Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Gammeldags optrækkeligt vækkeur. Træt barn. Model released. Nøgleord: der kan trækkes op alarm clock dyb søvn tiden ansigt træt træthed klassisk ur med deadline lille dreng nedtælling hvil hviler sig slapper af udkørt udmattelse udmattet om morgenen afslappet en pause doven break dovenskab ladhed inaktivitet inaktiv seng sovende fravær morgenvækning vækning vågner vækker søvnproblemer søvnunderskud rundt viser visere urskive afslappende ved siden af sengen driverliv driver den af daseliv daser dvask genrefoto genre-foto gider ikke nattøj tidligt

Vækkeuret skal ringe i alle hjem i Danmark

Alle skal op om morgenen og i sving, hvis det står til regeringen. Det skal ske gennem en nytteindsats og 37-timers arbejdspligt. 20.000 personer kan blive omfattet af arbejdspligten. 250 ventes at komme i reelle job.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) var den, der sagde det tydeligst, da han og ministerkollega Mattias Tesfaye (S) onsdag formiddag havde indkaldt til pressemøde om regeringens planer om at indføre 37-timers arbejdspligt om ugen for indvandrere på offentlig forsørgelse og kontanthjælpsmodtagere uden danskkundskaber.

- Vi gør ikke dette tiltag for, at der skal være mere arbejdsudbud, lød det ifølge Ritzau fra Hummelgaard, der lod forstå, at det i bund og grund handler om at få flere folk med integrationsbehov ud af sengen om morgenen og at give dem noget at stå op til.

Med andre ord: Lediggang er roden til alt ondt, vækkeuret skal ringe i alle hjem i Danmark, og vores nye landsmænd skal lære at leve efter den lutherske etik, der har formet de nordiske velfærdssamfund og åbenbart er en hjørnesten i regeringens reformudspil: Menneskets kald er at arbejde.

Dette noget, som de ledige kan se frem til at stå op til, kan indebære renholdelse af strande og skove, vask og vedligeholdelse af daginstitutioners legetøj eller reparation af parkbænke.

Unægtelig sund og nyttig beskæftigelse. Men ifølge regeringens egne beregninger vil nytteindsatserne for de 20.000 i målgruppen kun føre til, at der føjes, hvad der svarer til 250 personer til arbejdsstyrken.

- Der er i den grad tale om symbolpolitik. Budskabet er, at indvandrerne ikke skal ligge derhjemme, når vi andre skal knokle. Det skal de også, lyder det fra samfundsforsker Johannes Andersen, der er ekspert i politisk kommunikation.

Den historie får du i dagens udgave af Dagens Danmark, hvor vi også terper tyske gloser og fortæller, hvorfor det kan blive et problem for Danmark, at under tre procent af vietnameserne er vaccineret mod corona. Og så forklarer sexolog Joan Ørting, hvorfor det er en god idé at åbne munden, før man smider tøjet.

God læselyst!

Billede af Tino Rueskov Pedersen
Billede af skribentens underskrift Tino Rueskov Pedersen Nyhedsredaktør
Hvad skal det nytte med nyttejob? Det er der flere bud på.
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) forklarede på pressemødet om regeringens reformudspil, at formålet med den 37-timers arbejdspligt er, at indvandrere skal op om morgenen, ud ad døren og væk hjemmefra. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Ekspert: - Regeringens udspil handler om at disciplinere indvandrere og vise dem, at de er uønskede

Når regeringen vil give ledige indvandrere 37-timers arbejdspligt, handler det ikke primært om at få flere i arbejde. Det udtalte beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) på onsdagens pressemøde ifølge Ritzau. I stedet handler det om, at vækkeuret skal ringe hjemme hos alle danskere, og at indvandrere også skal ud af sengen om morgenen.

Selv vurderer regeringen, at den nye nyttejobindsats, der vil omfatte cirka 20.000 personer, blot vil øge arbejdsudbuddet med 250 personer.

Den begrænsede effekt og ministerens udtalelser er ifølge ekspert i politisk kommunikation ved Aalborg Universitet Johannes Andersen udtryk for symbolpolitik. Han vurderer, at regeringens forslag handler om at disciplinere ledige indvandrere og signalere over for dem, at de er uønskede.

På onsdagens pressemøde sagde beskæftigelsesministeren, at formålet med at foreslå 37-timers arbejdspligt målrettet ledige indvandrere ikke primært er at øge arbejdsudbuddet. Men hvad handler det så om? Ifølge Johannes Andersen, ekspert i politisk kommunikation, er formålet at disciplinere indvandrere og kommunikere ud, at de er uønskede.

Reformudspil: Regeringens nye forslag målrettet ledige indvandrere på offentlig forsørgelse giver dem arbejdspligt og tvinger dem i beskæftigelse 37 timer om ugen. Men formålet er ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) ikke primært at få flere indvandrere i arbejde. Faktisk vil forslaget, der omfatter omkring 20.000 personer ifølge regeringen selv blot øge arbejdsudbuddet med 250 personer.

- Vi gør ikke dette tiltag for, at der skal være mere arbejdsudbud. Det handler om at få flere folk med integrationsbehov ud af sengen om morgenen og møde op til noget, sagde han ifølge Ritzau på tirsdagens pressemøde.

Den begrænsede effekt og udmeldingen fra beskæftigelsesministeren får ekspert i politisk kommunikation Johannes Andersen fra Aalborg Universitet til at vurdere, at udspillet i høj grad handler om at sende et bestemt signal til vælgerne og til indvandrerne.

- Der er i den grad tale om symbolpolitik. Regeringen tager fat i arbejdspligten som nøglen. Budskabet er, at indvandrerne ikke skal ligge derhjemme, når vi andre skal knokle. Det skal de også, siger han.

- Det er en absurditet

Står det til regeringen, skal de 37 timer skemalægges, og arbejdsindsatsen kan indebære rengøring af bænke i parker eller legetøj i børnehaver. Ifølge Johannes Andersen bruger regeringen udspillet til at kommunikere til ledige indvandrere, at de er uønskede.

- Det handler især om at disciplinere dem og lære dem, at de er uønskede i Danmark. I modsætning til de studerende er formålet ikke, at indvandrerne skal arbejde.

- På den ene side skal indvandrerne stå op og knokle og lære, hvad det vil sige at have et arbejde, men de skal ikke have et arbejde. De kan lære at have kollegaer, men de skal ikke have kollegaer. Det er en absurditet, man tvinger dem til forstå, siger Johannes Andersen.

Ifølge Johannes Andersen bruger regeringens sit udspil om arbejdspligt til at kommunikere til ledige indvandrere, at de er uønskede. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Hvis regeringen får magt, som den har agt, kommer den nye 37-timers arbejdspligt til at gælde alle, der modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse, overgangsydelse samt uddannelses- og kontanthjælpsmodtagere, som har været i kontanthjælpssystemet i tre ud af fire år, og som ikke har bestået minimum "Prøve i Dansk 2" eller gennemført 6. klasse.

På den ene side skal indvandrerne stå op og knokle og lære, hvad det vil sige at have et arbejde, men de skal ikke have et arbejde. De kan lære at have kollegaer, men de skal ikke have kollegaer. Det er en absurditet, man tvinger dem til forstå.

Johannes Andersen, ekspert i politisk kommunikation på Aalborg Universitet
Det kan også blive et problem for dig, at kun omkring tre procent af befolkningen i Vietnam er vaccineret.
Vietnam er et af de lande, der fortsat kæmper med kraftigt stigende smittetilfælde. Landets sygehusvæsen er presset af de mange smittede, og vietnameserne risikerer nu at blive ramt hårdt af overdødelighed på grund af andre behandlinger, der har måttet udskydes på grund af covid-19. Foto: Kham/Ritzau Scanpix

Skæv og langsom vaccinationsdækning gør kampen mod corona ineffektiv og langtrukken

Herhjemme kan vi være tilfredse med, at Danmark står godt i kampen mod coronavirus lige nu. Antallet af smittede er lavt, smittetrykket er faldende, og restriktionerne bliver snart ophævet.

Kigger man mod udlandet, er det langtfra alle steder, man er lige så optimistiske. Mange lande kæmper fortsat med stigende smittetal, og specielt deltavarianten har stukket en massiv kæp i hjulet på mange sygehusvæsener.

Vaccinationsdækningen er skæv på verdensplan, og udrulningen er langsom. Det er en bekymrende udvikling - også set fra Danmark - mener en af landets førende eksperter inden for global miljøsundhed.

Mens kampen mod corona i Danmark går så godt, at vi snart kan lægge restriktionerne bag os, så er smitten i store dele af udlandet stadig ude af kontrol. Flemming Konradsen, der er professor i global miljøsundhed, mener, at en langsom og skæv vaccineudrulning giver globale udfordringer og gør kampen mod covid-19 ineffektiv. Avisen Danmark kigger ud mod verden og tager temperaturen på, hvordan andre lande klarer sig igennem pandemien.

Coronavirus: Fredag 10. september bliver alle Danmarks restriktioner ophævet. Der er styr på smitten, og rigtig mange er blevet vaccineret. Vi er kommet fornuftigt igennem covid-19-pandemien, men langtfra alle lande kan sige det samme.

I store dele af Sydøstasien raser coronavirusset videre. Det samme i Syd- og Nordamerika.

Derudover er vaccinationsdækningen globalt set nu så skæv, at det er grund til bekymring, hvis man spørger Flemming Konradsen, der er professor i global miljøsundhed på Københavns Universitet.

Flemming Konradsen siger, at der er cirka 100 lande, hvor det står specielt slemt til. Det er primært lande i Afrika og Asien. Lande, som på nuværende tidspunkt har meget ringe adgang til vacciner.

- Det er uden tvivl et meget stort problem, at dækningen er så skæv. Der sker lageropbyggelse i en række rige lande, produktionskapaciteten bliver ikke øget tilstrækkeligt, der bliver ikke leveret nok vacciner til bestemte lande, og der bliver ikke støttet nok op om vaccineprogrammerne i de cirka 100 lande, som mangler vaccinerne, siger han.

Mens vi i Danmark generelt har været gode til at tage imod tilbuddet om vacciner, har de i andre lande store problemer med overhovedet at skaffe vacciner. Andre har problemer med, at store dele af befolkningen slet ikke vil tage imod dem.

- Vaccinerne betyder alt

Flemming Konradsen er ikke i tvivl. Det bedste våben mod covid-19 er vacciner.

- Verden er lige nu delt op i to - vaccinerede og ikke-vaccinerede. Der er en række lande, hvor der også inden for landet er den opdeling, for eksempel i USA. Vaccinerne spiller en kæmpe rolle. Nogle af landene ved godt, at underliggende sygdomme som hjerte-kar-sygdomme og diabetes spiller en rolle i forhold til dødeligheden, så de arbejder også på at styrke behandlingerne for sygdommene, som ligger til grund for indlæggelserne.

- I sidste ende er det vaccinerne, og en høj grad af dækning blandt de svageste, der gør den største forskel, siger han.

Andel vaccinerede i verden

Påbegyndt vaccination

3.195.622.665 - 40,58% af verdens befolkning

Fuldt vaccinerede

2.194.075.724 - 27,86% af verdens befolkning

Tallene er fra 7. september

Der er dog mange lande, der slet ikke har adgang til vacciner. Enten har de ikke selv råd til at købe dem, eller så er de vacciner, de er blevet lovet, ikke blevet leveret.

- Mange af de her lande håber på at kunne få adgang til vacciner. De håber på at kunne øge deres behandlingskapacitet. De laver periodevis nedlukninger for at begrænse smittespredningen. De forsøger at indgå aftaler med producenter af vacciner om at kunne øge deres vaccinationsdækning. Men det tager tre-ni måneder før de er på et niveau, hvor de er beskyttet, siger han.

Her retter vi blikket mod to lande: USA og Vietnam. De er begge hårdt ramt af pandemien - dog på hver sin måde. Til slut ser vi på, hvordan situationen i udlandet spiller ind på Danmark, selv om USA og Vietnam kan synes langt væk.

Delta kommer fra Indien. Tidligere versioner er kommet fra områder af verden med høj smittespredning. I de dele af verden hvor smittespredning er høj, er der stor risiko for, at der udvikles nye varianter.

Flemming Konradsen, professor i global miljøsundhed på KU

1 En splittet amerikansk befolkning

Mange amerikanere ser covid-19 som anledning til en politisk kamp. En stor del af befolkningen ønsker ikke at blive vaccineret, og det har ført til flere demonstrationer. Her ses demonstranter, der er imod vaccinekrav for ansatte på hospitaler i New York. Foto: Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix

USA er et af de lande, der lynhurtigt var ude at tilbyde vaccination til borgerne. Siden er det begyndt at gå betydeligt langsommere med at få vaccineret befolkningen.

40,8 millioner amerikanere har været smittet med coronavirus. Over 660.000 er døde. 53,6 procent af amerikanerne er færdigvaccineret.

Vaccinationsudrulningen står ikke stille, men den har i flere måneder været sløv.

Forklaringen ligger ikke i, at landet mangler vacciner, men i at rigtig mange amerikanere simpelthen ikke vil vaccineres.

Det er ifølge Flemming Konradsen et tegn på et splittet land, hvor retten til at nægte at lade sig vaccinere er blevet en politisk kamp. Han siger, at USA har ramt en mur.

- USA er udfordret, ikke af antallet af vacciner, der er til rådighed, men af en manglende interesse - specielt i de sydlige stater. De har ramt muren for tidligt. Blandt en stor del af befolkningen er der simpelthen en manglende tillid til myndighederne. Mange amerikanere stoler ikke på, at de vil dem det bedste. Der er også udfordringer med at kommunikere, hvorfor det er vigtigt, at man lader sig vaccinere, siger han og fortsætter:

- Der er også gået politik i vaccinationsprogrammerne. Der er en tendens, hvor mange har en meget liberal, individualistisk-orienterede tilgang, hvor man bestemt ikke vil påduttes en vaccine, en maske eller restriktioner. Man rider en kæphest om individets ret til at vælge selv. Det bliver noget, man koger politisk suppe på. Noget, der skaber mulighed for at markere sig politisk, siger han.

Et fragmenteret samfund

USA er som bekendt langt større end Danmark, så det er måske naturligt, at befolkningen ikke er så homogen, som vi er herhjemme. Flemming Konradsen mener, at USA's sygehusvæsen og de mange marginaliserede grupper er en del af forklaringen på, hvorfor mange ikke stoler på myndighederne.

- Landet er gigantisk, så lige så vel som der er forskelle på tværs af Europa, ser vi det også i USA. Det ville være underligt, hvis landet var lige så homogent som Danmark eller Island. De har en helt anden historie. Det er et fragmenteret sundhedsvæsen, det er langt mere privatiseret og langt mindre tilgængeligt for folk, der ikke har penge. Så er der mange grupperinger, der er socialt marginaliserede eller isolerede, som ikke har lyst til at henvende sig til myndighederne, siger han.

Lige nu er tæt på 100.000 amerikanere indlagt på hospitalerne med covid-19. Det lægger et enormt pres på sygehusvæsenet. Flemming Konradsen fortæller til Avisen Danmark, at det primært er ikke-vaccinerede, der ligger i sygehussengene.

- I øjeblikket er hospitalerne fulde af folk, der ikke er vaccineret. Det lægger et stort pres på bestemte stater. Nogle stater som Texas, Houston, Georgia, South Carolina, Alabama og så videre, der er vaccinationsdækningen på et kritisk lavt niveau. Der ser man nu, at indlæggelser og dødsfald altovervejende sker blandt den ikke-vaccinerede del af befolkningen. Når man så samtidig har opgivet langt de fleste restriktioner, har en helt anden testkapacitet end eksempelvis Danmark, har en anden grad af betaling af services og så oven i købet ikke er vaccineret, så er man i høj risiko.

2 Et hårdt presset vietnamesisk samfund

Regeringen i Vietnam har beordret mere end halvdelen af landets 98 millioner indbyggere i lockdown, efter landets smittetal de seneste måneder er eksploderet. Deltavarianten af coronavirus er den primære grund til de kraftigt stigende smittetilfælde. Arkivfoto: Thanh Hue/Ritzau Scanpix

Vietnam står over for det, der næsten kan kaldes det modsatte problem: Befolkningen vil gerne vaccineres, men der er så få vacciner til rådighed, at kun de færreste får tilbuddet. På nuværende tidspunkt er kun 2,8 procent færdigvaccineret i landet.

Vietnam er overordnet kommet sikkert igennem pandemien - i hvert fald indtil for få måneder siden, da delta-varianten begyndte at rase i landet. Den har lagt stort pres på landets økonomi og sygehusvæsen.

På blot to måneder er antallet af smittede steget fra lidt over 20.000 til over 530.000. Over 13.000 er døde.

Flemming Konradsen mener, at landets stærke sundhedssektor er grund til den gode periode inden delta-variantens udbrud. Han fortæller dog også, at landet nu er så presset, at man ikke længere har kunnet fortsætte en nedlukning.

- Vietnam kom sent i gang med vaccinationerne, så da delta ramte, var det så godt som en ikke-vaccineret befolkning. De har klaret sig igennem epidemien ved hjælp af en rigtig stærk primær sundhedssektor. De har sundhedspersonale helt ude i landsbyerne, og de har et velfungerende og bredt sundhedssystem. Derfor klarede de sig godt gennem de første to tredjedele af pandemien. De lukkede ned og lavede restriktioner, men den nye variant spreder sig langt hurtigere, og presset på sundhedssystemet har varet så længe, at deres økonomi ikke længere kan bære det.

Flemming Konradsen peger på, man på grund af covid-19 har været nødt til at udsætte andre sundhedsudfordringer, og det kan betyde, at man i Vietnam snart begynder at se en overdødelighed.

- Ingen lande med en befolkning på den størrelse har et sundhedssystem, der kan klare det pres. Man har været nødt til at fokusere på covid-19 og har har dermed prioriteret andre sundhedsudfordringer lavere - både forebyggende og behandlende. Det pres kan ikke fortsætte længe, før overdødeligheden begynder at stige voldsomt. Det er ikke nødvendigvis den epidemiske sygdom - i dette tilfælde covid-19 - der giver de største udfordringer, det er alle de afledte konsekvenser. Det er eksempelvis familieplanlægning, der ikke kan gennemføres, kræftscreening, blodtryksregulerende behandlinger, diabetespatienter og gravide kvinder, der ikke kan få den støtte, de skal have. Der er hundredvis af andre sundhedstiltag, man er nødt til at sætte på pause.

- Det er det ekstreme dilemma, man står i, når man er midt i en epidemi. Man er nødt til at sætte ind over for dem epidemiske sygdom. Men man kan kun gøre det i en relativt kort periode, ellers bliver skaderne på alle de andre sundhedsudfordringer kæmpestore.

3 Hvad betyder det for Danmark?

Danskernes hyppige besøg på testcentre er en af grundene til, at overvågningen af coronavirus er grundig nok til, at vi kan lægge restriktionerne bag os inden længe. Nye varianter vil dog fortsat være en risiko, så længe vaccinedækningen er så lav i mange andre lande. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Mens smitten raser i udlandet, går det som sagt ganske stille for sig i Danmark. Vi står dog samtidig over for ophævelsen af samtlige restriktioner, så det ville være naivt at tro, at udlandet ikke vil have effekt på Danmark.

Flemming Konradsen mener, at danske virksomheder vil mærke, at mange andre lande fortsat kæmper, og at der samtidig er en eventuel risiko for, at man risikerer nye varianter af coronavirusset her i landet.

- Hvis du taler med en række danske virksomheder inden for transport, shipping, produktion og import, vil de sige, at smitten i udlandet forstyrrer forsyningskæderne og fordyrer leverancerne. Folk i turismesektoren vil formentlig også sige, at det er en usikker verden. Så er der selvfølgelig de sundhedsmæssige konsekvenser af varianter, der udvikler sig, som kan ramme os. Delta kommer fra Indien. Tidligere versioner er kommet fra områder af verden med høj smittespredning. I de dele af verden hvor smittespredning er høj, er der stor risiko for, at der udvikles nye varianter.

Flemming Konradsen er overordnet set rolig, når det kommer til covid-19 i Danmark, da vores sundhedsvæsen har vist sig at kunne bære det pres, det har været under. Han mener, at det er vigtigt fortsat at overvåge situationen tæt.

- Vi er bedre rustet end de fleste, men man skal selvfølgelig undgå at være alt for selvsikker. Vi skal være beredte og være meget overvågende, for vi ved ikke, hvilke varianter der kommer. Vi skal opretholde vores infrastruktur, vores overvågning, og vi skal have politisk mod til at tage de beslutninger, der skal tages, hvis der pludselig opstår en variant, der effektivt kan bryde igennem vaccinernes forsvar eller ændrer sig, så også de mindste børn bliver slemmere udfordret af virus.

Tag med Avisen Danmark på roadtrip i Tyskland.
Som repræsentant for die dummen Dänen kører jeg på tre uger lang reportagetur igennem det tyske valg. Min bil er født, før Merkel blev kansler og har dåser på slæb, mit tysk er gebrokkent, og min kone er uimponeret. Udgangspunktet er således perfekt for målet: forelskelse. Illustration: Mikkel Damsgaard Petersen

Ausflug in Deutschland: - Aber ich spreche nicht so gut Deutsch

"Tyskland for begyndere". Sådan kunne overskriften også lyde på den klumme, Emil Jørgensen har skrevet. Avisen Danmarks unge reporter rejser Tyskland tyndt og dækker valget til Forbundsdagen 26. september. Og ligesom for mange andre danskere er det ikke det store naboland mod syd, der har været ledestjerne gennem Emils liv.

Faktisk forklarer en lektor i tyske studier, at vi danskere ved forbløffende lidt om Tyskland, tyskerne og tysk politik. Færre og færre herhjemme studerer tysk. Og modsat amerikansk og britisk politik skriver medierne sjældent stolpe op og ned om Angela Merkel og co.

Men det skal der laves om på nu. Emil vil forsøge at forstå og forelske sig i tyskerne igennem en tre uger lang reportagetur. Og du er inviteret med på rejsen, som begynder her.

Mandag formiddag lå jeg på en strand på Sardinien i 30 graders varme og kiggede på krystalklart, smaragdgrønt vand. Tirsdag pillede jeg bryllupspynten af min Citröen Xantia fra 1998 og lod, som om jeg ikke så det kaos af kufferter, gaver og honeymoon blues, som mit hjem befandt sig i. Onsdag morgen - halvanden uge efter jeg blev gift, dagen efter endt bryllupsrejse - kører jeg mod Slesvig-Holsten for at dække det tyske forbundsdagsvalg.

- Vi ses om tre uger, skat.

- Ja, det er meget romantisk, siger hun, og jeg tror ikke, at hun mener det bogstaveligt.

Indrømmet: Bratwurst mit Sauerkraut har en anden klang end spaghetti alle vongole, men vi er nødt til at interessere os mere for pølsen, for den kommer fra det vigtigste land i Europa.

Og netop nu står det land over for forandring. Angela Merkel, som har været kansler i 16 år, stopper. Mens Danmark har haft fire statsministre, Storbritannien har haft fem premierministre og USA fire præsidenter, har den samme kvinde siddet på magten i Tyskland. Nu vil hun ikke længere.

Og svar mig så ærligt på dette: Foruden Angela Merkel - hvor mange tyske politikere kan du så nævne? En håndfuld? De tre kandidater til kanslerposten? Nul?

Det amerikanske realityshow om Det Hvide Hus og det engelske drama om Downing Street får væg til væg-dækning af i de danske medier, men kanslervalg hos vores store nabo mod syd har vi af en eller anden grund svært ved at hidse os op over. Da jeg præsenterede idéen om et tysk roadtrip, en såkaldt Ausflug, fik min redaktør en rynke ekstra i panden:

- Tysk politik er jo ikke sjovt, sagde han tørt.

Måske er det, fordi Forbundsdagen - det tyske parlament - er for forudsigelig. Tyskerne har i mange år prioritetet stabilitet; de vil have politikere som forvalter landet, snarere end forvandler det. Briterne kan lade sig forføre af brexit-skrigende tidligere journalister, et flertal af amerikanerne kan falde pladask for en tidligere realitystjerne, tyskerne vil have advokater.

De tre personer som kæmper om at afløse Angela Merkel - SPD’s Olaf Scholz, CDU’s Armin Laschet og Die Grünens Annalena Baerbock - har alle læst jura. Med undtagelse af mønsterbryderen Merkel, som har en doktorgrad i kvantefysik, skal vi helt tilbage til Helmut Schmidt i 1982 for at finde en forbundskansler, som ikke har læst jura. Tyskerne foretrækker deres overraskelser i kinderæggene, ikke i politiken.

Men måske har vi også svært ved at begejstres over tyskerne, fordi vi ikke forstår dem. Det påstår Moritz Schramm, en af de fremmeste tyskeksperter i Danmark. Han er født og opvokset i Vestberlin, er lektor ved tyske studier på Syddansk Universitet i Odense og har fungeret som en art Yoda for mig i plottet af denne rejse.

- Når jeg holder foredrag rundt omkring i landet eller optræder i medierne bliver jeg gang på gang overrasket over, hvor lidt danskerne egentlig ved om Tyskland, tyskerne og tysk politik, siger han.

Den manglende interesse kan aflæses i de danske studietendenser. Med mere end 83 millioner indbyggere lige syd for grænsen er Tyskland Danmarks største enkeltstående handelspartner. Tyskland er Europas største økonomi, tysk er det mest talte sprog i unionen. Alligevel er der færre og færre danskere, som gider at læse det.

Andelen af elever i det almene gymnasium med tysk på højniveau er næsten halveret fra 11 procent i 2005 til under seks procent i 2020. Og antallet af optagne studerende på videregående tyskuddannelser er faldet med godt 30 procent fra 2010 til 2020.

Jeg er selv et glimrende eksempel på tysk-ladheden. Min egen farmor er faktisk fra Tyskland, og jeg var god til sproget. Selv om min tysklærer hadede mig - fordi jeg åbenbart “aldrig kunne holde kæft” - var hun nødt til at give mig 10 ved afgangseksamen i 9. klasse.

- Du fortjener det ikke, sagde hun og havde nok ret.

For karakteren vekslede jeg til 02 i spansk på gymnasiet, fordi en studietur til Madrid lød mere sexet end en ditto til Hamborg. Nu taler jeg hverken flydende spansk eller tysk, og om lidt skal jeg bilde en masse tyskere ind, at jeg er dansk korrespondent.

- Vi gør det sjovt, lovede jeg min redaktør på det førnævnte møde.

- Vi udfordrer mine egne og mange andres fordomme om tyskerne. Vi fortæller om valget, Tysklands strømninger og udfordringer gennem et skørt og mangfoldigt persongalleri, nøjagtig ligesom da vi lavede roadtrip igennem den amerikanske valgkamp. Vi forelsker os i tyskerne, viser, at alt kan ske.

Han sukkede dybt, kiggede på mig med sit skaldede hoved i sin hånd og mumlede.

- Den er købt, Emil.

Så nu er jeg på vej. Når du læser dette, er jeg formentlig et sted i grænselandet - i min 23 år gamle Citröen, som går under navnet Citronen og for øvrigt kører som en drøm. Og jeg er ikke helt alene i bilen, for med på rejsen er idéer, input og spørgsmål fra nysgerrige læsere på Fyens Stiftstidende og JydskeVestkysten. Du kan også give dit besyv med. Måske har du en idé til et sjovt miljø, jeg bør opsøge et sted i Tyskland. Eller et råd til hvordan jeg sikrer Glückliche Frau, glückliches Leben, når jeg kommer hjem igen.

Skriv til til Emil ved hjælp af formularen på hjemmesiden spoerg.avisendanmark.dk

Fire ting, vi misforstår ved tyskerne

Vores syn på tyskerne og tysk politik er ofte fordomsfuldt, forsimplet og fejlbehæftet. Det mener Moritz Schramm, som er lektor på tyske studier på Syddansk Universitet i Odense. Derfor har han 30. august udgivet bogen “Kampen om midten: Tysk politik i det 21. århundrede”, der handler om det tyske samfund anno 2021. Og over for Avisen Danmark har han uddybet fire udbredte danske misforståelser:

1. “Tyskerne er kedelige og autoritetstro”
- Tyskland var tungt og bittert efter krigen, og mange tyskere var og er konservative. Men det nye Tyskland er noget andet. Det er farverigt og spraglet. Politisk satire stortrives, og tyskerne er på mange punkter mere kritiske over for myndighederne, end danskerne er det - for eksempel når det kommer til dataindsamling.

2. “Den tyske maskine kører som smurt”
- 160 i timen på Autobahn og stabil økonomi. Mange tænker, at tyskerne har styr på det meste, og at deres bureakrati og infrastruktur er velfungerende. Men landet er dysfunktionelt på flere punkter. Digitaliseringen er mange steder slet ikke startet, 20 procent af befolkningen lever omkring fattigdomsgrænsen, og køen til en lang række borgerservices, som pasfornyelse, er lang.

3. “Det tavse flertal i Tyskland ønsker en stram udlændingepolitik”
- En udbredt misforståelse er, at der findes et tavst flertal i Tyskland, der ønsker sig en lige så stram udlændingepolitik, som Danmark har. Men det passer ikke. Medierne dækker Alternative für Deutschland og Pegida, som om det er en ny strømning og overser, at den nationalkonservative fløj altid været der. Den er faktisk bare blevet mindre.

4. “Tyskerne har stadig dårlig samvittighed over anden verdenskrig”
- Jeg hører tit skyldsspørgsmålet brugt som forklaringsmodel på Tysklands ditten og datten. Men undersøgelser viser, at kun fem procent af den tyske befolkning føler skyld. Politisk og institutionelt bruges lektien fra anden verdenskrig som et erfaringsgrundlag, der gør tyskerne mere tilbøjelige til at åbne sig op for verden og beskytte mindretal, men det har intet med dårlig samvittighed at gøre.

Journalist Emil Jørgensen. Foto: Michael Bager
Moritz Schramm mener, at vi danskere har meget svært ved at forstå tyskerne. Han er lektor og studieleder ved tyske studier på Syddansk Universitet og forfatter til bogen “Kampen om midten: Tysk politik i det 21. århundrede”. Privatfoto
Tal mere om sex. Det er sundt for parforholdet.
- Hvis din partner vil tale med dig om sex, så husk, at det er en smuk intention at ville bringe mere liv og lyst til bordet, siger Joan Ørting, som med sin nye bog "De fem erotiske sprog" håber, at hun kan bidrage med noget positivt. - Hvad er min gave til verden? Det spørgsmål får mig op hver morgen, fortæller hun. Foto: Anette Hyllested

Joan Ørting: - Luk munden op, inden du tager tøjet af

Vi taler alt for lidt om sex og vores erotiske ønsker, inden vi kaster os ud i det. Det mener sexolog Joan Ørting. Vi lader så at sige skæbnen råde. Selv når vi bliver et fast par, taler vi meget lidt om sex af skræk for afvisninger og kritik.

- Man skulle tro, at vi delte seng med en sabeltiger, siger Joan Ørting.

Tavsheden betyder, at vi aldrig får delt vores længsler eller ryddet seksuelle irritationsmomenter af vejen. Og derfor skal vi lære at lukke munden op, inden vi tager tøjet af, siger hun. Læs interviewet.

Alt for mange lader skæbnen råde, når det kommer til erotik, fordi vi er hæmmede og bange for kritik, mener sexolog Joan Ørting. Hun har skrevet en bog til at hjælpe den nødvendige samtale om sex i gang. Hun glæder sig til selv at gøre brug af bogens forslag, hvis hun skulle blive forelsket igen.

Vi har fået en samtykkeerklæring på det erotiske område, men reelt ved vi ikke, hvad vi samtykker om. For måske er det en partner med hemmelig hang til kvælersex, vi har givet vores samtykke. Eller måske vil hun have smæk, og han kan ikke lide at slå. Vi aner - samtykkeerklæring eller ej - sjældent den slags på forhånd, fordi vi taler alt for lidt om sex og vores erotiske ønsker, inden vi kaster os ud i det. Vi lader skæbnen råde, mener sexolog Joan Ørting.

Derfor har hun efter flere års bog-tavshed skrevet "De fem erotiske sprog" for at hjælpe samtalen i gang og for at give os alle et erotisk ordforråd, så sex-snakken ikke bliver alt for svær. For det er ikke kun, når vi dater, at det er en god idé at få fortalt, hvilket erotisk sprog vi har. Det er det også i parholdet. Derfor er bogen til både singler og par.

Bogen er lyserød på forsiden, og det passer perfekt til forfatteren, der som altid har en blomst i håret og romantisk tøj på med blonder og snit, der fremhæver hendes kvindelighed.

Men hov, er det ikke cowboybukser, hun går rundt i her i sit bondehus på Langeland?

- Jeg har lige købt dem, og det er en helt ny og dejlig fornemmelse. Jeg har jo altid været en kjolepige, siger hun, klapper sig selv bagpå og sender sit indtagende smil, som både mænd og kvinder har ladet sig bade i i årtier.

Der er englefigurer i hendes hus, en skikkelig og gammel hund, stearinlys, middelhavsfarver, kludetæpper, skind og en brændeovn, hun fodrer flittigt. Her dufter af dejlige sæber og kaffe, og udenfor er haven skinnende grøn efter en byge. Her er hygge med hygge, men her er ingen mand. Det vender vi tilbage til.

En sabeltiger i sengen

Når to mennesker er forelskede i hinanden, fylder det erotiske, men når hverdagen sætter ind, skrues der ofte ned.

- Vi synes dybest set, at sex skal ske af sig selv. Det skal bare opstå spontant, uden at vi behøver sætte ord på det, men det bliver det ikke ved med, så samtalen er nødvendig. Og hvis man ikke fra begyndelsen har fået talt om sine tændingsknapper, længsler og seksualitet i det hele taget, bliver det kun sværere og sværere for hver dag, der går, at "afsløre" erotiske længsler eller sætte ord på nye seksuelle ønsker. For også på det område udvikler vi os gennem årene.

- Resultatet er for eksempel, at mange mænd er blevet pleasere og kan slikke kvinden til tre orgasmer, men ikke selv kan komme, siger Joan Ørting.

Der kan også være seksuelle irritationsmomenter, som det kan være svært at lufte efter længere tid, hvor man har ladet som om, at det var dejligt.

- Man skulle tro, at folk sov sammen med en sabeltiger, så bange de er. Men det er jo vores egen partner, der ligger dér. En partner, vi skal kunne tale med om sex, siger Joan Ørting.

Hendes erfaring er, at når det handler om erotik, er vi så hæmmede, konfliktsky og også bange for misforståelser og afvisninger - både at få dem og at give dem - at vi hellere tier stille og lever med irritationerne og de uopfyldte ønsker.

- Og vi er på konstant og unødvendigt overarbejde med at fortolke hinandens signaler: "Nu går hun i bad, vil hun så have sex?" og "Nu tilbyder han massage, vil han så have sex bagefter?" siger Joan Ørting.

Hvis vi derimod øvede os i at tale med vores partner om erotik, slap vi for alt det og kunne få et meget bedre sexliv, mener hun. Og det er her, hendes bog kommer ind i billedet med øvelser, lege og konkrete forslag til samtalernes form, hyppighed og måder at indkredse og finde det erotiske sprog, man hver især har.

Hvis jeg hjælper et par med at få ryddet op i nogle af deres konflikter og giver dem redskaber til at tale bedre sammen, giver det balance og ro i familien, hvilket er godt, men det forbedrer ikke parrets sexliv ... Går jeg derimod direkte til samtalen om parrets sexliv og sætter mit fokus der, og kommer der gang i erotikken igen, bliver ikke kun deres sexliv bedre, det løser også mange af de problemer, der er omkring magtkampe, manglende tillid, jalousi og så videre.

Uddrag af bogen

Ørting som single

Ved indgangen til Joan Ørtings bondehus står et gigantisk og dominerende figentræ, hvilket føles ironisk, fordi husets beboer er så langt fra den kyske udgave af Adam og Eva, der dækkede sig med netop figenblade.

Fignerne er store og saftige.

I Ørtings ungdom var der mange mænd, og i hendes ægteskab var der også en tantra-elsker, hvilket førte til, at hendes far slog hånden af hende i en længere periode, men i dag har de to igen et tæt og godt forhold.  I 2016 blev hun forladt af sin mand efter 15 års ægteskab. I dag har Joan Ørting, nu 61 år, været single i et par år, og hun lukker først en ny mand ind i sin favn, hvis hun bliver forelsket i ham. Sex uden kærlighed interesserer hende ikke, siger hun, for hun har forandret sig, og lige nu betyder seksualitet for eksempel mindre for hende end friheden til at gøre, som hun vil.

Og at gøre er netop, hvad hun gør. Den 61-årige sexolog sidder ikke meget ned. Når hun ikke uddanner sexologer på sin skole i København, holder foredrag, laver podcast, skriver på en bog, en brevkasse og meget andet, passer hun bondehuset på Langeland, der har været hendes i 16 år, og den tilhørende have på 3500 kvadratmeter. Hun står op ved sekstiden hver morgen efter maksimalt syv timers søvn.

For 10 år siden forsøgte hun i et interview i Fyens Stiftstidende at forestille sig, hvordan hendes liv ville være - netop nu.

Vil du høre det?

- Ja, da. Det er spændende.

Joan Ørting i hjemmet på Langeland, hvor hun bor tæt på sin søster og dennes søn på 26 år. Hun har ikke selv børn. Foto: Anette Hyllested

Du blev spurgt, om sex ville interessere dig lige så meget om 10 år, og så svarede du: "Sexenergi er den største kraft i universet, og når man har så meget af den i kroppen, så har man også meget energi på andre områder. Man er mere nysgerrig og mere kreativ, så sexenergi og forholdet mellem mand og kvinde vil blive ved med at interessere mig. Også selv om jeg nok kommer til at gå i en mere spirituel retning".

- Jamen, det passer jo alt sammen, og jeg er også blevet mere spirituel med årene. Jeg er forelsket i selve livet og tror også, at vi kommer et andet sted hen, når vi dør, siger hun og slår ud med armene, mens de røde krøller hopper.

- Men skal vi ikke hellere tale om bogen? Den er mere spændende end mig.

Samleje på seks minutter

Ifølge Joan Ørting viser undersøgelser, at et samleje i et parforhold i gennemsnit varer cirka seks minutter. Og at det finder sted to til fire gange om måneden og typisk efter klokken 22, hvor det er sværere at blive ophidset på grund af lavere testosteron-niveau.

Det er elendige måltal for erotisk gnist.

Hvis de seks minutter samtidig er utilfredsstillende, snurrer samlivets dødsspiral.

Men hvordan får man taget hul på samtalen om sit erotiske liv?

- Læs min bog, siger Joan Ørting og griner højt.

Hun erkender, at det formentlig vil være flest kvinder, som læser den.

- Men så slå op på noget, du finder pirrende og interessant og læg den på toilettet. Så skal din partner nok få det læst, siger hun og smiler igen.

Kommer samtalen i gang, handler det om at gøre det ordentligt. Ikke at kæmpe, flygte eller fryse, som er de reaktioner, vi typisk griber til.

- Vær turist i både din egen og din partners seksualitet. Vær nysgerrig og spørg for eksempel din partner: "Hvilke ord vil du sætte på det sexliv, vi to har" og del din sårbarhed, hvis du bliver ked af svaret. Så kan du for eksempel sige: "Der blev jeg lige såret, men jeg ved godt, at det ikke var din hensigt", forklarer Joan Ørting.

- Vi skal ikke reagere, men respondere. Husk også, at under enhver svær følelse gemmer sig et behov, siger hun.

Hun er gladere for denne nye bog, hun har skrevet, end for de andre. For hun føler oprigtigt, at hun har fornyet ved at finde fem sprog med tilhørende metoder til at gøre vores erotiske liv bedre.

- Jeg glæder mig til den dag, jeg får en partner, jeg kan bruge bogen sammen med. Så vil jeg spørge ham: "Hvordan har jeg været som erotisk partner for dig i den her uge?".

Joan Ørting: "De fem erotiske sprog", er netop udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof