Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Venstre går til reformforhandlinger med et udspil om at hæve topskattegrænsen, der i øjeblikket ligger på 545.000 kroner. Arkivfoto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Venstre vil have topskattegrænsen hævet

Godmorgen og velkommen til tirsdagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Vi starter dagens nyhedsoverblik med historien om, at Venstre tager et ønske om at hæve topskattegrænsen med til de kommende reformforhandlinger i Folketinget.

Det fortæller partiets finansordfører, Troels Lund Poulsen, til Berlingske.

Det er den akutte mangel på arbejdskraft, der får Venstre til at gribe til værktøjskassen med en lettelse af topskatten – i dette tilfælde altså et løft af grænsen for, hvornår man skal betale topskat – der ellers ikke er en del af partiets aktuelle økonomiske politik.

- Det er rigtigt, at der er tale om et prioriteringsskifte. Vi har hidtil valgt at prioritere lettelser i bunden, men der er sket så meget inden for det seneste år, at jeg toner rent flag og siger, at vi nu hiver det her spørgsmål op i toppen af vores prioriteringsliste, siger Troels Lund Poulsen til Berlingske.

Topskattegrænsen ligger i øjeblikket på 545.000 kroner.

Pres på regeringen i minksagen

Vi fortsætter i det politiske, men skifter spor til den igangværende minksag og spørgsmålet om, om statsminister Mette Frederiksens (S) slettede sms’er kan genskabes.

Ifølge både De Radikale og Venstre skal ikke bare statsministerens mobiltelefon udleveres til politiet. Også andre enheder, som hendes computer og en eventuel tablet, skal med, så chancen for at genfinde de slettede sms’er er større. 

Det samme anbefaler to eksperter, skriver Politiken.

- Politiet skal have lige præcis de redskaber, der er behov for, for at kunne genskabe sms'erne. At de skal genskabes, og at de skal indgå i kommissionens arbejde, kan der ikke være nogen tvivl om, for de burde slet ikke være blevet slettet i første omgang, siger De Radikales retsordfører, Samira Nawa, til Politiken.

Regeringen bliver ligeledes kritiseret voldsomt for, at der skulle gå 132 dage, før Statsministeriet vendte tilbage på Minkkommissionens henvendelse og forklarede, at statsministerens sms’er var blevet slettet.

Samtidig skulle der ifølge B.T gå 46 dage, før regeringen svarede på kommissionens henvendelse om at forsøge at gendanne sms’erne.

Men ifølge justitsminister Nick Hækkerup (S) er det altså ikke fordi, man forsøger at skjule noget for offentligheden.

- Regeringen gør altså, hvad vi kan for at sikre, at kommissionen får det materiale, som den skal have, fordi ellers opstår der alle de her underlige teorier om, at nogen holder noget skjult, og det gør vi altså ikke, siger han til TV 2.

Holland varsler restriktioner

Vi runder dagens overblik af med en tur til Holland, der ligesom Danmark i øjeblikket oplever et stigende antal coronasmittede og indlagte.

Der bor tre gange så mange mennesker i Holland, som der gør i Danmark, men antallet af covid-patienter, der er indlagt på de hollandske hospitaler, er næsten seks gange højere end herhjemme, skriver Ritzau.

Og nu advarer den hollandske regering så om, at man vil indføre nye coronarestriktioner i denne uge.

- Vi kan ikke komme uden om at indføre nye tiltag. Antallet af covid-19-patienter i hospitalerne stiger hurtigt, lød det mandag fra sundhedsminister Hugo de Jonge, der dog ikke ville fortælle nærmere om, hvilke restriktioner der bliver tale om.

Det var nyhedsoverblikket for i dag. Men fortsæt endelig længere ned ad siden.

Så får du fire gode historier fra dagens udgave af Avisen Danmark.

Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

SF kalder forsvarsminister Trine Bramsen i samråd for at høre, hvilke initiativer regeringen straks vil tage i brug for oprense PFOS-forureninger på Forsvarets arealer. Foto: Flemming Krogh

Støttepartier kritiserer Forsvarets forklaring: - Ikke flere dårlige undskyldninger!

I årevis har det danske Forsvar lavet omfangsrige og detaljerede rapporter om PFAS-forureningen på sine flyvestationer ved Aalborg, Skrydstrup og Karup. Men der er endnu ikke gjort noget for at bremse spredningen af forureningen. Forklaringen har lydt: Der mangler teknologiske muligheder.

I Norge er historien en anden. Her har det norske Forsvar også overvåget forureningen men samtidig har man igangsat flere afværgeforanstaltninger og oprensninger for at stoppe forureningen.

Derfor køber støttepartierne Radikale Venstre, SF og Enhedslisten ikke forsvarets forklaring om manglende teknologi. De vil nu have forsvarsminister Trine Bramsen (S) til at forklare, hvorfor det danske forsvar intet har gjort.

Regeringens støttepartier har fået nok af Forsvarets forklaringer om manglende teknologiske løsninger. De kræver forsvarsminister Trine Bramsen (S) på banen i sagen om de store PFAS-forureninger på flyvestationerne, og de vil have Forsvaret til at afværge og rense op, som det norske forsvar har gjort de sidste 9 år.

Forurening: Hos regeringens støttepartier er tålmodigheden ved at slippe op med Forsvarets "dårlige undskyldninger".

Avisen Danmark og Radio4 kunne mandag fortælle, at mens det danske Forsvar endnu intet har gjort for at rense op efter PFAS-forureninger ved jyske flyvestationer, har det norske Forsvar i årevis renset for de samme giftstoffer på deres militære flyvestationer.

Det får nu Enhedslisten, Radikale Venstre og SF til at rette kritik af Forsvarets håndtering, og partierne kræver nu, at forsvarsminister Trine Bramsen (S) forholder sig til sagen.

- Det virker besynderligt, at man siger, at man ikke har teknologien, når man i Norge har gjort det i ni år. Det virker helt ærligt som dårlige undskyldninger, siger SF`s forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen.

- Det er et udtryk for den arrogance, som vi har været vidende til i flere år efterhånden i Forsvaret, hvad angår deres ansvar med at behandle deres ting og arealer, som det forventes af os andre, siger hun med henvisning til tidligere skandalesager hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

SF har kaldt forsvarsministeren i samråd om sagen, efter Avisen Danmark og Radio4 i sidste uge kunne fortælle, at forsvaret trods flere års kendskab til forureningernes ikke har forsøgt at bremse dem. De norske erfaringer gør sagen endnu mere alvorlig, mener hun.

- Hvis nordmændene kan finde ud af det, så kan vi altså også. Forsvaret bør rydde op efter sig selv. Ikke flere dårlige undskyldninger.

Hvis nordmændene kan finde ud af det, så kan vi altså også. Forsvaret bør rydde op efter sig selv. Ikke flere dårlige undskyldninger

Anne Valentina Berthelsen, SF

"Kæmpe problem"

Forsvarsordfører hos Enhedslisten Eva Flyvholm er også skeptisk over for forklaringerne fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

- Det kan ikke passe, at der absolut intet er at gøre. Det giver jo ingen mening, selvfølgelig er der noget at gøre. Det helt centrale er jo at fjerne det jord, som er forurenet. Vi er nødt til at få sat det her i gang i Danmark, som de har gjort i Norge, siger hun.

Eva Flyvholm ser det som et ”kæmpe problem”, at Forsvaret ikke satte i gang, da man blev bekendt med omfanget af forureningerne.

- Selvfølgelig har forsvarsministeren et ansvar, når det er Forsvarets arealer. Og det er faktisk også mit indtryk, at det er en sag, som de er interesseret i at få løst. Men det betyder også, at de bliver nødt til at lægge en politisk linje, hvor det her bliver prioriteret, og det skal gå stærkt. Det i er den grad en sag, som regeringen må tage ansvar for, fortæller Eva Flyvholm.

Forsvarsordfører i Radikale Venstre, Martin Lidegaard, synes, at oplysningerne giver "stof til eftertanke". Derfor mener han også, at man i næste forsvarsforlig bør adressere problemerne med Forsvarets forureninger.

- Jeg vil bede forsvarsministeren om at undersøge, om vi ikke skulle overveje en norsk tilgang. Der er åbenlyst nok at tage fat på, og jeg forstår heller ikke, at vi ikke er kommet i gang med det her tidligere, siger Martin Lidegaard.

Tommelfingeren nedad

Hos oppositionspartierne Venstre og Konservative får Forsvarets indsats heller ikke meget ros.

Forsvarsordfører hos Konservative Niels Flemming Hansen finder det mærkværdigt, at hvad der har kunnet lade sig gøre i Norge tilsyneladende ikke har været muligt i Danmark.

- I stedet har man i Danmark bare sendt aben videre. Det gør mig vred, at Forsvaret ikke tager ansvar for deres egne arealer, siger han.

Christoffer Melson, vikarierende forsvarsordfører for Venstre, vil bruge oplysningerne fra Norge til at presse forsvarsministeren til en forklaring på Forsvarets gøren og laden på dette punkt.

- Det her bliver mere og mere underligt. Forsvaret har kendt til forureningerne i mange år, men ikke gjort noget. Nu finder vi så ud af, at der er løsninger derude, som andre lande og private virksomheder har taget i brug i mange år. Der er nu endnu mere brug for, vi får fat i ministeren og får at vide, hvad der er op og ned. Der er sendt et signal meget bredt fra både os og andre partier om, at vi skal i gang med det her, fortæller Christoffer Melson og uddyber:

- Det er pinligt for staten, synes jeg. Hvis der skal findes penge, vil vi meget gerne være med til at snakke om det. Mystikken breder sig om, hvorfor der ingen reaktion er. Det må være underligt for borgerne at se, at et land, vi normalt sammenligner os med, i mange år har lavet oprensning og afværge, mens man tilsyneladende lader stå til i Forsvaret, siger han.

Det har ikke være muligt at få et interview med forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Sådan har Norge gjort

I Norge har man brugt tre metoder til afværge og fjernelse af PFAS og PFOS på Forsvarets arealer.

  • Isolering.
  • Opgravning og fjernelse af kilden.
  • Vandrensning såsom afværgepumper, der pumper grundvand op og renser det.

-

Det norske forsvar har vurderet effekten af de forskellige trin og hvilke omkostninger, der er forbundet med dem.

Ved isolering vurderes det, at der er lave omkostninger i investering og drift. Effekten er lav i jordmiljøet og middel i vandmiljøet.

Ved opgravning vurderes det, at der lave omkostninger i investeringer men høje omkostninger i drift. Effekten er høj i både jord- og vandmiljøet.

Ved vandrensning vurderes det, at der er høje omkostninger i investering og drift. Effekten er middel i jordmiljøet og høj i vandmiljøet.

Rygge flyvestation er det sted, hvor nordmændene har oprenset mest PFAS/PFOS. Her blev i alt 13.000 tons jord fjernet fra to brandøvelsespladser. Resultatet var, at der blev fjernet 16 kilo PFOS og 18 kilo PFAS. Prisen lød på 16 millioner norske kroner (NOK) - svarende til cirka 12 millioner danske kroner.

Rensningsanlægget ved Rygge kostede 8 millioner norske kroner i indkøb og udbedringer siden 2018. Over en femårig-periode ville driftsomkostningerne være 15,5 millioner norske kroner (3,1 millioner danske kroner per år.)

Fortidens valgplakater var rige på farver, drillerier og politiske budskaber. I dag har de fleste valgplakater kun et enkelt formål; at markedsføre kandidaten. Ifølge Elsebeth Aasted Schanz og Peter Nedergaard, der sammen har udgivet en bog om den danske valgplakats historie, er de blevet standardiserede til en sådan grad, at de nærmest er intetsigende i dag. Layout: Wayne Southwell.

Fra kunst til 'kedelig' masseproduktion: Portræt af valgplakaten

Er du træt af at kigge på valgplakater? Så kommer her to stykker information, som ikke nødvendigvis er fornøjelige: 1) Du skal glo på dem i to uger endnu, før der er kommunalvalg den 16. november. 2) De har ikke altid været så kedelige og ensformige, som de er nu. 
I det, som fagfolk kalder "valgplakatens guldalder", var de fyldt med farve, drillerier og politisk bid. De blev laver af kunstnere og satirikere - ikke af reklamebureauer. 
Vi har bedt Elsebeth Aasted Schanz og Peter Nedergaard, der sammen har udgivet en bog om den danske valgplakater gennem 100 år, om at tage os i hånden og føre os igennem plakatens historie - og så har vi udvalgt fem politikere, der skiller sig ud i den verserende valgkamp.

I valgplakatens guldalder var de både humoristiske og kunstneriske. I dag er de forudsigelige og kedelige. Sådan siger to eksperter med plakater på hjernen. Med deres hjælp optegner vi valgplakatens historie og giver svar på, hvorfor de var sjovere i de go’e gamle dage.

KV21: Du har gloet på dem i en god uges tid nu. Eller, man kan også sige, at de har nedstirret dig i en god uges tid nu. Overalt - i lygtepæle og træer - hænger de skønmalede portrætfotoer med de velmenende smil og kæmper for din opmærksomhed. “Stem på mig,” lokker de, men ligner alle sammen hinanden. Ligeså forudsigelige som selfiebillederne, de selvsamme politikere oversvømmer de sociale medier med.

Hvis du ikke ligefrem bliver inspireret af politikernes papskilte, er det ikke fordi, der er noget i vejen med dig. Det er valgplakaternes skyld. Vi lever nemlig i en sjældent kedelig plakatmæssig tidsalder.

- I guldalderen fra 1900 til 1960’erne blev de lavet af kunstnere. I dag bliver de masseproduceret af reklamebureauerne, og jeg synes, at de har mistet en masse sjæl, siger Elsebeth Aasted Schanz, der er museumsinspektør på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By.

De kandidater til kommunalvalget, der forsøger at krydre deres valgplakat med et sjovt slogan, en fjollet udklædning eller slet intet tøj på overhovedet er faktisk dem, der holder traditionerne i hævd.

- Alt hvad der er humorfyldt, anderledes eller kunstnerisk peger tilbage på rødderne. Valgplakater var oprindeligt fantasifulde. Nu må man sige, at de er meget ensformige, siger Peter Nedergaard, der er professor i statskundskab på Københavns Universitet og har en stor personlig samling af historiske valgplakater.

Men hvordan så de så ud, dengang mormor var barn? Og hvordan endte vi med tusindvis af kloner med tandpastasmil i bybilledet?

Avisen Danmark giver dig biografien, du ikke vidste, du havde brug for: Portrættet af valgplakaten.

Gode valgplakater er som en projektil, der rammer dig lige i hjertet, så du enten bliver meget vred eller ked af det

Elsebeth Aasted Schanz, museumsinspektør på Dansk Plakatmuseum i Den Gamle By.


Patosprojektiler i hjertet

Vi ved ikke med sikkerhed, hvor, hvornår og af hvem valgplakaten blev født, men vi kan finde både amerikanske og franske årer i stamtræet. Allerede for et par hundrede år siden - i 1820’erne og 1830’erne - var portrætter en del af valgkampen i USA, fortæller Elsebeth Aasted Schanz fra Dansk Plakatmuseum.

I europæisk sammenhæng var det især med kunstneren Henri de Toulouse-Lautrec’ politiske plakater i Paris’ gader (1864-1901), at valgplakaten fik sit gennembrud.

- Det var kunstnere og satirikere, der lavede plakaterne, og de lagde deres hjerteblod i det, forklarer Elsebeth Aasted Schanz.

Politikerne opdagede hurtigt, hvor effektive plakaterne kunne være. I begyndelsen af 1900-tallet udgjorde det den eneste form for massekommunikation, og den blev flittigt brugt til både krig og propaganda. I fokus var sjældent kandidaterne, men vælgerne. Fabriksarbejderen, bonden og de unge soldater var hovedrolleindehaverne, og opmærksomheden blev fanget på samme måde, som det sker på sociale medier i dag: gør beskueren vred, forarget eller ked af det.

- Gode valgplakater er som en projektil, der rammer dig lige i hjertet, så du enten bliver meget vred eller ked af det, siger Elsebeth Aasted Schanz og bladrer op i bogen “Valget er dit! den danske valgplakat i 100 år”, som hun var medforfatter på i 2015.

Hun viser mig en socialdemokratisk plakat fra 1928. På billedet ser man tegningen af en døende mand i militæruniform, der bliver holdt oppe af sin unge kone og sine to små børn. Det røde blod, der løber fra hans bryst, er det eneste farvelagte i billedet. Resten er gråt. “Krig! Krig! Er Slægternes Undergang. Stem for afrustning. Stem Socialdemokratisk!”, står der på plakaten.

Elsebeth Aasted Schanz bladrer videre i bogen, der er så propfyldt med patosfyldte plakater, at man næsten ikke ved, om man skal grine eller ryste på hovedet. I forbindelse med krakket på New Yorks børs i 1929 har Konservative fået lavet en tegning, hvor en Egon Olsen-lignende figur klamrer sig til en flagstang med Dannebrog midt ude på åbent hav. Trækasser med told bliver kylet i retning af den stakkels mand, som er ved at drukne - ikke i vandet, men i udenlandske varer. “Skal Danmark være en losseplads for udenlandske varer? Stem Konservativt,” står der på plakaten.

Selvom det i dag virker overdrevet, var fortidens plakater langt mere raffinerede og gennemtænkte end i dag. Det siger plakatbogens anden medforfatter, Peter Nedergaard i et telefoninterview.

- De gamle plakater er rige på faktuelle oplysninger og klare politiske budskaber, siger han.

De er mere gennemtænkte og veludførte, mener Peter Nedergaard, end et kamera, der er presset helt op i fjæset på en politiker.

Fra stenblok til samlebånd

Første gang vi så et fjæs på en dansk valgplakat var det skaldet, langskægget og bebrillet. Thorvald Stauning fra Socialdemokratiet blev i 1935 det første ansigt på et parti, og “Stauning eller kaos”-plakaten virkede. Socialdemokratiet fik det bedste valg nogensinde med en tilslutning på 46,1 procent.

Inspirationskilden var i øvrigt en simpel valgplakat fra Tyskland, der var blevet skabt tre år forinden, i 1932, og viste en mand med et lille overskæg og en sort baggrund omkring ham. “Hitler”, stod der på den.

Alt dette foregår i det, som Elsebeth Aasted Schanz og Peter Nedergaard kalder for “valgplakatens guldalder” - perioden fra 1900 til 1960. Men i de glade 60’erre begyndte det at gå ned ad bakke for æstetikken. Og det var der to grunde til.

- Produktionen overgår fra kunstnerne og deres stenblokke og litografier til reklamebureauerne og deres kameraer og samlebånd. Og så kommer der et nyt billedmedie og sætter dagsordenen, forklarer Elsebeth Aasted Schanz fra Dansk Plakatmuseum

Hun taler naturligvis om fjernsynet.

Indtil flimmerkassens indtog havde valgplakaten monopol på at fremstillede billeder inde i hovedet på vælgerne. Men fra 1960’erne og 70’erne blev markedsføringen af politikeren plakatens opgave - mens fjernsynet i stigende grad satte satte billeder og ord på den politiske debat.

- Herfra bliver et portræt af en kandidat eller et billede af et partibogstav det dominerende, siger Peter Nedergaard, der ikke lægger skjul på, at han finder udviklingen kedelig.

Problemet er ikke kun, at de er ensformige. De er også blottet for politiske visioner, mener Nedergaard.

Det samme siger Elsebeth Aasted Schanz.

- Men vi ved, at de virker. Ellers ville der ikke blive brugt så mange ressourcer på dem. I dag er der flere valgplakater end nogensinde før. Men når valget er slut, er der så nogle af nutidens plakater, som man vil huske? Det tror jeg ikke.

Her følger Avisen Danmarks bud på fem plakater, der har skilt sig bare en anelse ud fra mængden i den verserende kommunalvalgskamp. Vi har spurgt hver kandidat: Hvad gjorde du dig af tanker vedrørende din plakat?

1 Allon Hein Sørensen, byrådskandidat i Furesø for Alternativet:

1 Allon Hein Sørensen

- Først og fremmest handler det jo om at få sit politiske budskab igennem, som er, at Furesø skal gøres grønnere. Og en af Alternativets værdier er jo humor, så på den måde passer det jo meget godt med en sjov valgplakat. Og James Bond er cool. Selvom han ikke nødvendigvis er grøn, så kæmper han for det gode.

2 Malte Jäger, byrådskandidat i Kerteminde for Nye Borgerlige:

2 Malte Jäger

- Den grundlæggende tanke var at skabe opmærksomhed om min person og mit kandidatur, så jeg kunne trænge igennem og fortælle folk om min politik. Det lykkedes. Jeg fik deres opmærksomhed, og nu har jeg fået rigtig mange mennesker til at høre på mine politiske holdninger. At jeg så faktisk er vild med at styrketræne og arbejder i det lokale fitness-center, gjorde det bare ekstra oplagt.

3 Heidi Wang, byrådskandidat i København for Venstre:

3 Heidi Wang

- Mit budskab er, at borgeren skal have frihed til at vælge - f.eks. om de ældre vil have privat eller offentlig hjælp. Og så er det en sød reference til 1960'erne og 1970'erne, hvor mange kinesere havde en grillbar: "Spis her eller med hjem?" Jeg vil gerne have, folk stopper op og tænker over det. Var det en hvid, dansk mand, der havde skrevet sådan, var det måske racistisk. Det er det ikke, når det er en kineser, som har skrevet det. I en kedelig valgkamp er det jo godt, at nogle kan bruge ironi.

4 Søren Thomsen, byrådskandidat i Assens for Konservative:

4 Søren Thomsen

- I den periode, jeg har siddet i byrådet, har jeg oplevet, at man ikke har taget borgerne seriøst, og at man ikke har taget høringssvarene alvorligt. Og jeg kan tydeligt høre på folk rundt omkring i byen, at der bliver lagt mærke til mine valgplakater.

5 Suleman Naim, byrådskandidat i Gladsaxe, Lokallisten:

5 Suleman Naim

- Jeg tror, at mange vil gå forbi min valgplakat uden at løfte et øjenbryn. Men jeg tror også, jeg vil ramme min målgruppe, som er unge danskere. For de forstår, hvad "yallah" betyder. "Kom nu, stem på mig". Hvis der er nogen, som bliver skræmt væk af det arabiske ord, så havde de nok ikke stemt på mig i forvejen.

Stats- og regeringsledere smed en mønt i Trevifontænen i Rom, og kunne dermed få lov at ønske noget. Symbolikken var tydelig, da det fælles foto i forbindelse med G20-topmødet skulle tages. Senere udkom en erklæring fra landene. Hvor godt et afsæt var det egentlig til FN's store klima-konference, COP26? Foto: Andreas Solaro / Ritzau Scanpix

Ikke den bedste start på COP26: De største økonomier spænder ben for hinanden

Så er COP26 i gang, og ledere fra alle FN's 197 medlemslande indfinder sig i disse dage i Glasgow, Skotland.

Eller næsten alle lederne. For store lande som Kina, Rusland og Brasilien har meldt fra. Den officielle grund har været, at corona-pandemien har forhindret toplederne.

Og det er ikke den eneste dårlige nyhed. I weekenden blev der afholdt G20 topmøde i Rom, og håbet var at de 20 største økonomier ville blive enige om et stærkt dokument om deres klima-planer, således at der var prikket hul på bylden inden årets COP.

Det endte dog i en relativ vag erklæring, som både USA's præsident Biden og UK' premierminister Johnson åbent har udtrykt skuffelse over.

Dermed får COP26 ikke den drømmestart, som man kunne have håbet på. Dog er håbet endnu lysegrønt, COP26 er kun lige begyndt.

COP26 er blevet kaldt det vigtigste klimatopmøde siden COP21, hvor den historiske Paris-aftale blev underskrevet.

Det er mødet, hvor verdens lande endelig skal gå fra ord til handling. Politikerne skal nu bevise, at de tør og kan sætte nok ind til, at den globale gennemsnitstemperatur kan holdes på helst 1,5 og højest to graders stigning som lovet i Paris-aftalen.

Men allerede på første dag er det som om, at luften langsomt siver ud af ballonen, der ellers gerne skulle være fyldt med lysegrønt håb.

Nedturen startede egentlig for et par uger siden, da Kinas præsident, Xi Jinping, meldte fra til at møde fysisk op til topmødet. Vurderingen fra Beijing lød, at coronapandemien endnu var for presserende til, at tusindvis af mennesker fra hele verden skulle trykke hånd med præsidenten i Glasgow.

Snart hoppede andre store, afgørende ledere fra: Jair Bolsonaro, Brasiliens præsident, og Vladimir Putin, Ruslands præsident, vurderede ligeledes, at coronapandemien endnu måtte begrænse rejseaktiviteten.

Samlet set udleder G20-økonomierne 80 procent af Verdens drivhusgas-udledninger. Så kunne disse 20 økonomier blive enige om en stærk handlingsplan, ville man være langt i forhold til at få de sidste med til COP26.

Emilie Aagaard

Når så store og afgørende statsledere bliver væk fra COP26, er det en mindre katastrofe, der begrænser mulighederne for at presse de store udledere (som netop for eksempel Kina, Brasilien og Rusland) til mere handling.

Men som om det ikke var nok, endte G20-topmødet, som blev afholdt i weekenden i Rom, også noget anderledes, end man havde håbet fra blandt andet USA og Storbritanniens side.

Til G20, som denne gang med rette kunne anses for en opvarmning til COP26, mødtes 20 af verdens mest afgørende økonomier, blandt dem den Europæiske Union, Kina, USA og Indien. Og selv om G20 traditionelt er et økonomisk topmøde, var det klimaet, der dominerede dagsordenen.

Samlet set står G20-økonomierne for 80 procent af verdens drivhusgasudledninger. Kunne disse 20 økonomier blive enige om en stærk handlingsplan, ville man være langt i forhold til at få de sidste med til COP26.

Og enige, det blev de vel. Der blev underskrevet en erklæring  og poseret foran den berømte Trevifontæne i Rom.

Så langt, så godt. Men hvor stærk og klar var teksten i erklæringen så? Det er der delte meninger om.

Helt nøgternt kan man konstatere, at slutteksten faktisk indeholder nogle af de skarpeste klimamål, som G20 landene nogensinde er lykkedes med at blive enige om. Men trods at det er de skarpeste klimamål, kan man frygte, om de er skarpe nok. For de er reelt noget udvandede, hvis man sammenligner med de dokumenter, som var udgangspunkt for forhandlingerne.

Det var blandt andet et dokument, som klima- og energiministrene fra G20-landene sammen udfærdigede i juli i år. Og i det dokument var sproget noget mere klart, og fokus på, at de rigeste lande skulle yde særligt meget og hurtigt, var leveret knivskarpt.

Dét er vigtigt, fordi det fra blandt andet Kina og andre vækstøkonomiers side har været afgørende, at de lande, der historisk har udledt mest, tager det største læs i de kommende år, mens mindre udviklede lande får lidt længere tid og en økonomisk håndsrækning i den grønne omstilling.

Men formuleringerne blev vendt og drejet i Rom, og i erklæringen fra G20 var det hele altså blevet mindre markant. Der er hverken klare aftaler om grøn støtte til udviklingslande, ligesom en fælles dato for udfasning af kul i de store økonomier heller ikke blev sat.

Skuffelsen var let at spore hos flere store statsledere efterfølgende. USA`s præsident Joe Biden lagde særligt vægt på sin skuffelse over, at Kina og Rusland ikke var gået med til så meget, som han mente rimeligt.

Storbritanniens premierminister Boris Johnsons afsluttende tale i Rom bar også præg af bekymring for, hvordan COP26 nu ville forløbe.

Premierministeren havde helt droppet hans vante stil, hvor både jokes og små humoristiske stikpiller ellers gerne finder vej. Han var derimod dødalvorlig og erkendte åbent, at G20-slutdokumentet er vagt.

Det skyldtes, lod han forstå, at de store økonomier ikke kunne blive enige om mere. Og så kom han ellers med en dyster forudsigelse.

- Hvis vi ikke handler nu, så vil man i fremtiden ikke huske Paris-aftalen som det øjeblik, hvor menneskeheden åbnede øjnene og indså problemet, men øjeblikket, hvor vi blinkede med øjnene og kiggede væk.

Nu skal han være med til at lede forhandlingerne til COP26 de kommende to uger. Og trods en hård start, kan hans ærlighed og klare tale blive afgørende for, at COP26 bliver en succes.

COP26 er kun lige begyndt, og håbet er endnu lysegrønt.

Tiltalt i sag om olie til krigsfly: Portræt af Olie-topchefen, der gjorde lynkarriere efter tilfældigt møde

En spektakulær sag kører lige nu ved retten i Odense. Middelfart-virksomheden Dan Bunkering står anklaget for - i strid med EU-sanktioner - at have solgt flybrændstof, som russiske jagerfly har brugt til tusindvis af bombetoger i borgerkrig i Syrien.
På anklagebænken sidder Dan Bunkering, moderselskabet Bunker Holding og topchefen Keld R. Demant. Keld R. Demant får formentligt mulighed for at vidne i denne uge. Og i den forbindelse har Avisen Danmark besluttet sig for at oplæse et portræt af topchefen fra januar sidste år. 
I portrættet står det klart, at et møde til et kobberbryllup for 23 år siden var startskuddet til en lynkarriere i oliebranchen for Keld R. Demant. En karriere som altså nu har bragt ham til retten i Odense. Du kan høre portrættet i podcasten "Danmark fortæller" i Nyhedskiosken under podcasts eller ved at trykke på "Læs hele artiklen" herunder.
Retssagen kører over 18 dage, og der vil falde dom i midten af december.

Keld R. Demant blev kendt som "Keld Formel", da han i 1998 trådte ind i erhvervsmanden Torben Østergaard-Nielsens olievirksomhed Dan-Bunkering. Nu er han tiltalt i en alvorlig retssag om olie til russiske krigsfly i Syrien. I den sammenhæng har vi valgt at læse erhvervsredaktør Jens Bertelsens tidligere portræt af Keld R. Demant op i dette afsnit af podcasten 'Danmark fortæller'. Bag mikrofonen står Avisen Danmarks podcastredaktør Signe Vestergaard Bansø.

Du kan læse portrættet ved at klikke her, og du kan læse Jens Bertelsens seneste artikel om sagen ved at klikke her.

I 'Danmark fortæller' læser vi de bedste historier op fra avisen. Du kan lytte til flere afsnit af 'Danmark fortæller' ved at klikke her.