Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

En stribe kommuner bruger stort set ikke sanktioner mod kontanthjælpsmodtagere, der reelt ikke lever op til pligten til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet og søge job. Det forarger arbejdsgiverne. Alt tyder nemlig på, at sanktioner får de ledige til at søge flere job. Arkivfoto: Ida Guldbæk Arentsen/Scanpix

DA til kommunerne: Straf kontanthjælpsmodtagere, der ikke søger ledige job

Ledige har ret til hjælp fra det offentlige - enten i form af kontanthjælp fra kommunen eller dagpenge fra a-kassen, hvis de er arbejdsløshedsforsikrede. Men de har også pligt til at søge og tage de job, der måtte være. Ellers skal hammeren falde, mener arbejdsgiverne.

Hammeren skal falde i form af en kontant straf, der trækkes fra kontanthjælpen, hvis en kontanthjælpsmodtager ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet og aktivt søger job. Det siger loven. Det er særlig aktuelt, fordi erhvervslivet for tiden skriger på arbejdskraft og har svært ved at besætte mange ledige stillinger.

Men der er stor forskel på, hvor ofte kommunerne svinger hammeren over de ledige på kontanthjælp på den måde. I nogle kommuner sker det konsekvent, mens det i andre er sjældent eller næsten aldrig, at kontanthjælpsmodtagere sanktioneres ved at blive trukket i kontanthjælpen.

Nyborg Kommune er flittigst til at bruge straffen, når kontanthjælpsmodtagere afviser tilbud om arbejde, undlader at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter eller glemmer at registrere aktiviteterne. Og det virker, mener Dansk Arbejdsgiverforening, DA, som derfor vil have andre kommuner til at tage ved lære af kommunen.

Den historie får du i Dagens Danmark i dag. Her kan du også læse politisk redaktør Casper Dalls analyse fra Socialdemokratiets kongres i Aalborg, hvor statsminister Mette Frederiksen blev hyldet af sit parti og bebudede et større fokus på klimakrisen.

God fornøjelse med Dagens Danmark - med en lille tilføjelse fra chefredaktøren:

Vi giver dig overblikket - nu fra morgenstunden

Kære læser af Dagens Danmark

Fra mandag 20. september udkommer dit daglige nyhedsbrev ikke længere om aftenen. I stedet lander Dagens Danmark i din mailboks klokken 7.00 hver morgen, hvor vi skærer benhårdt igennem nyhedsstrømmen og giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste historier. Samtidig får du i det nye Dagens Danmark indblik i fire særligt udvalgte historier fra Avisen Danmark.

Er du på farten fra morgenstunden, eller er du bare mere til lyd end læsning, ja så udkommer nyhedsbrevet også som podcast på samme tidspunkt.

God fornøjelse!

Peter Rasmussen, chefredaktør, Avisen Danmark

Billede af Tino Rueskov Pedersen
Billede af skribentens underskrift Tino Rueskov Pedersen Nyhedsredaktør
S-regeringen har fundet en måde at bevare et godt forhold til sine støttepartier på - langt bedre end det forhold, som Løkkes V-regering havde til resten af blå blok.
Statsminister Mette Frederiksen lod sig hylde på Socialdemokratiets kongres i Aalborg. Men ifølge Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, kan hun sende en del af rosen videre til Radikale Venstre, SF og Enhedslisten, som går pragmatisk til jobbet som støttepartier for en etpartiregering. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Dall: Godt købmandskab sikrer Mette Frederiksen foreløbig ro

Lørdag begyndte Socialdemokratiets årlige kongres i Aalborg. Mens statsminister Mette Frederiksen lod sig hylde for sin håndtering af coronakrisen og lod forstå, at hun vil have et større fokus på klimakrisen, burde hun have sendt endnu flere taksigelser mod sine støttepartier, skriver Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall, i sin analyse.

For det er primært De Radikale, SF og Enhedslistens fortjeneste, at den socialdemokratiske etpartiregering er så funktions- og manøvredygtig. Partierne accepterer, at de ikke skal være med i alle forlig og aftaler - uden at true med mistillidsvotum. Samtidig sørger Mette Frederiksen behændigt for, at regeringens udspil kun indeholder få, men stærke socialdemokratiske symboler, og så er regeringen ellers parat til at diskutere alt andet.

Det er godt købmandskab, som kan sikre Mette Frederiksens regering en lang levetid, vurderer Casper Dall.

Lad os skrue tiden godt fem år tilbage til lørdag 19. november 2016. Da detonerede en regulær politisk bombe i dansk politik. Fra talerstolen ved Venstres landsmøde i Herning inviterede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen De Konservative og Liberal Alliance med i regering. Indtil da havde Løkke siden folketingsvalget i 2015 stået i spidsen for en etpartiregering udelukkende bestående af ministre med medlemskab af Venstre.

Casper Dall, politisk redaktør, Avisen Danmark. Foto: Michael Bager

Meldingen kom efter, Løkke en lille måneds tid før måtte droppe forhandlingerne om sin storstilede 2025-plan, da det syntes umuligt at få partierne i blå blok til at nå til enighed. Liberal Alliance havde længe haft et ultimativt krav om topskattelettelser inden juleaften samme år, hvis partiet ikke skulle hive tæppet væk under regeringen. Men det krav havde blokkens dengang største parti, Dansk Folkeparti, absolut ingen interesse i. Spørgsmålstegnene blev flere og flere og voksede sig større og større for Løkkes lille regering. Noget måtte gøres. Etpartiregeringen kunne ikke overleve.

Spoler vi frem til nutiden, er situationen en helt anden. Vi har godt nok igen en etpartiregering - denne gang socialdemokratisk - men Radikale Venstre, SF og Enhedslisten har vist sig som et langt mere medgørligt parlamentarisk grundlag end dét, vælgerne udstyrede Løkke med.

Derfor kunne statsminister Mette Frederiksen lade sig hylde i Aalborg Kultur- og Kongrescenter, da Socialdemokratiet havde trommet partimedlemmerne til kongres. Her fortalte hun partifællerne om regeringens mange resultater gennem coronakrisen og det nyligt fremlagte reformudspil "Danmark kan mere I". På gangene i kongrescenteret var socialdemokraterne ikke i tvivl: Det kører ufatteligt godt for Danmark med Mette Frederiksen som statsminister.

Det er der unægtelig en del borgerlige, som vil være uenige i, men Frederiksens etpartiregering har indtil nu haft et lettere liv end Løkke Rasmussens ditto. Og det er der to primære årsager til: støttepartiernes velvilje til at indgå kompromisser - og Frederiksens købmandskab.

Fra talerstolen i Aalborg takkede Mette Frederiksen også helt rituelt sine formandskolleger i rød blok:

- I mere end to år har Danmark haft et nyt politisk flertal. Tak. Til Sofie. Til Pia. Og til Mai. For et tæt og tillidsfuldt samarbejde og for jeres indsats for Danmark. Og ja, for jeres utålmodighed. Vi er ikke altid enige. Men skridt for skridt trækker vi Danmark i en mere retfærdig retning. Præcis som vi aftalte med hinanden i forståelsespapiret, sagde Mette Frederiksen.

For mens Løkke brugte meget energi på at tumle med især Anders Samuelsen og Liberal Alliance, har Mette Frederiksen formået at skabe et anderledes og mere tillidsfuldt forhold til sine støttepartier. Her er det accepteret, at der er uenigheder. Det er accepteret, at Radikale Venstre står ud for aftalen om at flytte uddannelsespladser fra storbyerne og ud i landet. Det er accepteret, at SF - på trods af at partiet gerne vil være et ansvarligt og regeringsdueligt parti - ikke vil stemme for et indgreb i sygeplejerskekonflikten. Det er accepteret, at Enhedslisten ikke deltager i aftalen om en grøn skattereform med en CO2-afgift.

Vel har alle tre støttepartier "røde linjer", hvor de ikke længere vil kunne støtte en socialdemokratisk regering, men Frederiksen og resten af regeringen dribler uden om dem ved at skaffe de nødvendige 90 mandater hos andre partier. Uden at det vel at mærke skaber alt for store skår i det grundlæggende samarbejde mellem partierne. Selv De Radikale ser ud til at have accepteret, at der er et stort flertal i Folketinget, som ønsker en udlændingepolitik, der ligger langt fra De Radikales drømme.

I modsætning til Anders Samuelsen, der med sine stålsatte øjne havde stirret sig blind på sænkelser af topskatten, lever Sofie Carsten Nielsen, Pia Olsen Dyhr og Mai Villadsen fint med, at de på nogle politikområder eller i nogle politiske aftaler står uden for, fordi de på deres vigtigste områder får gennemført en række mærkesager.

Og det er den anden årsag til, at Frederiksens etpartiregering ligner et mere langvarigt bekendtskab og bæredygtigt projekt end Løkkes Venstre-regering var: Mette Frederiksen sørger behændigt for, at regeringens udspil kun indeholder nogle få, men stærke socialdemokratiske symboler, og så er regeringen ellers parat til at diskutere alt andet. Det blev senest illustreret, da finansminister Nicolai Wammen skulle summere op, hvad han havde fået ud af de første indledende møder med Folketingets partier om regeringens reformudspil.

Mette Frederiksen sørger behændigt for, at regeringens udspil kun indeholder nogle få, men stærke socialdemokratiske symboler, og så er regeringen ellers parat til at diskutere alt andet.

Casper Dall, politisk redaktør

- Vi går til forhandlingerne med et åbent sind, lød finansministerens svar på samtlige spørgsmål om nogle af de andre partiers kæpheste.

Det åbne sind hos S betyder i kroner og øre, at de partier, der vil være med i aftalerne, kan disponere over frie midler, som flere socialdemokratiske udspil har indeholdt. Da justitsministeren fik lavet et nyt - endog meget - bredt politiforlig med både Nye Borgerlige og EL som medunderskrivere, endte der med at være flere hundrede millioner kroner at forhandle om til sidst, så de to partier, der sjældent ses på samme aftaletekst, kunne samles om politiet.

I det nyeste reformudspil "Danmark kan mere I" lægger regeringen op til, at aftalepartierne skal fordele hele 4,5 milliarder kroner. Markant mere end de 1,2 milliarder, finansministeren håber er nok til at få støttepartierne til at stemme for næste års finanslov. Det er dyrt, men det virker. Det skaber arbejdsro.

Det strategiske kneb har samtidig sat Pia Olsen Dyhr i en kattepine: For hvordan kan hun overbevise sit bagland om, at SF skal tilbage i regering? Partiet får jo utrolig mange af sine mærkesager gennemført som støtteparti. Det største symbol er minimumsnormeringerne i daginstitutionerne. Nu gør det ikke Mette Frederiksen noget, at Olsen Dyhr får sværere ved at overbevise sine egne om herlighederne ved at være regeringsparti. Frederiksen stortrives med, at regeringsarbejdet er væsentligt nemmere, når S kun skal blive enig med sig selv.

Men statsministerens gode relationer og købmandskab skal snart stå sin prøve. Inden længe ventes det, at beskæftigelsesministeren inviterer til forhandlinger om et nyt ydelsessystem, hvor kontanthjælpen tiltrækker sig stor opmærksomhed. Her risikerer regeringen at ramle ind i en af Enhedslistens blodrøde linjer. Samfundets svageste må ikke opleve forringelser - snarere tværtimod, mener EL. Det er bare svært at få til at gå op, når regeringen ikke vil beskyldes for at forgylde udlændinge.

Den debat kan føre til de første seriøse rystelser og spændinger mellem regeringen og støttepartierne. Men den slags udfordringer gik de ikke op i Aalborg. Den gode stemning skulle ikke ødelægges.

DA vil have kommunerne til at straffe ledige med træk i kontanthjælpen, hvis de ikke søger job.
Andelen af kontanthjælpsmodtagere, der ikke søger job, er højere i kommuner, der holder igen med sanktioner, viser analysen fra Dansk Arbejdsgiverforening. Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Kommuner straffer kontanthjælpsmodtagere helt forskelligt - se, hvordan din kommune gør

Mister vi jobbet, har vi ret til hjælp fra det offentlige - enten kontanthjælp eller gennem a-kassen. Men vi har også pligt til at søge og tage de job, der måtte være.

Reglerne er rimeligt firkantede, og hvis man forsømmer at overholde dem, skal man have en sanktion. Kommunernes praksis med at straffe kontanthjælpsmodtagere, der ikke opfylder deres pligter, er bare meget forskellig.

I Nyborg bliver hver fjerde kontanthjælpsmodtager sanktioneret - det er rekorden. Men en stribe kommuner bruger stort set ikke sanktionsvåbnet, og det forarger arbejdsgiverne. Alt tyder nemlig på, at sanktioner får de ledige til at søge flere job.

I nogle kommuner er der afregning ved kasse 1, hvis en kontanthjælpsmodtager ikke husker at søge job. I andre kommuner sker der ingenting. Arbejdsgiverne raser over den vidt forskellige praksis og peger på, at sanktionerne virker i de kommuner, der rent faktisk bruger dem.

Beskæftigelse: Loven er klar: Hvis en kontanthjælpsmodtager forsømmer at søge job, falder hammeren prompte i form af en kontant straf, der trækkes fra kontanthjælpen.

Der er bare stor forskel på, hvordan sanktionerne forvaltes af de enkelte kommuner. Det viser en analyse, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har udarbejdet med data fra statens Rådighedstilsyn, der indsamler data på beskæftigelsesområdet.

Kommunerne Nyborg, Mariagerfjord og Vejen er flittigst til at bruge sanktionsvåbnet, der straffer kontanthjælpsmodtagere, som - uden rimelig grund - afviser tilbud om arbejde, undlader at overholde aftaler om jobsøgningsaktiviteter eller glemmer at registrere aktiviteterne i en joblog på den offentlige jobportal, Jobnet.

I disse kommuner fik omkring hver fjerde ledige kontanthjælpsmodtager en sanktion i løbet af tredje kvartal sidste år. Til gengæld har en række andre kommuner givet meget få punktsanktioner, og mange har slet ikke givet punktsanktioner i det samme kvartal.

En punktsanktion koster mellem 600 og 2100 kroner for kontanthjælpsmodtageren, alt efter størrelsen på den ydelse, som personen modtager.

Sanktioner virker

DA’s analyse sammenholder også kommunernes brug af sanktioner med kontanthjælpsmodtagernes reelle jobsøgning. Her er konklusionen, at andelen af jobparate kontanthjælpsmodtagere, der ikke søger job, er højere i kommuner, der holder igen med sanktioner sammenlignet med kommuner, der er flittige med sanktionerne.

Som eksempel var der i Vejle Kommune 139 jobparate kontanthjælpsmodtagere, der ikke søgte et eneste job i juli 2020. Det svarer til 57 procent af kontanthjælpsmodtagerne. Mer det var kun seks personer, der fik en sanktion, svarende til under to procent af alle de jobparate kontanthjælpsmodtagere i kommunen.

- Der, hvor de er gode til at sanktionere, får de også folk til at søge job. Så sanktionerne virker. Det er ikke godt nok, at man som jobcenter og kommune stort set ikke bruger sanktioner, selv om man har mange ledige, der slet ikke søger job, siger Jacob Holbraad, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening.

Kommuner skal lære af hinanden

Han finder det overraskende, at der er så stor variation mellem kommunerne i, hvordan de bruger sanktionerne.

- Kommunerne burde være bedre til at lære af hinanden, og her spiller både Peter Hummelgaard (beskæftigelsesministeren, red.) og Kommunernes Landsforening en stor rolle, siger Jacob Holbraad.

Cheføkonom Morten Mandøe fra Kommunernes Landsforening (KL) peger på, at netop kontanthjælpsmodtagere er en broget skare med store forskelle på tværs af kommunerne. Samtidig er det ikke en eksakt videnskab, om man er jobparat, og derfor beror det på nogle vurderinger. Nogle kontanthjælpsmodtagere har været langt væk fra arbejdsmarkedet i mange år, og nogle har været misbrugere, haft psykiske problemer eller fysiske skavanker.

- Men der er også dem, der sagtens kunne være dagpengemodtagere, men bare ikke er blevet medlem af en a-kasse og derfor er på kontanthjælp, siger Morten Mandøe.

Han understreger, at jobparate ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og ellers skal de sanktioneres.

- KL bakker derfor også op om det Rådighedstilsyn (via staten, red.), som skal understøtte, at alle kommuner håndhæver rådighedsforpligtelsen. Selv om vi har fuld tillid til, at det bliver håndteret fint, så overvejer vi, om vi fra KL's side kan understøtte kommunerne bedre i forhold til den måde, de løser opgaven på, siger Morten Mandøe.

Suspenderet under corona

Han oplyser, at kontanthjælpsmodtageres pligt til at registrere jobsøgning var suspenderet i dele af foråret 2020 på grund af corona. Systemet kom først helt op at køre igen i løbet af efteråret, og det kan påvirke tallene fra statens Rådighedstilsyn.

DA fastholder dog, at tallene fra tredje kvartal 2020 kan bruges til at vise forskellen på kommunernes praksis, og at nogle kommuner tydeligvis bruger sanktionsredskabet langt mere end andre.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) understreger, at kommunerne er forpligtede til at sikre, at ledige borgere står til rådighed for arbejdsmarkedet.

- Det er naturligvis min forventning, at kommunerne sanktionerer kontanthjælpsmodtagere, som uden rimelig grund afviser tilbud om arbejde, skriver han i en kommentar til Avisen Danmark.

Fire korte om ledighed og sanktioner

  1. I juli 2021 var der ifølge Danmarks Statistik 11.200 jobparate kontanthjælpsmodtagere og 83.900 dagpengemodtagere i Danmark.
  2. Ledigheden er dermed faldet med 48.100 siden maj 2020. Den ligger dog fortsat 5800 over niveauet i februar 2020, umiddelbart inden coronakrisen.
  3. Ledige, der ikke er til rådighed for arbejdsmarkedet, skal efter reglerne have en økonomisk sanktion. Kommunerne håndterer sanktioner af kontanthjælpsmodtagere, mens a-kasserne håndterer sanktioner af dagpengemodtagere.
  4. Star, Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, er ansvarlig for et Rådighedstilsyn, der holder øje med, hvordan kommunerne bruger sanktioner over for kontanthjælpsmodtagere.

Indgår i trepartsdrøftelser

Ministeren mener, at kommunerne har gode muligheder for at sikre, at de ledige står til rådighed gennem sanktionsreglerne.

- Men det er en forudsætning for at bringe sanktionsreglerne i spil, at kommunerne vejleder borgerne godt, at de indgår aftaler om jobsøgningsaktivitet med borgerne og følger op på manglende deltagelse, skriver Peter Hummelgaard.

Regeringen sidder netop nu i trepartsdrøftelser med arbejdsmarkedets parter om mangel på arbejdskraft.

- Vi taler også om brugen af sanktioner og hvordan den kommunale indsats kan justeres, så der er fuldt fokus på at matche ledige med virksomheder, der mangler arbejdskraft, oplyser ministeren.

Der, hvor de er gode til at sanktionere, får de også folk til at søge job. Så sanktionerne virker. Det er ikke godt nok, at man som jobcenter og kommune stort set ikke bruger sanktioner, selv om man har mange ledige, der slet ikke søger job.

Jacob Holbraad, direktør i Dansk Arbejdsgiverforening
Den grønne omstilling kan blive dyr for de mange tyskere, hvis indkomst stadig er afhængig af brunkul. Tag med Emil Jørgensen til nabolandet mod syd op til forbundsdagsvalget.
Lars Kaczmareck fra Cottbus har engageret sig i den grønne omstilling af Tysklands beskidte kulindustri. Energiformen bidrager kraftigt til, at landet er den suverænt største CO2-udleder i Europa - men opretholder også mange job i en del af Tyskland, der ikke har anden industri. - Folk her er bange for at miste konceptet for deres egen fremtid. Og jeg er også selv bange, siger Lars. Foto: Emil Jørgensen

Fra brunt til grønt: I østtyske kulminer gruer de for kanslerkandidaternes klimaløfter

I dag står Tyskland for omkring en fjerdedel af Europas CO2-udledning. Anført af miljøpartiet Die Grünen, bevægelsen Fridays for Future og andre unge aktivister foregår der derfor en kamp for at revolutionere vores naboland mod syd. Og store ændringer er på vej.

Inden 2045 skal Tyskland være klimaneutralt, og senest i 2038 er de sidste kulkraftværker lukkede og slukkede. Sådan lyder regeringens nuværende planer, som blev vedtaget i maj. Men ikke alle mener, at det er godt nok.

- Hvis vi vil have en chance for at leve op til vores forpligtelser i Parisaftalen, er vi nødt til at udfase kullet i 2030, siger Robert Habeck, partiformand i Die Grünen.

Den slags planer vender op og ned på livet for titusindvis af tyskere i brunkulsindustrien. Emil Jørgensen ser på sagen.

Senest i 2038 slutter brunkullets æra i Tyskland. I Lauzits-regionen er det lig med et farvel til livet, som mange har kendt det i generationer. Regeringen lover, at indbyggerne kan ride med på den grønne bølge, men løfter om “blomstrende landskaber” har østtyskerne hørt før.

Tyskland: “Gud skabte Lausitz, men djævlen fyldte det med kul”.

Sådan lyder et gammelt mundheld i Tysklands østligste hjørne, hvor de beskidte ressourcer under jorden definerer tilværelsen over den. I jagten på brunkul er hele landsbyer blevet eksproprieret. Men samtidig er det også kullet, som har forsynet Tyskland med billig energi i næsten 150 år år - og opretholdt de sidste velbetalte arbejdspladser i regionen.

Nu er nye omvæltninger på vej. Europas suverænt største industrination og CO2-udleder skal være klimaneutral i år 2045. Inden da, i 2038, skal de sidste kulkraftværker dreje nøglen om.

Det er de store partier enige om. Men i det, der ligner et tysk klimavalg, fungerer mere grønt som stemmefangst. Annalena Baerbock fra miljøpartiet Die Grünen vil have de fossile brændstoffer udfaset allerede i år 2030. Og selv om hun efterhånden er reduceret til tilskuer i kanslerkampen, er hendes parti stadig en realistisk regeringspartner.

Det skaber bævrende knæ i Lausitz-regionen. Her bakser borgmestre, virksomheder og fagforeninger i forvejen med at overbevise en skeptisk lokalbefolkning om, at kulminerne og titusindvis af arbejdspladser kan omdannes til solceller, vindmølleparker og en ny sundhedssektorindustri - uden at det river tæppet væk under hele området.

- Vi har ikke andet valg end at tro på transformationen, siger 29-årige Lars Kaczmarecks, der arbejder med telekommunikation i kulvirksomheden Leags dybe miner.

- Men fortidens svigt gør det svært.

Regionen Lausitz er et historisk område, som ligger delt mellem delstaterne Brandenburg og Sachsen. En lille del af Lausitz befinder sig i Polen. Grafik: Wayne Southwell

“Blomstrende landskaber”

Avisen Danmark møder Lars en halv times kørsel syd for Cottbus, på en udsigtspost, hvorfra bjerge af jord kan ses, så langt øjet rækker. Det er brunkulsminer, og de ligner noget fra en verden, der var engang. Uendelige huller i overfladen og kæmpemæssige skorstene, der laver hvide skyer på størrelse med dem, der er på himlen.

- Jeg troede, at jeg skulle arbejde her i 50 år, siger Lars.

Folk her er jo bange for at miste konceptet for deres egen fremtid. Og jeg er selv bange, for jeg ved ikke, om vi kan transformere denne her region. Men jeg vil i hvert fald kæmpe for at gøre forsøget.

Lars Kaczmareck, arbejder i kulindustrien

Ligesom hans forældre havde gjort det før ham, startede han i kulindustrien, da han var 16. Det var i 2008, og han var sikker på, at lykken var gjort: Arbejdet i minerne er hårdt, men det kommer med kammeratskab, gode pensionsordninger og en løn, der er tre gange højere end andre job i området, forklarer han.

- Efter Berlinmurens fald havde unge mennesker som mig to valgmuligheder: Pak tingene og drag mod vest - til Berlin, Hamborg eller Danmark. Eller få et job i kulindustrien. Jeg har aldrig ønsket mig andet end sidstnævnte, men 90 procent af mine klassekammerater rejste.

Kansler Helmut Kohl lovede østtyskerne “blomstrende landskaber”, da man indførte valuta-, økonomi- og socialunionen i juli 1990. Men realiteten for lausitzerne - og mange andre fra det gamle DDR - blev en helt anden: masseudvandring, fabriksnedlæggelser og enorme sociale skel.

Helmut Kohl var kansler fra 1982 til 1988. Her ses han i 1990 i forbindelse med genforeningen, hvor han kom med de famøse løfter til østtyskerne. Foto: Reuters

Og genforeningen gjorde særligt ondt på brunkulsarbejderne fra det gamle Østtyskland. Da Berlinmuren faldt, var 140.000 mennesker beskæftiget i den østtyske minedrift. I dag er tallet omkring 13.500.

- Derfor er mange i Lausitz skeptiske, når regeringen lover energitransformation og guld og grønne skove til følge, siger Lars og kigger indtrængende på mig med sine blå øjne.

- Men jeg tror på det. Tyskland får brug for mere energi i fremtiden, og vi kan drive udviklingen. De må bare ikke forkorte deadlinen for udfasningen - for så forsvinder den sidste rest af tillid.

Her foregår den brunkulsudgravning, som agerer bagtapet for samtalen med Lars Kaczmareck. Foto: Emil Jørgensen

Fra brunt til grønt

På borgmesterkontoret i Spremberg - en by med 22.800 beboere i hjertet af Lausitz - lyder den samme opfordring.

- De kan ikke ændre planerne igen, siger borgmester Christine Herntier.

Uden for vinduet løber floden Spree igennem byen, men det er kulindustrien, der er den økonomiske kilde til tilværelsen her.

- Og det er altså også stadigvæk den tyske kulindustri, der står for 25 procent af Tysklands samlede energiforsyning, siger den 64-årige borgmester.

Tre korte om tyskerne, kulkraftværk og klimaet

  1. Omkring en fjerdedel af Europas CO2-udledning er fra Tyskland. I alt er der 20.000 ansatte i den tyske kulindustri i delstaterne Nordrhein-Westfalen, Sachsen, Sachsen-Anhalt og Brandenburg. Det tyske strømforbrug vurderes at sige med 9-10 procent frem til 2030.
  2. I april gav den tyske forbundsforfatningsdomstol en gruppe unge klimaaktivister medhold og fastslog, at regeringens klimalov var utilstrækkelig. Klimaplanerne blev derfor lavet om: Målet er nu at mindske CO2-udledningen med 65 procent i stedet for 55 procent i 2030. Og Tyskland skal være klimaneutralt i 2045 i stedet for 2050.
  3. 43 procent af den tyske befolkning svarer i en stor meningsmåling “ja” til, at klima og miljøbeskyttelse er det mest afgørende tema i valgkampen op til forbundsdagsvalget 26. september.

Alligevel er hun medunderskriver på Lausitz’ fossile udfasningsplaner. Faktisk er hun initiativtager, for hun ville sikre, at det bliver en transformation på regionale præmisser, snarere end nekrolog over områdets energiproduktion.

- I 2015 var vi 58 byer fra Lausitz-regionen, der slog os sammen i en alliance. Vi skrev et brev til Angela Merkel og inviterede os selv med i forhandlingerne, som både industrien, miljøaktivister og andre delstater med kulkraftværker deltog i.

Fire år senere lå planen klar: Med en kæmpestor milliardkompensation i ryggen skal Lausitz transformeres fra brunt til grønt, udvikle en regional sundheds- og medicinindustri og blomstre igen. Kompetencerne fra kulminerne skal overføres til solceller, vindmøller og hydrogenstationer, der kan lagre energien, og Spremberg skal være frontløber i en cirkulær økonomi.

- Men det vigtigste bliver sundhedssektoren. I Cottbus, som ligger 20 kilometer herfra, åbner et medicinstudium på universitetet, siger Christine Herntier, der tydeligvis har præsenteret denne tale for andre end mig.

- Dem fra mineindustrien, som ikke kan få job i hverken energi- eller sundhedssektoren, vil der blive brug for i byggebranchen,

Hun banker stavelserne i bordet med tre fingre, og hendes røst stiger en takt:

- Vi har mistet en generation af unge mennesker, og det her er vores mulighed for at få dem tilbage.

Christine Herntier er borgmester i Spremberg. Foto: Emil Jørgensen

AfD kaster grus i maskineriet

Christine Herntier ved bedre end de fleste, at det lyder som noget, folk i Lausitz har hørt før. Hun har selv levet igennem genforeningens brudte løfter; hendes egen datter har haft forladt området, og hendes tekstilvirksomhed fra DDR-tiden lukkede i 2012, hvilket kostede 120 mennesker jobbet.

Hun falder en smule sammen i stolen, klemmer læberne sammen og ryster på hovedet.

- Og det hjælper på ingen måde, at der findes et parti, som blæser til frygten for, at det går galt igen.

Hun taler om sin konkurrent til borgmesterpositionen: Michael Hanko fra Alternative für Deutschland, AfD.

Som det eneste større parti i Tyskland fornægter partiet, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Krydret med et enormt fokus på og italesættelse af “det tabte Østtyskland” har det gjort AfD til en stemmesluger i Lausitz - og en seriøs kandidat til borgmesterposten, som også er på stemmesedlen 26. september.

I et email-svar til Avisen Danmark forsikrer Michael Hanko, at han ikke har i sinde at bremse Lausitz’ transformationsplaner. For der ligger en demokratisk proces bag dem:

- Men en komplet transformation fra brunkul til grøn energi lyder ikke smart. Hvis mange hektar skov skal ryddes til vindmøller, er det ikke bedre end at grave jorden op til kulminer, skriver han og sår tvivl om grundsøjlen i transformationsplanen.

- At et stort medicincenter skal erstatte jobbene fra kulindustrien er også en stor fejlslutning. Ingen industriarbejdere kommer til at finde arbejde der, lyder det.

Kun i en håndfuld europæiske lande som Polen, Tjekkiet og Luxembourg har hver enkelt borger i snit en større CO2-udledning end tyskerne. Foto: Emil Jørgensen

- Jeg er også bange

Tilbage hos minearbejderen Lars Kaczmareck bliver der rystet på hovedet. Mange af hans venner og kollegaer falder for Michael Hankos skræmmebilleder, forklarer han, fordi AfD giver dem en mulighed for at komme af med vrede og frustration.

- AfD kommer med nogle virkelig lette svar på nogle meget komplicerede spørgsmål. Og partiet har en god base her på grund af alt det, der er sket i fortiden.

En ensom gul lastbil kører igennem det åbne kulminelandskab, mens Lars højlydt suger luft ned i lungerne gennem sine næsebor.

- Folk her er jo bange for at miste konceptet for deres egen fremtid. Og jeg er selv bange, for jeg ved ikke, om vi kan transformere denne her region. Men jeg vil i hvert fald kæmpe for at gøre forsøget.

Lars Kaczmareck, 29 år, arbejder med telekommunikation i Leags kulminer uden for Cottbus. - Der er en kanslerkandidat, som jeg stoler mere på, end de to andre. Det er Olaf Scholz - han virker ærlig og realistisk. Foto: Emil Jørgensen

Generalsekretær for Europas elsektor: - Vi har allerede nået tophastigheden for omstillingen

Danske Kristian Ruby er generalsekretær i Eurelectric, der analyserer den grønne omstilling af elsektoren i Europa - og repræsenterer tæt på en million ansatte i 3500 elselskaber. Vi satte ham stævne til en snak om de tyske transformationsplaner.

Hvor realistisk er det, at Tyskland har lukket alle kulkraftværker i 2038 og er CO2-fri i 2045?

- Det kan godt lade sig gøre, men jeg tror til gengæld, at man i de politiske diskussioner om nye deadlines undervurderer størrelsen af det industrielle og sociale projekt, vi har gang i.

Men Tyskland lever med de nuværende klimaambitioner dårligt nok op til Parisaftalen. Er det derfor ikke nødvendigt at skrue ambitionsniveauet op?

- Jo, og derfor skal vi også have diskussionen. Men jeg tror, at vi på nogle områder er ved at nå grænsen for, hvor meget vi kan presse tempoet i den grønne omstilling. Jeg er fuldstændig entydig fortaler for omstillingen, men hvis man mener det alvorligt, er man nødt til at gennemtænke de sociale implikationer. I mange regioner er det en stor ting at fjerne kulkraftværkerne. Virksomhedsstrukturerne er sammenvævet med den kommunale struktur, så hvis man lukker den slags - uden at der kommer noget nyt i stedet - kommer man også til at lukke biblioteker og svømmehaller.

Siger du ikke bare det, fordi du repræsenterer alle elselskaberne?

- Jeg siger det, fordi omstillingen er det vigtigste projekt i vores generation. Vi har ikke råd til, at det fejler. Jeg ved godt, at det er sjovere at skrive på Twitter, at man er mere ambitiøs end de andre, men det skal også kunne lade sig gøre i praksis. Hvis man rykker udfasningsdeadlinen for eksempel otte år frem, er man nødt til at koble det med tilsvarende ambitiøse tiltag for at sikre opsætning af ny vedvarende kapacitet og håndtering af de sociale aspekter. For ellers ender det i power cuts og radikalisering i de området, hvor højreekstremismen allerede lurer.

Partiformand i Die Grünen: - Vi er nødt til at være ærlige

Avisen Danmark fik mulighed for at stille et par spørgsmål til partiformanden fra Die Grünen, den dansktalende Robert Habeck, da han holdt vælgermøde i Bayreuth torsdag aften.

Hvad vil du sige til de minearbejdere, som er bekymrede for deres fremtid?

- Hvis vi vil have en chance for at leve op til vores klimaforpligtelser i Parisaftalen, så er vi nødt til at udfase kullet omkring år 2030. Det er logisk. Spørgsmålet er nærmere, hvorfor SPD og CDU vil reducere Tysklands CO2-udledning på en måde, hvor vi ikke lever op til vores forpligtelser.

Men hvad er det klare svar til minearbejderne?

- Vi er nødt til at gøre det, og vi er nødt til at være ærlige. Jeg ved godt, at det er et hårdt svar, men der er masser af penge i systemet, og vi står klar til at hjælpe dem. 40 milliarder euro er øremærket til ny infrastruktur og en social affjedring til dem i de berørte områder, så de får en chance. Det bliver nemmere for dem, end det gør for dem, der eksempelvis arbejder i bilindustrien.

Spørgsmål og input fra Avisen Danmarks bagland

Til JV Direkte i Aabenraa 18. august var der flere læsere, som efterspurgte, at Emil Jørgensen skrev om klimadagsordenen, energitransformation og forholdet mellem øst- og vesttyskerne.

Det er blandt andet derfor, at denne artikel blevet til. Hvis du ønsker at bidrage med spørgsmål eller idéer, kan du skrive direkte til Emil via formularen på hjemmesiden "spoerg.avisendanmark.dk".

På et punkt er det slet ikke morsomt at stå i spidsen for et livsværk med tusindvis af ansatte: Vi taler om det svære generationsskifte.
Kjeld Kirk Kristiansen skændtes med sin far om driften af Lego, selv om det gik fantastisk i starten af 1980'erne. Det er kommet frem i en ny bog om Lego-historien. Arkivfoto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Erhvervsredaktøren om 'Et liv med Lego': Smerten ved at arve verdens største legetøjsfabrik

I denne uge fik vi et indblik i, hvor svært generationsskiftet kan være - selv når det går godt.

Lego-familien har for første gang medvirket i en bog, "Et liv med Lego", der folder historien ud om virksomheden, der begyndte som et lille værksted i Billund og udviklede sig til verdens suverænt største legetøjsproducent.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen har læst bogen.

Normalt har vi ikke ondt af Danmarks store industrifamilier, der sidder på kæmpeformuer og kan leve det søde liv med herregårde, sportsvogne og privatfly.

Men på et punkt er det slet ikke morsomt at stå i spidsen for et livsværk med tusindvis af ansatte: Vi taler om det svære generationsskifte.

Penge er roden til alt ondt, som man siger, og det frygter netop disse stenrige indehavere af landets familieejede virksomheder. Hvis man fejler med at sende stafetten videre til næste generation, sættes hele det følsomme familiesammenhold på højkant. Det samme gør slægtens formue og renommé, som også spiller en rolle.

I denne uge fik vi et indblik i, hvor svært generationsskiftet kan være - selv når det går godt. Lego-familien har for første gang medvirket i en bog, "Et liv med Lego", der folder historien ud om virksomheden, der begyndte som et lille værksted i Billund og udviklede sig til verdens suverænt største legetøjsproducent.

Forfatteren, Jens Andersen, får tredje generation, den mangeårige Lego-topchef Kjeld Kirk Kristiansen, til at tale åbent om et belastet forhold til sin far, der ikke kunne slippe tøjlerne. En helt klassiske problemstilling, som tusindvis af små og store familievirksomheder vil genkende.

Lego-eksemplet er bare specielt, fordi Kjeld, som han blot kaldes i Billund, var en åbenlys succes, da han blev administrerende direktør i familievirksomheden tilbage i 1979. I løbet af de næste fem år tredoblede han omsætningen i Lego-koncernen, imens hans far, Godtfred Kirk Christiansen, fulgte med fra en post som bestyrelsesformand.

Godtfred var ikke tryg ved den hurtige vækst og fik skrevet ind i referatet fra en generalforsamling, at de unge ledere i Lego skulle passe på, ”at de ikke bliver høwrøwede af den succes”. I en tid, hvor Kjeld blev sammenlignet med store erhvervsledere som Mærsk Mc-Kinney Møller og Mads Øvlisen, skulle han stå skoleret for sin far og forsvare sine beslutninger.

Hver uge skulle Kjeld møde op hos sin far i dennes jagthytte mellem Billund og Grindsted for at tale om virksomhedens drift, selv om Kjeld hellere ville have ro til at udvikle Legos fremtid.

Hver uge skulle Kjeld også møde op hos sin far i dennes jagthytte mellem Billund og Grindsted for at tale om virksomhedens drift, selv om Kjeld hellere ville have ro til at udvikle Legos fremtid.

- Det betød desværre, at vi ikke sås så meget privat, for vi kom altid op at skændes, og det var selvfølgelig noget, som både påvirkede Camilla (Kjelds kone, red.) og min mor, ligesom børnene ikke kunne undgå at lægge mærke til det, fortæller Kjeld Kirk Kristiansen i bogen.

Så hvad har Kjeld lært, når stafetten gives videre til generationen efter ham - fjerde generation? Det er i hvert fald tydeligt, at Lego lige nu er på vej igennem et veltilrettelagt generationsskifte, der løber over mange år.

Familien er for længst ude af den daglige drift, men holder øje med Lego igennem bestyrelsesarbejde. Kjelds søn, Thomas Kirk Kristiansen, er udpeget til at være den mest aktive ejer i sin generation, der også tæller to søstre. I 2023 skal han overtage den tunge formandspost i Lego-familiens pengetank, Kirkbi, der ejer 75 procent af Lego og sidder på en formue på 105 milliarder kroner.

Det passer med, at Kjeld til den tid er fyldt 75 år, og dermed har han formelt ikke længere en rolle i Lego. Altså formelt. For kan han lade være med at gå i vejen, som hans egen far gjorde tilbage i 1980’erne?

- Jeg vil ikke blande mig, men jeg vil gerne høre noget, og jeg vil gerne, at Thomas kommer og fortæller, hvordan det går, måske endda spørger mig til råds, siger han i et interview til Politiken i anledning af bogudgivelsen.

Men Kjeld har også tænkt længere ud i fremtiden. Mennesker er kun mennesker, og skulle Lego-familien i fremtiden komme op at toppes om Lego-arven, så aktiveres en lille fond, der hedder ”Kjelds Fond”.

Her sidder tre ”uhildede” personer i bestyrelsen, og de kan kort og godt beslutte, hvem der har ret, hvis der opstår splid i familien om Lego-idéen og det værdigrundlag, som virksomheden bygger på.

Sådan skal den skæres.

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg