Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Foto: Jacob Schultz

Minkfarmere kan ikke komme videre med deres liv

Det lød ellers godt, det med milliarderne, der skal kompensere de danske minkavlere for det nu nedlagte erhverv, men først skal erstatningskommissionen forbi de tomme farme, og der kan snildt gå tre-fire år, før det sker.

- Det er tudetosset, siger den forhenværende minkfarmer Martin From fra Fyn om den situation ham og hans eks-kollegaer står i lige nu, 

Burene er tomme, pelsene væk for længst - men alligevel skal alle tidligere minkfarmere vedligeholde deres minkfarme, som om der stadig var mink og et erhverv. Og det skal de blive ved med indtil erstatningskommissionen har været forbi og vurdere farmene. Det kan kun ske med et fysisk besøg, og det har lange udsigter. Der kan komme til at gå tre-fire år, før alle farme er vurderede. På de store farme koster vedligeholdelsen 300.000 kroner om året, vurderer Martin From.

Men en ting er vedligeholdelsen, en anden er selve livet. Det liv, de gerne vil videre med nu, de tidligere minkfarmere. For det er svært at komme videre, når man står med en gård, man ikke kan sælge, selvom der faktisk er købere. En af dem er Bjarne Sørensen, som nu føler sig stavnsbundet på sin gård i Hjerting nord for Esbjerg:

- Det er godt nok træls. Jeg bor alene på sådan en stor gård, og jeg er tvunget til at fortsætte med at gå og holde alt det. Jeg er 58, så hvis jeg skal prøve noget nyt, skal det til at være, fortæller han.

I et skriftligt svar til Avisen Danmark skriver fødevareminister Rasmus Prehn, at han vil se på sagen og skriver blandt andet: "Så snart fagligheden er klar med nogle muligheder, vil jeg vende det med aftalepartierne."

God fornøjelse med Dagens Danmark.

Billede af Lone Schaumann
Billede af skribentens underskrift Lone Schaumann Nyhedsredaktør
Minkavlere bruger stadig enorme summer på at vedligeholde haller og bure
Bjarne Sørensen håber ikke, han ender med at være stavnsbundet i de tre til fire år, der kan gå, før minkfarmene er besigtiget, og erstatningerne er udregnet. Men indtil videre betyder uvisheden om kompensationen, at både hans advokat og hans revisor fraråder ham at sælge. Foto: Jacob Schultz

Frustreret minkavler frarådes at sælge landejendom før kompensation: Jeg kan være stavnsbundet i årevis

Bjarne Sørensen på 58 år står i øjeblikket i en træls kattepine. Han vil gerne sælge sin store landejendom, men hans advokat og revisor fraråder ham at sælge, før hans minkfarm er blevet besigtiget, og kompensationen udregnet.

Men ifølge Fødevarestyrelsen vil der formentlig gå mere end tre år, før de sidste minkavlere har fået deres kompensationer, og derfor føler den tidligere minkavler sig stavnsbundet, og det er han ikke alene om.

Den nordfynske minkavler og formand for de fynske minkavlere Martin From står selv med to ejendomme, han ikke kan sælge, og han har talt med flere andre i samme situation.

Den manglende mulighed for at sælge er dog kun en af de udfordringer, minkavlerne står med, når de gerne vil videre med deres liv. De føler sig også tvunget til at vedligeholde de tomme minkhaller, indtil værdien af dem er vurderet, og det er både dyrt i tid og penge.

Tidligere minkavler Bjarne Sørensen på 58 år har ikke længere brug for sin store landejendom ved Hjerting nord for Esbjerg. Derfor har han siden nedlukningen af erhvervet været klar til at sælge, og han har endda også fundet en køber. Der er bare et problem. Både hans revisor og advokat fraråder ham at sælge, før hans minkfarm er blevet vurderet af erstatningskommissionen, og det kan tage tre til fire år. På Fyn står en anden minkavler med samme problem. Minister lover at se på sagen.

Vil du høre minkavler Peter Fleborg selv fortælle hele historien om, hvordan han endte i sit livs vacuum, så klik her og hør Podcasten Danmark:

 

Mink: 58-årige Bjarne Sørensen er træt. Træt af at slå græs, male vinduer og udhæng og vedligeholde staldbygning, pelseri og lade på sin landejendom ved Hjerting nord for Esbjerg, som han ikke længere har brug for. Da statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede minkerhvervet for snart ti måneder siden, besluttede han sig for at sælge stedet og finde noget mindre. Han fandt også en køber til sin landejendom.

Alligevel har han ikke kunnet komme videre med salget.

Årsagen er de mange haller med minkbure, der står nord for det rødstensmurede stuehus. Både hans advokat og revisor har frarådet ham at sælge, før et af ministeriets erstatningskommissioner har været ude at vurdere værdien af hans tomme minkfarm, og det kan tage flere år.

Klik her for at lytte til det seneste afsnit af Podcasten Danmark, som denne gang handler om minkavlernes erstatning

 
Da Mette Frederiksen 4. november sidste år sagde, at alle danske mink skulle aflives, vidste Bjarne Sørensen ikke, at nedlukningen af erhvervet, ville ende med at stavnsbinde ham. Foto: Jacob Schultz

erfor er hans plan om at flytte til et mindre hus i området sat på standby på ubestemt tid.

- Det er godt nok træls. Jeg bor alene på sådan en stor gård, og jeg er tvunget til at fortsætte med at gå og holde alt det. Jeg er 58, så hvis jeg skal prøve noget nyt, skal det til at være. Men nu kan der gå flere år. Jeg føler mig stavnsbundet, siger han.

Det er godt nok træls. Jeg bor alene på sådan en stor gård, og jeg er tvunget til at fortsætte med at gå og holde alt det. Jeg er 58, så hvis jeg skal prøve noget nyt, skal det til at være.

Bjarne Sørensen, forhenværende minkfarmer

- Det er stærkt kritisabelt

Den følelse er Bjarne Sørensen ikke alene om. På Fyn står den tidligere minkavler Martin From med samme udfordring. Han har to ejendomme, han gerne vil sælge, men det kan ikke lade sig gøre, før minkhallerne er væk, og de kan ikke fjernes, før kommissionen har besigtiget dem.

- Det ville være rart at komme videre og få det afhændet. Nu skal jeg over og fyre til vinter og sørge for, det ikke frostsprænger. Jeg vil også gerne plante skov, der hvor jeg havde minkfarm på den grund, jeg bor på. Ventetiden er virkelig frustrerende. Uanset om jeg vil eller ej, bruger jeg virkelig meget energi på at spekulere over det, siger Martin From.

På grund af sin tidligere post som formand for de fynske minkavlere, har han været i kontakt med flere, der deler de to minkavleres problem.

- Jeg synes, det er stærkt kritisabelt. Vi har fået at vide, at der vil gå tre til fire år, før alle minkfarme er vurderet. Jeg mister tilliden til politikerne og især regeringen, når der skal gå så lang tid. Jeg tænker især på de ældre avlere, der skal gå og vente. Nogle af dem når slet ikke at få glæde af det. Det er også trist, siger Martin From.

Skal vedligeholde tomme bure

Men minkavlernes manglende mulighed for at sælge deres landejendomme er ikke det eneste, der gør det sværere for dem at komme videre i deres nye liv. Avlerne har ifølge Martin From fået besked på, at de skal blive ved med at vedligeholde deres minkfarme, som om der stadig levede mink, indtil de er blevet vurderet. Det bruger Martin From en del tid og penge på. Tid og penge som han ikke har lyst til at bruge og hellere så brugt på sin nye virksomhed.

- Det koster os alle sammen en masse penge. Vi skal sørge for, de ser ordentlige ud, når de kommer og vurderer. På de store farme koster det omkring 300.000 om året. Det er tudetosset at bruge så mange penge på noget, der skal brækkes ned lige om lidt, siger Martin From.

Professor: Det er et alvorligt problem

Det er uholdbart, at minkavlere risikerer at være stavnsbundne de næste tre år, mens de venter på, at kommissionerne kommer ud og besigtiger deres minkfarme. Det vurderer professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, Frederik Waage.

Det er uholdbart, hvis nogle minkavlere virkelig risikerer at blive stavnsbundne de næste tre år, mens de venter på, at kommissionerne kommer ud og besigtiger deres minkfarme. Det vurderer professor i forvaltningsret ved Syddansk Universitet, Frederik Waage.

- Det er et alvorligt problem, som jeg håber ministeriet er i gang med at finde en løsning på. Det virker helt forkert, hvis tidligere minkavlere skal vente til 2024, før de kan sælge deres ejendomme, fordi nogle bure skal besigtiges, siger han.

Professoren er uforstående overfor, hvorfor der skal være tale om fysiske besigtigelser på minkfarmene.

- Det må være grænser for, hvor vigtig en fysisk besigtigelse er. Jeg har ikke forståelse for, at man ikke kan tilrettelægge det, så man kan indhente dokumentation for staldenes tilstand gennem video eller billeder. Det må kunne lade sig gøre at dokumentere hvad prisen er på det her, uden at ejeren skal vente flere år, siger han.

Professoren kritiserer også, at minkavlerne har fået besked om fortsat at vedligeholde deres minkfarme.

- Det er helt uholdbart, at de skal blive med vedligeholde deres udstyr, hvis det allerede ligger fast at det ikke mere skal bruges. Det er jo forbundet med et betydeligt værdispild, og det forekommer urimeligt og som en unødvendig udgift at opretholde burene, indtil ministeriet kommer forbi. Det vil være samfundsøkonomisk uholdbart, at man ikke for eksempel kan dokumentere ejendommes tilstand i 2021 med video.

- Taksationsmyndigheden har utvivlsomt kompetencen til at kunne vurdere prisen på en ejendom selvom den måtte være blevet revet ned eller ændret på anden måde. Selvom det muligvis vil kræve lidt mere arbejde hos myndighederne, så er jeg slet ikke i tvivl om, at taksationen ville kunne nå frem til det rigtige erstatningsbeløb, selv uden fysisk besigtigelse.

Tilbage i Hjerting er 58-årige Bjarne Sørensen gået en anden vej end sin fynske kollega. Han har givet op på at vedligeholde sine minkhaller.

Siden hans erhverv som minkavler blev nedlagt, er han gået tilbage til sit gamle erhverv og er blevet selvstændig tømrer. Men når han kommer hjem fra arbejde, har han ikke overskuddet til også at vedligeholde den tomme minkfarm. Derfor er han også bekymret for, hvad det kan komme til at betyde for erstatningssummen.

- Jeg kan til nøds klippe græs, men jeg får ikke holdt bure og redekasser ved lige. Der ligger meget arbejde i det, hvis vi skal vedligeholde det så længe. Nu har det stået tomt otte måneder, og det er helt utroligt, så hurtigt det falder sammen, siger han.

Minister lover at se på sagen

Både Bjarne Sørensen og Martin From håber, at politikerne kan finde frem til en løsning, så de kan afhænde deres ejendomme, uden de behøver vente i årevis på besigtigelser og vurderinger, og på en måde, hvor de ikke risikerer at lide store tab ved det.

- Jeg har accepteret, at i år sker der ingenting. Så må vi se, om der er kommet en løsning til næste år. Det er ikke sikkert, jeg stadig har en køber der, men jeg er ikke bange for ikke at få den solgt. Min gård ligger kun én kilometer fra byen. Det er bare ventetiden, der er træls, siger Bjarne Sørensen.

Bjarne Sørensen havde ikke regnet med, at han skulle ende sin karriere som minkavler med at smide sine 7000 til 8000 mink ud på en mødding. Endnu mindre havde han regnet med, at nedlukningen af erhvervet kunne stavnsbinde ham til en landejendom, han ikke længere har brug for. Foto: Jacob Schultz

Men den ventetid kan snart blive kortere. I et skriftligt svar til Avisen Danmark skriver fødevareminister Rasmus Prehn, at han vil se på sagen med stavnsbundne minkavlere og vedligehold af de tomme minkfarme.

- Jeg kan godt se problematikken i, at man går og vedligeholder noget alene for at få mest muligt ud af en taksatorvurdering. Ministeriet er i tæt dialog med Kopenhagen Fur og følgeerhvervene om de her udfordringer, og jeg forventer, at vi finder en løsning. Jeg synes eksempelvis, det lyder fornuftigt at tage billeder eller video af det materiel, det drejer sig om, og lave nogle øjebliksbilleder. Så snart fagligheden er klar med nogle muligheder, vil jeg vende det med aftalepartierne.

Mange i Dansk Folkeparti havde håbet, at retssagen mod Morten Messerschmidt ville blive begyndelsen på noget nyt for partiet
Næstformand Morten Messerschmidt og formand Kristian Thulesen Dahl i folketingssalen på det tidspunkt, hvor partiet egentlig skulle have holdt pressemøde på sit sommergruppemøde. Det droppede partiet - officielt for være i salen, da indgrebet i sygeplejerstrejken blev vedtaget. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Løvkvist: DF lader til at være blevet afhængig af nederlagets smerte

Mange i Dansk Folkeparti havde håbet, at retssagen mod Morten Messerschmidt ville blive begyndelsen på noget nyt for partiet. Siden har den hårde dom over Messerschmidt betydet det modsatte:

En fastholdelse af det konstante, smertefulde nederlag, partiet befinder sig i. Anke, berettiget eller uberettiget opstand over dommerens tilsyneladende antipati mod DF og Messerschmidt, klagesag, diskussioner om ledelsens støtte eller mangel på samme til Messerschmidt, torpedering af partiets sommergruppemøde af en mystisk lydfil - alt andet end relevant politik for potentielle vælgere.

Måske handler det om, at nederlag og smerte er gået hen og blevet en del af partiets identitet, skriver Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist.

Enhver fan af et fodboldhold kender det:

Det kan gå ens hold så skidt så længe, at man ender med at blive afhængig af smerten. Man begynder at opfatte den smertefulde middelmådighed som en del af ens identitet og noget, man i det mindste føler sig hjemme i. Man kigger mere overbærende end misundeligt mod fans af hold med succes og tænker på dem som nogle, der lever overfladiske liv uden kendskab til den reelle dybde af eksistens.

Man bliver et med smerten. I selvforsvar bilder man sig ind, at man holder af den.

Der vil være folk i Venstre, der kender følelsen. Folk i Liberal Alliance. Og der vil i særdeleshed være politikere i Dansk Folkeparti, der kender den.

Op til retssagen, hvor Dansk Folkepartis næstformand Morten Messerschmidt blev idømt seks måneders betinget fængsel for svindel med EU-midler og dokumentfalsk, var følelsen blandet med håb. Igennem smertens tåger lignede det en skæringsdato. Dommens dag hvorefter man kunne begynde at arbejde sig frem mod potentialet for succes under det ene eller andet lederskab.

I stedet blev det en skæringsdato, der blot intensiverede knivens skær mod dem selv. Ført af dem selv.

Det havde været så nemt at sætte en svindeldømt næstformand på bænken og sige:

Lad os vente med at få dig på banen igen, til du måtte blive frikendt i næste instans - hvis du bliver frikendt.

Så ville banen måske blive fri til, at partiet igen kunne komme i gang med at bygge sig op på at præsentere politik, der er relevant for nogen.

Men formand Kristian Thulesen Dahl havde ikke styrken. Og han kender som intens og ægte Liverpool F.C.-fan - ellers netop - følelsen. Et hold hvis fans i årtier svømmede i smerten.

Og havde han før retssagen haft ambition om at lave det rene og for udenforstående nemme snit - som f.eks. Søren Pape Poulsen (K) formåede at give den alvorligt krænkelsesanklagede Naser Khader i endnu renere grad - så forvitrede den mulighed under retssagen. Thulesens og i særdeleshed hans tro løjtnant, gruppeformand Peter Skaarups vidneudsagn blev udlagt som regulær underløbning af Messerschmidt.

Det vigtige er ikke, om det rent faktisk var underløbning, eller om det blot var resultatet af at blive udspurgt af jurister, der har et noget mere køligt og nøgternt sigte mod at nå ind til kernen og fakta, end journalister har. Det vigtige - i hvert fald i forhold til det politiske spil - var netop hvordan, det blev udlagt. Og opfattet.

Og væsentlige dele af Dansk Folkepartis bagland opfattede partiledelsens vidneudsagn som underløbning med direkte kurs mod Messerschmidts politiske levedygtighed. Et uforudsigeligt kaos kunne have brudt ud, hvis Thulesen og Skaarup havde valgt at sige det til Messerschmidt, der udefra set ville have være så let: Gå i omklædningsrummet.

Et kaos, der kun ville blive forstærket af en lydfil, der dukkede op i Berlingske og underbygger fortællingen om gustent overlæg fra Thulesen og Skaarup.

Så nu står Thulesen tilbage med et parti, der har en spiller rendende rundt på banen, som mange mener at have set stå foran dommeren og modtage et rødt kort. I Dansk Folkeparti vælger man så at knibe øjnene sammen og stirre på kortet, indtil hjernen fortæller dem, at det blot er gult.

Fordi Thulesen ikke har styrken.

Fordi retssagen og fortællingen om ledelsens underløbning af Messerschmidt har skabt et gensidigt afhængighedsforhold mellem Messerschmidt og Thulesen.

Næsten uanset hvor meget formandsskadelig virksomhed Messerschmidt kunne tænke sig at lave, vil det være tæt på umuligt og i hvert fald højsrisikabelt for Thulesen at sanktionere ham - det vil splitte baglandet og folketingsgruppen fuldstændigt. Allerede nu ser vi EU-ordfører Alex Ahrendtsen have problemer med at holde sin sædvanlige stil: At nøjes med at servere sin utvetydigt kritiske holdning til den nuværende ledelse i interne fora.

Og Messerschmidt har kun interesse i at bevare Thulesen i formandsstolen, indtil hans lønlige håb om ikke længere at være en dømt mand eller måske bare en dømt, men dog genvalgt mand måtte blive indfriet.

Imens kan partiet leve videre i nederlagets smerte. Forlænge den med opstand over, at dommeren i Messerschmidt sag har liket nogle opslag på Facebook og fortællingen om utidig personlig antipati mod Dansk Folkeparti og Morten Messerschmidt og dermed inhabilitet.

Forlænge den med gnisten af håb og tro på, at landsretten så slet ikke kommer til at vurdere bevisets stilling på ny, men vil lade det hele begynde forfra i byretten.

En eventuel genstart i byretten - hvor sandsynlig eller usandsynlig den måtte forekomme - vil med lige så stor sikkerhed som i første omgang resultere i en ny anke, en ny landsretssag og måske højesteretssag. Og et fortsat og langt politisk liv tilbragt under trygge, kendte og smertefulde vilkår.

I smertens tåger lignede dagen for dommen over Messerschmidt en skæringsdato af håb for Dansk Folkeparti. I stedet blev det en dato, der blot intensiverede knivens skær mod dem selv. Ført af dem selv.

DNA-analysen fra Tonny Brantlov og tusindvis af andre danskere bliver gemt i Danmarks største computer
Et halvt år efter diagnosen var lægerne løbet tør for behandling for Tonny Brantlovs kræftsygdom. Men så læste de hans gener og fandt ny medicin. I dag er han rask nok til at passe sine 20 tønder land og nusse om båden, der ses i baggrunden. Foto: Klaus Vedfelt/Ritzau Scanpix

Lægerne opgav Tonny: DNA-analyse gav ham livet tilbage

Når vi bliver syge i fremtiden, vil vores behandling i højere grad afhænge af, hvilken genetisk opskrift vi går rundt med inde i vores celler.
Og for 74-årige Tonny Branth fra Silkeborg er fremtiden allerede landet. Kun et halvt år efter at han fik en kræftdiagnose i 2019, var lægerne løbet tør for konventionelle behandlinger til ham.
Men da han blev tilbudt en eksperimentiel behandling, der blandt andet bestod af en genetisk analyse, kom der nye muligheder. I dag er kræften halveret takket være det, man kalder personlig medicin.
Når vores gener bliver omdrejningspunktet i behandlingen, åbner det både op for en række etiske dilemmaer og risikoen for, at det hyperfølsomme sundhedsdata, som vores genetiske opskrift er, lander i forkerte hænder.
Hør mere om personlig medicin i podcasten Adapter. Find den der, hvor du plejer at høre podcasts, eller på avisendanmark.dk/podcastenadapter.

Danmarks største computer står inde i tre store containere udenfor Risø. Computeren gemmer og analyserer tusindvis af danskeres DNA, så deres behandling kan blive mere personlig og dermed bedre. Det er fremtiden, der er landet, siger direktøren for det hele, mens kritikere frygter misbrug af de super-følsomme persondata.

Sundhed: I 2019 fik Tonny Brantlov fra Silkeborg konstateret kræft. Først i den ene nyre, men siden fandt lægerne det spredt til flere andre organer.

Heldigvis var der masser af behandling, fortalte lægerne. Først prøvede de piller og kemoterapi. Så immunterapi.

Men intet virkede så godt som håbet. Et halvt år efter diagnosen gav lægerne op. Der var ikke mere behandling tilbage til Tonny.

- Jeg fik at vide, at de ikke kunne gøre mere. Men så var der en læge, der spurgte, om jeg var interesseret i at komme til Rigshospitalet, hvor de afprøver ny medicin, siger han og fortsætter:

- Det tog jeg selvfølgelig imod. Her måtte jeg også prøve lidt forskelligt, men så fandt de frem til de piller, jeg tager i dag. Det har haft en kolossal effekt - kræften er mere end halveret.

Det, som lægerne på Rigshospitalet havde gjort, var at analysere Tonnys DNA. Og herefter kunne de så finde medicin, der passede præcist til ham og hans unikke kræftsygdom.

DNA-analysen fra Tonny Brantlov og tusindvis af andre danskere bliver gemt i Danmarks største computer. Herfra kan læger over hele landet på sigt hente den ned, så de ved enhver relevant lejlighed kan skræddersy eksempelvis Tonnys behandling.

Supercomputer fylder 3 containere

Tværs over landet fra Silkeborg, bag høje hegn udenfor Risø på Sjælland, ligger tre mørkeblå fyrrefodscontainere.

Med store bogstaver står der på siden ”Danish National Genome Center” – Det Nationale Genom Center.

Det Nationale Genom Center

  • Det Nationale Genom Center blev oprettet i 2019.
  • Ambitionen er at udvikle og drive Danmarks nationale infrastruktur for personlig medicin. I centrum for det arbejde er at læse og analysere tusindvis af danskeres DNA.
  • Centeret står både for selve laboratoriearbejdet med at læse DNA'et i de prøver, der sendes ind fra sygehusene, og med at gemme og analysere dem i en supercomputer.
  • I årene 2019-2024 forventer centeret af få op imod 60.000 danskeres DNA igennem maskineriet. Her drejer det sig om særligt udvalgte patientgrupper, blandt andet børn med genetiske sygdomme og en række former for kræft. På sigt forventes det, at endnu flere mennesker vil få deres genetiske opskrift opbevaret i supercomputeren.
  • Centerets drift betales af det offentlige, mens Novo Nordisk Fonden har givet en milliard kroner til opstart af projektet.

Inde i containerne står en supercomputer, hvis lagerkapacitet og processorkraft er svær helt at begribe.

Og inde i den computer bliver den nøjagtige rækkefølge af Tonny Brantlovs seks milliarder bogstaver lange genom gemt - sammen med tusindvis af andre danskeres lige så lange genom.

Der er meget information i computeren allerede nu. Og hver dag kommer der nye genomer til.

Men supercomputeren kan mere end blot at gemme de enorme mængder information. Det fortæller Bettina Lundgren. Hun er læge og direktør for Det Nationale Genom Center.

- Den kan regne og analysere de her data. Forstå dem individuelt og på tværs, og holde øje med, hvem der ser på de forskellige data.

Så når en læge, for eksempel Tonnys, overvejer en ny behandling til ham, kan lægen i princippet bruge information fra supercomputeren til at evaluere, om det er et godt match.

Når lægen gør det, kaldes medicinen personlig – den er valgt nøjagtig til Tonny. Og personlig medicin trender og bliver af mange set som den næste store revolution i sundhedsvæsenet.

Skræddersyet medicin

Når jeg skriver, at lægen ”i princippet” kan bruge informationen fra supercomputeren i forrige afsnit, er det, fordi mulighederne i personlig medicin stadig i altovervejende grad lander i den kategori, der hedder ”potentialer”.

Langt det meste af det, som læger og forskere ser for sig med personlig medicin, kan de altså ikke gøre i dag.

Der er undtagelser, som Tonny Brantlovs historie er et levende eksempel på. Men lige nu er muligheden for at få læst og analyseret genomet især interessant for mennesker, der lider af genetiske sygdomme.

Jeg så gerne, at vores politikere var så fornuftige, at de havde sikret mine rettigheder. At de ikke sagde ”prisen for at reparere dig, er, at vi sælger dine data til hver-som-helst.

Anders Kjærulff, teknologi-kritiker

- Har man for eksempel et barn med en sjælden sygdom, kan det være relevant at finde ud af, om den er genetisk, for blandt andet at fastslå, om fremtidige søskende også er i risiko, men også for at gøre udredningen langt hurtigere, forklarer Bettina Lundgren.

Derudover er Det Nationale Genom Center ren guf for forskere, der ønsker at undersøge, hvordan generne spiller ind i forskellige sygdomme. En forståelse, der er grundlæggende nødvendig for at udleve det store potentiale i netop personlig medicin.

Her står den så, i tre blå containere: Danmarks største computer, specialdesignet til at opbevare og analysere følsomt sundhedsdata. Foto: Klaus Vedfelt/Ritzau Scanpix

Kunstig intelligent vagthund

Vi står altså, som samfund, efter sigende foran et bjerg af muligheder, og Det Nationale Genom Center er netop sat i verden for at sikre, at det hele går til på en ensartet, effektiv og sikker måde, siger Bettina Lundgren.

Og sikkerhed, det er vigtigt. For vores genom er spækket med informationer om os.

De seneste år er man blevet i stand til at se, om et menneske er i særlig risiko for at få en lang række sygdomme som kræft, hjerte-kar-sygdomme og psykiske sygdomme, alene ud fra deres gener. I fremtiden vil man måske også kunne se, hvor stor en intelligens et barn for eksempel bliver født med.

Altså er der i DNA’et informationer, der er yderst personlige og sensitive. Så kan vi stole på, at informationerne i supercomputeren ikke ender i de forkerte hænder?

- Vi har designet supercomputeren ud fra et princip om, at vi ikke har tillid til nogen. Data kan tilgås af fagfolk med autorisation fra hele landet, men vi kan se, hvem der søger adgang til hvad, fortæller Bettina Lundgren og fortsætter:

- Og så har vi kunstige intelligenser, der hele tiden følger data. Hvis den ser et mærkeligt mønster i, hvem der for eksempel tilgår hvad, så slår de alarm.

Ufornuftige politikere

Men trods indsatsen er kritikere ikke tilfredse. En af dem er debattør og teknologi-kritikker Anders Kjærulff.

Ud over risikoen for brådne kar blandt de mennesker, der har adgang til systemet, frygter han også hackerangreb, der i princippet kan betyde, at tusindvis af genomer pludseligt kan være frit tilgængelige på nettet. Og det er ikke det eneste.

Han peger på, at politikerne over flere omgange har gjort det klart, at de gerne ser de genetiske data solgt til udenlandske forskningsinstitutioner og medicinalvirksomheder, ligesom de ikke har afvist, at for eksempel politiet kan få adgang til dem.

- Jeg mener, det er meget sandsynligt, at man vil bruge de her data til alt, hvad man kan komme af sted med, siger han.

Anders Kjærulff forstår som sådan godt, at syge mennesker takker ja til at få analyseret deres data.

Computeren er i dansk kontrol, på dansk jord og i offentlige hænder. Så det er os, der styrer, hvad der skal ske med de her data, og hvem der skal have adgang.

Bettina Lundgren, Det Nationale Genom Center

Han ville selv gøre det, hvis det var eneste mulighed i et alvorligt sygdomsforløb, tilføjer han. Men han mener ikke, det er rimelige vilkår, man bliver tilbudt i den situation.

- Jeg så gerne, at vores politikere var så fornuftige, at de havde sikret mine rettigheder. At de ikke sagde ”prisen for at reparere dig, er, at vi sælger dine data til hver-som-helst”, forklarer han.

Sundhedsdata fører til bedre behandling

Ved Det Nationale Genom Center anerkender direktør Bettina Lundgren, at der er risici og masser at etiske dilemmaer.

Men hun mener, at genomcenteret er den rigtige vej at gå, når vi både skal gribe mulighederne for bedre behandling ved hjælp af genetiske analyser, og samtidig prioritere sikkerhed, kontrol og rettigheder.

- Computeren er i dansk kontrol, på dansk jord og i offentlige hænder. Så det er os, der styrer, hvad der skal ske med de her data, og hvem der skal have adgang, siger hun.

Derudover peger hun på, at et flertal i befolkningen er positive over for, at staten skulle ligge inde med hele deres genetiske opskrift.

- Vi har lavet en undersøgelse blandt borgerne. 84 procent siger ”ja tak” til en genetisk undersøgelse i forbindelse med deres egen behandling, mens 75 procent siger ”ja” til forskningsbrug, fortæller Bettina Lundgren.

Sundhedspersonalet skabte tryghed

Tonny Brantlov fra Silkeborg er heller ikke i tvivl om, at det var det hele værd. For selv om han ikke er helbredt, har han fået det langt bedre, efter at han er kommet i den nye, personlige behandling.

- Jeg har tyve tønder land, en dejlig støttende familie og masser af projekter, så der er nok at se til. Og jeg føler faktisk, at jeg nu har de samme kræfter, som før jeg blev syg.

Generelt har han følt, at sygeplejersker, hjemmeplejen og lægerne har gjort et formidabelt arbejde med at behandle og passe ham under hele sygdomsforløbet. Og netop derfor har han også haft en stor tiltro til, at de har fundet den bedste behandling.

- Det er klart, at jeg gjorde mig nogle overvejelser, da jeg blev tilbudt de mere eksperimentelle behandlinger. Men jeg var ikke så skeptisk, tværtimod er jeg utrolig taknemmelig for at være kommet i den her behandling, siger han og slutter:

- Hvis jeg ikke var kommet i den behandling, ja – hvor havde jeg så været henne nu?

Hør mere om mulighederne og risiciene ved personlig medicin og genomsekventering i denne uges Adapter. Find den på www.avisendanmark.dk/podcastenadapter

Danmark er førende i Europa i behandlingen af livstruende tarmsygdom med raske menneskers afføring
Afføring fra raske donorer laves i fæcesbanken om til kapsler som dødssyge tarmpatienter skal sluge 15-20 stykker af, hvorefter de typisk allerede dagen efter er raske. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Afføring fra andre redder hvert år mange liv

Fæcestransplantation.

Det er alligevel et ord man ikke hører ofte. Men edt er måske en skam, for en fæcestransplantation kan redde menneskeliv.

Ni ud af ti patienter med livstruende diarré kan blive raske af at sluge afføring fra en donor med en sund mave. Afføring fra raske donorer laves i fæcesbanken om til kapsler, som dødssyge tarmpatienter skal sluge 15-20 stykker af, hvorefter de typisk allerede dagen efter er raske.

- Vi har fæcesbanker nu både i Aarhus, Odense og Hvidovre, hvor vi samler afføring fra raske donorer. Den laves om til kapsler, som af patienterne i dag er den foretrukne måde at indtage tarmbakterierne på i forhold til kikkertundersøgelse eller sonde, fortæller overlæge ved Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet Christian Lodberg Hvas.

Danmark er førende i Europa i behandlingen af livstruende tarmsygdom med raske menneskers afføring.

Ni ud af ti patienter med livstruende diarré kan blive raske af at sluge afføring fra en donor med en sund mave.

Alligevel er det kun en ud af ti europæere, som får en såkaldt fæcestransplantation.

Det viser en kortlægning i 47 lande, som forskere fra Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital står bag.

Den gode nyhed er, at Danmark er førende i Europa - både når det gælder behandling af og forskning i den livsfarlige tarminfektion clostridium difficile.

Den rammer typisk patienter, der forinden har fået voldsom antibiotikabehandling for eksempelvis for betændelse i urinveje eller lunger og dermed har fået den naturlige tarmflora smadret.

- Vi har fæcesbanker nu både i Aarhus, Odense og Hvidovre, hvor vi samler afføring fra raske donorer. Den laves om til kapsler, som af patienterne i dag er den foretrukne måde at indtage tarmbakterierne på i forhold til kikkertundersøgelse eller sonde, siger Christian Lodberg Hvas, som har været med til at opbygge den første danske fæcesbank.

Han er overlæge ved Lever-, Mave- og Tarmsygdomme på Aarhus Universitetshospital og klinisk lektor på Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.

Indtagelsen af en andens raske tarmbakterier er så effektiv, at den ellers ofte dødeligt syge patient tit bliver rask allerede dagen efter.

Det er tidligere undersøgt, at indlæggelsestiden for de alvorligt syge tarmpatienter kan halveres. Det samme gælder hospitalsudgifterne, som faldt per patient i gennemsnit fra 420.000 til 243.000 kroner om året.

Derfor er det ifølge Christian Lodberg Hvas glædeligt, at Danmark på få år er rykket fra 100 til 600 årlige fæcestransplantationer. Også selv om der fortsat er et endnu større potentiale i Danmark.

- Vi er dem, der i Europa behandler flest på denne måde. Men det tager lang tid at indføre en ny behandling som standard. Vi har jo ikke et stort medicinalfirma med et kæmpe markedsføringsbudget i ryggen, som typisk ellers er måden at indføre nye behandlinger på, siger han.

- Men nu har alle danske patienter i hvert fald adgang til behandlingen, uanset hvor de bor i landet.

/ritzau/

Mandag taler Radio4 Morgen med Christian Lodberg Hvas, der forklarer, hvordan behandlingen af sygdommen foregår. Det interview kan du høre herunder.