Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

German Finance Minister, Vice-Chancellor and the Social Democratic Party's (SPD) main candidate Olaf Scholz speaks during an election campaign event in Leipzig, Germany September 5, 2021. Jens Schlueter/Pool via REUTERS

Kapløb om at ligne Angela Merkel mest

Det tyske valg står stadigt helt åbent, men socialdemokraterne i SPD vejrer morgenluft, jo mere deres spidskandidat lyder som: Angela Merkel.

Når de tre tyske kanslerkandidater igen tørner sammen i en tv-debat søndag aften, vil det blive fulgt med en spænding, vi normalt aldrig oplever forud for tyske valg.

Det står helt åbent, hvordan valget til forbundsdagen den 26. september vil ende, men én ting er der bred enighed om: Vinderen vil formentlig være den, der bedst efterligner kanslerdronningen gennem 16 år, den succesfulde konservative Angela Merkel.

Selv ved sin afgang er hun populær, og særligt socialdemokraten Olaf Scholz gør sig umage for at fremstå seriøs - eller ligefrem kedelig - som den siddende kansler. Strategien tegner lovende, for Olaf Scholz er i de seneste målinger den kandidat, som tyskerne foretrækker som kansler.

Men det betyder ikke nødvendigvis, at socialdemokraterne i SPD får flest stemmer, som er det afgørende for en valgsejr.

På Avisen Danmark har vi sendt vores journalist, Emil Jørgensen, til Tyskland, så han over de kommende tre uger kan gå helt tæt på de tyske vælgere og politikere. På den måde skal han hjælpe os med at forstå, hvad der driver tyskerne forud for Europas nok vigtigste valg.

I dag får du hans historie om Tysklands lykkeligste folk, sydslesvigerne. Historien om kandidaterne, der efterligner Merkel, kan du i øvrigt høre mere om i podcasten Ring hjem Emil, hvor Emil Jørgensen holder redaktionsmøde med sin chefredaktør, Peter Rasmussen.

Billede af Jens Bertelsen
Billede af skribentens underskrift Jens Bertelsen Erhvervsredaktør
Sjældent har en valgkamp i vores sydlige naboland været så spændende.
Maylis Rossberg på stranden i Egernførde, hvor hun fører valgkamp for både sig selv og Stefan Seidler. Hun har nok at grine af. Hendes parti, Sydslesvigsk Vælgerforening, er på vej ind i det tyske parlament for første gang i 68 år. Menneskene i hendes landsdel, Slevig-Holsten, er for ottende år i streg blevet målt som Tysklands lykkeligste. Og hun er på Avisen Danmarks opfordring i gang med at bryde med det tyske mantra "Ordnung muss sein". Foto: Emil Jørgensen

Tysklands lykkelige vikinger har sejlene sat mod Forbundsdagen

Den tyske valgkamp har efterhånden ramt den del af autobahn, hvor der ikke er nogen hastighedsbegrænsning. Kanslerkandidaterne Scholz, Baerbock og Laschet skiftes til at jokke i sauerkrauten, og ingen ved, hvor det ender. Sådan plejer det altså ikke at være i Tyskland. 
Og alt er heller ikke, som det plejer at være hos vores naboer i Slesvig-Holsten. For første gang i 68 år stiller det danske mindretalsparti SSW med kandidater til Forbundsdagen, og de lover "politik efter skandinavisk forbillede". 
Vores udsendte mand i Tyskland, Emil Jørgensen, satte sig for at lave en slags portræt af sydslesvigerne og partiets 21-årige kometpolitiker, Maylis Rossberg. De tilbragte to dage sammen, hvilket resulterede i, at Maylis blev presset ud i regelbrud.  Hvordan det gik til, kan du læse her.

Danske drukkenbolte og tyske regelryttere? For første gang siden 1953 er det danske mindretalsparti Sydslesvigs Vælgerforening på vej ind i det tyske parlament, og det har umiddelbart ikke meget med stereotyperne at gøre. Alligevel var fordommene i centrum, da partiets spidskandidat Maylis Rossberg tilbragte to lange dage med reporter Emil Jørgensen.

Tyskland: Det her er en seriøs politisk artikel om det tyske valg – og om en historisk situation i Slesvig-Holsten.

Læser du hele opslaget, får du svar på, hvorfor sydslesvigerne gang på gang måles som Tysklands lykkeligste folk. Hvordan det føles både at være tysker og dansker. Samt hvad det vil sige at kæmpe for skandinavisk politik i vores store naboland mod syd.

Men historien starter med en undskyldning til Maylis Rossberg, den 21-årige spidskandidat fra Sydslesvigs Vælgerforening (SSW).

Midt i en hektisk valgkamp - som gør, at hun i øjeblikket lever af pasta med pesto, sover alt for lidt og forsømmer eksamenerne i statskundskab på Kiel Universitet - render hun retningsløst rundt på stranden i Egernförde.

Solen bager, sandet er stampet fladt af rynkede pensionister, som ligger i en art flettede sofakurver, og Maylis er på udkig efter ballade. Hun overvejer at hænge valgplakater op i lygtepæle, hvor hun er usikker på, om det er lovligt, men er bange for, at SSW får regningen. Hun pønser på at snige sig ind i en strandsofakurv, hun ikke har betalt for, men frygter, at nogen vil genkende hende.

Legen er simpel og stressfremkaldende: Maylis skal bryde en regel, gøre noget, hun ikke må. Og det er min skyld.

Maylis Rossberg ender med at gå op og ned ad strandpromenaden i Egernførde tre gange, før hun beslutter sig for, at det ikke duer at lave ballade i sin egen valgkreds. Foto: Emil Jørgensen

Dagen forinden, i onsdags, sad vi i en baghave fyldt med fuglefløjt i Rendsborg og diskuterede stereotyper.

Tyskerne er autoritetstro og kedelige. Det er den fordom, som mange danskere har, sagde jeg.

Maylis svarede prompte igen.

- Danskerne drikker hele tiden og tager alting meget, meget afslappet: “Det finder vi ud af", siger I altid.

Takket været Kasper Hjulmand og co. havde jeg på daværende tidspunkt selv milde tømmermænd, for 5-0 over Israel var svær bare at gå hjem og sove på.

Vi indgik en pagt: Fordomme skulle brydes, så danskeren skulle lade flasken stå, og tyskeren skulle bryde en regel.

Nordtysk lykke. De knap tre millioner mennesker, som bor i Slesvig-Holsten, bliver gang på gang målt som det lykkeligste folk i Europa. Hvorvidt de to personer i den flettede sofakurv på stranden er lykkelige, vides ikke, men det er svært at forestille sig andet, end at de er det. Foto: Emil Jørgensen

Alt det danske hitter

Maylis Rossberg er faktisk ikke tysker. Hun er heller ikke dansker. Hun er dansk-tysker. Sproget er fuldstændigt flydende, og hun kan så meget med ord, at hun har fået lov til at fremføre poesi for vores alle sammens Dronning Margrethe.

Men accent har hun. De bløde d’er volder problemer, og trykket på stavelserne er anderledes end i Danmark. For eksempel siger hun “fa-mi-lie”, som jeg siger “ka-mille-te”.

Digtet “Jeg kommer fra” af Maylis Rossberg

Jeg kommer fra et land,

Som aldrig har været mit praktiske hjem,

Men hvor jeg alligevel,

Hver eneste dag tager hen.

Fordi jeg elsker det.

Fordi mit hjerte slår i samme takt,

med jer og os og dem.

Fordi jeg selv altid har sagt,

At mit hjerte vælger, hvor jeg hører hjem’.

Og at det ikke kommer an på

slægt eller blod,

men på følelser og tryghed derimod.

Og så spørger du mig,

”Hvor jeg og min accent og de mange historier kommer fra?”

Og jeg svarer:

Der, hvor sort og hvid bliver til grå

der, hvor guldhornene lå

der, hvor sprogene blandes

Og kulturerne også.

Hvor grænser er åbne,

Og ingen slås.

Hendes æ, ø og å er ikke kommet ind med modermælken. Men efter en barndom og ungdom i dansksprogede skoler i Sild, Flensborg og Aabenraa, er det Maylis, der oversætter danske avisartikler for sine forældre og laver risalamande til sin familie til jul. Og hun er langtfra det eneste unge menneske i Slesvig-Holsten, som prioriterer danskheden.

- I gamle dage havde de danske skoler ry for at være der, hvor de fattige gik. I dag er det blevet elitens projekt, siger Peter Gram Mårtensson, som er Nordtysklands-redaktør på Jydske Vestkysten.

Der findes en 488,3 millioner-god forklaring på udviklingen, og det er bevillingen til danske kulturelle anliggender i Sydslesvig fra Danmarks Finanslov i 2021. En stor del af pengene går til de danske skoler, der kan lokke tyske forældre og deres børn med flottere bygninger, mere moderne pædagogik, digitalisering og et ekstra fremmedsprog.

Peter Gram Mårtensson forlod selv Flensborg for 20 år siden, men flyttede tilbage sidste år - og kunne næsten ikke kende byen.

- Den er gået fra at være en tysk by med et dansk mindretal til at være noget, der minder om en dansk by. I min opgang bor der otte dansktalende familier og tre tyske. Og lige med undtagelse af vildsvinehegn og udlændingestramninger, så hitter alt det danske, siger han.

I denne reportage besøger vores mand i Tyskland, Emil Jørgensen, Egernførde, Rendsborg og Kiel. Du kan følge hele hans rejse her i avisen eller via podcasten "Ring hjem, Emil". Illustration: Wayne Southwell

Fattige, men glade

Ifølge en undersøgelse fra universitetet i Hamborg føler 250.000 sydslesvigere sig som skandinaver, selvom det danske mindretal kun består af omtrent 50.000 mennesker.

Og det er åbenbart lykken at bo i Slesvig-Holsten. Otte år i streg har indbyggerne i Tysklands nordligste delstat indtaget positionen som de mest tilfredse blandt alle tyskere til trods for, at de også er blandt de fattigste målt på BNP per indbygger.

Nogle mener ligefrem, at lykken er noget genetisk, som stammer fra de danske rødder, men den køber Jørgen Kühl ikke. Han er født i Rendsborg, rektor for det danske gymnasium A.P. Møller og ridder af Dannebrog.

- DNA-forklaringen er alt for firkantet, for efter Anden Verdenskrig kom her en million tyske flygtninge og ændrede befolkningssammensætningen. Jeg tror mere på, at det er landskabet. Havet og naturen, at her er vindmøller snarere end tung industri. At her er plads, siger han.

Åbne horisonter, skov og marker. Kører man rundt i Slesvig-Holsten får man hurtigt øje på den flotte natur, og det er måske i virkeligheden det, der er hemmeligheden bag, at Tysklands lykkeligste folk bor her. Foto: Emil Jørgensen

Og netop pladsen gør, at sydslesvigerne også kan praktisere en mentalitet, som ifølge Jørgen Kühl er særlig for denne del af Tyskland.

- Den slesvig-holstenske ministerpræsident Daniel Günther har halvt i spøg sagt, at corona har lært os at holde halvanden meter afstand - men heroppe har vi det jo faktisk fint med fire meters afstand. Sydslesvigere er sjældent overstadigt snakkende.

Spørgsmål og idéer fra Avisen Danmarks bagland

Thomas Wegner Friis skrev den 10. august 2021: “SSW skal man naturligvis snakke med, og umiddelbart ville jeg nok synes, at det kunne være spændende at snakke med den unge kandidat Maylis Rossberg.”

Det er blandt andet på baggrund af Thomas’ input, at denne artikel er blevet til. Hvis du ønsker at bidrage med spørgsmål eller idéer, kan du skrive direkte til Emil Jørgensen på “spoerg.avisendanmark.dk".

Vikingerne kommer

SSW vil ikke holde afstand. De vil på togt, som det sydslesvigske parti portrætterer i partiets seneste kampagnevideo.

Scenen er en vikingelandsby. Hytter med stråtag, krigere med skjolde og sværd, en mand der blæser til samling i et horn. En høvding træder frem og taler om ”forbundsmyndighedernes tilskud til sygehusbehandling” og om, at ”Slesvig-Holsten har den laveste gennemsnitsløn blandt alle delstater i Vesttyskland”.

Bedst som man tror, at det ikke kan blive mere mærkeligt, kommer en mand i habitjakke, hvid skjorte og briller ind i billedet. Han ligner lidt en revisor, men er i virkeligheden Stefan Seidler, SSW’s øverste spidskandidat til Forbundsdagen.

- Vi fra SSW er helt enige, råber han i videoen.

- Og vi sejler til Berlin for jer – i fællesskab på Mission Bundestag!

Politik efter skandinavisk forbillede - en valgplakat i Kiel: Sydslesvigsk Vælgerforening har givet vikingeretoriken fuld smæk i valgkampen. Kandidaterne har blandt andet sejlet i vikingebåd, og så har de lavet en reklamevideo, hvor de engagerer vikinger til togt mod Berlin. Foto: Emil Jørgensen

For første gang, siden Hermann Clausen fra Slesvig By sad i det tyske parlament fra 1949 til 1953, forsøger det danske mindretalsparti at blive valgt ind ved det nationale valg.

Ved forbundsdagsvalget i 2017 krævede det omkring 58.000 stemmer. Ved delstatsvalget samme år fik SSW imidlertid kun knap 49.000 stemmer, så de får brug for hver en dansk stemme - og formentlig flere til.

Og selvom Sydslesvigsk Vælgerforening er eneste danske mindretalsparti, er de faktisk ikke de eneste dansk-tyske kandidater. Katrine Hoop stiller op for venstrefløjspartiet Die Linke, og Robert Habeck er formand for Die Grünen.

Maylis Rossberg er nummer to på kandidatlisten for SSW, og for en måneds tid siden skød hun valgkampen i gang ved at ro en vikingebåd til vikingelandsbyen Hedeby syd for Slesvig. Hun drømmer om at gøre en forskel i klimakampen, inspirere andre unge kvinder til at stille op til politiske embeder samt sikre bedre forhold for mindretal.

Regelbrud med saksen

Lige nu ønsker hun sig nok allermest, at jeg vil holde kæft med mine dårlige idéer. Fortryllet af vikingevideoerne er jeg overbevist om, at det vil være win-win-win at give Maylis hjelm med horn på, kapre vikingebåden og sejle ud på photo shoot.

- Vi har aftalt i partiet, at vi holder en pause med alt det vikinge-noget, forsøger hun diplomatisk, hvilket kun tænder mit bål.

Så bryder du jo også en regel!

Med solsikkemarker og vindmøller på den ene side af vejen og grønne skove på den anden kører vi i adskillige minutter med anstrengte smil og en udefinerbar stemning i bilen. Til sidst mister Maylis tålmodigheden.

- Jeg er midt i en valgkamp, det går jo ikke. Vi kan altså ikke bare køre rundt sådan her på må og få længere, hvad er planen?

Hun griner afvæbnende, men de lynende øjne taler deres tydelige sprog: Nu er det nok.

- Jeg har tænkt og tænkt over regler at bryde, men jeg kan ikke komme på nogen. “Vi finder ud af det” duer ikke længere, siger hun.

Sidst på eftermiddagen er Maylis Rossberg så småt begyndt at miste tålmodigheden med den danske journalist, der følger hende på anden dag. Her måtte hun stoppe midt på landevejen, så Emil Jørgensen kunne få "det perfekte billede." Foto: Emil Jørgensen

GPS’en bliver sat mod Maylis’ hjem i Kiel, og smagen af bekræftede fordomme stikker i ganen. Selv drømmer jeg allerede om den dugvåde kellerbier, som jeg senere vil købe.

Men den 21-årige kandidat vil alligevel ikke have den hængende på sig. Da bilen er parkeret, finder hun sin saks frem og kigger langt til både højre og venstre. Så lister hun sig ind i et kommunalt bed med røde blomster og sætter sig på hug.

Er det overhovedet ulovligt? spørger jeg.

Hun kigger strengt på mig.

- Det er Tyskland det her.

Artiklen startede med en undskyldning til Maylis Rossberg, og den slutter med en opfordring til læserne: I må ikke sladre til nogen om, at SSW-kandidaten stjal blomster fra et offentligt bed i Kiel. Foto: Emil Jørgensen

Interview med Stefan Seidler: Hvad er "politik efter skandinavisk forbillede"?

Det er Stefan Seidler, som kommer i Forbundsdagen, hvis Sydslesvigs Vælgerforening vinder et mandat. Derfor har Avisen Danmark bedt ham om at forklare visionerne, idéerne og nødvendigheden af et dansk mindretalsparti i det tyske parlament.

1. Hvad er behovet for et dansk mindretalsparti i Forbundsdagen?

- Behovet er stort. Mindretallet er sjældent på dagsordenen i de andre partier, som repræsenterer vores landsdel. Vi bliver simpelthen glemt. Et konkret eksempel er, at forbundsregeringen sidste år blev enige om digital pagt, hvor de ville digitalisere alle skoler. De glemte bare lige danske skoler. Og hele Slesvig-Holsten halter efter. I forhold til investeringer i infrastruktur, forskning og uddannelse, så bliver vi i Nordtyskland forbigået. Bayern har 325 godkendte trafikinitiativer, mens vi har 22 her.

2. Hvordan hænger det så sammen med, at sydslesvigerne er de lykkeligste i Tyskland?

- Ja, det er jo lidt selvmodsigende. Men hvis vi vil opretholde den lykkefølelse, den tilfredshed, vi har, så har vi brug for at sætte barren højere. Det er også et godt eksempel på, at lykke ikke nødvendigs måles ud fra, hvor godt udstyret landsdelen er. Vi bor i et naturskønt område, hvor der er plads til, at folk kan slappe af. Men jeg kan også bare se, at vi er gået i stå, og hvis vi skal skabe en fremtid for vores unger, så bliver vi nødt til at udvikle os.

3. Hvad vil det sige at føre politik efter skandinavisk forbillede?

- Jeg kan give tre konkrete eksempler. 1) Digitalisering. Tyskland er lysår efter Danmark, og i stedet for at opfinde den dybe tallerken, bør vi lade os inspirere af danskerne. 2) Det samme med planloven og forvaltningsloven. I Tyskland er det en kæmpe jungle, man skal igennem, hvis man vil lave en ny vej, bygning eller skole. Lad os kopiere dansk praksis. 3) Den danske velfærdsstat er også bygget på nogle modeller, som vi gerne ser adopteret i Tyskland.

4. Hvilken dansk politik ønsker du ikke kopieret i Tyskland?

- Hvis der er noget, som ikke er til inspiration lige i øjeblikket, så er det den danske udlændinge- og flygtningepolitik. Det som den danske regering drøfter med hjemsendelser af både syriske og afghanske flygtninge, det duer ikke.

5. Internt i SSW er der splittelse omkring, hvorvidt I bør stille op til Forbundsdagen. Hvilke nationale dagsordner er I overhovedet enige om?

- Det er lidt et spørgsmål om hønen og ægget. Beslutningen om at stille op kom, før vi havde et program og en spidskandidat. Nu her efter vi har vedtaget et program, så mærker jeg en hel klar opbakning omkring projektet.

6. Hvem af de tre kanslerkandidater vil I helst lege med?

- Vores parti er bredt. Selvom de fleste af vores vælgere er centrum eller lidt venstre, så får vi også borgerlige stemmer. Og jeg har sagt flere gange, at vi ikke er for fine til at arbejde sammen med nogen demokratiske partier.

7. Det vil sige alle andre end Alternative für Deutschland?

- Ja.

Har du styr på Power-to-X? Ellers skal du følge med her, for vi taler om teknologi, der løser et vigtigt problem i den grønne omstilling.
Det kyndige øje ser måske mere, men for os andre ser anlægget ikke ligefrem futuristisk eller revolutionerende ud. Men det er det. Foto: Emilie Aagaard

Ny teknologi kan 'trylle' vind og vand om til grønt brændstof: Kan blive Danmarks næste store eksport-eventyr

Lidt udenfor Hobro står et anlæg, som skriver sig ind i historien om den grønne omstilling af Danmark. Det er nemlig Danmarks første Power-to-X (PtX) anlæg, som laver overskydende grøn strøm og vand om til brint. Modsat den grønne strøm kan brint nemlig lagres, så der er grøn brændstof de dage, hvor hverken solen eller vinden leverer særlig meget grøn strøm. Anlæg som dette - men i langt større dimensioner - er planlagt over hele landet, fra Esbjerg til København. Men for at de skal blive konkurrencedygtige, skal der enten ske noget markant med forskningen på området, eller politikerne skal lave støtteordninger. Det påpeger Jakob Kibsgaard, der forsker i teknologien på DTU. Hør mere om PtX i podcasten Adapter, som du kan finde på Avisendanmark.dk eller der, hvor du plejer at finde dine podcasts.

I Hobro ligger Danmarks første Power-to-X anlæg. Et anlæg, som laver god, gedigen brændstof ud af vind og vand. Idéen bag anlægget er så god, at der nu er planer om at bygge anlæg, der er langt større, flere steder i landet. Er det et dansk eksporteventyr in spe, eller er det varm luft?

Vil du høre, hvordan man planlægger at fikse store dele af klimakrisen med power-to-X? Klik her!

 

Brint: Da min kollega, Janus Fabricius, og jeg kører ind på parkeringspladsen foran det ”revolutionerende” anlæg, vi i dag skal besøge, bliver vi ikke ligefrem slået bagover.

- Hvis jeg ikke vidste bedre, ville jeg tro, det var en stor transformator-station, siger Janus Fabricius grinende.

Jeg må give ham ret, futuristisk ser det ikke ligefrem ud.

Bag det høje hegn er der to containere, en lille bygning og en holdeplads for lastbiler. Mellem de forskellige elementer løber massevis af rør. Det kyndige blik vil sikkert se langt mere, men for os ser det ikke revolutionerende ud.

Men skinnet bedrager. Det her sted skriver sig ind i historien om den grønne omstilling i Danmark. Det er nemlig landets første Power to X, eller PtX, anlæg.

Jeg er spændt på, hvor langt vi når inden 2030. Udviklingen skal gå hurtigt, hvis vi skal have store, konkurrencedygtige anlæg til den tid.

Jakob Kibsgaard, DTU

Ifølge planen er det netop anlæg som dette, der skal bygges i blandt andet Fredericia, København og Esbjerg de kommende år for at sikre, at vi både kan skære 70 procent af vores CO2-udledning fra inden 2030, samtidig med at vi har masser af strøm i stikkontakterne, lige når vi har brug for det – og måske kan flyve på et grønt fly til New York lige om lidt.

Og så tales der i øvrigt om, at PtX kan blive et dansk eksporteventyr i samme klasse som vindmøller. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Så det er det vel også?

Vinden blæser ikke altid, når du sætter vasketøj over

Vinden er på arbejde, da Søren Bjerregaard, direktør for Hydrogen Valley, viser os rundt på anlægget. Hydrogen Valley er en organisation, hvis erklærede mål er at gøre PtX til en del af løsningen på den grønne omstilling af Danmark – og især af Nordjylland.

Jeg kan se, at Janus Fabricius, der forsøger at optage lyd til Avisen Danmarks tech-podcast, Adapter, kæmper for at den kraftige vind ikke suser i mikrofonerne.

Søren Bjerregaard er anderledes optimistisk over vejret.

- Sådan et vejr her, det er helt perfekt for anlægget, siger han og fortsætter:

- Så kan vindmøller og solcelleanlæg producere mere strøm, end der er brug for lige nu. Den strøm vil normalt gå til spilde, vindmøller vil stå stille, selvom vinden raser - men ved hjælp af anlægget her kan vi gemme det!

Det er hele essensen i anlægget: Modsat olie og kul, som vi kan brænde af, lige når det passer os, så styrer vi mennesker ikke vejret. Og grøn energi er svært at lagre på en effektiv måde.

Så i stedet for at bruge olie og kul når vind og sol holder fri, kan PtX lave grønt brændstof, der kan gemmes.

- Idéen er, at strømmen bruges til at spalte vand til brint og ilt. Og brinten kan fyldes på flasker og gemmes som et brændstof, lige så længe, man vil. Eller den kan omdannes til flydende grønt brændstof ved at tilsætte for eksempel CO2, fortæller Søren Bjerregaard, mens han ivrigt peger på forskellige områder af det lille anlæg.

Grafik: Mikkel Petersen

PtX skal vi da bare have

Behovet for at kunne gemme den grønne elektricitet bliver ikke mindre af, at strømforbruget kommer til at stige det næste årti, hvor flere vil skifter de gamle oliefyr og dieselbiler ud med varmepumper og elbiler.

Jakob Kibsgaard er lektor på DTU Fysik. Han forsker i PtX, fordi han mener, at teknologien er nødvendig for den grønne omstilling.

- Ud over at PtX kan ”gemme” elektriciteten, er teknologien også relevant steder, hvor vi ikke foreløbigt kan elektrificere. Der er lang udsigt til, at et rutefly fra Danmark til USA kan flyve på el, her har vi brug for et flydende brændstof, og det kan et PtX-anlæg producere grønt, siger han.

Så langt, så godt. PtX skal vi bare have, og selv klimaminister Dan Jørgensen (S) roser teknologien til skyerne.

Politikerne må på banen

Og her står vi – ved et fuldt funktionelt anlæg i Hobro. Så det er vel bare med at komme i gang og plastre landet til med disse vidunderlige anlæg. Eller hvad?

Der er lige ét problem.

- Det brændstof, der bliver produceret i de nuværende anlæg, er langt dyrere end fossilt brændstof. Derfor kan det ikke fungere på markedsvilkår, som det er nu, siger Jakob Kibsgaard.

Problemet opstår, fordi der er et tab, når energi skal omdannes fra en form til en anden – altså fra elektricitet til brændstof.

- Hvor meget tabet er, afhænger af anlægget. Men en tommelfingerregel er, at man mister 30 procent af energien i processen, siger Jakob Kibsgaard.

Tabet betyder, at selv om vindmøller kan producere strøm på markedsvilkår, så bliver PtX alt for dyrt sammenlignet med fossile kilder.

Det her kan blive det næste store eksporteventyr for Danmark. Men det kræver altså, at vi satser på det.

Søren Bjerregaard, Hydrogen Valley

Den oplagte løsning er at udvikle teknologien, så tabet er mindre. Og det er det, som Jakob Kibsgaard og hans kollegaer forsker i.

- Der er brug for mere forskning, så katalysatorerne kan blive mere effektive, og der er brug for at bygge demonstrationsanlæg til at teste nye PtX processer og katalysatorer, så vi kan se, hvordan teknologien kan opskaleres til industrielt niveau, siger forskeren.

Men skal vi nå de 70 procents reduktion af CO2 i Danmark i 2030, som regeringen har ambition om, er det måske ikke nok.

- Der er også den mulighed, at man kan gøre noget politisk, så PtX hurtigere kan konkurrere med fossile brændstoffer. Enten kan man øge beskatningen på de fossile, for eksempel via en CO2-afgift, eller man kan substituere PtX, siger Jakob Kibsgaard.

Der skal ske meget, og det skal ske nu

Regeringen lovede i sin strategi for elektrificeringen af Danmark, der udkom i ly af fodbold-EM og industri-sommerferie den 29. juni i år, at komme med en decideret PtX-strategi for Danmark til efteråret.

I branchen presser man på for alt den støtte, der er mulig. Et argument lyder, at vindmøllerne bestemt heller ikke kunne klare sig på markedsvilkår i de første mange år.

Men i dag er der næppe mange, der betvivler, hvor meget det har betydet for både dansk økonomi og den grønne omstilling, at vindmølleindustrien alligevel fik lov at udvikle sig tilbage i 80’erne og 90’erne.

- Det her kan blive det næste store eksporteventyr for Danmark, siger Søren Bjerregaard fra Hydrogen Valley, da han til sidst på vores rundvisning fremviser den plads, hvor store lastbiler henter grøn brint på flaske. Han tilføjer.

- Men det kræver altså, at vi satser på det.

Jakob Kibsgaard er enig: Hvis PtX skal kunne leve op til forventningerne i regeringens 2030-plan, skal der ske meget, og det skal ske nu.

- Jeg er spændt på, hvor langt vi når inden 2030. Udviklingen skal gå hurtigt, hvis vi skal have store, konkurrencedygtige anlæg til den tid, vurderer forskeren.

Hør mere om PtX og anlægget i Hobro i podcasten Adapter. Den kan du fnde på www.avisendanmark.dk/podcastenadapter eller der, hvor du plejer at finde podcasts.

Løsrivelse er igen på agendaen i den nordlige ende af Rigsfællesskabet.
Trods de aktuelle uenigheder er der intet, der tyder på, at Færøerne er ved at løsrive sig fra Danmark. I denne måned er det 75 år siden, at der ved en folkeafstemning på øerne var flertal for selvstændighed - et afstemningsresultat, der blev forkastet i København. Foto: Michael Fahlgren/Colourbox

Trods bomstærk økonomi har Færøerne sparket selvstændighed til hjørne

For 75 år siden, den 14. september 1946, stemte befolkningen på Færøerne for uafhængighed, men afstemningen blev underkendt af Danmark. Siden har meningerne vekslet, om den nordatlantiske ø-gruppe vil løsrive sig. Nu skal medlemmerne af Lagtinget i Torshavn tage stilling til opstillingen af et Nato-radaranlæg tæt på hovedstaden, og en del af befolkningen føler sig tromlet af beslutningen, der er blevet truffet i Danmark. Trods det har en stærk økonomi sat selvstændigshedsfølelsen i bero.

I Tórshavn skal medlemmerne af Lagtinget tage stilling til opstillingen af et Nato-radaranlæg tæt på hovedstaden. En del føler sig tromlet af beslutningen, der blev truffet i Danmark, men der er ikke noget, som tyder på, at det vil føre til løsrivelse. Tirsdag er det 75 år siden, at befolkningen stemte for uafhængighed - en afstemning der senere blev underkendt.

Færøerne: De minder mest af alt om et par gigantiske golfbolde, som ligger klar til slag, hvis en kæmpe med en kølle skulle komme forbi Sornifelli små 10 kilometer nord for den færøske hovedstad, Tórshavn.

Mellem 1959 og 2007, da den blev afmonteret, så kun kuplerne står tilbage, drev det danske forsvar her på toppen af fjeldet en Nato-radarstation, som i samarbejde med en hel kæde af lignende installationer på øer og langs kysterne i den nordlige del af Atlanten skulle holde et skarpt øje med sovjetiske fly.

Så faldt Berlin-muren, Sovjetunionen gik i opløsning, og i en kort årrække, var det, som om verden var på vej ind i en fredelig og demokratisk tidsalder.

Sådan er det ikke mere - heller ikke på de nordligste breddegrader. Russerne og kineserne har blikket rettet mod Arktis, og Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne har på kort tid fået en hovedrolle at spille i et magtspil på højeste niveau. Et spil, hvor Sornifelli nu er trådt ind på scenen. Siden radarstationen blev afmonteret, har der her været en blind vinkel, som gør det muligt for russiske kampfly at passere gennem arktisk luftrum, uden at Danmark og vores allierede i Nato er klar over det, hvilket den danske regering nu vil rette op på.

Danmark har lovet Nato - og især USA - at bruge 1,5 milliarder kroner på forsvaret af Færøerne og Grønland, og af det beløb har Folketinget valgt af afsætte 390 millioner til en ny radar på toppen af det 748 meter høje fjeld.

Det er bare ikke alle på Færøerne, som bryder sig om den beslutning. Nyheden blev offentliggjort på et pressemøde på Kastellet i København, uden af de færøske politikere i Lagtinget i Tórshavn var inddraget, og selv om forsvarsminister Tine Bramsen (S) understregede, at radaren ikke bliver til noget, hvis ikke der er flertal for det på Færøerne, følte en del færinger sig overset.

- Det færøske folk bør selv beslutte, hvordan vi bruges i strategisk øjemed, i stedet for at vi degraderes til en handelsvare i dansk udenrigspolitik, som Høgni Hoydal, formand for pacifistiske parti Tjóðveldi, der går ind for fuld selvstændighed, formulerer det i Weekendavisen.

Dansk boykot af Færøerne

Det er langtfra første gang, at forholdet mellem Færøerne og Danmark knager. I 2019 blev det sat på prøve, da færingerne overvejede at indgå en aftale med det kinesiske teleselskab Huawei om udbredelse af 5G-teknologi på øerne. Telekommunikation er et færøsk anliggende, men lige i tilfældet med Huawei og selskabets tråde til det kinesiske kommunistparti var der også tale om et sikkerhedspolitisk spørgsmål, der varetages af Danmark på vegne af Rigsfællesskabet.

Værre endnu var sagen om den danske boykot af færøske fiskefartøjer. Også dengang var der tale om en storpolitisk sag med meget konkrete konsekvenser for Danmark og Færøerne. Det begyndte med makrel, som der er blevet flere og flere af i havet omkring øerne. I 2013 ønskede færingerne en større kvote, men EU-landene sagde nej, så Færøerne fastsatte i stedet sin egen, hvilket kunne lade sig gøre, fordi nationen ikke er medlem af EU.

Generelt har det været sådan, at når økonomien er dårlig, er der ikke stor opbakning til selvstændighed, og når det går godt økonomisk, stiger opbakningen - men i dag er det anderledes.

Hans Andrias Sølvará, professor på Fródskaparsetur Føroya

Til gengæld boykottede EU den færøske fiskeflåde, så fartøjerne blev forment adgang til medlemslandenes havne - herunder de danske på trods af at Færøerne er en del af kongeriget og færingerne danske statsborgere. Som modtræk begyndte færøske fiskere at eksportere deres fangst til Rusland, som da netop var blevet pålagt sanktioner fra EU, efter landet i 2014 i modstrid med international lov havde annekteret Krim, der var en del af Ukraine.

- Det er situationer som disse, der har potentialet til at skabe konflikter mellem Færøerne og Danmark, fordi der er områder, hvor vi ikke har de samme interesser, forklarer Hans Andrias Søvará, som er professor på Fakultetet for Historie og Samfundsvidenskab på Fródskaparsetur Føroya, det færøske universitet.

Større BNP end mod syd

Der er dog ikke noget, som i disse år tyder på, at Færøerne rykker tættere på at løsrive sig fra Rigsfællesskabet, hvilket kan virke atypisk, eftersom betingelserne er til stede.

- Generelt har det været sådan, at når økonomien er dårlig, er der ikke stor opbakning til selvstændighed, og når det går godt økonomisk, stiger opbakningen - men i dag er det anderledes, siger Hans Andrias Sølvará.

Ikke alene har der været modsætninger mellem færøske og danske interesser, økonomien buldrer i den grad derudad i Nordatlanten. Bortset fra en kort afmatning i forbindelse med finanskrisen i 2008 og 2009 har færingerne uafbrudt oplevet stigende velstand siden 1990’erne, så BNP pr. indbygger i dag er større på Færøerne end i Danmark.

Det skyldes først og fremmest fiskeriet - fra havet omkring øerne og fra fiskefarme, der er blandt de mest avancerede i verden og producerer nogle af de mest efterspurgte laks på det internationale marked. Dertil kommer turismen, som bringer flere og penge ind i den færøske økonomi, efter at National Geographic i 2007 kårede øgruppen som den bedste og mest uspolerede destination i verden, samt et boom i byggebranchen, som har betydet, at arbejdsløsheden er i bund.

Men debatten om selvstændighed har ikke fyldt meget ved de seneste valg til Lagtinget, selv om de to store partier, som går ind for løsrivelse, Fólkaflokkurin og Tjóðveldi, begge med jævne mellemrum har været en del af forskellige koalitionsregeringer.

Ifølge Hans Andrias Sølvará skal årsagen findes i netop den bomstærke økonomi, som har ført til en intens debat om, hvordan velstanden fra havet skal fordeles i samfundet. Og her fordeler partierne sig efter en traditionel højre-venstre-akse, hvor Fólkaflokkurin, der svarer til De Konservative, og Tjóðveldi, der i den økonomiske politik ligger et sted mellem SF og Enhedslisten, er hinandens modpoler.

- Hvem har ret til værdierne i havet? Det er det helt centrale spørgsmål her på Færøerne, og det er vigtigere for de fleste end spørgsmålet om løsrivelse, forklarer Hans Andrias Sølvará.

- I er ligeglade med os…

Dertil kommer, at forholdet mellem Danmark og Færøerne på mange måder er tættere og mindre konfliktfyldt end forholdet mellem Danmark og Grønland.

- Fra dansk side har man ikke set Færøerne som en koloni, som det var tilfældet med Grønland. Tilbage i 1800-tallet så man sig som en del af samme nordiske folk, hvorfor det gjaldt om at hjælpe færingerne med at udvikle et moderne samfund, fortæller Charlotte Langkilde, der er forfatter og blandt andet har skrevet bogen ”Færøerne - en moderne nation fødes”.

Prins Christian med en laks ved Bakkafrost under kongefamiliens officielle besøg på Færøerne i 2018. Færingerne vil ikke kappe båndene til resten af kongeriget, men de vil behandles som ligeværdige medlemmer af Rigsfællesskabet. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Hun peger på, at der i Danmark bor 25.000 færinger og efterkommere, og at der ud over familierelationer er mange færinger, som studerer i Danmark og har stor viden om danskerne. Til gengæld hæfter hun sig ved, at mange danskere ikke ved ret meget om forholdene på øerne, hvor befolkningen på trods af et barsk klima har formået at skabe et moderne, velfungerende samfund, der ikke udelukkende består af får, fisk og kædedansende færinger i nationaldragter.

- Jeg hørte forleden en overfrisk vært i radioen joke med, at Færøerne kan ligge i en havedam, og jeg håbede virkelig ikke, der var nogen færinger, som hørte det, for jeg oplever ofte, at de siger til mig om danskerne: I er ligeglade med os. Der er virkelig en skam, for vi har så meget til fælles historisk, kulturelt og økonomisk, siger hun, der dog glædes over, at flere og flere danskere i disse år rejser til Nordatlanten og får indsigt i denne del af Rigsfællesskabet.

Ligeværdige medlemmer

Sådan ser mange færinger også på sagen. De vil ikke nødvendigvis kappe båndene til Danmark helt, men ønsker at blive behandlet som ligeværdige medlemmer af Rigsfællesskabet, som da der på det seneste rigsmøde mellem statsministrene fra Danmark, Grønland og Færøerne blev knæsat det princip, at grønlændere og færinger skal inddrages mere på områder som sikkerheds- og forsvarspolitik, der formelt er Københavns ansvar.

Det er allerede sket på det udenrigspolitiske område, når det handler om emner, Færøerne som følge af loven om hjemmestyre har hjemtaget - for eksempel handelsaftaler - og når Lagtinget har mulighed for at oprette repræsentationer i andre lande i tilknytning til de danske ambassader.

Færingerne har også ifølge Hans Andrias Sølvará oplevet, hvad det betyder at have en langt større økonomi som den danske i ryggen, da de færøske banker under finanskrisen blev en del af de danske redningspakker. Omvendt kunne befolkningen på øerne se, hvordan Island i samme situation nærmest gik bankerot med en lang og dyb krise til følge.

- Færingerne føler ikke den store modstand mod Danmark i disse år, for der er en fornemmelse af, der ikke bliver sat så mange hindringer op fra dansk side, forklarer han.

Han regner da heller ikke med, at spørgsmålet om radaren får den store betydning i forhold til spørgsmålet om selvstændighed. Der skal mere til, før det for alvor vil ændre på holdningerne i disse år.

- Det er bare svært at se, hvor sådan en konflikt skal komme fra, tilføjer Hans Andrias Sølvará.

Fem vigtige årstal for Færøerne

1946: Under den tyske besættelse styrede Færøerne stort set sig selv, og 14. september 1946 blev der gennemført en folkeafstemning om fuld selvstændighed. Et flertal på 48,7 procent stemte for løsrivelse, men afstemningen blev underkendt i København, fordi flertallet ikke udgjorde et flertal af samtlige stemmeberettigede. Ved det efterfølgende valg til Lagtinget fik tilhængere af Rigsfællesskabet flertal.

1948: Færøerne fik hjemmestyre, hvilket blandt andet betød en anerkendelse af det færøske sprog og flag. Ifølge hjemmestyreloven kan Færøerne på eget initiativ hjemtage en lang række ansvarsområder, hvilket også er sket i årenes løb.

1955: I en strid om en lokal læge, som under krigen havde meldt sig til tjeneste i SS, gjorde befolkningen i byen Klaksvig oprør mod de danske myndigheder. De greb til våben, og mere end 100 bevæbnede danske politifolk og hunde blev sendt til byen. For mange færinger blev sagen et symbol på spørgsmålet om færøsk suverænitet.

2000: Efter en voldsom økonomisk krise i 1990’erne, hvor Danmark spillede en mindre heldig rolle, fik selvstændighedspartierne flertal i Lagtinget i 1998. To år senere begyndte forhandlingerne med regeringen i København. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) truede med at udfase bloktilskuddet på blot fire år frem for de 15, som de færøske forhandlere lagde op til.

2017: Den færøske regering meddelte, at et forslag til en færøsk forfatning ville blive sendt til folkeafstemning det følgende år. I Danmark vurderede jurister i Justitsministeriet, at Færøerne ville handle i strid med Grundloven, hvis forslaget blev vedtaget.

Vi slutter med en vild historie om to stemmer fra fortiden, som nu ryger på auktion.
Karsten Højen bor igen hjemme i parcelhuset, hvor en håbløs drøm om at møde John og Yoko opstod i sluttresserne. Og som gik i opfyldelse. Lennon-lekturen er på plads hjemme på sofabordet. Foto: Tommy Byrne

Lyt eller læs: Dengang John Lennon og Yoko Ono besøgte Thy: Hippien fra Hanherred har sat unik lydoptagelse til salg

Karsten Højen fra Thy var en af fire knægte, der interviewede John Lennon og Yoko Ono tilbage i 1970, da parret besøgte Danmark. Nu har de sat den unikke lydoptagelse på et kassettebånd til salg, der kan komme under hammeren for flere hundrede tusinde kroner.

Karsten Højen var en af fire knægte, der interviewede John Lennon og Yoko Ono i 1970. Nu sælger de kassettebåndet. Tag med Avisen Danmark på sporet af et lille stykke dansk hippiehistorie, som stadig lever i Skovsgård i et parcelhus fra 1969 i Hanherred.

Vil du lytte til artiklen i stedet for at læse den? Så klik her og få den læst op

 

Musik: Et 51 år gammelt, hvidt kassettebånd har fået en del opmærksomhed i denne uge. Det rummer nemlig optagelser, hvor John Lennon og Yoko Ono synger en lille sang, Radio Peace, der aldrig er udgivet. De svarer også beredvilligt på spørgsmål, som fire 16-årige skoleknægte fra Hanherred stiller dem.

Nu skal båndet under hammeren hos Bruun Rasmussen, og samlere og Beatles- og Lennonfans verden over kigger formentlig mod Danmark netop nu.

Avisen Danmark er på vej til Skovsgård, for det er her den store historie om det lille bånd begynder. Skovsgård ligger i Hanherred nord for Limfjorden og var en af de små byer, der voksede - ja nærmest boomende - da Fjerritslev-Nørresundby-banen kom til byen.

Sådan er det ikke mere. Det blomstrende butiksliv i stationsbyerne er som jernbanen for længst væk og afløst af genbrugsbutikker og en købmand hist og her.

Men Karsten Højen er her endnu. Eller igen skulle man vel sige. Han har nemlig været i både Østen, i Kjøwenhavn og i Aalborg, men nu bor han lige her i det gulstens parcelhus, som hans far byggede i 1969. Hans drengeværelse var det første af tre børneværelser på stribe på gangen på første sal dengang. Værelset er her endnu, og det var her, han sad og fantaserede og fik gode ideer. Som for eksempel at lægge den udspekulerede plan, der skulle skaffe adgang til nogen af verdens mest kendte mennesker i 1970: Eks-Beatlen John Lennon og kunsteren og konen Yoko Ono. Dem på kassettebåndet.

Yoko Ono og John Lennon fotograferet på præstegården i Kettrup, hvor de holdt pressemøde under deres besøg i Jylland. Foto: Privatfoto/Bruun Rasmussen

- Det kassettebånd har ligget i en rodekasse i årevis sammen med en masse andet rod. Men så var det, vi så i pressen i 2002, at Anthony Cox havde solgt to bånd for 1,4 millioner på Christie's. Og siden har vi da overvejet, om vi skulle prøve at sælge vores bånd, siger Karsten Højen.

Han vidste nemlig udmærket godt, hvem Anthony Cox var, da han hørte om millionsalget. Karsten og de tre andre drenge - Jesper, Kim og Herluf - havde siddet sammen med Anthony Cox og John Lennon i den store sofa med fødderne oppe på bordet dengang i januar 1970.

En strid om et barn

Nu er vi i gang med den del af historien, der handler om, hvad i alverden John og Yoko lavede i Hanherred og Thy, mens Beatles var ved at smuldre, og hele verden stadig gik rundt og håbede på, at de fire Liverpool-drenge ville fortsætte sammen.

Det har nemlig noget med den amerikanske filmkunstner, Anthony Cox, at gøre. Han er Yoko Onos første mand og han er far til deres dengang femårige datter, Kyoko. Hende havde han taget med til Danmark for at bosætte sig i Nordjylland sammen med sin nye kæreste. Og det havde Yoko Ono og hendes mand John Lennon altså nu fundet ud af.

Vi gav den på alle tangenter med hvor vigtigt det var i forhold til orientering og samfundskundskab. Det ville styrke vores engelskkundskaber og vil ville formidle det videre i skolebladet og med foredrag

Karsten Skoven, medejer af kassettebånd

Der er forskellige versioner af historien, og dem skal vi ikke nærmere ind i her. Yoko Ono var dybest set i Hanherred, fordi hun savnede sin datter, og John var der for at støtte hende. Det var en strid om et barn, der skulle løses, og det tog tid.

Derfor gik John og Yoko i al hemmelighed rundt i Nordjylland og boede anonymt i et lille hus i landsbyen Vust. Indtil Fjerritslev Avis fandt ud af det, for så var freden forbi.

Lennon og Ono havde selv inviteret pressen med i dobbeltsengen til deres bed-in sessioner for fred. Men det her var en privat  affære, og journalisterne var på ingen måde velkomne. Parret indvilgede dog i at holde ét pressemøde, hvis de så ellers kunne få lov at være i fred.

- John og Yoko var jo vores fredssymboler og vores forbilleder, så da vi læste i avisen, at de skulle holde et pressemøde i Kettrup gamle præstegård mandagen efter nytår, var vi klar, siger Karsten Højen.

Af sted i folkevognsrugbrødet

De rullede den store salgstale ud, og det endte med, at skoleinspektøren lod dem tage med til pressemødet for at skrive om det i deres skoleblad:

- Vi gav den på alle tangenter med, hvor vigtigt det var i forhold til orientering og samfundskundskab. Det ville styrke vores engelskkundskaber, og vi ville formidle det videre i skolebladet og med foredrag, siger Karsten Højen.

Inspektøren var ikke den eneste, der skulle overbevises, for de skulle også have den lokale vognmand til at køre dem i folkevognsrugbrødet, de skulle skaffe en båndoptager og et kamera med film.

Den 3. januar 1970 var en kold vinterdag med sne, og driverne var så småt begyndt at tage form, da vognmanden forsinket nåede frem til den gamle præstegård, som virkede alt for tom og øde. Ingen blitzende kameraer, ingen mikrofoner og ingen John Lennon og Yoko Ono. På den store dør stod der på en lille seddel, at pressemødet var flyttet til "Verdensuniversitetet".

Her er det måske på sin plads at kigge nærmere på de fire drenge, der stod der med lange næser og halvlangt hår. De var blevet grebet af Beatles-feberen allerede flere år tidligere som 10-11-årige. Og nu, hvor de var 16, spillede de selv musik. De fulgte 68'ernes ungdomsoprør og deres paroler om peace, love & understanding. De prøvede at klæde sig som dem, og det blev der lagt mærke til i et hjørne af Danmark, hvor Indre Mission og hårdt arbejde var de vigtigste værdier.

Karsten Højen og de andre var en del af en gruppe, der ikke tog til bondebal, hvor der blev delt øretæver ud. De tog på stranden, tændte bål og spillede guitar. Det er svært at forestille sig noget større end at møde John & Yoko, men nu hvor de endelig var tæt på, viste det sig, at heltene befandt sig 60 kilometer længere væk, end der hvor drengene stod med kassettebåndoptager og drømme. Heltene var i Skyum Bjerge.

- Vognmanden gik heldigvis med til at køre os, selv om vi ikke havde flere penge at  give ham, siger Karsten Højen.

Fem skud i New York

Sneen var voldsom nu. Himmel og jord stod i ét, og det tog halvanden time at køre til Skyum Bjerge. Pressemødet var for længst forbi, da folkevognsrugbrødet med de fire nordjyske hippiedrenge rullede ind foran Verdensuniversitetet, som også var et eksempel på, at der foregik ret syrede ting i Thy og Hanherred på det tidspunkt.

John Lennon spillede sit hit "Give Peace a Chance" på optagelsen, der nu kommer på auktion. Men på båndet høres også sangen "Radio Peace", der ifølge Karsten Højen aldrig er udgivet. Foto: Privatfoto/Bruun Rasmussen

Forstanderen, Åge Rosendal, var teolog og optændt af både Grundtvig og af ungdomsoprøret. På Verdensuniversitet kom alt fra nysgerrige unge til professorer fra hele verden, og de kom for at studere for eksempel økonomi, filosofi eller yoga.

- Vi prøver at finde svar på, hvordan vi bliver kloge og gode mennesker. Vi har lavet det ene forsøg efter det andet, og der er ikke noget, der er lykkedes endnu. Men det sjove er, at vi er i gang endnu, sagde Åge Rosendal i DR-dokumentaren "Lennon i Thy".

Rosendal havde ingen idé om, hvem John Lennon var, eller hvem The Beatles var. Han kendte til gengæld salmebogen og højskolesangbogen ud og ind.  Lennon og Rosendal fandt hinanden, og de lavede en aftale om, at Aage skulle interessere sig mere for beat, og John skulle interessere sig for salmesang.

Vi prøver at finde svar på, hvordan vi bliver kloge og gode mennesker. Vi har lavet det ene forsøg efter det andet, og der er ikke noget, der er lykkedes endnu

Aage Rosendal, "bette" John Lennons nordjyske ven

I dokumentaren fortæller Rosendal, hvordan han blev en slags far for "bette John". Deres venskab slutter først den 8. december 1980 i New York, da Chapman fyrer fem skud af mod ikonet. De fire af projektilerne rammer, og ét af dem flår hans hovedpulsåre ved hjertet i stykker, og John Lennon dør.

Første kapitel slutter her, hvor Karsten Højen og hans tre klassekammerater er på vej mod det her mystiske sted for fritænkere, økonomer og hippier. På vej gennem snestormen til et pressemøde, de ikke var inviteret til, i et folkevognsrugbrød med den lokale vognmand bag rattet. Og i øvrigt voldsomt forsinkede.

Læs videre i mandagens avis, hvor vi finder ud af, hvordan det gik med Karsten og Lennon, og hvordan Karsten blev slumstormer, arbejderromantisk revolutionær og tryllekunstner. Og om hvad sådan et kassettebånd mon kan være værd.