Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Forsvarsministeriet kendte godt til PFOS-forureningerne. Det kan Avisen Danmark fortælle i dagens avis. Arkivfoto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix)

Forsvarsministeriet kendte til trussel mod grundvandet

Godmorgen og velkommen til denne tirsdags nyhedsoverblik fra Avisen Danmark

I dag har vi selv landets tophistorie, som handler om forureninger på Forsvarets områder, som ministeriet godt kendte til. Mere om den senere, når vi lige har taget et kig på de andre nyhedshistorier.

Vi starter med Jyllandsposten.

De har lavet et overblik over, hvor lang tid man skal vente på at blive tilset af en speciallæge her i landet. Det viser sig, at der er stor forskel på, om du er fra Region Hovedstaden eller ej.

Skal du eksempelvis til gigtlæge i Region Nordjylland, så har du to forskellige læger at vælge imellem. Den ene har en ventetid på 57 uger, hos den anden er det 22 uger. I hovedstadsområdet, der skal man kun vente cirka 12 uger, før man kan blive set.

I Region Hovedstaden har de nemlig knap 23 speciallæger pr. 100.000 borgere, og i de fire andre regioner cirka halvdelen.

Lægeforeningens formand, Camilla Noelle Rathcke mener, at det er et stort problem for kvaliteten i behandlingen.

- Det er altafgørende at få uddannet flere speciallæger i de kommende år, og det nytter ikke at tro, at man ved at holde antallet lavt tvinger læger ud i tyndt befolkede områder for at tage en bestemt specialistuddannelse, som de ikke har blik for er noget for dem, siger hun.

Politiet bruger timevis på at transportere "simple lommetyve"

Dygtige politifolk bruger tusinder af timer på at transportere fanger, som kriminalforsorgen skulle tage sig af.

Berlingske beskriver i dagens avis, hvordan Københavns Politi sidste år brugte 8159 timer på at fragte fanger til og fra retsbygninger, til læge eller til afsoning et andet sted i landet. I år har de indtil videre brugt 7268, viser opgørelsen, som Berlingske har fået aktindsigt i.

Det mener Venstres retsordfører Preben Bang Henriksen ikke er en smart ordning.

- Det er vigtigt, at højt kvalificerede politifolk, som vi har stor mangel på, ikke kører rundt med – om jeg så må sige – simple lommetyve, siger Venstres han.

Politiet kører det mange transporter, selvom Kriminalforsorgen på papiret overtog opgaven i 2019. Men der mangler fængselsbetjente i stor stil, og derfor kan de ikke løse opgaven.

I et skriftligt svar siger justitsminister Nick Hækkerup:

- Politiets transport af arrestanter viser de store udfordringer, vi i øjeblikket har med bemandingen i Kriminalforsorgen.

Lægehus lukker efter mistanke om svindel

I Politiken kan man læse, at ejerne af Charlottenlund Lægehus bliver frataget retten til at drive klinik.

Det sker, fordi lægehuset er blevet anklaget for at svindle med skattekroner.

Landssamarbejdsudvalget for Almen praksis (LSU) skriver i deres afgørelse, som Politiken har fået indsigt i:

"Lægerne har gentagne gange påført regionen unødvendige sygehjælpsudgifter og unødvendige lægemiddeludgifter"

Politiken har i år afsløret, hvordan lægehuset har lavet opkrævninger fra regionen for behandlinger, som ikke er blevet udført. Derudover er der lavet opkrævninger på ydelser til de ansatte i huset og deres familiemedlemmer.

Lægehuset skal lukke senest 1. februar 2022.

Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Siden 2016 har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse undersøgt PFOS-forureninger på Forsvarets arealer. I 2019 sendte Styrelsen en opsummering af resultaterne til Forsvarsministeriet. Men ministeriet gav ikke oplysningerne videre til forsvarsordførerne. Foto: André Thorup

Forsvarsministeriet kendte til forurening og trussel mod grundvand: Ordførere kritiserer manglende orientering

Forsvarsministeriet modtog i marts 2020 et notat fra Forsvaret, der anbefalede oprensning af PFAS-forureningerne på deres flyvestationer. Ellers kunne ministeriet risikere påbud fra miljømyndighederne og erstatningssager fra borgere, lød det.

Men Forsvarsministeriet sørgede ikke for at spredningen af forureningen blev stoppet, eller at der blev sat oprensning i værk. Nu vil ordførere have svar på, hvorfor de ikke er blevet orienteret om sagen.

Forsvarsministeriet modtog i marts 2020 et notat fra Forsvaret, der anbefalede oprensning af PFAS-forureningerne på grund af risiko for påbud og erstatningssager. Nu vil ordførere have svar på, hvorfor de ikke er blevet orienteret om sagen.

Forurening: Allerede for halvandet år siden modtog Forsvarsministeriets embedsmænd et notat om Forsvarets forureninger, som kan "sprede sig flere kilometer" og dermed true grundvand, vandløb og naturbeskyttede områder. Det viser dokumenter, som Radio4 og Avisen Danmark har fået aktindsigt i.

I notatet fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse stod der også, at forureningerne var så alvorlige, at Forsvarsministeriet risikerede påbud om oprensning. Ligesom styrelsen påpegede, at "der kan komme erstatningskrav fra borgere, der har lidt skade på grund af forurening.”

Det er en indikation på, at forsvarsministeriet som sædvanligt ikke tænker særligt langt, når det handler om andet end krudt og kugler.

Anne Valentina Berthelsen, forsvarsordfører for SF

Derfor anbefalede styrelsen, at Forsvaret på egen hånd satte gang i frivillige oprensninger af forureninger.

Men Forsvarsministeriet sørgede ikke for, at spredningen af forureningerne blev stoppet, eller at der blev sat oprensning i værk. Ifølge flere forsvarsordførere blev de heller ikke orienteret om situationen.

Det møder nu skarp kritik fra Venstre, SF og Konservative.

- Det er en indikation på, at forsvarsministeriet som sædvanligt ikke tænker særligt langt, når det handler om andet end krudt og kugler, siger Anne Valentina Berthelsen, forsvarsordfører SF og uddyber:

- Det er under al kritik, at de her informationer ikke kommer videre, men det overrasker mig ikke. Men det er Forsvarets ansvar, og hvis ministeren ikke kan finde ud af at finde nogle penge i forsvarsforliget eller i skufferne ovre i forsvarsministeriet, så må hun sætte nogle af i næste forlig.

Venstres forsvarsordfører er heller ikke tilfreds med informationsniveauet.

- I lyset af hvor alvorlig sagen er, mener jeg ordførerne burde være blevet orienteret. Vi vil gerne have svar på, hvorfor man ikke har valgt at orientere os. Det er noget af det, vi håber at få svar på enten bilateralt, og hvis det ikke kan lade sig gøre, i et samråd, siger Christoffer Melson, vikarierende forsvarsordfører for Venstre, til Avisen Danmark og Radio4.

Niels Flemming Hansen, forsvarsordfører for Det Konservative Folkeparti er "rystet "over, at Forsvarsministeriet ikke har viderebragt informationen til ordførerne.

- Det virker ualmindeligt mærkeligt, hvis forsvarsministeren ikke har set det eller reageret på det, så forgår der noget, der er mærkeligt. Det er mærkeligt, fordi vi mange gange i forligskredsen har behandlet blandt andet Flyvestation Skrydstrup i forbindelse med ekspropriation, så man har haft rig mulighed for at sige det undervejs.

Udklip fra notatet sendt til Forsvarsministeriet i marts 2020

"Der er konstateret forurening på flere af Forsvarsministeriets etablissementer. Forurening findes i forbindelse med forskellige aktiviteter (våbenværksted, galvanisering mm.), men de mest massive forureninger findes i tilknytning til brandøvelsespladserne"

"PFAS-gruppen er kræftfremkaldende, reproduktionstoksiske, akut giftige og under mistanke for at være hormonforstyrrende."

"De største forureninger er for nuværende konstateret ved Flyvestationerne, hvor de truer grundvandsressourcen, overfladevand og internationalt naturbeskyttede områder. Der er målt PFAS-værdier der ligger mellem 100 og 1.000 gange over grænseværdien for grundvand på 100 ng/l. Forureningsfanerne er ikke afgrænset og kan ifølge internationale undersøgelser sprede sig flere kilometer."

Oprydningsarbejde i Forsvaret

Hos Enhedslisten mener man, at der er behov for en "politisk oprydning" hos Forsvaret, så det kan komme frem, hvem der har vidst hvad.

- Der er åbenlyst brug for en oprydning ikke kun af PFOS, men også i hvad Forsvaret har vidst om forureningen, og hvorfor folk ikke blev advaret?, siger Eva Flyvholm, forsvarsordfører for Enhedslisten

I oppositionspartiet Venstre undrer ordføreren sig over, at Forsvaret ikke har handlet, når forureningerne og deres spredning har været kendt i årevis.

- Det virker mærkeligt, at man har anbefalet sig selv at gøre noget, men at det ikke er noget, som bliver handlet på. Hvorfor har man ikke gjort det? Det øger behovet for at finde ud af, hvad der er op og ned i det her, siger Christoffer Melson.

Avisen Danmark og Radio4 har forsøgt at få opklaret, om forsvarsminister Trine Bramsen (S) er blevet gjort bekendt med notatet fra Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Men det har ikke været muligt at opklare inden avisens deadline.

Tirsdag taler Radio4 Morgen med henholdsvis Anne Valentina Berthelsen, Forsvarsordfører for SF, og Eva Flyvholm, Forsvarsordfører for Enhedslisten. De interviews kan du høre lige her.

Vi er allerede et par årtier for sent, så det er på høje tid at handle for at bremse den globale klimakrise. Det mener Tina Christensen, der skal forhandle for Danmark til årets internationale klima-topmøde, COP26. Foto: Emilie Aagaard

Tinas klimakamp i skyggerne: Det handler om at drikke kaffe med de rigtige

Når COP26 går i gang i Glasgow i starten af november, vil Tina Christensen fra DMI være et af de mennesker, der varetager Danmarks interesser.

Og hun er ikke i tvivl om, at det er i vores interesse at få gang i den grønne omstilling i hele Verden.

- Vi har længe vidst, hvad der er galt og hvad der skal gøres. Men nu skal der virkelig til at ske noget, vi har travlt og er i virkeligheden et par årtier for sent, siger hun.

Derfor vil hun forsøge at overbevise Verdens lande om at leve op til Paris-aftalen fra 2015, der helt overordnet sigter efter at holde de globale temperaturstigninger under to grader, og helst på halvanden.

Og selv om det bliver svært, skal vi ikke opgive håbet, mener Tina Christensen.

- Det handler om at tale ambitionerne op. Klimaet har enorm betydning for alle her på kloden, og det er under hastig forandring. Ligegyldigt, hvor 'artige' vi er, vil vi se yderligere klimaforandringer, og de er virkelig farlige og skal begrænses, slår hun fat.

Hvis du træder ind i forhandlingslokalet til nogle af de mest avancerede klimaforhandlinger til årets største klima-konference, COP26, kan du meget vel løbe ind i Tina Christensen. For 10. gang er hun en del af Danmarks officielle forhandlingshold til COP’en. Avisen Danmark har mødt kvinden, der varetager Danmarks interesser i det store klimapolitiske spil, der fra næste uge foregår i Glasgow, Skotland.

Klima: Der er mange interesser, alliancer og meninger på spil, når verdens lande i november mødes til klimakonferencen COP26 i Glasgow. Det ved Tina Christensen alt om.

Hun er klimavidenskabelig rådgiver ved Danmarks Metrologiske Institut, DMI, en bærende kraft i det danske bidrag til FN’s klimarapport fra IPCC, og desuden en garvet klimavidenskabelig forhandler.

Vi har længe vidst, hvad der er galt og hvad der skal gøres. Men nu skal der virkelig til at ske noget, vi har travlt og er i virkeligheden et par årtier for sent, så det er med at komme i gang.

Tina Christensen, DMI

Ja, faktisk er det 10. gang, hun deltager i en COP, og så endda som en del af EU og dermed Danmarks officielle forhandlingshold.

Sådan en rolle kræver mere end et stort videnskabeligt overblik. Det kræver også forhandlings-flair.

- Der skal findes kompromisser. Og det er ikke dem alle, vi finder frem til ved forhandlingsbordet. Nogle gange skal man lige tage nogle bestemte med ud og hente kaffe, andre gange skal man tage én ting lidt i gidsel for at få noget andet. Det kan virke unfair, men det kan være nødvendigt, fortæller hun og fortsætter.

- Generelt er de mindre officielle snakke rigtig vigtige for at forstå forskellige parters standpunkter og prioriteter og dermed finde det bedste kompromis.

Når COP26 går løs fra 31. oktober i Skotland, har Tina Christensen en klar agenda. Hun vil have de afgørende detaljer i den store aftale, som verdens lande lavede i Paris til COP21 for seks år siden, på plads, så det endelig kan blive tid til handling.

Tre korte om Parisaftalen

  1. Parisaftalen er navnet på den aftale, som blev underskrevet af 196 lande ved COP21-klimakonferencen i Paris i 2015.
  2. Målet med aftalen er at holde temperaturstigningerne på Jorden på maksimalt 2 grader - og helst på 1,5 grader. Det skal lykkes ved at reducere udledningen af drivhusgasserne verden over.
  3. Danmark har sat som mål at reducere udledningen med 70 procent frem mod 2030 i forhold til 1990. I 2050 skal vi være klimaneutrale - altså ikke udlede flere drivhusgasser end der optages.

- Vi har længe vidst, hvad der er galt og hvad der skal gøres. Men nu skal der virkelig til at ske noget, vi har travlt og er i virkeligheden et par årtier for sent, så det er med at komme i gang.

Dyster klima-rapport sætter rammerne

For seks år siden blev COP21 afholdt i Paris. Her deltog Tina Christensen også. Og netop den COP husker hun særlig godt.

For det var til COP21, at det i 11. time lykkes verdens lande at blive enige om den famøse Paris-aftale, som helt overordnet bekender, at den globale menneskeskabte temperaturstigning skal begrænses til maksimum to grader, og helst halvanden.

Det var en historisk aftale, som ofte anses som et lys i den globale klimakamp.

- Det føltes vildt godt, at det bare lykkes, siger Tina Christensen, når hun tænker på de lange forhandlinger i Paris dengang.

De COP'er, der er blevet afholdt siden Paris, har især fokuseret på at få alle detaljerne, som man ikke nåede i Paris, på plads.

Men i år til COP26 skal verdens lande vise, om de har planer, der er ambitiøse og omfattende nok til at nå de mål, de faktisk underskrev i Paris-aftalen.

Dyster klima-rapport sætter rammerne

I august i år udkom så FN’s klimapanel, IPCC, med deres seneste store rapport om klimaets tilstand. Det var dyster læsning.

Klimaet er allerede i forandring

  1. Den globale gennemsnitstemperatur er steget med godt én grad siden industrialiseringen. Det skyldes, at mængden af CO2 og andre drivhusgasser i atmosfæren stiger, blandt andet fordi de frigives, når vi brænder kul og olie af.
  2. Godt én grad lyder måske ikke af meget. Men det er et globalt gennemsnit, og bag det gemmer sig mere markante stigninger i visse af verdens særligt sårbare egne, blandt andet Arktis.
  3. De stigende temperaturer har stor betydning for økosystemer, og giver desuden mere ekstremt vejr: Mere storm, regn og tørke.
  4. Hvis temperaturen stiger til over to grader over præ-industrielt niveau, vurderer nogle af verdens førende forskere, at vi kan overskride et kritisk punkt, hvor en række dominoeffekter på verdens klima kan forstærke opvarmningen.

Rapporten konkluderede, på baggrund af et enormt forskningsmæssigt arbejde, at Verden potentielt ser mod temperaturstigninger på både 3, 4 og 5 grader i gennemsnit, hvis vi ikke drastisk får ændret på, hvor meget CO2 og andre drivhusgasser, vi udleder til atmosfæren.

Alt i alt var der i rapporten altså ikke meget, der tydede på, at verdens lande befinder sig på en sti, hvor de når den overordnende aftale, som blev lavet i Paris. Den konklusion er flere topforskere og grønne organisationer også nået frem til.

Tina Christensen er enig.

- Jeg tror, det bliver virkelig, virkelig svært at holde sig under halvanden grad. Og halvanden grad vil ellers være alvorligt nok, særligt for visse ø-stater og arktiske områder, og det vil give endnu mere ekstremt vejr end vi allerede har oplevet de seneste år, siger Tina Christensen.

En pragmatiker

Trods de dystre prognoser er Tina Christensen dog ikke typen, der ser klimakampen som tabt. Det nytter jo ikke rigtig noget alligevel, forklarer hun.

- Jeg tror, jeg er for pragmatisk til at tænke, at det skal være lige præcis 1,5 grader, for at vi er lykkes.

Derimod vil hun kunne se sig selv og kommende generationer i øjnene, hvis hun ved, at vi gjorde så meget som overhovedet muligt.

- Det er ikke afgørende for mig, om det lige bliver 1,5 grader, som den endelige temperaturstigning lander på. Det vigtigste er, at vi ender på det bedst mulige resultat, og to grader er meget bedre end tre, og så videre, siger hun og tilføjer.

- Det handler om at tale ambitionerne op. Klimaet har enorm betydning for alle her på kloden, og det er under hastig forandring. Ligegyldigt, hvor "artige" vi er, vil vi se yderligere klimaforandringer, og de er virkelig farlige og skal begrænses, slår hun fast.

Pres på nationale handlingsplaner

De klare konklusioner i IPCC-rapporten har verdens lande fået lov at tygge på et par måneder, inden de om lidt mødes til årets største klimakonference, COP26, hvor en af de helt store emner er at præsentere hinanden for handlingsplaner for, hvordan man kan nå temperaturmålene i Paris-aftalen.

Alt i alt mener Tina Christensen, at det er den helt rigtige baggrund for årets topmøde, at IPCC-rapporten har tydeliggjort de videnskabelige kendsgerninger.

- IPCC-rapporten har forhåbentligt spøgt lidt, mens landene har lavet deres nationale handlingsplaner, som de nu skal præsentere til COP26, siger Tine Christensen med et skævt smil.

- Jeg håber, at stemningen kan føre til, at vi får nogle gode og solide beslutningstekster. For der er jo interesser, der gerne vil udvande disse lidt, men det er svære, når videnskaben står så tydeligt frem, siger hun.

Udvanding er altså ikke det, Tina Christensen går efter: Der skal handling til nu, og det kræver tydelige aftaler landene imellem, mener hun.

Men trods situationens alvor, tidspres og svære forhandlinger forude er Tina Christensen optimistisk på klimaets vegne.

- Jeg er mere optimistisk end jeg var for nogle år siden. Jeg syntes, man kan mærke lidt mere at der bliver lyttet fra flere sider. Selv sådan et stort land som Kina har sendt positive signaler, og jeg føler, at der er en forståelse for, at vi er nødt til at handle nu, slutter forhandleren.

Avisen Danmark tager naturligvis fat i Tina Christensen og en række andre danske nøglepersoner under og efter COP26 for at høre, hvor mange gange, hun måtte kalde til kaffepause i forhandlingerne, og om optimismen varede ved igennem hele COP26.

Hurtig udrykning og ditto hjælp redder mange, som er ramt af en blodprop. Men bagefter er mange plaget af angst og depression, for har man først set døden i øjnene, så kan angsten bide sig fast. Foto: Kasper Palsnov/Scanpix

Mange bliver bange og deprimerede efter en blodprop: Ny hjerteplan tilbyder psykologhjælp

Angst og depression plager alt for tit de mennesker, der har overlevet en alvorlig blodprop. Det gør man nu noget ved i Region Syddanmark, hvor en  nye hjerteplan sættes i værk. Hjerteomådet skal blandt andet have tilknyttet psykologer, der kan hjælpe folk tilbage til et liv med mindre frygt og angst for at blive ramt af en ny blodprop. Den mulighed ville 70-årige Anne-Marie Lund ønske, hun havde for ni år siden, da hendes mand Kai døde. Midt i et keglespil faldt han om med en blodprop i hjertet. Seks dage senere blev Anne-Marie
selv ramt af en blodprop. Hun overlevede, men oveni sorgen har hun i lang tid skullet kæmpe med frygten for, at hun ville dø af en blodprop. Psykologhjælpen er en af de anbefalinger, som Danske Regioner og Hjerteforeningen har arbejdet sammen om i udspillet "20 slag for hjerterne".

Mennesker, der har været tæt på at dø, bliver ofte ramt af angst og alvorlige depressioner. Ny hjerteplan i Region Syddanmark tilbyder psykologhjælp samt kontrol og genoptræning tættere på. Lignende initiativer er på vej i resten af landet.

Støtte: En halv million danskere lever med en hjertesygdom, og det er egentlig en succeshistorie, at så mange overlever alvorlige blodpropper eller et hjertestop i dag. Men mange af dem er plagede af angst og depression, for har man først set døden i øjnene, så kan angsten bide sig fast.

- Der er desværre en del, som udvikle angst eller depression også et godt stykke tid efter et behandlingsforløb. Med hjerteplanen vil vi nu tilknytte psykologer med speciale i efterreaktioner til hjerteafdelingerne, siger Stephanie Lose (V), der er formand for både Region Syddanmark og for Danske Regioner.

Den nye hjerteplan er det første konkrete resultat af et samarbejde mellem Danske Regioner og Hjerteforeningen, der sammen har lavet udspillet "20 slag for hjerterne", der både indeholder forslag til nationale og regionale initiativer på hjerteområdet. De øvrige regioner arbejder altså også med de nye initiativer på hjerteområdet.

Hjælpen tættere på

Målet er at gøre det lidt lettere at være hjertepatient. Både for dem, der skal lære at leve med sygdommen og angsten, men også for dem der ikke ved, at de er på vej mod en livsfarlig blodprop, fordi de har et faretruende højt kolesterolniveau i blodet. På samme måde skal de praktiserende læger være dygtigere og hurtigere til at opsnappe hjerterytmeforstyrrelse ved hjælp af alvorlig hjertekardiogram (EKG).

Mennesker i alle aldre får hjerteproblemer, og mange af dem har tilknytning til arbejdsmarkedet, så jeg tror da det er godt givet ud både at få hjertesyge opsporet tidligt og få dem tilbage til et normalt liv igen

Stephanie Lose, formand for Region Syddanmark og for Danske Regioner

For patienter, der har været igennem et hjerteforløb, skal vejen tilbage gøres lettere. Blandt andet ved, at de kan gå til kontrol så tæt på hjem som muligt.

- Vi planlægger nye og nære behandlingstilbud i Nyborg og Tønder i løbet af 2022, hvor borgerne kan få foretaget for eksempel ekkokardiografi og få monteret døgnblodtryksapparater eller blive tilset af en sygeplejerske eller en hjertelæge, siger Stephanie Lose (V).

Er der en samfundsøkonomisk gevinst ved den her hjerteplan?

- Det er ikke motivationen, og jeg kan ikke stå og ryste nogle tal ud af ærmet. Men mennesker i alle aldre får hjerteproblemer, og mange af dem har tilknytning til arbejdsmarkedet, så jeg tror da det er godt givet ud både at få hjertesyge opsporet tidligt og få dem tilbage til et normalt liv igen, siger Stephanie Lose.

500.000 danskere lever et liv med en kronisk hjertesygdom og antallet stiger. Derfor er der behov for nye sundhedsløsninger for hjertepatienter, siger direktør for Hjerteforeningen Anne Kaltoft. Fotograferet efter aftale med Louise Sjöström

Hun understreger dog, at satsningen på forebyggelse, genoptræning og nærhed ikke skal tage ressourcer ud af den højt specialiserede indsats på hjerteområdet, som finder sted på Odense Universitets Hospital. Her bliver de mest alvorlige og akutte patienter fra hele regionen behandlet. Og indsatsen efter en blodprop går i gang allerede i ambulancen eller i lægehelikopteren.

Hjerteplanen kort

Et enigt regionsråd gav mandag aften grønt lys til en plan, som skal løfte behandlingen af hjertesyge i Region Syddanmark. Her er de vigtigste områder:

  1. Styrket indsats mod angst og depression. Der ansættes psykologer på sygehusenes hjerteafdelinger, som kan deltage i screening og patientkontakt og i tværfaglig dialog med kommuner og almen praksis.

  2. Tidlig opsporing af patienter, der har en arveligt betinget hjertelidelse (hyperkolesterolæmi), så kan sygdommen ofte behandles, inden den udvikler sig til hjertesygdom.
  3. De praktiserende læger skal blive bedre til at analysere hjertekardiogram (EKG) enten med hjælp fra en læge på sygehuset eller ved brug af nye ”intelligente" EKG-apparater.
  4. Hjertepatienter skal sikres bedre mulighed for træning så lokalt som muligt.  Det kunne være i sundhedshuse i samarbejde med kommunerne.
  5.  Fokus på rekruttering, fastholdelse, kompetenceudvikling, så der er nok dygtige hjertelæger og hjertesygeplejersker i fremtiden.
  6. Region Syddanmark har afsat 3,75 millioner kroner om året til hjerteplanen plus 3,5 millioner til etableringsudgifter m.v. Endelig 10-20 millioner til opsporingen af opsporing af arveligt belastede patienter.

I Hjerteforeningen, som repræsenterer godt 127.000 medlemmer håber man, at de syddanske initiativer med et mere nært sundhedsvæsen og nye ambulatorier bliver bredt ud til hjertsyge i hele landet:

- I dag overlever mange deres hjertesygdom, hvilket har medført, at mere end 500.000 danskere i dag lever et liv med en kronisk hjertesygdom. I og med at antallet af hjertepatienter stiger, er der også behov for nye sundhedsløsninger, siger foreningens direktør, Anne Kaltoft.

I dagligstuen på kollegiet. Foto: Ib Hansen/Scanpix

Lyt eller læs: Da dronningen var prinsesse: Vild håndbold på kollegie-gangen

Dronning Margrethe fortæller med både selvironi, humor og overraskende bramfrit om sin barndom og ungdom i bogen "Undervejs". Det er forfatter Tom Buk-Swienty, som har skrevet, og hans håb er, at læserne får en fornemmelse af at sidde ved siden af dronningen og rejse med hende på første parket gennem danmarkshistorien. Avisen Danmark bringer i samarbejde med forlaget kapitlet, hvori hun fortæller om tiden på kollegium, hvor en fest udartede sig.

I ny bog, "Undervejs", fortæller dronning Margrethe om sin barndom og ungdom og deler sine rejsebreve fra dengang med læserne. Dronningen fortæller med selvironi og humor - og også bramfrit. Avisen Danmark bringer her et af bogens kapitler - "Kollegium 9" - hvori dronningen beretter om sin tid på kollegium i Aarhus, hvor hun boede sammen med sin veninde, hofdame komtesse Wava Kitty Armfelt - i daglige tale Wabi. En aften udarter et usædvanligt luciaoptog sig.

Vil du hellere høre kapitlet end læse det? Så klik her og få "Kollegium 9" læst op:

 

Allerede inden jeg kom tilbage til Danmark, havde jeg besluttet mig for, at jeg gerne ville fortsætte med at studere, og at jeg havde lyst til at prøve at gå på Aarhus Universitet. Her havde man lige startet et nyt studium, statskundskab, og det var oplagt, at jeg tog forelæsninger på det, selv om jeg naturligvis også – måske især – var tiltrukket af, at jeg kunne følge forelæsninger i arkæologi. Eftersom jeg både havde en studentereksamen, havde bestået filosofikum og havde et diplom fra Cambridge, var det selvfølgelig heller ikke formelt set noget problem at blive optaget. Da jeg startede i efterårssemesteret 1961, var der endnu ingen, som var blevet færdige som cand.scient.pol. En af de første, som blev det, og som jeg læste sammen med, og som blev en god bekendt, var den senere nu afdøde direktør for TV 2, Jørgen Flindt Pedersen.

Jeg skulle følge forelæsninger i statskundskab hos den fremtrædende professor Poul Meyer, pioneren bag det nye studium, og den lige så velestimerede professor Max Sørensen i statsret og international organisation.

Det var ikke planen, at jeg skulle gennemføre studiet, det var snarere tænkt som en introduktion til faget. Statskundskab havde endnu ikke fået sit eget sted, og forelæsningerne foregik i lånte lokaler. Mens jeg var der, fandt de sted i den smukke bygning, der tilhørte det gamle Institut for Matematik. I modsætning til undervisningen på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet få år tidligere havde jeg glæde af forelæsningerne i Aarhus. Underviserne var mere nærværende, holdene var meget mindre, så man sad ikke bare der og forsøgte at tage noter, mens læreren talte. Der var løbende samtaler mellem lærer og studerende, og på den måde blev det anderledes levende end det, jeg havde oplevet i København.

I modsætning til undervisningen på Juridisk Fakultet på Københavns Universitet få år tidligere havde jeg glæde af forelæsningerne i Aarhus. Underviserne var mere nærværende, holdene var meget mindre, så man sad ikke bare der og forsøgte at tage noter, mens læreren talte.

Dronning Margrethe, fra bogen
Kollegiets beboere. Foto: NF/Ritzau Scanpix

Jeg havde også undervisning i udenrigspolitik og internationale forhold, og det fandt jeg decideret spændende. Det har altid interesseret mig, og når jeg havde lettere ved at engagere mig i det end i statskundskab, hang det måske også sammen med, at jeg som tidligere nævnt var opdraget til ikke at blande mig i politik og til at være partipolitisk neutral. Kan man ikke selv diskutere politik, bliver det måske lidt abstrakt. Det er sandsynligt, at jeg havde fået mere med fra forelæsningerne i statskundskab og tidligere i statsret og forvaltningsret på Københavns Universitet, hvis ikke jeg havde været så hunderæd for at blotte mig.

I løbet af studieåret listede jeg mig naturligvis også over til en hel del forelæsninger i arkæologi, og vanen tro var det her, jeg fik mest ud af studierne. Forelæsningerne fandt sted hos universitetets nye professor i arkæologi, den glimrende lærer Ole Klindt-Jensen, hvis specialområde var jernalderen. Han ledede nogle udgravninger ved Slusegården på Bornholm, hvor jeg senere deltog to gange, i 1962 og 1964.

Klindt-Jensen var et elskværdigt, morsomt og dygtigt menneske. Han kunne godt virke lidt forvirret og åndsfraværende, men det var han i virkeligheden ikke. Selv om hans forelæsninger var noget rodede, var han en fremragende lærer. Han var, når det kom til stykket, både nærværende og handlekraftig. Det er hans fortjeneste, at det omkring ti år senere lykkedes at flytte studiet til den nedlagte herregård Moesgaard syd for Aarhus og der samtidig skabe et arkæologisk og etnografisk museum. Det var hans barn, selv om det selvfølgelig ikke må glemmes, at hans forgænger i professoratet på Aarhus Universitet, P.V. Glob, som i mellemtiden var blevet rigsantikvar, oprindeligt undfangede ideen.

Forelæsningerne i arkæologi fandt dengang sted i en museumsbygning, senere kendt som ”Huset”, en smuk nyklassicistisk bygning fra 1870’erne, hvor der var kunstmuseum og det forhistoriske museum, der senere blev kernen i Moesgaard Museum. Arkæologistudiet havde nogle små lokaler med skrå vægge øverst oppe til øvelser og forelæsninger, og selv om der også på studiet i Aarhus var tale om ganske små hold på 10-12 studerende, var der ofte så trangt i lokalet, at nogle af de studerende altid endte med at måtte tage plads i vindueskarmene. Jeg boede på kollegium, mens jeg læste i Aarhus. Jeg kunne måske have boet på Marselisborg, men det lå langt fra studiet, og jeg syntes, at det ville være akavet at bo så fjernt fra de andre studerende. Derfor fik jeg og Wabi, der tog med mig til Aarhus, og som læste arkæologi her, hvert et værelse i en af tre kollegiebygninger, der ligger i forlængelse af hinanden på campus ud til Randersvej. Udefra ser det i dag præcis ud som dengang.

Vi boede på 1. sal, som kun var forbeholdt kvindelige studerende, mens de mandlige boede på 2. sal. Det var et almindeligt kollegium med værelser langs gangen og et fælles køkken med to gasblus og et køkkenskab til hver. I værelset var der en sovesofa, et skrivebord, en armstol, en almindelig stol og lidt hylder på væggene. Det var, hvad der var. Hvis man ville have noget andet i sit værelse, sørgede man selv for det. Helt i starten købte jeg en kurvestol, som var rar at sidde i, i en lille forretning i Vestergade. Vi transporterede den i Wabis bil. For cirka ti år siden var jeg i Ilva for at købe noget til et lille gæstehus oppe ved Trend. En lidt ældre ekspedient henvendte sig til mig.

”Ved De hvad, vi har mødtes før!” sagde han. Det viste sig at være ham, der i sin tid havde solgt mig kurvestolen. Og hvis ikke jeg husker helt forkert, så var det ovenikøbet hans sidste arbejdsdag i Ilva. Verden er godt nok lille, og tilfældighederne kan være forunderlige. Wabi og jeg boede og levede fuldstændig på lige fod med de andre studerende. Vi købte selv ind, som regel i Føtex, Danmarks første supermarked, og når det skulle være lidt særligt, gik vi til en kolonialhandel i Vestergade.

Prinsesse Margrethe på Århus Universitet i 1961. Foto: NF/Ritzau Scanpix

Sammen lavede Wabi og jeg mere eller mindre vellykket mad. Vi fik skam noget at spise – hver dag! Eftersom vi boede på en pigegang, var der ret ryddeligt i vores fælleskøkken. De unge kvinder dengang var vant til at gå i et køkken, og de forstod sig også på at lave rigtig mad. Det gjorde Wabi og jeg til gengæld ikke. Vores madlavning hævede sig aldrig over studentermadsniveauet. Det var tit spaghetti med kødsovs eller lidt pølse på en pande. Den slags. De andre spiste ved 18-tiden, men for at der ikke skulle blive for megen trængsel, ventede Wabi og jeg gerne til 19-19.30-tiden.

Vi fik skam noget at spise – hver dag! Eftersom vi boede på en pigegang, var der ret ryddeligt i vores fælleskøkken. De unge kvinder dengang var vant til at gå i et køkken, og de forstod sig også på at lave rigtig mad. Det gjorde Wabi og jeg til gengæld ikke. Vores madlavning hævede sig aldrig over studentermadsniveauet.

Dronning Margrethe

Beboerne kom fra alle studieretninger. Der var alt fra medicinere, matematikere over til statskundskabsstuderende, og der herskede en herlig og festlig stemning på stedet. Der var sandelig gang i den hos os. For enden af Kollegium 9 lå et lille hus, hvor vores efor boede – det vil sige vores tilsynsførende, der havde overopsynet og ansvaret for kollegiet, juraprofessor Knud Illum, en noget grå, lille og tør, men rar, mand. Han syntes vist, at vi var noget uregerlige.

Vi holdt af at mødes til sang af og til om aftenen. Så blev den akustiske guitar fundet frem, og sammen, både kvinder og mænd, sang vi Tom Lehrer-sange og den slags. Guitarspilleren, Gerd Grubb, var en kvindelig matematikstuderende. Hun blev senere en internationalt anerkendt matematikprofessor, en af de allerdygtigste på sit felt. Jeg havde ikke kontakt med hende efter mit studieår i Aarhus, men forleden – efteråret 2020 – overrakte jeg hende Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskabs guldmedalje. Det var en sjov oplevelse. Jeg kunne kende hende på stedet. Hun var fuldkommen ligesom den Gerd Grubb, jeg huskede, med guitaren og Tom Lehrer-sangene.

Engang fik vi for alvor sat vores arme efor på en prøve. Det skete med en improviseret fest midt på ugen. Vi måtte selvfølgelig gerne mødes et par stykker og spise sammen, men skulle der være fest, måtte vi først bede eforen om tilladelse. Det fik vi ikke gjort den 13. december 1961, hvor et luciaoptog udartede sig.

Det startede med, at Wabi og jeg, der flere gange havde været gæster hos nogle af de andre piger, som havde serveret kage og den slags for os, ville gøre gengæld, og vi besluttede os for at lave en luciaaften i vores køkken og bage noget luciabrød, safranboller, som man gør i Sverige hvert år på den dato. Wabi og jeg havde foreslået, at vi også inviterede drengene med. Det ville de andre piger ikke, men jeg syntes ærlig talt, at det var lidt kedeligt, så jeg havde givet nogle af drengene et praj og antydet, at de var velkomne til at gatecrashe. Vi skulle nok, lovede jeg dem, sørge for at bage ekstra, så der var nok til dem også.

Wabi og jeg havde foreslået, at vi også inviterede drengene med. Det ville de andre piger ikke, men jeg syntes ærlig talt, at det var lidt kedeligt, så jeg havde givet nogle af drengene et praj og antydet, at de var velkomne til at gatecrashe.

Dronning Margrethe

Vi var lige akkurat parat til at servere bollerne og kaffe til pigerne og havde sat nogle lys på bordet, da der lød sang og fløjtespil ude fra trappeopgangen. Det var drengene, der var på vej ned ad trappen. De havde lavet et luciaoptog – og hvilket syn der viste sig, da de kom ned ad gangen med kurs mod køkkenet. Forrest gik en to meter høj rødhåret mediciner med adventskrans, røde sløjfer i håret draperet i et mere eller mindre hvidt gardin fra deres køkken, efterfulgt af de andre syngende drenge og en, som spillede på blokfløjte.

Snart var vi alle samlet i vores køkken. Safranbollerne blev spist, kaffen drukket, og så fik vi nok også et glas af noget lidt stærkere. Humøret steg, og sidst på aftenen begyndte vi at spille håndboldkamp ude på gangen. Der stod nogle jernstativer derude, hvori der skulle være glas, som skulle sættes i dørene mellem trappeopgang og kollegiegang. Glasset var endnu ikke kommet, og den åbne metalramme udgjorde et perfekt mål til vores håndboldkamp. Vi grinede og larmede, mens kamptumlen tog til.

Pludselig kom professor Illum farende op ad trappen i stribet pyjamas med en cottoncoat udenover. Han havde tydeligvis arbejdet sig op til at give os en ordentlig opsang, men i det moment, han trådte ind, var alle de andre studerende som blæst ud til siderne, og der stod jeg, som ikke havde åndsnærværelse til at fordufte, bomstille midt på gangen – med bolden i hånden.

Da professor Illum så mig stå alene der, blev han befippet, og det eneste, han kunne få fremstammet, var: ”De må undskylde … men øh, øh … hm … De … må … nok … øh … hellere slutte nu.”

Det var ikke ligefrem en respektindgydende måde at reagere på. Stakkels mand. Så snart han var trukket ned ad trappen igen, kom alle kammeraterne frem fra deres gemmer, og vi var ved at kvæles af grin.

Tiden i Aarhus står for mig som et år, hvor jeg nød en usædvanlig grad af frihed. Jeg gik på universitetet, og jeg boede og studerede som andre studerende. På det tidspunkt havde jeg ingen sikkerhedsfolk. Det kendte vi slet ikke dengang. Det kom først mange, mange år senere. Mine drenge fik det i 3.-4. klasse i forbindelse med det, der senere blev kendt som Blekingegadebanden. Det var der, det begyndte med alt det sikkerhedsmæssige, som siden er blevet en fast del af min hverdag. Jeg havde haft det aldeles storartet i Cambridge, men i Aarhus var jeg på egen hånd i mit eget land – og det var noget ganske specielt.