Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Står det til Sundhedsstyrelsen, vil det være en god idé at ændre definitionen af sygehuse. I hvert fald hvis regeringen vil leve op til sit valgløfte om nærhospitaler. Det skal nemlig ikke være hospitaler, som vi kender dem, skriver styrelsen i et lækket notat. Arkivfoto: Morten Pedersen

Sundhedsstyrelsen anbefaler en ny definition: Nærhospitaler bliver ikke hospitaler

Godmorgen og velkommen til lørdagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark.

Vi begynder hos Sundhedsstyrelsen, som i et lækket notat skriver, at det kan blive nødvendigt at ændre definitionen på et hospital, hvis regeringen skal holde sit valgløfte om etablering af nærhospitaler. Det skriver Altinget.

Styrelsen definerer nærhospitaler som "en institution, der både leverer ambulante sygehusfunktioner under lægeligt ansvar og tværkommunale sundhedsindsatser". Men skal regeringen bruge ordet nærhospitaler, kræver det altså en anden definition af ordet hospital end et sted, der tilbyder indlæggelse, for dette er ikke en del af planen med nærhospitalerne ifølge styrelsens oplæg.

Står det til Sundhedsstyrelsen, skal aktiviteterne nemlig foregå i dagtimerne, og der skal ikke være akutte funktioner.

Faktisk minder styrelsens anbefalinger til, hvad nærhospitalerne skal kunne, meget om de sundhedshuse, der allerede findes mange steder i landet, mener Jakob Kjellberg, der er professor hos Vive.

Statsministeren vil donere flere vacciner

Vi fortsætter til endnu en sundhedsnyhed, for i nat holdt Mette Frederiksen tale ved FN's Generalforsamling. Her fortalte hun om annonceringen af, at Danmark vil fordoble antallet af vaccinedonationer og nu sigter mod at donere mere end seks millioner doser. Det skriver Ritzau.

- Vi skal sikre global adgang til vacciner. Ingen af os kan lægge corona bag os, indtil alle kan, lød det i talen.

Ud over vaccinedonationer har Danmark også forpligtet sig til at støtte det internationale vaccinesamarbejde med, hvad der svarer til cirka 100 millioner kroner.

Udover vaccinedonationer berørte statsministeren også emner som det globale asylsystem, som hun ikke mener er godt nok, ligesom Afghanistan og klimakrisen var blandt emnerne i talen.

Rekordmange ladestandere til elbiler sat op

Og apropos klimakrise, så går det stabilt fremad med antallet af ladestandere herhjemme. I august blev nemlig opsat 600 nye steder, hvor man kan oplade sin elbil, hvilket er rekordmange, oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

I samme sommermåned var også salget af elbiler højt, da de eldrevne køretøjer stod for hver femte solgte bil. I alt blev der solgt 3050 nye elbiler i august.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) glæder sig over fremgangen med både antallet af elbiler og ladestandere, men der skal endnu mere til.

I Dansk Elbil Alliance glæder man sig også over udviklingen.

- Men det må gerne gå hurtigere. Vi har brug for rigtig meget ladeinfrastruktur, siger branchechef Lærke Flader til Ritzau.

Gratis bøger

Vi slutter dagens nyhedsoverblik af med en god nyhed til alle bogorme og læseheste. I dag begynder nemlig verdensbogugen - en uge, der har til formål at stimulere børns læselyst.

I den forbindelse vil boghandlere over hele landet uddele gratis bøger. I alt gives over 30.000 eksemplarer af bogen Geminiforbandelsen væk.

Idéen med at give bøger væk kommer fra en catalansk tradition, hvor man giver en bog og en blomst til en, man holder af for at fejre Verdens Bogdag.

Det var lørdagens nyhedsoverblik. Men bliv her lidt endnu, for her får du fire gode historier fra Avisen Danmark.

Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Det gode liv leves i storbyen. Det mener Simon Kjær Hansen. Her er der aktiviteter som havnebade, gode cykelmuligheder og mange mennesker. Og der er plads til mange flere i nybyggede højhuse, mener han. Og så er det også det bedste for klimaet. Foto: Tommy Byrne

Ny bog er et forsvar for storbyen: - Større storbyer er vores bedste kort i kampen mod klimakatastrofen

Der er store klimagevinster ved at bygge i storbyen, hvor man bygger tæt og højt. Boligerne er relativt små og bruger mindre energi. Både fordi der er færre kvadratmeter at varme op, og fordi mindre varme går til spilde, når overboen får gavn af den. Og man kan lade bilen stå og tage bus eller cykel til arbejde.Simon Kjær Hansen udgav onsdag bogen "Et forsvar for storbyen". Her går han til modangreb på den fremherskende holdning om, at der skal skrues lidt ned i storbyen, så der kan komme mere udvikling, uddannelse og statslige arbejdspladser ude i landet: Storbyerne er en del af løsningen på klimakrisen, så de store byer skal have lov at vokse sig større, lyder det.

Interesseorganisationen Balance Danmarks formand mener derimod, at det ville føre til Danmarks fallit - for værdierne skabes uden for de store byer.

Flere højhuse, flere boliger, flere mennesker. Storbyen skal vokse, mener Simon Kjær Hansen i en ny bog, som gør byen til løsningen på klimaudfordringerne. Hovedstaden kan nemlig godt rumme 300.000 flere indbyggere i løbet af de næste 15 år, mener han. Det bliver han hverken populær på i provinsen eller blandt sine bysbørn i København.

Land og by: - Væææææk, brøler en mand i 30'erne, da han kommer blæsende på sin cykel mod Bryggebroen - en af Københavns efterhånden mange cykel-og gangbroer.

Et ungt par kigger forskrækket op og skynder sig at gå til siden. De var uforvarende kommet til at gå for tæt på cykelbanen, og det gør man ikke ustraffet i hovedstaden.

Avisen Danmark er her for at møde Simon Kjær Hansen, der onsdag udgav bogen "Et forsvar for storbyen".  Her går han til modangreb på den fremherskende holdning om, at der skal skrues lidt ned i storbyen, så der kan komme mere udvikling, uddannelse og statslige arbejdspladser ude i landet.

Inden han kommer gående over broen fra Amager-siden, når vi lige at opleve endnu et trafikraseri på cykelvejen. Denne gang en ældre, velklædt mand i pæn fart, der skælder ud på en forfjamsket kvinde, som er kommet til at slå et slag på cyklen, så han ikke kunne komme hurtigt nok forbi.

-  Jeg synes jo godt, man kunne være venlig, selv om man er på cykel og har travlt, siger Simon Kjær Hansen.

For ham er raseriet i den tætte cykeltrafik en ærgerlig plet, for han er meget begejstret for cykelbyen København. Og det er han ikke ene om.

Halvdelen tager cyklen

Alverdens storbyer kigger mod den danske hovedstad og forbløffes over, at storbytrafikken her i stor grad er tohjulet, klimaneutral og pedaldrevet. Tæt på halvdelen af alle københavneres ture til arbejde eller uddannelse foregår nu på cykel, siger Simon Kjær Hansen og peger også på en mulig årsag til, at der er verbale sammenstød og tilsvininger på de mange københavnske cykelveje: Den plads, de har at køre på, udgør nemlig stadig kun syv procent af det samlede vejareal.

Cyklerne er blot et af Simon Kjær Hansens argumenter for, at København er langt bedre til at løse klimaudfordringerne end de områder i landet, hvor der er længere mellem husene.

Blå bog

Simon Kjær Hansen har studeret og levet i storbyer det meste af sit liv. Han er dog født i Odense og opvokset i Aarhus-forstaden Risskov, inden han som 13-årig kom til København. Han har været rådgiver i Københavns udvikling for både Ritt Bjerregaard og Frank Jensen, da de var overborgmestre. Onsdag udgav han bogen "Et forsvar for storbyen" på Gads Forlag.

Han har været embedsmand i Finansministeriet og i den engelske regerings Cabinet Office. I seks år har han været global direktør i den verdensomspændende sammenslutning af storbyer C40 Cities og er netop nu tiltrådt som leder af Copenhagen Center for Public Policy ved Københavns Universitet

København er under konstant udvikling, og byggekraner hiver nye højhuse op af jorden så hurtigt, som man kan køre murbrokker fra gammel industri væk. Foto fra "Et Forsvar for Storbyen": Thorbjørn Hansen
Når man bor i en storby, så er det de andre mennesker, der er attraktionen, siger Simon Kjær Hansen og mener, at der er plads til flere. Billedet her er fra en af storbyens befolkningstætte events - Copenhagen Pride Parade 2018. Foto fra "Et forsvar for Storbyen": Philip Davali

Bryggebroen forbinder området ved Fisketorvet og Vesterbro med Islands Brygge på Amager-siden. Her lå den forurenende Dansk Sojakagefabrik, hvor 1200 mennesker gik på arbejde i 1950'erne. Man kunne høre eksplosionen over det meste af København, da "Sojakagen" røg i luften i 1980.

I dag er der højhuse med boliger. Og det er der også, når man kigger mod syd fra Bryggebroen. Masser af højhuse er skudt op der, hvor der før var industri, håndværksvirksomheder og autoophuggere.

- Det var faktisk dernede et sted, at Egon Olsen blev støbt fast i cement af "Bøffen"  og skulle sænkes i havnen i en Olsen Banden-film, siger Simon Kjær Hansen for at illustrere det småsnuskede nu historiske erhvervsliv, der er jævnet med jorden.

Deler mere

Der er også byggekraner, der viser, at flere højhuse er på vej. Kranerne hiver dem nærmest op af jorden her så hurtigt, murbrokkerne fra gammel industri kan køres væk. Det samme sker i Nordhavn, i Valby - ja alle steder, hvor der før var industri. Der er nemlig en umættelig efterspørgsel efter boliger i København, og den skal man møde med flere højhuse og flere boliger. Og det skal man til alles fælles bedste, mener Simon Kjær Hansen.

- Der er store klimagevinster ved at bygge i byen, hvor man bygger tæt og højt. Boligerne er relativt små, bruger mindre energi. Både fordi der er færre kvadratmeter at varme op, og fordi mindre varme går til spilde, fordi overboen får gavn af den, siger han.

Der er store klimagevinster ved at bygge i byen, hvor man bygger tæt og højt. Boligerne er relativt små, bruger mindre energi. Både fordi der er færre kvadratmeter at varme op, og fordi mindre varme går til spilde, fordi overboen får gavn af den.

Københavnere er ikke mere engagerede eller mere klimabevidste. De er bare plantet i en designet virkelighed, hvor det er nemmere at cykle end at køre bil, og hvor boligerne er mindre. Et typisk nybygget parcelhus i Danmark er 205-210 kvadratmeter, mens en typisk nybygget bolig i storbyen er under halvt så stor.

- Der er meget fokus på bæredygtige byggematerialer, men de allermest bæredygtige kvadratmeter er dem, man ikke bygger, siger Simon Kjær Hansen.

En anden fordel ved at bo tæt er, at man forbruger mindre. Man har færre ting og er fælles om busser, cykelstier og legepladser.

Størrelse betyder noget

De bæredygtige minisamfund, økobyer og tiny house-områder, der skyder frem rundt omkring i landet, er hver for sig gode initiativer for driftige, idealistiske mennesker. De batter bare ikke rigtig i forhold til den udfordring, vi står over for, mener Simon Kjær Hansen. Især fordi, det skal gå ufattelig hurtigt med at reducere CO2-udledningen. I Danmark skal vi mindske udledningen med 70 procent på 10 år.

Derfor skal byerne svulme, og det synspunkt er ikke lige populært hos alle de københavnere, der nyder godt af den nye grønne storby med vandmiljø og havnebade. Ude på et lille hjørne af Amager Fælled er planen at bygge 2000 boliger på en nedlagt losseplads. Den kaldes nu Lærkesletten, og mange københavnere protesterer - nogle lænker sig ligefrem fast - mod mere byggeri i den sparsomme natur.

Men Simon Kjær Hansen mener, at tæt bebyggede byer med mange mennesker netop er forudsætningen for, at der bliver et rigt og varieret dyre- og planteliv - en sund biodiversitet som det hedder.

- Jo mere koncentreret, vi mennesker bor, jo mere plads er der til store arealer med vild natur uden for byerne, siger han.

Der skal altså bygges løs, men hvor stor skal hovedstaden være?

- London, Berlin og Milano er jo skønne byer, selv om de er meget større. Danmarks Statistik forudser, at vi bliver 300.000 flere danskere i løbet af den kommende 15 år, og dem, mener jeg godt, vi ville kunne rumme i Københavns og Frederiksberg Kommuner, hvis vi fortsætter med bygge boliger der, hvor der før var industri, siger Simon Kjær Hansen og tilføjer:

- Det skal selvfølgelig kun være dem, der har lyst til at bo i København, men mange har fundet ud af, at byen også et et sted,  hvor man bor, slapper af og nyder havnebadet og det gode liv.

Hvem skal arbejde hvor?

Hvem forestiller du dig skal producere fødevarer og andre varer til os og til at eksportere, hvis vi fortsætter med at gøre hovedstaden større og mere attraktiv?

- Jeg mener ikke, at det bliver sværere at have produktion af varer, fordi man gør hovedstaden større. De, der søger til byen, er ofte dem, der arbejder i brancher, hvor man sælger viden eller design eller på anden måde arbejder med kreativt arbejde.

Er der ikke også meget kreativitet og viden i Grundfos, Danfoss, Lego og andre store produktionsvirksomheder, som ligger uden for København, hvor flertallet af danskerne også bor?

- Det her handler ikke kun om København. Det handler også om Aarhus, om Aalborg, Odense, Esbjerg og andre byer rundt i Danmark. Mit synspunkt er ikke, at alt skal være i København, men at det er godt at satse på, at byerne skal være større og tættere.

Men mange produktionsvirksomheder uden for byerne lever også af udvikling, innovation og design, og de mangler jo arbejdskraft. Hvordan flugter det med at stoppe udflytning af uddannelser og arbejdspladser fra København til resten af landet?

- Jeg tror også, virksomhederne har brug for meget specialiseret viden, og man er nødt til at skabe nogle vidensmiljøer, hvor den specialisering kan finde sted.

Og det kan man ikke uden for København eller hvad?

- Jo det er der er mange byer, der kan levere i Danmark. Men der er ingen tvivl om, at jo flere mennesker, der er i en by, jo større muligheder er der for at dyrke det specialiserede. Det er ren matematik, siger Simon Kjær Hansen.

Inger Støjberg uden for rigsretten på den 10. dags morgen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Rigsret dag 10 - Støjberg kæmper for ikke at blive ædt op indefra

Tirsdag aften tankede Inger Støjberg kærlighed fra sine støtter, da hun holdt spørgetime på Facebook, hvor kun betalende kunder i hendes butik på Inger.dk kunne stille spørgsmål.

Fredag - på den 10. dag i rigsretssagen - tankede hun håb, da pensionisten Uffe Toudal Pedersen fortalte om sin tid som departementschef for Inger Støjberg. Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist sad i rigsretten imens.

Inger Støjberg havde fyldt tanken med kærlighed fra sine betalende støtter inden den 10. dag i den historiske rigsretssag. Her blev tidligere departementschef og nuværende pensionist Uffe Toudal Pedersen afhørt, og Støjberg hørte, at han bragte hende nærmere en frifindelse. Hvad dommerne hørte, får vi først at vide, når julen nærmer sig.

Uffe Toudal Pedersen var i vidneskranken på dag 10 i rigsretssagen mod Inger Støjberg. Han er forhenværende departementschef for Støjberg i Udlændingeministeriet og stod og trommede fingrene sammen med et utålmodigt, nervøst udtryk, mens salen ventede på, at dommerne kom ind.

Toudal var i embedsmandsuniform. Diskret gråt jakkesæt, skjorte med tynde hvide og blå striber, blåt slips, ruskindssko. Han er rundhovedet, har tyndt hår i lysere nuance end jakkesættet og fine stålbriller. Ville stadig falde ind i mængden på enhver chefgang, hvor arbejdskraften rekrutteres i Djøf og HK.

Han hængte jakken over stolen og satte sig, da retsformand Thomas Rørdam og de 25 andre dommere trådte ind i rummet. Normalt skal man rejse sig i en retssag, når dommere kommer og går, men retsformanden besluttede tidligt at skrue ned for formaliteterne og suspenderede dermed den praksis.

Forhenværende departementschef, ikke nuværende. 67-årige Uffe Toudal Pedersen trådte tilbage for tre år siden. Anklageren spurgte som noget af det første, om Toudal nød tilværelsen som pensionist?

- Tja, jeg er i hvert fald gået på pension, sagde Toudal.

Han var blot 64 år, da det stille liv gik i gang. Havde gennem en lang karriere været vant til et konstant pres. De sidste tre år i spidsen for et system, der i hans egne ord var til for at bakke udlændingeminister Støjberg op, hvor de ansatte skulle tænke med hende og prøve at forstå, hvad hun ville.

Men nu er han altså "bare" pensionist. Sig selv. Har ikke sin karriere på spil, men sit omdømme. Skulle han have gjort mere for, at der ikke blev administreret mod lov og konvention, da Inger Støjberg sagde offentligt, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, skulle adskilles uden undtagelse og partshøring og hensyn til barnets tarv?

Inger Støjberg er "bare" løsgænger (ud over at være anklaget i en rigsretssag for at få afklaret, om hun kan gøres ansvarlig for ulovlighederne). Sig selv. Partiløs. Men har nok at give sig til. Også i tankerne.

Nogle af tankerne forsøger hun at holde fra døren. Det fortalte hun om tirsdag aften, hvor hun havde en timelang spørgeseance - digital træffetid kalder hun det - på Facebook med spørgsmål stillet af betalende abonnenter på sin hjemmeside Inger.dk.

Støjberg fortalte om, at da hun forlod Venstre, forlod hun også mennesker, hun havde delt sit liv med. At nogle af dem havde gjort deres til, at hun er havnet i denne situation, hvor hun kan blev dømt i en historisk rigsretssag. Men at hun forsøger at lægge det til side, fordi ellers vil det "æde hende op".

Lægge det til side, ikke glemme.

- Der var også otte, der ikke stemte for rigsretssagen - det glemmer jeg så heller ikke, sagde hun.

Inger Støjberg smilede sig igennem hele spørgetimen på Facebook. Sårbarheden, der lå i hendes ord, fik aldrig et fysisk udtryk. Og får aldrig et fysisk udtryk. Heller ikke i rigsretten.

Hun gør sit bedste for hele tiden at tanke op, så der er brændstof til at holde facaden.

Fylder den op med håb, når Uffe Toudal Pedersen ikke leverer en rygende pistol mod hende, når han bliver afhørt i rigsretten - tværtimod kunne afhøringen tolkes på den måde, at han mere eller mindre forsøgte at tage kuglen for sin minister ved at være udstyret med en selektiv hukommelse.

Der var dog ingen tegn på, at Uffe Toudal Pedersens hukommelsesproblemer imponerede retsformand Thomas Rørdam. Retsformanden brød flere gange ind for at foretage sin egen afhøring af Uffe Toudal Pedersen, hvor man kunne få indtryk af, at den tidligere departementschef sprællede desperat på stegepanden i et forsøg på at beskytte sig selv og måske Støjberg. Hvilket indtryk Rørdam selv og resten af dommerkollegiet fik, ved vi intet om, men indtil dommens dag kan man tolke i alle de retninger, man vil.

Støjberg fyldte også håb på tanken, da tidligere afdelingschef og chefjurist i Udlændingeministeriet Lykke Sørensen i sidste uge ikke leverede en rygende pistol mod hende - selv om Sørensen forsøgte.

Og ikke mindst fylder Støjberg depoterne op med kærlighed i de digitale træffetider på Facebook, hvor støtterne ringer ind i en lind strøm, som Jørgen, Per, Marianne, Pia, Thomas, Simon, Richard, Peter, Milo og Kristian gjorde tirsdag aften.

Ud over at bidrage til at fylde Inger Støjbergs depoter op, lykkedes det en af støtterne at få Støjberg til at gå lige en anelse længere i forhold til sin fremtid, end journalister har fået hende til at gå:

Marianne fra Odense spurgte Inger Støjberg, om hun havde tænkt sig at gå ind i et parti, uanset om hun bliver frikendt eller ej?

Inger: - Altså, jeg har slet ikke afgjort, hvad der skal ske efter rigsretssagen, men jeg vil da sige, at politik, det trækker stadig i mig, det gør det. Jeg synes, der stadig er så mange ting at kæmpe for.

Marianne: - Jeg tænker ikke, du kommer til at gå rundt som løsgænger i Folketinget de næste år?

Inger: - Nej, det gør jeg nok ikke. Det kan jeg ikke forestille mig i hvert fald.

Marianne: - Så må vi jo bare vente i spænding.

Inger: - Ja, og det gør jeg jo også selv på en eller anden måde.

Dag 10 i rigsretssagen drænede næppe Inger Støjbergs depoter i noget væsentligt omfang. Det havde den i hvert fald ikke umiddelbart grund til.

Støjberg sluttede dagen som sædvanligt: med fernisbelagte korte ord til tv-stationerne.

Den digitale træffetid tirsdag sluttede således:

- Jeg synes simpelthen, det er så hyggeligt. Det er ligesom at være i et forsamlingshus bare på kamera, men ja, så møder vi hinanden og får en god snak, og jeg ELSKER det bare. Så mange tak og tak for støtten derude, vi ses snart igen.

Forhenværende departmentschef Uffe Toudal Pedersen blev afhørt af anklagerne på dag 10. Forsvaret får mulighed for at afhøre ham på tirsdag. Sidste planlagte retsdag er 30. november. Det ventes, at dommen falder før jul.

Det er ligesom at være i et forsamlingshus bare på kamera, men ja, så møder vi hinanden og får en god snak, og jeg ELSKER det bare.

Inger Støjberg

Sagen kort

Inger Støjberg er tiltalt for som udlændinge- og integrationsminister i februar 2016 at have givet en ulovlig ordre om at adskille alle asylpar, hvor mindst én af parterne var mindreårig.

Det var ulovligt, da parrene har krav på selv at blive hørt. Sagerne skulle altså vurderes individuelt. Den ulovlige ordre skulle Støjberg ifølge anklageskriftet have fastholdt indtil senest 12. december 2016.

Den tidligere minister nægter sig skyldig. Hun vil frifindes. Retsmøderne fortsætter indtil slutningen af november. Der ventes dom i sagen inden jul i år.

Olaf Scholz er favorit til at blive Tysklands næste kansler, men måske lurer der en overraskelse ved gyservalget søndag? Foto: Carsten B. Grubach

Sort, rød, gul, grøn ... Tysk valggyser afgøres af de gamle

Bare et par procent skiller de to regeringspartier, SPD og CDU, inden valget til den tyske forbundsdag søndag. De to dominerende partier i tysk politik står altså lige inden for den statistiske usikkerhed.

Hvis meningsmållingerne taler sandt, kan der efter valget ud over en såkaldt Jamaica-koalition dannes en såkaldt trafiklys-regering med SPD, De Grønne og FDP og en Tyskland-regering med sort, rød og gul - CDU, SPD og FDP. Hele den politiske palet af farver er altså i spil.

Det er så tæt, som det næsten kan blive. Blot et par procentpoint skiller de to regeringspartier, SPD og CDU i meningsmålingerne, inden valget til den tyske forbundsdag søndag. De to partier står så godt som lige inden for den statistiske usikkerhed.

Så vi skal nok vente til sent søndag aften eller tidligt mandag morgen med at få at vide, om det bliver den konservative Armin Laschet eller den socialdemokratiske Olaf Scholz, der får mulighed for at følge efter Angela Merkel, der forlader kanslerposten efter 16 år.

60,4 millioner vælgere i Europas befolkningsmæssige største og økonomisk stærkeste land har ordet, og da op mod en fjerdedel af dem endnu ikke har besluttet sig, er der lagt op til en sand gyser.

Hverken Lindner, Laschet eller den rapkæftede CSU-spidskandidat Markus Söder ville udelukke en Jamaica-koalition - sort, gul og grøn med CDU, FDP og De Grønne. Det var den regering, Lindner sagde nej til for fire år siden.

Kan man stole på meningsmålingerne, hvor de tre kanslerkandidater har ført på skift? Vælger de konservative og tryghedssøgende tyskere i sidste øjeblik alligevel det sikre og giver Armin Laschet mandat til kanslerposten?

Har De Grønne toppet for tidligt, så deres kandidat, Annalena Baerbock, bliver sat uden for indflydelse, selv om klimaet har været et af valgkampens hovedtemaer? Og kan den liberale Christian Lindner fra FDP igen undslå sig regeringsmagten, hvis hans parti som ventet går frem?

Måske vågner tyskerne op til en overraskelse a la brexit-afstemningen og præsidentvalget i USA, da Donald Trump against all odds slog Hillary Clinton og flyttede ind i Det Hvide Hus? Det bliver de gamle tyskere i vores demografisk skæve naboland, der afgør valget, for de helt unge udgør kun sølle 15 procent af vælgerkorpset. De unge hælder til De Grønne, de gamle til CDU og SPD.

Mange har brevstemt på grund af pandemien, som stadig medfører en lang række restriktioner i Tyskland. Der er kun adgang til valglokalet søndag med mundbind, men man behøver dog ikke at være vaccineret eller testet for at stemme. Tyskerne døjer stadig med, at alt for mange nægter at lade sig vaccinere.

Torsdag aften deltog spidskandidaterne fra de syv partier i Forbundsdagen i den afsluttende debat på tv-kanalen ARD, og selv om der blev diskuteret heftigt om klima, corona, udenrigspolitik, økonomi og boligpolitik, rykkede det næppe på mange stemmer i den halvanden time, seancen varede.

Mest interessant i denne Schlussrunde var spørgsmålet om mulige regeringskoalitioner. I stedet for at pege på sig selv advarede Armin Laschet mod en rød, rød, grøn-regering med SPD, Die Linke og De Grønne og pegede på de tre kandidater, der i parentes bemærket optrådte i sort, blåt og rødt tøj.

Mens der så ellers mest blev trådt vande, greb den mulige kongemager Christian Lindner til regnestokken og påpegede, at det største parti ved valget stadig vil stå over for cirka 70 procent vælgere, som har stemt på et andet parti. Og at han kun vil være med, hvis der ikke bliver skatteforhøjelser og øget gældsætning.

Hverken Lindner, Laschet eller den rapkæftede CSU-spidskandidat Markus Söder ville udelukke en Jamaica-koalition - sort, gul og grøn med CDU, FDP og De Grønne. Det var den regering, Lindner sagde nej til for fire år siden.

Den drevne, kontrollerede Olaf Scholz lurepassede, som han har gjort gennem det meste af valgkampen, og hvis alt går hans socialdemokratiske vej søndag, vil hans parti blive størst ikke blot på landsplan, men også i Berlin og i Mecklenburg-Vorpommern, der begge har delstatsvalg med de kvindelige spidskandidater Franziska Giffey og Manuela Schweisig som topfavoritter.

Og så lader vi lige den seneste landsdækkende meningsmåling stå et øjeblik:

SPD 25,5 procent, CDU/CSU 22 procent, De Grønne 15,8 procent, FDP 11,3 procent, AfD 11,0 og Die Linke 6,5.

Ud fra disse tal kan der ud over en Jamaica-koalition dannes en såkaldt trafiklys-regering med SPD, De Grønne og FDP og en Tyskland-regering med sort, rød og gul - CDU, SPD og FDP.

Om skribenten

Carsten B. Grubach er en alsidigt orienteret journalist i Jysk Fynske Medier og erfaren tysklandskender og -iagttager efter hundredvis af ophold og rejser i landet med base i blandt andet Hamborg og Berlin.

Cirka 10 millioner tyskere tjener tæt på mindstelønnen, som er 70 kroner i timen. Marina Elbert i Gelsenkirchen er en af dem. - Jeg ønsker mig, at vi bliver bedre betalt i fremtiden, for alle andre ting blive også dyrere, siger hun. SPD's Olaf Scholz og De Grønnes Annalena Baerbock vil hæve mindstelønnen til 90 kroner i timen - og det kan være med at afgøre kanslervalget, spår ekspert. Foto: Emil Jørgensen 

Fuldtidsansat og fattig: Ulighed er blevet et stort tema ved tysk valg

Tyskland forbindes ofte med velstand. Men for mange millioner tyskere er den personlige økonomi en stresstilstand. EU's rigeste land har en underskov af fattige. Mange af dem arbejder, men lønningerne slår ikke til.

I dag er minimumslønnen i Tyskland 70 kroner, men på den anden side af valget på søndag kan det meget vel blive lavet om.

Kom med til Gelsenkirchen, den fattigste by hos vores store nabo mod syd, og forstå den sociale dagsorden, der bliver udpeget som Olaf Scholz' store trækplaster kort før valget.

Arbejdsløsheden er rekordlav, men uligheden på sit højeste siden Murens fald. 14 millioner tyskere lever i fattigdom, og Olaf Scholz’ løfte om at hæve minimumslønnen ligner et trumfkort. Avisen Danmark besøger Tysklands fattigste by.

Tyskland: Store biler, en velsmurt eksportmaskine og sorte tal på bundlinjen for de offentlige finanser. Tyskland er EU’s rigeste land, det er et af de lande i verden med flest millionærer, og stereotypbilledet af tyskerne er, at de fleste af dem har lommerne godt proppet med eurosedler.

Men virkeligheden ser anderledes ud for en stor del af befolkningen. Millioner af tyskere tænder ikke for varmen om vinteren, de er afhængige af offentlig støtte, og ferier er noget, de drømmer sig til.

16 procent af befolkningen - svarende til cirka 14 millioner - lever under eller på kanten af fattigdomsgrænsen. Det viser den seneste årlige rapport fra Der Paritätische, Tysklands største velfærdsorganisation.

- Mens økonomien er vokset, er fattigdommen steget. Mange folk er i arbejde, men lønningerne slår ikke til, siger Andreas Aust, socialforsker i Der Paritätische.

I løbet af Merkels 16 år som kansler er arbejdsløsheden skrumpet fra 10 til tre procent. Men samtidig har Tyskland på intet tidspunkt siden Genforeningen i 1990 haft så mange fattige mennesker som i dag.

Arm trotz Arbeit - fattige selv om de arbejder fuld tid - er således et af de mest omdiskuterede emner i den tyske valgkamp. Den socialdemokratiske kanslerkandidat Olaf Scholz har gjort det til sin største mærkesag, at han vil hæve den tyske mindsteløn fra 70 til 90 kroner. Og ifølge Moritz Schramm - som er lektor i tyske studier på Syddansk Universitet og netop har udgivet den aktuelle bog “Kampen om midten” om tysk politik i det 21. århundrede - er det blandt andet på grund af den sociale dagsorden, at Scholz er favorit til at blive kansler.

- Det er med til at afgøre valget. Scholz siger “hæv mindstelønnen”, De Grønnes Annalena Baerbock siger “løft børnene ud af valget”, og de har virkelig formået at presse CDU’s Armin Laschet med det her. Emnet dukker op i alle tv-diskussionerne.

I nogle af de sidste målinger før valget står Olaf Scholz og SPD til 25,5 procent af stemmerne. Armin Laschet og CDU står til 22 procent, og Annalena Baerbock og De Grønne ventes at få 15,8 procent. Foto: Tobias Schwarz/AFP

Tysklands fattigste by

I byen Gelsenkirchen er emnet svært at overse med det blotte øje. Det er Tysklands fattigste by. Her, i hjertet af Ruhr-distriktet i delstaten Nordrhein-Westfalen, udgjorde kul- og stålindustrien engang rygraden i lokalsamfundet. I dag er minerne og fabrikkerne lukket, husfacadaerne er slidte, og de økonomiske udfordringer er synbare. Pæne og velklædte pensionister gennemgår skraldespande for pantflasker i parkerne, børn løber hjem fra skole med deres bøger og madpakker i plasticposer, og byens Tafel, en form for suppekøkken og maduddeling, er velbesøgt hver eneste dag.

- Jeg elsker Gelsenkirchen, siger Christine Barch, som står for byens Tafel.

- Men det er godt nok et sted med mange problemer. Så mange børn vokser op i fattigdom her. Vi har et helt klædeskab, som folk kommer og tager fra, med tøj kun til børn.

Gelsenkirchen er kendt for sit fodboldhold Schalke 04 og for sit berømte bysbarn Mesut Özil, der har vundet VM i fodbold med Tyskland og spillet i store klubber som Real Madrid. Derudover er Gelsenkirchen kendt som en by, hvor gennemsnitsindkomsten er meget lav og de sociale udfordringer store. Foto: Emil Jørgensen

Ruhr-distriktet udgør det, man på fagsprog kalder et “struktursvagt område”. Storindustrien er lukket, og mange af de mest udsatte er samlet her: indvandrere, flygtninge, enlige og ældre.

Og det er den anden historie om Tysklands ulighed: Den er i høj grad geografisk.

- Fattigdom handler ikke kun om løn, det handler også om indtægter fra arv og ejendom. Derfor ser vi større fattigdom i det gamle Østtyskland, hvor der ikke var meget ejendom at give videre, og i sådan noget som Ruhr-området, hvor arbejdspladserne - og især de godt betalte - simpelthen bare er forsvundet, siger Moritz Schramm fra Syddansk Universitet.

I Nordrhein-Westfalen er tæt på 20 procent af befolkningen på randen af fattigdom, og hver fjerde i Gelsenkirchen modtager arbejdsløshedsunderstøttelse. Til sammenligning er det kun 11 procent af Bayerns borgere, der døjer med fattigdom, og cirka én ud af 25 har der brug for offentlig støtte. Det viser tal fra Der Paritätische.

Gelsenkirchen ligger i Ruhr-distriktet i delstaten Nordrhein-Westfalen. Grafik: Wayne Southwell

En usikker pension

Uligheden i det tyske samfund bunder ifølge Moritz Schramm i arbejdsmarkedsreformer, som blev gennemført af Schröder-regeringen i 2004. “Europas syge mand” skulle helbredes, og den lavlønnede sektor på arbejdsmarkedet skulle udvides for at skærpe Tysklands konkurenceevne.

Den politik har Merkel profiteret fra, mener mange økonomer. Tysklands eksporteventyr er buldret af sted, fordi lønningerne har været så lave. Bagsiden af medaljen er den form for fattigdom, man ikke ser i køen til suppekøkkenet i Gelsenkirchen. Den er skjult i fuldtidsarbejde og adskillige job.

Marina Ebert er en af dem, der knokler, uden at det giver hende stor økonomisk sikkerhed. Hun arbejder 30 timer om ugen på et hospital i Gelsenkirchen, hvor hun gør rent, rydder op og serverer mad for patienter.

- Men jeg tjener stadig ikke nok, siger hun.

Marina Ebert har i en del år arbejdet både som rengøringshjælp på hospitalet og som assistent hos dyrlægen i Gelsenkirchen. Alligevel rækker lønnen ikke til en ordentlig pension. Foto: Emil Jørgensen

Avisen Danmark følger den 53-årige kvinde en formiddag på arbejde. Hun har langt, nøddebrunt hår og et smittende grin, mens hun bærer bakker ind til patienter og laver kaffe i personalestuen.

- Jeg er ikke fattig. Jeg lever ikke under broen, der er mange, der har det værre, understreger Marina flere gange.

- Men jeg er nødt til at tælle alle mine penge meget omhyggeligt. Jeg kan ikke gå på restaurant eller tage på ferier. Og jeg får et problem, når jeg skal på pension, siger hun.

Og det er til trods for, at hun i perioder har haft flere job.

I øjeblikket tjener hun cirka 9000 kroner om måneden. I en del år startede hun dagen klokken 8 på hospitalet, arbejdede seks timer til klokken 14 og jobbede så som assistent hos dyrlægen fra 16 til 20. Men trods 12-timers arbejdsdage og et langt arbejdsliv har det ikke været muligt for Marina at spare særlig meget op til pension. Som der ser ud nu, kommer hun til at have cirka 6500 kroner om måneden, efter hun er fyldt 65.

Jeg er ikke fattig. Jeg lever ikke under broen, der er mange, der har det værre. Men jeg er nødt til at tælle alle mine penge meget omhyggeligt. Jeg kan ikke gå på restaurant eller tage på ferier. Og jeg får et problem, når jeg skal på pension,

Marina Ebert, rengøringsassistent, Gelsenkirchen

Hun ryster på hovedet, da jeg spørger, om det er nok til at betale husleje, varme og mad.

- Jeg bliver nok nødt til bare at forsætte med at arbejde.

Ny mindsteløn på vej

Marina Ebert er blot en af cirka 10 millioner tyskere, som tjener tæt på mindstelønnen. Står det til SPD’s Olaf Scholz eller De Grønnes Annalena Baerbock skal ingen tyskere betales mindre end 90 kroner i timen for deres arbejde. Kristendemokraternes kanslerkandidat, Armin Laschet, har afvist at pille ved minimumslønnen.

- Det er ikke politikernes opgave at bestemme lønningerne i vores sociale markedsøkonomi, har han flere gange sagt.

Men selv hvis han - stik mod alle meningsmålinger - ender med at vinde det tyske valg, bliver højre mindsteløn en realitet, tror Moritz Schramm.

- Hvis Laschet ender med at danne regering, bliver han nødt til at kigge mod enten SPD eller De Grønne. Og så vil de nok insistere på at gennemtrumfe det.

Spørgsmål og input fra Avisen Danmarks bagland

Flere af Avisen Danmarks læsere har efterspurgt en artikel, der berører fattigdomsproblematikken i Tyskland. Derfor er denne artikel blevet til. Hvis du ønsker at bidrage med spørgsmål eller input, kan du skrive direkte til Emil via formularen på hjemmesiden “spoerg.avisendanmark.dk".