Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

640 afghanere kom ud af landet med et amerikansk krigsfly søndag aften. Foto: Defense One /Ritzau Scanpix

Hvor går grænsen for afghanske flygtninge?

Tusindvis af flygtninge forsøger i disse timer at komme ud af Afghanistan og dermed væk fra Talibans styre. Men hvad skal der ske med dem?

Som sild i en tønde.

Sådan vil jeg beskrive fotoet af 640 mænd, kvinder og børn, der søndag aften sad tæt sammen på gulvet i et amerikansk militærfly på vej ud af Afghanistan.

Billedet har sat sig på min nethinde. Jeg kender ikke deres baggrund, men ved, at de er flygtet fra Taliban. Måske frygter de individuel forfølgelse, måske ønsker de ikke at leve under det nye styre.

På billedet sidder de ubehageligt tæt i et fly, de måske knap ved, hvor lander. Alligevel syntes jeg, de ser lettet ud. Det lykkes dem trods alt at komme væk i tide.

Men hvor er de nu på vej hen? De 640 er i første omgang kommet til Qatar, lyder meldingen. Men hvor de – og de mange tusinde andre, der stadig forsøger at komme ud af Afghanistan – ender, er uvist.

Da det gik op for Verden, at Taliban var ved at indtage Kabul, sendte 60 lande, blandt andet Danmark og USA, prompte en anmodning til Taliban: Lad folk komme ud af landet, hvis de ønsker det.

Men hvor de skal tage hen, er straks mere uklart. Bliver de i nabolandene, eller vil der komme bølger af flygtninge mod Vesten?

Christiansborg emmer ikke af lyst til at tage stilling til de mange menneskers videre skæbne. Forstå hvorfor og hvordan det kan ende, i en analyse af Avisen Danmarks politiske reporter, Kasper Løvkvist, lidt længere nede.

Billede af Emilie Aagaard
Billede af skribentens underskrift Emilie Aagaard Viden, klima og tech-journalist
Krigen i Afghanistan har kostet danske liv. Nu spørger veteranerne, hvad meningen var.
Casper Holmgaard Kajgaard har været med til at træne de afghanske tropper, der skulle beskytte landet, når koalitionen trak sig ud. I dag mener han, at den indsats har været forfejlet. - Vi har måske været for godtroende. Men afghanerne holder med dem, der er stærkest. Så snart vi forlod Afghanistan, stod Taliban stærkest. Afghanerne følte, at hvis de ikke smed deres våben eller gik over til Taliban, ville de blive slået ihjel. Privatfoto

Veteranen Casper sover stort set ikke om natten: På 14 dage har vi mistet det hele i Afghanistan, og det gør bare ondt indeni

For mange danskere var det skræmmende at se, den militante bevægelse Taliban indtage Afghanistans hovedstad, Kabul, søndag aften.

Men for nogle af dem, der i årevis har risikeret liv og lemmer for at undgå netop det, er situationen tæt på ubærlig. Derfor har Veterancentret indkaldt ekstra mandskab til at tage sig af veteranerne.

En af dem, der har benyttet sig af muligheden for at tale med en af centrets psykologer er 38-årige Casper Holmgaard Kajgaard. Han har ad tre omgange været udsendt til Afghanistan, og det har haft sin pris. En af hans gode venner begik selvmord, efter de kom hjem fra deres sidste udsendelse sammen, og selv har Casper Holmgaard Kjærgaard udover sorg døjet med stress, depression og manglende nattesøvn.

Nu sidder han tilbage med en følelse af, at de mange års kamp for bedre levevilkår for afghanerne kan have været forgæves. - På 14 dage har vi mistet det hele. Det gør bare ondt indeni, siger han.

Den 38-årige veteran Casper Holmgaard Kajgaard har ad tre omgange været udsendt til Afghanistan. Prisen har været stress, depression og tabet af en af sine kammerater, der begik selvmord efter deres sidste udsendelse sammen. Formålet var bedre levevilkår for afghanerne, men da Taliban søndag aften indtog Kabul, føltes de 14 år i militæret pludselig meningsløse.

Afghanistankrigen: Det var først, da den 38-årige veteran Casper Holmgaard Kajgaard tændte for TV2 News søndag aften, at virkeligheden for alvor ramte ham. På skærmen så han det, han havde kæmpet for at undgå en stor del af sit liv. Taliban havde indtaget præsidentpaladset i Afghanistans hovedstad Kabul.

- Der gik det rigtigt op for mig, at det var tabt det her. Jeg sad tilbage med en tom fornemmelse og sad bare og stirrede på fjernsynet. Jeg havde trykken for brystet og en masse følelser indeni, som er svære at forklare. En eller anden form for sorg, som jeg tror mange af mine tidligere kollegaer kan nikke genkendende til, siger Casper Holmgaard Kajgaard, der bor ved Hammel, mellem Randers og Silkeborg.

Han har været aktiv i det danske forsvar fra 2003 indtil 2018. Tre gange nåede han at blive udsendt som sergent. Alle gangene til Afghanistan, og alle gangene med en forventning om at gøre en forskel.

- Jeg ville gerne gøre livet bedre for nogle andre, der ikke havde så gode vilkår som en selv. Jeg har kæmpet så lang tid for det, og så på 14 dage har vi mistet det hele. Det gør bare ondt indeni. Det føles som spild af tid, penge og liv, siger han.

Stress, depression og tabet af kammerater

For Casper Holmgaard Kajgaard har udsendelserne til Afghanistan ikke været uden omkostninger. Efter sin sidste udsendelse, hvor han udover at være sergent også var sektionsfører, gik han ned med stress og depression. Trods halvandet års psykologhjælp kan han stadig ikke sove ordentligt om natten.

- Det er hårdt som dansker, når der er landsmænd, der går bort, mens vi er dernede. Men det har også taget hårdt på os, når de afghanerne, vi har været med til at træne op og kender, er døde, siger han.

Casper Holmgaard Kajgaard håbede på, at vestens tilstedeværelse i Afghanistan ville give afghanerne et bedre liv. Privatfoto

To af Casper Holmgaard Kajgaards kammerater og kolleger kunne ikke ryste de barske oplevelser af sig og endte med at begå selvmord, efter de vendte hjem. Den ene af dem tog sit eget liv blot et halvt år, efter Casper var udsendt sammen med ham i 2011.

- Det var en af dem, jeg snakkede meget med, og vi var i samme enhed. Han havde så mange dæmoner. Han havde set mange af sine kammerater sprænge i luften, blive såret og dræbt. Det var blevet for meget for ham, siger Casper Holmgaard Kajgaard.

Sover kun tre timer

Det er tab som dem, som gør det svært for veteranen at se en mening med de mange år i militærets tjeneste. Siden Taliban indtog Kabul, er den smule søvn, Casper Holmgaard Kajgaard er vant til at få, også blevet endnu mindre. De sidste to døgn har han kun sovet tre timer per nat. Derfor var han en af de veteraner, der mandag tog kontakt til Veterancenteret og fik en samtale med en psykolog.

For Casper Holmgaard Kajgaard er det næsten ubærligt, hvis de fremskridt han og hans kolleger var med til at sikre i Afghanistan nu glider ud i sandet. Han håber, at pigerne i det mindste kan få lov til at fortsætte med at gå i skole. Privatfoto

For Casper Holmgaard Kajgaard var det mere oplagt end at tage fat i en af de soldaterkammerater, han har været udsendt med. Den slags følelser er ikke noget, de taler meget sammen om, forklarer han.

- Det er noget, man snakker med sin kone, kæreste eller sine nærmeste om. Hvis vi taler om det, er det typisk over en øl. Men vi ringer ikke til hinanden for at tale om det. Desværre, for jeg tror, at det kunne have reddet flere af mine kammerater fra at tage den nemme vej ud.

Et spinkelt håb

Selvom Casper Holmgaard Kajgaard første reaktion var, at hele den danske indsats i Afghanistan blev tabt på gulvet, da Taliban indtog Kabul, har han i dag et lille håb om, at deres indsats ikke har været forgæves. Men håbet er baseret på udtalelserne fra Talibans øverste ledelse, som Casper Holmgaard Kajgaard ikke har meget tiltro til.

- Det er fine ord, der kommer fra Talibans øverste ledelse i Qatar, om at vesterlændinge og deres samarbejdspartnere har frit lejde til at forlade landet. At piger stadig må gå i skole. Jeg kan kun håbe på, det er sandt, men jeg har også bare oplevet situationer nede i Afghanistan. Jeg har set, hvordan Taliban kan mishandle mennesker. Under min sidste udsendelse i 2011 blev engelske soldater taget til fange. De blev lemlæstet og fik skåret halsen over. Så om Taliban vitterligt vil gøre, som de siger, er jeg ikke overbevist om, siger han.

Krigen i Afghanistan

Efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 gik USA i krig mod Taliban-styret i Afghanistan.

I næsten 20 år har USA og en lang række vestlige lande været til stede i landet for at bekæmpe Taliban. Den danske indsats i Afghanistan varede fra 2002 til 2021.

10.980 danske soldater har været udsendt i perioden.

37 personer er blevet dræbt eller er omkommet som følge af kamphandlinger.

Syv personer er døde ved sygdom, ulykke eller anden skade, som ikke direkte kan forbindes til kamphandlinger.

214 personer er blevet såret.

Veterancentret under Forsvaret har indkaldt ekstra mandskab til at hjælpe de veteraner, der ringer ind og har behov for at tale med en psykolog de kommende dage.

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker og følelser, du har, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-04, ligesom du har mulighed for at chatte med Livslinjen.

Billederne fra 2015, hvor syriske flygtninge gik på motorvejen, har sat sig i hukommelsen. Vil vi se en gentagelse?
Afghanske mænd i lufthavnen i Kabul forsøger at hægte sig på et U.S. Air Force C-17 transporfly, mens det ligger an til at lette. Foto: AP/Ritzau Scanpix

Løvkvist: Mens Christiansborg undviger at tale om ny flygtningestrøm, søger hånden mod nødbremsen

Mens desperate afghanske mænd sætter livet på spil i lufthavnen i Kabul i forsøget på at flygte fra Taliban, næres frygten i Europa og dansk politik for, at konsekvensen kan blive en gentagelse af scener i 2015.

Da de europæiske grænser brød sammen, og syriske flygtninge strømmede ud af togsæt i Rødby og Padborg og videre ud på motorvejene.

Det scenarie forsøger politikerne i al magt at holde fra livet, mens de bag linjerne gør sig klar til at håndtere en eventuel gentagelse af 2015-krisen på en langt mere konsekvent og håndfast facon end sidst. Det skriver Avisen Danmarks politiske reporter og analytiker Kasper Løvkvist.

Få begivenheder har ændret dynamikkerne i dansk politik som strømmen af syriske flygtninge på motorvejene i 2015. F.eks. er det for Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen en væsentlig del af forklaringen på, at han har bakker fuldtonet op om en meget stram udlændingepolitik, efter han få år tidligere havde været udmeldt af Venstre bl.a. fordi, Ellemann mente, partiet under Anders Fogh Rasmussen gik til yderligheder.

Nu er Afghanistan bukket under for Taliban, og Kabuls lufthavn er fyldt med afghanere, der for enhver pris vil ud af landet. Og når politikerne på Christiansborg sidder og ser scener med afghanske mænd, der kravler op på flyvemaskiner i fart, er linjen til billederne fra 2015 fra Sønderjylland, Lolland-Falster, Sydsjælland åbenbar.  Frygten for en gentagelse er til at tage og føle på.

Mens Taliban rykkede ind i de sidste dele af Kabul natten til mandag, sendte det britiske nyhedsbureau Reuters et telegram ud, som danske Ritzau hurtigt versionerede og lod gå ud på flertallet af danske nyhedssites. Mere end 60 lande, primært vestlige med USA i spidsen, men også asiatiske, afrikanske og sydamerikanske, stod sammen om en opfordring til Taliban, der bestemt ikke mindskede grunden til at frygte en gentagelse af 2015. Danmark var med i gruppen af lande.

Teksten fra det internationale samfund inklusiv Danmark til Taliban lød bl.a. sådan her:

"Afghanere og udenlandske statsborgere, der ønsker at rejse ud, skal have lov til det. Veje, lufthavne og grænseovergange skal forblive åbne."

Altså en direkte opfordring til at lade endnu flere afghanere søge ud i verdens flygtningestrøm. Inden det brændte helt sammen i Afghanistan, stod landet for cirka tre millioner af verdens flygtninge - cirka 400.000 er internt fordrevne.

Et klokkeklart dilemma: Næppe nogle af de mere end 60 lande står klar med åbne arme til at tage imod de flygtninge, som de opfordrer Taliban til at lade gå.

Lige nu er regeringen og Folketingets partier optaget af her-og-nu-dagsordenen - af evakuering af danskere og afghanere, der har arbejdet for Danmark. Det har længe været et trælsomt politisk arbejde for flertallet af partier at opnå enighed om, hvorvidt det skulle overhovedet skulle foregå - når det handler om ikke-danske statsborgere. Det trælsomme forsvandt, da Taliban rykkede ind i Kabul mod ambassaden. Nu bliver der arbejdet enigt og effektivt i respekt for, at sædvanligt politisk mokkeri faktisk kan koste liv.


Fordi der går altid udlændingepolitik i den. Og det kommer der også til at gå i Christiansborgs håndtering af Afghanistan og de bølger, Talibans sejr kommer til at sende ud i verden.


Det er dér, fokus er på Christiansborg - derfor er der ikke den store lyst til at se på flygtningeperspektiverne. Eller at tale om flygtningeperspektiverne. I hvert fald ikke til citat.

I Venstre er Ellemann klar i mælet om, at der ikke må gå udlændingepolitik i den. Som man altid siger i Enhedslisten, Radikale og SF, når man føler, at især Venstre og Socialdemokratiet lader der gå udlændingepolitik i hvad som helst. 

Fordi der går altid udlændingepolitik i den. Og det kommer der også til at gå i Christiansborgs håndtering af Afghanistan og de bølger, Talibans sejr kommer til at sende ud i verden.

I regeringen hersker der en opfattelse af, at det er malplaceret, taktløst, præmaturt overhovedet at tale om emnet, mens der stadig kommer voldsomme billeder fra lufthavnen i Kabul.

Og netop det, at det er malplaceret og taktløst, skærer situationen i pap:

Det vil kun være malplaceret og taktløst, når ens budskab er, at døren er lukket. Når budskabet er, at ja, vi mener, I skal have lov og lejlighed til at flygte fra Taliban over Afghanistans grænser, men I skal ikke tænke på at flygte ind over vores grænse.

På dele af Christiansborg er der allerede fokus på, at efter den store flygtningekrise i 2015 indførte den borgerlige regering med Inger Støjberg som udlændingeminister en såkaldt asylnødbremse. En asylnødbremse som den nuværende regering har taget til sig og overvejede at tage i brug, da Tyrkiet pludselig åbnede sine grænser mod EU i starten af 2020.

Den går kort sagt ud på at lukke landets grænser og afvise asylsøgere, inden de træder ind over den.

Så mens rattet holdes med stiv kurs mod her-og-nu-dagsordenen og evakueringen af danskere og hjælpere, er hånden allerede begyndt at søge ned mod nødbremsen, så bilerne på motorvejene ikke igen bliver fortrængt af flygtninge.

Dyrevelfærd er ikke helt ligetil.
Dansk Folkeparti ser gerne, at alle danske køer kommer på græs om sommeren. Det er bare ikke altid, at udelivet gør koen lykkelig, forklarer eksperter. Arkivfoto: Christian Agerskov Munk

DF vil have køer på græs - men nogle køer foretrækker stalden

Alle køer skal på græs om sommeren, hvis man spørger Dansk Folkeparti. Men når kun halvdelen af den danske kvægbestand på 1,5 millioner dyr stifter bekendtskab med åben himmel og græsstrå mellem klovene, så har det sine årsager. Det forklarer en række eksperter til Avisen Danmark.

Ud fra et strukturelt synspunkt er det i sig selv besværligt at finde nok græs til de mange dyr, hvis de samtidig skal producere så meget mælk som nu, mens landmænd skal opgive marker til andre afgrøder, når dyrene optager pladsen.

Kigger vi på koens sundhed og adfærd, så er det heller ikke givet, at græsmarkerne har en god nok kvalitet til, at dyrene trives udenfor. Hvis græsmarken eksempelvis er våd eller badet i bagende sol, vil koen faktisk have det bedre i en tempereret stald, lyder det blandt andet.

I den ideelle verden gik køerne på græs om sommeren. Men når kun halvdelen af dyrene møder en åben himmel i ny og næ, så skyldes det, at udelivet ikke nødvendigvis er så attraktivt, som det ser ud.

Landbrug: "Tiden er inde til at slippe køerne løs og lade dem komme på græs i hele Danmark." Sådan lød det i et debatindlæg fra Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard i weekenden i Avisen Danmark.

Dyrevelfærdsordføreren og den tidligere formand for Folketinget mener, at vi herhjemme bør gøre som vores naboland Sverige og stille krav om, at alle de drøvtyggende dyr bag mælk og ost skal gå udenfor om sommeren. Det er ifølge Pia Kjærsgaard det bedste ko-liv. Og den holdning bakkes op på Twitter af Enhedslistens stedfortræder på Christiansborg, Rasmus Vestergaard Madsen, som er økologisk landmand.

I supermarkedet er mælkekartoner da også prydet med glade dyr på græsmarker, så langt øjet rækker. Ligesom vi hvert år fejrer køernes festdag, når især økokøer hopper og danser ud i det fri i sommerhalvåret.

Alligevel kom kun en god fjerdedel af vores halve million malkekøer ud i naturen sidste år. Og hvis det bedste ko-liv vitterligt er på græs, hvordan hænger det så sammen med de faktiske forhold? Avisen Danmark har spurgt en række eksperter.

Nemmere at være inde

- Der er sket en udvikling de sidste 20-30 år, som er gået fra, at alle til kun ganske få malkekøer kommer ud på græs i dag, siger Troels Kristensen, der er seniorforsker på Aarhus Universitet.

Han forklarer, at antallet af køer per besætning hele tiden stiger, og hver gang der kommer flere køer, kræver det flere græsmarker.

- Der bliver langt fra stald til græsmark, kan man sige, og det giver en strukturel begrænsning for ret mange gårde. Der vil gå alt for meget tid med at gå fra stald til græs, som går fra selve malkningen og tiden til at æde foderet i og dermed koens hviletid, siger Troels Kristensen.

I det hele taget er det mere besværligt for landmænd at have køer udenfor.

- Det er langt lettere at have dyrene indenfor, hvor du kan skabe en ensartet dagligdag året rundt. Når du lukker dyr ud, får du mange flere forskellige faktorer at tage højde for. Ligesom det er påvist, at deres produktivitet er lavere, når de går ude og skal æde en betydelig del af deres foder via afgræsning, siger han.

Det handler langt hen ad vejen om at opretholde en sund forretning, påpeger han. Og hvis man går skridtet videre og tager dyrene udenfor hele året, så må landmænd også give afkald på marker, der bruges til afgrøder.

- Hele præmissen for at diskutere køer på græs bunder i, om man vil opretholde en rentabel produktion af mælk eller ej. Når vi snakker malkekøer, giver det bare ikke mening i produktionsøjemed, at de skal gå ude året rundt, siger Troels Kristensen.

Et komplekst ko-liv

Går vi væk fra det praktiske og kigger på, hvad der så at sige gør koen glad, så kan det være en lige så broget affære som dyrenes plettede pels.

- Køer, som går ude, har som regel en del fordele, fordi de har større mulighed for at udfolde naturlig adfærd, har mere plads, kan undvige hinanden og har bedre mulighed for social adfærd, siger Lene Munksgaard, der er professor på Aarhus Universitet og ekspert i køers adfærd.

Kvæg på græs

  • Danmark huser godt 1,5 millioner kvæg fordelt ud over næsten 13.000 bedrifter. Godt en halv million af dem er malkekøer.
  • 47 procent af dyrene kommer på græs i mindst en del af året. 2 procent af dyrene er ude hele året.
  • Malkekøer kommer mindst på græs. I 2020 havde lidt over 70 procent af malkekøer ikke udeadgang i løbet af året.
  • Ser man på kvæg til avl og kødproduktion var det samme tal lidt over 40 procent.
  • Over halvdelen af det konventionelle kvæg har slet ikke adgang til udearealer med græs, mens økologiske kvæg har adgang mindst fire måneder om året, hvilket mest skyldes krav om adgang til udearealer for netop det økologiske kvæg. 

Men selvom det kan være fedt at gå under åben himmel, så betyder ikke, at velfærden i stalden er dårlig, påpeger hun.

- En velindrettet kostald kan sagtens tilgodese mange af de førnævnte ting. Og på dage, hvor der er 30 graders varme og høj solskin, kan det være bedre for koen at være i en ventileret stald. Ligesom en kold og våd regnvejrsdag kan gøre, at de hellere vil være i stalden end på marken. Så det er ikke så enkelt, at de altid har det bedre, når de går udenfor, siger hun.

Spørger man dyrlæge Helle Slot, der er formand for kvægfaggruppen i Den Danske Dyrlægeforening, er svaret heller ikke så ligetil.

- Det er fint, at dyrene kommer ud, for det er sundere for dem at gå på noget, der er blødt, end noget der er hårdt. Kvæg er ikke designet til at gå på et hårdt underlag af cement, som der typisk er i stalden. Men der er både fordele og ulemper ved at gå udenfor, siger Helle Slot.

Kan betyde sult og sygdom

En af udfordringerne ved udelivet er, at det kan være svært at få nok mad i dyrene.

- Dengang man havde 20-50 køer, skulle der ikke mange kvadratmeter jord til at mætte dem. Men i dag har en bedrift måske 1000 malkekøer, som hver især giver 30 liter mælk om dagen, og så nytter det ikke noget, at koen skal gå flere kilometer for at få foder nok til at opretholde ydelsen. Den skal jo også bruge tid på at ligge og tygge drøv og kommer derfor i tidsnød, siger Helle Slot.


Hele præmissen for at diskutere køer på græs bunder i, om man vil opretholde en rentabel produktion af mælk eller ej.

Troels Kristensen, seniorforsker på Aarhus Universitet


Når det kommer til græsset, er det heller ikke ligegyldigt, hvilken stand det grønne underlag er i. Her spille både geografiske forskelle og vejret en rolle.

- Jordkonsistensen er afgørende for, om græsmarken er egnet til at gå på. Hvis det regner meget, og marken bliver mudret, kan kvæget få skader på ben og klove og derved få en række sygdomme. Det svarer lidt til, hvis vi havde vores fødder konstant i vand, så bliver de også mere porøse og modtagelige overfor bakterier og andet skidt, siger Helle Slot.

I 2020 havde lidt over 70 procent af malkekøer ikke udeadgang i løbet af året. Arkivfoto: Morten Pedersen

Dyrlægen forklarer, at køer der går udenfor, også har større risiko for en bestemt type yverbetændelse, som skyldes fluer.

- Men på den anden side, er der andre typer af yverbetændelse, som optræder hyppigere inde i stalden end udenfor, så generelt kan det være rigtig svært at sige, at det ene er bedre end det andet, slutter Helle Slot.

Få råd til at håndtere dine børns køns-spørgsmål bedst muligt i artiklen.
På Børnetelefonen har man de seneste år set en stigning i antallet af samtaler, der indeholder temaerne kønsidentet og seksuel orientering. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Flere samtaler om køn og seksualitet på Børnetelefonen

Flere og flere børn og unge ringer til Børnetelefonen med spørgsmål om seksuel orientering og kønsidentitet. Det viser en ny analyse, som Børns Vilkår har lavet i forbindelse med, at der i denne uge afholdes WorldPride i København. Og det er ikke som sådan en negativ stigning, forklarer Ida Hilario Jønsson.

Hun arbejder som børnefaglig konsulent ved Børns Vilkår, hvor man blandt andet ser stigningen som udtryk for, at flere børn og unge har fundet ud af, at de har mulighed for at henvende sig til Børnetelefonen med spørgsmål om køn og seksualitet.

Men det er også vigtigt, at børn og unge føler sig hørt, når de går til deres forældre med de samme spørgsmål. Så hvis man er forældre til et barn, der pludselig stiller spørgsmål om kønsidentitet eller seksuel orientering, er det vigtigt, at man spørger nysgerrigt ind og søger viden om emnet, så ens barn føler sig tryg – og ikke forkert.

På Børnetelefonen har man flere samtaler med børn og unge om kønsidentitet og seksuel orientering, viser ny analyse. Undersøgelse viser, at LGBTQ+ børn og unge i højere grad er i mistrivsel end gennemsnittet, og derfor er det ifølge ekspert i Børns Vilkår vigtigt, at de voksne omkring dem får mere viden og forståelse for de udfordringer, som tvivl om kønsidentitet og seksuel orientering kan medføre.

Kønsidentitet: - Jeg sprang ud for ikke så lang tid siden. Mine forældre har fortalt mig, at de ikke har noget imod det, men den måde de opfører sig på, fortæller mig bare noget andet. Hver gang jeg har snakket med dem om det, lader de bare som ingenting og kalder mig det forkerte navn.

Ordene stammer fra en 12-årig transkønnet dreng, der har ringet til Børnetelefonen for at dele sine frustrationer.

Og det er han langt fra den eneste, der har gjort de seneste år.

Det viser en ny analyse fra Børns Vilkår, der i forbindelse med afholdelsen af WorldPride i København har set nærmere på, hvordan og hvor meget kønsidentitet og seksuel orientering fylder i deres rådgiveres samtaler på Børnetelefonen.

Antallet af samtaler med børn og unge, der ringer ind med spørgsmål om seksuel orientering eller kønsidentitet, er steget fra 2019 til i dag.

I 2019 havde Børnetelefonen i alt 1081 samtaler om seksuel orientering, hvilket steg til 1162 i 2020. I år har man indtil videre haft 1065 samtaler om emnet. Og for henvendelser om kønsidentitet ses et tilsvarende mønster.


Jeg vil virkelig gerne springe ud til mine forældre, men jeg er vildt nervøs. Mine forældre er ikke homofobiske overhovedet, men jeg er stadig bare vildt bange for, at de ikke vil acceptere mig som den, jeg er.

15-årig pige til Børnetelefonen


Det er dog ikke nødvendigvis et udtryk for, at der er flere børn, der tænker over deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, forklarer Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår.

- Det er noget, der har været mere fokus på de seneste år. Samtidig kan det også være udtryk for, at børnene føler eller fornemmer, at det her er noget, de faktisk kan snakke med nogen om. Så på den måde ser vi det som en positiv stigning i, at børn rækker ud og taler med blandt andet os, hvis de har brug for at vende det, de tænker på eller oplever i den her forbindelse, siger hun.

Oplever større mistrivsel

Langt de fleste børn, der ringer til Børnetelefonen med spørgsmål om seksuel orientering eller kønsidentitet, er i aldersgruppen mellem 13 til 15 år.

- Det handler ikke nødvendigvis om, at de er kommet i puberteten. Det er generelt en alder, hvor mange er optagede af, hvem de er, og hvordan omverdenen opfatter og accepterer dem, siger Ida Hilario Jønsson.

Spørgsmålene om seksuel orientering spænder vidt og bredt – fra børn, der føler sig usikre, fordi de oplever at være blevet forelsket i en, de kender, der har samme køn som dem selv, til unge, der fortæller om tvivl i forhold til at springe ud.

- Med kønsidentitet kan der igen være en usikkerhed eller forvirring om at "passe ind i en kategori" og hvilken kategori, det så er. Nogle siger for eksempel, at de er blevet i tvivl om deres kønsidentitet, fordi de godt kan lide at gå i noget andet tøj, end det tøj der forventes af dem ud fra deres køn. De kan være meget optagede af, hvem de er, og om de følelser, de har, betyder, at de identificerer sig med en anden kønsidentitet end den, de er født med. Og så er der børn og unge, der slet ikke er i tvivl, men som bekymrer sig om at blive accepteret, som den, de er, siger Ida Hilario Jønsson.

Og fælles for de to temaer er, at det kan være forbundet med mistrivsel, der kommer til udtryk som blandt andet ensomhed, selvskadende adfærd og tanker om selvmord, forklarer Ida Hilario Jønsson.

Om LGBT+

LGBT+ er en betegnelse, der dækker over personer, som bryder med normerne for køn, seksualitet og/eller romantisk tiltrækning.

L står for lesbisk.

G står for gay - det engelske ord for bøsse eller homoseksuel.

B står for biseksuel.

T står for transkønnet.

Q står for queer - en betegnelse, der blandt andet dækker over en person, der definerer sig i opposition til samfundets binære kønsforståelse af mænd og kvinder.

Plusset repræsenterer andre seksualiteter, romantiske orienteringer eller kønsidentiteter end heteroseksuelle og ciskønnede, hvis oplevede køn og kønsudtryk stemmer overens med det, vedkommende er født med.

Det billede bekræftes også af en undersøgelse fra LGBTQ+ i Danmark, der viste, at 64 procent af LGBTQ+ elever i grundskolen har selvmordstanker, 53 procent har udført selvskade, 40 procent har en spiseforstyrrelse mens 37 procent føler sig ensomme.

Mere uddannelse i køn og seksualitet

For at komme mistrivslen til livs anbefaler Børns Vilkår blandt andet, at der på læreruddannelserne investeres i undervisning og efteruddannelse om kønsidentitet og seksualitet.

Også landets skolesundhedsplejersker skal have et kompetenceløft, så de er bedre rustede til at håndtere mistrivsel, der udspringer af tvivl og spørgsmål om kønsidentitet og seksuel orientering.

- Det handler jo blandt andet om, at de voksne har mulighed og ansvar for at skabe rum, hvor der er plads til alle børn og unge, uanset hvilke tanker de går med, og hvilken seksuelle orientering eller kønsidentitet, de har eller identificerer sig med, siger Ida Hilario Jønsson.

Men som forælder kan man også gøre sit for at være mere forstående og inkluderende, så børn ikke kommer til at føle sig forkerte. Det er nemlig også et gennemgående tema i samtalerne på Børnetelefonen.

Herunder giver Ida Hilario Jønsson tre gode råd til, hvordan man som forældre kan møde børnenes spørgsmål, tvivl, frustrationer og eventuelle tegn på mistrivsel:

1 Tal ordentligt

- Oplever man som barn, at ens forældre taler nedsættende om personer med en anden seksuel orientering end heteroseksuel, kan det have betydning for, hvad barnet opfatter som accepteret. Og det har jo betydning for, om barnet overhovedet har lyst til at komme og betro sig til sine forældre.

- På Børnetelefonen taler vi med børn, der har en diffus tvivl om, hvordan deres forældre vil reagere, mens andre har en mere velbegrundet tvivl, fordi de simpelthen har oplevet, at forældrene taler nedsættende om mennesker med en anden kønsidentitet eller seksuel orientering end majoriteten.

2 Lyt, vær nysgerrig og prøv at forstå

- Oplever man som forældre, at ens barn kommer og vil tale med en om noget, eller har en fornemmelse af, at det er noget på spil for ens barn, skal man være lyttende, nysgerrig, søge information eller rådgivning og forsøge at forstå, hvad der rører sig for lige præcis mit barn

- Vær åben og anerkendende i forhold til, at det er noget der fylder og er vigtigt for barnet. Det er ikke nødvendigvis bare ”en fase” eller noget, barnet har set på sociale medier.

3 Vis, at man er der

- Ser man tegn på mistrivsel, er det vigtigt at tale med barnet om, hvad man ser, har lagt mærke til eller bekymrer sig om i forhold til, hvordan barnet har det. At man viser, at man er der for barnet og gerne vil hjælpe.

- Selvskadende adfærd, selvmordstanker og mistrivsel er ofte et symptom på, at noget er svært, og det skal man i første omgang finde ud af, hvad er, før man sætter ind med det, der kan være en hjælp.