Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Den danske stat hives i retten for at nægte at evakuere fem børn fra lejrene i Syrien. Arkivfoto: Delil Souleiman/Ritzau Scanpix

Børn i Syrien hiver den danske stat i retten

Godmorgen og velkommen til fredagens nyhedsoverblik fra Avisen Danmark

Vi starter dagens nyhedsoverblik med historien om, at den danske stat nu hives i retten af foreningen Repatriate The Children - Denmark, der arbejder for at få alle danske børn og mødre hjem fra fangelejrene i Syrien.

Foreningen sender fredag en stævning til Udenrigsministeriet på vegne af fem børn med dansk statsborgerskab, som den danske stat nægter at evakuere.

Det skriver både Politiken og DR Nyheder.

Børnenes tre mødre har fået frataget deres danske statsborgerskab, og de har ikke givet samtykke til at børnene må evakueres uden dem. Og derfor lader den danske regering både børn og mødre blive i lejrene.

Men det er imod både dansk lov og internationale konventioner, når den danske regering ikke hjælper børnene med lægelig behandling, mener Knud Foldshack, der er advokat og medstifter af Repatriate The Children - Denmark.

- Der er børn, som har lidt i mange år. De er underernæret, de lever i en trusselsituation, de risikerer simpelthen at dø, så konkret er det, siger han til DR Nyheder.

Strømpistoler til fængselsbetjentene

Fra syriske fangelejre til de danske fængsler, hvor Dansk Folkeparti vil give landets fængselsbetjente nye redskaber til at slå markant hårdere ned på fanger, der overfalder betjente og er særligt svære at håndtere.

Det skriver Ritzau her til morgen.

Står det til Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, skal danske fængselsbetjente udrustes med strømpistoler, totenschlæger og hunde.

Samtidig vil partiet oprette et ekstra sikret fængsel, som de allerhårdeste fanger kan flyttes til, hvis de bliver ved med at bryde reglerne.

- Vi skal væk fra, at man kan sammenligne et fængselsophold med at bo på et udmærket hotelværelse. Det skal være en straf. Så vi skal have en endestation for de værste af de værste, hvor al luksus er elimineret, siger Peter Skaarup fra DF til Ritzau.

Fire ud af ti kan undtages 37 timers arbejdspligt

Vi griber fat i dagens forside af Jyllands-Posten, der har fået fingrene i et lækket notat, der viser, at 43 procent af de cirka 20.000 personer, der indgår i regeringens målgruppe i forslaget om en 37 timers arbejdspligt til ledige indvandrere, ventes af få dispensation.

Dispensationen vil betyde, at de bliver visiteret til et lavere timetal end de 37 timers arbejde, som regeringen ønsker at de ledige indvandrere skal arbejde, hvis de vil fortsætte med at modtage kontanthjælp.

Forslaget er en del af regeringens reformudspil "Danmark kan mere I," der blev præsenteret tidligere på måneden.

I et skriftligt svar til Jyllands-Posten siger beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at det ikke er alle, der vil kunne bidrage med 37 timer om ugen, fordi de har andre problemer end ledighed. Men han understreger, at ingen vil være fuldstændig fritaget fra at arbejde.

Håndkøbsmedicin kan skade fostre

Til slut tager vi et kig på et stort internationalt studie, der viser, at håndkøbsmedicin, som for eksempel Panodiler, kan give misdannelser på ufødte børns kønsorganer.

Smertestillende medicin, der indeholder stoffet paracetamol, mistænkes også for at medføre udviklingsforstyrrelser som autisme og ADHD hos barnet.

Det skriver Ritzau.

Tidligere undersøgelser har vist, at 40 til 50 procent af danske gravide bruger paracetamol til at dulme hovedpine og andre smerter.

Det var dagens nyhedsoverblik, men bliv endelig hængende lidt endnu. Nu får du nemlig dagens fire historier fra Avisen Danmark.

Billede af Peter Rasmussen
Billede af skribentens underskrift Peter Rasmussen Chefredaktør

Få Dagens Danmark læst op her

Et togt med skoleskibet Georg Stage ændrede alt for 19-årige Anders Paulsen. Her lærte han at lære - og holde af det. Nu drømmer han om at blive kaptajn. Privatfoto

Anders tog på togt og satte sejl til kaptajndrømmen - nu truer finansloven skoleskibene

Skoleskibet Georg Stage og Skoleskibet Danmark har givet mange unge, der ellers hænger i bremsen i uddannelsessystemet, en fremtid til søs. I år har skibene været i stand til at give plads til henholdsvis 126 og 80 unge på to uddannelsesforløb af 20 ugers varighed. Men det risikerer at være slut.

I finanslovsudspillet fra regeringen er der kun plads til ét årligt 20-ugers forløb for hvert af de to skoleskibe. Det er for lidt og stik imod alle ambitioner om at få unge i uddannelse og arbejde, lyder kritikken. Venstre og Enhedslisten ønsker at sikre to årlige togter med permanente bevillinger, i hvert fald flerårige. Det samme ønske udtrykkes i søfartsbranchen.

Avisen Danmark har talt med én af dem, det hele handler om, 19-årige Anders Paulsen fra Læsø: - Jeg har aldrig haft det godt med skolearbejde og undervisning. Det ændrede 20 ugers togt med Georg Stage på, siger Anders Paulsen, som nu vil videreuddanne sig og drømmer om en fremtid som kaptajn.

Skoleskibene risikerer indskrænkninger som følge af det aktuelle finanslovsforslag. De imødekommer ellers et kæmpe behov, lyder kritiske røster fra såvel politikere som fra søfartsbranchen. Det kan 19-årige Anders Paulsen tale med om. Om bord på Georg Stage lagde han sin modstand mod skole og uddannelse bag sig.

Finanslov: Bøger, lærere, skoletavler, klasseværelser, undervisning, lektier - ufff, hrmfff, føj. Den slags er aldrig rigtigt slået an hos Anders Paulsen.

- Jeg har altid kun set bøger som noget, der er velegnet til at tænde op med i et bål med, siger han.

Han er 19 år, bor på Læsø og er en af dem, der godt kunne være disponeret for at lande blandt de tusinder af unge, der dribler uden om både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet. Det er dem, regeringen har udtalte ambitioner om at få omfavnet.

Dér er han dog ikke havnet, og han kan sætte navn på årsagen: Georg Stage, verdens ældste skoleskib.

- 20 ugers på togt på Georg Stage ændrede alt for mig, siger Anders Paulsen.

Han var egentlig i gang som tømrerlærling i Rødovre, men så gik firmaet ned. Grundskoleforløbet på en erhvervsskole var noget jammerværk, syntes han, så lærdommens og uddannelsens veje var ikke værd at betræde yderligere.

- Så kom min mormor og viste mig nogle pjecer om Georg Stage. Jeg har altid elsket havet, så jeg tænkte: ja, hvorfor ikke prøve det?

Sådan er der så mange, der har tænkt, så umiddelbart er det ikke noget særligt. Det er det bare alligevel, især lige i denne tid, da regeringens finanslovsforslag er til forhandling

Her lægges op til, at kun halvt så mange som nu får mulighed for at påmønstre Georg Stage - og Skoleskibet Danmark - og dér få en grunduddannelse til et liv i søfart. I øvrigt med øjeblikkelig stormende succes hvad angår efterfølgende beskæftigelse.

Georg Stage er en selvejende uddannelsesinstitution, hvor al undervisning foregår til havs. På Skoleskibet Danmark, som er statsejet, foregår cirka en tredjedel af undervisningstiden på land. I år har de optaget henholdsvis 126 og 80 unge.

Vildt godt job

Anders Paulsen blev optaget på sit forløb på Georg Stage for et år siden. Det gjorde ham til ubefaren skibsassistent - tidligere kendt som letmatros. Straks efter fik han hyre hos rederiet Esvagt.

- Det er et vildt godt og spændende job, siger han.

Esvagt har en flåde på 44 skibe, der dels har sejlende vagtfunktioner for boreplatforme i Nordsøen, dels sejler mandskab til og fra havvindmøller.

Men her stopper det ikke for Anders Paulsen. Han vil videreuddanne sig.

- Jeg drømmer om en dag at blive kaptajn, måske på et cruiseskib, der sejler mange mennesker rundt fra det ene spændende sted til det andet, siger han.

- Helt tudetosset

De tre seneste tre år har uddannelsen omfattet to planlagte uddannelsesforløb om året - som resultat af politiske finanslovsforhandlinger. Sådan en forhandlingsomgang er nødvendig igen, hvis ikke de skal vende tilbage til ét årligt togt, som det var før 2019.

Det er noget juks, helt umuligt at planlægge efter og i strid med alt det, man siger, man vil med de tusinder af unge, der ikke passer ind i de traditionelle kasser. Med danske farvande og havne som primært togtområde, opfylder skoleskibene i øvrigt også alle ambitioner om at rykke uddannelserne ud i alle dele af landet.

Sådan lyder det fra en politisk ellers ret usædvanlig alliance mellem Enhedslisten, Venstre og Danske Rederier, herunder også rederiet Esvagt.

De to partier er enige om at bære sagen ind på det aktuelle forhandlingsbord. De ønsker, at de to årlige togter bør sikres med en permanent bevilling, så disse unges fremtid ikke skal være genstand for konstant usikkerhed og afhænge af årligt tilbagevendende forhandlinger.

Den årlige statslige ekstraudgift ved at gøre ordningen permanent vil være på omkring 20 millioner kroner fordelt på de to skoleskibe, påpeger Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested.

- Det er helt tudetosset at spare de håndører, som det er i en finanslov på mange, mange milliarder kroner, siger han.

Venstres søfartsordfører, Thomas Danielsen, hæfter sig ved resultatet af skoleskibsuddannelserne:

- Deres succesrate er så stor, at man tror, det er løgn. Man kan diskutere, om der skal sikres bevillinger i al evighed, men i hvert fald flerårige bevillinger er yderst rimelige, så de ved, hvad de har at rette sig efter i en længere periode, siger han.

Den succesrate er Anders Paulsen et godt udtryk for, mener Henning Hyllested og peger som Thomas Danielsen på beskæftigelsesmulighederne for de unge søfarende fra skoleskibene:

-  De bliver jo flået ned af landgangen og bliver tilbudt arbejde, så snart de kommer hjem fra togterne, siger han.

- Det er en gåde

Det har han ret i, bekræfter HR-chef i rederiet Esvagt Nick Ørskov.

- Håbløst, lyder hans kontante vurdering af den risikable udsigt i regeringens finanslovsudspil.

- Og så har jeg udtrykt mig meget diplomatisk, siger han.

For os er det en gåde at gå ned i ét årligt togt, når der i stedet er behov for at gå op i tre.

Nick Ørskov, rederiet Esvagt

Rederiet, der har over 1000 medarbejdere, har brug for flere, end skoleskibene kan levere, fortæller han. Af den grund har det lige nu ansat 50 unge fra Polen.

Georg Stage er verdens ældste skoleskib. Her har det anløbet havnen i Aarhus for to år siden. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Dem er der ikke noget i vejen med, men som dansk rederi deltager vi gerne i uddannelse af unge danskere. For os er det en gåde at gå ned i ét årligt togt, når der i stedet er behov for at gå op i tre. Men hvis ambitionen er at flytte arbejdet til udlandet, er det den rigtige måde, siger Nick Ørskov.

- Mærkelig tanke

Ifølge Georg Stages direktør, Asser Amdisen,  er det 99 procent af besætningen, der kommer i arbejde efter uddannelsestogterne. Han afviser privat finansiering af uddannelsen som alternativ til en tilpas stor og permanent finanslovsbevilling.

- Hvis vi skal halvere antallet af de unge, der kan komme med, vil det være et voldsomt brud med velfærdsstatens principper, for det er en mærkelig tanke, at fordi man sejler på skibe, skal private betale. Georg Stage er ikke et udstillingsskib eller et museumsskib, det er et uddannelsesskib, siger Asser Amdisen.

- Samfundsgevinst

Direktør i interesseorganisationen Danske Rederier Anne H. Steffensen afviser tilsvarende, at branchen bare selv kan hælde de nødvendige ekstra millioner i kassen.

- Der er intet argument for, at driften af netop denne uddannelse - i modsætning til alle andre uddannelser - skal privatfinansieres. I forvejen er mange og store private donationer med til at sikre vedligeholdelsen af de gamle skibe. Men det er noget helt andet og ikke en finansiering af selve uddannelsesdriften, som er det, vi taler om i finanslovssammenhæng, siger Anne H. Steffensen.

Tværtimod, mener hun, giver skoleskibene langt mere igen end størrelsen på finansieringen:

- I vores meget strømlinede uddannelsessystem er der nogen, der har brug for en lille omvej, før de beslutter sig for, hvordan de skal uddanne sig eller arbejde. Her er skoleskibene en klar samfundsgevinst, siger hun.

Succes i livet

Anders Paulsen har næppe nogensinde tænkt sig selv som et anliggende for en finanslov. Det gjorde han heller ikke den dag i foråret sidste år, da han påmønstrede Georg Stage. Men han husker tydeligt dagen og griner lidt ved sig selv, når han tænker på den.

Jeg føler, at jeg siden den dag, jeg gik om bord på Georg Stage, har haft succes i livet.

Anders Paulsen

- De stak mig en hel masse bøger. Shit, det bliver en lang tur, tænkte jeg.

- Men her var det noget andet. Først forklarede lærerne tingene, og man rodede selv med det i praksis, og så brugte jeg bøgerne til at underbygge det, jeg lærte. Det afgørende var ikke, hvor meget man læste, men hvad man forstod. Det var en helt ny oplevelse for mig - jeg blev grebet af undervisning, siger Anders Paulsen.

Alt i alt kipper han med flaget for togtet med Georg Stage og siger ship ohøj til fremtiden på de syv verdenshave:

- Det lyder måske som noget mærkeligt noget at sige, men jeg føler, at jeg siden den dag, jeg gik om bord på Georg Stage, har haft succes i livet.

Ministersvar uden plads til spørgsmål

Det har ikke været muligt for Avisen Danmark at tale med og interviewe uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) om skoleskibenes finanslovsskæbne. Han har sendt en skriftlig kommentar på email, hvilket udelukker opfølgende spørgsmål. Ministeren skriver i sin mail blandt andet:

”Der er ikke en eneste af de positive ting, der bliver sagt om skoleskibenes arbejde og værdi, jeg er uenig i (...) Hvis der skal være flere togter med skibene, skal vi finde pengene til det. Jeg tager det positivt ned, at der er interesse for to faste årlige togter, men det vil kræve, at der politisk kan findes finansiering og at det prioriteres ud af de penge, vi nu engang har at arbejde med".

Bare fyld den op! Evelyn Maersk i Hamborg, hvor containerskibet skal lastes, inden det fortsætter ud i verden med sin profitable last. Arkivfoto: Fabian Bimmer/Reuters/Ritzau Scanpix

Analyse: Mærsk har kurs mod magisk rekord - men kunderne bløder

Ingen dansk virksomhed har nogensinde været i nærheden af at tjene 100 milliarder kroner på ét år. Men nu ser A.P. Møller-Mærsk ud til at nå milepælen efter et 2021, hvor fragtraterne for at transportere skibscontainere er tordnet i vejret. 

Men der er en regning, der skal betales, og den rammer de virksomheder, der er afhængige af søfragt - og deres kunder. En direktør for en drivhusfabrik i Odense har fået nok og advarer Mærsk mod at blive grådig, skriver erhvervsredaktør Jens Bertelsen i en analyse.

Aldrig tidligere har en dansk virksomhed været i nærheden af at tjene over 100 milliarder kroner på et år. Men milepælen ser ud til at blive nået i 2021 af Danmarks største virksomhed, A.P. Møller-Mærsk.

Det står fast, efter at selskabet i sidste uge opjusterede forventningerne til årets resultat for tredje gang. Mærsk var for få år siden en underskudsforretning og har selv ikke i de bedste år ligget i nærheden af det overskud, som tegner sig i år.

- A.P. Møller-Mærsk sprænger altså den danske rekord for resultat efter skat, og der går formentlig mange år, før vi igen kan snakke om, at et dansk selskab tjener et 12-cifret beløb på ét enkelt år, konstaterer Sydbanks senioranalytiker Mikkel Emil Jensen i en aktiekommentar.

Han forklarer, at opturen stort set kan forklares med fragtraternes himmelflugt, altså prisen for at få sejlet en container med et af Mærsks lyseblå skibe. Der er kaos i den globale forsyningskæde af en stribe årsager. Høj efterspørgsel kombineret med mangel på kapacitet og arbejdskraft, blokaden i Suez-kanalen i foråret og coronanedlukninger af store kinesiske havne er blot nogle af komponenterne, der forgylder Mærsk-aktionærerne i år.

Mærsk var for få år siden en underskudsforretning og har selv ikke i de bedste år ligget i nærheden af det overskud, som tegner sig i år.

Men som altid er der nogle, der skal betale regningen. I dette tilfælde er det virksomheder, der er afhængige af at transportere gods på verdenshavene, og de er forståeligt nok utilfredse med det nye niveau for fragtrater.

Juliana Drivhuse har sin fabrik i Odense, men fragter glas - som af gode grunde er en uundværlig komponent i et drivhus - fra Kina. I et usædvanlig bramfrit læserbrev i Børsen påpeger Juliana-direktør Nikolaj Stærmose, at ”de store containerrederier fylder deres skatkamre i en uhørt grad”, og prisstigningerne rammer direkte hans drivhuse. Alene i år bruger han 14 millioner kroner mere på søfragt end normalt.

"Til vores billigste drivhus på 10 kvadratmeter kan der være 83 sæt glas i én container. Det er en merpris pr. drivhus på ca. 1000 kroner eller 20 procent for den private forbruger. Som et lille kuriosum kan det nævnes, at fragtprisen nu overstiger værdien af det glas, der er i containeren", skrev Nikolaj Stærmose.

Masser af virksomheder deler Nikolaj Stærmoses oplevelse. Ikke alene er fragten dyr. Skibene er også forsinkede, fordi der er trængsel i verdens største containerhavne. Derfor arbejder virksomhederne på at blive mindre afhængige af leverancer fra - især - Fjernøsten. Det er slet ikke slut med at handle med Kina, men det er fornuftigt at have flere heste at spille på, lyder logikken.

Og det er især godt nyt for underleverandører i Europa, der pludselig har fået et stærkt kort på hånden - nemlig nærhed til markedet - efter en svær tid med stadigt hårdere konkurrence fra lande, der både er skarpe på prisen og kvaliteten.

Men Mærsk har ingen problemer. Torsdag steg kursen på Mærsks B-aktie 2,3 procent på børsen, og har man købt en aktie for et år siden, er investeringen mere end fordoblet siden da.

Mærsk har i øvrigt aldrig besvaret læserbrevet fra Nikolaj Stærmose i Odense, som derfor får det sidste ord:

"Det er jo ikke uetisk at tjene penge, og heller ikke at tjene mange penge, men man bør vel passe på ikke at blive grådig", advarede direktøren.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Svigtende telefonsignal og ustadig internetforbindelse giver Emil Jørgensen udfordringer i Gelsenkirchen, Tysklands fattigste by. Ude af stand til at få hul igennem til sin Airbnb-vært, må han søge tilflugt på Hotel Dubrovnik. Foto: Emil Jørgensen

Emil på herrens mark i et digitalt uland: Forstå et af tyskernes vigtigste valgtemaer

En kvinde i bayersk folkedragt løber rundt imellem køer foran sin alpehytte. Med mobiltelefonen løftet i vejret i strakt arm er hun på jagt efter signal. Og hun er dødtræt af at skulle bestige bjerget, hver gang hun vil sende en sms-besked til nogen. 

Den video blev de tre tyske kanslerkandidater - Annalena Baerbock, Olaf Scholz og Armin Laschet - konfronteret med i en partilederdebat. Og den slags digitale udfordringer slår også næsten vores udsendte reporter, Emil Jørgensen, omkuld i hans seneste kapitel fra den tyske valgkamp.

Læs med, og få svar på, hvorfor verdens fjerdestørste økonomi er en lilleputnation, når det kommer til internetforbindelse og online-løsninger for borgerne.

Skoler uden computere, fax mellem myndigheder og internet med sneglefart. Trods Tysklands store økonomi er landet tæt på EU’s bund, når det kommer til digitalisering. Det mærkede Avisen Danmarks udsendte reporter på egen krop.

Tyskland: Klokken er 20.15, og mørket har sænket sig over Tysklands fattigste by, Gelsenkirchen. Jeg sidder på en overoplyst café med galopperende techno-musik i højttalerne. For at nasse internet. Udenfor fanger min telefonen intet signal i miles omkreds, og jeg kan ikke få fat på min Airbnb-vært. Jeg ved altså ikke, om jeg har et sted at sove i nat.

Det er den barske analoge virkelighed. Og det er den verden, store dele af vores naboland mod syd lever i. Hvor vi i Danmark for længst er blevet vant til at have ubegrænset internet overalt, at kunne registrere vores nye bil med et par klik eller have al borgerservice online, befinder Tyskland sig et sted, hvor ordet edb virker mere retvisende end it.

I disciplinen “online-serviceydelser til borgerne” dumper Europas mest folkerige nation ind på 21. pladsen ud af 27 EU-lande i en nylig rapport. Sådan har det været i en del år, uden at tyskerne for alvor har ligget søvnløse over det. Angela Merkel - landets kansler igennem 16 år - udtalte i 2014, at “internettet var ukendt territorium for hende".

Gelsenkirchen ligger 30 kilometer vest for Dortmund i Nordrhein-Westfalen. Ofte er den nævnt som Tysklands fattigste by - den årlige gennemsnitsløn her er cirka 120.000 kroner. Men det er ikke derfor, internettet er ustabilt. Det er det mange steder i det store land mod syd. Grafik: Wayne Southwell

Men så kom corona. Og da eleverne på nogle skoler fik afleveret daglige hjemmeopgaver ud gennem vinduerne, ministerieansatte blev sendt hjem uden bærbare arbejdscomputere, og myndighedernes smittetal blev indberettet via faxmaskiner, åbenbarede det sig for alle, hvor meget Tyskland trænger til en opdatering.

Digitalisering er derfor et centralt tema i den verserende tyske valgkamp.

Bureaukrati og datasikkerhed

Men hvorfor er Europas største og verdens fjerdestørste økonomi så dårligt kørende digitalt? På vej til Gelsenkirchen stiller jeg det spørgsmål til professor Gerhard Hammerschmid, centerleder på Berlin-universitetet Hertie School’s Centre of Digital Governance. Og telefonsamtalen starter med en beklagelse: Jeg er er forsinket, fordi jeg ikke kan finde mobildækning.

- Velkommen til Tyskland, siger Hammerschmid og griner.

Universitetsprofessoren har flere forklaringer på, hvorfor Tyskland halter bagefter. Den første handler om det tyske bureaukrati. Der er 16 delstater og 12.000 kommuner i Forbundsrepublikken. Infrastruktur kan ikke bare implementeres fra centralt hold i Berlin.

- Vores regering har været stabilt kørende i en del år, men når det kommer til innovation og internet, er den meget traditionelt tænkende. Og det hænger måske sammen med, at embedsværket hovedsagligt består af jurauddannede, siger Hammerschmid.

Den anden forklaring, man tit hører i den offentlige debat i Tyskland, handler om datasikkerhed. Hvor vi i Danmark betror myndighederne vores allermest personfølsomme informationer uden at blinke, hersker der blandt tyskerne en helt anden skepsis.

- Bekymringen har rødder helt tilbage i nazitiden i 1940’erne, da Tyskland oplevede, at det kan være farligt, hvis magthaverne ved for meget om én. Det er på en eller anden måde blevet nedarvet kulturelt i de kommende generationer, siger Hammerschmid.

Det gør, at it-sikkerheden ofte er så overdreven, at det smadrer funktionaliteten. For eksempel var tyskernes bud på Nem-ID for et par år siden et personligt kort, der krævede en tilkøbt kortlæser, der skulle tilsluttes en computer. Og den selv skulle man i øvrigt selv erhverve for 50 euro.

Professor Gerhard Hammerschmid, centerleder på Berlin-universitetet Hertie School’s Centre of Digital Governance. Foto: Hertie School

Måske er det derfor, forklarer Hammerschmid, at 40 procent af de 5000 tyskere som Centre for Digital Governanvce spurgte i en undersøgelse sidste år, svarede, at de stadig foretrak fysiske møder med myndighederne og brevpapirskorrespondance.

First world problems?

Seks timer efter interviewet med eksperten, om aftenen i Gelsenkirchen, fortsætter mine analoge problemer. Det er efterhånden blevet så sent, at jeg må skyde en hvid pil efter min komfortable Airbnb-lejlighed. I stedet står Hotel Dubrovnik i hjertet af byen og ligner det indtørrede pølsehorn fra 7-Eleven, som man tager om natten, hvis der ikke er andet.

Røde tæpper på gulvet, tunge lysekroner i loftet, en indgroet lugt at røg og en lille, gammel mand, som ryster vredt på hovedet, da jeg vifter med mit plastic-kreditkort. Jeg må ud i byens mulm og mørke og finde en hæveautomat.

Indrømmet: Det er first world problem, jeg oplever. Men for mange tyskere er det hverdagsproblemer, der koster tid og kræfter.

38-årige Mayram Badakhshan ser dagligt bølgen af støj vokse i sit klasselokale, når teknikken ikke dur. På hendes skole i Ludwigshafen - en by i den vesttyske delstat Rheinland-Pfalz - har bestyrelsen investeret i dyre smartboards til alle lokaler, så undervisningen kan foregå med levende lyd og billeder og interaktiv deltagelse. Der er bare et problem: Den generelle internetdækning i området er så dårlig, at det dyre smartboard ofte taber forbindelsen.

I München oplever sygeplejersken Maria Scharrer nærmest at skulle starte fra scratch, når gamle patienter kommer ind igen- fordi hun i den digitale patientdokumentation ikke har tilgang til tidligere forløb og ikke kan trække informationer fra et centralt register.

I Berlin fik universitetsprofessoren Keegan McBride en tyvstart på sin forskning, da han flyttede til Tyskland. Før han kunne starte på sit projekt på Centre for Digital Governance på Hertie School, måtte han indregistrere sig i sit nye land. Modsat Estland, som han kom fra, hvor den slags kunne ordnes med enkelte klik på computeren, krævede Tyskland fysisk fremmøde på et offentligt kontor, hvor alle tider var fuldt bookede. På grund af corona åbnede kontoret imidlertid op for, at man kunne sende sine dokumenter via e-mail.

- Og så gik der ikke ret lang tid, før nytilflyttede udlændinge fik en fejlbesked om, at deres mails ikke var blevet modtaget, fordi modtagerens indbakke var fuld, fortæller han.

Myndighederne havde altså ikke mere serverplads.

Sådan her ser det tit ud for Mayram Badakhshan, når hun forsøger at undervise sine elever ved hjælp af smartboardet. Foto: Emil Jørgensen

Spørgsmål og input fra Avisen Danmarks bagland

Jydske Vestkysten-læser Ole Klitgaard har hjulpet Emil Jørgensen med at komme i kontakt med skolelæreren i Ludwigshafen. Det er blandt andet på baggrund af hans input, at denne artikel er blevet til. Hvis du ønsker at bidrage med spørgsmål eller idéer, kan du skrive direkte til Emil via formularen på hjemmesiden spoerg.avisendanmark.dk.

Godnat fra Hotel Dubrovnik

Det mest spektakulære eksempel stammer fra en by, der deler region med Gelsenkirchen, hvor jeg er nu - nemlig Nordrhein-Westfalen. Her satte et lokalt medie en computer i gang med at overføre 4,5 gigabites billeder via internettet, samtidig med at man sendte to ryttere på heste af sted med en dvd med billederne på. Strækningen var 10 kilometer. Hvem tror du vandt?

Hestene selvfølgelig.

Og nu er alle partier i Tyskland faktisk enige om, at noget må gøres. Deres valgprogrammer for it-delen ligner hinanden til forveksling.

Jeg forsøger at finde hoved og hale i det, da jeg omsider er checket ind på Hotel Dubrovnik. Herr Marko, den gamle ejer, har vist mig, hvordan jeg låser frontdøren, sagt godnat, smækket og efterladt mig mutters alene på tre etagers hotel. Wifi-forbindelsen rækker naturligvis ikke til værelse 302, så jeg sidder i lobbyen og forsøger at renskrive denne artikel. Hvis ellers forbindel...

Hvad siger de tre store partier om digitalisering?

CDU/CSU:

  • Ordet “digitalisering” fremgår 32 gange i partiets 140 sider lange valgprogram.
  • I 2024 må der ikke være steder i Tyskland, hvor der ikke er internetforbindelse.
  • Partiet vil danne et digitalt ministerium og gøre Tyskland til “verdensførende inden for it-sikkerhed”.

SPD:

  • Ordet “digitalisering” fremgår 17 gange i partiets 66 sider lange valgprogram.
  • I 2030 skal Tyskland have en “digital infrastruktur i verdensklasse”, og alle borgere skal juridisk sikres bredbåndsforbindelse.
  • Alle studerende skal forsynes med en digital tablet og en internetforbindelse, og SPD vil lave en takst, som skal sikre dem dette.

Die Grünen:

  • Ordet “digitalisering” fremgår 40 gange i partiets 135 sider lange valgprogram.
  • En basis-internetforbindelse skal være et lovpligtigt krav for samtlige borgere.
  • Hele det offentlige system skal bygges op om onlineløsninger.
  • Specifikt foreslås en app i sundhedssektoren, så patienter nemt kan tilgå deres data.

Dansk it-selskab ser muligt eksporteventyr i Tysklands øgede digitalisering

Den manglende digitalisering i Tyskland kan blive et eksporteventyr for en række danske IT-virksomheder. En af dem er Biometric Solutions, som udvikler løsninger, der bruges til at tage pasbilleder i mange danske kommuner. Vi har talt med deres landechef for Tyskland, Michael Barsøe.

Forklar lige, hvad det er, Biometric Solutions laver.

- Det er os, der har udviklet de digitale fotobokse, mange kommuner bruger, når borgerne skal have taget portrætbilleder og fingeraftryk til pas eller kørekort. Det er også os, der står bag udleveringsboksene rundtom i landet, hvor man kan hente sit pas. Og jeg er så ansvarlig for Biometric Solutions' fremstød i Tyskland.

Og hvordan går det?

- Tyskland bruger i stort omfang fortsat portrætfotos lavet af en fotograf eller i en traditionel fotoboks, hvor man får printet sine billeder. Derefter bærer borgerne dem ned i borgerservice, hvor de scannes og benyttes. Men det er blevet besluttet, at de tyske kommuner senest i 2024 skal modtage digitale billeder fra fotograferne eller fra egne fotostationer, lige som dem vi kender fra Danmark. Det vil vi gerne hjælpe kommunerne med. Vores første kunde er byen Reinbek øst for Hamborg. 

Hvor stort er potentialet?

- Man kan godt sige, at Tyskland er et blåt ocean. Det er et nærmest uberørt marked. Der er i alt der 5.000 kommuneforvaltninger, som skal tage stilling til, om de vil have fotoudstyr sat op, eller de vælger en anden løsning. Allerede der er markedet 50 gange større end det danske, hvor der jo som bekendt kun er 98 kommuner. Noget andet er antallet af tyske kørekort. Der er omkring 42 millioner kørekort i Tyskland i dag. De fleste af dem er på papir, og de skal transformeres til plastikkort. I den proces kan vores teknologi også bruges.

Gør det nogen forskel for jer, hvem der vinder valget?

- Nej. Jeg så en paneldebat forleden, hvor deltagerne fra de forskellige partier fik læst brudstykker op af hinandens it-politik - uden det blev afsløret, hvem der var afsender. Det hele lød så ensartet, at de ikke kunne skelne teksterne fra hinanden. Over en bred kam er der et politisk ønske om digitalisering - men jeg kan ikke svare på, hvem der vil gøre det bedst.

- Vi var tre i vores ægteskab, sagde prinsesse Diana engang ... Hjemme hos Jonna må Carsten dele hendes opmærksomhed med hunden Gabi. Foto: Snowman Productions/DR

Kvinderne styrer: 'Gift ved første blik'-mændene har problemer med kæledyr og prutter

"Gift ved første blik" er i sjette afsnit landet midt i hverdagsleverpostejen, og bortset fra en enkelt morsom episode om prutteri er der dømt gråligt fjernsyn. Kvinderne får langt hen ad vejen lov til at styre, mens mændene indretter sig, tier stiller eller søger kompromiser.

Selv eksperterne er kedelige denne gang. Og selv om vi tv-seere selvfølgelig ønsker parrene alt det bedste, gør det ikke noget med et skænderi eller to næste gang, mener Avisen Danmarks kulturredaktør, Anette Hyllested.

Nu sætter du altså foden i jorden, mand! Åbner munden og markerer en grænse. Du behøver ikke billige, at der skal synges godnat-sang for en jaloux hund, der æder dine sko, suger al opmærksomhed, og tydeligvis har en større plads i din kvindes hjerte, end du har.

"Min hund kommer i første række", siger din ellers så søde kone til en ekspert i hundeadfærd, mens du sidder og hører på det. Måske mener hun det ikke så hårdt, men hallo, hvad gør du? Ingenting. I stedet konstaterer du, at hun har hund på hundens præmisser, og erklærer: "Jeg indretter mig efter, hvordan Jonna gør her i huset".

Kære Carsten, du er ikke den eneste mand i "Gift ved første blik", der trænger til at stramme op og kræve noget mere respekt her i sjette afsnit.

Også hos Christina og Michael er den gal. Christina har igen og igen - tilsyneladende i bedste mening - taget styringen og indirekte kritiseret den rare Michael. Denne gang da han knokler med at overtage hendes sundere livsstil og har tabt sig: "Det ender med, at du kommer til at ligne det billede, du har på Facebook. Det ender med, at du bliver helt vildt lækker", siger hun, mens tilpasningsdygtige Michael - det er imponerende, så elastisk han er - grinende spørger, om han ikke er det i forvejen.

Gad vide, hvordan hun havde reageret, hvis han havde sagt til hende, at det ender med, at hun bliver helt vildt lækker ...

Der er ikke meget godt at sige om skænderier i det virkelige liv. De er både udmattende at deltage i og høre på. Det kan selvfølgelig være rart at få luftet irritationerne, men bedst er det, når der ikke er behov for det. 

Men mens manglende skænderier er godt herude i virkeligheden, er det et stigende problem for "Gift ved første blik" på skærmen. Det bliver for kedeligt at se på.

Mænd, der lægger sig fladt ned, er gabende fjernsyn, og det bliver næppe heller Samantha og Daniel, der kommer til at sætte gang i en underholdningsfest. Selv om de er uenige - det store spørgsmål er, hvordan opvasketabs skal placeres i opvaskemaskinen - foregår uenigheden mest i tavshed med nedadvendte mundvige. Samatha ligner en kvinde, der snart gerne vil mærke, at hun har en mand med saft og kraft indeni, men Daniel holder helst poterne og score-smilene for selv - i hvert fald når kameraet er på. Åh, så tag hende dog! Tålmodigheden brister.

Denne gang er farven også hverdagsgrå hos Pernille og Michael, der ellers lagde så muntert og kødeligt ud. Her er der lagt op til at udskyde problemerne, for de to er ikke kun kun langt fra hinanden politisk. Også geografisk er afstanden fra Horsens til Langeland ved at gå særligt Pernille på. Så nu er parret installeret i et hus nogenlunde i midten, og Pernille håber, at hun kan åbne mere for sit "følelsesmæssige jeg - nu da Michael har givet sig".

Det er kun takket være Morten og Mette, at det er muligt at holde sig vågen i dette sjette afsnit, hvor heller ikke eksperterne brillerer med erindringsværdige pointer. Morten vil have systematisk styr på samlivet - og det fra samtykkeerklæringer om sex til det ucharmerende og højst overraskende spørgsmål om, hvad han skal gøre med sine prutter! Han får ondt i maven af at holde dem inde.

Mette derimod vil have styr på Mortens hjem og insisterer på oprydning og rengøring. "Du overskrider mine grænser", siger Morten. "Du har skidt og møg på gulvet", siger Mette. "Er du sød at tale pænt om mit hjem. Jeg synes faktisk ikke, det der er o.k.," svarer Morten.

Man kan holde med den ene eller den anden, men befriende er det med en sekvens, der ikke kun går ud på at bøje og føje.

Det vil pynte på underholdningsværdien med et skænderi eller to næste gang - også selv om vi selvfølgelig ønsker de modige par alt det bedste.

Du behøver ikke billige, at der skal synges godnat-sang for en jaloux hund, der æder dine sko, suger al opmærksomhed, og tydeligvis har en større plads i din kvindes hjerte, end du har.

Uddrag af klummen

DR: "Gift ved første blik", sjette afsnit. Kan streames på DRTV