konsekvens af klimaforandringerne i netop disse lande.

Tilbage står ét stort spørgsmål: Er det samlet set et stærkt dokument?

Klima-aktivisten Greta Thunberg var hurtigt ude med sin melding på Twitter.

"COP26 er ovre. Her er et kort resumé: Bla bla bla", skrev hun få minutter efter offentliggørelsen af slutteksten.

Danmarks klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S), der selv har været med i centrum af forhandlingerne, er dog anderledes positiv.

- Det har været en hård fødsel, og den overordnede aftale er ikke perfekt, men det er svært at forestille sig en stærkere tekst om behovet for højere klimaambitioner. Vi har støbt et solidt fundament for indsatsen i dette afgørende årti, sagde han lørdag aften til Ritzau.

Også det britiske formandskab stempler klimatopmødet i Skotland som en succes. Men det kunne næsten forventes.

I næste uge holder Kina og USA et fælles pressemøde om klimaspørgsmålet. Og allerede nu er mange i gang med at opstille de punkter, som de mener skal øverst på agendaen til COP27, som holdes næste år i Egypten.

Så klimatoget kører stille videre, og verdens lande er nok blevet lidt mere enige og lidt mere ambitiøse, end de var for to uger siden. Men én ting er sikkert: Alt, hvad der er sagt på Glasgow, er blot ord, og følges det ikke op af handling, er vi lige vidt.


Emilie Bonde Aagaard er Avisen Danmarks klimareporter

Store vindmølleprojekter er nødvendige for Danmarks grønne omstilling, men de skaber også røre i mange lokalsamfund. I perioden fra 2009 til 2020 har borgerprotester bremset mere end hver femte planlagte landvindmølle. Og ny forskning viser, at borgmestre med vindmøller på samvittigheden mister stemmer ved kommunalvalget. Foto: Emil Jørgensen

Vindmølleplaner koster stemmer ved kommunalvalget: Ikke (uden tilladelse) i min baghave

Danmark skal være klimaneutralt i 2050, og vejen dertil er brolagt med vindmøller på højde med Storebæltsbroen. Men hvor skal de stå?
Fra Vestjylland til Sydfyn skaber energiprojekter konflikter i lokalbefolkningen. Og de koster stemmer ved kommunalvalget. Et nyt forskningsprojekt fra Aarhus Universitet viser, at borgmestre med vindmøller på samvittigheden i gennemsnit taber 9,5 procentpoint i den valgkreds, hvor de har sat nye møller op.
Årsagen bliver som regel forklaret med Nimby-effekten - "Not in My Backyard" (ikke i min baghave). De fleste vil gerne have grøn energi, bare ikke hjemme hos sig selv.
Men måske er teorien forsimplet? Med få dage til kommunalvalget kaster reporter Emil Jørgensen sig ind i orkanens øje i vindmølleprotesterne i Ringkøbing-Skjern og Svendborg.

Planer om vindmøller på højde med Eiffeltårnet kaster skygger over Alex Bondes drøm om en landejendom i Velling nær Ringkøbing. På Tåsinge syd for Fyn har de roterende naboer forstyrret Gitte Nielsens nattesøvn i 12 år. Danskerne vil have grøn energi - men står det i baghaven, vil de have en del af kagen. Avisen Danmark udforsker kommunalvalgets mest stormfulde tema, der kan koste borgmestre dyrt på valgdagen 16. november.

En 64-årig kvinde står i markkanten i bælgravende mørke. Blinkende røde lys fra toppen af masterne gør, at man aner to gange tre vinger, der suser rundt og rundt, men det er støjen, der stjæler billedet.

- SWUSH, SWUSH, SWUSH, larmer det monotont.

Kvinden i mørket hader SWUSH-lydene. Hun hedder Gitte Nielsen, og hun har slæbt mig ud under stjernerne, så jeg kan opleve dét, hun kalder “symbolerne på undertrykkelse”: to styk 126 meter høje vindmøller.

- To-tre nætter om ugen vækker larmen mig om natten, og sådan har det stået på i 12 år nu. Jeg hader de vindmøller, siger hun.

På den kulsorte novemberaften kan jeg ikke se hendes ansigtsmimik. Men jeg kan høre, at hun bider tænderne sammen, da hun siger “hader”.

Gitte Nielsen siger, at hun får det fysisk dårligt over vindmøllestøjen. I 12 år har hun boet med to styk 126 meter høje møller på Tåsinge. Foto: Emil Jørgensen

Vi befinder os på den sydlige kant af Tåsinge, en stor ø i Svendborg Kommune. Her har Gitte Nielsen haft adresse siden 1994, og hendes mand siden 1982. De er omgivet af Det Sydfynske Øhav, beskyttede strandenge og fuglehabitater. Men siden 9. oktober 2009 har de også haft to mekaniske naboer, som forpurrer deres landlige liv. Forhøjet blodtryk, ustoppelige tilfælde af næseblod og nedsat arbejdsevne er konsekvenser af søvnforstyrrelsen, beretter Gitte Nielsen, der var rengøringsleder på et plejehjem, inden hun gik på efterløn.

- Vi har ikke selv valgt det her. Kommunen har trukket det ned over hovedet på os, siger hun.

Kampen mod vindmøllerne har fået hende til at starte en landsforening og ført hende ind i kommunalvalget. Hun er på stemmesedlen 16. november og slås for at slå et andet vindmølleprojekt ihjel - et helt andet sted i kommunen.

Men denne fortælling rummer mere end Gittes kamp på Tåsinge. Den handler om utilfredse borgere i flere hjørner af Danmark, om borgmestre i modvind og grønne klimadrømme, der blegner, når omkostningerne bliver personlige. Vil du høre om rige lodsejere, verdens største vindmøller, økonomiske hold kæft-bolsjer, en vred politimand og en misforstået effekt, man kalder Nimby - Not in My Backyard (ikke i min baghave) - så læs videre.

- To-tre nætter om ugen vækker larmen mig om natten, og sådan har det stået på i 12 år nu. Jeg hader de vindmøller. Foto: Emil Jørgensen

Borgerprotester og borgmesterhug

I valg efter valg, i undersøgelse på undersøgelse ønsker en stor del af den danske befolkning at være grøn, grønnere, grønnest.

Folketingsvalget i 2019 blev et “klimavalg”.

86 procent svarer “ja”, når den grønne tænketank Concito spørger, om “de globale klimaudfordringer er et alvorligt problem”.

Hver tredje dansker peger på klima som et af de tre emner, der bliver afgørende for, hvor de sætter deres kryds til kommunalvalget i år - en markant stigning i forhold til de seneste to kommunalvalg.

- Som overskrift er der kæmpe opbakning til den grønne omstilling, siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og fortsætter:

- Men når det kommer til konkret kommunalpolitik, bliver diskussionen en anden. Hvor skal vindmøllerne stå? Det forholder sig som med motorveje, broer og asylcentre: De færreste ønsker, at det skal stå lige præcis der, hvor de bor.

I perioden fra 2009 til 2020 har borgerprotester bremset mere end hver femte planlagte landvindmølle. Det viser en aktindsigt, som Radio4 fik i Energistyrelsen sidste år.

Roger Buch kalder det for Nimby - det såkaldte “ikke i min baghave”-begreb. Det har været kendt i mange år. Allerede i 1979 sang Niels Hausgaard fra Hirtshals ironisk herom:

“Snakken var, om vi skulle have atomkraft eller hvad, og det mente vi ikke, der kunne være tvivl om, at vi skal, men værket skal ligge på Sjælland, har vi tænkt, eller Fyn, henne i den østre ende. For at have det her hos os, nej, det vil vi godt nok ikke”.

I dag - 42 år senere - er det placeringen af den grønne energi, der kan få vælgersind i kog. Og det er især vindmøllerne, lokalpolitikere brænder sig på.

Martin Visnæs, lektor i statskundskab på Aarhus Universitet, har for nylig kigget på samtlige vindmøller, der er blevet sat op i Danmark siden år 2000. Han har sammenholdt det med kommunalvalgsresultater i de respektive valgkredse og fundet en klar tendens.

Borgmestre og formænd for miljøudvalg, der står bag opsætningen af vindmøller på land, bliver straffet i stemmeboksene af de berørte vælgere. I gennemsnit koster det borgmesterpartiet 9,5 procentpoint på valgdagen, hvis der er tale om den første vindmølle, som sættes op i en valgkreds.

- Forskningen viser, at vælgerne er mere skeptiske over for den grønne omstilling, når den bliver konkret og koster noget for dem selv, siger Martin Visnæs.

Dansk Energi: Udbygningen af vindmøller går for langsomt

  • I år 2050 skal det danske samfund efter planen være fuldkommen klimaneutralt.
  • Men allerede inden 2030 har Danmark et mål om at reducere CO2-udledningen med 70 procent. 
  • For at det kan lade sig gøre, skal der hvert år opstilles 600 MW ekstra grøn energi på land.
  • Det gør der langtfra. I 2019 blev der kun opstillet 46 MW ekstra sol- og vindenergi. Sidste år var tallet 205 MW.

Drømmen om en landejendom

I et rødt murstenshus med stråtag, i landsbyen Velling ved Ringkøbing Fjord i Vestjylland, bor en familie, som umiddelbart underbygger forskningsresultatet fra Aarhus Universitet.

I kommunen, hvor Vestas blev født, er der flere vindmøller end noget andet sted i landet. Og nu er møllerne efterhånden kommet så tæt på, at familien her er blevet politisk hjemløs.

- Igennem det meste af mit liv har jeg stemt på Venstre. Det er jeg opdraget til. Men ved kommunalvalget handler det ikke længere om ideologi. Det handler om, hvem der går imod vindmølleprojekterne, og derfor stemmer jeg nok på SF nu, siger Alex Bonde.

Han er politimand og rocker den samme frisure som B.S. Christiansen: Issen er blank, kinderne er fyldt med skæg. Iklædt armygrønne bukser og T-shirt, et imødekommende smil og tre rynker i panden byder han mig velkommen i familiens hjem.

For 18 år siden flyttede de fra det støjende Amager i København til Velling, hvor der bor i omegn af 1000 indbyggere. Nu bor Alex Bonde, hans kone, Lottie Holm, og parrets tre børn i det, han kalder “drømmen om en landejendom”.

- Oddere fiser igennem haven, vi kan se Mælkevejen om natten og finder ro i naturens lyde. Vi har bygget shelter i haven, vi har smågrise og høns. Lottie er mikro-biavler, siger Alex Bonde, før han tilføjer drømmen mareridtsagtige nuancer.

I 2011 blev 11 vindmøller af 150 meters højde rejst i Lem Kær en kilometers penge fra grunden. Selv i dag, hvor det er så tåget, at man nærmest skal køre med langt lys på landevejene, ser man silhuetterne af masterne rejse sig over markjorden derude i horisonten. Og når det blæser, forklarer Alex Bonde, “summer og brummer de”. Støjen er han træt af, men i virkeligheden er det nogle helt andre vindmøller, som giver ham søvnløse nætter. Fremtidens vindmøller.


Igennem det meste af mit liv har jeg stemt på Venstre. Det er jeg opdraget til. Men ved kommunalvalget handler det ikke længere om ideologi. Det handler om, hvem der går imod vindmølleprojekterne, og derfor stemmer jeg nok på SF nu.

- Alex Bonde, politimand i Velling i Ringkøbing-Skjern Kommune


Alex Bonde kommer fra Ringkøbing og har fået ind med modermælken, at han skal stemme Venstre. Men ikke længere. Politimanden er ligeglad med farve - han vil bare stemme på dem, der bekæmper Lem Kær-vindmølleprojektet. Foto: Emil Jørgensen

Møller højere end Storebæltsbroen

Med blot to stemmers flertal har byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune sagt ja til at lade de vestjyske investorer Jørgen Skovgaard og Mads Willadsen udskifte deres 11 nuværende møller med otte nye Vestas-forsøgsmøller. De vil også opstille solceller og etablere et Power-to-X-anlæg, hvor der skal forskes i at omdanne vindmøllestrøm til brint.

Vindmøllerne skal være mellem 200 og 270 meter høje. 270 meter er mere end seks gange højden af Rundetårn i København, højere end Storebæltsbroen og næsten på højde med Eiffeltårnet i Paris.

Ifølge Vestas vil de nye kæmpemøller overholde de samme støjgrænser, som de nuværende. Men Alex Bonde er langtfra overbevist. Sammen med 832 andre har han skrevet under på, at vindmølleprojektet i Lem Kær bør bremses.

- Jeg er sikker på, vi får lysgener. Står solen rigtigt, får vi skyggekast på grunden. Og jeg har allerede haft en snak med ejendomsmægleren, der skønner, at vores ejendom ikke længere vil være to millioner, men 1,5 millioner kroner værd, siger han.

Statens årlige kompensation på 7000 kroner - de såkaldte VE-midler - er en joke, mener Alex Bonde.

Hans hustru, Lottie Holm, sidder på den anden side af spisebordet i familiens køkkenalrum og nikker sammenstykkende. Hun har langt brunt hår, et sandfarvet tørklæde over skuldrene og runde briller uden stel om glassene. På bordet står hendes hjemmebagte franskbrød og hjemmeavlede honning. Katten Loui lister rundt omkring os, men stemningen er ikke hyggelig.

Parret fnyser i kor, da jeg nævner “ikke i min baghave”-begrebet.

- Det er helt misforstået. Det handler ikke om, at vi ikke er klar til at betale en pris for den grønne omstilling, siger Lottie Holm og uddyber, at de har solceller på grunden, har skiftet pillefyret ud med varmepumpe, forsøger at spise mindre kød og køber 97 procent økologisk ind.

- Og de sidste tre procent er snolder, tilføjer hun.

Lottie Holm og Alex Bonde flyttede fra Amager i København til Velling i Ringkøbing-Skjern for 18 år siden. Men nu føler de, at drømmen om landejendommen er truet af planerne om at rejse 270 meter høje vindmøller en kilometer fra grunden. Foto: Emil Jørgensen

Hold kæft-bolsjer

Alex Bonde sidder med hænderne ud for kroppen, som holder han på en imaginær flyttekasse, og fastholder mit blik.

- Det her handler ikke om grøn omstilling, siger han.

- Det handler om fup og humbug, studehandler med lodsejere, der skummer fløden. Og borgere som os, der bliver kørt over af kommunen.

Han sender et indforstået blik til sin kone hen over honningmadderne.

- Skal han have et hold kæft-bolsje? spørger Lottie Holm.

- Ja. Så ringer jeg til Johnny og Gurli, svarer han.

Hun rejser sig op og henter en krukke med farverige bolsjer, der ligner noget fra en tegnefilm. Alex Bondes telefon er sat på højtalerfunktion. Jeres udsendte reporter er ved at miste overblikket.

- Johnni reparerer handicapscootere, Gurli syr brudekjoler, forklarer Alex Bonde, mens telefonen siger “dut, dut”.

- Og de har fået bestikkelse af investorerne for ikke at lave bøvl over, at to testmøller blev sat op for år tilbage i Tændpibe - fire kilometer herfra. De har fået et økonomisk hold kæft-bolsje. Det er den slags metoder, som bruges.

Johnny tager telefonen. I lang tid høres blot hans åndedrag, mens Alex Bonde forklarer, at han sidder med en journalist i stuen. Johnny bekræfter, at hele hans gade har modtaget penge i en frivillig kompensationsordning, mens Lottie griber fat om et bolsje med en en metaltang.

Krukkestuntet er fra et protestmøde mod vindmøllerne, som de deltog i tilbage i juni.

- Vil du ha’ et? spørger hun.

Lottie Holm havde bolsjerne med til et protestmøde, hvor hun forsøgte at gøre politikerne opmærksomme på rygterne om frivillige kompensationsordninger. Både Lottie og hendes mand, Alex Bonde, er meget aktive i kampen for at få Lem Kær-projektet droppet. Foto: Emil Jørgensen

Hviskende vidneudsagn

Rygter og historier af den karakter gør, at omgangstonen bliver hård beboerne imellem i det lille landsbysamfund. Alex Bonde mistænker, at andre bakker op om Lem Kær-projektet, fordi de får økonomisk kompensation under bordet. Andre mener, at Bonde-parret - og de andre i protestbevægelsen - ser spøgelser og opfører sig hysterisk. At vindmøllerne og Vestas har sikret arbejdspladser og lukrative skatteindtægter til gavn for hele kommunen, og at alle burde være taknemmelige.

Ringkøbing-Skjerns borgmester, Hans Østergaard (V), er ikke bekendt med, at nogen har fået penge af investorerne i forbindelse med Tændpibe-møllerne. Men det er en kendt sag, at lodsejerne bag et andet grønt projekt i kommunen - en solcellepark mellem Dejbjerg og Stauning - har ført hemmelige forhandlinger med naboerne til projektet.

Til Dagbladet Ringkøbing-Skjern har flere fortalt, at de er blevet tilbudt 300.000 kroner for ikke at klage over projektet - samt ikke at berette om aftalen.

- Nogle kalder det for hold kæft-bolsje, men der skal som bekendt to til en handel. I forbindelse med solcelleanlægget er naboer blevet enige med lodsejergruppen om en frivillig kompensationsordning, og det ser jeg ikke noget forkert i, siger borgmesteren til Avisen Danmark og pointerer:

- Men jeg kender altså ikke noget til ordninger forbundet til hverken Tændpibe eller Lem Kær-vindprojekterne.

Solceller i Ringkøbing-Skjern Kommune. De fleste vil gerne have grøn energi, bare ikke hjemme hos sig selv. Foto: Emil Jørgensen

Det fører os frem til Johnny og Gurli. Indkørslen er fyldt med el-scootere og på en stor gul plakat ud mod vejen står der “STOP LEM KÆR-PROJEKTET”.

Johnny Jakobsen giver mig hånden og et elevatorblik. Han har et sort bluetooth-headset i øret og en blå skjorte på kroppen. Den skjuler ikke hårene på brystkassen. Han taler lavt, nærmest hviskende.

- Nogen har fået 50.000 kroner. Nogen har fået 500.000 kroner. Snakken går, siger den 65-årige mand, der dog understreger, at der ikke er tale om bestikkelse.

Han vil ikke fortælle, hvor meget han selv har fået. Og han vil heller ikke vise dokumentation for, at han har fået pengene, for det fraråder hans advokat ham, siger han.

- Men det forarger mig, at der er nogen, der tjener styrtende på projekterne, mens andre taber al værdien i deres ejendom. Processen er ikke gennemsigtig, og naboerne ender som de store tabere.

Troværdigheden om din person står noget stærkere, hvis du viser det brev, som du påstår, at du har. Og du har jo i forvejen fortalt mig om det, så hvad forskel …

- Nu bliver det sådan her. Min advokat har rådet mig til ikke at vise brevet, og jeg vil ikke risikere at miste de penge, som jeg har fået.

Johnny Jakobsen, og hans kone, Gurli, bor i en gammel skolebygning, som de har renoveret, i Lem i Ringkøbing-Skjern. Foto: Emil Jørgensen

En typisk tabersag

De snørklede markveje nær Ringkøbing by leder ikke til nogen rygende pistoler. Investor Mads Willadsen afviser pure over for Avisen Danmark, at nogen skulle have modtaget penge i forbindelse med Tændpibe-møllerne - eller Lem Kær-projektet for den sags skyld.

- Vi betragter os selv som hædersmænd, og vi benytter os ikke af den slags metoder, siger han over telefonen.

Sagen virker speget. Men borgernes generelle frustration i det vestjyske lyder som noget, Kristian Borch har hørt mange gange før. Han er seniorforsker ved Aalborg Universitet og har i snart 10 år forsøgt at kortlægge, hvornår vindmølleprojekter lykkes - og hvornår de munder ud i modstand fra borgerne.

- Typisk melder kommunen en klimaplan ud. Vindmølleudviklere sætter sig sammen med nogle lodsejere, og de laver en kontrakt. Så går de ind til kommunen og beder om at få planen godkendt. Og det er lige præcis sådan, at man skaber alle problemerne, siger han.

Det er også sådan, det er foregået med Lem Kær-projektet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

- Planerne bliver påduttet borgerne udefra, og det er meget få, som egentlig får noget ud af det.

Overalt i Ringkøbing-Skjern Kommune spotter man vindmøller. Med 286 af slagsen er det den kommune i Danmark, der har flest. Foto: Emil Jørgensen

Ifølge Kristian Borch bruger kommunerne typisk flere ressourcer på at behandle klager fra borgerene, end de gør på at agere sagsbehandlere for vindmølleprojekterne. Og det ender sådan, fordi de inddrager borgerne for sent - når planerne er langt og svære at ændre.

Derfor giver seniorforskeren fra Aalborg Universitet heller ikke meget for den såkaldte Nimby-effekt.

- Problemet er ikke, at borgere aldrig er villige til at have vindmøllerne stående i baghaven. Problemet er, at borgerne føler sig kørt over, fordi det med biogas, solceller og møller er markedskræfterne, der styrer showet.

Kristian Borch vedkender, at alle aldrig bliver 100 procent tilfredse. Men hans forslag til kommunerne er, at de arbejder den anden vej rundt og organiserer borgerne i energiplaner - som et alternativ til aftaler mellem vindmølleudviklere og lodsejere.

- De steder i landet, hvor borgerne er blevet inddraget i planerne og tilbudt medejerskab over vindmøllerne - og får en del af den økonomiske gevinst - oplever vi ikke de samme protester over støj og gener, siger han.


Problemet er ikke, at borgere aldrig er villige til at have vindmøllerne stående i baghaven. Problemet er, at borgerne føler sig kørt over, fordi det med biogas, solceller og møller er markedskræfterne, der styrer showet.

- Kristian Borch, seniorforsker på Aalborg Universitet

Vindmøller vrider Danmark skævt

  1. Hele 10 procent af Danmarks vindenergi kommer fra Ringkøbing-Skjern Kommune, hvor knap én procent af befolkningen bor.
  2. Med 286 vindmøller har Ringkøbing-Skjern flere vindmøller end nogen anden kommune.
  3. Kigger man på, hvilke kommuner der har udbygget vind- og solenergien mest siden seneste kommunalvalg, er det også Ringkøbing-Skjern, der topper listen. 
  4. De øvrige topti-kommuner for største udbyggelse siden 2017 er Holstebro, Thisted, Lolland, Randers, Vejle, Lemvig, Hjørring, Jammerbugt og Vesthimmerlands.

Til valg mod vindmøller

Til borgermøde om vindmøller og kommunalvalg i Bjerreby Forsamlingshus luftes de samme argumenter fra tilskuerpladserne.

- Vi har hele tiden bedt om at blive inddraget, og vi har hele tiden følt, at vi blev kørt over, siger en kvinde med en skotskternet grå frakke, der matcher hendes hårfarve.

- Lokalplanen er ulovlig, og vi er som borgere henvist til at søge advokathjælp, lyder det fra en anden i salen.

Var det ikke for den fynske dialekt, kunne man godt lukke øjnene og forestille sig, at man stod i Ringkøbing-Skjern Kommune - eller mange andre kommuner, der oplever de samme dilemmaer, når de grønne klimaambitioner skal konkretiseres.

Men vi er på Tåsinge i Svendborg Kommune, og blandt de cirka 50 fremmødte borgere i gymnastiksalen sidder Gitte Nielsen, kvinden fra den mørke markkant. Hende, som artiklen åbnede med.

Det er ikke “hendes vindmøller”, der er til debat. Det er derimod rejsningen af tre nye 150 meter høje vindmøller ved Broholm Gods en halv times kørsel derfra, på den anden side af Svendborgsundbroen. Og publikum er debatlystent.

Til borgermøde om Svendborg Kommunes klimaambitioner i Bjerreby Forsamlingshus på Tåsinge. Foto: Emil Jørgensen

Et par gange i løbet af den halvanden time lange debat, som Fyns Amts Avis orkestrerer, bliver der buhet, når den socialdemokratiske borgmester, Bo Hansen, har talt. Især da han på et tidspunkt siger:

- Hvis alle borgere altid skulle høres hver gang, blev der ikke bygget mange vindmøller.

Borgmesteren udtrykker også flere gange forståelse for utilfredsheden. Og på grund af borgerprotester har Bo Hansen været med til at sparke Broholm-møllerne til hjørne indtil efter kommunalvalget. Men han fastholder sin opbakning til projektet.

Det gør H.C. Wullf til gengæld ikke. Den 61-årige tandlæge blev trukket ind i politik, da han selv blev ufrivillig nabo til vindmøller på Tåsinge. Nu er han spidskandidat for Sydfynslisten, en borgerliste, der ifølge ham selv skal udgøre et alternativ til de landsdækkende, ideologiske partier.

- Der er brug for et borgernært parti, der kan bidrage til, at kommunen bliver lettere at gennemskue. Processerne er gemt ad vejen, forklarer han Avisen Danmark efter mødet.

I hans optik bliver Danmarks grønne omstilling bremset - ikke af protester fra borgere som han selv - men af kommunernes vindmølleprojekter, der føles som overgreb på den private ejendomsret.

- Modviljen kommer, fordi borgerne først præsenteres for skrækeksemplet, siger H.C. Wulff.

H.C. Wulff, som står med mikrofonen, er blevet politisk aktiv på grund af sin utilfredshed med processen omkring opsætningen af vindmøller i Svendborg Kommune. Foto: Emil Jørgensen

Gitte Nielsens kamp

Lyden af Gitte Nielsens skrækeksempel trænger ind igennem husmuren flere nætter om ugen. Men lige nu kan man ikke høre vindmøllestøjen.

- Lyden kommer med fugten omkring klokken halv tre i nat, siger hun, mens hun hviler sit hoved i sin hånd har og albuen placeret i spisebordet.

Efter vores tur i marken sidder vi nu i hendes varme hus og taler politik - og vindmøller.

På vej igennem aftenen på Tåsinge - hjem til Gitte Nielsen og vindmøllestøjen. Foto: Emil Jørgensen

Som H.C. Wulff stiller hun også op for Sydfynslisten. Og ligesom hun var i starten af den her historie, er hun stadig indebrændt.

- Når jeg skal på ferie, så googler jeg altid først, om der er nogen vindmøller i området. Jeg kan simpelthen ikke holde dem ud.

Gitte Nielsen - som har brugt en stor del af sine seneste 12 år på at bekrige vindmølleprojekter i kroge og afkroge af Danmark - ser træt ud. Hun forklarer mig alle reglerne om vindmøllernes afstandskrav til naboer, godkendte støjfrekevenser, tilladte antal omdrejninger, kompensationsordninger og aftalte megawatt. Og hendes rådgivning til andre, der har vindmøller på vej mod kvarteret, er lige så sortsynet, som himlen udenfor.

- Flyt. Flyt, før det er for sent, siger hun.

Men så - klokken ét minut i deadline, ved allersidste spørgsmål - kommer løsningsforslaget, der virker så banalt, men måske gemmer hemmeligheden.

Hvad skulle det kræve for, at du kunne leve med vindmøllerne? spørger jeg.

- At vi var blevet hørt. Eller havde fået et tilbud om at blive holdt skadesløse, hvis vi ville flytte.

Gitte Nielsen har et bud på, hvordan hun kunne have lært at leve med vindmøllerne: “At vi var blevet hørt. Eller havde fået et tilbud om at blive holdt skadesløs, hvis vi ville flytte,” siger hun. Foto: Emil Jørgensen
Drastisk reducerede torskekvoter tvinger fisker Henrik Bode fra Mommark til at gå i land. Han håber på, at der kommer en oplægningstøtte, så han kan vende tilbage til havet og fiskeriet, når og hvis kvotetiderne bliver bedre. Foreløbig efterlyser han et udspil fra fiskeriministeren. Det er der mange, der gør. Arkivfoto: Ludvig Dittmann

Kvoter kvaser østersøfiskerne: - Bare vi ikke skal vente lige så længe på hjælp som minkavlerne

Der er hjælp på vej til de omkring 200 danske fiskere, der fra nytår rammes af dramatiske reduktioner af især torskekvoterne i den vestlige Østersø. Det lover fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

I betragtning af at mange af de ramte fiskere i realiteten er uden arbejde om halvanden måned, er han blevet kritiseret for, at der endnu ikke er kommet en hjælpeordning fra hans side. Men det kommer der inden jul, siger han til Avisen Danmark.

Det var en EU-aftale, indgået 12. oktober i år, som med ét slag beskar torskekvoterne - de endte med at blive reduceret med 88 procent. For de fiskere, der lever af torskefiskeriet, betyder den beslutning i realiteten, at de må lægge til kaj og gå i land

Rasmus Prehn kalkulerer med en statslig udgift på 25 millioner kroner i ophugningstøtte. Fiskerierhvervet har regnet sig frem til behov for det firedobbelte: 100 millioner kroner.

Fiskeriministeren var gavmild med hjælpeløfterne, da de nye EU-kvoter for en måned siden så godt som udryddede torskefiskeriet i den vestlige del af Østersøen. Siden har fiskerne intet hørt fra ham. Det er de vrede over. Borgmestrene i berørte fiskerbyer presser også på. Nu lover ministeren, at der sker noget inden jul.

Fiskeri: De op mod 200 danske fiskere, der har deres fangster i den vestlige del af Østersøen bliver mere og mere utålmodige. De efterlyser besked om den hjælp, som fiskeriminister Rasmus Prehn (S) stillede dem i udsigt for en måned siden, 12. oktober. Det skete, da en ny EU-aftale beskar deres fangstkvoter næste år markant.

En sådan efterlysning af klar besked fra ministeren kommer fra blandt andre Henrik Bode fra Mommark på Als. Han er en af de torskefiskere, som er helt på spanden, fordi deres kvote blev beskåret med 88 procent.

- Jeg går rundt i uvished, og det gør alle de andre også. Vi får intet at vide. Det er lige om lidt, vi må gå i land, så det haster. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om vi skal vente lige så længe som minkavlerne: Der er gået over et år, og de har stadig ingen penge fået, siger han.

- Uanstændigt

De samme frustrationer slår igennem i Danmarks Fiskeriforening:

- For to år siden blev vi lovet en handlingsplan for hele Østersøen; den savner vi stadig. For en måned siden kom så kvotereguleringen, der så godt som stoppede torskefiskeriet i den vestlige Østersø. Hjælpeforanstaltninger i den anledning har fiskerne heller ikke hørt noget til endnu.

- Jeg synes, det er uanstændigt med den ventetid over for de fiskere, der har hele deres livsværk i klemme, siger formand Sven-Erik Andersen til Avisen Danmark.

Alles trængsler

Bekymringerne over situationen deles af borgmestrene i de fem fiskerkommuner Kerteminde, Langeland, Ærø, Vordingborg og Bornholm. De har alle fiskere, der gør deres fangster i det kvoteramte område. Fredag sendte de en appel til ministeren om at komme fiskerne til hjælp.

Det har de gjort, fortæller Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S), fordi fiskeriets trængsler er alles trængsler i de pågældende kommuner.

- Det er et erhverv, der flere steder forsvinder helt med de kvoter, der nu er kommet. For os i Kerteminde for eksempel er fiskeriet en fuldstændig del af vores dna.

- Kerteminde er opstået af fiskeriet; det har skabt byens liv, kultur og identitet, og det har skabt turisme og en hel masse følgeerhverv. Det er alt sammen noget af det, vi er glade for og stolte af, der tages fra os, siger Kasper Ejsing Olesen.

Inden jul

Det, de alle venter på, er en hjælpeordning, som fiskeriminister Rasmus Prehn (S) for en måned siden lovede de berørte fiskere.

- En ordning, hvor man kan forlade fiskerierhvervet tørskoet økonomisk. Altså simpelthen at man får ophugget sin kutter og får penge for den, sagde han dengang.

Det er præcis, hvad fiskeriforeningen ønsker, foruden en oplægningsordning for dem, der tør tage en pause fra faget i håb om at kunne vende tilbage, når og hvis kvotetiderne igen bliver bedre.

Siden har fiskerne intet hørt fra Rasmus Prehn. Men det er ikke, fordi han ikke arbejder på sagen, bedyrer han over for Avisen Danmark.

- Vi er i  fuld gang, vi knokler løs med det. I løbet af nogle uger kommer vi med en model for en hjælpeordning, siger han.

- Når du siger nogle uger, mener du så i år?

- Ja.

- Inden jul?

-Ja, inden jul.

25 eller 100 millioner

Så er det også i sidste øjeblik, mener fiskerne. Når en måneds tavshed er så problematisk skyldes det, at kvotereduktionen, og dermed et de facto-stop for torskefiskerne, gælder fra nytår, altså om halvanden måned.

- Det er helt urimeligt på den måde at lade så mange fiskere i stikken, siger Svend-Erik Andersen.

Ifølge fiskeriforeningens vurdering vil en hjælpeordning løbe op i næsten 100 millioner kroner, hvis den skal komme alle dem til gode, som kvotesænkningen rammer.

Fiskeriministeren arbejder med et noget andet beløbstal. Han har sendt blikket i retning af 25 millioner kroner fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, som han mener kan bruges på ophugningsstøtte.

- Så kan jeg jo godt høre, at fiskeriforeningens beregninger kræver fire gange så mange penge. Det er noteret, og det vil jeg tage alvorligt. Men foreløbig lægger vi ud med de 25 millioner kroner, så må vi se på det, hvis der er behov for yderligere, siger Rasmus Prehn til Avisen Danmark.

Milliarder til minkavlere

I den borgerlige lejr på Christiansborg er fiskeriordførerne i Venstre og Dansk Folkeparti indstillet på, at staten kommer de berørte fiskere økonomisk i møde.

- Det er desværre en ret ekstrem situation, som fiskerne står i. De er brikker i et spil, de ikke selv har haft indflydelse på. Staten må komme komme dem i møde økonomisk, siger Torsten Schack Pedersen (V).

Rene Christensen fra Dansk Folkeparti er klar med fuldtonet støtte til fiskerne:

- Vi risikerer, at hele erhvervet forsvinder. Vi kunne finde 19 milliarder erstatningskroner til minkerhvervet, så kan vi vel også finde 100 millioner til fiskeriet, siger han.

Rasmus Prehn er enig i, at fiskerne skal have hjælp, men mener ikke, de kan sidestilles med minkavlerne.

- Aflivningen af minkene var en pludselig opstået situation på en akut, alvorlig baggrund og af hensyn til folkesundheden. Kvotereguleringen er også ekstraordinært alvorlig i østersøsammenhæng, men finder sted i et erhverv, der i mange, mange år har bygget på reguleringer af kvoter, der kan gå både op og ned, siger Rasmus Prehn.

Håber på redningskrans

Ifølge fiskeriministeren forstår han frustrationerne over, at tiden går, og intet endnu er sket.

- Jeg har det på samme måde, men der har været ... nogle bump. Der er nogle EU-regler, der spiller ind, så vi ikke laver noget, der er ulovlig statsstøtte, siger Rasmus Prehn.

Jeg vil gerne fortsætte, når kvoterne engang sættes op igen. Det skal de simpelthen, ellers er det helt slut for erhvervet her i vores del af Østersøen.

Henrik Bode, fisker fra Mommark

Selv om situationen ser sort ud, og tiden er ved at rinde ud, håber Henrik Bode stadig på, at Rasmus Prehn kaster en brugbar redningskrans ud.

- Jeg er 52 år og havde håbet, at jeg skulle være fisker resten af mit arbejdsliv. Jeg satser på oplægningsstøtte, for jeg vil gerne fortsætte, når kvoterne engang sættes op igen. Det skal de simpelthen, ellers er det helt slut for erhvervet her i vores del af Østersøen. Det er ikke en tanke, jeg kan holde ud, siger Henrik Bode.

Det behøver han måske heller ikke ifølge Rasmus Prehn, som indtil nu mest har tænkt i ophugningsstøtte.

- Hvis nogle kan komme igennem det ved at lægge op i en periode og så ende tilbage, er det bedst for alle. Det gælder også økonomisk. En ordning, der skal gælde i en periode, vil være noget billigere end en ordning, der måles op på, at et fartøj fjernes helt og hugges op, siger Rasmus Prehn.

Det er den slags, han efter eget udsagn knokler løs med for tiden i Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Og altså med et resultat inden jul forstås. Dét har formanden i fiskeriforeningen noteret sig:

- Så må vi håbe, det er nogle ordentlige julegaver, han kommer op med, siger Svend-Erik Andersen.

Tre korte om kvote-nedskæringer

  1. Der må fanges markant færre fisk i Østersøen i 2022 end tidligere. Det stod klart 12. oktober, da EU's medlemslande indgik aftale om næste års fiskekvoter.
  2. I den vestlige Østersø må der fanges 489 ton torsk næste år. Det er en reduktion på 88 procent sammenlignet med i år, da kvoten er 4000 ton.
  3. Kvoten for sild i den vestlige Østersø bliver sænket 50 procent og går fra 1575 ton til 788 ton.
Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, efterspørger klarhed fra Rusland, om hvorfor op mod 90.000 russiske soldater befinder sig nær den ukrainske grænse. Billedet her er fra en russisk militærøvelse i Hviderusland i september. Arkivfoto: Det Russiske Forsvarsministerium/Reuters/Ritzau Scanpix

Derfor er der bekymring i EU og USA: Rusland rasler igen med sablerne nær grænsen til Ukraine

Ifølge ukrainske efterretningstjenester opholder op mod 90.000 russiske soldater sig i området nær grænsen til Ukraine. Og det får alarmklokkerne til at ringe i EU og i USA.

Tidligere på ugen sagde den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, at han var bekymret for, om Rusland kunne finde på at gentage gamle - men alvorlige - fejl.

Og i hovedkvarteret for det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, mener man, at de militære manøvrer er "usædvanlige" og efterspørger mere åbenhed fra Rusland - for hvad er hensigten egentlig? I Rusland peger Putins folk fingre ad Vesten. 

- Vores modstandere provokerer, vi beskytter vores territorium, men Rusland er ikke en trussel, lyder det.

Op mod 90.000 russiske soldater opholder sig ifølge det ukrainske forsvarsministerium nær grænsen til Ukraine. Alarmklokkerne ringer i EU og USA, hvor man - kloge af skade efter annekteringen af halvøen Krim og den langvarige konflikt i det østlige Ukraine - bekymrer sig over den russiske præsident, Vladimir Putins, egentlige hensigter.

Ukraine/Rusland: Russiske militære styrker bevæger sig nær Ukraines grænse, og det vækker bekymring i både EU og USA.

- Vi holder fortsat øje med situationen, og de informationer, vi har indsamlet indtil videre, er temmelig bekymrende, sagde EU’s udenrigspolitiske talsperson, Peter Stano, fredag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Vores bekymring er, at Rusland begår den alvorlige fejl at forsøge at gentage, hvad det gjorde tilbage i 2014, da det samlede styrker langs grænsen, krydsede ind i suverænt ukrainsk territorium og gjorde det, mens det usandt påstod, at det var blevet provokeret.

Anthony Blinken, USA's udenrigsminister

Avisen Danmark giver overblik situationen i Ukraine, der er blevet omdrejningspunktet for spændinger mellem Rusland og den vestlige verden.

1 Revolution, invasion og annektering

Pro-europæiske demonstranter i byen Lviv i det østlige Ukraine i november 2013. Arkivfoto: Marian Striltsiv/Reuters/Ritzau Scanpix

I slutningen af november 2013 udbrød der voldsomme protester mod den daværende ukrainske præsident, Viktor Janukovitj, da han afbrød igangværende forhandlinger med EU om en handels- og samarbejdsaftale med unionen.

Janukovitj, der stod i spidsen for et Ukraine i voldsomme økonomiske problemer, vendte sig i stedet mod de russiske naboer i øst.

Men Janukovitj blev væltet i februar 2014 og flygtede til netop Rusland, hvorfra han kunne se til, at den EU-positive Petro Poreshenko blev ny mand på posten efter præsidentvalget 25 maj.

I mellemtiden udbrød det, der ligner en decideret krig mellem Ukraine og pro-russiske separatister i den østlige Donbas-region, som stadig ulmer. Og russiske tropper invaderede, besatte og annekterede Krim-halvøen i marts 2014.

Blot en måned efter blev der holdt en folkeafstemning på Krim, hvor resultatet angiveligt viste, at 97 procent af borgerne ønskede at være en del af Rusland i stedet for Ukraine. FN kaldte folkeafstemningen ugyldig, og medlemslandene betragter stadig Krim-halvøen som en del af Ukraine.

2 Et forår med militære manøvrer

Italienske, polske, amerikanske og canadiske kampvogne på øvelse i Letland i midten af september. Arkivfoto: Ints Kalnins/Reuters/Ritzau Scanpix

Fra marts til juni tidligere i år var 12 europæiske lande værter for en storstilet Nato-øvelse, ”Defender Europe 21”, med deltagelse af omkring 28.000 soldater fra 27 nationer.

På samme tid begyndte den russiske præsident, Vladimir Putin, at sende styrker, over 100.000 soldater ifølge EU, mod grænsen til Ukraine for selv at holde militærøvelse.

Det bekymrede man siger over i både EU og USA. I april kaldte den danske udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), Ruslands ageren for ”provokationer” og efterspurgte en deeskalering.

Og tre dage efter meddelte den russiske forsvarsminister, Sergey Shoigu, at ”manøvren” nær grænsen var slut, og at landet ville trække styrkerne tilbage til deres faste kaserner og baser.

3 Rusland manøvrerer igen

Satellitfotos fra 1. november, taget af firmaet Maxar Technologies, viser angiveligt tilstedeværelsen af russiske styrker nær den ukrainske grænse. Det blev først afvist af ukrainerne selv, men nu hævder efterretningstjenester i landet, at op mod 90.000 russiske soldater er tæt på grænsen. Foto: Maxar Technologies/AFP/Ritzau Scanpix

Og nu er den altså gal igen.

I sidste uge oplyste det ukrainske modstykke til Forsvarets Efterretningstjeneste herhjemme, at mere end 90.000 russiske soldater opholder sig nær den ukrainske grænse.

Efterretningstjenesten anklagede samtidig Rusland for af og til at rykke rundt på militære enheder med henblik på at opretholde ”spændinger” og et ”politisk pres” på de omkringliggende lande.

Onsdag havde den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, besøg af den ukrainske udenrigsminister. På et pressemøde understregede Blinken ifølge avisen The New York Times, at det internationale samfund vil se lige igennem ethvert russisk forsøg på at ty til gamle taktikker.

- Vores bekymring er, at Rusland begår den alvorlige fejl at forsøge at gentage, hvad det gjorde tilbage i 2014, da det samlede styrker langs grænsen, krydsede ind i suverænt ukrainsk territorium og gjorde det, mens det usandt påstod, at det var blevet provokeret, sagde Blinken ifølge avisen.

John Kirby, der er pressesekretær i Pentagon, efterspurgte onsdag mere åbenhed fra russisk side om den ”usædvanlige” militære aktivitet i området omkring Ukraine.

Men fredag vendte en russisk talsperson fra Kreml, Dmitry Peskov, så pegefingeren den anden vej, samtidig med at han påstod, at Rusland ikke udgør nogen form for trussel for nogen som helst.

- Vi passer vores egne anliggender og træffer om nødvendigt foranstaltninger for at sikre vores sikkerhed, hvis der er provokerende handlinger fra vores modstandere nær vores grænser, sagde Peskov.

Kilder: Ritzau, AFP, The New York Times