Hovsa!

Det ser ud til, at du besøger Avisen Danmark i browseren Internet Explorer. Da Microsoft har valgt at lukke ned for den fortsatte udvikling af Internet Explorer, og i stedet anbefaler Microsoft Edge, gør vi det samme. Vi henviser derfor til Microsoft Edge, Google Chrome eller Safari, som alle supporteres.

De tre browsere er standard på hhv. Windows-, Chromebook- og Mac-computere, og kan derudover installeres helt gratis.

Desperate scener fra lufthavnen i Kabul fylder verdens medier denne mandag. Foto: Wakil Khosar, Ritzau.

Et ekko fra Vietnam-krigen

Søndag blev Vesten taget på sengen. For godt nok har der i de seneste uger været snak om, at det gik hurtigt med Talibans fremmarch i Afghanistan. Men at de skulle nå Kabul så hurtigt, og i øvrigt uden større modstand, var en overraskelse. Nu har det første chok lagt sig, og spørgsmålene står i kø.

Panik og kaos ved lufthavnen i Kabul.

Det var de nedslående billeder, jeg bekymret så på, mens jeg i dag drak min morgenkaffe. Bekymringen for Afghanistan må også fylde godt op hos verdens ledere.

Et sted, hvor klumpen i halsen må være ekstra stor, er i Det Hvide Hus i USA. For det var Joe Biden, der i sidste ende tog den skæbnesvangre beslutningen om at trække de amerikanske soldater ud af Afghanistan.

Indtil nu har præsidenten næsten kunnet gå på vandet. Men nu står han med en rigtig møgsag, og gamle minder om tilbagetrækningen fra Vietnam i 1970’erne dukker op. Spørgsmålet er, hvad det hele kommer til at betyde for præsidentens image på sigt og ikke mindst for amerikansk udenrigspolitik i fremtiden.

Det ser vi på lidt længere nede. Men først giver vi ordet til seks kvinder med afghanske rødder. Hvilken fremtid ser de for de afghanske kvinder, der skal leve under Talibans nye styre?

God læselyst.

Billede af Emilie Aagaard
Billede af skribentens underskrift Emilie Aagaard Viden, klima og tech-journalist
Det er ikke helt ligesom Vietnam. Men der er fællestræk.
En Chinook-helikoptor fra det amerikanske luftvåben deltager i evakueringen af amerikansk personel fra Kabul søndag 15. august. I juli nægtede USA's præsident, Joe Biden, at krigen i Afghanistan ville ende, som den gjorde i Vietnam i 1975: Med flugt via helikopter fra den amerikanske ambassade. Foto: Stringer/Reuters/Ritzau Scanpix

Ekspert: Billeder af USA’s helikoptere over ambassaden i Kabul vil blive brugt mod præsident Biden

Der kan ikke drages nogen paralleller mellem USA's tilbagetrækning i Afghanistan og den amerikanske evakuering i Vietnam i 1975. Sådan lød det i begyndelsen af juli fra USA’s præsident, Joe Biden.

Men søndagens billeder af helikopterne, der flyver frem og tilbage mellem det amerikanske ambassadekompleks og lufthavnen i Kabul, bliver nu sammenlignet med amerikanernes flugt fra Saigon i Vietnam.

Og den visuelle kobling vil helt sikkert blive brugt af præsident Bidens modstandere, mener Jørn Brøndal, der er professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

Men der er væsentlige forskelle på USA’s krige i Vietnam og Afghanistan, der betyder, at traumet efter 20 års amerikansk engagement i Afghanistan ikke vil blive nær så dybt, vurderer han.

De visuelle paralleller mellem de amerikanske tilbagetrækninger efter krigene i Afghanistan og Vietnam vil blive brugt mod USA’s præsident, Joe Biden, mener dansk ekspert i amerikansk politik. Den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, forsøgte også søndag aften at skyde den ydmygende sammenligning ned. Det her er ikke Saigon, lød det.

Afghanistan: På et pressemøde i begyndelsen af juli blev USA’s præsident spurgt, om han kunne se paralleller mellem de amerikanske tilbagetog efter krigene i Afghanistan og Vietnam.

Men der var ingen sammenligning mellem tilbagetrækningen i Afghanistan og det, der skete i Vietnam. "Overhovedet," lød det fra Biden.

- I vil under ingen omstændigheder se folk blive løftet væk fra taget af USA’s ambassade i Afghanistan. Det kan slet ikke sammenlignes, understregede han med alvor i stemmen.

Søndag morgen, da det stod klart, at Taliban var på vej ind i hovedstaden Kabul, talte billederne et andet sprog.

Store Chinook-helikoptere med to motorer fløj i pendulfart mellem det amerikanske ambassadekompleks og lufthavnen i Kabul i det, flere sammenligner med netop amerikanernes flugt fra taget af ambassaden i Saigon i Vietnam i 1975.


Det her er ikke Saigon. Vi tog til Afghanistan for tyve år siden med en mission om at gøre noget ved dem, der angreb os 11. september. Og den mission er vi lykkes med

Anthony Blinken, udenrigsminister i USA, til CNN


Og politisk set er det for præsident Biden en temmelig alvorlig situation, der med sikkerhed vil blive forsøgt udnyttet af hans modstandere i det republikanske parti frem mod det amerikanske midtvejsvalg i 2022.

Det vurderer Jørn Brøndal, der er professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.

- Og det, at man kan lave den visuelle kobling mellem Saigon i 1975 og Kabul søndag, er noget, som helt sikkert vil blive brugt politisk mod Biden, siger han.

- Det her er ikke Saigon

Joe Biden selv har været tavs, siden han i en pressemeddelelse lørdag lagde vægt på, at USA havde investeret næsten tusind milliarder dollars og trænet mere end 300.000 soldater og politifolk i Afghanistan, der nu måtte stå på egne ben.

Han ventes at tale til nationen 21.45 mandag aften dansk tid.

USA's præsident, Joe Biden, deltog søndag i et møde med blandt andet vicepræsident Kamala Harris, hvor han blev oplyst om situationen i Kabul. Siden lørdag har præsidenten ikke udtalt sig om udviklingen i Afghanistan. Foto: Det Hvide Hus/Reuters/Ritzau Scanpix

Men søndag, da situationen i Kabul spidsede til, deltog Bidens udenrigsminister, Anthony Blinken, i et interview på tv-kanalen CNN, hvor der også blev spurgt til, om ikke evakueringen af Kabul lignede den ydmygende slutning på Vietnam-krigen til forveksling.

- Det her er ikke Saigon. Vi tog til Afghanistan for tyve år siden med en mission om at gøre noget ved dem, der angreb os 11. september. Og den mission er vi lykkes med, lød det fra udenrigsministeren.

Ikke så stort et traume

Jørn Brøndal tror dog heller ikke, at krigen i Afghanistan vil efterlade lige så voldsomt et historisk traume, som Vietnam gjorde.

Da krigen i Vietnam var på sit højeste, var der mere end en halv million amerikanske tropper i landet – mere end fem gange så mange som i Afghanistan i 2010, før den daværende præsident, Barack Obama, begyndte at trække de amerikanske styrker hjem.

- Der er ikke lige så mange amerikanere, der er så investerede i Afghanistan, som det var tilfældet med Vietnam. Knap 60.000 amerikanere mistede livet i Vietnam, mens omkring 2400 soldater er døde i Afghanistan, forklarer Jørn Brøndal.

Disse dødsfald er selvfølgelig forfærdelige for både omkomne og efterladte, og der er også mange, der fortsat er lemlæstede eller traumatiserede efter at have deltaget i krigen i Afghanistan, understreger han.

- Men de var en del af en professionel hær. Krigen i Vietnam var langt hen ad vejen baseret på værnepligtige, og det gør også en kæmpe forskel. Protesterne mod krigen i Afghanistan nåede slet ikke samme niveau som de utroligt omfattende protester mod Vietnam-krigen. Så jeg tror ikke, traumet vil være lige så dybt, selvom det, der foregår lige nu, ligner en ydmygelse efter 20 års engagement i landet, siger Jørn Brøndal.

Joy Mogensen var løbet tør for energi. Det resulterede i en lille ministerrokade.
Joy Mogensens afgang som kulturminister tvang statsminister Mette Frederiksen, den nye kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen (th) og den nye uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (tv) en tur ind foran Frederik VIIIs Palæ på Amalienborg Slotsplads for at blive præsenteret for dronningen. (Foto: Mads Claus Rasmussen)

Dall: Nu skal den socialdemokratiske kulturpolitik gøres ideologisk

Med udnævnelsen af Ane Halsboe-Jørgensen til ny kultur- og kirkeminister efter, at Joy Mogensen trak sig fra posten i weekenden, har statsminister Mette Frederiksen placeret en mere ideologisk og erfaren minister i det udskældte ministerium. Det vurderer Avisen Danmarks politiske redaktør, Casper Dall.

Ane Halsboe-Jørgensen er en del af statsministerens absolutte inderkreds, og det bliver nu den nye ministers opgave at knytte tættere bånd mellem kulturlivet og Socialdemokratiet.

Bånd, der ikke har eksisteret i flere år, men som er nødvendige efter en periode, hvor corona-pandemien og håndteringen af restriktionerne på kulturområdet har udstillet de manglende forbindelser mellem kulturmiljøet og regeringspartiet, lyder analysen fra Casper Dall.

Lyt til Podcasten Danmark, hvor Casper Dall portrætterer tidligere kultur- og kirkeminister Joy Mogensen.

 


I 2018 udgav to menige medlemmer af den socialdemokratiske folketingsgruppe en bog med titlen: ”Det betaler sig at investere i mennesker”. Forfatterne var nuværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og den nyudnævnte kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen.

Bogen var tænkt som en debatbog – og den vakte i den grad debat. Forfatterne angreb i bogen Finansministeriets regnemaskine for at være ”politisk pivskæv” og for at give politikerne et ”skandaløst ringe beslutningsgrundlag” - både i Folketinget og i by- og regionsrådene. Ifølge forfatterne var problemet, at Finansministeriet indregnede de såkaldte dynamiske effekter i skatte- og finanspolitikken, men ikke gjorde det samme på velfærdsområdet.

Om den nyudnævnte kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen kan få Finansministeriet til at regne på samfundseffekterne af investeringer på kulturområdet, er mere end tvivlsomt. Ikke desto mindre satser Mette Frederiksen nu mere kapital på kulturområdet ved at udnævne Ane Halsboe-Jørgensen som ny minister, efter at Joy Mogensen i weekenden valgte at orientere statsministeren om, at hun ikke længere ønskede at være minister.

Mens Kaare Dybvad Bek og Peter Hummelgaard Thomsen ud over deres ministerposter som henholdsvis indenrigs- og boligminister og beskæftigelsesminister i offentligheden er kendte for deres ideologiske bøger og kronikker, er Ane Halsboe-Jørgensen mindre kendt som den socialdemokratiske tænker. Men hun er også en værdikriger, der ser styrke i stærk stat, som med sine institutioner kan være med til eksempelvis at bryde den negative sociale arv. Det har været Ane Halsboe-Jørgensens tilgang som uddannelses- og forskningsminister.

Den ideologiske tilgang var ikke kendetegnende for Joy Mogensen. Hun kom til Christiansborg som bydronning af Roskilde Kommune, men de styrker, der gør en god borgmester, er ikke altid styrker i landspolitik. I kommunalpolitik spiller ideologi en langt mindre rolle. Her handler om at finde pragmatiske løsninger på konkrete problemer: Der skal bygges institutionspladser til byens børn, de ældre skal have moderne plejehjemsfaciliter, og der må helst ikke være for mange huller i de kommunale veje. Konfrontation og en rå tone karakteriserer mere politik på Christiansborg, og det miljø kom Joy Mogensen aldrig til at befinde sig godt i. Men nu er der i hvert fald kommet en ideolog for bordenden i Kulturministeriet.


Med udnævnelsen af Ane Halsboe-Jørgensen til ny kultur- og kirkeminister stiger Kulturministeriet også i det interne hierarki på Slotsholmen.

Casper Dall, politisk redaktør


Med udnævnelsen af Ane Halsboe-Jørgensen til ny kultur- og kirkeminister stiger Kulturministeriet også i det interne hierarki på Slotsholmen. Det er et tydeligt signal fra statsministeren om, at hun nu vil have en mere driftssikker og erfaren minister ind på området. Gennem sine to år som uddannelses- og forskningsminister har Ane Halsboe-Jørgensen opnået en række resultater, der er blevet bemærket i Statsministeriet: Uddannelsesloftet er fjernet, der er vedtaget en ny forskningsstrategi med fokus på grøn omstilling og senest er der indgået en bred politisk aftale om at flytte uddannelser fra de store byer til provinsen. Evnerne til at skaffe brede politiske flertal får den nye kulturminister brug for. For forude venter nogle svære opgaver og forhandlinger for Ane Halsboe-Jørgensen.

Ane Halsboe-Jørgensen har fået opgaven med at få vredet nogle skattekroner ud af de globale techgiganter så som Google og Facebook. Den opgave bliver alt andet end nem. Lidt nemmere forventes det at blive at samle et bredt flertal bag et nyt medieforlig. Her har regeringens støttepartier et stort ønske om at genforhandle det smalle medieforlig fra 2018, som kun de borgerlige partier stod bag.

Det buldrer derudaf i dansk økonomi.
Dansk økonomi buldrer frem, godt løftet af travlheden i byggeriet over hele landet. Her er det ikke corona, der bekymrer. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Analyse: Nu er coronaen det mindste problem for erhvervslivet

Hurra, coronakrisen er forbi. Væksten i dansk økonomi var i årets andet kvartal på 2,2 procent, viser de første tal fra Danmarks Statistik.

Bruttonationalproduktet er steget med rekordhøje 8,3 procent siden foråret 2020, hvor vi ramte bunden, så der er virkelig grund til at glæde sig, medmindre man befinder sig i turist- eller oplevelsesindustrien, der stadig lider.

Til gengæld er der andet at bekymre sig om for det øvrige erhvervsliv, der nu mangler arbejdskraft og døjer med høje omkostninger til materialer og fragt. Men det er trods alt problemer, der kan håndteres, skriver erhvervsredaktør Jens Bertelsen i en analyse.

Sommerferien er forbi for de fleste, og mange har fået et ubehageligt gensyn med myldretidstrafik og kø i kantinen. Der er gang i hjulene i Danmark, og det i en grad, vi aldrig har set før.

Danmarks Statistik offentliggjorde mandag morgen sin BNP-indikator, der er den første opgørelse af dansk økonomis udvikling i andet kvartal. BNP steg med 2,2 procent i kvartalet, hvor landet i store træk genåbnede med åbne butikker, restauranter og barer.

Dermed er produktionen i Danmark - udtrykt i bruttonationalproduktet - vokset med hele 8,3 procent, siden vi ramte bunden med nedlukningen i foråret 2020. Det er rekordhøjt. Økonomisk har vi lagt coronakrisen bag os, hvis vi ser bort fra de få, udsatte brancher, der stadig lider under især rejserestriktioner.

Hoteller, især i hovedstaden, samt restauranter, oplevelsesparker, museer, lufthavne, biludlejere og mange andre mærker tydeligt, at vi mangler udenlandske turister og erhvervsrejsende i Danmark. De aflyste festivaler rammer også en stribe brancher, der ellers lever af et gevaldigt boost i løbet af sommeren.

Mandag kom Tivoli i København med kvartalstal, og her mærker man heller ikke de rekordtal, der spottes for hele samfundsøkonomien. Tivoli har haft åbent, men indkasserede alligevel et tocifret millionunderskud i andet kvartal.

Men andre steder i erhvervslivet kigger man på helt andre problemer end coronaen. Den kan holdes i skak, fordi vi har en meget høj vaccinationsgrad i Danmark, og eksporten ud af landet fungerer, selvom andre lande er hårdere ramt af smitte lige nu.

Derfor er det langt værre, at det er svært at skaffe medarbejdere nok. Antallet af stillingsannoncer er i top, og beskæftigelsen er tårnhøj. Det udløser lønstigninger, som nu er så kraftige, at de kan true væksten fremover, hvis man ser det fra direktionskontoret.

Dansk Arbejdsgiverforening melder om lønstigninger på 3,1 procent siden sidste år, og det er den højeste stigning på et enkelt år i 12 år. Byggeriet skiller sig ud med et lønhop på fire procent, der afspejler, at håndværkerne er desperate for at ansætte folk for at undgå at aflyse eller takke nej til opgaver.

I den sammenhæng er det en god nyhed, at behovet for kviktest og pcr-test er faldet drastisk. Det frigiver nogle af de hænder, som især caféer og restauranter har sukket efter, fordi de ikke har kunnet matche de gode lønninger på teststederne.

Ifølge Finans.dk har de tre største udbydere af kviktest sendt over 6.100 podere hjem, og mange af dem vil hurtigt finde job eller fritidsjob i de mange serviceerhverv.

En anden vækstdræber er de dyre materialer, som rammer økonomien i industrien og byggeriet. De globale forsyningslinjer er ude af takt og sender priserne i vejret på alt fra stål til diverse byggematerialer og mikrochips, der globalt er en mangelvare.

Dertil kommer transport, der er historisk dyrt, fordi logistikvirksomhederne lever højt på de ubalancer, der blev skabt under første fase af corona, hvor mange aflyste deres containertransporter med kort varsel.

Det fylder i øjeblikket pengekasserne hos selskaber som A.P. Møller-Mærsk og DSV, der ad flere omgange har opjusteret deres forventninger, imens transportkunderne betaler regningen.

Det lyder måske slemt, men det er trods alt problemer, der langt lettere kan håndteres end en løbsk pandemi, der efterlader virksomhederne magtesløse.

Og hvad skal vi så holde øje med nu? At coronakrisen ikke er helt afblæst. Helt nye industri- og forbrugstal fra Kina for juli lever ikke op til forventningerne og antyder, at Delta-varianten hærger mere, end man har troet, i Kina. Det skal især de danske eksportvirksomheder bekymre sig om.


Økonomisk har vi lagt coronakrisen bag os, hvis vi ser bort fra de få, udsatte brancher, der stadig lider under især rejserestriktioner.


Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Hele verden ser mod Afghanistan, der efter 20 år atter er i Talibans hænder.
Tusindvis af afghanere strømmede til lufthavnen i Kabul, da Taliban indtog præsidentpaladset. Seks herboende dansk/afghanske kvinder sætter ord på, hvordan det er for dem at være tilskuere til begivenhederne i Afghanistan lige nu. Foto: Wakil Kohsar/ritzau Scanpix

- Det er som et mareridt, jeg håber, vi vågner op fra igen

Afghanistan er faldet til Taliban. Hele verden kigger med, mens turbanklædte islamister maler plakater med kvinder over, tvinger dem i burka og indtager præsidentpaladset. I lufthavnen forsøger desperate afghanere at holde fast i flyvemaskiner, mens de letter fra jorden. Der er panik og desperation.

For nogle herhjemme gør billederne ekstra ondt. Knap 20.000 afghanere bor i Danmark, og mange af dem har stadig familie og venner i Afghanistan. Avisen Danmark har til dagens nyhedsbrev talt med seks unge kvinder, som beretter om sorg, skyldfølelse og magtesløshed.

De fortæller om kusiner i Kabul, der frygter at blive tvangsgiftet til Taliban. Om venner, de ikke kan få fat i. Om familiemedlemmer, som allerede er døde. Det er barsk læsning. Men deres perspektiver er vigtige, for de bringer os tæt på den aktuelle, afghanske virkelighed.

For herboende afghanere er udviklingen i Kabul hjerteskærende. Avisen Danmark har talt med seks kvinder, hvoraf flere har oplevet at leve under Talibans styre som små. Nu er de skrækslagne for deres nære i Afghanistans ve og vel - og den afghanske kvindes fremtid.

Afghanistan: Søndag indtog Taliban præsidentpaladset i Kabul og en talsmand for den islamistiske gruppe erklærede over for Al Jazeera, at Taliban nu anser krigen i Afghanistan for værende ovre. De har overtaget magten, men endnu hersker kaos og panik stadig. Flere tusinde afghanere og udenlandske statsborgere bosat i Kabul har mandag morgen stormet byens lufthavn, Hamid Karzai. De opholder sig på landingsbanerne i håb om at komme ombord på et fly ud af Afghanistan.

Værst er situationen for landets kvinder, der fra det ene øjeblik til det andet er blevet beordret ned i burka. De må ikke forlade deres hjem, hvis ikke de er tildækkede og har en mandlig værge ved deres side. Alle de rettigheder, som de har nydt igennem snart to årtier, forsvinder formentlig som dug for solen under Taliban.

Nogle af dem, der kan leve sig ind de afghanske kvinders situation og smerte, er herboende dansk/afghanske kvinder. Vi giver mikrofonen til seks stemmer, der på hver deres måde har bidraget til den afghanske frihedskamp - og som nu er ramt af sorg og håbløshed.

Deres beretninger bringer os tættere på den aktuelle situation i Kabul.

1 Madina Marwa Shafiqi: - Mørkemænd står udenfor min kusines dør

1 Madina Marwa Shafiqi, 26 år, kandidatstuderende i statskundskab og byrådskandidat for Radikale i Køge Kommune. Kom til Danmark fra Afghanistan i år 2001.

- Jeg har lige modtaget en række beskeder fra min kusine, som er læge i Kabul. Hospitalet har ringet til hende og sagt, at det er for farligt at møde ind på arbejde. Højtalere på vejene annoncerer, at kvinder ikke må gå uden for døren uden burka på kroppen og en mand ved deres side. Piger og single-kvinder mellem 12 og 45 år bliver skrevet på lister, som skal giftes med Taliban-krigere. Søndag aften bankede nogen på min kusines dør på jagt efter piger. Igennem vinduet kunne hun se mændene med skæg. Hun tør ikke engang gå ud på sin altan. Hun skriver, at alt er håbløst.

- Det virker nærmest perverst af mig, at jeg føler smerte, fordi det blegner i forhold til, hvordan de har det. Jeg er så, så, så ked af, at verden er så unfair. Jeg har over 100 nært beslægtede familiemedlemmer i Afghanistan. Onkler, tanter, kusiner, fætre og bedsteforældre. De er alle sammen i vildrede. Deres liv er i fare.

- Et af de tidligste minder, jeg har, er fra Afghanistan. Jeg var måske fire år, og jeg gemte mig under min mors burka. Jeg synes, at det var sjovt at være der, uden at nogle andre end min mor vidste det. Når vi gik ind i butikker, og hun skulle have mad eller juice, så tog hun det ind under burkaen, og så smilte vi til hinanden. Jeg anede ikke, hvor hårdt det var for hende. Min mor var veluddannet, en mønsterbryder. Så kom Taliban.

- I 2001 flygtede vi til Danmark. Efter min mor har alle kvinder i familien fået uddannelse. Jeg er selv i gang med min kandidat i statskundskab, og jeg stiller op til kommunalvalget for De Radikale Venstre i Køge Kommune.

2 Zohreh Faizi: - Taliban har ændret sig til det værre

2 Zohreh Faizi, 32 år, advokatfuldmægtig hos Vesterbroadvokaterne og formand for foreningen af Aghanske Jurister i Danmark. Kom til Danmark fra Afghanistan som niårig. Privatfoto

- Det er som et mareridt, jeg håber, vi vågner op fra igen. Prisen for fred er, at kvinder bliver dehumaniserede.

- Da Taliban kom til magten i 1995, måtte jeg ikke komme i skole mere. Jeg var syv år, og det var svært for mig at forstå, hvorfor min legekammerat han godt måtte fortsætte. “Sådan er det bare,” svarede min mor, når jeg spurgte. Jeg har seks andre søstre. Vi sad alle derhjemme.

- Ni år gammel forlod jeg Afghanistan. Min far flygtede til Danmark, og så fik vi familiesammenføring. Jeg lovede mig selv, at jeg skulle have en uddannelse og gøre noget for dem, der stadig var i Afghanistan.

- Jeg læste jura på Københavns Universitet og specialiserede mig i det afghanske retssystem. Efter endt uddannelse i 2016 tog jeg til Afghanistan, hvor vi med hjælp af fonde oprettede gratis retshjælp til fængslede kvinder. Det var primært kvinder, som har begået love crime - det vil sige, at de har fået et barn uden for ægteskabet.

- Søndag, før Taliban overtog Kabul, var der en af vores mandlige medarbejdere, som ringede og sagde, at banken var lukket. Han kunne ikke få organisationens penge ud. “Er du træt af dit liv? LØB,” sagde jeg til ham. Jurister, dommere og advokater er i meget høj fare, for i Talibans øjne udfører de vestlige regler.

- Mange siger, at Taliban har ændret sig. Ja. De er blevet stærkere, de har mere teknologi. I gamle dage voldtog de ikke piger på 12 år. Det gør de nu. De lavede ikke selvmordsbomber i skoler og på hospitaler. Det gør de nu.

- Små piger får måske lov til at gå i skole indtil 6. klasse. Men alle skal tildække sig. Kvinderne, som er i krisecentre, bliver sendt tilbage til voldelige mænd. Og de får ikke nogen varm velkomst.

- Jeg er taknemmelig for Vesten og alle de soldater, som har hjulpet Afganistan. Men jeg forstår ikke udtrækningsstrategien. Hvorfor gav USA en deadline, så Taliban vidste, hvornår de kunne slå til?

3 Nahid Osmai: - Har ikke kunnet nyde min egen forlovelse

3 Nahid Osmai, 29 år og afleverer speciale på medicinstudiet på torsdag. Kom til Danmark fra Afghanistan i år 2000. Privatfoto

- Mit speciale på medicinstudiet skal afleveres på torsdag, og lørdag holdt jeg forlovelsesfest. Derfor havde jeg slukket for fjernsynet og alle de sociale medier indtil søndag morgen, hvor jeg ser, at alle de store byer er faldet, at præsidenten har forladt landet, og at Taliban er på vej ind i Kabul.

- Jeg er vred, jeg er såret. Jeg føler mig magtesløs. Jeg har selv været aktiv som frivillig og har hjulpet med at sende afghanske børn i skole. Hvad skal der ske med dem? Tæt på 50 procent af Afghanistans befolkning er unge og børn under 18 år. De børn har aldrig kendt til andet end krig og kaos. Og det, de kommer til at opleve nu, er endnu værre.

- Nogle børn kommer til at flygte, og så skal de gennemleve det, som jeg også har prøvet. De skal på asylcentre, hvor de skal tigge om ikke at blive sendt hjem til helvede. Det er de heldige børn. De uheldige børn kan blive rekrutteret som børnesoldater eller sexslaver. Det er ikke til at bære.

- Samme dag som min egen forlovelse blev min kusine i Kabul forlovet. Vi delte billeder med hinanden, og det er så hårdt at tænke på nu. Taliban stod lige rundt om hjørnet. Har de fået lov til at holde fest? Får de lov til at blive glade? Jeg har ikke været i kontakt med hende siden lørdag. Det er hjerteskærende. Selvom mit hjerte er fyldt med kærlighed og glæde over min egen forlovelse, så har det ikke været muligt at nyde min forlovelse. På torsdag bliver jeg læge, men jeg ved ikke, hvordan jeg skal overleve indtil da.

- Taliban kan ikke repræsentere Afghanistan. Der er ingen, der vil have dem, men de tvinger sig til magten. Folk bliver halshugget, kvinder forsvinder, mænd bliver lemlæstet. Den frygt kan man simpelthen ikke rumme i Danmark. Og det er vigtigt for mig, at alle forstår, at det her ikke er afghanernes skyld.

4 Khaterah Parwani: - Alle afghanere er rystede og i chok

4 Khaterah Parwani, 39 år, debattør og direktør for LØFT, der arbejder for forebygge negativ social arv i Danmark. Kom til Danmark som kvoteflygtning i 1986.

- Jeg tror, jeg taler på vegne af alle afghanere, når jeg siger, at vi er rystede og i chok. Jeg kender nogen fra den ældre generation, som er meget kyndige i afghansk politik. Ingen forstår, hvordan det er gået så hurtigt, hvor robuste og organiserede Taliban har været, hvor lidt modstand de har fået, og hvordan præsidenten bare kunne flygte.

- Et godt billede på hvor hurtigt det er gået er en afghansk kvinde, der fortalte, at hun søndag morgen gik rundt i vestligt tøj. I jeans. Søndag aften havde hun fået burka på.

- Jeg er født i Afghanistan, og min mor ligger begravet i Afghanistan. Jeg har aldrig mødt en afghaner, som kan lide Taliban. Hvis de kommer til at styre landet, så får Afghanistan militant islamisme. Jeg sammenligner det med tv-serien Handmaids Tale. Taliban skal nok få lukket munden på samtlige kvinder og cuttet forbindelsen til omverdenen.

- Lige nu er der heftig kriminalitet i Kabul. Kidnapninger, pengeafpresninger. Truslen kommer fra så mange sider - især når du er kvinde. Vi har ikke kunnet få fat på hele min familie endnu.

- Tilbagetrækningen har været en fatal fejl, og man har ikke lyttet til de veteraner, som rent faktisk var på jorden. Noget af det klogeste, jeg har set og læst, er kommet fra soldaterne, flere af dem har jo advaret imod det her. Og de har gjort en forskel. Efter Talibans tilbagetrækning har jeg set kvinder i tætsiddende jeans. Jeg har set vanvittig forandring. Men alt er gået tabt nu. Og soldaterne må føle sig som cirkusklovne.

5 Mina Qaume: - Vi bliver immune over for dødsfald

5 Mina Qaume, 26 år og studerer statskundskab. Hun kom til Danmark som 14-årig. Privatfoto

- Jeg befinder mig stadig i en form for choktilstand. Mange af os har familie i Afghanistan, og det er skræmmende, at man ikke kan komme i kontakt med dem. De sidste to uger har jeg haft svært ved at sove og spise. Jeg har ikke kunnet forstå, hvad der foregår. I går skulle en af mine tætteste veninder giftes. Nyheden om Kabul breakede lige inden, og så brød jeg fuldstændig sammen.

- Lige nu er der mange følelser på spil. Skuffelse over det internationale samfund. Vrede. For en som mig, der har været involveret i nødhjælpsarbejde og udvikling i Afghanistan, så gør det rigtig ondt, at alt det man har kæmpet for, det er tabt. Vi er tilbage i 1992.

- For halvanden uge siden ringede min tante 20 gange på en morgen. Det var fordi Taliban havde indtaget hendes landsby i provinsen Khost, og hun ville give os livstegn, før de bremsede telekommunikationen. Min mors fætter er blevet skudt og dræbt, fordi han var en del af de afghanske sikkerhedsstyrker.

- Noget, som min moster sagde, sidder fast i min hukommelse: “De skyder folk, som var de kyllinger”. I den afghanske diaspora i Danmark har man døden tilfælles. Man bliver ligesom immun over for dødsfald.

- Jeg er lige vendt hjem fra et praktikophold på Danmarks ambassade i Washington D.C., og vi er mange unge dansk/afghanere, der arbejder på højtryk. Jeg har tætte veninder, som tog hele vejen fra D.C. til Istanbul for at hjælpe nogle af de afghanere, som nåede at flygte til Tyrkiet. Og jeg planlægger selv at tage tolkeopgaver. Godt nok ser det håbløst ud. Men vi arbejder hårdt for at skabe en bare lidt lysere fremtid.

6 Navida Walli: - Det er svært ikke at have skyldfølelse

6 Navida Walli, 29 år og arbejder som bygningsingeniør. Kom til Danmark som syvårig i år 2000. Privatfoto

- Som herboende dansk/afghansk kvinde er det svært ikke at have en form for skyldfølelse. Nu er det endt så dårligt igen, og så sidder vi her i fredelige Danmark. Regnvejr er det eneste, jeg kan brokke mig over. Det er rigtigt hårdt og en meget magtesløs følelse, man sidder tilbage med.

- Lige før du ringede, talte jeg med min kusine, som bor i Kabul. Hun startede på journalistskolen i vinter, samme dag som der var terrorangreb på skolen. Hun var en af de heldige, der overlevede, men hvad så nu? Skal hun aldrig på universitetet igen? Skal hun aldrig blive den journalist, hun drømmer om at være. Jeg hører frygten fra mine kusiner. Og jeg kan slet ikke forestille mig frygten i deres mødre, som har kæmpet i så mange år for deres børns rettigheder. For at de ikke skulle gennemleve samme helvede, som dem.

- Jeg var selv meget lille, da jeg kom ud af Afghanistan. I de senere år er jeg rejst en del derned. Jeg er bygningsingeniør, og min plan var, at jeg en dag ville arbejde i landet og være med til at bygge det op igen. Det ser sort ud lige nu.

- Jeg er med til at arrangere en demonstration foran den pakistanske og amerikanske ambassade den 22. august. De ansvarlige skal stå til ansvar.